Analyse af Robinson Crusoe og Den Afrikanske Farm

Side 1

I

2. En sammenligning af uddragene fra Karen Blixens Den STX 3.g

Robinson Crusoe og Den afrikanske Farm - to verdenskendte fortællinger udgivet i vidt forskellige århundreder. Alligevel dækker de eet fælles emne, som har vakt stor interesse i henholdsvis det 16. og 18. århundrede; eventyret og oplevelsen.

I Daniel Defoes roman berettes om en mand, Robinson, som gennem sin ungdom søger en eventyrlig og udfordrende tilværelse, han føler den samme rodløshed som Karen Blixen.

Karen Blixen søger i Den afrikanske Farm ligeledes uforglemmelige og indholdsrige oplevelser, som kan give hende mere end det, hun modtager i sin hverdag hjemme i Danmark. Her ender lighederne mere eller mindre mellem de to personligheder. Robinson Crusoe skræmmes gang på gang af resultatet af sine rejser, mens Karen Blixen tager imod sin nye, anderledes tilværelse med åbne arme, og hun har en evne til at vende en uheldig og krævende situation til en mere givende oplevelse.

I begge udsnit af respektive historier har man med en løvejagt at gøre, hvor det hos Karen Blixen handler om hendes egen, farmens og de indfødtes overlevelse. I Robinsons tilfælde drejer det sig kun om hans egen eksistens. Dette ses, da hans første indskydelse er, at lade Xury skyde løven i stedet for selv at tage udfordringen op. Da Robinson alligevel selv skyder løven, risikerer han på ingen måde livet. Havet mellem

Side 2

II skibet og fastlandet fungerer som en livline – Robinsons sejr er sikret endnu før kampen begynder.

Karen Blixen derimod har en helt anden livsopfattelse. I tekstudsnittet står det skrevet, ″Frei lebt wer sterben kann.″, hun er ikke bange for løvejagten, som venter hende og Denys Finch Hatton senere på aftenen. Det, at risikoen for at dø er der, bekræfter livet. At livet er skrøbeligt, gør det kun mere attraktivt, og Karen Blixen mener ikke, at livet er noget værd, hvis man ikke hvert øjeblik føler, at man kan miste det. Hvis ikke hun risikerer livet ved at skyde løverne, dør en del af hende alligevel, fordi livet bliver tomt og indholdsløst at leve. På den måde følges livet og døden ad. Et andet af Karen Blixens mottoer, som ligner det ovenstående, er "Det er ikke nødvendigt at leve - det er nødvendigt at sejle″, som omtaler samme emne som før. Et liv indeholder mange muligheder og valg, og vi har valget, om vi vil være tilskuere til tilværelsen eller deltagere.

I et digt fra Karen Blixens tid i Afrika skriver hun om Gud, som maler et maleri af vort liv ″Saa dybe skygger laegger han som ingen anden maegter fordi han derved opnaa kan vaeldige Lyseffekter.″(Balladen om mit Liv) Her ser man atter, hvordan Karen Blixen opfatter livet. Der er forskellige kontraster(lyseffekter) i vort liv, dårlige og gode oplevelser, og uden de dårlige ville de gode begivenheder ikke være noget værd.

I modsætning til Karen Blixen får Robinson Crusoe til gengæld ikke meget ud af sin løvejagt. Han efterlader et indtryk af skuffelse, da der i teksten står skrevet ″...jeg var ked af at have spildt tre ladninger krudt og kugler på et væsen, vi ikke kunne bruge til noget.″ Han ser ikke oplevelsen i sig selv som

Side 3

III en gave, men tager naturen for givet og glemmer de virkelige værdier, den indeholder. Et sted i Daniel Defoes roman fortælles følgende om Robinson: ″Kort sagt, erfaringen lærte ham at indse, at alle gode ting her i verden kun er gode, hvis vi kan bruge dem.″ Naturen i sig selv har ingen værdi, dyrene og omgivelserne er bare kulisser til en triviel og materiel tilværelse. Materiel er netop, hvad oplevelsen ender med, da Robinson i sidste ende får glæde af dyreskindet.

