"De uanstændige" Analyse

Side 1

De uanstændige

De uanstændige, af Leif Panduro, er en roman omhandlende tre unge existenser fra to vidt forskellige familier. Genren er en satirisk skildring af samfundet og dets personer i hvilket deres ungdomsliv for lov til at udvikle sig i grænselandet mellem magt og afmagt, ansvar og skødesløshed og mellem selvrealisering og selvafrealisering.

Disse tre unge existenser er hovedpersonerne i romanen og tvillingeparret, Topsy og Mick, viser to provokerende – og tragiske - aspekter af mennesket, når det stilles ultimativt frit. Thomas, derimod, viser et andet aspekt af mennesket, når det – i overordnet forståelse - bliver spærret inde.

Romanen leger i et satirisk perspektiv med det gængse samfundsbillede, dets normer og autoriteter og stiller dette på hovedet i forhold til det samfund og den opdragelsesform, som vi kender i dag.

Normer og autoritæt samt opdragelse er temaer i romanen, og herunder kan andre emner inddrages, såsom løsrivelse, forholdet mellem ungdoms-og voksengeneratione, tiltrækkelse og frastødelse og overgangen fra at være barn til at blive voksen.

Romanen foregår i København under 2. Verdenskrig, og Panduro sætter med romanen fokus på moral og opdragelse, idet han stiller to familier med to vældige modsætninger op imod hinanden.

Romanen siger desuden også noget om, hvor vigtig opdragelsen er, fordi den helt afgjort er den vigtigste faktor i vores personlighedsdannelse.

Derudover er De uanstændige også en skildring af det unge menneskets splittelse mellem virkelighed og uvirkelighed, drømme og ambitioner (eller mangel på samme) og ikke mindst splittelsen mellem dem selv og omverdenen.

STX 3.g mellem, en indre, en ydre og en alvidende synsvinkel. Fortælleren er skjult og deltager ikke.

Fortællemåden er mærket af dialoger, og kombinationen af den ydre synsvinkel og den skjulte fortæller i nogle af kapitlerne kendetegner en scenisk fortællemåde.

I romanen bliver der brugt meget replikindividualisme (Dette, og den sceniske fortællemåde, kan umiddelbart minde om den impressionistiske digtekunst) Dette betyder, at man udfra sproget kan se, hvem der taler. Som et eksempel herpå siger Eugene altid en anden en, når han egentlig mener sig selv, og Mick bruger ord som skidehamrendeknaldgodt og slutter ofte sætningerne med mand.

Ellers er sproget hovedsageligt hverdagssprog. Dog gør Panduro også brug af symbolikken. Som et

Side 2

eksempl herpå, kan nævnes, at når Thomas vil ødelægge møblerne, er det egentlig et symbol på løsrivelsen fra forældrene, idet at han ser forældrene i møblerne. Møblerne står altid på det samme sted, og ligeledes forholder det dig med dem. De er traditionelle, de bryder ingen grænser og er ikke i stand til at se udover deres egen næsetip.

Thomas bliver med ét en del af tvillingeparrets virkelighedsfjerne, imaginære verden. Han er isoleret, men dog stadig influeret af den omkringliggende virkelighed i hvilken tvillingeparret er i centrum. Han bliver mere og mere afhængig af Topsy startende allerede i begyndelsen af deres bekendskab. Hans attrå til hende stiger til himmelhøje højder, og der behøves ingen fysisk nærværelse for at opretholde besættelsen: ”Hun var overalt, i solen, i de forblæste træer, i skyerne, i havet. I hans drømme var hun altid i en udkant. Som en fortrolighed.” (s.55) Men Thomas vil eje Topsy og bliver derfor afvist gang på gang. Hvad Thomas inderst inde ved, men ikke vil indse, er, at Topsy ikke vil ejes af andre, end hendes tvillingebror. Derfor får Thomas hende aldrig fuldstændig.

