Den forsvundne fuldmægtig | Romananalyse

Side 1

1

Indholdsfortegnelse

Indledning……………………………………………………………………………….2

Resume…………………………………………………………………………………..2

Romanens komposition og fortællerform……………………………………………..3

Persongalleri med de forskellige karakterers betydning…………………………….6

De forskellige miljøer og deres betydning……………………………………………12

Fortolkning og perspektivering………………………………………….………...….14

Konklusion………………………………………..…………………….………….......16

Litteraturliste………………………………………………………………………….17

Der vil i opgaven forekomme løbende henvisninger, hvilke alle henviser til primærværket Den forsvundne fuldmægtig. Direkte citater fra romanen eller henvisninger til andre værker vil foregå ved hjælp af fodnoter.

Side 2

2

Indledning

Hans Scherfig kan ses som en af det 20. århundredes største danske satiriske forfattere. Hans mest fuldendte bog, Den forsvundne fuldmægtig, stærkt efterfulgt af klassikeren Det forsømte forår, er begge blevet udgivet i mange tusinde eksemplarer og bliver det til stadighed. Jeg har valgt at se på Den forsvundne fuldmægtig for at belyse hvad Scherfig ville med bogen og hvordan han fik sin idé udtrykt igennem det skrevne sprog.

Der vil i opgaven blive lavet en karakteristik af de vigtigste personer i romanen samt af de forskellige miljøer, som hovedpersonen befinder sig i. Der vil blive set på de forskellige personer og miljøers betydning for forståelsen af romanen Videre vil der blive set på romanens komposition og måden, hvorpå forfatteren formidler sit stof til læseren. Herunder romanens sproglige og stilistiske virkemidler. Sidst i opgaven vil romanen blive fortolket, hvorunder samfundskritikken i romanen vurderes og denne perspektiveres til forfatteren.

Resume

Fuldmægtig Teodor Amsted og det der senere skal vise sig at være klassekammeraten Michael Mogensen, forsvinder med få dages mellemrum. Idet Amsted før myndighederne bliver klar over, at Mogensen har sprængt sig selv i luften med dynamit og nu er totalt udslettet, øjner fuldmægtig Amsted chancen for at forsvinde ud af det borgerlige samfund han lever i og flytte ud på landet. Her agter han under dæknavnet Herbert Johnson, at starte et nyt og friere liv, hvor han i højere grad selv får mulighed for at administrere sin tilværelse. Forskellige mere eller mindre tilfældige faktorer muliggør denne forsvinden. Blandt andet en lottogevinst og et falsk selvmordsbrev.

Livet i det lille nye samfund er ikke som Amsted forestillede sig og den natur, som han troede var lykken, viser sig at være lige så brutal og barsk, som det samfund han tidligere var en del af.

Amsted bliver opsporet af myndighederne og finder for første gang i sit liv den sande lykke i fængslet, hvor hans værdier som blandt andet tryghed og orden er en del af hverdagen.

Teodor Amsted ved, at det er her han ønsker at tilbringe resten af sit liv. Idet Amsted ikke er i stand til at begå et mord, anvender han igen sin list og får overbevist myndighederne om, at Michael Mogensens stadige forsvinden, er resultatet af et mord. Et mord som han selv står bag.

Side 3

3

Romanens komposition og fortællerform

Romanen er delt op i tre hovedafsnit med i alt 53 underafsnit. Den alvidende fortæller er dog ikke bundet af hverken hoved- eller underafsnit og der kan springes mellem de forskellige afsnit med især korte bemærkninger. Eksempler på dette ses f.eks. ved episoden, hvor Herbert Johnson ifølge fortælleren uoverlagt har ladet sit overskæg fjerne i en lille by. Idet han anses for at være en

ejendommelig og usædvanlig kunde, vil han her blive husket. ”Det kom til at skade ham senere.”^{1}

Der kommer altså en alvidende fortæller ind og forsyner læseren med fremtidige oplysninger. Et andet eksempel på denne måde, hvorpå Scherfig fastholder læseren ved hele tiden at holde ham fast til historien, findes lige efter Herbert Johnsons ankomst til den nye egn. Her fastslås og bekræftes det lille samfunds mistillid til den nye mand og påstand om, at der måtte være noget galt fat med ham, med sætningen ”Og det slog også til.” [2]

Læseren finder altså allerede her ud af, at der var et eller andet galt fat med den nye mand.

Romanen er skrevet i tredje person således, at fortælleren under hele bogen ved alt om alle personer og kan give sin viden til kende, hvornår det skal være. Bogen indledes med igennem en slags forord, at berette om historiens vigtigste punkt. At to mænd er forsvundet og at det er sket på mystiske vis. Derpå fortsætter romanen fra ende til anden med at fortælle og se tilbage på, hvordan dette kunne gå til og hvorledes det påvirker de implicerede personer.

Splittes romanen op og inddeles kronologisk starter fortællingen i oktober 1901. Man hører hvorledes, Johnson kommer til den nye egn i efteråret 1901. Her befinder han sig indtil foråret har indfundet sig og sommeren så småt går i gang med badeturister, solskin og en smule varme i luften.

(p. 143) Nu bliver han idømt 8 måneders fængsel, som han afsoner. Hvis sommeren begynder i juni løslades Amsted i februar 1902, hvor han kort tid efter igen bliver fængslet. Denne gang for livstid.

Romanens handling strækker sig altså over et tidsforløb på under to år. Der er dog flere flash back i bogen, som blandt andet ser tilbage på Amsteds liv før hans forsvinden. Her i blandt hans barndom.

