Hinduisme

På denne side har vi noter til alle de vigtigste emner, som hører under hinduisme.

Fakta om hinduismen

• Hinduisme er en af verdens store religioner og er især udbredt i Indien og i hinduistiske diasporasamfund. Antal og befolkningsandele skal knyttes til et årstal og en konkret opgørelse.
• Har ingen religionsstifter (som fx Buddha, Muhammed og Jesus), men er opstået som en integreret og naturlig del af indisk kultur.
• Defineres som indernes dominerende religion og rummer 3.000 års indiske traditioner. Derfor har religionen udviklet sig i mange forskellige retninger.
• Opstod groft sagt i perioden 1500 f.Kr.-500 e.kr., først som vedisk religion og siden som egentlig hinduisme.
• Hinduisme er en samlebetegnelse, der udviklede sig historisk. Sanatana dharma, omtrent den evige orden eller lære, er en vigtig selvbetegnelse, men alle hinduer bruger ikke nødvendigvis samme navn.
• Hinduismen er karakteriseret ved mangfoldighed:
  • Hinduistiske traditioner rummer mange guder og også forskellige filosofiske forståelser af det guddommelige. Polyteisme, hengivelse til én gud og ikke-dualistiske eller dualistiske skoler kan ikke sammenfattes til ét gudsbegreb.
  • Indeholder et væld af trosforestillinger og fortællinger om guder, som rummes i religionen, selvom de kan nogle gange kan virke modstridende.
  • Er løst defineret, har få faste dogmer og ingen trosbekendelse.
  • Rummer en enorm mængde af ritualer og religiøse praksisser.
  • Findes i mange forskellige udgaver og forstås nogle gange som en paraplybetegnelse for flere religiøse retninger og former.
  • Har mange helligskrifter, som benyttes i varierende grader af de forskellige hinduistiske grupperinger.
• Selvom hinduismen findes i mange former, har den nogle fælles, centrale kendetegn:
  • Dyrkelse af mange guder, især i form af puja, som er rituel tilbedelse og ofring til guderne (både i templet og i hjemmet).
  • Idéen om, at man skal leve op sin etiske og religiøse pligt (dharma).
  • Troen på genfødslernes kredsløb (samsara), og at ens handlinger (karma) bestemmer, hvad man genfødes som.
  • Atman og brahman er centrale i flere filosofiske skoler. Deres forhold forstås forskelligt: Advaita fremhæver ikke-dualitet, mens andre Vedanta-skoler fastholder forskel eller en kvalificeret enhed.
  • Moksha er befrielse fra samsara. Befrielsens karakter og vejen til den forklares forskelligt, blandt andet gennem erkendelse, handling uden tilknytning og gudshengivelse. Den betyder ikke i alle skoler, at en sjæl går i ét med brahman.

Historie og oprindelse

Her har vi noter om hinduismens historie og oprindelse. Den regnes som en af verdens ældste religioner.

Ariernes indvandring (ca. 1500-1400 f.Kr.)

• Hinduistiske traditioner har blandt andet rødder i vedisk religion og i bevægelser af indoarisk-talende grupper ind i Sydasien i det andet årtusinde f.Kr. Sprog, kultur og biologisk afstamning er forskellige spørgsmål; én invasion forklarer ikke hele religionens oprindelse.
• Indusbyernes tilbagegang begyndte før den almindelige datering af indoariske migrationer. Miljø, økonomi og ændrede bosættelser indgår i forskernes forklaringer; et sikkert årsagsforhold mellem én invasion og civilisationens fald kan ikke fastslås.
• Ariernes guder blev de centrale guder i den vediske religion (se under).
• Ariernes sprog var sanskrit, som siden er blevet det hellige sprog i hinduismen. Vedaerne er skrevet på sanskrit.
• Sydasiens befolkninger og kulturer udviklede sig gennem mange kontakter og migrationer. Dravidisk betegner først og fremmest en sprogfamilie; det er ikke én samlet oprindelig befolkning.
• Hinduismens historiske baggrund kan ikke reduceres til en blanding af to ensartede folk. Vediske, lokale og senere traditioner har påvirket hinanden over lang tid.
• Ordet arya anvendes i gamle indoariske tekster blandt andet i betydningen ædel. Nazismens racistiske brug af arier er en moderne ideologi og må ikke bruges som en biologisk kategori for oldtidens befolkninger.

Vedatiden (ca. 1500-500 f.Kr.)

• Ariernes indvandring blev begyndelsen på vedatiden, hvor den kulturelle og religiøse baggrund for hinduismen blev skabt (egentlig hinduisme taler man ikke om før 500 f.Kr.).
• Perioden har navn efter helligskrifterne Vedaerne, som blev til i perioden, og som var grundlaget i den vediske religion.
• Vedisk samfund og kultur:
  • Arierne etablerede et landbrugssamfund, hvor koen var det vigtigste husdyr. Deraf kommer den hinduistiske forestilling om, at koen er hellig.
  • Samfundet var inddelt i fire klasser, kaldet varnaer eller kaster, ud fra klassernes status og funktioner:
    • En præstekaste (brahmin).
    • En kriger- og herskerkaste (kshatriya).
    • En kaste for bønder, håndværkere og handelsfolk (vaishya).
    • En kaste for arbejdere og tjenestefolk (shudra).
  • Ariernes samfundsform og kultur blev grundlaget for kastesystemet og hinduistisk kultur.
• Vedisk religion:
  • Er en forløber for hinduismen og udgør dens religionshistoriske baggrund.
  • Vedaerne er de tidligste indiske helligtekster og omdrejningspunktet i den vediske religion (i senere tid mister Vedaerne i praksis meget af deres betydning).
  • Det centrale i Vedaerne og i religionen var at ofre til guderne for på den måde at opretholde samfundets orden og trivsel.
  • Guderne er ofte naturkræfter, fx er Agni ildgud og Indra tordengud. De vigtigste guder i den senere hinduisme spiller kun biroller i vedatiden.
  • Fokus i religionen var på guderne, verdensordenen og samfundet, ikke på individet.
  • Offerritualerne skulle gøres på helt bestemte måder og kunne kun udføres af præstekasten, kaldet brahmanerne (i dag brahminerne).
  • Pga. offerritualernes vigtighed blev præstekasten anset for den højeste og vigtigste, som den har været lige siden.
  • Mod slutningen af vedatiden (ca. 800-500 f.Kr.) bliver helligskrifterne Upanishaderne til, som:
    • Introducerer nye vigtige begreber som genfødsel, karma, samsara, atman og brahman.
    • Markerer overgangsfasen til den klassiske hinduisme, hvor idéerne i Upanishaderne bliver helt centrale.

Den klassiske hinduismes tid (ca. 500 f.Kr.-500 e.Kr.)

• I begyndelsen af denne periode opstår hinduismen som en egentlig, genkendelig religion (samtidig med buddhismen).
• Flere senere centrale tekster og praksisser udvikles i denne lange periode. Hinduismen ændrer sig også siden; alle nutidige træk kan ikke dateres til ét klassisk tidsrum.
• Vedaerne og de vediske offerritualer mister betydning og kommer i baggrunden, men anerkendes fortsat som hellige.
• Upanishaderne bliver i praksis de vigtigste skrifter sammen med Bhagavadgita og andre store episke digte som fx Ramayana, der bliver til i perioden.
• Dyrkelsen af de kendte hinduistiske guder bliver central, særligt Vishnu og Shiva (samt Krishna og Rama, som er avatarer af Vishnu).
• Religionen er udpræget polyteistisk - man dyrker fx mange naturguder og en lang række gudinder, bl.a. en modergudinde.
• Fra Upanishaderne henter den klassiske hinduisme følgende idéer:
  • At opmærksomheden rettes mod individet og dets inderste væsen (i stedet for offerritualerne, guderne og samfundet som i Vedaerne).
  • At sjælen er fanget i genfødslernes kredsløb, samsara, og at det er menneskets karma, som afgør dets næste genfødsel.
  • Nogle upanishadiske formuleringer forbinder atman og brahman tæt. Senere skoler fortolker dette forskelligt, blandt andet ikke-dualistisk og dualistisk.
  • At asketisk praksis med yoga og meditation er en vigtig måde at udøve religionen på.
• Fra Bhagavadgita henter den klassiske hinduisme idéen om, at at der er flere veje til frelse:
  • Erkendelsens vej (jnana marga), hengivelsens vej (bhakti marga) og handlingens vej (karma marga).
  • På den måde bliver der plads til både meditation og yoga (jnana), hengivelse til guderne (bhakti) og at gøre den etiske og religiøse pligt (karma).
• Hinduismens regler for den rette levevis (dharma) nedskrives i forskellige lovsamlinger, hvoraf den vigtigste er Manus lovbog.

