Reformationen: Martin Luther, de 95 teser og reformationen i Danmark 1536

Fra det genkendelige

Du kender allerede reformationen

Har du været til konfirmation, har du mødt reformationen. I flere hundrede år skulle danske børn lære Luthers Lille Katekismus udenad, den lille bog med De Ti Bud, trosbekendelsen og Fadervor, som Luther skrev i 1529, så en husfar kunne lære sin husstand troen. Den kom på dansk i 1532, og fra 1736 var konfirmationen lovpligtig med en prøve i kristendomskundskab.

Reformationen står også i grundloven. Paragraf 4 siger: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Ordet luthersk er Martin Luthers navn, og blandt Folkekirkens bekendelsesskrifter er stadig to skrifter fra reformationen: Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og Luthers Lille Katekismus.

Tænk også på 31. oktober. I dag klæder mange sig ud til halloween, aftenen før allehelgensdag. Det var netop den dag i 1517, Luther sendte sine teser. Dagen efter, på allehelgensdag, viste kurfyrsten i Wittenberg sin store samling af helgenknogler og andre relikvier frem i slotskirken, og den, der så dem, kunne få aflad. Lutherske kirker fejrer stadig 31. oktober som reformationsdag.

Går du ind i en gammel landsbykirke og ser malerier af helgener på hvælvingerne, er de som regel ældre end reformationen. De overlevede, fordi Luther ikke havde noget imod billeder, så længe man ikke tilbad dem; mange blev først kalket over senere. Og synger du “Vor Gud han er så fast en borg” i kirken, synger du en af Luthers egne salmer.

Brug det, du kender, som knager at hænge stoffet på: katekismen er Luthers pædagogik, grundloven er reformationens politiske arv, og kalkmalerierne viser, at bruddet ikke ryddede alt det gamle væk. Spørg ved hvert afsnit på siden: er det her religion, eller er det politik?

Reformation, luthersk og protestant: hvad betyder ordene?

Reformation kommer af latin reformare, at forme igen. Luther og hans tilhængere ville ikke grundlægge en ny kirke, men føre den gamle tilbage til det, de mente var Bibelens kristendom. Resultatet blev noget andet: et skisma, en splittelse, hvor den vestlige kirke delte sig i flere.

Luthersk betyder, at en kirke bygger på Luthers lære. De lutherske kirker kalder sig også evangeliske af evangelium, det gode budskab, fordi de ville sætte Bibelens budskab over kirkens tradition. Lutherdom og lutheranisme er gamle ord for det samme.

Ordet protestant er yngre end reformationen. På rigsdagen i Speyer 19. april 1529 ville det katolske flertal sætte forbuddet mod Luther og hans lære i kraft igen. Seks lutherske fyrster og 14 rigsstæder skrev en formel protest mod beslutningen, og siden blev de kaldt protestanter. I dag bruges protestantisk om alle kirker, der udspringer af reformationen: lutherske, reformerte, anglikanske og senere frikirker.

Hvorfor kom reformationen? Fire forudsætninger

Luther var ikke den første, der kritiserede kirken. Englænderen John Wycliffe angreb pavens magt og kirkens rigdom i 1300-tallet, og Jan Hus blev brændt i 1415 for at sige noget lignende. Forskellen i 1517 var, at fire ting var på plads på samme tid.

Det, der var anderledes i 1517

Aflad og afladshandel: det, Luther gjorde oprør mod

Forestil dig, at du kører over for rødt og bliver stoppet. Du kan sige undskyld, og politibetjenten kan tro på, at du mener det. Men bøden skal stadig betales. Sådan tænkte kirken om synd. I skriftemålet kunne præsten give syndsforladelse, så skylden var væk. Men der var stadig en straf tilbage, som skulle afsones, enten i dette liv eller i skærsilden, et rensende sted mellem død og himmel. Aflad var kirkens eftergivelse af den straf, helt eller delvis, til den, der angrede og gjorde det, kirken foreskrev: bad, fastede eller gav en gave.

I senmiddelalderen kunne gaven være penge, og afladen kunne købes for afdøde familiemedlemmer. Kirken udstedte afladsbreve, og for mange almindelige mennesker blev forskellen mellem at købe aflad og at få sine synder tilgivet utydelig.

