Kræft - Stor Rapport i Biologi

Side 1

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 1 af 20

Titelblad

PRINT SELVE TITELBLADET UD FOR SIG!!

ÅBN --> TITELBLAD SSO

Side 2

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 2 af 20

Indholdsfortegnelse

1. Indledning s. 3

2. Fra harmløs celle til livstruende kræftsvulst s. 3

2.1. Manglende reparationsmekanisme s. 4

2.2. Onkogener opstår ved ny mutation s. 5

2.3. Tumorsuppressorer eller mangel på samme s. 6

2.4. Overlevelse af apoptose s. 7

2.5. Immunforsvaret taber kampen mod den spirende kræftcelle s. 8

2.6. Angiogenese; kilden til næring s. 9

2.7. Cellen lever videre trods korte telomere s. 9

2.8. Metastasering og den fuldmodne kræftcelle s. 10

3. Risikofaktorer s. 11

4. Kræftbehandlingen i dag s. 14

5. Kræftbehandlingen i fremtiden s. 16

6. Konklusion s. 18

7. Litteraturliste s. 19

8. Bilagsoversigt s. 20

9. Bilag s. 21

Side 3

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 3 af 20

Indledning

                                            1
Hver tredje dansker får kræft og hver fjerde dør af kræft,

sidste år døde 7,5 millioner mennesker på verdensplan, [2] men hvad er kræft egentlig? Ifølge Aschehougs Leksikon er „(...) kræft; ondarte-de knuder, der består af celler, som deler sig ukontrollabelt, og som ikke respekterer grænser, men

kan vokse ind i det raske væv, ind i andre organer.“^{3} Forskellen mellem de forskellige kræftsyg-

domme er, hvor de optræder og hvilken indvirkning de har på legemsfunktionerne. [4] Fælles for dem alle er udviklingen fra celle til kræftcelle. En celle skal mange forhindringer igennem før det bliver en dissideret kræftsvulst. Risikoen for, at cellen overhovedet kommer så langt er meget lille [5], og den enkelte kræftsygdom er også sjælden. Langt de fleste kræftsygdomme er forårsaget af en celle, der får en DNA-skade og derved en potentiel mutation. Cellen skal overleve en række barrierer, der normalt ville eliminere cellen. Disse barrierer vil blive nærmere beskrevet i opgaven, med henblik på at give et billede af den raske celles udvikling til en kræftsvulst. Mutationer kan opstå tilfældigt ved almindelige celledelinger, men underbygges ofte af påvirkninger som for ek-sempel sol. [6] Mange risikofaktorer er stadig blot hypotetiske, mens andre er påvist kræftfremkal-dende. En diskussion af risikofaktorerne vil tages op. Der bliver stadig forsket i ”Kræftens gåde” og langt fra alt er klarlagt. I dag har man fundet en række mulige behandlingsformer og disse, samt fremtidens mulige løsninger, vil blive diskuteret.

Fra harmløs celle til livstruende kræftsvulst

Kroppens celler udskiftes konstant, da de døde celler skal udskiftes med nye. Denne delingsakti-vitet er afpasset med celletabet og reguleres af hormoner og vækstfaktorer, [7] men under delinger kan der opstå mutationer, der kan føre til kræft. Kræft opstår ofte i epitelcellerne, det yderste lag celler på ydre og indre overflader, da de er mere udsatte overfor påvirkninger. De har en meget kort levetid og udskiftes konstant. [8]

På næste side ses en meget forenklet tegning af den spirende

1

Clemmesen, Inge Haunstrup m.fl.: Kræft i Danmark – en opslagsbog, Kræftens Bekæmpelse, u.s., 2006: s. 3

2

Ritzaus Bureau, 16. september 2006:https://skoda.emu.dk/skoda-

cgi/infomedia/Servlet/WWW_Polinfo?state=doc&page=&docNb=1&artlist=&artlistNc=&tocIndex d. 18/12-06
3

http://www.aschehougsleksikon.dk/ns/default.htm d. 16/10-06

4

Pedersen, Henrik Blicher: Kræftens biologi, Systime, Gylling: 2001: s. 126

5

Foghsgaard, Lasse m.fl.: Bogen om kræft, Erhvervsskolernes Forlag, Svendborg: 2001: s. 16

6

Pedersen, Henrik Blicher, s. 194-96

7

Pedersen, Henrik Blicher, s. 102.

8

Foghsgaard, Lasse: s. 13.

Side 4

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 4 af 20 kræftcelles udvikling. Forinden har cellen muteret og er begyndt at formere sig og der vil opstå vævsnydannelse (neoplasi). Afhængigt af malignitetsgraden inddeles vævsdannelserne i fire stadi-

er: hyperplasi (= over-dannelse), dysplasi (= dårlig-dannelse), cancer in situ (=i beliggenhed), der

stadig er samme sted, og invasiv cancer, hvis genetiske ændringer har tilladt kræftcellerne at inva-dere det underliggende væv. Det kan brede sig til resten af kroppen via blod- og lymfekar (meta-staser). [9] I de næste par afsnit er de enkelte faser nærmere beskrevet, men det skal dog påpeges, at rækkefølgen ikke altid er denne, især når det gælder de første faser. Ved de sidste faser kan kræft-cellen naturligvis ikke danne metastaser, uden at have dannet nye blodkar (angiogenese).

Figur 1 [10]: Fra hyperplasi til invasiv cancer

Manglende reparationsmekanisme

Spontane hændelser, mutagene stoffer eller stråling, kan danne i fejl i DNA′ets baser (nucleoti-der) og resultere i mutation. Fejlen kan bestå af et enkeltstrengsbrud, et dobbeltstrengsbrud, der kan forårsage dannelse af dimer eller en baseionisering. Det er dog meget sjældent, at skader i DNA bliver til en mutation: Langt de fleste skader repareres. Det er forskellige enzymer, der normalt reparerer skader i DNA, men reparationen kan kun ske, hvis skaden er begrænset til ba-serne i den ene DNA-streng, da reparationsenzymerne skal bruge den anden streng som skabelon til de nye komplementære baser. Hvis der sker en mutation i et DNA-reparationsgen, mister cel-len evnen til at reparere DNA-skader og disse manglende evner vil gå videre til dattercellerne efter deling. Hvis DNA-skaden ikke repareres, fx på grund af mangel på reparationsenzymer, øges hyppigheden af mutationer i DNA. Genetisk betinget udvikling af tyktarmskræft skyldes bl.a. mutationer i generne MLH1 og MSH2, som koder for reparationsenzymer. [11] Proteinet p53 stopper en celle i at dele sig, hvis den har en alvorlig DNA-skade. I kræftceller har p53 mistet sin funktion og kræftcellen overlever derfor trods DNA-skaden (se s. 7).

