Kinas historie: Mao Zedong, kulturrevolutionen og dynastierne

Fra det genkendelige

Du kender allerede Kinas historie

Find en kinesisk pengeseddel frem, eller slå en op på nettet. Uanset om der står 1, 5, 10 eller 100 yuan, er det samme ansigt på forsiden: Mao Zedong. Alle sedler i den serie, der kom fra 1999, bærer hans portræt, og i Kina kalder folk dem for “bedstefar Mao”. Det samme ansigt hænger i kæmpestørrelse over Tiananmen-porten i Beijing, hvor han udråbte Folkerepublikken i 1949. En leder, hvis politik kostede millioner af liv, er altså stadig landets ansigt udadtil. Det er et spørgsmål om historiebrug, og det vender vi tilbage til.

Har du drukket en kop te i dag, har du rørt ved opiumskrigenes historie. Briterne købte så meget te, silke og porcelæn i Kina i 1700- og 1800-tallet, at sølvet strømmede den ene vej. For at få det tilbage solgte britiske købmænd opium fra Indien til kineserne. Da kejseren slog ned på handlen i 1839, sendte Storbritannien krigsskibe, og i 1842 måtte Kina afstå Hongkong.

Hongkong kom tilbage til Kina 1. juli 1997, efter en aftale mellem Kina og Storbritannien fra 1984. Når Kinas ledere i dag taler om ydmygelsens århundrede, mener de netop tiden fra opiumskrigen til 1949, hvor fremmede magter tvang Kina til at give efter.

Brug det, du kender, som knager at hænge stoffet på: pengesedlen er Mao og partiets eftermæle, teen er handlen og imperialismen, og Hongkong er de ulige traktater. Spørg ved hvert afsnit på siden: Hvem havde magten her, og hvem fortæller historien bagefter?

Dynastierne: Kina under kejserne indtil 1912

Et dynasti er en slægt, der sidder på tronen generation efter generation. Kinesiske historikere tæller 23 legitime dynastier, og kejsertiden løb fra 221 f.v.t. til 1912. I omkring en fjerdedel af kejsertiden var landet ikke samlet, men delt i flere riger.

Ifølge den traditionelle kinesiske historieskrivning var det første dynasti Xia, men der findes ingen skriftlige kilder fra det, og historikerne regner det for mytisk. Med Shang fra omkring 1650 f.v.t. begynder skriften, og under Zhou fra omkring 1000 f.v.t. opstår den idé, der skulle forklare dynastiskifterne i næsten 3.000 år: Himlens mandat.

Himlens mandat: en kontrakt med betingelser

Qin Shi Huangdi annekterede fra 228 f.v.t. de andre stater og tog i 221 f.v.t. titlen som den første kejser. Han styrede gennem embedsmænd og strenge love, indførte fælles mål, vægt, mønt og skrift, lod de mure, der allerede fandtes, forbinde til én lang mur og blev begravet med tusindvis af terrakottasoldater. Dynastiet faldt kort efter hans død i 210 f.v.t., men hans centralstat holdt. Han-dynastiet byggede videre på den og gjorde fra 136 f.v.t. de konfucianske klassikere til pensum for statens embedsmænd. I dag kalder omkring 91 procent af Kinas indbyggere sig han-kinesere, efter netop dette dynasti.

Læg mærke til to navne i tabellen: det mongolske Yuan og det manchuiske Qing. De kom udefra og erobrede landet, og begge styrede med kinesiske embedsmænd, men holdt de højeste poster for deres egne. Under Yuan blev befolkningen delt i fire grupper, hvor sydkineserne stod nederst.