Crusoes indstilling minder meget om tiden, som bogen er udgivet i, oplysningstiden. Mennesket vil oplyses, og det vil lære gennem rejseskildringer og hverdagsoplevelser.

Barokhaverne præger kulturen, og det naturlige holdes indespærret, hvilket vi f.eks. ser hos Holberg, hvor han beskriver de menneskeskabte kornmarker og vinmarker som det skønneste landskab nogensinde set, mens bjergene karakteriseres som hæslige.

Robinson prøver at civilisere livet på den øde ø, og da han møder Fredag, prøver han ligeledes at lære ham, hvordan man forholder sig i den vestlige kultur. Robinson føler et behov for at have magten, og fordi angsten for at miste livet gør ham svag, vælger han sikkerheden ved at skyde løven.

Robinson beskriver den naturlige natur helt uden følelse, derimod beundrer han alt, hvad han selv gør ved naturen, som f.eks. hans egen hytte og indhegning. Han kan på ingen måde identificere sig med naturen, og om løverne bruger han ord som

″skrækkeligt uhyre″, ″bæst″ og ″væmmelig″.

Karen Blixen bevæger sig i udsnittet fra Den afrikanske Farm fra at være levende til at føle sig mere levende.

Lommelygten er et symbol på det liv, hun adderer til sit allerede indholdsrige liv. Den lyser en hel ny, ukendt verden

Side 4

IV op. Hun ser Afrika om natten, og den måde hun beskriver den på, minder meget om en transcendensoplevelse. Ikke en transcendens, som den hun oplever senere i bogen, da hun flyver over Afrikas sletter med Denys Finch Hatton, men mere en begyndende transcendens. Eller også tror man, at man oplever en transcendens, indtil man oplever den næste, som er mere intens og mere grænseskridende. På den måde kan man måske kun opleve én transcendens livet igennem, og er den sidste transcendens så døden?

Karen Blixens opfattelse af naturen, da hun tænder lommelygten, er så indtrængende, at man føler, hun suger hele naturen omkring sig til sig. Lommelygten er som en åbenbaring,

″Den indeholder hele verden″. Når Karen Blixen har beskrevet den for os, er der ikke et uset eller urørt sted tilbage. Hun ikke bare er i naturen, hun er naturen. Derfor udtrykker hun en meget stor respekt overfor den, bl.a. ved at sige at hun ikke synes, at det er en god tone at bruge Stryknin til løver.

Da Denys Finch Hatton og hende selv konfronteres med løverne den aften, føler hun sig et øjeblik som løven selv, da den rammes af geværets kugle falder ud af lyscirklen. Hermed

″falder″ den ud af Karen Blixens verden og dermed hele naturen

– den er død.

Blixen forestiller sig løverne som to gode venner, det dagen før havde sat sig det samme store eventyr i hovedet. Her identificerer hun sig med dyrene, idet hun og Finch Hatton selv leder efter eventyr og lever frit, som dyrene også gør.

Øjeblikket efter skuddene og løvernes død hersker en ubeskrivelig stilhed, som bekræfter forestillingen om et uendeligt stort kontinent omkring dem.

Side 5

V

Stilheden afbrydes af de indfødtes fest og sange. Livet (og døden) besvares med livet, regnen stopper som symbol på en ny fase i livet. Karen Blixen forstår pludselig den afrikanske kultur gennem naturen, hun får en indsigt i den, som Crusoe ikke kommer til at oplever. Der hersker en storhed over det afrikanske folk, når de en stille nat forvandler omgivelserne til en fest, der skal hylde livet.

Robinson Crusoes relation til naturen minder på sin vis om et ægteskab. Det er bygget op af forbud, og han føler ingen frihed i den. Kærlighedens hjemsted er ikke, som Karen Blixen selv udtrykker det, i ægteskabet, men i friheden, derfor føler Robinson ingen nærhed til naturen.

Karen Blixens forhold til naturen ligner mere en kærlighedsaffære, hun er fri og ikke bundet af noget, ligesom forholdet til Denys Finch Hatton.

De er, som på mange andre løvejagter, en enhed, og der er noget næsten tiltrækkende og næsten erotisk over deres løveoplevelser. De ser sig selv i dem, og træder ind i naturen og føler sig som en del af naturen, når de sammen nedlægger en løve.