"Den eneste ene, eneste" af Jan Sonnergaard | Analyse

Side 1

Side1/4

Den eneste ene, eneste

”… selvom det kan være det slår mig ihjel, vil jeg altid sige, at gid I selvbestaltede dommere kunne se skønheden her hvor jeg er nu, hvis I kunne det ville i afgjort ikke bedømme mig så hårdt som I gør…”(Side 3, linje 71-72) Således beskriver hovedpersonen i novellen ”Den eneste ene, eneste” sit misbrug. Hovedpersonen beskriver sit misbrug som værende hans eneste ene. Novellen ”Den eneste ene, eneste” af Jan Sonnergaard omhandler hvorledes omverdenen ikke kan sætte sig ind i en misbrugers problemer. Hele hændelsesforløbet igennem novellen ses fra misbrugerens synsvinkel. På denne måde kan man følge misbrugerens kamp mod omverdenen, samt de samfundsnormer vi mennesker har lavet, hvori misbrug af alkohol og stoffer ikke er socialt accepteret.

Fortælleren i novellen ”Den eneste ene, ene” er skrevet i 1 person, jeg fortæller. Dette gør fortælleren meget tydelig og eksplicit i novellen, idet han fremhæver sig selv hele tiden ved brug af ”jeg”. Fortælleren er personbunden og man bevæger sig kun inde i fortællerens hoved, hvilket gør at vi kun kan se hvad han tænker og føler. Fortælleren kommunikerer ikke med andre mennesker, men tænker derimod tilbage på de samtaler han har haft medfolk. Læseren får dermed en meget subjektiv version af begivenhederne, da vi kun ser fortællerens version af episoden og ikke præcis hvad der skete i selve hændelsesforløbet. Hele novellen er scenisk fremstillet med mange flashbacks, da fortælleren kigger tilbage på forskellige episoder, samt de forskellige samtaler han har haft med folk.

Novellen er skrevet i stream of consciousness, hvilket gør den meget forvirrende, da vi kører rundt i fortællerens tanker. Dette gør dog også at vi får et større aspekt over fortællerens personlighed, idet vi ser hans indre følelser og meninger: ”Men hun er en hedning og jeg kan ikke have det. Hun er blasfamesk, så jeg er min fulde ret til at smække røret på…” (Side 2, linje 54-

55)At vi kan høre fortællerens tanker gør ham mere forståelig for os læsere. Vi kan forstå hans følelser og inderste tanker, dog kan vi ikke vide hvordan han agerer i omverdenen og overfor andre mennesker. Dermed har vi kun fået en side af ham som menneske, nemlig den indre.

Fortælleren i historien er beskrevet som en dranker og stofmisbruger, der ikke vil give sit STX 1.g pårørendes synsvinkel, men forfatteren Jan Sonnergaard får læseren til at sætte sig i den afhængiges

Side 2

Side2/4

sted, således vi bedre kan forstå hvorfor de har så svært ved at komme ud af misbruget, samt til tider slet ikke ønsker at komme ud af det. Denne novelle vil have os til at forstå hvad der foregår i hovedet på misbrugerne.”Om få timer er min metamorfose fuldendt og jeg er blevet… en

SUPERNAUT! Som rækker ud efter himlens stjerne i endeløst begær og ekstase.”(Side2, linje47-

48) Dette citat beskriver hvordan hele hans verden er opbygget omkring det kick han får, af at være på stoffer eller fuld. Han forstår ikke sine medmennesker, når de spørger til”… hvordan det gik med mig og mit helbred”(Side 2, linje 35) Han kan ikke sætte sig ind i deres sted, men de kan heller ikke sætte sig ind i hans. De virker ikke til at forstå ham og hans problemer, at hans afhængighed nu er blevet hans liv, og at han for så vidt nu er ligeglad med alt andet. De forstår ikke, at et lille telefonopkald eller en trussel ikke får ham til at reagere, mens afhængigheden er så stor at intet andet i hans liv betyder noget.

Selvom man får historien fortalt fra fortællerens meget subjektive synsvinkel får man ikke ondt af ham, som ofte ventet. Man kender selvfølgelig fortællerens kvaler, og hvorledes de andre personer ikke forstår hvad han går igennem. Læseren får derimod ondt af de mennesker, der prøver at hjælpe ham, mens han bare skubber dem fra sig: ”Hun truer og truer og siger, at nu må jeg vælge, jeg må vælge mellem hende og vores datter og al den druk.”(Side 2, linje 53-53) Man kan næsten høre desperationen i Helenas stemme, når hun begynder at true med dette. Hun har ikke andet at true med, men kan ikke leve med en mand der lever lives således. Vennen Jeppe prøver også at få fortælleren på rette spor, men fortælleren afslår ham. ”… selvom det kan være det slår mig ihjel, vil jeg altid sige, at gid I selvbestaltede dommere kunne se skønheden her hvor jeg er nu, hvis I kunne det ville i afgjort ikke bedømme mig så hårdt som I gør…”(Side 3, linje 71-72) De to parter taler forbi hinanden, da de ikke forstår hinanden og hvad de hver især går igennem. Fortælleren forstår ikke hvorfor de ikke bare vil lade ham være, mens hans venner og kæreste ikke forstår hvorfor han ikke vil opgive stofferne og alkoholen for deres skyld. I Det overstående citat har forfatteren har valgt at skrive ”I” med stort, da det fremhæver, at det er fortælleren mod de andre. At han er alene, mod dommerne der dømmer ham uden egentlig at kende til hans situation.