Ming-dynastiet 1368-1644: Den Forbudte By og Zheng Hes flåde

Ming-dynastiet blev grundlagt i 1368 af Zhu Yuanzhang, en fattig bonde og buddhistisk munk, der var gået med i oprøret mod mongolerne. Det var det sidste kejserdynasti med en han-kinesisk slægt på tronen. Hovedstaden lå først i Nanjing og fra 1421 i Beijing, hvor kejserpaladset, Den Forbudte By, blev bygget 1406-1420. Muren, som turister besøger i dag, er for det meste fra Ming-tiden, fordi mongolerne fortsat truede mod nord.

Yongle-kejseren sendte syv store flådeekspeditioner ud mellem 1405 og 1433 under admiralen Zheng He. Den første flåde havde ifølge flere kilder op til 28.000 mand. Skibene sejlede gennem Sydøstasien til Indien, Den Persiske Golf og Østafrika, og fra Malindi i det nuværende Kenya kom en giraf med hjem, som hoffet tolkede som et tegn fra himlen på kejserens ret til at regere. Rejserne var magtdemonstration og diplomati: fremmede fyrster skulle anerkende kejseren og sende gaver, tribut. Efter Yongles død i 1424 mistede projektet pusten, og efter 1433 holdt de statslige storrejser op.

Nogle forfattere har påstået, at Zheng Hes flåde nåede Amerika før Columbus. Lex kalder det tvivlsomt, og der er ingen arkæologiske beviser. Det er også en myte, at Kina derefter lukkede sig helt: portugiserne fik fodfæste i Macao i 1500-tallet, omkring 1600 slog de første europæiske missionærer sig ned i Beijing, og amerikansk sølv strømmede ind i Kinas økonomi.

Ming faldt i 1644. Efter dyre felttog, økonomisk nedgang og oprør indtog bondeoprørere Beijing, og den sidste kejser tog sit liv. En Ming-general bad manchuerne nordfra om hjælp, men de fordrev ikke bare oprørerne: de tog selv magten og grundlagde Qing-dynastiet.

Qing-dynastiet 1644-1912: det sidste kejserdynasti

Qing-dynastiet var manchuisk. Fra 1645 skulle alle han-kinesiske mænd barbere panden og bære manchuernes lange hårfletning som tegn på underkastelse. Manchuerne brugte kinesiske embedsmænd, men holdt den endelige magt for sig selv.

Under de tre kejsere Kangxi, Yongzheng og Qianlong fra 1661 til 1795 blomstrede riget og blev større end nogensinde, med Mongoliet, Xinjiang og Tibet. Befolkningen voksede kraftigt. Men fra omkring 1800 gik det den anden vej: korruption i administrationen, dyre felttog langt væk, oversvømmelser og hungersnød. Da briterne i 1793 bad om faste diplomatiske forbindelser, afviste Qianlong-kejseren dem. I kejserens verdensbillede var Kina centrum for alt under himlen, og andre lande kunne kun komme med tribut.

I løbet af 1800-tallet blev dynastiet svækket både udefra og indefra: af krigene med Vesten, af de store oprør inde i landet og af nederlaget til Japan i 1895. Reformer blev bremset af den magtfulde enkekejserinde Cixi, der reelt styrede Kina fra 1861 til sin død i 1908.

Opiumskrigene 1839-1842 og 1856-1860

Opiumskrigene var to krige, hvor Storbritannien og senere også Frankrig tvang Kina til at åbne sig for handel på de fremmedes betingelser. Baggrunden var et handelsunderskud: briterne ville have te, silke og porcelæn, men kineserne ville ikke købe britiske varer, så briterne måtte betale med sølv. For at stoppe sølvdrænet begyndte britiske købmænd at sælge opium dyrket i Indien. Handlen var ulovlig i Kina, men den voksede: i begyndelsen af 1830’erne kom der næsten 20.000 kister om året, mod omkring 4.000 i årene 1800-1818.