(p. 98) Selve romanen er skrevet i flere forskellige fortæller-stilarter. I begyndelsen af bogen optræder en særdeles objektiv og saglig fortæller, som på journalistisk vis beskriver en politisag. (p.

5) Fortælleren kan på dette sted, og for så vidt også i romanen generelt, dog ikke betragtes direkte som en fortæller, men mere som en overordnet samfundsmæssig holdning, der giver sit besyv med.

Et godt eksempel på en samfundsmæssig udtalelse findes efter, at det lige er blevet fortalt, at Jens Jensen og hans kone ofte skændes og at det ikke gik stille for sig:

1

Scherfig, Hans. Den forsvundne fuldmægtig. Gyldendal. 1938, p. 110 (Herefter Scherfig, DDF)

2

Scherfig, DDF, p. 78

Side 4

4

”Men hun døde da, gudskelov for det. Det var bestemt det bedste for hende. Han var ikke god ved

sin kone.”^{3} Dette må anses for at være samfundets overordnede mening.

Der finder ligeledes direkte og indirekte tale sted i romanen, som levendegør de enkelte personer.

(p. 81 og p. 163) Mange steder igennem hele romanen anvendes ordet ”og” som første ord i en sætning. ”Og her er din mappe og her er et rent lommetørklæde! Glem det nu ikke. Og nu må du gå, ellers kommer du for sent til kontoret. – Og nu er maden færdig…Og her er et stykke til.” [4] Ordet ”og” binder sætningerne sammen og får dem til at stå i en sammenhæng. De bliver opremset og ophober sig til en klar og sammenfattet tendens. Her en tendens til at konen helt og holdent har styr over den fuldmægtiges liv og håndterer alt det praktiske. Det sproglige virkemiddel, som gentagelsen af det lille ord virker som, forekommer ikke kun ved direkte eller indirekte tale. Det kan ligeledes forekomme ved tanker eller igennem samfundets stemme.

”Og der lugtede af vådt tøj og mad-papir og fedtlæderstøvler. Og man var bange for første time med en rasende matematik-lærer. Og for tredie time med en sadistisk fransklærer.” [5] Her beskrives den nu voksne Amsteds tanker om sin skolegang. På samme måde som ved direkte og indirekte tale, ligger der her noget ophobende, som generaliserer begivenheden og laver denne til en tendens, der beskriver hele Amsteds skolegang. Teknikken er ikke Scherfigs opfindelse, men kommer til at fungere særdeles fint i hans skrivemåde. [6]

Det indledende brug af ordet ”og” forekommer som sagt mange steder i romanen, men det er dog ikke det sproglige virkemiddel, der er flittigst brugt af forfatteren. Satire anvendes nemlig i langt højere grad af Scherfig. Den humoristiske satire er at spore overalt i teksten. Scherfig anvender ikke en direkte hetz mod nogen eller gør direkte nar af hverken samfundet eller enkeltpersoner. Han beskriver objektivt hvad disse til tider specielle mennesker foretager sig og lader det være op til læseren, at bedømme hvorvidt disse personers opførsel er god eller dårlig. Et eksempel herpå ses da Anders på mosen skal sendes på tvangsarbejdsanstalten. Han sidder foran sit hus og snitter legetøj til sine børn, da myndighederne kommer for at hente ham. Hageholm, som i øvrigt ikke har noget direkte at gøre med denne sag, er kørt med og skriger, at Anders er bevæbnet.

”Ja, pas på! – skriger sognefogeden – Og statsbetjenten springer ud og afvæbner den farlige

mand.”^{7}

3

Scherfig, DDF, p. 89

4

Scherfig, DDF, p. 99

5

Scherfig, DDF, p. 98

6

Hertel, Hans. Tilbageblik på 30´eren. Stig Vendelkærs forlag. 1967, p. 144

7

Scherfig, DDF, p. 126

Side 5

5

Ved nærmere eftertanke virker den uhjælpelige Anders slet ikke så farlig overfor det store opbud af myndighedspersoner, der er mødt op. På satirisk vis bliver selve samfundet og dets fremgangsmåde her kritiseret for dets overdrevne påpasselighed og agtpågivenhed. Oveni den morsomme del af romanen ligger et lag af ironi. Dette kommer, ligesom satiren i sig selv, til udtryk igennem helt objektive skildringer af de forskellige personers gøremål. Da fru Møller kontaktede politiet og fortalte om Mogensens forsvinden, sagde hun, at grunden til, at hun anmeldte hans forsvinden, selvfølgelig ikke hang sammen med, at Mogensen skyldte hende 15 kr. til husleje. I tanker fortsatte fru Møller:

”Sådan var hun ikke. Hun var ikke noget umenneske. Der måtte naturligvis være orden i tingene, og

en anden en skulle også leve. Og 15 kr. er mange penge.”^{8}

Det var måske alligevel på grund af de 15 kr., at fru Møller anmeldte Mogensens forsvinden. 15 kr.

er jo mange penge og disse kan være svære at undvære i en husholdning. Det morsomme og ironiske ligger altså her i, på hvilken måde fru Møller på den ene side får helliggjort sin person ved at overbevise myndighederne om, at hun ikke er grådig og nærig og så på den anden side, at forfatteren igennem hendes tanker, får gjort os opmærksomme på det modsatte. Et andet eksempel på denne glødende humoristiske ironi kan findes der hvor Hageholm tilbyder Johnson, at han kan leje sig ind mod ham. Hageholm er meget ivrig for at få overtalt Johnson til at bo hos sig, men det ender med, at Johnson bliver boende hvor han gør. (p. 103 – 104) Senere i bogen hører man så Hageholms uforståelighed overfor hvorfor Jens Jensen gider, at have en sådan mærkelig person som Johnson boende. (p. 120) Den ironiske satire er klar og Hageholm er hermed, igennem sine egne ord, stemplet som en dobbeltmoralsk person, der først siger et og senere mener noget andet.

