Analyse af "Ude og Hjemme" af Holger Drachmann

STX 2.g

Ude og hjemme

I 1972 debuterede den danske forfatter Holger Drachmann med digtsamlingen ”Digte”, som blev hans gennembrud. Samlingen indeholder en række politisk- revolutionære digte skrevet under indtryk af Pariserkommunen. I digtsamlingen tager han realismens problemer op, og er en mand som ikke vil lade sig binde af det borgerlige livs regler og konventioner, og derfor betragtes Holger Drachmann som en af det moderne gennembruds ledende mænd. I digtsamlingen indgår digtet Ude og hjemme, der sætter den romantiske traditionelle skrivestil op mod den opgørende moderne lyrik. Ude og hjemme er et digt, der skelner mellem romantikken og det moderne gennembrud. Temaet opstår i dette digt som et modsætningsforhold, da han sammenligner naturens kraftige uvejr op imod hjemmets trygge rammer og problemløse hverdag. Dette er netop beskrivelsen på forskellen mellem romantikkens - og det moderne gennembruds måde at beskrive et miljø.

Digtet består syv strofer, der er harmonisk opstillet. Der er otte vers i hver, som alle har samme form af rim, a b a b c d c d. I 1., 3., 5., og 7. strofe er digtets ”ude” beskrevet, mens digtets ”hjemme” er beskrevet i 2., 4., 6. strofe. I ”Ude” kommer naturalismen og den moderne virkelighed til udtryk, som er kontrast til ”hjemmets” romantiske livsfølelse. Der er ikke et egentligt handlingsforløb i digtet, men nærmere en række beskrivelser af forfatterens iagttagelser af naturens selvvilje og romantikkens opstillede perfektionisme.

Digtets indre komposition består af skift mellem ude og hjemme, hvor fokusset skiftevis flyttes. Dette medfører også skift i læserens indre stemning og syn på digtet. I ude stroferne er et uvejr beskrevet. Han bruger virkelighedsnære synonymer såsom ”fugleskræmsel” og ”lig” og bruger ord som fx: ”kragesjælen” til at beskrive det gamle. I 2. strofe slår Drachmann over i overfladisk hygge, som består af hjemmeidyl. I 3. strofe hopper forfatteren igen over i realismen, men tager nu fat i kirken og ordensmagten. Han hylder ikke kirken og præstegården, som man ville have gjort i romantikken, men gamle, uro, opgør med normerne og det ukontrollerede, der har kontrast til hjemmets harmoni, familietryghed, det vante, det afdæmpede, der perfekte og det idylliserede. I dette digt stiller Holger Drachmann naturen overfor det harmoniske. Han skaber med sine beskrivelser af naturen kaos og virkelighed. I stedet for at udstille naturen som noget perfekt, viser han, at naturen har sin egen vilje.