I 1839 sendte kejseren embedsmanden Lin Zexu til Guangzhou, som europæerne kaldte Canton. Han tvang de britiske handelsfolk til at udlevere omkring 20.000 kister opium og lod dem destruere offentligt ved Humen i juni 1839, uden erstatning. Storbritannien svarede med en flådestyrke, der også havde dampdrevne kanonbåde. Den britiske flåde var teknisk og organisatorisk overlegen, og kampene bredte sig langs kysten fra Guangzhou til Tianjin.

Det, Kina måtte give efter for

Kineserne kalder disse aftaler de ulige traktater, fordi kun den ene part fik rettigheder. De blev begyndelsen på et århundrede, hvor fremmede magter fik mere og mere indflydelse i Kina. I kinesisk historieskrivning regnes opiumskrigen i 1839 stadig som starten på den moderne periode.

Taipingoprøret 1851-1864

Taipingoprøret var en borgerkrig, der kostede omkring 20 millioner mennesker livet ifølge Lex; andre skøn siger 20-30 millioner. Lederen Hong Xiuquan kom fra en fattig familie og havde forgæves prøvet at bestå eksamenerne til embedsmand. I Canton mødte han kristne missionærer, og efter en vision var han overbevist om, at han var Jesu yngre bror og skulle fordrive manchuerne.

I 1851 udråbte bevægelsen i Guangxi et nyt rige, Taiping tianguo, den store freds himmelske rige. Hæren voksede, mens den rykkede nordpå, og i 1853 indtog den Nanjing, der blev rigets hovedstad. Programmet var radikalt: en blanding af kristendom, konfuciansk idealisme, had til manchuerne og lighed. Jorden skulle deles, og fodbinding og flerkoneri blev forbudt.

Uenighed mellem lederne svækkede oprøret, og da Taiping-hæren i 1860 angreb Shanghai, gik de fremmede magter over på Qing-dynastiets side. Med vestlig hjælp knuste en kejserlig hær oprøret i 1864, og Hong tog sit liv. Oprøret tabte, men det viste, hvor svagt dynastiet var blevet.

Bokseropstanden 1899-1901

Bokserne var en folkelig bevægelse i Nordkina, som begyndte i provinsen Shandong. Navnet kommer af den kampteknik, de trænede, og som udlændinge syntes lignede boksning. De mente, at udlændingene, især de katolske missionærer og de kinesere, der var blevet kristne, var skyld i landets ulykker. I modsætning til Taiping-oprørerne støttede bokserne dynastiet.

I sommeren 1900 tog enkekejserinde Cixi parti for bokserne. Sammen med kejserlige tropper belejrede de ambassadekvarteret i Beijing i 55 dage, hvor udlændinge og kristne kinesere havde søgt tilflugt. En international styrke fra otte lande, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, USA, Japan, Italien og Østrig-Ungarn, slog opstanden ned og sendte hoffet på flugt.

Bokserprotokollen 7. september 1901 pålagde Kina at betale 450 millioner tael sølv i erstatning, straffe eller henrette ledere og embedsmænd, der havde støttet opstanden, og acceptere fremmede tropper i Beijing. Erstatningen tyngede statskassen i årtier. Først nu satte hoffet egentlige reformer i gang i administration og uddannelse.

Revolutionen i 1911: kejserrigets fald

Den 10. oktober 1911 gjorde soldater oprør i Wuhan, og opstanden bredte sig provins for provins. Hoffet hentede generalen Yuan Shikai tilbage som premierminister for at redde dynastiet. I slutningen af december mødtes udsendinge fra 16 provinsforsamlinger i Nanjing og valgte Sun Yat-sen til præsident, og han tiltrådte 1. januar 1912 som Republikken Kinas første, provisoriske præsident.

Sun Yat-sen var læge, uddannet i Hongkong, og havde siden 1895 planlagt revolutioner fra eksil. I dag ses han både i Folkerepublikken og på Taiwan som far til den moderne kinesiske nationalisme. Men han havde ingen hær. Det havde Yuan Shikai, og han fik den seksårige kejser Puyi til at abdicere 12. februar 1912 mod selv at blive præsident. Han overtog posten i marts 1912. Over 2.000 års kejsertid var slut.

