Analyse af La gare Saint-Lazare af Claude Monet

Side 1

Bertil Ipsen Billedkunst Nov-Dec 2011

Analyse af rumlige virkemidler i Claude

Monets ˮSt Lazare Banegård i Parisˮ, 1877

Monets billede gør brug af de mange metoder og virkemidler der er mest traditionelle for hans era, heriblandt opbyggelsen af illusionsrummet. For at bevirke dette, bruger han bl.a. overlapning, repussoireffekt, optiske- og linære gradienter og arbejde med perspektiv mm.

Man kan argumentere for, at overlapning er brugt som virkemiddel, dog ikke som i den klassiske byzantiske billedtradition, snarer som en selvfølgelig, i det billedet er skabt med perspektivisk dybde, hvori en udebleven af overlapning simpelthen knap ville være mulig. Der findes dog eksempler på billedelementer, hvor der er gjort klassisk brug af overlapning. Bl.a. menneskene og til dels togene og røgen fremstår umiddelbart som værende flade, men brugen af overlapning giver dem alligevel en dybde. Denne naturlige brug af overlapning gør, at billedet umiddelbart fremtræder velordnet og logisk. Teknikken er især nyttig for kunstnere i billeder, hvor materialer som pastelkridt og olie er brugt, som her, da de meget små rumlige detaljer ellers vil være svære at male. Metoden er også brugt til at skabe spænding i billedet. Vi kan f.eks.

betragte hjørnet nederst til højre. En stor skygge falder over gulv og mennesker, men bagved dem, altså uden for halvtaget, har Monet gjort brug meget lysere farver som bader husene bag dem. Dette er med til at skabe dynamik og spænding i billedet.

Denne del af min analyse, vil jeg dedikere til diskussion om kunstnerens brug af repoussoir. Klassisk for billeder med stor brug af repoussoir er det, at de oftest har et klart motiv i forgrunden, som så, via repoussoir, bliver skubbet væk fra baggrunden. Specielt for Moents billede er det, at motivet er svært at definere. Man kan næsten sige, at motivet er hele banegården i sig selv. Spændende er det dog, at manden nederst til højre, og det mest venstreliggende tog, alligevel virker til, at være langt væk fra husene i baggrunden. Denne meget vellykkede effekt skaber stor dybde i billedet, men giver ikke beskueren noget umiddelbart motiv, men medvirker altså til en kaoseffekt i billedet.

På den mere detaljerede udgave af billedet jeg har vedlagt, vil man lægge mærke til detaljer man ikke umiddelbart ser på den kopi af billedet vi har fået udleveret. Her ser man, at manden i forgrunden, f.eks. er meget detaljeret. Selvfølgelig i en impressionisktisk forstand, ikke detaljeret som hvis det havde været i perioden mellem Renæssancen og Romantikken. Monet bruger udviskningen af klarheden i figurene, og en graduering af detaljemængde i billedelementerne til at skabe optiske gradienter. Aller tydligst ses dette, i fremstillingen af de tre toge. Ved det forreste og mest venstreliggende tog har Monet gjort brug af klare konturer, der sætter rammen for figuren. Man kan se lys og skygger på toget, og toget kaster selv en skygge på jorden. Går vi videre til det, i alle dimensioner, midterste tog, er det mere utydeligt. Det, at kunstneren har valgt at male toget sort gør, at de manglende konturer og skygger ikke ser urealistiske ud. De sidste tog er det mest utydelige. Her er der stort set ingen detaljer, og toget har slet ikke nogen ’kant’. Det mest interessante er, at det bagerste og det foreste tog har samme olivengrønne farve. Derfor er de nemme at sammenligne.