Det sidste virkemiddel, der her vil blive taget fat på, er Scherfigs brug af gentagelser. Der

forekommer i romanen både gentagelser af korte udtryk som f.eks. ”Man hytter sig”^{9} og igennem

hele romanens anden del bliver det gentaget, at Hageholm var en urolig sjæl. Disse korte gentagelser bliver lavet således, at læseren får den opfattelse, at samfundet generelt ”hytter sig”, altså lukker øjnene for de forbrydelser og ubehageligheder, der sker i samfundet. Hageholm er indbegrebet af urolighed og det må ses som en stor del af hans personlighed. Når tingene bliver gentaget flere gange generaliseres de og bliver herved en måde hvorpå de forskellige personer og miljøer kan opfattes. Det gentages flere gange, at Leif har for meget fantasi, men at skolen som samfundsinstitution nok skal tage sig af denne fantasi og få den til at foretage sig. (p. 27 og p. 58) Dette er et eksempel på en gentagelse af en mere konkret oplysning, hvilke der i romanen også

8

Scherfig, DDF, pp. 12 - 13

9

Scherfig, DDF, p. 130

Side 6

6 forekommer flere af. Ved gentagelse af dette, bliver det for læseren ekstra klart, at skolen og dermed samfundet, helst ser sig fri for nogen former for fantasi hos de voksne og dannede samfundsborgere.

Persongalleri med de forskellige karakterers betydning

De forskellige karakterer i romanen har hver deres personlighed, som igennem levende beskrivelser får hver enkelt person til at repræsentere en del af samfundet.

Romanens hovedperson og titelperson er fuldmægtig Teodor Amsted. Amsteds person kan, lige som romanen, deles op i tre dele.

I første del af romanen beskrives den 46-årige Amsted som en noget nær perfekt embedsmand og familiefar, der lever sit borgerlige og anstændige liv i Herluf Trollesgade i København. Denne af udseende genert smilende embedsmand med et engelsk overskæg og bekymrede rynker i panden, beskrives af sin kone, som værende en pligtopfyldende, trofast, punktlig og ordentlig mand, der ikke synes om forandringer. (p. 22 og p. 59) Hr. og fru. Amsted har været gift i 18 år og blev det lige efter Teodor Amsteds sidste officielle eksamen. De har sammen sønnen Leif.

Teodor Amsted har gået på Metropolitanskolen, hvorefter en alment dannende studentereksamen videreførte ham til universitetet. Her uddannede han sig til cand. jur. og fik stilling i krigsministeriets 14. afdeling. Teodor Amsted beskrives af sin chef i ministeriet som værende en rolig og behersket mand, hvis afholdte person var agtet af alle. Dette blandt andet på grund af den fuldmægtiges omhyggelig og pålidelig arbejde. Rent professionelt anså kontorchef Ohmfeldt Amsted som en korrekt og værdifuld embedsmand og personligt som en tiltalende og ligeledes agtet mand. (p. 41) Teodor Amsteds kolleger anså ham som en flink og opmærksom gentleman, der i sit arbejde var en dygtig og kultiveret embedsmand. (p. 42)

Amsteds anstændige liv bekræftes allerede helt i starten af romanen, hvor Fru Amsted nævner en episode, hvor hendes mand som gymnasieelev havde haft en ”højest platonisk forelskelse i en kiosk-

dame.”^{10} At en sådan, på overfladen banal, begivenhed huskes, må ses som et tegn på, at Amsted

ikke havde haft mange udsving i sit liv.

Teodor Amsteds anden person hedder Herbert Johnson. Johnson kommer til en ny egn, hvor ingen kender ham. Johnson ligner Teodor Amsted, men med briller og uden overskæg. Det lille nye samfund, som Johnson kommer til, ser ham som en fredelig skikkelse. Idet Amsted siger, at han

10

Scherfig, DDF, p. 8

Side 7

7 kommer fra Amerika, ser folk på egnen ham som en mystisk og hemmelighedsfuld person, som de ikke ved meget om. (p. 78) Herbert Johnson lejer sig ind hos Jens Jensen og bruger sin tid på at betragte samfundets daglige liv og de forskellige personers færden samtidig med, at han lever et roligt og tilbagetrukket liv.(p. 113) Johnson har intet erhverv, men lever af penge, som han tidligere har tjent i Amerika. Hans stilling er Rentier. (p. 99) Han er ikke så praktisk anlagt, men tillærer sig efterhånden visse færdigheder, som det daglige liv kræver. Johnson er ikke velklædt med nystrøgne skjorter og rene lommetørklæder, som Teodor Amsted var det. Johnsons tøj og lommetørklæder er snavsede og Jens Jensen mener, at Herbert Johnson er hjælpeløs. (pp. 94 – 95) Johnson er ugift og har ingen børn og bruger meget af sin tid på at studere naturen, som han til tider finder barsk og rå.