Republikken Kina 1912-1949

Republikken Kina blev aldrig en stabil stat. Ved det første parlamentsvalg i december 1912 vandt Sun Yat-sens parti, Guomindang, nationalistpartiet, en klar sejr. Partiets leder i parlamentet, Song Jiaoren, blev skudt på banegården i Shanghai i marts 1913, og i slutningen af 1913 blev partiet forbudt. Yuan Shikai lod sig udråbe til kejser, men protesterne var så store, at han opgav monarkiet efter 83 dage i marts 1916. Han døde i juni samme år.

Derefter faldt landet fra hinanden. Fra 1916 til 1928 styrede krigsherrer med egne hære hver deres område. Samtidig voksede en ny generation op med krav om forandring. Den 4. maj 1919 demonstrerede studenter i Beijing mod, at stormagterne ved fredsforhandlingerne i Versailles gav Tysklands særrettigheder i Shandong til Japan. 4. maj-bevægelsen ville bryde med den konfucianske tradition, og ud af den kom Kinas Kommunistiske Parti, stiftet i 1921.

Sovjetunionen tilbød Sun Yat-sen hjælp, og fra 1924 arbejdede Guomindang og kommunisterne sammen i den første forenede front. Kommunisterne meldte sig ind i Guomindang som enkeltmedlemmer. Kernen var militærakademiet i Whampoa ved Guangzhou, ledet af den unge officer Chiang Kai-shek, mens kommunisten Zhou Enlai stod for den politiske undervisning.

Sun Yat-sen døde i 1925, og Chiang overtog ledelsen. I 1926 begyndte han Nordekspeditionen mod krigsherrerne. Men i april 1927 brød han med kommunisterne og lod soldater og Shanghais Grønne Bande dræbe kommunister og fagforeningsfolk. Lex skriver hundredvis af dræbte; mange flere forsvandt. Det var begyndelsen på en borgerkrig, der med pauser varede til 1949. I 1928 dannede Chiang en nationalregering i Nanjing, men den kontrollerede kun en del af landet.

Den lange march 1934-1935

Efter 1927 flygtede kommunisterne ud på landet. I bjergene i provinsen Jiangxi opbyggede de et sovjetområde med hovedstad i Ruijin, hvor de tog jord fra godsejerne og delte den ud til bønderne. Chiang Kai-shek sendte fem felttog mod området, og i 1934 var kommunisterne omringet.

I oktober 1934 brød omkring 86.000 soldater ud af omringningen; Lex siger omkring 100.000 mand. De syge og sårede blev efterladt. Den Røde Hær gik i en stor bue mod vest og nord gennem bjerge, floder og sumpe og blev angrebet undervejs. Efter omkring 10.000 kilometer nåede kun omkring 8.000 frem til provinsen Shaanxi i oktober 1935. Snart efter blev Yan’an kommunisternes hovedbase.

Den lange march gav kommunisterne to ting: en leder og en fortælling. Mao kom ud af marchen som partiets førende skikkelse, og efter 1949 blev marchen næsten en myte om viljestyrke, hvor veteranerne fik højeste status. Biografien “Mao: Den Ukendte Historie” af Jung Chang og Jon Halliday fra 2005 har sat spørgsmålstegn ved dele af fortællingen, især Maos egen rolle, og den er selv omdiskuteret blandt historikere.

Japan, borgerkrigen og Folkerepublikken i 1949

Japan erobrede Manchuriet i 1931 og angreb resten af Kina i 1937. Samme år begik japanske tropper massakren i Nanjing. I 1936 tvang Chiangs egne generaler ham til at stoppe borgerkrigen, og fra 1937 kæmpede Guomindang og kommunisterne i en ny forenet front mod Japan. Ved udgangen af 1938 var landet delt i tre: Japan i øst, Guomindang i sydvest og kommunisterne i det fattige nordvest. Kommunisternes guerillaenheder bag de japanske linjer gav dem en patriotisk profil og en base på landet.

