Antisemitisme: hvad betyder det, og hvor kommer jødehadet fra?

Fra det genkendelige

Stereotyp og syndebuk: to mekanismer, du kender

Forestil dig, at en telefon forsvinder i omklædningsrummet. Ingen ved, hvem der har taget den. Alligevel skriver én i klassens chat: “Det er sikkert en fra 1.c, de er altid sådan.” To andre sætter et grinende ansigt under. I den ene besked er der to ting, du allerede kan genkende.

Den første er en stereotyp: en forestilling om, at alle i en gruppe er ens og har de samme dårlige egenskaber. Den anden er en syndebuk: én gruppe får skylden for et problem uden bevis, så de andre slipper for at se på årsagen. Ingen har undersøgt noget, men nu hænger mistanken ved alle i 1.c.

Antisemitisme bygger på de samme to mekanismer, rettet mod jøder. Forskellen er enorm: den har levet i over 2.000 år, begrundelsen har skiftet fra religion til race og konspiration, og i lange perioder stod kirker, konger og stater bag den med love, udvisninger og drab. Når du læser en kilde, kan du spørge som ved chatbeskeden: hvem bliver gjort ens, og hvem får skylden for hvad?

Hvorfor hedder det antisemitisme?

“Semitisk” er egentlig navnet på en sprogfamilie, som blandt andet tæller hebraisk, arabisk og aramæisk. Ordet kommer af Sem, en af Noas sønner i Det Gamle Testamente. I 1800-tallet begyndte forfattere at tale om “semitter” som en race i modsætning til “ariere”, selv om sprog og afstamning er to forskellige ting.

Den jødiske forsker Moritz Steinschneider fra Mähren brugte ordet “antisemitisk” allerede i 1860 om en fransk filosofs fordomme om “semitiske racer”. Ordet slog igennem i 1879, da den tyske journalist Wilhelm Marr udgav et skrift om en påstået kamp mellem jøder og tyskere og grundlagde Antisemitter-ligaen. Han og hans tilhængere kaldte sig selv antisemitter, fordi et videnskabeligt klingende ord lød pænere end det gamle “jødehad”.

Siden ordet slog igennem i 1879, har det betydet had til jøder, ikke had til alle, der taler et semitisk sprog. Mange forskere skriver det derfor i ét ord, antisemitisme, og ikke anti-semitisme: der findes ingen “semitisme”, som hadet er imod. Søger du på “anti semitisme” eller “antesemitisme”, er det det samme ord.

Typerne

Fire former: religion, økonomi, nation og race

Antijudaisme: kirken og middelalderen

Antisemitismens rødder ligger i det, historikere kalder antijudaisme: fjendskab mod jødedommen som religion. Den tidlige kirke lærte, at kristendommen havde afløst jødedommen, og at jøderne var blinde, fordi de ikke anerkendte Jesus som Messias. Værst var anklagen for gudsmord: at jøderne som folk havde skylden for Jesu død. De fleste historikere er i dag enige om, at Jesus blev henrettet af den romerske magt, der så ham som en politisk trussel.

I middelalderen var jøderne den eneste religiøse minoritet i et kristent Europa, og anklagerne blev til vold. Under det første korstog i 1096 blev jødiske samfund i Rhinlandet massakreret. Fra 1144 bredte ritualmordsanklagen sig: myten om, at jøder dræbte kristne børn og brugte deres blod. Det fjerde Laterankoncil i 1215 krævede, at jøder skulle kunne kendes på tøjet. Da den sorte død ramte Europa fra 1348, fik jøderne skylden for at forgifte brøndene, og i byer som Strasbourg, Basel og Frankfurt blev jødiske samfund udslettet.

Også reformationen arvede fjendskabet. I 1543 skrev Martin Luther et skrift mod jøderne, hvor han opfordrede til at brænde synagoger og jødiske skoler og tage jødernes ejendom. Du kan læse om Luther og reformationen på vores side om den. Først i 1965 slog den katolske kirke fast, at Jesu død ikke kan lægges alle jøder til last.

Racelæren: fra tro til blod i 1800-tallet

I 1800-tallet fik jøderne i det ene land efter det andet samme borgerrettigheder som andre. Netop da skiftede jødehadet form. Da jøderne kunne vælge erhverv, blive embedsmænd og studere, mente nogle, at de tog pladsen fra andre. I 1819 brød Hep-Hep-optøjerne ud i Würzburg og bredte sig gennem de tyske stater, og samme år kom uroen til København.