Thomas` forhold til tvillingerparret er som narkomani: han føler sig på én gang både frastødt og tiltrukket af dem. Han kan ikke undvære dem og befinder sig i et evigt dilemma mellem frastødelse og tiltrækkelse. Men inderst inde ved han, at det er tiltrækkelsen og beundringen, der vejer tungest:

”Uskyldigheden. Den urimelige uskyldighed fra barndommens urtid. (s.114)

De har alt det, som han ikke selv har, og de besidder alle de kvaliteter, som han selv ønsker at besidde. Den toltale frihed, i hvilken tvillingeparret ikke formår at begrænse, beundrer og afskyr han. Han har endnu ikke formået at løsrive sig og er derfor stadig fastlåst i de normer og rammer, som samfundet og dermed hans far sætter.

I De uanstændige sætter Leif Panduro to ultimativt forskellige mennesketyper op imod hinanden – den frigjorte og den totale modsætning af denne. Familien bor i et hus, der er symmetrisk indtil det absurde. Symbolet er så klart, at der kun kan være tale om normerne og rammerne, som befinder sig inde i dette hus. Faderen, eller klippevægsansigtet, og moderen er stivnet i gamle vaner og traditioner. De er hverken klare over, eller har interesse for, hvad der befinder sig udenfor deres faste rammer og deres skematiske tankegang. Derimod bor familien Thamms i det store snavset hus, der symboliserer intet andet end den totale frihed.

For Thomas kompenserer tvillingeparrets tilstædeværelse for den manglende frihed og fleksibilitet i hjemmet, og de bliver med tiden også hans holdepunkt. Det er hos dem, han finder sin styrke i

Side 3

løsrivelsesprocessen: Han opdagede, at han ubevidst havde brugt Micks stemme. Det stod ham smerteligt klart, hvor han lånte sin styrke fra.” (s.79) Sammen med dem opnår han en nødvændig eskapisme fra virkeligheden. Modsat i hjemmet, hvor han må underkaste sig faderens regler og moderens skøre ritualer og tanker om undergang. Han forsøger ihærdigt at løsrive sig, men hans forsøg mislykkes: ”Selv om han stædigt forsøgte at opretholde de gamle normer, klippevægsansigtets, så vidste han, at de var ved at gå i opløsning.” (s.21) Desuden er han stadig i tvivl på, om han vil deltage i deres virkelighedsfjerne frihed og drømmeri. Samvittighedens åg er tungt, og hans dårlige samvittighed overfor klippevægsansigtet er da også kun for opadgående. Han føler en nagende forpligtelse overfor forældrene: ”Thomas satte sig ved det skallede smedejernsbord og begyndte en tung pligt: at skrive brev til sine forældre…” (s.43) Den ”ideelle” frihedsverden, i hvilken Mick og Topsy lever i, eksisterer og rummes endnu ikke i hans univers.

Hans snæversynede syn på omverdenen, grundet hans fars egoisme og principielle livsbetingelser, sætter en stopper for hans videre liv og personlige dannelse. Men dog lykkes det ham – langt om længe – at løsrive sig, og det nærliggende er jo at tro, at han hermed finder sin egen identitet. De første symptomer herpå, er når han nægter at spise gulerødder. Dette gør faderen noget nær forbavset: ”Thomas, din vilje sidder i min…- i min gulerød.” (s.74) samt en anelse eftergivende:

”Der var et bønligt blik i hans fars øjne (…) Ja, (…) man har jo hørt om folk, der får halsbrand af gulerødder (…) Du har ganske ret i, at…” (s.75-76)

Thomas`s mor, den evigt fortvivlende, er et symbol på alt det, som er livsbenægtende. Hun benægter sig selv at leve et sundt og afslappet liv, ved at hun konstant pådutter sig selv enhver sygdom. Hun nærmest ophøjer sygdommene, og bruger lidelserne og smerterne som en slags udvej.

Desuden er hun heller ikke bleg for at påminde Thomas om den frytelige smerte, han forvoldte hende under fødslen.