Middelalderen (ca. 500-1500)

• Den klassiske hinduisme videreudvikles og indoptager endnu flere religiøse strømninger, så det bliver en religion med utallige facetter og skrifter.
• Skriftsamlingen Puranaerne bliver til, indeholdende en enorm mængde fortællinger (myter) om guderne.
• Den almindelige, folkelige dyrkelse af lokale guder bliver en integreret og naturlig del af hinduismen.
• Fra ca. år 1000 invaderes Indien af muslimske hære, og fra ca. år 1200 kommer Nordindien under islamisk styre, ledet af en sultan.

Nyere tid (ca. 1500 til i dag)

• Sultanater og Mogulriget har stor betydning i den tidlige moderne periode. Islam bliver en vigtig religion i Sydasien; nutidige andele kræver en dateret folketælling.
• Fra begyndelsen af 1800-tallet tager briterne magten, og Indien bliver en britisk koloni i 1858.
• I løbet af 1900-tallet bliver landet præget af voldsomme konflikter mellem hinduer og muslimer.
• Ved afslutningen på britisk kolonistyre i 1947 deles Britisk Indien i de selvstændige stater Indien og Pakistan. Delingen medfører omfattende vold og migration; Pakistan løsriver sig ikke efter først at være en del af det selvstændige Indien.
• Hindunationalistiske bevægelser får betydning i moderne indisk politik. Religion, politisk ideologi og statens forfatning skal skelnes. En hinduisk befolkningsmajoritet siger ikke, at alle hinduer støtter samme politik.

Tro og lære

Her har vi noter til de centrale dele af hinduismens tro og lære.

Genfødselslæren: Samsara og karma

• Ifølge hinduismen er virkeligheden, som vi kender den, en evig cirkel af genfødsler, hvor alle væsener genfødes igen og igen.
• Genfødslernes kredsløb kaldes samsara, som betyder ‘gennemgang’ eller ‘kredsløb’.
• Man kan genfødes som menneske, dyr eller i gudernes verden.
• Mennesket er fanget i kredsløbet af genfødsler, og endemålet er at blive befriet fra samsara, hvilket er at nå moksha (som kun meget få kan opnå).
• Årsagen til genfødslerne er menneskets handlinger, kaldet karma.
• Befrielse betyder at blive fri af den binding, som karma og samsara beskriver. I Bhagavadgita kan handling uden tilknytning til frugten netop indgå i vejen; man skal ikke blot holde op med at handle.
• Karma har fire betydninger på én gang, som hænger sammen:
  • Selve handlingen.
  • En religiøs forestilling om handlingers videre følger. Karma er ikke en naturvidenskabeligt påvist energi.
  • Handlingens konsekvens i tilværelsen, fx lykke (god karma) eller lidelse (dårlig karma).
  • Den ‘naturlov’, at ens handlinger afgør ens videre skæbne og genfødsler som årsag og virkning (dette kaldes også karmaloven).
• Karmalovens kendetegn:
  • Karmaen knytter sig til mennesket og medfører en ny genfødsel. Man “slæber” både god og dårlig karma med sig fra de forrige liv.
  • Gode og etisk rigtige handlinger skaber god karma og en bedre genfødsel, mens etisk forkerte handlinger skaber det modsatte.
  • Hensigten med en handling er afgørende for, om den skaber god eller dårlig karma.
  • Nogle religiøse fortolkninger har brugt karma til at forklare eller legitimere sociale forskelle. Religionsfagligt analyserer man denne begrundelse; man konkluderer ikke, at et menneske selv har fortjent fattigdom eller diskrimination.
  • Karmaens konsekvenser regnes ikke for en guddommelig straf eller belønning, men som en art naturlov, som sker med nødvendighed.

Menneskesyn og frelse: atman, brahman og moksha

• Mennesket:
  • Har inderst inde en evig og uforanderlige sjæl, kaldet atman.
  • Genfødes i et uendeligt kredsløb af mere eller mindre lidelsesfulde genfødsler, kaldet samsara.
  • Har en bestemt plads i samfundet og verden, som afgøres af dets kaste (samfundsklasse) og dets dharma (etiske og religiøse pligt).
  • I nogle filosofiske skoler forstås atman som tæt forbundet med eller identisk med brahman. Andre fastholder en forskel mellem selvet og det guddommelige.
• Atman:
  • Er menneskets evige og uforanderlige sjæl (oversættes også nogle gange med ‘selvet’ eller ‘jeget’).
  • Er det, som genfødes gang på gang, men forbliver uforandret, selvom et væsen genfødes i et utal af forskellige skikkelser.
  • Karma og genfødsel forbindes i traditionerne med handling og dens følger. Hvordan bindingen til samsara forklares, afhænger af skolen; karma er ikke en fysisk energi, som forskning har målt på atman.
  • Advaita Vedanta fremhæver, at atman og brahman ikke i sidste ende er to. Andre Vedanta-skoler beskriver forholdet anderledes. Erkendelse, yoga og meditation fortolkes inden for disse traditioner.
• Brahman:
  • Kan forstås som den guddommelige, evige og uforanderlig verdenssjæl, som gennemtrænger alt levende.
  • I Advaita Vedanta er brahman den ultimative virkelighed. Dette er én filosofisk fortolkning, ikke alle hinduistiske skolers fælles lære.
  • Guderne forstås ofte som forskellige udtryk for brahman.
  • NB: Må ikke forveksles med Brahma, som er en skabergud, eller brahmin, der er præstekasten.
• Moksha (frelse):
  • Er den endegyldige frelse fra genfødslernes kredsløb, samsara.
  • Opnås ved, at man stopper med at danne karma, hvorved man ikke længere genfødes (se også under: De tre frelsesveje).
  • Nogle ikke-dualistiske forklaringer forbinder moksha med erkendelsen af atmans identitet med brahman. Andre traditioner beskriver befrielse uden at ophæve forskellen mellem mennesket og Gud.
  • Mange hinduer lægger i hverdagen vægt på både familie, religiøse pligter og befrielse. Man kan ikke ud fra traditionens begreber alene afgøre, hvor mange der anser moksha for realistisk. Andre mål kan være:
    • Opnå et godt liv og gøre deres religiøse og etiske pligt (dharma).
    • Optjene god karma, som skal sikre en bedre genfødsel i et fremtidigt liv (hvor man så måske kan opnå moksha).

De tre frelsesveje

• Veje til moksha forklares forskelligt. Skeln mellem at ophøre med binding til handlingens følger og at ophøre med al handling; Bhagavadgita fremhæver netop handling uden tilknytning.
• Der er udviklet tre forskellige veje (margaer eller yogaer) til at nå frelsen:
  • Erkendelsens vej (jnana marga).
  • Handlingens vej (karma marga).
  • Hengivelsens vej (bhakti marga).
• Erkendelsens vej (jnana marga):
  • Frelse opnås ved, at man erkender og overvinder sin grundlæggende uvidenhed og sit begær (også begæret efter at opnå moksha).
  • Derved standses karmadannelsen, fordi begær og uvidenhed er det, der grundlæggende er skyld i karma.
  • Begæret overvindes ved:
    • At man til bunds erkender begæret i enhver handling.
    • At man opnår fuldstændig kontrol over sig selv gennem yoga og meditation.
  • Uvidenhed overvindes ved:
    • At man fuldstændigt erkender sandheden om virkeligheden, bl.a. sammenhængen mellem karma og samsara.
    • At man til bunds erkender, at atman er identisk med brahman, og at man dermed er en del af den guddommelige verdenssjæl.
  • Vejen følges i praksis gennem yoga, meditation, filosofisk indsigt og studier af helligteksterne.
  • Nogle skoler fremhæver erkendelse som afgørende, andre gudshengivelse eller andre former for praksis. Ingen rangordning af vejene kan tilskrives alle hinduer.
• Handlingens vej (karma marga):
  • Frelse opnås ved, at man lærer at handle på en sådan måde, at man ikke danner karma.
  • Ved udelukkende at fokusere på handlingen selv, og ikke på dens resultater, kan man opnå karma-fri handling.
  • Vejen indebærer, at man udfører sine etiske og religiøse pligter korrekt, alt efter kaste og livsstadie. Dvs. at man lever op til sin dharma.
  • NB: Nogle hinduer opfatter kun handlingens vej som et skridt på vejen mod frelse, mens andre opfatter den som en fuldgyldig vej til frelse.
• Hengivelsens vej (bhakti marga):
  • Frelse opnås gennem inderlig og total hengivelse i kærlighed til én af de hinduistiske guder.
  • Ved at udføre alle handlinger som et ‘offer’ til guden og med guden i tankerne, kan handlingerne frigøres fra karma, og moksha dermed blive mulig.
  • Hvis man lykkes med at leve i fuldstændig hengivelse til guden, kan man få del i gudens væren efter døden og dermed undslippe samsara.
  • Vejen følges i praksis ved:
    • Ydmygt og inderligt at tilbede og ofre til guden, både i templet og derhjemme.
    • At foretage pilgrimsrejser til gudens helligsteder.
    • Altid at have guden i tankerne og opmærksomheden rettet mod guden.
  • Bhakti er den mest almindelige vej, som følges af flest hinduer i dag. Det er en almindelig form for religiøsitet, som alle kan praktisere.
  • Blandt de mest populære guder og guddomme er Shiva, Vishnu, Krishna og Rama samt gudinderne, der under ét dyrkes som Shakti.