Dette blandt andet igennem studier af hjemmelavede akvarier. (p. 128 og p.138) I modsætning til Amsted, så er Herbert Johnson ikke en velanset del af noget samfund. Folk nærer mistro til ham i det lille samfund, hvor han nu er bosat og ved en rejse til København føler Johnson ikke, at han hører til samfundet. (p.116) Under Johnsons ophold på den nye egn oplever han følelser for to piger. Jens Jensens datter, Karen og pigen fra den historiske kro, Alice. Det når dog ikke at blive til noget med nogen af dem. (p. 143 og p.132)

Teodor Amsteds tredje person hedder igen Teodor Amsted. Efter afsløringen af at Herbert Johnson og han selv var en og samme person, bygger Amsteds tredje person videre på den oprindelige Teodor Amsted. Det bliver klart, at den sømmelige og tilsyneladende lykkelige embedsmand havde andre drømme med sit liv end hvad det var blevet til. I bogens tredje afsnit kommer man ind bag facaden på den borgerlige Amsted. Her beretter han selv til politiet om hvorledes hans tanker og fantasi har bevæget sig væk fra det daglige arbejde og dets gøremål og over i fantasier om frihed og selvstændighed. Amsted har opbygget en trang til at skulke, i alle de år han har levet det pligtopfyldende og punktlige liv.

”… Han havde længe fantaseret. Han havde drømt og digtet om et liv i frihed. Om en tilværelse, hvor han selv rådede over sig. Et stille liv i naturen. I den egn, som han havde kendt som barn, og som stod for ham som et ferieparadis. Han havde siddet i lænestolen i herreværelset og drømt sig

væk… Han havde givet efter for trangen til at skulke…”^{11}

I Amsteds personlighed havde der altså ligger en utilfredshed med sit daværende liv. Teodor Amsted var ikke så lykkelig i sit gamle liv, at han så det for kostbart, ikke at ofre sin sociale status, sin kone og familie og sit arbejde for at tage ud og prøve at finde lykken. Herved får hans personlighed en karakter af egoisme. Under afhøringerne af Amsted udtrykker politiet, at de ikke

11

Scherfig, DDF, pp. 158 - 159

Side 8

8 finder ham hensynsfuld overfor sin kone, selv om Amsted netop for at være dette, undlod at sende selvmordsbrevet direkte hjem til privatadressen i Herluf Trollesgade. Teodor Amsted er ikke længere agtet af samfundet på nogen måde. Hans forhenværende chef Ohmfeldt ønsker ikke at se han i sit hjem længere. Det er ligefrem en pinlig situation hvis nogen skulle se, at den sociale taber Teodor Amsted befandt sig i Ohmfeldts hjem. (p. 173)

Amsted opnår igen den yderste agtelse og anseelse i fængslet og han virker ”igen” til at have fundet lykken. Igen må stå i anførselstegn, da det er klart, at Amsteds liv som fuldmægtig ikke var komplet, idet han begærede en lyst til at flygte fra dette liv. Det er nu ikke blot samfundet, som synes at han er lykkelig. Det er nu direkte ham selv. (p. 51)

Første del af Teodor Amsteds personlighed skal ses som produktet af samfundets udformning af individet. Amsted er igennem sin skolegang blevet udformet som et borgerligt samfundsideal med pligt, disciplin, orden og akkuratesse som mål i sig selv. (p. 96) Amsteds første person består udelukkende af værdier, som Amsted er blevet pålagt op igennem hele sin opvækst igennem forskellige institutioner. Heriblandt barndomshjemmet, skolen, gymnasiet, universitetet og hjemmet i Herluf Trollesgade.

Anden del af personligheden er udtryk for en lille selvstændighed og længsel efter frihed, som på grund af tilfældige omstændigheder får lov at bryde igennem. (p. 97) Den inderste tilbageværende rest af trang til at bestemme over sit eget liv, får lov at skinne igennem den massive overflade af facade og et håb om frihed kommer til syne. Amsted har både direkte og indirekte en drøm om at finde friheden, men hverken i den ene eller den anden drøm, ved han hvor denne frihed findes. Dette kan blandt andet ses igennem drømmen, som Amsted har efter hans ankomst til den nye egn. Drømmen handler om, hvorledes han må flygte fra skydende kanoner over en dæmning.

Det er umådelig hårdt og han bliver total udmattet og synker i knæ. (p. 84) Drømmen kan analyseres til at være et udtryk for Amsteds svage personlighed. Personligheden er gjort svagelig som et resultat af, at også hans bevidsthed er forvaltet. [12]

Samfundet har opdraget Amsted til at gøre og tænke som en fuldmægtig og kun som en fuldmægtig. Amsted er altså ikke i stand til at leve på andre måder. Igennem drømmen bliver det altså klart, at Amsted ikke vil klare opholdet i det nye samfund.

12

Andersen, Jens Kr. Hans Scherfigs forfatterskab – En analyse. Vinters forlag. 1969, p. 34 (Herefter Andersen, En analyse)

Side 9

9

”Han har villet prøve på at være fri. Men det er ikke sådan at administrere sin frihed. Man kan ikke

                                                                     13
pludselig navigere selvstændigt rundt i tilværelsen, når man altid er blevet bugseret.”

Amsteds selvstændighed er blevet taget fra ham og han har svært ved klare sig selv. Det er derfor ikke under protest, at Amsted bliver kørt væk, da han er blevet opsporet af politiet.