9

Foghsgaard, Lasse: s. 7 og Pedersen, Henrik Blicher s. 132.

10

http://www.cancer.dk/alt+om+kraeft/fakta+om+kraeft/udvikling+af+kraeft/index1.asp d. 15/12 2006

11

Pedersen, Henrik Blicher: s. 78-81.

Side 5

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 5 af 20

Onkogener opstår ved ny mutation

Normale cellers deling og inaktivering i deling bestemmes af to faktorer: proto-onkogener og tumorsuppressorer. De signaler (vækstfaktorer), der bestemmer om de skal dele sig eller lade væ-re, kommer fra andre celler. Signaleringen kan enten være parakrin (lokalhormoner fra nabocel-lerne) eller endokrin (hormoner via blodbanen fra andet sted i kroppen). Fordi de normale celler indgår i et så omfattende samarbejde, kaldes de sociale celler. PDGF (Platenet-Derived Growth Factor) er en vækstfaktor og når den ankommer til de specifikke receptorer i den ekstracellulære del, startes en kædereaktion: PDGF’ets tyrosinkinasereceptor (den sætter fosfatgruppe på amino-syren tyrosin) tiltrækker intracellulært proteinet Grb2, som er bundet med proteinet Sos. Sos, der har enzymaktivitet, aktiverer proteinet Ras ved at tilføre GDP et ekstra fosfatmolekyle (GTP).

Når Ras er aktiv aktiverer den Raf, der fosforylerer (tilføjer fosfatgruppe) MEK, der fosforylerer ERK. ERK bevæger sig ind i cellekernen og aktiverer DNA-bindende proteiner som stimulerer transkriptionen. Disse aktiveres også ved fosforylering og aktiverer de nødvendige gener ved cel-ledeling. [12] Kræftceller kan både producere og modtage egne lokalhormoner (autokrin signalering) og er derfor asociale. Årsagen til denne evne er en mutation i proto-onkogenet. Autokrinsignale-ring er dog ikke det eneste mulige resultat: De kan også dele sig uden tilstedeværende vækstfakto-rer, da mange har flere receptorer på overfladen og reagerer på det selv det mindste tegn på en vækstfaktor. Onkogenet kan også kode for defekte receptorer, der mangler den ydre del. Disse vil spontant tiltrække andre defekte receptorer, som aktiveres. Grunden til at receptorerne mangler den ydre del, skyldes manglende DNA, der i proto-onkogenet koder for den ydre del. Denne mutation kaldes deletionsmutation. Specielle onkogener kan resultere i intracellulære fejl, som fx Ras-onkogenet. Ras vil sende signaler dybere ind i cellen, selvom receptorerne ikke har modtaget en vækstfaktor. I 25 % af tilfældende af kræft optræder de muterede Ras-signalproteiner. [13] Myc-transkriptionsfaktorer i cellekernen kan også være muteret. Disse vil sørge for at der konstant produceres nye proteiner, der sørger for celledeling, men uden at den har modtaget signal om

det.^{14}

Tumorsuppressorer eller mangel på samme

12

Foghsgaard, Lasse: s. 29-32.

13

Pedersen, Henrik Blicher: s. 169

14

Foghsgaard, Lasse: s. 32-35

Side 6

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 6 af 20

Normale celler modtager også antivækstfaktorer, fx TGF-β (transforming growth factor β). Når TGF-β-receptoren modtager signal fra TGF-β-faktoren, aktiverer den proteinerne Smad2 og Smad3 i cellen, som går sammen med Smad4 og danner Smadkompleks. Komplekset trænger ind i kernen og det nydannede p15-protein sørger for, at cellen stopper delingen. Kræftceller har imidlertid en mutation på et af tumorsuppressorgenerne og cellen kan derfor ignorere disse signa-ler. Tumorsuppressorgener koder for et protein, der hører ind under antivækstsignalkæden. [15] Ta-bet af tumorsuppressorgenet sker, når to alleler i det homologe kromosompar på samme tid er sat ude af spil. [16] Ved mutation kan det resultere i, at TGF-β-receptoren, Smad4-proteinet eller p15-proteinet mangler. Alle tre muligheder gør, at cellen fortsætter med at dele sig.

Alle celler har en cyklus, der består

af i alt 5 faser: G_{1} (cellen bliver stør-
re) G_{0}, (cellen hviler) S eller syntesen

(cellen kopierer sit DNA,), G (forbe-
                       2

redelse til deling) og M eller mitosen

(celledelingen). Sent i G findes re-
                    1

striktionspunktet (R), hvor den ende-lige afgørelse kommer, hvorvidt den skal dele sige eller ej. Hidtil har det været forholdet mellem antivækstfaktorer og vækstfaktorer der skulle sætte afgørelsen. Ved re-striktionspunktet er der et vigtigt protein, nemlig retinablastom-

Figur 2: Cellecyklus [17] proteinet (Rb). Dette protein kan virke som stopbom for det videre forløb. Når cellen modtager vækstfaktorer bliver proteinet cyklin D dannet. Det vil binde sig til det eller inaktive protein cyclin dependent kinase 4 (CDK4), der aktiveres så snart cyklin er til stede. Sammen modvirker de Rb ved at forforylere det, så transkriptionsfaktoren E2F kan løsrive sig og binde sig til DNA for at aktivere og aflæse gener.

CDK4 og cyklin D kan igen blive forhindret af p15 eller p16-proteiner. De kan overtage cyklin D’s plads og derved gøre CDK4 inaktivt. Derved kan CDK4 ikke længere fosforylere og E2F vil derfor forblive inaktivt og ”holde bommen nede” igen. Lige før restriktionspunktet er markeret

15

Foghsgaard, Lasse: s. 38-39

16

Pedersen, Henrik Blicher: s. 170

17

http://www.biokemi.org/biozoom/2001_4/bz_0401b.htm d. 14/12 2006

Side 7

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 7 af 20 et checkpoint. Checkpoints er en vigtig del af cyklusen, da det er her cellen kan stoppe og repare-re eventuelle DNA-skader. Restriktionspunktet eller checkpoints kan dog ikke forhindre kræftcel-ler i at dele sig, da de ofte har mistet deres checkpoint og evnen til at stoppe op ved restriktions-punkterne. Denne manglende evne til at stoppe op, går videre til de delte celler. Kræftcellen har derfor mistet kontrollen over celledelingen. [18]

I cellens checkpoints findes det førnævnte protein p53, der kan stoppe celledelingen, ved at binde sig til proteinet p21, så DNA-skaden kan repare-res. Hvis skaden er uoprettelig vil cellen få besked på at begå selvmord. Desværre har over 50 % af alle kræfttilfælde har p53 mistet denne funktion og celledelingen vil derfor fortsætte. [19] Overlevelse af apoptose