Da Japan kapitulerede i august 1945, begyndte kapløbet om de befriede områder, og i 1946 brød borgerkrigen ud igen. Guomindang havde flere soldater og amerikanske våben, men regimet var svækket af korruption og inflation, og Chiangs hære var spredt for tyndt. I 1948 vandt kommunisterne afgørende slag i Manchuriet og Nordkina, og i januar 1949 indtog de Beijing.

Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Folkerepublikken Kina fra Tiananmen-porten. Han var partiets formand og blev formand for den centrale folkeregering; titlen præsident fik han først i 1954. Chiang Kai-shek flyttede resterne af sine hære og omkring to millioner mennesker til Taiwan. Guomindang styrede Taiwan som etpartistat, ophævede undtagelsestilstanden i 1987 og holdt det første frie præsidentvalg i 1996. Folkerepublikken anser stadig Taiwan for en del af Kina.

Mao Zedongs liv og politik

Mao Zedong blev født 26. december 1893 i provinsen Hunan som søn af en driftig bonde. Han gik på lærerseminariet i provinshovedstaden Changsha, læste tidsskriftet Ny Ungdom og kom i 1918 med i Beijings marxistiske studiekreds, den første i Kina. I 1921 var han Hunans repræsentant ved partiets stiftende møde i Shanghai. Hans rapport om bondebevægelsen i Hunan fra 1927 blev hans gennembrud: revolutionen i Kina skulle komme fra landsbyerne.

Efter 1949 gennemførte partiet en jordreform, hvor godsejernes jord blev delt ud til fattige bønder. Den blev ledsaget af vold, og Lex skriver, at omkring 1 million godsejere blev dræbt. Ægteskabsloven fra 1950 lod kvinder eje jord og gjorde det lettere at blive skilt. Kina kæmpede på Nordkoreas side i Koreakrigen 1950-1953 og fulgte i den første femårsplan 1953-1957 det sovjetiske forbillede.

I 1956 inviterede Mao med De Hundrede Blomsters Kampagne de intellektuelle til at kritisere partiet. Kritikken blev hårdere, end han havde ventet, og i 1957 slog han tilbage: hundredtusinder blev stemplet som højreorienterede. I de år begyndte bruddet med Sovjetunionen at ulme. Khrusjtjovs opgør med Stalin i 1956 og hans fredeligere linje over for Vesten passede ikke Mao, og den sovjetiske ledelse var uenig i Maos strategi bag Det store spring fremad. I 1960 trak Sovjetunionen sine rådgivere ud af Kina.

Midt i det store spring, i april 1959, gik Mao af som statsoverhoved, men han forblev partiformand. Liu Shaoqi blev præsident, og sammen med Zhou Enlai og Deng Xiaoping rettede han økonomien op. I 1966 slog Mao tilbage med kulturrevolutionen. I sine sidste år åbnede han sammen med premierminister Zhou Enlai over for USA: i oktober 1971 fik Folkerepublikken Kinas plads i FN, og i 1972 besøgte præsident Nixon Beijing. Mao døde 9. september 1976. Hans balsamerede lig ligger i et mausoleum på Den Himmelske Freds Plads, bygget i 1977.

Maoisme: Maos kommunisme med bønderne i centrum

Maoisme er Maos udgave af marxismen-leninismen. På kinesisk hedder den Mao Zedong-tænkningen, og i 1945 blev den skrevet ind i partiets forfatning. Den vigtigste forskel til Marx og Lenin er, hvem der skal lave revolutionen. Hos Marx er det industriarbejderne i byerne. Mao mente, at Kina havde for få fabrikker, men hundreder af millioner fattige bønder med en lang tradition for oprør. Derfor skulle revolutionen begynde i landsbyerne.