Guder og gudsopfattelse

Her har vi fyldige noter om hinduismens guder og religionens opfattelse af gudsbegrebet.

Gudsopfattelse og gudsdyrkelse i hinduismen

• De tre traditionelle hovedguder (trimurti) sørger for at verdensforløbet går, som det skal:
  • Brahma er skaberen af verden ved hver verdensalders (kalpas) begyndelse. (Brahma dyrkes i praksis stort set ikke længere).
  • Vishnu er opretholderen af verden og dens orden.
  • Shiva er ødelæggeren, som har til opgave at destruere verden ved hver verdensalders afslutning.
• De vigtigste guddomme er i praksis:
  • Vishnu og hans avatarer, Krishna og Rama, som særligt dyrkes i den hinduistiske retning vishnuismen.
  • Shiva og hans søn Ganesha, som særligt dyrkes i den hinduistiske retning shivaismen.
  • Shakti / Devi, som er den guddommelige, kvindelige energi og alle gudinder forstået som én gudinde. Dyrkes særligt i den hinduistiske retning shaktismen.
• Gudsopfattelsens kendetegn:
  • Hinduismen rummer både dyrkelse af flere guder og koncentration om én gud som den øverste. Filosofiske skoler har desuden forskellige forklaringer på det guddommelige.
  • Guderne er selvstændige, personlige væsener med særlige træk, og samtidig regnes de for forskellige udtryk for den samme guddommelige essens, brahman.
  • Monoteisme er tro på én gud; monisme eller ikke-dualitet handler om virkelighedens grundlag. Brahman må ikke automatisk kaldes én personlig gud, og filosofisk mangfoldighed er ikke blot forskellen mellem teori og praksis.
  • Guderne opfattes ofte lidt forskelligt, afhængigt af folks kaste og lokale traditioner. Der er mange forestillinger og myter om de samme guder.
  • De samme guder optræder ofte under forskellige navne, og nogle guder siges egentlig at være den samme guddom.
  • Mange guder fremstilles i relation til partnere, familier og forskellige manifestationer. Dette er ikke en regel, som gælder ethvert gudebillede eller alle traditioner.
  • Grænsen mellem guder og mennesker er ikke skarp (i modsætning til fx islam):
    • Guder kan inkarnere sig i skikkelse af et menneske, som Vishnu fx har gjort mange gange.
    • Omvendt kan en hellig person opfattes som værende guddommelig.
• Gudsdyrkelsens kendetegn:
  • Gudsdyrkelsen varierer. Nogle mennesker koncentrerer sig om én gud, andre dyrker flere; filosofi, sted, familie og tradition har betydning.
  • Guderne dyrkes særligt gennem ritualer i templer, der er indviede til dem, men også i hjemmene.
  • Puja, tilbedelse og ofring til en gud, er den mest udbredte og vigtige form for gudsdyrkelse.
  • Bhakti, kærlig og inderlig hengivelse til en gud gennem bønner, tanker og ritualer, er en meget udbredt praksis.
  • Man dyrker ofte bestemte guder ved bestemte lejligheder, som passer med gudernes egenskaber (fx dyrkes Ganesha, når man begynder på noget nyt).
  • En del hinduer dyrker særligt én gud og dennes gudefamilie (fx Shiva og hans partnere og sønner).

Vigtigste guder og guddomme

Her giver vi en oversigt over de vigtigste guder i hinduismen. Der findes ufatteligt mange flere end dem, der nævnes her.

• Vishnu:
  • Er opretholderen af verden og dens orden samt af retfærdigheden.
  • Kan inkarnere som et menneske for at hjælpe, når ordenen er i fare (som han bl.a. har gjort i skikkelse af Krishna og Rama).
  • Er en mild guddom, som beskytter mod dæmoner og ondskab, skænker velsignelse og lykke.
  • Kan kendes ved sine attributter: diskos, konkylie, lotusblomst og scepter eller kølle.
  • Har Lakshmi som kvindelig partner, gudinde for lykke, rigdom, kærlighed og skønhed.
  • Dyrkes ofte ‘gennem’ sine mest populære avatarer, Krishna og Rama.
  • Dyrkes særligt i den hinduistiske retning vishnuisme.
• Krishna:
  • Er en avatar af Vishnu, dvs. at Vishnu er steget ned på jorden i skikkelse af Krishna. Dyrkes bl.a. i vishnuismen.
  • Opfattes både som en avatar af Vishnu og som en selvstændig gud.
  • Er en populær gud, som dyrkes meget over hele Indien. Hans fødselsdag fejres fx på en måde, som kan minde om vores jul.
  • Opfattes af nogle hinduer som vigtigere end Vishnu og som religionens hovedgud, altings skaber og ophavsmand.
  • Er en af ‘hovedpersonerne’ i helligskriftet Bhagavadgita, hvor han vejleder helten Arjuna og forklarer ham om de tre frelsesveje.
  • Kan kendes ved, at han ofte fremstilles som fløjtespillende hyrde eller som vognstyrer (for Arjuna).
  • Har Radha som kvindelig partner, og sammen opfattes de som det ideelle par.
  • Kendes i Vesten særligt gennem Hare Krishna-bevægelsen.
• Rama (kaldes også Ram):
  • Er ligesom Krishna en avatar af Vishnu, dvs. at Vishnu er steget ned på jorden i skikkelse af Rama. Dyrkes bl.a. i vishnuismen.
  • Opfattes både som en avatar af Vishnu og som en selvstændig gud.
  • Er hovedpersonen i helte-eposset Ramayana, hvor hans kone, Sita, bortføres af en dæmon, og Rama heltemodigt erobrer hende tilbage.
  • Er en meget populær gud, der opfattes som den ideelle kriger, søn, bror og ægtemand - dvs. den ideelle mand.
  • Kan kendes ved, at han altid skildres med bue og pil, klar til at nedkæmpe det onde.
  • Har Sita som kvindelig partner, og sammen opfattes de som det ideelle par.
  • Er blevet et symbol for nutidens hindunationalisme, fordi han repræsenterer de ideelle hinduistiske værdier.
• Shiva:
  • Hvor Vishnu er den milde og ordnende gud, er Shiva den mere vilde og kaotiske gud.
  • Er en kompleks gud, rummer mange sider og modsætninger.
  • Er både gud for det ødelæggende, kaotiske og det skabende, livgivende:
    • Har som ødelægger til opgave at destruere verden ved hver tidsalders (kalpas) afslutning.
    • Er sammen med Shakti/Devi særligt knyttet til seksualitet og skabelse af liv.
    • En linga er en anikonisk form, der repræsenterer Shiva. Den kan forbindes med skabende kraft og har også falliske fortolkninger; den bør ikke forklares alene som en penis.
    • Er ‘dansens herre’, danser ekstremt kraftfuldt i en ring af ild, hvilket både kan virke ødelæggende og skabende.
  • Er også gud for askese, meditation og visdom:
    • Vises ofte siddende med korslagte ben og regnes for den største af alle meditationsmestre.
    • Har et tredje øje som symbol på visdom og højere bevidsthed.
  • Kan kendes ved sine attributter: trefork, slanger, leopardskind, halvmåne og det tredje øje i panden.
  • Har flere kvindelige partnere, der ofte forstås som forskellige sider af den samme gudinde og kvindelige energi (Shakti):
    • Parvati er en mild og venlig gudinde, som er mor til Ganesha.
    • Durga fremstilles ofte som en mægtig gudinde med flere arme, våben og en løve eller tiger. Antal arme og attributter varierer mellem billeder og traditioner.
    • Kali er en frygtindgydende gudinde, helt sort og med en halskæde af kranier. Hun æres med blodige dyreofringer.
  • Dyrkes særligt i den hinduistiske retning shivaisme.
• Ganesha (kaldes også Ganesh):
  • Er søn af Shiva og Parvati, dyrkes både selvstændigt og som en del af shivaismen.
  • Har et elefanthoved og er derfor nem at kende (det fik han af Shiva, efter at Shiva havde hugget hovedet af ham).
  • Er gud for fjernelse af forhindringer samt for succes og gode begyndelser.
  • Dyrkes derfor i næsten alle hjem og findes i de fleste butikker og virksomheder.
  • Påkaldes før begivenheder, ritualer og i begyndelsen af litterære værker for at fjerne alle forhindringer og sikre succes.
• Shakti / Devi:
  • Devi betyder gudinde. Shakti betyder kvindelig, skabende energi eller kraft, men er også et navn.
  • Shakti/Devi har to betydninger på én gang:
    • Som gudinden, forstået som alle gudinderne på én gang (særligt gudinderne knyttet til Shiva).
    • Som den kvindelige, guddommelige energi (særligt den seksuelle energi, som er knyttet til Shivas kvindelige partnere).
  • De forskellige gudinder opfattes som forskellige udtryk for eller sider af Shakti/Devi.
    • Durga og Kali repræsenterer den vilde, kaotiske side af Shakti.
    • Parvati, Lakshmi, Saraswati og Amma repræsenterer den milde og kærlige side.
  • Sammen med Shiva udgør Shakti/Devi en kraftfuld og harmonisk helhed af kvindelig og mandlig, seksuel energi.
  • Dyrkes i særlig grad i forbindelse med at man ønsker sig et barn eller er gravid, pga. Shaktis skabende og livgivende kraft.
  • Dyrkes særligt i den hinduistiske retning shaktisme.