”Apoptose” stammer fra det græske udtryk ”at falde af” eller rettere sagt at blive mindre for der-efter at blive fagocyteret af en makrofag. [20]

Alle celler har et inaktivt selvmordsprogram, der altid kan aktiveres i normale celler. Der er dog flere apoptosefaktorer og –receptorer, der kan aktivere programmet: Hvis p53 opdager en DNA-skade, der ikke kan rettes op, vil p-53 starte apoptosen, ved at aflæse særlige gener, der bliver omsat til proteiner. Disse proteiner sørger derefter for selve apoptosen. [21] Som tidligere nævnt har mange kræftceller fået en mutation, der gør, at p53 har mi-stet sin funktion. En T-dræbercelle (cytotoksiske T-celler fra immunforsvaret) kan også optræde som apoptosefaktor. Deres Fas-ligander (apoptosefaktor) afgives ikke, men sidder fast på T-dræbercellens membran. Når T-dræbercellen genkender kræftcellen, vil Fas-liganderne og Fas-receptorerne forbindes og cellen vil apoptosere. Kræftceller vil nødvendigvis ikke apoptosere, da de kan have fået en mutation, og selv kan danne Fas-ligander. T-dræbercellen har også Fas-receptorer, der tiltrækkes af kræftcellens Fas-ligand og T-dræbercellen dør. [22]

I normale celler vil T-dræbercellens ligander, mangel på vækstfaktorer eller p53 sende signal til mitokondrien, der normalt producerer ATP (adenintriphosphat), og den vil derefter udskille cytokrom c, der aktiverer caspaserne. Disse spalter ICAD og CAD aktiveres, da dens hæmmer er væk, og går i gang med at spalte DNA, mens caspaserne ødelægger cytoskelettet. Begge fører til akut celledød. Der findes dog et hæmmende protein mod mitokondriens udskillelse af cytokrom c, nemlig Bcl-2. Hvis mitokondrien modtager flere Bcl-2-proteiner end signaler fra dødsfaktorer vil den holde cytokrom c tilbage. [23]

Det har senere vist sig at 50 % af alle kræfttilfælde har et mu-

18

Foghsgaard, Lasse: s. 43-46.

19

Foghsgaard, Lasse: s. 47.

20

Kristjansen, Paul: Kræft Hvad er det? Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Viborg, 2001: s. 29 & Foghsgaard,

Lasse: s. 53
21

Foghsgaard, Lasse: s. 55

22

Foghsgaard, Lasse, s. 56

23

Foghsgaard, Lasse: s. 58-59

Side 8

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 8 af 20 teret proto-onkogen der koder for proteinet og derfor en overproduktion af Bcl-2. [24] Bcl-2 findes i både normale celler og kræft-celler, men der er et proteiner, der kun findes i kræftceller; Survivin.

Survivin træder ind efter mitokondrierne har udskilt cytokrom c og hæmmer caspaserne, så DNa-sen, der kløver DNA, forbliver inaktiv og caspaserne hindres i at spalte cytoskelettet. I raske cel-ler findes proteinet Hsp70 (heat-shock protein) kun under cellestress. Kræftceller har en konstant mængde, hvilket vil sige, at Hsp70-proteinet forhindrer kræftcellen i at dø, da de kan modstå apoptosesignaler helt inde ved DNA’ets og cytoskelettets kløvning.

Kræft kan derfor overleve apoptose, fordi kræftcellerne har muteret og kan have sat p53 ude af spillet, den kan selv danne vækstfaktorer, og derfor ignorere de naturlige, den kan selv

have T-dræbercellens ligander, have en øget produktion af Bcl-2 og/eller Hsp70 og producere

Survivin. En kræftcelle kan have flere af egenskaberne og når denne deler sig, går de videre til den næste generation af kræftceller.

Immunforsvaret taber kampen mod den spirende kræftcelle

Vi har før set, at når en almindelig celle muterer og bliver en kræftcelle, vil den producere nye eller anderledes proteiner. Fragmenter af disse proteiner vil blive præsenteret på cellens overflade og vil kunne genkendes af immunsystemets T-celle. Forsøg med mus har vist, at et helt eller del-vist svækket immunsystem øger risikoen for at få kræft, [25] men immunforsvaret kan ikke eliminere kræft helt. Kræftcellers antigener kan være svære for immunforsvaret at opdage, da de for det meste ikke har genkendelige antigener, der er anderledes end normale kropsceller. Nogle mangler vævstypemolekylet MHCI, andre MHCII. T-hjælper- og T-dræbercellen distraheres derfor og T-dræbercellen kan ikke registrere og dræbe cellen. Langt de fleste kræftceller har antigener der også findes på raske celler. Kræftceller kan nedregulere udtrykket af MHCI, på grund af en mutation i de gener, der koder for MHCI. Dette resulterer i manglende antigenfremvisning og T-hjælpercellen kan derfor ikke registrere det og aktivere T-dræbercellen. [26]

Det ser dog ikke sort ud: Nogle specielle typer kræft, såsom modermærkekræft, udstiller nemlig et helt særligt antigen,

der kendetegner kræftsygdommen (her: MAGE).^{27}

Alt i alt er immunforsvaret ikke stærkt nok til at bekæmpe kræft naturligt. Det er både på grund af kræftcelleantigenernes manglende fremvisning, forveksling med normale celler, blodkar-systemet kan være så forgrenet omkring kræftcellerne, at det gør det svært for T-cellerne at komme frem til kræftcellerne, det kan være at T-cellerne ikke stimuleres nok til at reagere, da der

24

Kristjansen, Paul: s. 30 & Foghsgaard, Lasse s. 60.

25

Foghsgaard, Lasse: s. 89 og 91.

26

Pedersen, Hentik Blicher: s. 146-48.

27

Foghsgaard, Lasse: s. 90-91

Side 9

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 9 af 20 udsendes for få signalstoffer (cytokiner) og endelig kan kræftceller også udskille hæmmende stof-fer mod kræftcelleødelæggende proteaser, som for eksempel TGF-β (se s. 6). [28]

Angiogenese; kilden til næring

En samling kræftceller er nødt til at have energi, for at kunne vokse sig større. Denne energi kan skaffes fra de omkringliggende blodkar og den samlede betegnelse for anskaffelse af blod via blodkar kaldes angiogenese. Oftest mangler svulsten ilt og vækstfaktoren VEGF (Vascular En-

dothelial Growth Factor) vil gribe ind, udskille signalmolekylet kemotaxi (=kemisk stofs bevægel-

se), og de nærmeste endotelceller (undergruppe af epitelceller der sidder på indersiden af blodkar-rene [29]) vil iværksætte en redningsaktion mod signalet. For at en celle skal kunne vokse til en egentlig svulst, vil nogle af kræftcellerne udskille karstimulerende, eller angiogene, faktorer, for eksempel angiopoietiner. Her er der tale om de to ligander Ang-1 og Ang-2, og receptoren, Tie-2.