Som Herbert Johnson får Amsted altså ikke sat sig helt udenfor samfundssystemet. Han kommer

                                                                           14
ind i en ny samfundsorden, men bliver opsøgt og ”indhentet af den borgerlige retfærdighed”

Johnsons bekendtskab med de to piger og hans seksuelle tiltrækning af dem, skal ses som Amsteds kødelige drifters frembrusen. Han får igennem sin nye personlighed mulighed for at føle sit eget begær, men begrænses til tanken, idet hans kultiverede natur forbyder ham så udsvingene og selvstændige handlinger, som det ville være, direkte at have kødelig omgang med en af pigerne.

”I begge situationer afspærres han altså fra pigen ved en symbolsk skranke eller barriere ligesom

fra ungdommens kioskdame.”^{15}

Det beskrives her hvorledes Jens Jensen står som et symbol for denne begrænsning, der i virkeligheden skyldes samfundets totale forvaltning af Amsteds person. Seksuel tiltrækning hører ikke med til det borgerlige livs dyder. Der refereres til ungdommens kioskdame, hvilket i denne sammenhæng kan føres tilbage til den ungdomsforelskelse, som Amsted ifølge sin kone havde haft som 16-årig gymnasieelev. Ironisk nok kaldes denne forelskelse platonisk, men må igennem den unge Amsteds digt, ses som et tegn på den allerede undertrykte seksualitet.

I tredje del af Amsteds personlighed finder man igen resultatet af samfundets påvirkning.

Amsteds personlighed er så påvirket af samfundet modellering, at han ikke længere egner sig til at virke eller tænke selvstændigt. Fængslet med dets orden og regelmæssighed passer perfekt til Amsteds formede personlighed og han føler derfor, at han passer ind her. (p. 162)

Fru Amsted er lige så punktlig og ordentlig som sin mand ved hans første personlighed. Dette tydeliggøres blandt andet ved fru Amsteds påpasselige gang på gulvtæppet. (p. 10) Fru Amsted passer hjemmet i Herluf Trollesgade til punkt og prikke efter alle borgerlige manérer. Hun beskriver selv hvordan hun og hendes mand aldrig var borte fra hinanden i 18 år og hvordan hun passede og plejede og sørgede for ham. (p. 21) Hun beskriver endvidere, hvordan hele Teodor Amsteds liv drejede sig om hjemmet. Om hende og Leif. (p. 24) Efter mandens forsvinden beskrives det hvorledes fru Amsted fortsætter det borgerlige liv med opdragelsen af sønnen Leif i faderens

13

Scherfig, DDF, pp. 127 - 128

14

Andersen, En analyse, p. 30

15

Andersen, En analyse, p. 31

Side 10

10 skikkelse. Teodor Amsteds holdninger og værdier, der som bekendt er samfundets faste værdier, bliver videregivet til sønnen igennem fru Amsted, der i forvejen afgjorde hvad faderen skulle befale sønnen. (p. 55) For Fru Amsted gjorde det ikke den store forskel om Teodor Amsted levede eller ej.

Så længe, at hans ånd levede videre i hjemmet, således at hun og sønnen kunne fortsætte deres borgerlige liv, var det ikke afgørende om Amsted var død. Hun kunne stadig passe og pleje hans (og dermed samfundets) interesser, selv om han ikke længere fysisk var til stede. Fru Amsted vil opretholde hjemmet som Amsted kunne lide det. (p. 55) Tilfredsstillelsen findes hos fru Amsted, da hun igennem spirituelle seancer igen får mulighed for at kommunikere med sin ”afdøde” mand.

Hun havde nu igen kontrol over ham. (note p. 72)

Fru Amsteds karaktertræk skal ses som et billede på den verden, som Teodor Amsted flygtede fra. En verden af tryghed, som han hele sit liv har levet i og som han har kendt helt fra barnsben.

Amsted bekræfter dette i tanken om sin enke: ”Han tænker måske lidt på en dame, der ligesom

afløste hans mor, og som administrerede ham og en lejlighed og en husholdning.”^{16}

Dette bekræfter ligeledes, at Teodor Amsteds ægteskab og forhold til sin kone, måske ikke var så lykkeligt endda. Måske lykkeligt i borgerlige termer, men ikke med hensyn til den lille smule frihedslyst Amsted var i besiddelse af. Ægteskabet synes helt uden tiltrækning og virker i højere grad som et fornuftsægteskab, som de begge har indgået, som en naturlig del af livet. Det eneste, der bryder med det totalt ukødelige ægteskab, er sønnen Leif.

Leif er 13 år og går i samme skole som sin fader gjorde. Han er tynd og bleg med hvidt hår.

Leif slider hårdt med lektierne og både hans far og mor hjælper ham med at opfylde skolens krav.

Dette resulterer i, at Leif ligesom sin far er en af de bedste i klassen. (p. 10 og p. 28) Leif har en livlig fantasi, men skolen har lovet, at den nok skal fortage sig efterhånden. (p. 27) Fru Amsted ønsker, at Leif skal blive som sine forfædre, der alle var agtede og ansete i samfundet. (p. 26) Sønnen Leif skal ses som et billede på Teodor Amsteds barndom og opvækst. Der findes hos Leif stadig en levende fantasi. Leif er endnu ikke blevet formet og dannet som samfundet ønsker, men er igennem skolen og sine forældre, godt på vej.(p. 167 og p. 58) Dette udtrykkes blandt andet ved moderens gentagende tvang af Leif til at spise sine boller i selleri-sovs. Leif kan ikke lide dem, men han skal bare lige som faderen vendes til at spise op. Ligeledes hører man igennem Leifs tanker, hvorledes han finder situationen med hans forsvundne far, lige pirrende og frydefuld. Ikke af den årsag, at han ikke kunne lide sin far, men nærmere fordi, at denne usædvanlige situation bryder