Helligtekster

• Officielt inddeles hinduismens helligtekster i to overordnede kategorier.:
  • Shruti er officielt de helligste tekster, som regnes for direkte åbenbarede af guderne, bl.a. Vedaerne og Upanishaderne.
  • Smriti er tekster af lidt mere menneskelig oprindelse, som derfor er mere fejlbarlige, men også regnes for hellige og sande. Bl.a. Bhagavadgita, Ramayana og Puranaerne.
• I praksis er smriti-teksterne lige så vigtige som shruti-teksterne.

Vedaerne

• Fakta om Vedaerne:
  • Er de ældste indiske helligtekster, var grundlaget i den vediske religion (ca. 1500-500 f.Kr.).
  • Regnes for direkte åbenbaret af guderne (shruti). Veda betyder ’viden’ på sanskrit, her i betydningen ‘hellig viden’, som er åbenbaret af guderne.
  • Består af fire tekstgrupper, hvoraf Rigveda er den ældste og vigtigste (de tre øvrige er Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda).
  • Blev mundtligt overleveret i mange hundrede år, før de blev nedskrevet på det hellige sprog sanskrit.
  • Vedaerne har høj autoritet i mange traditioner og indgår i ritual, recitation og tekststudier. Deres praktiske betydning varierer og kan ikke generelt reduceres til enkelte ritualer.
• Centrale temaer:
  • Offerritualer, der skulle sikre samfundets orden og trivsel.
  • Detaljerede beskrivelser af ritualerne, som kun præstekasten (brahminerne) kunne udføre. Vigtigst:
    • Offeret skulles kastes ind i ilden, så det nåede guderne gennem ildguden Agnis kraft.
    • Soma-drikken skulle både drikkes af deltagerne og ofres til guderne, på den måde blev der skabt forbindelse mellem mennesker og guder.
  • Lovprisning af de vediske guder og deres styrke, fx Indra (tordenguden), Agni (ildens gud) og Soma (gud for soma-planten og soma-drikken).
  • Bønner om at få gudernes hjælp, beskyttelse og velsignelse.
  • Ur-myter, der forklarer om, hvordan verdensordenen og samfundsordenen er blevet til, fx Purusha-hymnen.

Purusha-hymnen

• Findes i Rigveda, den ældste del af Vedaerne.
• Er en skabelsesmyte, som forklarer oprindelsen til verdensordenen og samfundsordenen (kastesystemet).

Resumé

• Ur-guderne ofrer det gigantiske ur-væsen Purusha, og ud af dette offer bliver hele verden skabt.
• Tre fjerdedele af offeret stiger opad og bliver til den guddommelige verden, den sidste fjerdedel bliver til den jordiske verden.
• Ud af Purusha skabes de fire hovedkaster: Hans mund bliver til brahminen, armene til kshatriyaen, lårene til vaishyaen og fødderne shudraen.
• Også månen, solen, luften, himlen, jorden og nogle af de vediske guder skabes.

Analyse

Læs Rigveda 10.90 i den oversættelse, din klasse bruger. Skeln mellem det, hymnen siger, og den funktion, du mener, den kan have haft.

1. Find steder, hvor kosmiske områder, guder eller samfundsgrupper forbindes med Purushas krop. Skriv versnummeret ved hvert belæg.
2. Undersøg, hvilken rolle offerhandlingen spiller. En fortolkning af offerets betydning skal forbindes med ord og handlinger i teksten.
3. Spørg, om forbindelsen mellem guddommelig krop og samfundsgrupper kan legitimere en social orden. Skeln mellem hymnens fire varnaer og de mange historiske jati-grupper.
4. Afprøv en anden læsning: Kan teksten også undersøges som en fortælling om enhed eller gensidig afhængighed? Sammenlign belæg frem for blot at vælge den fortolkning, du bedst kan lide.
5. Afgræns konklusionen. En hymne dokumenterer ikke, at alle hinduer gennem historien har opfattet enhver modstand mod kastehierarkier som oprør mod guderne.

Upanishaderne

• Fakta:
  • Er en del af de vediske tekster og skrevet på det hellige sprog sanskrit. Regnes for direkte åbenbaret af guderne (shruti).
  • Stammer fra tiden ca. 800-400 f.Kr., dvs. i overgangsfasen mellem vedatiden og den klassiske hinduismes tid.
  • Indeholder de religiøse idéer, som som bliver det filosofiske grundlag i hinduismen.
• Bærer præg af forholdet mellem guru (lærer) og elev:
  • Upanishad betyder “at sidde ned hos (en guru)” - afspejler læringssituationen, hvor eleven sidder ned og lytter til sin gurus visdom.
  • Mange af teksterne består af dialog, hvor en elev belæres af sin guru.
  • Upanishadiske tekster rummer undervisning om selvet og virkeligheden, ofte som en samtale mellem lærer og elev. Historiske adgangsbegrænsninger og idealer om indvielse betyder ikke, at kun en guru kan læse eller forstå teksterne.
• Er delvist et opgør med Vedaerne:
  • Skifter væk fra Vedaernes fokus på samfund og offerpraksis til fokus på individet og en asketisk levevis med yoga-praksis.
  • Offer-tankerne i Vedaerne overføres til et indre plan, hvor individet ‘ofrer’ ved at leve asketisk.
  • Hvor Vedaerne idealiserer præstekasten og krigerkasten, ophøjer Upanishaderne den yoga-udøvende asket til ideal.
• Den centrale lære i Upanishaderne:
  • Mennesker er fanget i et uendeligt kredsløb af genfødsler, kaldet samsara, som er lidelsesfyldt.
  • Det er menneskets handlinger (karma) ud af begær og uvidenhed, som gør, at det genfødes igen og igen.
  • Nogle tekster fremhæver forgængelighed og behovet for befrielse. Upanishaderne er mangfoldige; krop, verden og religiøs praksis kan ikke sammenfattes som uden værdi i alle deres fortolkninger.
  • Atman har central betydning i flere tekster og forstås som et vedvarende selv. Det er en teologisk og filosofisk lære, ikke en religionsvidenskabelig rangordning af, hvad der har værdi.
  • Upanishaderne undersøger forholdet mellem atman og brahman. Senere Vedanta-skoler fortolker forholdet forskelligt: som identitet, kvalificeret enhed eller forskel mellem selvet og det guddommelige.
  • Frelsen, moksha, opnås gennem erkendelse (jnana marga):
    • I en ikke-dualistisk fortolkning forbindes befrielse med erkendelse af atmans og brahmans identitet. Andre skoler forklarer forholdet og frelsesvejen anderledes; en enkel formel om karmastop gælder ikke alle fortolkninger.
    • Asketisk praksis med yoga, meditation og filosofiske studier er de rette midler til at opnå frelse.