Henimod slutningen af romanen skiller Mick og Thomas, sammen med nogle andre fyre, sig ud af summen ved at danne en modstandsgruppe. Denne gruppe kunne hjælpe Thomas med at finde sin egen identitet og dermed gruppens identitet, en fælles gruppementalitet, der styrker ham til senere at finde sin egen identitet. Thomas ønsker inderligt at danne sig en identitet, men han kan ikke. Han indser nu til fulde den kendsgerning, som han hidtil har valgt at ignorere: ”Fremtiden var ansvaret!

Fremtiden stod som et spøgelse og ventede på dem. Den var fjendlig, ville trække dem hver sin vej,

Side 4

gøre dem fremmede for hinanden , lægge byrder på ens skuldre. (…) Han fik lyst til at fortælle om sin angst for den absurde, uønskede fremtid.” (s.139)

Var det nu uskyldigheden eller friheden, som Thomas længtes efter? Da han indser, at Topsy og Mick ikke er så uskyldige, som han havde gået rundt og troet, forstår han, at det er friheden han savner. ”Og da han drejede om hjørnet ved den store snavset-hvise hville, der nu lå hen som en sodet ruin, vidste han, at fremtiden var kommet.” (s.182) Thomas ønsker nu at blive voksen og ser, at dette kan han aldrig blive sammen med tvillingerne. Derfor ”myrder” Thomas Mick, fordi han ikke vil være i stand til at løsrive sig ellers. Så der er i realiteten tale om to løsrivelser på én gang.

Hvordan det så går ham i løsrivelsens videre forløb med forældrene og med hans liv i det hele taget, kan jeg kun gætte mig til: Det er nærliggende at tro, at Thomas bliver udlært som ingeniør, og med hans kvaliteter inden for elektronik er det velsagtens også muligt, at han starter sit eget firma, hvorved han bliver direktør ligesom sin far. Hans firma fremstiller elektroniske dele, som er meget eftertragtelige i efterkrigstiden på grund af mangel på alt; og netop derfor blomstrer hans firma.

Anderledes bliver det dog med ægteskabet, da han fraskilles på grund af hans inderlige længsel efter Topsy. Hans tiltrækkende afsky for den autoritære magt, som hans far har haft over ham medførte, at han i sine unge dage havde en tendens til at hoppe med på tvillingeparrets drømmevogn. Men dog! Den sociale arv sejrer – endnu en gang! - og det er højst sandsynligt, at han alligevel følger i faderens fodspor på mange punkter. Han er selve fremtiden, hvorimod Mick er en direkte modsætning til denne. Mick har et meget afslappet forhold til fremtiden og har ikke sat sig nogle realistiske mål for sit videre liv; det eneste, som vi hører om, er hans høje forventninger om Mexico, piger, tequila, tortillas og Topsy. ”Mick holdt flasken op mod lyset. De havde drukket lidt over halvdelen.” (s.175) Det, at flasken er halvtom symboliserer Micks skæbne, idet at hans liv er ved at nærme sig sin ende, ligesom flaskens indhold, når den tømmes. Mick omtaler Mexico som paradis langt borte fra krigen og al anden ondskab. Mexico symboliserer Micks uundgåelige død, hvor han kan få fred og ikke skal tænke på den absurde fremtid.

Den holdning, som romanen udtrykker til krigen og modstandkampen, er ironisk og satirisk og får dem derved til at fremstå som latterlige. Dette ses tydeligt med alle de mange latterlige våben og især omkring episoden omkring kodeordene. De vil jo gerne være soldater, som bruger kodeord og ikke mindst huske dem, men når det er deres tur, kan de ikke huske det og begynder derfor at snakke om ævlegrød, rødkål, grønkål o.s.v. Deres funktion skulle være at værne om en chokoladefabrik. På denne måde gør Panduro grin med modstandskampen, for hvem bekymrer sig

Side 5

om en chokoladefabrik under en krig? Jeg mener, at denne modstandskamp/gruppe har en helt

anden funktion: man må bruge gruppen som et udviklingstrin; men man må løsrive sig for at blive voksen.