Genren i fortællingen er novellegenren. Typiske træk for novellegenren er, at den bevæger sig inde for et entydigt forløb eller entydig hændelse. Dette passer godt på denne novelle, da den bevæger sig omkring fortællerens misbrug og hvordan han takler dette. At man ikke møder mange personer i novellen og kun bevæger sig i et miljø, nemlig fortællerens tanker, er et meget typisk novelletræk. Normalt har noveller ikke plads til store psykologiske udredninger, men det har denne,

Side 3

Side3/4

idet man følger fortællerens tanker gennem hele novellen, får man automatisk meget af personens psyke beskrevet. Man bevæger sig rundt i hovedpersonens tanker og får automatisk meget psyke med. Man ser hvordan han forholder sig til, hvorledes andre personer agerer på hans misbrug og hvorfor han ikke kan forstå, af hvilken grund de ikke bare vil acceptere det.

Novellens sprog er meget nutidigt. Det nutidige sprog passe godt ind i novellen, da den beskriver et nutidigt samfundsproblem, misbrug og hvordan samfundet ikke sætter sig ind i misbrugerens problemer. Sproget er typisk talesprog, da novellen er fyldt med redundans, såsom gentagelsen af at han har lyst til stoffer og alkohol. Forfatteren bruger også et meget uformelt sprog, da det hjælper læseren til at føle sig inde i fortællerens tanker og dermed få en større forståelse for hovedpersonens følelser.

Der drages mange paralleller mellem hovedpersonens misbrugsproblem og tro. Fortælleren bliver ved med at henvise til sin afhængighed af alkohol og stoffer, som var det en type religion. Han mener selv, at hans tro, underforstået misbrug, er noget de andre ikke forstår. ”Det kan være, flertallets religion vil bedømme mig som et ondt menneske”(Side 3, linje 64-65) Han sammenligner altså sin afhængighed, med hvad vi andre forstår som en slags religion. Det virker til at han gør oprør mod fællesskabet, hvor han ikke tager hensyn til deres syn på hans ’tro’. I fortællerens øjne er det, at han ikke vil opgive sin afhængighed og dermed ikke vil bukke under for flertallet, noget de andre ikke forstår, da de er en del af flertallet. I fortællerens øjne kan han sammenlignes med Martin Luther, dengang han brød op med den katolske Kirke. Fortælleren har, ligesom Luther, fundet noget andet at tro på end flertallet og vil ikke bukke under for, hvad de andre vil påvirke ham til at gøre.

Novellens overskrift beskriver tydeligt, hvordan fortælleren har henlagt sig til misbruget som var det ”Den eneste ene, eneste”. For fortælleren er der nemlig ikke længere andet af betydning. De troende har det på samme måde med deres gud og dette fremhæver forfatteren også ved brug af allusion: ”Der er kun tre ting: Et menneske. Et liv. En gud! Sieg SKÅL! Sieg SKÅL! Sieg SKÅL!”(Side 3, linje 85-87) Disse tre ting kunne i bibelske sammenhænge beskrives som Faderen, Sønnen og Helligånden, eller treenigheden, hvor forfatteren sammenligner dette med fortællerens misbrug. Forfatteren henviser altså til en indirekte sammenhæng mellem hovedpersonens druk og den lutheranske tro.

Side 4

Side4/4

Fortællerens ide om at hans afhængighed er hans form for religion, kan tolkes som en kritik af samfundets forhold til religion som helhed. På samme måde som fortælleren i historien er afhængig af stoffer og alkohol, er de religiøse afhængige af troen. Troen er noget mennesket har opfundet for at fjerne det skræmmeelement, der er på det uvisse, såsom hvad der sker med os når vi mennesker dør. Kritik af religionen kan føres videre til en kritik af samfundet, idet samfundet accepterer religionen men ikke stofferne og alkoholen. Sonnergaard sætter to emner op imod hinanden, hvori det ene emne, religion, er lovligt, mens det andet er tabu og forbudt. Hvorfor accepterer samfundet den ene ting, mens den anden er social uacceptabel? ”… og der er øl og gammel dansk og en kylling, og det er himmerige her på jord, så længe som det varer, og det varer måske ikke så længe..” Alt tro er bygget op om en ting, nemlig hvorledes man kan komme til himmerige når man dør. Hvorfor accepterer samfundet så ikke, at fortælleren vælger at tage sit himmerige her på jorden, i stedet for at vente på noget han ikke selv tror på.

De overordnede temaer beskriver hvorledes samfundet burde acceptere de afhængige, da de ofte ikke har andet kært i livet end deres misbrug. Nogle misbrugere ønsker ikke at frigives fra det misbrug de er i. Derudover beskriver en af novellens temaer hvordan afhængighed påvirker alle ens medmennesker. Det er ikke kun misbrugeren der bliver påvirket. Det vigtige og overordnede tema må beskrives som det mærkelige i hvad der er socialt accepteret. At troen på noget der ikke eksisterer, er socialt accepteret, men at tage noget for at få det rart, også selvom det ikke skader andre end dig selv, er højest uaccepteret og bliver set ned på.

Novellen ”Den eneste ene, eneste” sætter fokus på misbrug, samt hvordan samfundet forholder sig dertil. Fortælleren har ingen skyldfølelse til sin omverden og det kan personerne omkring ham ikke forstå. Hans skyldfølelse er ikke eksisterende, da han ikke forstår hvad det er han burde føle skyld omkring. Dermed beskriver novellen godt hvorledes en misbruger og hans medmennesker taler forbi hinanden og ikke forstår hinandens problemer. Novellen beskriver også hvorledes nogle ting, såsom troen er socialt accepterede, hvorimod andre, såsom misbrug, er socialt uaccepterede.