Fra 1870’erne kom racelæren til. Pseudovidenskabelige teorier om menneskeracer og socialdarwinisme påstod, at folk var biologisk forskellige og kæmpede om overlevelse. Antisemitterne brugte dem til at sige, at jødernes påståede egenskaber gik i arv og aldrig kunne ændres. Så hjalp det ikke at lade sig døbe: en døbt jøde var stadig “jøde af blod”. Det var et brud med middelalderen, hvor dåben i princippet gjorde én kristen.

Antisemitisme blev nu politik. I Wien vandt Karl Lueger borgmesterposten i 1897 blandt andet med antisemitisk retorik. I Frankrig blev den jødiske officer Alfred Dreyfus i 1894 uskyldigt dømt for landsforræderi, og sagen splittede landet, til han blev renset i 1906. I det russiske kejserrige fulgte bølger af pogromer efter mordet på zar Alexander 2. i 1881. Pogrom er russisk og betyder at ødelægge med vold.

Konspirationsmyten: Zions Vises Protokoller

Den mest skadelige antisemitiske tekst er en forfalskning. Zions Vises Protokoller udkom første gang i en russisk avis i 1903 og foregiver at være referater fra et hemmeligt møde, hvor jødiske ledere planlægger at overtage verden. Store dele er skrevet af efter en fransk satire fra 1864, der slet ikke handlede om jøder. Den britiske avis The Times afslørede forfalskningen i 1921.

Alligevel blev den oversat til mange sprog og brugt af nazisterne, og den deles stadig på nettet. Det er konspirationsmyten i sin reneste form: alle store begivenheder forklares som resultatet af en hemmelig jødisk sammensværgelse. Efter første verdenskrig fik den sin tyske udgave i dolkestødslegenden, påstanden om, at jøder og socialister havde forrådt hæren. Den var usand: tyske jøder havde kæmpet loyalt i hæren, flere end deres andel af befolkningen svarede til.

Nazismen: fra ord til lov til folkedrab

Nazismen samlede alle fire former i én ideologi og gjorde den til statens politik. Racelæren delte menneskeheden i “ariere” og “undermennesker” og gjorde jøderne til den største fjende. Du kan se, hvordan ideerne står i Mein Kampf, og hvordan krigen og folkedrabet forløb på vores side om Holocaust under anden verdenskrig. Her er trappen fra ord til drab.

Antisemitisme i Danmark

Danmark har haft mindre antisemitisme end mange andre europæiske lande, men ikke ingen. Den første jødiske menighed i Danmark er fra 1684. Ved en kongelig anordning i 1814 fik jøderne næsten samme rettigheder som andre, og grundloven i 1849 gav fuld religionsfrihed og ligestilling. Fra september 1819 til september 1820 ramte en række optøjer, Jødefejden, jødiske butikker, huse og personer, mest i København og også i Odense og Helsingør.

Straffelovens § 266 b, som i dag kaldes racismeparagraffen, blev indført i 1939 for at værne mod den antisemitisme, der også var dukket op i Danmark under indflydelse fra Nazityskland. I oktober 1943 ville den tyske besættelsesmagt deportere de danske jøder. Omkring 7.200 jøder og 680 ikke-jødiske familiemedlemmer kom over Øresund til Sverige; 470 blev deporteret til Theresienstadt. Læs mere om Danmark under anden verdenskrig.

I dag er antisemitismen igen synlig. Natten til 15. februar 2015 blev den 37-årige vagt Dan Uzan skudt og dræbt ved synagogen i Krystalgade i København. AKVAH, Det Jødiske Samfunds registrering af antisemitiske hændelser, talte 199 hændelser i 2025. Siden registreringen begyndte i 2012, er der kun talt flere i 2024. En stor del af hændelserne siden 7. oktober 2023 har knyttet sig til krigen i Gaza.

Antisemitisme i dag

Antisemitisme i dag findes hos mennesker med mange forskellige baggrunde og religioner og på både venstre- og højrefløjen. De gamle myter går igen: at jøder styrer medierne eller økonomien, ofte gemt bag kodeord som “globalister” eller navnet på en enkelt jødisk rigmand. Holocaustbenægtelse og Holocaustfordrejning er nyere former: påstanden om, at folkedrabet ikke skete eller er overdrevet.