Panduro udpeger næppe med De uanstændige nogle af familierne til at være den ideele kernefamilie. For begge familier er på hver deres måde ekstreminister, og de har begge deres ulemper. Ulempen ved familien Thamms er følelsen af rodløshed og manglende nødvendig disciplin, som opstår på grundlag af den totale frihed. Og spørgsmålet er så, hvad det er for en slags frihed, de har. Det er yderst tvivlsomt om denne frihed i grunden er så positiv, som man måske umiddelbart ville tro.

Thomas`s autoritære opdragelse er heller ikke positiv, da de værdier, som er styrende for faderen er langt fra de demokratiske. Han har, når alt tages i betragtning, allerede ved undfangelse til grav tilrettelagt hans liv. Når børneopdragelsen er autoritær, kan børnene, eller de unge, reagere på to forskellige måder. De kan enten blive trodsige, stædige og hårde eller eftergivende, underdanige, usikre og svage, i hvilken sidstenævnte gruppe Thomas i starten tilhører. Men efterhånden som hans venskab med Mick og Topsy bliver stadig mere intimt, tilhører han den førstenævnte gruppe.

På side 171 drikker Thomas med væmmelse af kognac-flasken, og Mick svarer: ”Sådan er det med alting (…) alle disse nydelser skal man vænne sig til, før man kan goutere dem. I begyndelsen er det som regel meget ubehageligt…” Her hentyder han til puperteten. Denne overgang er noget, der optager dem, om ikke synderlig meget, så en del, og derfor er overgangen fra at være barn, eller et ungt mennske, til at blive voksen væsentlig i romanen samt i Panduros etiske budskab om opdragelsens vigtige funktion og hvilke værdier man lægger i den. Han forkaster – helt rigtigt - idéen om den autoritære og den totalt frie (Lazzes Faire) form. Istedet skal der benyttes en

demokratisk mellemvej sådan, at der med et forældre/barn-forhold kan følge gensidig kærlighed og

omsorg samt respekt fra begge sider.

Bortset fra inflation, politik og des lige er vandringen fra barn til voksen stort set den samme proces i dag, som i generationerne før os. At skulle løsrive sig fra sine forældre og blive voksen – om man er pige eller dreng, lever i det 21.århundrede eller i middelalderen – det gør ikke den store forskel.

Men hvad er det egentlig, der gør, at man bliver voksen – at man ønsker at blive det. Man kæmper for at løsrive sig fra ens forældre, men ønsker alligevel at holde fast – til et vist punkt.

Side 6

For at kunne blive voksen, skal man jo gerne kunne klare sig selv, og det er præcis det, den unge vil

prøve på, når han/hun gør oprør. Prøve at gøre tingene på sin egen måde og derved klare sig selv.

Hvis jeg skal afgøre, hvad jeg mener, der er af betydning for at blive voksen, må jeg først pointere, hvad jeg definerer som voksen. At være voksen er ikke ensbetydende med, at man har levet så og så mange år, eller at man tjener så og så mange penge. Derimod er det en, der uanset omstændighederne, tager konsekvenserne af sine handlinger, behandler sig selv og andre med respekt og ellers ikke er bange for at være barn! Måske er det at skyde lidt for højt, for mon alle dem, der kalder sig voksne kan leve op til denne definition… Jeg mener, at man i hvert fald bør stræbe efter at opfylde dette.

Der er mange ting, der kan have indvirkning, og derved betydning, for det at blive voksen. Voksen, det er ikke noget, man bliver fra den ene dag til den anden, lige som buskens bær ikke bliver modne natten over. For at modnes må der være de rette betingelser til stede i planternes verden, såvel som i vores. Hvis et barn har modtaget nok af accept, disciplin og kærlighed gennem sin opvækst, er det en naturlig udvikling, at det med tiden modnes og bliver voksent… Hvis altså, stadigvæk, det får lov at rive sig løs…