Afladen fra 1515 havde en særlig historie. Pave Leo 10. udskrev den til byggeriet af Peterskirken. Den unge Albrecht af Brandenburg, der var blevet ærkebiskop af Mainz og havde lånt penge hos bankhuset Fugger for at betale paven for retten til flere bispeembeder, fik lov at prædike afladen i sine områder. Halvdelen af indtægterne gik til Rom, halvdelen til Albrechts egen kasse. Dominikanermunken Johann Tetzel solgte den nær Wittenberg fra 1516.

Den katolske kirke har ikke afskaffet aflad, men Tridentinerkoncilet forbød handlen med afladsbreve i 1500-tallet. Det var altså salget, ikke selve tanken om aflad, der blev opgivet.

Martin Luther: hvem var han?

Martin Luther blev født 10. november 1483 i Eisleben i det nuværende Sachsen-Anhalt og voksede op i nabobyen Mansfeld, hvor faderen arbejdede i bjergværkerne. Faderen ville have ham til at blive jurist. I juli 1505 blev den unge student overrasket af et voldsomt tordenvejr på vej tilbage til universitetet i Erfurt. Han lovede at gå i kloster, hvis han slap levende fra det, og 17. juli bankede han på hos augustinereremitterne i Erfurt, mod faderens vilje.

Som munk kæmpede han med, hvordan et syndigt menneske kunne bestå over for en retfærdig Gud. Han blev præsteviet i 1507, kom til Wittenberg og blev i 1512 doktor i teologi og professor i bibelfortolkning. Under forelæsningerne over Salmerne og Paulus’ breve til romerne og galaterne nåede han frem til det, der blev kernen i hans lære: Guds retfærdighed er ikke et krav, mennesket skal leve op til, men en gave, det modtager ved tro.

Efter teserne i 1517 gik det stærkt. I 1518 skulle han forklare sig for kardinal Cajetan, i 1519 diskuterede han med teologen Johann Eck i Leipzig, og i 1520 skrev han de skrifter, der gjorde bruddet åbent. Den 10. december 1520 brændte han pavens trusselsbrev og kirkens lovbøger offentligt, og 3. januar 1521 blev han bandlyst. Hans fyrste, kurfyrst Frederik den Vise, lod ham på vej hjem fra Worms “bortføre” og i hemmelighed skjule på borgen Wartburg. Her oversatte han Det Nye Testamente til tysk på elleve uger, og i marts 1522 vendte han tilbage til Wittenberg. Oversættelsen udkom i september 1522; hele Bibelen kom i 1534. Han var ikke den første: Johann Mentelin trykte en tysk bibel allerede i 1466, og der kom mindst 18 tyske bibeludgaver før Luthers. Men de gamle oversættelser fulgte latinen ord for ord, mens Luther skrev, så tyskere kunne forstå det, og hans sprog blev afgørende for det tyske skriftsprog.

I 1525 giftede han sig med Katharina von Bora, en tidligere nonne, der var flygtet fra sit kloster. De fik seks børn og boede i det gamle augustinerkloster i Wittenberg, hvor evangeliske fra hele Europa kom og gik. Ægteskabet var et opgør i praksis med kravet om, at præster ikke må gifte sig. Luther døde 18. februar 1546 i Eisleben, den by, han var født i. Wittenberg hedder i dag officielt Lutherstadt Wittenberg.

Luthers liv på fem steder

Luthers lære i fem punkter

Luthers lære samles ofte i tre ord på latin med “alene”: sola fide, sola gratia og sola scriptura. Dertil kommer to tanker, der fik stor betydning for samfundet.

Det almindelige præstedømme forklarer meget af det, der ændrede sig i kirken. Når alle kan læse Bibelen, skal den findes på modersmålet. Når menigheden er med, skal den synge med. Luthers tyske gudstjeneste fra 1526 havde salmer, læsninger og trosbekendelse på tysk, og salmesangen blev en måde at lære troen på.

Toregimentelæren forklarer omvendt, hvorfor reformationen blev så god for fyrsterne. Da bønderne i 1525 brugte Luthers ord om frihed til at kræve frihed fra livegenskab, gav han øvrigheden ret og opfordrede fyrsterne til at slå oprøret ned. For Luther var lighed for Gud ikke det samme som lighed i samfundet.

Også protestanterne var uenige indbyrdes, især om nadveren. Ved et møde i Marburg i 1529 kunne Luther og schweizeren Huldrych Zwingli blive enige om 14 af 15 punkter, men ikke om det sidste: For Luther var Kristus virkelig til stede i brød og vin, for Zwingli var nadveren et minde. Den uenighed skilte de lutherske og de reformerte kirker i århundreder.

De 95 teser: hvad stod der?