16

Scherfig, DDF, p. 99

Side 11

11 med hverdagens velordnede og regelmæssige liv. (p. 9) Leif er endnu ikke blevet så kultiveret, at han lige som sine forfædre sætter pris på at tingene er, som de altid har været. Det er dette lille barnlige savn af spænding og fantasi, som hr. Amsted i sit indre havde oplevet. Denne lille fantasi om, at der skulle ske noget nyt, som stadig ligger ved overfladen hos sønnen, men som hos faderen blev dannet væk af systemet, kom til udtryk da Teodor Amsted valgte at forlade alting Michael Mogensen bor til leje hos Fru Møller i Rosengade, som er en gade med snusk, druk og prostitution. Mogensen bor på et meget lille værelse, hvor han sover på gulvet med hovedet på sin mappe. Mogensen har langt uklippet hår og fuldskæg og bærer aflagt tøj, som han har fået af Amsted. Trods Mogensens rolige og anstændige person, så folk i gaden ham som noget af en original. Mogensen havde ligesom Amsted gået i Metropolitanskolen og var derfor ligesom Amsted en gentleman. Han havde endda klaret sig godt i skolen. Dog ansås Mogensen ikke for at være en pligtopfyldende, punktlig og kultiveret mand ligesom Amsted. Mogensen mente ikke, at samfundet var noget for ham. Han ville ikke underordne sig, idet han var utilfreds med livsformerne. (p. 156) Michael Mogensens personlighed skal ses som det, der vedholder og genererer Amsteds fantasi om en form for frihed. Mogensen havde tit snakket om at ville befri sig fra samfundet og klagede til stadighed over dette. Nok er Mogensen påvirket af skolesystemet til at tale og opføre sig ordentligt, men han har stadig tanken om, at han må være den sidste humanist i verden. (p. 49) Mogensens spektakulære selvmord gav Amsted en enestående mulighed for selv at prøve at finde friheden, ligesom Mogensen havde gjort.

Jens Jensen og Martin Hageholm bor i et lille samfund i Nordsjælland. Jens Jensen sidder i alverdens udvalg og råder over samfundets penge. Han giver nødigt ud af disse resurser. Jens Jensen er en bekymret og pessimistisk mand. (p. 132) Hageholm er pensionist. Han bruger det meste af sin tid på at køre rundt i byen og blande sig i alting. Hageholm er mistroisk, skeptisk og nidkær person og folk ser ham som en urolig sjæl. Folk mente, at han blandede sig i for mange ting, som ikke kom ham ved, så han var ikke så populær en skikkelse. (p. 102)

Jens Jensen og Hageholm repræsenterer det lukkede samfund, som Amsted kommer til på den nye egn. Alle love skal overholdes til punkt og prikke og folk melder hinanden for alting. (p. 133) Jensens lukkede offentlige kasse skyldes formodentlig, at bønderne hellere vælger en bestyrer af de offentlige midler ind, hvis han er i stand til at sige fra overfor de, der ønsker at ødsle med midlerne.

Side 12

12

Dette er Jensen god til. Han får folk til at afstå fra at få økonomisk bistand ved at give dem en følelse af skam ved at skulle modtage en sådan støtte og dermed ikke være i stand til at klare sig selv. Dette bliver sat på spidsen, da Jensen afviser den svagelige Anders på mosen i at få støtte.

Anders har fået anvist arbejde og har slået skærver på stranden et stykke tid. Han er dog for svag til at fortsætte dette arbejde. Jensen ser denne arbejdsnedlæggelse som et tegn på, at Anders ikke gider at arbejde og han kan derfor ikke få støtte. Det lader ikke til, at nogen som helst således kan få støtte og det ender med, at Anders ryger på tvangsarbejdsanstalt. (pp. 88 – 89 og p. 135) Dette repræsenterer den orden, som Amsted kendte fra samfundet i København. Der er i samfundet ligeledes værdier som social og samfundsmæssig anseelse. Dette kommer til udtryk ved at gårdmændene griner af dem det går dårligt. De kunne aldrig finde på at hjælpe en med at klare terminen, selv om han ikke manglede meget for at klare den. (p. 76) Den sociale tryghed kommer til udtryk ved Hageholms umættelige og sælsomme samlermani, (p. 102) som er en nøje pendant til Amsteds pensionseufori. [17] Hageholm sikre sig ved hjælp af et gigantisk forråd af mad på samme måde, som Amsted er sikret af den fremtidige pension. Amsted genkender altså alle det tidligere samfunds værdier i dette nye minisamfund og han har dermed ikke fundet friheden her. Herbert Johnson bliver nødt til at fortsætte et liv efter de normer, som hans forhenværende tilværelse pålagde ham. Han lever stadig som den lovlydige, ordentlige og korrekte mand, der passer på ikke at træde på nogen eller noget. (p. 93)

De forskellige miljøer og deres betydning

Hjemmet i Trollesgade og krigsministeriet beskrives som steder, hvor der hersker den sirligste orden. De gammeldags møbler og arvestykkerne fra Amsteds barndomshjem står skinnede rene, passede og plejede. Ting som Amsted havde kendt hele sit liv. (p. 21) I ministeriet foregår alt nøjagtigt som Amsted er opdraget til at synes, at alting skal være. Posten ordnes regelmæssigt og bliver sorteret, påtegnet og stemplet efter alle kunstens regler. Der hersker i krigsministeriets 14.