Bhagavadgita

• Fakta:
  • Bhagavadgita er et religiøst-filosofisk digt i Mahabharata. Dateringen er omdiskuteret og placeres almindeligvis omkring de sidste århundreder f.Kr. og de første e.Kr.; ét præcist år kan ikke fastslås.
  • Er en del af det enorme epos, Mahabharata, der handler om en konflikt mellem to indiske familiegrene, pandavaerne og kauravaerne, som begge stammer fra Bharata-slægten.
  • Bhagavad Gita betyder “den ophøjedes sang”, hvilket skal forstås som guden Krishnas sang og budskab til mennesker.
• Gudsbegrebet i Bhagavadgita:
  • “Gud” er i teksten lig med den personlige gud, Vishnu, som viser sig i skikkelse af Krishna.
  • Samtidig er “gud” lig med brahman, verdenssjælen. Det giver mening, fordi Vishnu/Krishna kan forstås som udtryk for brahman.
• Hovedpersonerne i Bhagavadgita er:
  • Arjuna, som er en kriger og helt fra pandava-grenen (tilhører krigerkasten).
  • Krishna, som er Arjunas vognstyrer, og som i virkeligheden er guden Vishnu, der har taget menneskeskikkelse (som avatar).
  • Krishna indtager i praksis rollen som guru (lærer), og Arjuna indtager rollen som elev.
• Handlingen (plottet):
  • Består i en dialog mellem Arjuna og Krishna, inden det store slag i krigen mellem pandavaerne og kauravaerne skal udkæmpes.
  • Arjuna er fortvivlet og i tvivl, om det nu også er moralsk rigtigt at dræbe sine egne slægtning og venner, som mange af kauravaerne er.
  • Krishna forklarer, at det at handle efter pligten, der følger med den kaste, man tilhører, står over alt andet (Arjuna er kriger og har pligt til at kæmpe).
  • Krishna forklarer videre om de forskellige frelsesveje og om andre religiøse idéer. Der er tre veje til frelse (og ikke kun den ene, som præsenteres i Upanishaderne).
• Den centrale lære i Bhagavadgita er de tre frelsesveje, som Krishna forklarer om:
  • Erkendelsens vej (jnana marga):
    • Moksha er befrielse fra samsara. Bhagavadgitas lære om erkendelse, handling og hengivelse fortolkes forskelligt af hinduistiske skoler.
    • I nogle fortolkninger forbindes erkendelse med atmans og brahmans enhed. Befrielse er ikke en generel handlingsløs tilstand; tekstens undervisning om handling, erkendelse og hengivelse skal læses sammen.
    • Metoderne er yoga, meditation, studier af helligtekster og belæring af en guru.
  • Handlingens vej (karma-marga):
    • Karma-yoga indebærer at udføre handlinger uden egoistisk tilknytning til deres frugt. Det betyder ikke, at man bør være ligeglad med skade eller helt undlade at tænke over handlingers følger.
    • Når man handler for at gøre sin religiøse pligt, bliver den transformeret til en hellig handling, som ikke danner karma.
    • Når man ikke har noget begær eller nogen tilknytning til handlingen, undgår man at danne karma.
    • Når karma-dannelsen ophører, befries man fra genfødslernes kredsløb (samsara) i døden og opnår frelsen, moksha.
  • Hengivelsens vej (bhakti marga):
    • Frelse opnås gennem total og inderlig hengivelse og kærlighed til gud, som i Bhagavadgita er Krishna/Vishnu.
    • Ved at udføre alle handlinger som et ‘offer’ til guden og med guden i tankerne, kan handlingerne frigøres fra karma og moksha dermed blive mulig.
    • Det er bhakti marga, der omtales mest i Bhagavadgita, måske fordi den danner udgangspunkt for tilbedelsen af Krishna.
  • Ved at gøre sin hellige pligt og kæmpe udfører Arjuna karma marga, ved at lade sig belære af Krishna udfører han jnana-marga, og ved at stole på gud (Vishnu) udfører han bhakti marga.

Puranaerne

• Fakta:
  • Er en kæmpemæssig samling af helligtekster med fortællinger (myter) om guderne, hvoraf de vigtigste er blevet til i tiden ca. 300-1000 e.Kr.
  • Purana betyder ‘det gamle’, og Puranaerne indeholder et væld af fortællinger om gudernes bedrifter i ur-tiden.
  • Er yngre end de øvrige vigtige helligtekster og regnes officielt ikke som lige så hellige, men i praksis er de vigtige, fordi gude-myterne er populære.
  • De klassiske puranaer er i vidt omfang skrevet på sanskrit. Fortællingerne formidles også gennem regionale sprog, oplæsning og genfortællinger, så deres udbredelse er ikke begrænset til læsning af sanskrit.
  • De 18 væsentligste puranaer inddeles i tre grupper for hver af de tre hovedguder:
    • Shiva Purana er navnet på én purana. Nogle klassifikationer grupperer seks puranaer efter deres tilknytning til Shiva; dette er ikke seks bøger med samme titel.
    • Brahma Purana er navnet på én purana. En traditionel tredeling af samlingen må skelnes fra de enkelte værkers navne.
    • Vishnu Purana er navnet på én purana. Nogle klassifikationer grupperer flere puranaer omkring Vishnu; navnet betegner ikke hele denne gruppe.
• Indhold og temaer:
  • Indholdet afspejler ofte den folkelige gudsdyrkelse og legitimerer folkereligionens fokus på tilbedelse og hengivelse til en gud (bhakti).
  • De mest centrale temaer er:
    • De tre hovedguder - Brahma, Vishnu og Shiva - som hyldes og forherliges.
    • Verdens skabelse og gudernes ophav.
    • Verdens undergang og genskabelse.

Ritualer og praksis

Her har vi noter om den rituelle del af hinduismen, der også dækker praksisformer som fx yoga.

Hvad er ritualer og praksis i hinduismen?

• Hinduismen rummer en enorm mængde forskellige ritualer og praksisser (måder at udøve religionen på).
• Ritualer har stor betydning for mange hinduer. Mennesker kan også selv reflektere over tro og filosofi; man kan ikke uden undersøgelser konkludere, at de overlader al tænkning til præsterne.
• Typer af ritualer og praksisser er:
  • Puja, dvs. tilbedelse og ofring til guderne.
  • Yoga og meditation.
  • Rituelle renselser, fx ved at bade i en hellig flod.
  • Optog i gaderne (evt. med et gudebillede, som trækkes rundt).
  • Pilgrimsvandring til hellige steder.
  • Opførsel af festspil, hvor en myte genopføres rituelt.
• Ritualer foretages både i templer, i gaderne, i hjemmet og ved helligsteder, fx ved den hellige flod Ganges.
• Ritualernes formål er overordnet set:
  • At sikre en god forbindelse og kommunikation med guderne, så man er på god fod med dem.
  • At give noget til guderne (ofre) for at få noget igen (do ut des).
  • At få gudernes hjælp med hverdagens problemer og udfordringer.
  • At gøre sin religiøse og etiske pligt (dharma) - og på den måde opnå god karma og en bedre genfødsel i næste liv.
  • At komme nærmere den endegyldige frelse (moksha).

Templer og gudsdyrkelse

• Religiøs praksis kan foregå både i templer, hjem og andre helligsteder. Templets betydning afhænger af tradition, adgang og personens praksis.
• Templerne:
  • Kan se meget forskellige ud, men de mest betydningsfulde templer er store, rigt udsmykkede bygninger.
  • Har til formål:
    • At være gudernes boliger på jorden, og templerne er derfor meget hellige og vigtige.
    • At være hellige rum, hvor man kan kommunikere med guderne ved at bede og ofre til dem.
  • Er indviet til én bestemt gud (fx Shiva), et gudepar (fx Shiva og Parvati) eller en gudefamilie (fx Shiva og hans partnere og sønner).
  • Indeholder en gudestatue eller et gudebillede, som tilbedes (kaldes en murti). Nogle templer har mange gudebilleder.
  • Har et særligt helligt rum i midten (garbagriha), hvor guden er opbevaret, så den er beskyttet mod den profane verden.
• Præster (brahminere):
  • Er ansat i templerne til at udføre de hellige handlinger og tage sig af guden (i mindre templer kan præsten være af en af de lavere kaster).
  • Fungerer som mellemled i kommunikationen mellem mennesker og guder og foretager de fleste rituelle handlinger, fx i puja.
• Gudestatuen / gudebilledet (murti):
  • Indeholder gudens tilstedeværelse og kraft, så længe guden er tilfreds (ellers forsvinder guden). Opfattes forholdsvis konkret som guden selv.
  • Er det helligste i templet, som kun præsterne (brahminerne) må have med at gøre. Præsterne passer og plejer guden.
  • Behandles helt konkret som en hellig gæst, der bades, klædes på og pyntes, æres med mad og gaver og ‘sover’ om natten.
  • I nogle templer reguleres adgangen til gudebilledet med bestemte åbningstider eller et forhæng. Darshan og templets indretning varierer.
  • Shiva kan dyrkes gennem en linga. Denne form repræsenterer hans nærvær og har flere teologiske og symbolske fortolkninger, blandt andet skabende kraft.
• Darshan:
  • Betyder ‘syn’ og er det hellige øjeblik i gudsdyrkelsen, hvor hinduen ser guden (statuen/billedet) i øjnene.
  • Er det øjeblik, hvor guden i særlig grad giver hinduen sin velsignelse. Hinduen velsignes ved virkelig at være set af guden.