Teserne hed på latin Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum, “disputats til afklaring af afladens kraft”. En tese er en påstand, man vil forsvare i en lærd diskussion, og de 95 var skrevet på latin til teologerne, ikke til folket. Luther sendte dem 31. oktober 1517 med et brev til ærkebiskop Albrecht af Mainz og skrev omkring samme tid til sin egen biskop i Brandenburg.

Slog han dem op på kirkedøren? Måske. Det var skik at hænge teser til en disputats op på kirkedørene i Wittenberg, men den første, der nævner opslaget, er Luthers medarbejder Philipp Melanchthon, og hans dato passer ikke med det, Luther selv fortalte. Luther sagde altid, at han gik den rette vej og skrev til sine foresatte. Historikere er stadig uenige, og det er et godt eksempel på, at en berømt scene kan være en senere fortælling.

Her er otte af teserne i vores egen oversættelse fra latin. Læg mærke til, at Luther i begyndelsen forsvarer paven og angriber prædikanterne, og at tonen bliver skarpere mod slutningen.

Teserne angriber ikke skærsilden, og de kræver ikke en ny kirke. De angriber, at frelse bliver gjort til en vare. Det farlige for kirken var, at de hurtigt blev oversat og læst af mange flere end de teologer, de var skrevet til. Spørgsmålet om aflad blev på få år til et spørgsmål om, hvem der har magten i kirken.

Reformationen i Tyskland: fra Worms til Augsburg

I april 1521 stod Luther på rigsdagen i Worms foran den unge kejser Karl 5., der også var konge af Spanien og herre over Nederlandene. Han blev bedt om at trække sine skrifter tilbage. Han svarede, at han kun kunne overbevises af Skriften eller af klare grunde, og at det hverken er sikkert eller rigtigt at handle imod sin samvittighed. De berømte ord “Her står jeg, jeg kan ikke andet” bygger på traditionen, og historikerne er ikke sikre på, at han sagde dem. Worms-ediktet fra 8. maj 1521 gjorde ham fredløs og forbød hans skrifter, men det blev aldrig gennemført fuldt ud.

Mens Luther sad på Wartburg, ville andre gå hurtigere frem. I Wittenberg gennemtvang kollegaen Andreas Karlstadt og andre hurtige ændringer, så byen kom i uro, og præsten Thomas Müntzer prædikede væbnet kamp mod de gudløse. Luther kaldte dem sværmere og vendte i marts 1522 tilbage til Wittenberg for at stoppe uroen.

Den tyske bondekrig 1524-1526 var den største opstand i Europa før den franske revolution. Bønderne samlede deres krav i De 12 Artikler i 1525: mindre tiende, frit præstevalg og afskaffelse af livegenskabet, alt begrundet i Bibelen. Luther skrev først en opfordring til begge parter om fred. Da oprøret bredte sig, skrev han skriftet Mod bøndernes røveriske og morderiske bander, hvor han bad fyrsterne om at slå oprørerne ned, som man slår en gal hund ihjel. Bønderne blev knust, og Müntzers hær tabte ved Frankenhausen 15. maj 1525.

På rigsdagen i Augsburg i 1530 skulle de lutherske fyrster forklare deres tro for kejseren. Luthers kollega Philipp Melanchthon skrev Den Augsburgske Bekendelse i 28 artikler: de første 21 om læren i en forsonlig tone, de sidste syv om de misbrug, reformationen havde afskaffet, fx præsternes cølibat og klosterløfterne. Året før havde en osmannisk hær belejret Wien. Kejseren afviste bekendelsen, men den blev de lutherske kirkers vigtigste bekendelsesskrift og er det stadig i Danmark.

Efter en krig mellem kejseren og de lutherske fyrster i 1546-1547 kom religionsfreden i Augsburg i 1555. Hver fyrste fik ret til at bestemme, om hans land skulle være katolsk eller luthersk, et princip, der senere fik navnet cuius regio, eius religio: hvis land, hans religion. De reformerte, calvinisterne, var ikke med. Først freden i Westfalen i 1648, efter Trediveårskrigen, tog dem med.

Calvin, Zwingli og England: andre protestanter

Modreformationen: den katolske kirkes svar

Den katolske kirke svarede på to måder: den fordømte reformatorerne, og den reformerede sig selv. Tridentinerkoncilet, et kirkemøde i Trento i Norditalien, holdt med pauser fra 1545 til 1563. Det fastslog, at kirkens tradition står ved siden af Bibelen, at der er syv sakramenter, og at mennesket ikke bliver retfærdiggjort ved tro alene. Samtidig ryddede det op: biskopperne skulle bo i deres stifter, præsterne skulle uddannes, og handlen med afladsbreve blev forbudt.