Meget af det sker på nettet, men også i skolen, på gaden og i politiske debatter. Når en konflikt i Mellemøsten blusser op, stiger antallet af hændelser i Europa, fordi nogle gør alle jøder ansvarlige for Israels handlinger. Det er kollektiv skyld, og det er et kendetegn ved antisemitisme.

Antisemitisme, racisme og kritik af Israel: hvor går grænsen?

Begreberne bliver ofte blandet sammen, og det er et af de steder, hvor en opgave kan vinde eller tabe point. Antisemitisme er en form for racisme, men den har særtræk: myten om jødisk magt og sammensværgelse gør jøder til både underlegne og farligt stærke på samme tid. Zionisme er bevægelsen for en jødisk stat, som voksede frem i slutningen af 1800-tallet, blandt andet med Theodor Herzls skrift Der Judenstaat fra 1896. Antizionisme er modstand mod den idé eller mod staten Israel.

Den mest brugte definition er IHRA’s arbejdsdefinition fra 2016. Den beskriver antisemitisme som en bestemt opfattelse af jøder, der kan komme til udtryk som had mod jøder, og den har 11 eksempler, hvoraf 7 handler om Israel. Den siger også, at kritik af Israel af samme slags som kritik af ethvert andet land ikke er antisemitisk. Definitionen er ikke juridisk bindende.

Kritikere mener, at eksemplerne om Israel gør det for let at kalde legitim politisk kritik antisemitisk. I 2021 kom derfor Jerusalem-erklæringen, skrevet af forskere og underskrevet af omkring 200, med en kort definition: antisemitisme er diskrimination, fordomme, fjendtlighed eller vold mod jøder som jøder. Den har 15 retningslinjer, der også siger, hvad der ikke i sig selv er antisemitisk. Erklæringen er selv blevet kritiseret, blandt andet for at gøre det sværere at genkende antisemitisme, der optræder som kritik af Israel. Du skal ikke vælge side i en opgave, men du skal kunne redegøre for begge og bruge testene nedenfor.

Se forskellen

Rigtigt og forkert

Øv dig

Prøv selv: tre opgaver med mindre hjælp

Tre opgaver, hvor hjælpen bliver mindre for hver gang. Skriv dit svar, før du åbner forslaget. Kan du den sidste uden hjælp, kan du bruge begrebet selvstændigt til prøven.

1. Med fuld hjælp: hvilken form er det?

Sortér de fire udsagn efter de fire former (religiøs, økonomisk, nationalistisk, racistisk). Skabelon: “Udsagnet er [form], fordi det begrunder hadet med [tro/penge/nation/blod].” A: En prædikant i 1300-tallet siger, at jøderne har skylden for Kristi død. B: En avis i 1880 skriver, at jøder aldrig kan blive rigtige tyskere, fordi de hører til et andet folk. C: En pjece i 1920 påstår, at det er medfødt hos jøder at snyde, så dåb ændrer intet. D: Et opslag på nettet i dag hævder, at én jødisk familie styrer verdens banker.

2. Med lidt hjælp: modsigelsen i Nürnberglovene

Ifølge Nürnberglovene og tilføjelsen til dem i november 1935 var man jøde, hvis man havde tre eller fire jødiske bedsteforældre, og en bedsteforælder regnedes som jødisk, hvis han eller hun hørte til den jødiske menighed. Forklar i tre sætninger, hvad det viser om racelæren. Hjælp: hvad afgjorde i sidste ende “racen”?

3. Uden hjælp: tre problemstillinger til et materialesæt

Du trækker tre bilag: en plakat til den nazistiske udstilling “Der ewige Jude” fra 1937, uddrag af Nürnberglovene fra 1935 og en dansk avisartikel om flugten til Sverige i oktober 1943. Formulér tre problemstillinger: én, der redegør, én, der analyserer, og én, der diskuterer.

Til opgaven

Sådan bruger du antisemitisme i en opgave

Opgaver om antisemitisme i biblioteket

Opgavebiblioteket har elevopgaver, hvor antisemitisme er en del af emnet. Skriv “jøde”, “nazisme” eller “Holocaust” i søgefeltet i opgavebiblioteket. Læs dem for opbygningen og brugen af kilder, ikke for at låne formuleringer.