Analyse af Plasticsolen og Ukendt under den samme måne

1. Indledning

I 1980’erne afløstes 1960’erne og 70’ernes velstand og gode tro på fremtiden, i Danmark, af en økonomisk krise. Det var som om, at det som den glade 68’er-generation, havde bygget op, var ved at falde sammen, og man kunne se et tusmørke lægge sig over landet. I litteraturen kommer det især til udtryk. Unge, nyskabende digtere træder ind på scenen, og i slutningen af 1970’erne og i starten af 80’erne begynder den tid, som vi i dag kalder for postmodernismen. Det var en tid, hvor ung poesi blev et udtryk for afmagt, en tid, hvor meget få ting egentlig betød noget. Jeget brød sammen, verdenen og historien brød sammen. Man kaldte dem ”No future”generationen , og det gav disse forvirrede, opløste forfattere et behov for at skænke verdenen en gave i form af en ”filosofisk velsignelse til at skide på det hele” Den gave har vi forsøgt at forstå lige siden.

1.1. Problemformulering

Jeg vil analysere og fortolke to digte fra starten af 1980’erne, hvorefter jeg vil lave en komparativ analyse af dem. Dette skal danne baggrund for en diskussion af de tidstypiske træk, der gør det muligt at påvise i hvilken tid, de er skrevet. - På hvilken måde ligner de to digte hinanden – hvilke temaer, symboler, hvilken stemning har de tilfælles?

- Hvordan kommer de postmodernistiske træk frem i digtene? De to valgte digte er hhv. ”Plasticsolen” (1981) af Michael Strunge og ”Ukendt under den samme måne” (1982) af Søren Ulrik Thomsen . Begge er kunstnere, man i dag betragter som værende blandt de første postmodernistiske digtere herhjemme.

2. Analyse

Jeg vil gennem hele opgaven analysere og fortolke digtene ”samtidig”. Jeg deler således ikke opgaven op i to enkeltstående analyser af de to digte, men tager udgangspunkt i ét aspekt ad gangen som jeg sammenligner de to digte imellem.

2.1. Form

Formen på de to digte adskiller sig ikke væsentligt fra hinanden, men der er dog forskel. Strunges ”Plasticsolen” indeholder 21 vers i én strofe, og Strunge gør sig ingen ulejlighed med at lave f.eks. indryk undervejs. Thomsens ”Ukendt under den samme måne” er af samme størrelse – det indeholder 26 vers ligeledes i én strofe. Thomsen har dog, modsat Strunge, gjort brug af indryk to gange.