"De uanstændige" Analyse

De uanstændige

De uanstændige, af Leif Panduro, er en roman omhandlende tre unge existenser fra to vidt forskellige familier. Genren er en satirisk skildring af samfundet og dets personer i hvilket deres ungdomsliv for lov til at udvikle sig i grænselandet mellem magt og afmagt, ansvar og skødesløshed og mellem selvrealisering og selvafrealisering. Disse tre unge existenser er hovedpersonerne i romanen og tvillingeparret, Topsy og Mick, viser to provokerende – og tragiske - aspekter af mennesket, når det stilles ultimativt frit. Thomas, derimod, viser et andet aspekt af mennesket, når det – i overordnet forståelse - bliver spærret inde. Romanen leger i et satirisk perspektiv med det gængse samfundsbillede, dets normer og autoriteter og stiller dette på hovedet i forhold til det samfund og den opdragelsesform, som vi kender i dag. Normer og autoritæt samt opdragelse er temaer i romanen, og herunder kan andre emner inddrages, såsom løsrivelse, forholdet mellem ungdoms-og voksengeneratione, tiltrækkelse og frastødelse og overgangen fra at være barn til at blive voksen.

Romanen foregår i København under 2. Verdenskrig, og Panduro sætter med romanen fokus på moral og opdragelse, idet han stiller to familier med to vældige modsætninger op imod hinanden. Romanen siger desuden også noget om, hvor vigtig opdragelsen er, fordi den helt afgjort er den vigtigste faktor i vores personlighedsdannelse.

Derudover er De uanstændige også en skildring af det unge menneskets splittelse mellem virkelighed og uvirkelighed, drømme og ambitioner (eller mangel på samme) og ikke mindst splittelsen mellem dem selv og omverdenen.

STX 3.g mellem, en indre, en ydre og en alvidende synsvinkel. Fortælleren er skjult og deltager ikke. Fortællemåden er mærket af dialoger, og kombinationen af den ydre synsvinkel og den skjulte fortæller i nogle af kapitlerne kendetegner en scenisk fortællemåde. I romanen bliver der brugt meget replikindividualisme (Dette, og den sceniske fortællemåde, kan umiddelbart minde om den impressionistiske digtekunst) Dette betyder, at man udfra sproget kan se, hvem der taler. Som et eksempel herpå siger Eugene altid en anden en, når han egentlig mener sig selv, og Mick bruger ord som skidehamrendeknaldgodt og slutter ofte sætningerne med mand. Ellers er sproget hovedsageligt hverdagssprog. Dog gør Panduro også brug af symbolikken. Som et eksempl herpå, kan nævnes, at når Thomas vil ødelægge møblerne, er det egentlig et symbol på løsrivelsen fra forældrene, idet at han ser forældrene i møblerne. Møblerne står altid på det samme sted, og ligeledes forholder det dig med dem.