Puja

• Er det vigtigste og mest almindelige ritual i hinduismen, som foretages hver dag, både i templet og i hjemmet (i en mindre udgave).
• Er rituel tilbedelse af en gud, hvor man ofrer til guden og viser guden ære (puja betyder tilbedelse).
• Kendetegn:
  • Man ofrer smukke og gode ting som gaver til guden, fx lys, blomster, frugt, ris, mælk, røgelse eller penge.
  • Ofringen foregår enten ved, at offeret gives til præsten, at det lægges foran guden eller hældes over guden (hvis der fx ofres mælk).
  • Puja er en gensidig handling, hvor:
    • Hinduen giver guden noget, og guden giver noget igen (do ut des).
    • Hinduen ser guden, og guden ser hinduen (darshan).
  • Puja i templet foregår på to planer samtidig:
    • Det individuelle plan, som består af den enkelte hindus tilbedelse og offer til guden.
    • Det kollektive plan, som er hele templets puja, der udføres af præsterne og foregår i løbet af dagen.
  • Alle sanser aktiveres: Der afbrændes røgelse, ringes med klokker, hinduen ser guden, og alle spiser mad sammen til slut.
• Formålet med puja er for hinduen:
  • At opnå velsignelse, beskyttelse og hjælp i forhold til konkrete ting i livet.
  • At gøre den religiøse og etiske pligt (dharma), som puja er en del af, og dermed skabe god karma.
  • At få åndelig hjælp til at komme nærmere frelse (moksha).
• Den daglige puja i et tempel foregår i store træk sådan:
  • Guden vækkes og bades (fx i sesamolie og yoghurt), får tøj på og udsmykkes, mens der siges mantraer.
  • Der ofres morgenmad til guden, ringes med klokker, og deltagerne i pujaen kommer ind.
  • Deltagerne opfattes som gudens ‘gæster’, og man hilser ydmygt på guden med samlede håndflader og en bøjning af kroppen.
  • I nogle templer går man syv gange rundt om gudebilledet med den rene højre side vendt mod det.
  • Forhænget for guden trækkes fra, så hinduerne får et syn (darshan) af guden og på den måde velsignes.
  • De individuelle ofre gives til guden, og præsterne ofrer ild ved at svinge lamper i cirkler foran guden (dette kaldes arti).
  • Hinduerne holder hænderne hen over lyset fra lamperne og får også derigennem del i gudens lys og velsignelse.
  • Hinduerne får et rødt eller gult mærke i panden, som symboliserer, at man er blevet set og velsignet af guden.
  • Hinduerne får udleveret dele af den ofrede mad, som de spiser sammen og i fællesskab med guden.

Yoga

• Yoga har tre betydninger inden for hinduismen, som delvist hænger sammen:
  • En praksisform med kropsøvelser og andre metoder til at opnå kontrol over krop og sind (den mest udbredte betydning og den, vi fokuserer på her).
  • Navnet på én af de seks klassiske filosofiske skoler i hinduismen (som introducerede yoga-øvelser som en del af vejen til frelse).
  • Et navn for de tre frelsesveje: Jnana yoga, karma yoga, bhakti yoga (det samme som Jnana marga, karma marga, bhakti marga). Inden for Jnana udvikles mange af de kendte yoga-øvelser som en del af vejen til frelse.
• Som praksisform i hinduismen har yoga følgende centrale kendetegn:
  • Indebærer en række kropsøvelser, stillinger og åndedrætsteknikker til at opnå koncentration, indre ro og selvkontrol.
  • Kan også indebære meditation, hvor man typisk koncentrerer opmærksomheden på én ting, fx åndedrættet eller et mantra.
  • I nogle Vedanta-prægede traditioner forbindes yoga med indsigt i forholdet mellem atman og brahman. Klassisk Yoga har sin egen filosofiske ramme, som ikke uden videre er den samme.
  • Derved kan selvet opnå frigørelse fra det materielle og fra samsara (genfødslernes kredsløb).
  • Yogaens religiøse mål afhænger af traditionen, eksempelvis befrielse, erkendelse eller gudshengivelse. Det er ikke i alle skoler en handlingsløs forening mellem atman og brahman.
  • Er ofte knyttet til guden Shiva, der regnes som yogaens og meditationens øverste mester.
  • I dag er yoga blevet meget udbredt i Vesten som almindelig metode til at opøve kropskontakt, indre ro og balance.
• Tre hovedtyper af yoga:
  • Raja-yoga, som har fokus på etisk selvbeherskelse, askese, træning af kropsstillinger og åndedrætsteknikker samt meditation.
  • Hatha-yoga, som har fokus på træning af kropsstillinger og kontakt til kroppens chakraer (energicentre).
  • Tantrisk yoga, som har fokus på at udfolde og forene de mandlige og kvindelige energier.
• Yoga er som praksisform knyttet til den religiøse filosofi i Upanishaderne med atman, brahman og moksha:
  • I nogle traditioner anvendes yoga i søgen efter erkendelse af atman og brahman. Andre yogaformer har andre filosofiske eller praktiske mål.
  • Yoga er vejen til at standse dannelsen af karma og dermed opnå moksha, dvs. frelse fra genfødslernes kredsløb (samsara).

Andre ritualer og højtider

Der findes et væld af ritualer i hinduismen. Her giver vi et kort overblik over nogle af de vigtigste.

Ritualer ved højtider og fester

• Holi:
  • Er en populær forårsfest, hvor man markerer afslutningen af det gamle år på festlig vis.
  • Man udfører ritualer, som for en stund sætter den normale orden ud af kraft (fx at kaste farve på hinanden, drikke en hash-drik og synge frække sange).
  • Ved afslutningen af festen genindføres den normale tilstand, så samfundsordenen opretholdes.
• Divali: 
  • Er en lysfest, hvor man rituelt fejrer lyset, bl.a. ved at sætte lamper op overalt.
  • Man fejrer Ramas sejr over dæmonen Ravanan (lysets sejr over mørket).
  • Man fejrer også gudinden Lakshmi, bl.a. ved at rengøre hjemmet, så at Lakshmi skal velsigne det.
• Gudernes festdage:
  • Guderne fejres på hver deres festdage, hvor der er mange forskellige lokale traditioner.
  • Både de store pan-hinduistiske guder (Vishnu, Shiva osv.) og lokale guddomme fejres.
  • Foregår bl.a. med store optog i byerne, hvor man rituelt trækker guden (statuen/billedet) rundt i gaderne, så guden fejres og tilbedes af alle.

Overgangsritualer

De følgende beskrivelser bygger især på traditionelle normer for mandlige medlemmer af de tre øverste varnaer. Faktiske navngivninger, bryllupper og begravelser forekommer langt bredere, og form og deltagere varierer.

• Navngivningsritualet:
  • Navngivning kan finde sted i barnets første levetid. Dato og ceremoniform varierer mellem familier og traditioner.
  • Navnet er ofte hentet fra religionen, fx er Krishna og Rama populære navne.
  • Overgangen består i, at barnet bliver indlemmet i samfundet og religionen.
• Tildelingen af den hellige tråd:
  • Sker som regel, når barnet er 8-12 år gammelt.
  • Overgangen består i:
    • En symbolsk genfødsel, hvor man fødes som højkaste-hindu, der skal leve et helligt liv.
    • At barnet indtræder i den første livsfase, læretiden (brahmacharya), hvor det oplæres hos en guru.
  • Tråden bæres over venstre skulder hele livet igennem som symbol på at man er ‘to gange født’.
• Bryllup (bryllupsritualerne):
  • Er den rituelle overgang fra ung til voksen, og for manden overgangen til anden livsfase, som er tiden som familieforsørger (grihasta).
  • Er en kæmpe fest med mange forskellige ritualer, der skal sikre, at overgangen sker på en lykkebringende måde.
• Ligbrændingsritualet:
  • Markerer overgangen fra ét liv til det næste liv.
  • Skal helst foregå ved eller i en hellig flod, allerhelst Ganges. Floden symboliserer overgangen fra ét liv til det næste.