Fire træk ved maoismen

Det sidste træk forklarer kampagnerne. Hvis kampen aldrig slutter, må partiet hele tiden finde nye fjender, også i egne rækker. Med markedsreformerne siden 1979 har partiet ifølge Lex i praksis forladt maoismens kerne, men Mao Zedong-tænkningen står stadig i partiets forfatning.

Det store spring fremad 1958-1961

Det store spring fremad var Maos kampagne fra 1958 for at gøre Kina til en industrimagt på rekordtid. Sloganet var, at Kina skulle overhale Storbritannien i stålproduktion på 15 år. Bønderne blev samlet i folkekommuner, omkring 26.000 i 1958, hvor jorden og arbejdet var fælles, og små baggårdsovne blev sat op overalt på landet.

Tænk på kampagnen som en række dominobrikker, hvor hver brik vælter den næste. Millioner af bønder blev sendt fra markerne til jernovnene, og jernet var for dårligt til at bruge. Imens stod kornet på markerne. Kampagnen mod de fire skadedyr i 1958, rotter, fluer, myg og spurve, udryddede så mange spurve, at insekterne fik frit spil. Lokale ledere turde ikke melde dårlige tal og opgav høsttal, der var langt højere end virkeligheden. Staten krævede korn ud fra de opdigtede tal, og landsbyerne blev efterladt uden mad. Tørke og oversvømmelser gjorde det værre.

Hungersnøden 1959-1961 er en af de værste i verdenshistorien. Lex skriver, at mellem 20 og 43 millioner mennesker døde; andre forskere har skønnet fra 15 til 46 millioner, og nyere skøn ligger mellem 30 og 46 millioner. Forsvarsminister Peng Dehuai kritiserede kampagnen på et partimøde i Lushan i 1959 og blev afsat, og derefter turde få andre sige fra. Først i 1960-1961 blev kampagnen rullet tilbage, og i begyndelsen af 1960’erne blev der eksperimenteret med markedsreformer.

Kulturrevolutionen 1966-1976

Kulturrevolutionen var en politisk massebevægelse, som Mao satte i gang i maj 1966. Den havde to mål: at fjerne hans modstandere i partiets top og at give ungdommen revolutionære erfaringer. Mao mente, at partiet efter det store spring var på vej mod kapitalismen, og at de ledere, der havde rettet økonomien op, især præsident Liu Shaoqi og generalsekretær Deng Xiaoping, var kapitalisttilhængere.

Optakten var et skuespil. Historikeren Wu Han, der var viceborgmester i Beijing, havde skrevet et stykke om Hai Rui, en minister fra Ming-tiden, der blev fængslet for at kritisere kejseren. Mao havde selv i april 1959 opfordret partifolk til at lære af Hai Rui og sige sandheden. Stykkets endelige udgave er fra 1961. I 1965 skrev Yao Wenyuan, der senere kom med i Firebanden, en hård kritik af det, og snart blev stykket læst som et forklædt angreb på Mao for afsættelsen af Peng Dehuai. Wu Han blev udrenset og døde i 1969.

Hvornår sluttede den? Den voldsomste fase stoppede ved partikongressen i april 1969, men officielt varede kulturrevolutionen til Maos død og Firebandens arrestation i 1976. Derfor står der 1966-1976 i de fleste bøger. Ingen kender dødstallet: skønnene går fra hundredtusinder til flere millioner. Lex’ artikel om Kinas historie siger op imod 1 million, Lex’ artikel om kulturrevolutionen nogle millioner. Skoler og universiteter var lukket i lange perioder, og uddannelsessystemet led stor skade.

Den Lille Røde, en samling Mao-citater i lommeformat, som Lin Biao udgav i 1964 til hæren, blev kulturrevolutionens symbol. Rødgardisterne viftede med den, og der blev trykt omkring en milliard eksemplarer af den. Firebanden blev dømt i 1980-1981; Jiang Qing og Zhang Chunqiao fik dødsdomme, der blev ændret til livsvarigt fængsel.