Der er to ligander til en receptor. Angiogenesens videre skæbne bestemmes af dem. Ang-1 med-fører stærkere blodkar, mens Ang-2 bevirker at der bliver frigjort endotelceller, hvilket kan føre til dannelse af nye blodkar. Angiogenesen består af flere trin: Først skal basalmembranen brydes via vævsnedbrydende enzymer fra enten bindevævsceller eller aktiverede endotelceller. Hullet i ba-salmembranen gør det muligt, at endotelcellen vandrer ud af ydre karvæg og ind i bindevævet.

Den nedbryder stadig og deler sig ikke, men følges af delende endotelceller, der danner strenge af umodne endotelceller. Det sidste trin på vejen er modningen af endotelcellerne, eller mangel på samme. Forskellen mellem normale blodkar og kræftsvulsters er netop, at de ikke får lov til at modne, fordi udskillelsen af VEGF og Ang-2 ikke ophører. [30]

Cellen lever videre, trods korte telomere

Hver gang en normal celle deler sig slides et stykke af kromosomernes ender, telomerene, fordi DNA-polymerasen ikke kan kopiere helt til enden af kromosomet. Hver gang cellen deler sig, udskilles p16 inde i cellen og når telomeren når Hayflick-grænsen [31] vil den store mængde p16 bevirke, at delingsprocessen stopper. Samtidig ser p53 den korte telomer som DNA-skade og stopper også delingsprocessen. I de fleste kræfttilfælde har kræftcellerne defekte p16 og p53- proteiner, som derved udsætter celledelingens stop. Når den spirende kræftcelle overtræder græn-sen, er den på vej ind i krisen, hvor generne kan blive kappet på grund af erosionen. Lige før kri-sen indtræder, sker en ny mutation på et bestemt gen (endnu ukendt), der gør, at den hidtidige

28

Pedersen, Henrik Blicher: s. 148.

29

Foghsgaard, Lasse: s. 82.

30

Foghsgaard, Lasse: s. 81-86

31

Hayflick-grænsen: Når telomerene er så korte, at cellerne ikke længere må dele sig. Opkaldt efter forskeren Hayflick der opdagede denne grænse, omkring 1960. Foghsgaard, Lasse: s. 66.

Side 10

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 10 af 20 undertrykkelse af telomorase-genet ophæves. Telomorase er et enzym, der hele tiden sørger for, at telomerene får en ny ende, hver gang de deler sig. Dog er den muterede celle meget tæt på krisen, adskillige kromosomer ligger i uorden og enderne kan have klistret til hinanden. [32] Metastasering og den fuldmodne kræftcelle

Kræftceller har en særlig evne til at brede sig, at metastasere, og det er derfor, at kræft er så farligt.

Kræftcellen løsriver sig fra den primære svulst. 90 % af alle kræfttilfælde begynder i epitelceller-ne [33] og disse forbindes med E-cadherin. E-cadherinet kan dog ikke holde sammen på epitelcel-lerne, hvis en af de to proteiner, alpha-catenin eller beta-catenin, har fået en mutation og E-cadhetinets cytoplasmatiske hale mister grebet. Cellen får derefter mobilitet (evnen til at flytte sig), men hvordan det sker, har man endnu ikke fastslået. Nogle kræftceller metastaserer i nærom-rådet, andre danner fjernmetastaser i organer via blod- og lymfebanen. Når kræftcellen skal træn-ge ind i cirkulationen skal den igennem lag af kollagen, der gør karvæggen stærkere. Her kan kræftcellen lave huller ved hjælp af proteaser og kollagenaser, der nedbryder proteiner og kolla-gen. Ude i blodbanen skal cellen have evnen til ikke at apoptosere og i øvrigt undgå immunfor-svaret. Det er endnu ikke bevist hvordan kræftcellen udvælger sit nye opholdssted og om det

                    34
overhovedet er ”bevidst”. Ved det nye organ skal kræftcellen kunne trænge ind, og her er en

underfamilie til proteasen, nemlig metalloproteasen, eller MMP, god. Metalloproteasen kan både nedbryde den basale membran og den ekstracellulære matrix inde i vævet. Nedbrydningen frigiver vækstfaktorer og stimulerer derfor cellens vækst. Sidste trin hedder Seed and soil. Her kan kræft-cellen udveksle vækstfaktorer med organet. Metastaseret brystkræft i knoglerne kan udsende pep-tidet PTH-rP (parathyroid hormone-related peptide), der stimulerer knoglens osteoclaster-celler til at nedbrydes, hvilket frigiver vækstfaktorer fra knoglen, brystkræftcellerne udsender PTH-rP og sådan fortsætter det. Når det, der før var en spirende kræftcelle, har metastaseret kan man for alvor tale om invasiv kræft.

Risikofaktorer

Der findes mange påvirkninger, der kan medføre kræft. Alderen spiller en særdeles stor rolle, idet risikoen for at få kræft og dø af det, er proportionel i forhold til tiden i alder. [35] Grunden til dette kan både være de ydre påvirkninger der er tynget kroppen gennem årene (rygning, dårlig ernæ-

32

Foghsgaard, Lasse: s. 65-72

33

Foghsgaard, Lasse: s. 76

34

Foghsgaard, Lasse, s. 77-79

35

Clemmesen, Inge Haunstrup: s. 9 & Foghsgaard, Lasse: s. 22.

Side 11

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 11 af 20 ring, manglende motion, stråling), men også kroppens naturlige ældning, der gør den svagere og mere modtagelig overfor kræft. Ydre faktorer er kræftfremkaldende fordi, de kemisk reaktive fragmenter af forskellige molekyler, frie radikaler, kan angribe molekylerne i DNA og derved skabe mutationer. Meget tyder på, at miljømæssige faktorer er kritiske, fordi de fremmer dannel-

               36
sen af frie radikaler.