Etik

• De følgende fem principper svarer til yamaer i klassisk Yoga: ikke-vold, sandfærdighed, ikke-tyveri, seksuel selvbeherskelse og ikke-besiddelse. Hinduistisk etik rummer også andre systemer, og fortolkningen afhænger af tradition og livsform:
  • Ikke at udøve vold.
  • Ikke at lyve.
  • Ikke at stjæle.
  • Seksuel selvbeherskelse, brahmacharya. I asketiske sammenhænge kan det betyde cølibat; det er ikke et fælles krav om, at alle guruer eller alle hinduer afholder sig fra sex.
  • Ikke at være grådig.
• Det centrale begreb i hinduistisk etik er dharma:
  • Dharma er den enkelte hindus etiske og religiøse pligt (en stor del af etikken er individuel).
  • Inkluderer forbud og regler for, hvad der anses for rent og urent.
  • Dharma er ikke den samme for alle, men varierer afhængigt af kaste, køn og livsalder.
    • Fx er det i orden for en mand af krigerkasten at slå ihjel, hvis det er nødvendigt, mens det er forbudt for brahminere.
    • Den individuelle dharma er meget specifik, fx regler for job, ægteskab, mad, spisning, og hvad man må berøre og ikke berøre (rent/urent).
    • Inkluderer, hvordan man bør leve på de forskellige livsstadier - fx er der stor forskel på ægtemandens pligt og den gamle mands pligt.
  • Dharma betyder ‘den universelle orden’, men rummer altså også den etiske orden og samfundsordenen, som er dele af verdensordenen.
  • Når hinduen opfylder sin individuelle dharma, dvs. gør sin religiøse og etiske pligt, handler han i overensstemmelse med den universelle dharma.
  • Store dele af reglerne for dharma er nedskrevet i Manus lovbog.
• Etikken hænger sammen med begrebet karma:
  • Der er en etik indbygget i karma, fordi den motiverer til gøre godt og undgå at gøre ondt samt at opfylde den etiske pligt (dharma).
  • Når man handler etisk rigtigt (følger sin dharma), optjener man god karma, som giver en bedre genfødsel i næste liv.
  • Når man handler etisk forkert, optjener man dårlig karma, som resulterer i en ringere genfødsel og mere lidelse.
• Etikken hentes også i bestemte moralske forbilleder, fx:
  • I guderne og heltenes handlemåde i de store episke fortællinger som Bhagavadgita og Ramayana samt i Puranaernes myter.
  • I Mahatma Gandhis andre store guruers levemåde.

Retninger

• Der er tre hovedretninger inden for hinduismen: Vishnuisme, shivaisme og shaktisme.
• Retningerne har ofte en bestemt gud eller gudinde som centrum og kan også rumme egne teologiske og filosofiske traditioner. De adskiller sig ikke kun ved valg af kult.
• Der findes desuden mange andre små hinduistiske grene, fx hvor man dyrker lokale guddomme.
• Vishnuisme (kaldes også vaishnavisme):
  • Dyrker Vishnu, hans partner Lakshmi og hans avatarer, Krishna og Rama.
  • Dyrkelsen af Krishna eller Rama er det mest populære, og ofte dyrkes Vishnu ‘gennem’ dyrkelse af en af disse to avatarer.
  • Anser Vishnu, Krishna eller Rama for at være den øverste guddom, som er ophav til alt andet.
  • Er især udbredt i de centrale dele af Indien.
  • Vishnuiter kan ved ritualer og religiøse fester ofte kendes på to lodrette streger i panden.
• Shivaisme (kaldes også shaivisme):
  • Dyrker Shiva og hans sønner, Ganesha og Skanda (også kaldet Karttikeya eller Murugan).
  • Anser Shiva for at være den øverste guddom, nogle forstår Shiva som den eneste gud, og alle andre guder som aspekter af ham.
  • Shiva dyrkes ofte gennem en linga, som repræsenterer ham og kan forbindes med skabende kraft. Den har flere betydninger og er ikke kun et seksuelt symbol.
  • Shivaorienterede traditioner kan fremhæve askese, hengivelse, ritualer og tantriske praksisser. Tantra er mere end seksualitet; konkrete former varierer og bør ikke beskrives som generelle vilde seksuelle udfoldelser.
  • Tilbeder ofte også Shakti som den kvindelige, skabende kraft, der er personificeret i Shivas partnere, særligt Durga og Kali.
  • Er især udbredt i det sydlige og nordlige Indien.
  • Shiva-dyrkere kan ved ritualer og religiøse fester ofte kendes på tre vandrette streger i panden.
• Shaktisme:
  • Er gudindedyrkelse og dyrkelse af den kvindelige, guddommelige energi.
  • Dyrker Devi, som betyder gudinden, og Shakti, som er den kvindelige, skabende energi.
  • Devi og Shakti regnes for ét og det samme.
  • Dyrker især Shakti/Devi i form af de mange forskellige gudinder, som forstås som forskellige aspekter af Shakti/Devi:
    • Durga og Kali repræsenterer fx den vilde, kaotiske side af Shakti (denne side dyrkes mest intenst).
    • Parvati, Lakshmi, Saraswati og Amman repræsenterer den moderlige og kærlige side.
  • Shakti forstås samtidig som de mandlige guders aktive og skabende kraft, repræsenteret ved deres kvindelige partnere.
  • Shakti dyrkes især som knyttet til Shiva, og derfor dyrkes gudinderne knyttet til Shiva mest (særligt Durga og Kali).
  • Nogle Shakti-dyrkere regner Shakti for at være den øverste guddom og det guddommelige i sig selv:
    • Lig med brahman og dermed den guddommelige verdenssjæl.
    • Både skaber, opretholder og ødelægger, som normalt ellers regnes for Brahma, Vishnu og Shivas roller.
  • Er især udbredt i det sydlige og nordlige Indien (ligesom shivaismen, som shaktismen er knyttet til).

Samfund og individ

Her finder du noter til de træk ved hinduismen, som særligt har at gøre med samfundslivet og individets livsforløb. Det gælder kastesystemet, de fire livsmål og de fire livsstadier.

Kastesystemet

Her har vi noter til det indiske kastesystem, som er tæt knyttet til hinduismen.

Overordnet om kastesystemet

• Er en ældgammel hierarkisk inddeling af det indiske samfund i klasser og grupper.
• Har rødder i hinduismen og begrundes i religionen.
• Består overordnet af fire hovedkaster, kaldet varnaer, samt de kasteløse, som falder uden for hovedkasterne.
• Hovedkasterne går tilbage til det vediske samfund, som var inddelt i fire klasser (varnaer):
  • Brahmin - præstekasten, som har højest status.
  • Kshatriya - kriger- og herskerkasten, som har næsthøjest status.
  • Vaishya - kasten for bønder, håndværkere og handelsfolk og den tredjehøjeste kaste.
  • Shudra - kasten for tjenestefolk og arbejdere og den laveste kaste (bortset fra de kasteløse).
• Hver af de fire hovedkaster er inddelt i mange konkrete undergrupper af kaste, kaldet jatier, som traditionelt har været skarpt adskilte.
• En jati kan dække over mange forskellige grupperinger, særligt udøvere af et bestemt erhverv, men også fx stammer, sproggrupper og religiøse grupper.

Kastesystemets forbindelse til hinduismen

• Idéerne om karma og genfødsel retfærdiggør kastesystemet:
  • Et etisk godt liv giver god karma og genfødsel i en høj kaste, mens en dårlig livsførelse giver det modsatte.
  • Karma er nogle steder blevet brugt til at legitimere social rang. Det er en religiøs begrundelse, som skal undersøges kritisk; diskrimination er ikke bevist retfærdig eller selvforskyldt.
• Ifølge “Purusha-hymnen” fra Vedaerne skabes de fire hovedkaster som en del af verdens skabelse:
  • Kasterne ligger fast, er en del af verdens guddommelige orden og bør derfor ikke ændres.
  • Purusha-hymnen nævner de fire varnaer. Det er en fejl at udlede, at mennesker, som ikke nævnes, derfor ikke er en del af det guddommelige eller mangler menneskelig værdi.
• Kaste hænger sammen med hinduismens forestillinger om rent og urent:
  • Nogle traditionelle hierarkier begrunder kaste med rituel renhed. Det er en social og religiøs rangordning, som også kritiseres; den fastslår ikke et menneskes værdi eller faktiske nærhed til det guddommelige.
  • Brahminerne er rene og kan derfor udføre de hellige ritualer.
  • De kasteløse er urene og må derfor ikke være i nærheden af det hellige (det har traditionelt været forbudt for dem at komme i templerne) .
• Den enkelte hindus dharma, dvs. de etiske og religiøse forpligtelser, er afhængig af kaste.

Kastesystemets kendetegn i praksis

• Jati er traditionelt arveligt og har betydning for sociale relationer. Faktiske erhverv, politisk status og levevilkår kan ændre sig; modellen er ikke en uforanderlig beskrivelse af hvert menneskes liv.
• Kasten (jatien) er typisk knyttet til et bestemt erhverv, som kaste-medlemmerne arbejder inden for.
• Kasten er bestemmende for de grundlæggende ting i livet:
  • Hvem man omgås med og spiser sammen med (andre af samme kaste).
  • Hvem man gifter sig med (nogen af samme kaste).
  • Hvilket arbejde man har (kastens traditionelle erhverv).
  • Hvilken social status man har (kastens status).
• I praksis er samfundets hierarki overordnet delt ind i tre grupper:
  • Højkaste-hinduer med høj eller middelhøj status (jatier tilhørende de tre højeste varnaer).
  • Lavkaste-hinduer med lav status (jatier tilhørende den fjerde varna).
  • Kasteløse, der traditionelt har været opfattet som nærmest værdiløse.
• De kasteløse:
  • Falder officielt uden for kaste, men udgør i praksis den laveste kaste og nederste samfundsgruppe.
  • Udfører det mest urene og hårde arbejde i samfundet som fx lokumsrensere, skraldemænd og ligafbrændere.
  • Regnes for urene og uværdige til at være sammen med højkaste-folk, som ikke må røre dem (for så bliver de urene).
  • Har længe haft status som ‘urørlige’, og der har været mange regler for, hvordan kasteløse skal holde sig på afstand af højkaste-folk.
  • Kaldes i dag dalitter, som betyder ‘undertrykte’, og der er i en vis grad kommet fokus på at forbedre deres vilkår.