Jesuitterordenen blev stiftet i 1534 af spanieren Ignatius af Loyola og godkendt af paven i 1540. Jesuitterne byggede skoler og universiteter og blev modreformationens fortrop. Resultatet var, at Sydeuropa blev ved med at være katolsk, mens Nordeuropa blev protestantisk. Det skel kan du stadig se på et kort over Europas kirker i dag.

Reformationen i Danmark 1536

Reformationen i Danmark var ikke én dag, men et forløb over 15 år i tre faser. I 1520’erne bredte lutherdommen sig i byerne under en konge, der lod den ske. I 1534-1536 blev spørgsmålet afgjort i en borgerkrig om tronen. Og fra 1536 til 1539 blev den nye kirke bygget op med lov, ordinans og nye biskopper.

Før 1536: Haderslev, Viborg og Hans Tausen

Den unge hertug Christian, den senere Christian 3., var med på rigsdagen i Worms i 1521 og hørte Luther selv. Fra midten af 1520’erne indførte han lutherdommen i Haderslev og Tørning len i Sønderjylland og hentede folk fra universitetet i Wittenberg til at uddanne nye præster.

I Viborg begyndte johannitermunken Hans Tausen i 1526 at prædike lutherdom. Han havde studeret i Wittenberg 1523-1524. Hans orden smed ham ud, men borgerne tog ham til sig, og i oktober 1526 tog kong Frederik 1. ham som sin kapellan, så han var beskyttet. Tre år senere hentede kongen ham til København. Han kaldes “den danske Luther” og blev biskop i Ribe i 1541. Også i Malmø og på Fyn fik den nye lære tidligt fodfæste.

Frederik 1. var officielt katolsk konge, men han beskyttede de evangeliske prædikanter og vakte opsigt, da han brød fredagsfasten i 1526. Samme år besluttede kongen og rigsrådet, at nye biskopper ikke længere skulle godkendes af paven. Det var i praksis det første brud med Rom. På herredagen i København i 1530 fremlagde Tausen og de andre prædikanter en luthersk trosbekendelse, Confessio Hafniensis.

Den mest bidske modstander var karmelitermunken Poul Helgesen. Han var selv kritisk over for kirkens forfald og havde oversat Erasmus, men han hadede lutheranerne og kaldte kongen “kirkerøverisk”. Mange af de evangeliske prædikanter havde ironisk nok været hans elever. Også Christian 2., der var fordrevet i 1523, havde i eksilet sluttet sig til Luthers lære.

Grevens Fejde 1534-1536: Danmarks sidste borgerkrig

Grevens Fejde var en borgerkrig i Danmark fra 1534 til 1536 om, hvem der skulle være konge. Frederik 1. døde 10. april 1533, og den oplagte efterfølger var hans ældste søn, hertug Christian. Men han var åben lutheraner, og de katolske biskopper i rigsrådet fik kongevalget udskudt. Officielt for at det norske rigsråd kunne nå at være med, i virkeligheden også for at undgå en luthersk konge.

Den kongeløse tid blev udnyttet udefra. Hansestaden Lübeck, ledet af borgmester Jürgen Wullenwever, ville styrke sin magt over Østersøhandelen og sendte i 1534 lejetropper til Danmark under grev Christoffer af Oldenburg. Det officielle mål var at sætte den fængslede eks-konge Christian 2. tilbage på tronen. Det er greven, der har givet krigen navn.

Hvem kæmpede mod hvem?

Skipper Clement havde siden 1525 ført sin egen krig til søs for Christian 2. I Nordjylland blev herregårde og bispegårde plyndret og brændt, og efter sejren ved Svenstrup 16. oktober gik bondehæren mod Randers, hvor angrebet mislykkedes. Clement blev halshugget i Viborg i september 1536.

Var det så en religionskrig? Kun delvis. De katolske biskopper udskød kongevalget for at undgå en luthersk konge. Men greven var selv protestant, og Jørgen Kock, der førte Malmø over til Christian 2., havde støttet de lutherske prædikanter i byen siden 1527. Christian 2. havde sluttet sig til Luther i eksilet, men i 1530 afsvor han lutherdommen for at få kejserens hjælp. Historikere ser derfor også krigen som en kamp, hvor borgere og bønder stod mod adelen.