Blandt de ydre risikofaktorer spilder især rygning en stor rolle, idet 26 % af kræfttilfælde hos mænd og 14 % hos kvinder er skyld i kræft. [37]

Risikoen for at få kræft, hvis man ryger, er stør-re på grund af de mange kræftfremkaldende stoffer i tobaksrøgen. Her kan blandt andet nikotin,

carbonmonooxid (CO), nitrogenoxider (NO_{x}), ammoniak (NH_{3}), hydrogencyanid (HCN) og

acrolein nævnes. [38] Ved inhalering trænger stofferne ind i slimhinder, svælget og luftvejene i lun-gerne og går direkte videre via blodbanen. Ved synkning af spyt kan stofferne optaget i blodba-

nen via mave/tarmsystemet. Overordnet er tjæren i sig selv den mest kræftfremkaldende faktor,

idet mere end 40 stoffer heri kan fremkalde kræft. [39]

Risikoen for at få kræft, forårsaget af rygning, afhænger ikke kun af, hvor mange cigaretter man ryger om dagen, men også tjæreindholdet i ciga-retterne, hvor dybe sugene er, og hvor gammel man var, da man begyndte. Sidstnævnte er først og fremmest på grund af det følsomme lungevæv hos børn og unge. [40]

Forkert ernæring udgører også en risikofaktor, idet mange stoffer, såsom mættede fedtsyrer

(der hører under naturligt forekommende stoffer), pesticider (reststoffer), nitrit (tilsætningsstof-fer), aflatoxiner (mykotoksiner dannet af skimmelsvamp på grund af dårlig opbevaring) og stege-mutagener (fremmedstoffer der opstår ved varmebehandling). Man mener dog at de kræfthæm-mende stoffer (såsom antioxidanter i grøntsager og frugt) er mere afgørende end kræftfremkal-dende stoffer, da denne mindskes jo mere frugt eller grøntsager man spiser, fordi antioxidanter forhindrer dannelse af kræftfremkaldende stoffer i kroppen eller blokerer virkningen af dem. [41] Reproduktive faktorer kan også spille ind, såsom kvindens pubertet og modning. Det er desværre sådan, at jo tidligere man går ind i puberteten og jo senere man får børn, eller slet ikke får børn, des større er risikoen, for at få kræft i brystet. Dette skyldes østrogenniveauet, der på den ene eller anden måde øger risikoen. [42]

Dette er dog kun en hypotese, men set ud fra den sam-fundsmæssige udvikling, hvor man får børn i en sen alder og hellere vil færdiggøre uddannelsen, er der en sammenhæng i forhold til forekomsten af brystkræft. [43]

36

Kristjansen, Paul: s. 36.

37

Pedersen, Henrik Blicher: s. 182.

38

Pedersen, Henrik Blicher: s. 183.

39

Pedersen, Henrik Blicher: s. 183.

40

Foghsgaard, Lasse: s. 26.

41

Pedersen, Henrik Blicher: s. 184-87.

42

Pedersen, Henrik Blicher: s. 191.

43

Clemmesen, Inge Haunstrup: s. 50.

Side 12

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 12 af 20

Infektioner kan også medfører nogle bestemte kræftformer. Her kan blandt andet nævnes Hepatitis B viruset, der kan forårsage leverkræft, Papilloma virus ved livmoderhalskræft og infek-tion med Helicobacter pylori [44] kan sandsynligvis medføre mave- og blærekræft. [45] Forekomsten er meget lille, da DNA-virus kun, indirekte eller direkte, er skyld i 2 % af kræfttilfældene hos begge køn i Danmark.

Indenfor en række erhverv eller fagområder kan man også komme i kontakt med kræft-fremkaldende stoffer, som blandt andet automekanikere der udsættes for PAH (polyaromatiske hydrocarboner) i udstødningsgasser. Kræftfremkaldende stoffer i forbindelse med arbejdet anta-ges at være årsag til ca. 4 % af kræfttilfældene hos mænd og under 1 % hos kvinderne. [46] Derfor er arbejdsmiljøet også en kræftrelateret risikofaktor.

Alkohol forøger risikoen for kræft i mange af de organer, der kommer i kontakt ved indta-gelse, det vil sige mundhule, bugspytkirtel, lever og tyktarm, men også bryst. Det er ikke bevist, at alkohol er direkte kræftfremkaldende, men der er fundet mange små mængder kræftfremkaldende stoffer eller forstadier til det. Selve ethanolen er et opløsningsmiddel og kan opløse cellemembra-nens lipiddobbeltlag, hvilket gør cellerne mere sårbare og modtagelig overfor andre kræftfrem-kaldende stoffer. Det skal dog påpeges, at alkohol ikke i sig selv forårsager kræft, det er kombina-

tionen mellem alkohol og for eksempel rygning og/eller uvarieret kost, der er årsagen. Folk der

spiser uvarieret, mangler ofte vitaminer og mineraler, hvilket vil sige kræfthæmmende antioxidan-ter, mens kronisk alkoholforbrug kan nedsætte leverfunktionen, hvilket hæmmer afgiftningen af kræftfremkaldende stoffer, der kommer via maden. Derudover sætter alkohol også præg på im-

           47
munforsvaret.

Stråling og ioniseret stråling som α, β og γ-stråling, røntgen og UV-stråling kan forårsage DNA-skader, hvilket kan føre til mutationer. Radon, som skyldes α-henfald af radium, siver ofte ind gennem sprækker i bygninger. Radon er ikke stærkt kræftfremkaldende i sig selv, men under-støtter risikoen for at få lungekræft, hvis man ryger. UV-stråling udgører risikofaktor for udvik-ling af hud- og modermærkekræft, på grund af DNA-skader i huden. [48]

Medikamenter synes at være skyld i ca. 1 % af alle kræfttilfælde. Blandt medikamenterne kan kemoterapi, paradoksalt nok, findes. Der tales her om personer med Hodgkins sygdom, hvor kemoterapien, eller kombinationer, medførte leukæmi. Forskellige hormonbehandlinger kan hver

44

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/helicobacter.htm, d. 16/12 2006: Helicobacter Pylori: Lille bakte-

rie, som lever i mavesækken. Ses oftest hos ældre.
45

Pedersen, Henrik Blicher: s. 191.

46

Pedersen, Henrik Blicher: s. 191-93.

47

Pedersen, Henrik Blicher: s. 193-94.

48

Pedersen, Henrik Blicher: s. 194-96.

Side 13

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 13 af 20 især forårsage enten kræft i livmoderslimhinde, skede, livmoderhals, lever, bryst eller knog-

ler/blod (leukæmi).

Miljøforurening bærer også en del af skylden, men her er det straks sværere at sætte finger på, hvilke stoffer der er tale om, fordi man hele tiden udsættes for lave koncentrationer af mange forskellige stoffer. En ting er dog slået fast; PAH i udstødningsgasser er, som sagt, kræftfremkal-dende og udgør en stor del af miljøforureningen i byområder. Derudover findes der mange hor-monforstyrrende kemiske stoffer som PCB (polychlorede bifenyler), DDT (chloreret insekticid),

                                                                     49
alkylphenoler og plastblødgørere, der muligvis kan forårsage bryst- og/eller testikelkræft.