Deng Xiaoping og reformerne efter 1978

Deng Xiaoping var en af de oprindelige revolutionære og var politisk kommissær under Den lange march. Han blev frataget sine poster to gange: under kulturrevolutionen i 1966 og igen i 1976 af Firebanden. Han kom tilbage i 1977, og ved centralkomiteens tredje plenum i december 1978 overtog han og hans tilhængere initiativet. Nu blev vækst i økonomien partiets vigtigste opgave i stedet for klassekamp. Deng blev Kinas reelle leder, selv om han aldrig blev partiformand eller præsident.

Deng kaldte sin model socialisme med kinesiske særtræk: partiet beholder hele den politiske magt, men markedet får lov at styre økonomien. Partiet holdt fast i, at målet stadig var kommunismen.

Dengs reformer

Men de økonomiske reformer kom ikke med politisk frihed. Da aktivisten Wei Jingsheng i 1979 kritiserede Deng i skriftet “Ønsker vi nyt demokrati eller nyt diktatur?”, fik han 15 års fængsel. Efter 1989 strammede partiet grebet. I januar og februar 1992 rejste den 87-årige Deng gennem Sydkina, blandt andet Shenzhen, og krævede, at reformerne fortsatte. Rejsen satte gang i årtiers rekordvækst. Deng døde 19. februar 1997 og kaldes i Kina arkitekten bag reformerne.

Den Himmelske Freds Plads 1989

Den Himmelske Freds Plads, Tiananmen-pladsen, ligger midt i Beijing foran porten til det gamle kejserpalads. Tiananmen betyder Den himmelske freds port, og pladsen er med sine 40 hektar en af verdens største. Her udråbte Mao Folkerepublikken, og her ligger hans mausoleum. I foråret 1989 blev den centrum for en stor protestbevægelse.

Det begyndte 15. april 1989, da Hu Yaobang døde. Han havde været partiets generalsekretær og var blevet afsat i 1987 efter studenterprotester, anklaget for at være for blød over for borgerlig liberalisme. Studenterne samledes for at mindes ham, og sorgen blev til krav: et opgør med korruption og magtmisbrug, frihed og demokrati. Fabriksarbejdere, offentligt ansatte og dele af partiet sluttede sig til, og protesterne bredte sig til over hundrede byer.

Ingen kender dødstallet. Regeringens egen opgørelse i juni 1989 var 241 døde, inklusive 23 soldater og politifolk. Lex skriver, at mange hundrede civile blev dræbt, og andre skøn går fra flere hundrede til flere tusinde. I Kina må begivenhederne stadig ikke diskuteres frit, og billedet af manden foran kampvognene er censureret.

Kina i dag: fra Jiang Zemin til Xi Jinping

Efter 1989 fulgte Dengs efterfølgere hans linje: vækst og markedsøkonomi under partiets styre. Jiang Zemin blev partileder i 1989 og var præsident 1993-2003. Under ham kom Hongkong tilbage i 1997, og Kina kom med i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Hu Jintao var præsident 2003-2013. Ifølge Verdensbanken har Kina siden 1978 fået 800 millioner mennesker op over fattigdomsgrænsen, men uligheden og forureningen voksede.

Xi Jinping blev partiets generalsekretær i 2012 og præsident i 2013. Han har brudt med partiets tidligere kollektive ledelse og samlet magten om sig selv, og hans tanker er skrevet ind i forfatningen på linje med Mao Zedong-tænkningen. I 2018 blev loftet over antal præsidentperioder fjernet, og han blev genvalgt som generalsekretær i 2022 og som præsident i 2023. Xi taler om den kinesiske drøm: at Kina i 2049, 100 år efter Folkerepublikkens grundlæggelse, skal være en stærk og moderne socialistisk nation.