Krigen fik store følger. De oprørske bønder blev straffet hårdt, og bønderne i Danmark gjorde aldrig mere oprør. Hansestædernes magt i Østersøen var på retur. Og kongen og adelen stod sammen som sejrherrer, mens biskopperne havde tabt alt. Christian 2. kom aldrig fri; han sad fængslet til sin død i 1559.

1536: bisperne fængsles, og kongen bliver kirkens overhoved

Den 12. august 1536 lod Christian 3. de katolske biskopper arrestere, og i oktober samlede han en herredag i København med rigsråd, adel og fuldmægtige fra købstæderne og herrederne på landet. Den 30. oktober 1536 udstedte han recessen, den lov, der indførte reformationen. Den gjorde biskopperne til syndebukke for krigen, afsatte dem for altid og lagde deres gods under kronen. Munke og nonner fik lov at forlade klostrene. Samtidig bestemte recessen, at den næste konge skulle vælges, mens den gamle levede, så riget aldrig mere skulle stå uden konge.

Kongen blev nu kirkens øverste leder, og kirken mistede sin plads i politik: bisperne havde været en stor del af rigsrådet, og nu sad der kun adelige. Norge mistede sin selvstændighed og blev styret fra København.

Tog kongen så alt kirkens gods? Ikke på én gang. Kirken havde før 1536 omkring 40 procent af Danmarks jord, adelen omtrent lige så meget og kongen de sidste cirka 20 procent. Bispegodset, den største del, kom straks under kronen. Klostrenes gods blev overtaget gradvis, domkapitlerne levede videre til 1600-tallet, og sognekirkernes og præstegårdenes jord blev ved med at betale for kirke og præst. Alligevel voksede kronens jord kraftigt, og gælden fra krigen var betalt i slutningen af 1540’erne.

Kirkeordinansen og de første lutherske biskopper

Kirkeordinansen er den lov, der beskrev den nye lutherske kirke i Danmark og Norge. Christian 3. udstedte den på latin 2. september 1537, og den danske udgave blev beseglet af rigsrådet 14. juni 1539. Forarbejdet lavede Hans Tausen sammen med andre danske teologer, Martin Luther godkendte teksten, og Luthers medarbejder Johannes Bugenhagen satte sit præg på den færdige lov.

Bugenhagen var i København fra 1537 til 1539. Han kronede Christian 3., var med til at genåbne universitetet efter Wittenbergs forbillede og indviede 2. september 1537 de syv første lutherske biskopper, der nu kaldtes superintendenter. En af dem var Peder Palladius, der blev biskop over Sjælland.

Ordinansen handler om gudstjenesten og de kirkelige handlinger, om hvordan præsterne skulle vælges, hvad de skulle lave og tjene, og om fattigplejen og skolerne. Den er derfor en god kilde til, hvordan magthaverne ville have det nye samfund til at se ud: en kirke, der skulle lære folket den rette tro og holde orden.

Hvad ændrede reformationen i Danmark?

Hekseprocesserne efter reformationen

Hekseprocesserne kom ikke med reformationen, men de tog til efter den, både i katolske og protestantiske lande. I Europa blev omkring 100.000 mennesker anklaget for trolddom, og 40.000-50.000 blev henrettet. I Danmark blev omkring 1.000 dømt og henrettet. Den første officielle heksebrænding i Danmark fandt sted i Stege i 1540, og Peder Palladius’ visitatsbog fra de samme år har et afsnit, der advarer mod troldkvinder.

Hvorfor tog det til? Efter reformationen var kongen ansvarlig for, at landet havde den rette tro, og trolddom blev set som falsk religion, der kunne få Gud til at straffe hele landet. I 1617, 100 år efter teserne, udstedte Christian 4. en forordning mod troldfolk. Den gjorde for første gang også den “gode” magi strafbar, og antallet af sager eksploderede: omkring 60 procent af de kendte jyske sager faldt i de ti år efter.

De anklagede var for det meste midaldrende eller ældre kvinder, og sagerne begyndte ofte blandt naboer, der gav hinanden skylden for syge dyr eller børn. Den mest berømte er sagen mod Maren Splids i Ribe. Hun havde i 1624 i vrede lovet en skrædder, der var hendes mands rival, at det skulle gå ham ilde, og da han blev syg 12 år senere, anklagede han hende. Hun blev først frikendt, men kongen greb ind, og hun blev brændt 10. november 1641. Fra 1686 skulle alle domme for trolddom fra landstingene prøves ved Højesteret, og den sidste dømte, Anne Palles, blev henrettet i 1693.