De forskellige risikofaktorer er, indirekte eller direkte, kræftfremkaldende, men de under-støtter hinanden. Ved indirekte faktorer menes, at den pågældende faktor til dels er skyld i dan-nelsen af kræft. Alkohol er et eksempel på en indirekte faktor, idet uvarieret eller dårlig kost gør udfaldet. Ved en undersøgelse om de direkte faktorer, rygning og asbest blandt bygningsarbejde-re, satte man en rate for lungekræftsrisiko til 1,0 til den gruppe, der hverken havde været i kontakt med asbest eller røget. Dem der røg, men ikke havde været i kontakt med asbest havde en risiko på 10,8 og dem der kun havde været i kontakt med asbest havde en risiko på 5,2. Det chokerende var, at dem der både havde røget og været i kontakt med asbest, havde en risiko på 53,2. Konklu-sionen er derfor, at risikofaktorerne kan multipliceres, de styrker hinanden. [50] Netop derfor kan man ikke pege på én risikofaktor. Der skal i stedet arbejdes med risikofaktorernes samspil.

Er man dagligt udsat for en eller flere alvorlige, ydre risikofaktorer og/eller arveligt disponeret for

at udvikle kræft, hører man til en risikogruppe. Cirka 5-10 % af alle kræfttilfælde skyldes en arve-lig disposition [51], men der er dog ikke taget hensyn til personernes livsstil og derfor er det ikke et præcist tal. Mennesker der har arvet en muteret allel af et pågældende gen, har langt større risiko for at udvikle direkte mutation, idet det ene allel allerede har en nedarvet mutation. Bærere af mutationer i gener, der koder for proteiner der kontrollerer celledeling, har derfor større risiko for at udvikle kræft end andre. Deres penetrans, det vil sige sandsynligheden for, at bærere med arvelig mutation, som udvikler kræft, kan variere. Nogle udvikler kræft når de er helt små, mens andre, specielt brystkræftpatienter, når de er fyldt 50. Når der tales om kræft og nedarvning er det oftest beslægtede former for kræft, men specielt bryst- og tyktarmskræft er arveligt. [52] Kræftbehandlingen i dag

49

Pedersen, Henrik Blicher: s. 197-98.

50

Foghsgaard, Lasse: s. 26-27.

51

Pedersen, Henrik Blicher: s. 180.

52

Foghsgaard, Lasse: s. 95-96.

Side 14

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 14 af 20

Før man kan behandles, skal det undersøges, om man overhovedet har kræft. Dette gøres ved screening og det er en stor fordel, hvis kræft opdages så tidligt i forløbet som muligt, det vil sige før kræftcellen er brudt gennem basalmembranen, for her er et mindre kirurgisk indgreb nok. [53] Ved mistanke om livmoderhalskræft eller celleforandringer tages en sekretprøve, hvor afstødte celler fra slimhinden kan ses i mikroskop, mens mistanke om brystkræft screenes ved mammo-

                        54
grafi og/eller ultralydscanning. Hvis det viser sig, at celleforandringer er til stede, udtages celler

ved biopsi til nærmere undersøgelse. Metoderne kan variere alt efter kræftcellernes placering.

Hvis der er tale om kræft, vil diagnosen specielt vise hvilket stadie kræftsygdommen er i; dysplasi, cancer in situ eller invasiv cancer [55]

(se s. 5). Ved stadieinddeling bruges TNM-klassifikationen [56] og her vil isotop-, CT- eller MR-scanning benyttes, hvor der ved isotop-scanning (helkrops-scintigrafi) benyttes radioaktive stoffer til analyse af knoglerne, CT-scanning (computer tomogra-fi) afbilledes vævsstrukturen ved hjælp af computer og MR-scanning (magnetisk resonans) bruges magnetfelt til at analyse forekomsten af metastaser. [57]

Behandlingen af kræft sker i første omgang ved kirurgisk indgreb (brystkræft, lungekræft, eventuelt lymfeknuder). Smertestillende (palliativ) behandling foretages, hvis større kræftsvulster trykker på andre organer. [58] Har kræftsvulsten metastaseret, eller på anden måde er alvorlig, må man kombinere med stråle- eller kemoterapi. [59]

Stråleterapi er en lokal behandling, der kun kon-centrerer sig om kræftcellernes område. Her bliver de bestrålet med ioniserede stråler, der beska-diger kræftcellernes DNA, så de derfor dræbes eller celledelingen beskadiges. Strålingen kan des-værre ramme raske celler omkring kræftcellerne og derfor skræddersyges behandlingen efter den pågældende patient, så kræftcellerne modtager mest mulig stråling og de omkringliggende raske celler mindst muligt. Strålebehandling kan medføre bivirkninger som kvalme, opkastning, rødmen i huden, afhængigt af lokalisering og dosis. [60] Kemoterapi, også kaldet cytostatika

(=cellestandsning), er cellegifte, hvis formål er at skade kræftceller, der vokser og deler sig hurtigt,

så de dræbes eller deres vækst hæmmes. [61]

Da de normale celler også rammes, tilrettelægges be-handlingen så de kan nå at gendannes, det vil sige hver 3. eller 4. uge. Der findes to hoved typer

53

Foghsgaard, Lasse: s. 8.

54

Mammografi: Undersøgelse med røntgenbillede. Ultralydscanning: Ultralyde sendes fra sonde ind i vævet,

lydene bliver reflekteret tilbage til sonden og kan ses på computerskærm. Pedersen, Henrik Blicher: s. 202.
55

Pedersen, Henrik Blicher: s. 203.

56

T beskriver primær tumoren, N beskriver de regionale lymfeknuders tilstand og M beskriver om der er fjern-

metastaser. Kristjansen, Paul: s. 83-85.
57

Pedersen, Henrik Blicher: s. 204

58

Pedersen, Henrik Blicher: s. 205.

59

Foghsgaard, Lasse: s. 10 og Pedersen, Henrik Blicher: s. 205.

60

Pedersen, Henrik Blicher: s. 206 og Kristjansen, Paul: s. 96.

61

Foghsgaard, Lasse: s. 10.

Side 15

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 15 af 20 af cytostatika: cellecyklus-specifikke og cellecyklus-uspecifikke stoffer (se s. 6-7 om cellecyklus).

Til de cellecyklus-specifikke hører antimetabolitter (enzymatiske processer forstyrres, hæmmer syntesen af DNA-strenge), mitosehæmmere (forhindrer spindlen i metafasen), antibiotika (binder sig til baserne i DNA og hæmmer DNA-syntese) og topoisomerasehæmmere (blokerer enzymet topoisomerase, DNA-replikation forhindres). Ved de cellecyklus-uspecifikke hører alkylerende stoffer (binder til baser i DNA når cellen deler sig) og platinforbindelser (cis-platin og carbo-platin der danner krydsbinding mellem guaninbaser og forhindrer replikation). De specifikke stof-fer rammer kun celler i syntesefasen eller mitosefasen. Ved kemoterapi er der mange bivirkninger, fordi de raske cellefunktioner også rammes. Her kan hårtab (alopecia) og blodmangel (anæmi) nævnes, hvilket skyldes stort celletab og manglende vækstfaktorer. Kemoterapiens effektivitet kan kritiseres, idet det primært er følsomme kræftceller der dræbes, mens de stærkere kræftceller kan

             62
udvikle resistens.

