Analyse af Fem fra en Ærtebælg

Fem fra en Ærtebælg

STX 1.g Fem fra en ærtebælg er et tingseventyr skrevet og udgivet af Hans Christian Andersen i 1855. Eventyret handler om fem ærter med hver deres forskellige personligheder, og om hvordan disse ikke kun kan påvirke deres egen skæbne, men også andres. Historien kan deles op i to afsnit. I den første del bliver vi introduceret for de fem ærter i bælgen, som ikke synes at vide så meget andet end, at verden tilsyneladende er grøn. Imidlertid bliver verden i bælgen gul, og en skønne dag revner ærtebælgen, så ærterne for første gang står ”ansigt til ansigt” med den virkelige verden udenfor den beskyttende bælg. I det andet afsnit dukker to andre personer op; en gammel kone og hendes syge datter. Datteren er meget syg, og moderen, der i forvejen har mistet et barn, er både bekymret og sorgmodig. Heldigvis skærer historiens genre, eventyret, igennem, og fortællingen ender lykkeligt, idet datteren finder ny energi og livskraft, da én af ærterne fra bælgen slår ord og vokser op lige udenfor hendes vindue.

Fortællingen forløber over en længere periode, fra ærterne modnes i bælgen, til de skubbes ud, og hver især skydes videre gennem en begejstret drengs hyldebøsse. Derefter følger vi perioden, fra det bliver forår, og ærten skyder op, medens den syge pige gennemgår udviklingen fra syg til rask. Efter at være sluppet ud fra bælgen træder de fem ærter i karakter. Dette kommer til udtryk via deres meget forskellige personligheder.

Den første ært er fuld af begejstring og gå på mod; ”Nu flyver jeg ud i den vide verden! Tag mig om du kan! (s. 53 l. 8)” Den næste ært er selvglad og har store planer om at flyve helt op til solen, da kun dette ville være ”den rette bælg” til en ært af dens kaliber; ”Jeg,” sagde anden, ”flyver lige ind i solen, det er en rigtig ærtebælg og meget passende for mig.”(s. 53, l. 10) Nummer tre og fire fra ærtebælgen er overbeviste om, at de vil bringe det videst. Dog er de indforståede med, at de vil sove, hvor de kommer, hvilket kunne signalere dovenskab. Altså er ærterne temmelig naive for måske ikke at sige en smule overfladiske, hvis de tror på et liv, hvor man kan drive det vidt ved blot at sove; ”Jeg sover hvor jeg kommer,” sagde de to andre, ”men vi triller nok fremad!”