Analyse af Vanitas af David Bailly

Side 1

Barokkens æstetik

Blandt barokkens kendetegn finder man blandt andet overdrevne, mørke og til dels bizarre symboler og skrivemåder. Man mente, at mennesket var overfladisk, materielt og at kunst bare var kunst. Det lyder i virkeligheden en anelse deprimerende, men så snart man kender til barokkens verdenssyn og livsanskuelse, kan tidens kunst være utrolig spændende på grund af dens overdrevenhed og mange symboler. Jeg vil i min artikel belyse barokkens vigtigste kendetegn igennem en analyse af billedet ”Vanitas” af David Bailly, 1651.

Der kan drages en parallel mellem barokkens og postmodernismens æstetik, og derfor vil jeg til sidst i min artikel sammenligne David Baillys billede med billedet ”Marilyn Monroe, Vanitas” af Audrey Flack fra 1977.

“Vanitas” af David Bailly er et selvportræt af kunstneren med en statisk komposition. Han ses lidt skævt fra siden, men med hans blik rettet imod beskueren. I venstre side af billedet, hvor han er placeret, er kompositionen statisk pga. de lodrette akser, som bl.a. ses på stolen, han sidder på, og linjerne der tegnes, hvor malingen på væggen går fra grå til hvid og igen fra hvid til grå. Fra Baillys arm peger en pind i en skrå akse hen imod bordet. Dette er en slags overgang fra det statiske til det dynamiske, som vi finder i alle de genstande, der er placeret på og omkring bordet. Der ses en antitese imellem mandens statiske komposition og den dynamiske.

Dynamikken findes bl.a. i de organiske former i form af runde billeder i stedet for firkantede og små figurer med bløde, organiske former. Men det, der gør billedet mest dynamisk, er alle tingene der roder og på den måde skaber uro.

Billedet ses en anelse i fugleperspektiv, så det er muligt for beskueren at se så mange af genstandene på bordet som muligt. I forgrunden ser vi nogle ting, som er rodet sammen, som bl.a.

indebærer nogle halskæder, et dødningehoved og nogle visne roser. I mellemgrunden ses kunstneren, nogle billederammer, statuer og en kvindeskikkelse. Baggrunden består af væggen, nogle få billeder og et gardin, der falder ned fra loftet i højre side af billedet.

Lyset kommer ind fra venstre side og lyser det meste af Baillys hoved op. Dette sætter ham i kontrast til kvindeskikkelsen. Derfor skilles han fra døden, da hun er et spøgelse.

Side 2

Billedet er malet i varme farver, men noget der adskiller sig er Baillys tøj, som er mørkeblåt. Idet hans tøj er malet med en kold farve, afskiller han sig fra resten af billedet, altså alle tingene på bordet som symboliserer vanitas, som betyder ”vi skal alle dø”.

Grunden til at han er malet til at skulle stå i kontrast til alle disse genstande, er at man i barokken forskellen mellem den materielle, kødelige og forgængelige havde et dualistisk verdenssyn. Her ses verden og det evige, åndelige Himmerige.

Især fokuseres der på forskellen mellem denne forgængelige verdens ydre, flotte overflade og den indre tomhed. Dette er vist i billedet i form af en sæbeboble – det smukke ydre som ødelægges på et splitsekund, for indeni at finde en tomhed.

Livet er kort og overfladisk. Tomt og indholdsløst som sæbeboblen. Dette vises også i form af vanitas-symboler, som ses i overdreven stil i dette billede, som f. eks dødningehovedet, timeglasset, visne blomster og et spøgelse. Alle sammen tegn på forgængelighed.

Derudover ses der også en lille æske med et spejlblankt låg, som står åbent ved siden af lysestagen med det slukkede lys. Dette er sat ind for at bedrage beskueren igennem optiske virkninger. Man dyrkede nemlig illusionen i barokken.

I modsætning til renæssancen, hvor mennesket var i centrum, som f. eks ses i ”Mona Lisa”, hvor hun er placeret i midten af billedet, fordi vi skal lægge mærke til hende, er Bailly placeret ude i siden af billedet. Det er ikke meningen, at vi skal nærstudere ham. Han er der formegentlig bare, fordi det er et selvportræt. Det er meningen, at vi skal se alle disse symboler på lige netop forgængeligheden, og de er bestemt ikke skjult for os. De springer nærmest i øjnene på os, når vi ser billedet, og billedet er malet således, helt bevidst, fordi barokkens kunst ”bare” skulle være kunst, og alle disse detaljer i billedet var et mål i sig selv.

Barokken minder om postmodernismen i æstetikken. De to perioder har det til fælles, at kunsten og arkitekturen er bevidst om, at det er kunst. Kunsten bryder med det ordinære, konventionelle og farveløse. Detaljerne er et mål i sig selv. Der hævdes i postmodernismen, at virkeligheden er blevet fortrængt af forfalskninger – altså at virkeligheden ikke findes mere.

Dette ses i det postmodernistiske billede ”Marilyn Monroe Vanitas”, hvor mange af de samme symboler som i David Baillys billede gengives, som f. eks stearinlyset, timeglasset, blomsterne og spejlene. Man kan sige, at billederne derfor betyder nogenlunde det samme, men der er nogle væsentlige forskelle lagt i symbolernes betydning.

Side 3

Hvor alle symbolerne i Baillys ”Vanitas” symboliserer døden og forgængeligheden ved slukkede lys, visne blomster osv., er disse genstande opsat helt modsat i Audrey Flacks billede. Her er stearinlyset tændt, der er et billede gengivet i spejlet i stedet for en tom refleksion, roserne er friske, timeglasset er ikke løbet ud, og der er masser af brusende ”pangfarver”. Billedet sætter sig altså lidt i kontrast til det kedelige og død-symboliserende ”Vanitas”, som David Bailly malede.

Barokkens æstetik bunder altså i en dyb vanitas-symbolik og en pompøs, overdreven og svulmende stil. Den viser en mørk side af menneskets verdenssyn, men der kan drages paralleller imellem den og postmodernismens æstetik. Selvom de kan virke som modsætninger i den ovenstående analyse, så har de stadig de samme hovedtræk, som skal minde beskueren om, at kunst bare er kunst, og at der ikke er noget så konventionelt som virkeligheden.