Ground Zero af Lone Hørslev | Analyse

Ground Zero

Analyse og perspektivering ’Ground Zero’ – et udtryk lånt fra engelsk, der navngiver stedet, hvor en eksplosion har fundet sted. Dog er det et udtryk, der efter 2001 forbindes af de fleste med grunden, hvor World Trade Center stod, før to fly ramte det i en terroraktion. Dermed er det i dag stærkt forbundet med terror, hvad der giver klare associationer til frygt og død. Samtidig med alt dette, er Ground Zero også navnet på et digt af Lone Hørslev, der blev udgivet i 2007. Digtet tager os gennem en følelsesmæssig rutschebane, og omhandler både naturkatastrofer, terror og en form for følelsesmæssigt sammenbrud. Og selvom der i digtet både er nævnt datoen 11. september, ’en flyver der borer sin næse dybt ind i en bygning’ og ’brandmanden der råber at det kun er et spørgsmål om tid før hele lortet ramler sammen’ er dette kun rammen om de hjerteskærende indrømmende ord ’Jeg er altid bange for at miste dig’. Her fornemmes det fra start, at vi ikke kun taler om de katastrofer, der kan ses med det blotte øje på tv, men at kærligheds- og følelseskaos er den egentlige eksplosion, der efterlader et Ground Zero; altså et totalt skadet areal og sågar det sted, der er ramt allerværst.

’Jeg kan for resten / godt lide lyden af vinter. Mørket og fornemmelsen / af at verden har lagt LÅG på…’ (l. 1-3) Sådan lader Lone Hørslev os springe direkte ind i det lyriske jeg’s følelser og tanker. Nærmest som en samtale, med det besynderlige brug af ’for resten’, der giver os som læser en følelse af, at vi bliver betroet noget personligt. I disse første tre linjer er handlingen indre og afspejler det lyriske jeg’s indre. Vi bliver præsenteret for, at vores lyriske jeg holder af mørke og når verden ’har lagt låg på’. At ligge låg på noget, vil enten dæmpe, skjule eller fuldstændigt lukke af for det pågældende og hermed skabe ro. Hermed siger det lyriske jeg, at det værdsætter ro, selvom at uroen eller det forstyrrende bare er gemt væk og ignoreret, men stadig eksisterer. ’men nu er det sensommer, som sagt. / Den ellevte / september og folk bliver stadig ramt / af lyn…’ (l. 3-6) I de næste linjer, mærkes en tydelig overgang fra noget indre, til noget ydre.