Ved hormonterapi, oftest i forbindelse med brystkræft, hvor kræftcellerne er udrustet med østrogenreceptorer og derved er østrogenfølsomme, hæmmes dannelsen af østrogen i kroppen.

Dette kan ske ved kirurgisk fjernelse eller stråling af æggestokkene, så produktionen ophører. [63] Immunstyrkende terapi er behandling med blandt andet α-interferon og interleukin-2 Begge hæmmer delinger af celler, både raske og kræftceller, og styrker T-lymfocytterne. [64] Mange af behandlingsmetoderne kombineres, alt afhængigt af kræftsvulsten lokalisation, omfang og tilstedeværelsen eller omfanget af metastaser. Ofte er én behandlingsmetode ikke nok, da de alle har specielle egenskaber og effektivitet. Desuden rammer nutidens behandling ikke specifikke gener og disses proteiner, der kendetegner kræft. Specielt kemobehandling rammer mange raske celler, hvilket medfører bivirkninger. Dette prøver forskningen at rode bod på, med resultater, der kan være gode kandidater til fremtidig behandling.

Kræftbehandlingen i fremtiden

Forskningen i dag drejer sig i høj grad om, at finde frem til gener, der koder for proteiner i kræft-celler, som ikke findes i raske celler. Målet er at finde nye behandlingsformer, som genterapi med

62

Pedersen, Henrik Blicher: s. 206-11

63

Pedersen, Henrik Blicher: s. 211-12

64

Pedersen, Henrik Blicher: s. 212.

Side 16

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 16 af 20 hæmmere mod onkogenproteiner og indbygning af tumorsuppressorgener samt immunterapi. [65] Faktisk er vi allerede nået et stykke af vejen; en vaccination mod livmoderhalskræft er udviklet.

Livmoderhalskræft skyldes seksuelt overført vira, HPV (Human Papilloma Virus), der er skyld i celleforandringer omkring slimhinden og kan udvikle kræft. Det er hensigten, at små piger får vaccinen inden deres seksuelle debut. Vaccinen kom på markedet 23. oktober, 2006. [66] En anden form for immunterapi, aktiv immunterapi, er også ved at blive undersøgt.

Dendritiske celler, der fremviser antigener overfor T-cellerne, kan in vitro blive tilført kræftanti-gener fra patienten. Når patienten så får de dendritiske celler med kræftantigener tilbage i krop-pen, vil de præsentere antigenerne for T-cellerne i lymfeknuden. T-cellerne aktiveres og deler sig.

Derved står immunforsvaret stærkere overfor kræftsvulsten, når T-cellerne nu kan genkende kræftcellerne. Hvis man skal bekæmpe hele kræftsvulsten, skal immunterapien være bredspektret, og T-cellerne stimuleres med mange forskellige antigener, idet immunresponset med stor sand-

                             67
synlighed vil ramme alle kræftcellerne.

Man har også forsøgt at hæmme kræftcellernes overaktive Ras-protein (se s. 5). For at Ras skal være aktiv, skal det sidde på indersiden af cellemembranen. Det skal ske ved hjælp af et fedtmolekyle (farnesylgruppe) der kan hæfte sig fast på Ras via enzymet farnesyl-transferase. Hvis man kan udvikle et stof, der kan hæmme farnesyl-transferasen tilstrækkeligt, kan Ras ikke aktive-res og kræftcellen vil derfor ikke modtage konstante vækstsignaler fra Ras. Forskerne har under-søgt præparatet in vitro og in vivo, på mus, med gode resultater og uden påvirkning på raske cel-

  68
ler.

I de fleste kræftceller er tumorsuppressorgenerne, der henholdsvis koder for p16 og p53, skadet (se s. 9-10). Ny forskning med genterapi kan måske hjælpe p16 og p53 på vej og derved stoppe celledelingen og fremme p53 til apoptose. Dette gøres ved at indføre generne i en almin-delig forkølelses virus’ arvemateriale, lade den inficere kræftcellen og derved få det ønskede DNA med ind. Det skal det være en kombination af både p16 og p53-gener, før det er effektivt nok til at resultere i celledød. Dog rammes ikke alle kræftceller, hvilket er kritisabelt i forhold til en effek-tiv behandling. De normale celler påvirkes ikke, da de allerede har generne. [69] Forskning in vivo på mennesker begyndte i Hannover i 2001. [70]

65

Pedersen, Henrik Blicher: s. 256.

66

TV2/Nyderne online: ”Verdens første vaccine mod kræft”, 7/9 2006: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-

5045135.html?ss udskrevet: 18/12 2006
67

Foghsgaard, Lasse: s. 92-94

68

Foghsgaard, Lasse: s. 41-42 & Pedersen, Henrik Blicher: s. 257-58.

69

Foghsgaard, Lasse: s. 50-52 & Pedersen, Henrik Blicher: s. 262-265.

70

Foghsgaard, Lasse: s. 51

Side 17

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 17 af 20

Hvis man kan fjerne overlevelsesproteinet Hsp70 (se s. 8), kan man måske tvinge kræftcel-lerne til apoptose. Dette er virkeliggjort i en række forsøg in vitro og in vivo med mus. Ved anti-sense-hæmning optages fremmed DNA fra forkølelsesvira og resulterer i RNA, der binder sig til Hsp70-mRNA. Fordi en del af mRNA-molekylet nu er dobbeltstrenget, kan ribosomerne ikke translatere det og proteinet dannes derfor ikke. Ligesom med undersøgelserne med p16 og p53, inficeres ikke alle celler og kan derfor ikke udrydde hele kræftsvulsten. [71]

Kræftcellers evne til at danne nye blodkar, angiogenese (se s. 9) kan muligvis også hæmmes.

Angiogenetiske kræftceller metastaserer ikke i første omgang, på grund af det hæmmende an-giostatin-protein, der også hæmmer angiogenesen. Man har set at oprenset angiostatin sprøjtet ind i kræftsyge mus fik blodkarrene til at kollapse og kræftcellerne kvaltes. [72] Forsøgene var suc-cesfulde, men der kan stilles spørgsmålstegn ved bivirkningerne. Man skulle umiddelbart tro, at kollapsede blodkar bør have sine konsekvenser som, logisk set, indre blødninger. Hvis nogle af kræftcellerne overlever, kan en metastase måske også være en mulig konsekvens, ligesom ved kirurgisk fjernelse af knuden.