Er Kina så kommunistisk i dag? Officielt ja: Kinas Kommunistiske Parti har omkring 98 millioner medlemmer og udpeger lederne på alle niveauer af staten. Der findes otte små partier, men ifølge Lex har de ingen reel indflydelse og styres af kommunistpartiet. Målet er stadig kommunismen. I praksis har Kina markedsøkonomi og en stor privat sektor, men et autoritært politisk system uden frie valg, hvor partiet har particeller i alle ministerier og virksomheder.

Historiebrug: sådan fortæller Kina sin egen historie

Historiebrug er kernestof i historie A og B. Kina er et af de stærkeste eksempler, fordi partiet bruger historien aktivt til at begrunde sin egen magt. Se på de fem fortællinger herunder, og spørg hver gang: Hvem fortæller, hvad skal fortællingen gøre, og hvad bliver udeladt?

Fem fortællinger, partiet bruger

Fire kilder, du kan møde til eksamen

Til den mundtlige prøve i historie får du et ukendt materialesæt. Kinas historie er fuld af kilder, hvor afsenderen har en klar interesse. Her er fire, og de spørgsmål, du skal stille dem.

Kina til eksamen i historie

Kina passer ind i flere af kravene til historie. Læreplanen for historie A på stx fra 2022 kræver, at mindst ét forløb handler om et samfund uden for Europa og USA, og at forløbene spreder sig i tid, med mindst ét efter ca. 1900. Kina kan dække begge dele. Kernestoffet nævner blandt andet styreformer, politiske og sociale revolutioner, politiske ideologier, globalisering og historiebrug.

Til den mundtlige prøve i historie A trækker du et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider, har cirka 90 minutters forberedelse og opstiller og besvarer to til tre problemstillinger. Prøven varer cirka 30 minutter og begynder med din præsentation på 7-10 minutter. I historie B på hhx er materialet tre til fire normalsider, også med cirka 90 minutters forberedelse, og kernestoffet nævner blandt andet “udviklingen i Europas position i verden” og økonomisk udvikling. Her er Kinas vej fra opiumskrigene til en af verdens største økonomier oplagt.

Et godt oplæg skelner mellem forklaringstyper: økonomiske (handelsunderskuddet, hungersnøden), politiske (magtkampe i partiet), ideologiske (maoismen) og internationale (Sovjetunionen, Japan, USA). Sig, hvilken type du bruger, og hvorfor den vejer tungest i netop dit materiale.

Prøv selv: tre opgaver med mindre hjælp

De tre opgaver bliver sværere. Lav den første med hjælpen, den anden med mindre, og den tredje selv.

Opgave 1 (med hjælp)

Forklar med egne ord, hvorfor Himlens mandat gjorde det lettere at vælte et dynasti.

Hjælp: Brug tre ord fra afsnittet om dynastierne: retten, betingelsen og tegnene. Begynd med “Kejseren havde ret til at regere, så længe …”, og slut med et eksempel på et tegn, folk kunne pege på.

Opgave 2 (med mindre hjælp)

Sæt fem begivenheder i rækkefølge, og forklar for hver, hvordan den svækkede Qing-dynastiet: Bokseropstanden, Nanjingtraktaten, Taipingoprøret, nederlaget til Japan, sommerpaladsets brand.

Hjælp: Tidslinjen øverst på siden har årstallene.

Opgave 3 (selvstændig)

Vælg én af de fire kilder ovenfor. Opstil en problemstilling, som kilden kan bruges til, og skriv tre sætninger: hvem der er afsender, hvad kilden kan bruges til, og hvad den ikke kan bruges til.

Opgaver om Kina i biblioteket

Opgavebiblioteket har mange elevopgaver om Kina, de fleste som SRP i historie og samfundsfag. Læs dem for opbygningen og problemformuleringen, ikke for at låne formuleringer. Søg på titlen i opgavebiblioteket.

Se forskellen

Rigtigt og forkert