Billedanalyse af "Wanderer über dem Nebelmeer"

Side 1

Cecilie 2u Billedanalyse 16. december 2010

Billedanalyse

Billedet Der Wanderer über dem Nebelmeer (på dansk Vandreren over tågehavet) er malet af C.D.

Friedrich i 1818, under den danske romantik. Det er et oliemaleri og viser en mørkklædt mand, der muligvis kunne være ham selv, stående på nogle sten eller en klippe, som spejder ud over en tågefyldt dal.

Det er et maleri med en tydelig forgrund, mellemgrund og baggrund. I forgrunden ses manden stående og beskuende, i mellemgrunden ses dalen, der er fyldt med tage og klippestykker eller sten, der stikker op igennem tågen. I baggrunden er der bjerge og uendelige skyer, på himlen. I forgrunden hvor manden er placeret, er han malet i billedets centrum, og der bliver altså sat fokus på manden. Fokusset på manden bliver hjulpet på vej af de diagonale linjer, fra dalens bakker, bjerget i baggrunden og klippen i forgrunden som han står på. Alle linjer i billedet er rettede mod ham. At linjerne har samme samlingspunkt, i manden, skaber ro og harmoni. På samme tid, gør C.D. Friedrich det vigtigt for os, at det er manden, eller blot individet som er i fokus.

Det er et meget dybt billede, som har forsvindingspunkter i mande. På samme tid er den lyse baggrund og skyerne med til at skabe dybde i billede.

Som beskuer ses billedet i normalt perspektiv, mens manden, på billede, i stedet betragter landskabet foran ham i fugleperspektiv.

Friedrich har til sit billede anvendt lyse farver i toppen af billedet, mens der i bunden, til klipperne, er brugt mørkere farver. Ved dette farvevalg kommer billedet til at virke tungt i bunden, mens det i toppen synes let. Det kan have været en måde at vise de to verdener der var under romantikken, den åndelige drømmeverden og virkeligheden.

Billedet virker ikke iscenesat, men man får en illusion om at Friedrich har forsøgt at viser et menneskes indre ro og et drømmeunivers for mennesker, som der levede under romantikken, ved at placere manden i disse omstændigheder, som på billedet.

På billedet er naturen og idyllen på billedet sat i fokus, og man mærker en form for storhed.

Billedet giver én en idé om at manden er i et med naturen og sine omgivelser, mens farverne også viser uskyld, i form af den hvide farve som trænger igennem på billedet. Af farvevalget med henholdsvis mørk i bunden og lys i toppen kan man som beskuer få en idé om at himlen og lyset er

Side 2

Cecilie 2u Billedanalyse 16. december 2010 det gode, og en drømmetilværelse, noget nært et drømmescenarie, at blot kunne stå beskue den smukke natur.

Manden på billedet har en åben kropspositur imod dalen, han åbner sig altså for det lyse, på billedet, mens han har ryggen til det mørke, her klippen. Han vender altså ryggen til den virkelige verden (i forgrunden), mens han åbner sig for den mere åndelige verden i baggrunden.

For at skulle kunne komme ned til græsset skal man først igennem tågen på dette billede, og derfor kunne tågen meget vel symboliserer at man skal igennem en form for lag, for at kunne komme ind til det indre. Tågen ligger altså som et slør og dækker over noget. Hertil kan der meget fint ligges en reference til romantikken hvor man søgte mod det indre og dybe, og hvor man skulle igennem et øvre lag, for at nå ind til det inderste og dybeste, og forstå det.

I forhold til billedets motiv kan der trækkes paralleller til nogle af de mange billeder, der er malet af Moses på Sinaibjerget, hvor han modtager De Ti Bud fra Gud, fra Det Gamle Testamente. På mange af de billeder der er malet af Moses på Sinaibjerget, er der stort set samme motiv, som på C.D. Freidrichs billede. På Freidrichs billede kan man forestille sig, at manden føler sig som en del af noget større og noget helligt, mens man også får illusioner, at det også er tilfældet for Moses.

Man kan altså sammenligne de to billeder, både i motiv, handling og følelsesmæssigt.

Storheden og det guddommelige på billedet kan igen være en referencen til Moses på

Sinaibjerget. Den guddommelige del, hvor naturen bliver betragtet som identisk med Gud, har sine grundtanger i organismetanken, som kommer fra panteismens synspunkt, hvor Gud er alt.

På samme tid kan der perspektiveres til romantikken, som også er den epoke, hvor billedet er malet. På billedet er naturen, idyl og harmoni stærkt fremhævet, og dette var også nogle af grundtankerne til romantikken.

Romantikkens holdning til at verdens substans findes ikke i samfundets overfladiske realiteter, kan meget vel ses udtrykt på billedet; hvor tågen er overfladen og realiteten, men at det ikke er selvkernen, som man vil kunne finde under tågen.

På billedet fremstå manden, som en person der er i ét med naturen, dette var et udsagn som Frederik von Schelling gik ind for, og var noget som betegnede monismen. For Schelling var naturen og éns bevidsthed en og samme sag; og dette bliver også afspejlet i billedet.

Alt i alt kan C.D. Friedrichs billede på flere måder perspektiveres til romantikken.