afdeling en helt bestemt rangorden, hvad angår læsningen af dagens middagsblad, som er bestemt af de ansattes forfædres sociale anseelse og rang. Alt i ministeriet foregår efter sædvanlige og urokkelige regler. (p. 16)

Disse miljøer, der i øvrigt var de eneste, som fuldmægtige Amsted kom i, skal ses som et billede på det borgerlige samfund. Det samfund, som Teodor Amsted levede sit liv i og igennem

17

Andersen, En analyse, p. 33

Side 13

13 endt skolegang på Metropolitanskolen og på universitetet, var blevet dannet og uddannet til at fungere i. Miljøerne repræsenterer de værdier, som det borgerlige samfund er opbygget omkring og dermed de værdier, som påskønnes og opelskes af de borgerlige personer i romanen eller af samfundet som helhed.

Den nye egn er smuk af natur med mange forskellige slags mennesker. Kunstnere, turister, gårdejere og parcellister. Folk holder sig til deres egen slags, så egnen består af mange små, lukkede samfund. Johnson bor på et lejet værelse og synes ikke materielt orienteret, idet han intet ejer og de møbler, som fulgte med værelset, er gamle og slidte. Johnson betragter naturen og finder denne særdeles rå og til tider ubehagelig.

Amsted oplever som Johnson blot det samme hierarkiske samfund, som han kendte hjemme fra København. Naturen, der ellers ansås som den ægte frihed for Amsted, skræmmer ham til tider.

Han ser igennem sine studier af akvarier, hvorledes naturen med en hidtil ukendt brutalitet, lader dyrene flænse og lemlæste hinanden.

”Og forfatteren inddrager også mennesker i denne karakteristik, landboerne er hadefulde og misundelige. Der forekommer ikke skilsmisser, fordi man anvender andre metoder til at skille sig af

med en forhadt ægtefælle.”^{18}

Her beskrives hvordan menneskene inddrages under naturens grusomheder og Johnson forfærdes nu snart af både dyr og mennesker. Der refereres til Jens Jensens kones død som om, at Jensen selv skulle have slået hende ihjel. Dette bliver aldrig bekræftes i bogen, men både læseren og Amsted sidder tilbage med bange anelser. Hageholms kone og datter døde på lige så underlig vis, og det skal også her formodes, at manden stod bag mordet efter en noget spektakulær arvesag. (p. 109) Amsteds drøm om det frie liv på landet erstattes efterhånden af en angst for det usikre.(p. 128) En angst han ikke tidligere har kendt, idet han hjemme i København var ”sikret og betrygget på enhver

måde”^{19} (p. 5)

Fængslet er det sidste miljø, der beskrives i romanen. Her er der sikkerhed, tryghed, orden og regelmæssighed. Fangerne bærer rene, nystrøgne klæder og lever et skemalagt liv dag og nat.

Amsted kan benytte sin megen lærdom og dannelse i arbejdet med at klistre de mange papirsposer,

18

Moestrup, Jørgen. Tæt på forfatteren Hans Scherfig. Gyldendal. 1977, pp. 49-51 (Herefter Moestrup, Tæt på

forfatteren)
19

Scherfig, DDF, p. 5

Side 14

14 hvor omhyggelighed og påpasselighed bliver rost. Der hersker i fængslet en vis rangorden, hvor Amsted som morder hører til den højeste klasse.

Fængslet skal ses som det sted, hvor Teodor Amsted finder den ægte lykke i samfundet. ”Han

har nået et borgerligt samfunds højeste ideal”^{20} Han er igennem hele sit liv blevet formet og

forberedt til et liv med alle fængslets værdier. Her finder han det fuldendte sted, hvor han virkelig er sikret og betrygget på enhver måde. Hvor han får brug for alle sine færdigheder og bliver rost for dem. Alle hans mål er nået og han er endda vokset i social anseelse. ”Han har ingen ønsker mere” [21] Fortolkning og perspektivering

Bogen Den forsvundne fuldmægtig kan ses som en dannelsesroman med hovedpersonen

Teodor Amsted, som personen, hvis mål er at realisere sig selv som menneske. I romanens første del oplever Amsted tryghed og harmoni i tilværelsen, men er dog i besiddelse af en ufuldstændig personlighed, idet han i tanker drømmer sig til en verden af frihed. Amsted prøver i romanens anden fase, at finde denne frihed igennem sin rejse til den nye egn, hvor hans forestillinger dog ikke kommer til at holde stik. Hans forventninger bliver ikke indfriede, idet samfundet og naturen, som han troede afspejlede den totale frihed, i blot endnu højere grad er et billede på det samfund med egoisme og mistro, som han flygtede fra. Amsted erkender herefter sin af samfundet forvaltede personlighed med værdier som orden, regelmæssighed, pligtopfyldelse og korrekthed og finder i romanens tredje del lykken i fængslet, der administreres efter disse værdier. Amsted finder her sig selv og sin rette hylde og ringen i Den forsvundne fuldmægtig som dannelsesroman er dermed

      22
sluttet.