Reformationen og renæssancen

Renæssance betyder genfødsel: i 1400- og 1500-tallet ville kunstnere og lærde genoplive antikkens kunst og tænkning. Humanisterne havde et motto, ad fontes, tilbage til kilderne. I stedet for at læse Aristoteles og Bibelen gennem middelalderens kommentarer ville de læse grundteksterne selv.

Luthers “skriften alene” er samme bevægelse brugt på troen: tilbage til Bibelen og til de ældste kirkefædre, især Augustin, uden pavens og skolastikkens lag. Derfor kaldes reformationen ofte et barn af renæssancen. Men den var også et opgør med humanismen: Erasmus forsvarede i 1524 menneskets frie vilje til at vælge det gode, og Luther svarede i 1525 med en hel bog, Om den trælbundne vilje. I Danmark var reformkatolikken Poul Helgesen et eksempel på en humanist, der ville forny kirken uden at bryde med den.

Tre kilder, du kan møde til eksamen

Til eksamen i historie får du et ukendt materialesæt, og i religion et ukendt bilagsmateriale. Kilder fra reformationen er oplagte, fordi de næsten alle er partsindlæg. Her er tre, og spørgsmålene, du skal stille dem.

Vil du videre, er Kirkeordinansen (1537 og 1539) og Peder Palladius’ En Visitatsbog fra hans rejser til alle Sjællands 390 kirker 1538-1543 gode kilder til, hvordan den nye tro blev ført ud i sognene. Hele visitatsbogens tekst har først været kendt siden 1866, i en afskrift.

Reformationen til eksamen i historie og religion

Reformationen hører til i begge fag, men med forskellig vinkel. I historie spørger du, hvorfor det skete, og hvad det betød for magten og samfundet. I religion spørger du, hvad de troede, og hvordan luthersk og katolsk kristendom adskiller sig.

Historie A på stx: Læreplanen fra 2022 kræver mindst ét forløb med hovedvægt på tiden mellem ca. 1500 og 1900 og mindst to forløb, der tager udgangspunkt i Danmarks historie. Reformationen kan dække begge. Til den mundtlige prøve trækker du et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider, har cirka 90 minutters forberedelse og skal opstille og besvare to til tre problemstillinger. Eksaminationen varer cirka 30 minutter. På hhx er historie B bygget på samme måde, med materiale på tre til fire normalsider.

Religion C på stx: Kristendommen er kernestof, med vægt på dens europæiske og danske former, og et af de faglige mål er at redegøre for kristendommens historiske skikkelser og rolle i dansk idéhistorie. Til prøven får du et ukendt bilagsmateriale, har cirka 24 minutters forberedelse og begynder med at præsentere din analyse i 5-10 minutter. Religion B har cirka 60 minutters forberedelse og bygger også på dit projekt.

Din lærer og klassens forløb bestemmer, hvad du konkret skal kunne. Brug læreplanen som ramme, ikke som facitliste.

Prøv selv: tre opgaver med mindre hjælp

Opgaverne bliver sværere. Den første giver dig hjælpen med, den anden en sætningsstarter, og den tredje skal du klare selv. Svarene kan foldes ud under hver opgave; prøv selv først.

Opgave 1 (med hjælp)

Sæt de fem begivenheder i rækkefølge, og skriv ud for hver, om den først og fremmest er religiøs eller politisk: Grevens Fejde, de 95 teser, recessen i Danmark, rigsdagen i Worms, religionsfreden i Augsburg. Hjælp: brug tidslinjen øverst på siden, og spørg, om begivenheden handler om tro eller om magt. Flere kan være begge dele.

Opgave 2 (med mindre hjælp)

Læs tese 86 i oversigten over teserne. Forklar med dine egne ord, hvad Luther kritiserer, og hvorfor netop sådan et spørgsmål var farligt for paven. Begynd sådan her: “Tesen kritiserer, at … Det er farligt for paven, fordi …”

Opgave 3 (selvstændig)

Formulér selv en diskuterende problemstilling om Grevens Fejde og reformationen, og find to kilder fra siden, der kan belyse den fra hver sin side. Skriv tre sætninger om, hvad de to afsendere ville have interesse i at sige.

Opgaver om reformationen i biblioteket

Opgavebiblioteket har elevopgaver om reformationen og Luther. Læs dem for opbygningen og problemformuleringen, ikke for at låne formuleringer. Søg på titlen i opgavebiblioteket.

Se forskellen

Rigtigt og forkert