Kastesystemet i dag

• Kaste har fortsat betydning i dele af Indiens sociale og politiske liv, men formerne ændres gennem blandt andet uddannelse, migration, politik og sociale bevægelser.
• Forfatningen siger, at det er ulovligt at forskelsbehandle på baggrund af kaste eller at behandle nogen som ‘urørlig’ - men kastesystemet er ikke som sådan gjort forbudt,
• Kasteløse og lavkaste-hinduers vilkår er forbedret en smule, men der sker fortsat masser af forskelsbehandling.
• Kaste og diskrimination forekommer også på landet, men varierer mellem områder og forandres over tid. Et skel mellem helt uændrede landsbyer og moderne byer er for groft.
• I byerne sker der en vis udvikling, hvor man i lidt højere grad gifter sig på tværs af kaste og er sammen med folk fra andre kaster.

De fire livsmål

• Hinduismen handler både om at opnå et godt og lykkeligt liv og om at opnå frelse fra samsara. Dette er samlet i de fire traditionelle livsmål for hinduen:
  • Dharma, som er at målet om at leve op til den etiske og religiøse pligt.
  • Artha, som er målet  op at opnå rigdom og succes i samfundslivet.
  • Kama, som er målet om at opnå nydelse, kærlighed og få opfyldt det seksuelle begær (må ikke forveksles med karma).
  • Moksha, som er målet om at opnå frelse fra genfødslernes kredsløb.
• Livsmålene kan indebære spændinger mellem verdslige interesser og befrielse. De er ikke altid direkte modsætninger: Traditioner søger også at forbinde ansvar, nydelse og rigdom med dharma og moksha.
• Modsætningen mellem livsmålene bliver løst med idéen om de fire livsstadier, hvor livsmålene opfyldes i løbet af de fire stadier (se under).

De fire livsstadier / livsaldre

• Traditionelt inddeles livet for mænd af de højere kaster i fire stadier eller livsaldre (ashrama) med hver sit formål.
• Første stadie er oplæringstiden som elev, brahmacharya:
  • Indledes rituelt med ’tildelingen af den hellige tråd’ ved ca. 10-års alderen.
  • Består i oplæring hos en brahminer (præst), som underviser i Vedaerne og de religiøse og etiske pligter (dharma).
  • Har til formål at oplære drengen i religionen og forberede ham til livet som hindu og til at opfylde de fire livsmål.
• Andet stadie er tiden som familieoverhoved og forsørger, grihasta:
  • Indledes med brylluppet som overgangsritual.
  • Består i at forsørge familien, arbejde, opdrage børnene og sikre deres fremtid.
  • Er den mest udadrettede del af livet, som har til formål at understøtte familien og samfundet.
  • Her opfyldes særligt livsmålene om rigdom og succes (artha) og nydelse og begærsopfyldelse (kama).
• Tredje stadie er tiden som eneboer eller skovboer, varnaprastha:
  • Begynder, når ens ældste søn er blevet familieoverhoved, så man kan slippe ansvaret for familien.
  • Består i at man trækker sig tilbage, fx som eneboer i en skov, og vier sin tid til religiøse forpligtelser, ofringer og selvfordybelse.
  • Har til formål at skabe fokus på det åndelige liv og forberede hinduen til det sidste livsstadie.
  • Her opfyldes særligt livsmålet om at leve op til den etiske og religiøse pligt (dharma).
• Fjerde stadie er tiden som omvandrende asket, sannyasin:
  • Begynder, når man nærmer sig livets afslutning.
  • Består i at være en fattig, omvandrende tigger, som har opgivet enhver form for materiel sikkerhed.
  • Man opgiver alle jordiske begær og behov, fx efter sex, mad og husly, og helliger sig i stedet det åndelige.
  • Formålet er ideelt set at stoppe med at danne karma og dermed opnå frelsen.
  • Her opfyldes særligt livsmålet om at opnå frelse fra genfødslernes kredsløb (moksha).
• De fire ashramaer er en normativ model, som historisk især retter sig mod mænd fra bestemte grupper. Nogle følger dele af modellen, og asketisk tilbagetrækning forekommer også i dag; den beskriver ikke alles faktiske livsforløb.

Begreber i dette kapitel

polyteistisk

tror på eksistensen af flere guder

dogmer

faste trossætninger eller overbevisninger, som gælder alle

episke

længere fortællende og storslået

avatarer

En guddoms manifestation eller nedstigning i verden. Den kan have menneskelig eller en anden skikkelse; Vishnus avatarer omfatter eksempelvis Krishna og dyreskikkelser.

asketisk praksis

at leve i afholdenhed fra al sansenydelse af fx mad, alkohol og sex

facetter

sider/kendetegn

sultan

titel for en muslimsk statsleder

sultaner

titel for muslimske statsledere

stormoguler

titel for muslimske ledere af indiske områder

essens

væsenskerne

monoteisme

troen på én gud alene

polyteisme

at tro på eksistensen af flere guder

inkarnationer

det at tage kødelig skikkelse som menneske (bogstaveligt: ‘at kødeliggøres’)

indviede

helliget/dedikeret

inkarnere

det at tage kødelig skikkelse som menneske (bogstaveligt: ‘at kødeliggøres’)

attributter

særligt kendetegnende ting

avatar

En guddoms manifestation eller nedstigning i verden, eksempelvis Vishnus forskellige former. En avatar er ikke nødvendigvis et menneske.

eposset

en længere fortælling på vers

fallos

erigeret penis som symbol på fx maskulin kraft og seksualitet

askese

at leve i afholdenhed fra sansenydelse af fx mad, alkohol og sex

Ur-myter

fortællinger om de allertidligste tider

legitimerer

retfærdiggør og begrunder (religiøst)

esoterisk

indadvendt/for særligt indviede

asketisk levevis

at leve fattigt og i afholdenhed fra sansenydelse af fx mad, alkohol og sex

Asketisk praksis

at leve fattigt og i afholdenhed fra sansenydelse af fx mad, alkohol og sex

epos

en længere fortælling på vers

praksisformer

måder at udøve religionen i praksis

myte

fortælling om guderne

indviet

helliget/dedikeret

profane

ikke-hellige (almindelige)

mantraer

små hellige ord, der højtideligt fremsiges og gentages

praksisform

måde at udøve religionen i praksis

mantra

små hellige ord, der højtideligt fremsiges og gentages

askese

at leve fattigt og i afholdenhed fra sansenydelse af fx mad, alkohol og sex

pan-hinduistiske

På tværs af flere hinduistiske traditioner; det betyder ikke nødvendigvis alle hinduer.

myter

fortællinger om guderne

kultiske

det som har at gøre med religiøs gudsdyrkelse i form af særlige, hellige handlinger

Vishnuiter

tilhængere af vishnuisme

aspekter

sider/udtryk for

vier

dedikerer/bruger på en fokuseret måde

asket

en som lever fattigt og i afholdenhed fra sansenydelse af fx mad, alkohol og sex

Prøv Hinduisme: undersøg en konkret tradition på et materiale

I en konstrueret øvelse beskriver en familie daglig puja ved et hjemligt alter. Analysen kan undersøge gudsforhold, handlinger og materielle genstande, men familien repræsenterer ikke automatisk alle hinduer.

Dit næste greb: Angiv hvem, hvor og hvornår. Forklar ét centralt begreb gennem en konkret passage eller handling i materialet.

Er det præcist blot at definere hinduisme som tro på mange guder?

Det er utilstrækkeligt. Syn på guddommelighed og forholdet mellem det ene og de mange varierer; definitionen udelader også praksis og filosofi.

Kilder og videre læsning

Læs de religiøse tekster som udsagn fra bestemte traditioner. En institutions egen beskrivelse viser dens selvforståelse; den afgør ikke alene historiske eller naturvidenskabelige spørgsmål.

• Harvard: Forskellige vedanta-filosofier
• The Metropolitan Museum: Hinduisme og hinduistisk kunst
• Metropolitan Museum: Vishnu som vildsvine-avatar