Igennem sin beskrivelse af Amsteds flugt fra det borgerlige samfund og videre hvorledes denne Amsted ikke har mulighed for selvstændigt at klare sig i den nye egn, ligger en hel klar samfundskritik. Det borgerlige samfundsapparat har igennem forskellige institutioner modelleret og formet de enkelte individer til blot at være en brik i et stort puslespil. Disse er formet så de netop passer til at udfylde deres plads og er holdt fast af de samfundsnormer, der er opstillede. Som konsekvens heraf, er det enkelte individ frataget enhver form for fantasi og selvstændig tankevirksomhed. Romanen beskriver, hvorledes Amsted på grund af den livslange administration har mistet evnen til at tænke og handle på egen hånd og hvis han endelig skulle forsøge, er det dømt

20

Scherfig, DDF, p. 164

21

Scherfig, DDF, p. 183

22

Definition på dannelsesroman ved Fibiger, Johannes. Litteraturens veje. Systime. 2005, p. 518

Side 15

15 til at gå galt. Krigsministeriet bliver udtryk for samfundets nedtoning af menneskelige værdier som solidaritet og medmenneskelighed igennem fuldmægtig Degerstrøms naturlige tanke, at nu Amsted er død, må han være den næste til at avancere. (p.18) Det eneste mål med livet er at opnå, at få pension eller måske opnå, at få en nekrolog i avisen efter ens død, for da ved man, at man har opfyldt samfundets krav uden udsving. Selve systemet er koldt og kynisk, hvilket blandt andet beskrives igennem den direkte samfundskritik, som finder sted ved beskrivelsen af efterforskningen af de to forsvundne personer, hvor det beskrives hvorledes samfundet sagtens kan bruge masser af resurser på at opklare et selvmord eller arrestere en, der beder om 25 øre til nat-logi, men at de altså ikke vil hjælpe manden til at få et sted at sove. Afvigere accepteres ikke af samfundet og de der ikke kan indordne sig, må fjernes.(p.73) Konkrete eksempler herpå ses igennem Michael Mogensen og Anders på mosen, der som eventuelle oprørere af samfundets struktur nedkæmpes og sættes udenfor indflydelse. Folk er afskåret fra at efterleve deres drømme og det vises igennem Amsteds mislykkede forsøg på at finde friheden og slippe ud af det ensidige akademikerliv, at menneskene hele vejen igennem er fanget af det borgerlige net. Samfundet har så at sige tilintetgjort borgernes individualitet for livstid og Amsted har ikke andre valg, end at tage tilbage til det trykke og beskyttede samfund, som fængslet repræsenterer.

Denne samfundskritik kan ses i lyset af romanens forfatter Hans Scherfigs politiske og ideologiske tilhørsforhold. Scherfig var kommunist og brugte en del af sit forfatterskab på, igennem sin satiriske skrivestil, at kritisere samtidens borgerlige miljøer. Scherfig beskriver, hvordan han ser selve samfundet som tåbeligt.

”…en satire, som er en samfundssatire og som indeholder et ønske om at forandre verden, den må nødvendigvis være fordelt på mange personer, fordi jeg ser personerne som et resultat af deres miljø, af deres omgivelser, af deres tid; satiren må derfor være fordelt på mange. Jeg mener ikke, at verdens onder og uretfærdigheder skyldes enkeltpersoners værk, jeg mener det skyldes et

samfundssystem”(”Wamberg”, s. 49-40).^{23}

Det er altså ikke menneskene i sig selv, der skal ses som tåbelige, men deres tåbelige gerninger, der skal ses, som et resultat af et tåbeligt samfunds påvirkning af dem. Den forsvundne fuldmægtig må ses som værende skrevet ud fra denne tankegang. Udtalelsen bekræfter, at personernes til tider vanvittige udtalelser, ikke skyldes, at der er noget galt med dem som sådan, men at disse er et udtryk for et forkert sammenskruet samfund, hvilket må ses som et af Scherfigs vigtigste pointer.

23

Moestrup, Tæt på forfatteren p. 15

Side 16

16

Konklusion

Det er i opgaven blevet belyst hvorledes Hans Scherfig ved hjælp af sproglige og stilistiske virkemidler formår at fastholde læseren igennem hele romanen. Brug af direkte og indirekte tale levendegør personerne i romanen og den helt objektive beskrivelse af samfundet, kritisere dette på en særdeles satirisk måde. Netop brugen af satire er karakteristisk igennem hele romanen og brugen af denne sætter samfundskritikken i et nyt og mere morsomt perspektiv, hvilket blot forstærkes af den meget ironi, der bliver anvendt. Scherfig gentager ting igennem romanen for at gøre disse til en tendens, hvilket den indledende brug af ordet ”og” også er et middel til. De forskellige karakterers personlighed og miljøerne bliver et tegn på det borgerlige samfund, som romanen igennem kritiseres, hvilket må ses som Scherfigs vigtigste idé med romanen. Hovedpersonens karakter gennemløber en dannelsesrejse, der til sidst munder ud i Scherfigs endelige konklusion, at mennesket er så påvirket og forvaltet af systemet, at det ikke længere har mulighed for at varetage sig selv.

Side 17

17

Litteraturliste

Primærlitteratur:

Scherfig, Hans. Den forsvundne fuldmægtig. Gyldendal. 1938. 9.oplag

Sekundærlitteratur:

Andersen, Jens Kr. Hans Scherfigs forfatterskab – En analyse. Vinters forlag. 1969

Fibiger, Johannes. Litteraturens veje. Systime. 2005. 2. udgave, 5. oplag

Hertel, Hans. Tilbageblik på 30´eren. Bind 2. Stig Vendelkærs forlag. 1967

Moestrup, Jørgen. Tæt på forfatteren Hans Scherfig. Gyldendal. 1977