Alle cellers naturlige aldring, slid og derefter død på grund af telomerslid, er ikke en hin-dring for kræftceller (se s. 9-10). Ved at stoppe telomerasen effektivt, kan man måske udrydde kræftcellerne. Forskere har været i stand til at indsætte retrovirus med defekt telomerase, der har overgået kræftcellens telomerase og derved genskabt telomersliddet, så kræftcellen går ind i krisen og kræftcellerne dør på grund af brud på kromosomerne. Behandlingen vil ikke påvirke de nor-male celler, da de ikke har telomerase i forvejen. [73]

Der er udviklet mange hæmmere mod metastase (se s. 10), blandt andet marimastat. Det virker ved at binde sig til zink-ionerne i metalloproteasen, MMP’, og metalloproteasen kan derved ikke binde sig til og nedbryde proteinerne. Endvidere forhindrer marimastat også MMP i at ned-bryde blodkarrenes karvægge. I in vivo-forsøg med mus har man kunnet forhindre spredning af kræft og dannelse af nye blodkar, men de kliniske forsøg har desværre været mindre heldige: Det er svært at nå tilstrækkeligt høje koncentrationer af marimastat i kræftcellerne, fordi behandlingen gives til hele kroppen, og MMP blokeres ikke tilstrækkeligt. Derudover dræbes kræftcellerne ikke af behandlingen og kan derved nå at gøre sig uafhængig af MMP hvis der opstår en passende

       74
mutation.

Der er mange muligheder, for at udvikle en behandling og fremtidens behandling vil under alle omstændigheder blive mere præcis og specifik. I forskningen koncentreres der først og

71

Foghsgaard, Lasse: s. 61-62.

72

Foghsgaard, Lasse: s. 81-82.

73

Foghsgaard, Lasse: s. 72.

74

Foghsgaard, Lasse: s. 80.

Side 18

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 18 af 20 fremmest om kræftcellernes evne til at overleve barrierer, der normalt får raske celler til at dø, og hvad der giver udslaget. „Det er ikke knuden, der slår os ihjel“ skriver Kaare Skovmand i en arti-kel i Politiken. [75] Det kan han have ganske ret i, metastaser er farlige og er, i følge artiklen, skyld i mere end 90 % af dødsfaldene hos kræftpatienter. Det ville også være godt, hvis man kunne for-hindre spredningen af metastaser med hæmmere som marimastat, men man bør altid behandle kræft i et så tidligt stadie som muligt. Hvis man kunne udvikle effektive Ras-, Survevin- og Hsp70-hæmmere, og derved udrydde kræftcellerne før det bliver invasiv kræft, ville det være langt den bedste måde at gøre det på.

Konklusion

Ens alder, arv eller ydre påvirkninger kan øge risikoen for at få kræft. Blandt de ydre påvirkninger kan der være tale om kræftfremkaldende stoffer i cigaretrøg og udstødningsgasser, men der findes antioxidanter, der modarbejder de kræftfremkaldende stoffer. Hvis man er udsat for risikofakto-rer, eller har en høj genetisk penetrans, har man en endnu øget risiko, for at udvikle kræft. Når en celle udvikler kræft, sker det ved mutationer, så naturlige barrierer brydes. Barrierer der ellers ville have gjort det af med den. Med disse mutationer deler cellen sig, og de næste celler opnår denne egenskab. Til sidst kan det udvikle sig til invasiv kræft, der metastaserer til andre dele af kroppen, som for eksempel knoglerne. I dag behandles kræft med kemoterapi eller strålebehandling, men fordi behandlingerne ikke er helt effektive, meget upræcise og har bivirkninger, forsøger man at gå nye veje, med genterapi og immunterapi, der er langt mere præcist og forhåbentligt mere ef-fektivt. Viden og forskning er næsten klarlagt og mange mulige behandlingsmetoder er også lyk-kedes in vitro. Nu skal de bare finpudses og overføres til de kliniske forsøg, så vi i fremtiden kan behandles effektivt og præcist mod kræft.

Litteraturliste

• Clemmesen, Inge Haunstrup m.fl.: Kræft i Danmark – en opslagsbog, Kræftens Bekæmpelse, u.s.,

2006

75

Politiken, videnskab/generelt, side 1,10. september 2006:
www.infomedia.dk/infomedia/artikler/Sogning/PrintArtikel.aspx udskrevet: 16. oktober 2006

Side 19

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 19 af 20

• Foghsgaard, Lasse m.fl.: Bogen om kræft, Erhvervsskolernes Forlag, Svendborg, 2001

• Kristjansen, Paul: Kræft Hvad er det? Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Viborg, 2001

• Pedersen, Henrik Blicher: Kræftens biologi, Systime, Gylling, 2001

Kilder fra Internettet:

• Aschehougs Leksikon: Cancer, u.å., www.aschehougsleksikon.dk, udskrevet: 16/10 2006

• Biokemisk Forening: Årets Nobelpris til forskning i cellecyklus, 2001, www.biokemi.org, udskrevet:

14/12 2006
• Kræftens Bekæmpelse: Udvikling af kræft, 8/11 2006, www.cancer.dk, udskrevet: 15/12 2006
Netdoktor: Helicobacter Pylori, u.å., www.netdoktor.dk, udskrevet: 19/12 2006.
• Politiken: Det er ikke knuden, der slår os ihjel, 10/9 2006, www.infomedia.dk, udskrevet: 16/10

2006

• Ritzaus Bureau: 7,5 millioner døde af kræft i 2005, 16/9 2006. via www.skoda.emu.dk, udskrevet:
18/12 2006.
• TV2/Nyderne online: Verdens første vaccine mod kræft, 7/9 2006: www.nyhederne.tv2.dk, ud-
skrevet: 18/12 2006

Bilagsoversigt

Bilag 1: Aschehougs Leksikon: Cancer, www.aschehougsleksikon.dk

Bilag 2: Biokemisk Forening: Årets Nobelpris til forskning i cellecyklus, www.biokemi.org Bilag 3: Kræftens Bekæmpelse: Udvikling af kræft, www.cancer.dk

Side 20

[navn fjernet], 3.c Kræft Biologi A

Roskilde katedralskole 3.g årsopgave

Side 20 af 20

Bilag 4: Netdoktor: Helicobacter Pylori, www.netdoktor.dk

Bilag 5: Politiken: Det er ikke knuden, der slår os ihjel, www.infomedia.dk

Bilag 6: Ritzaus Bureau: 7,5 millioner døde af kræft i 2005, www.skoda.emu.dk

Bilag 7: TV2/Nyderne online: Verdens første vaccine mod kræft, www.nyhederne.tv2.dk