Analyse af romanen "Min Kamp 1" af Karl Ove Knausgård

Side 1

1

Min kamp

Kender du til det at føle skyldfølelse, sorg, skam, kærlighed eller ensomhed, som du har svært ved at udtrykke? Der kan være mange grunde til, at man føler en trang til at skrive en selvbiografi. Man vil gerne fremstå i et så godt et lys som muligt, eller man vil bekende alle sine synder. Eller man føler et behov for at skrive om sit liv og på den måde blive afklaret med mange af livets store spørgsmål. For en forfatter bearbejdes traumerne i takt med nedskrivningen og ved at offentliggøre dem, så de ikke længere er private, giver forfatteren en chance for at komme videre med sit liv.

Selvbiografi er derfor ofte en slags terapi og til for at få et overblik over ens liv og erindringer, som måske også andre kan forholde sig til. Det er en måde at udtrykke sig på og få afklaret sine følelser og tanker, ligesom andre mennesker går til psykolog, deres nærmeste eller blot har en helt almindelig dagbog.

”Min kamp 1” er en anmelderrost roman skrevet af Karl Ove Knausgård og er det første bind i en samling af seks værker. Den udkom i Norge i 2009 og er senere udgivet på dansk i 2010.

Knausgårds bog er en del af den nyere selvbiografiske litteratur, som har skabt stor debat i bl.a.

medierne, da den vakler mellem fiktion og sagprosa – en såkaldt dobbeltkontrakt. Når navnet på hovedpersonen, fortælleren og forfatteren er den samme, har vi en tildens til som læsere i højere grad at tro på, at fortællingen er sand. Karl Ove Knausgård er i sin skrivende stund 39 år. Han har tre børn og er gift for anden gang. De bor i en lejlighed i Malmø uden at kende nogen i området.

Han beskriver i et uddrag sin faders død.

Karl Ove og hans bror Yngve er i forbindelse med faderens død rejst til deres barndomsby for at arrangere faderens begravelse og rydde op i dødsboet. Faderen har levet sammen med farmoderen i et kaos af alkohol, som har ledt til hans død. De to brødre går i gang med oprydningsarbejdet og beslutter sig sidst på dagen at få sig ”en lille en” i selskab med farmoderen. I første omgang går de ud fra, at det alene har været deres far, der har indtaget de enorme mængder alkohol, men det viser sig senere, at farmoderen, ligesom deres fader, har svært ved klare dagen uden alkohol. Brødrene finder en flaske vodka og et karton juice frem og hurtigt vender livet tilbage til deres farmor, som smiler og ler. Alle begynder de at mærke virkningen af alkoholen og begynder at le og farmoderen snakke livligt om gamle dage. Bl.a. snakker hun om da faderen og hans brødre var børn, om at hun havde været kærester med farfaderens bror og da farmoderen arbejdede som chauffør. Selvom drengene har hørt historierne mange gange før, griner de stadig med. Karl Ove går på toilettet, og da han igen kommer op i stuen, mindes han sin far: ”Det der skete var, at jeg pludselig fik en

Side 2

2 fornemmelse af hvem han havde været der. Jeg så ham ikke, det var ikke sådan, men jeg fornemmede ham, hele hans væsen, den han havde været den sidste tid i disse rum.”

Især døden og hvordan den takles spiller en central rolle i dette uddrag. Karl Over er tvivl om faderens død skal bringes op eller bare skal gemmes væk. Først synes han, at det er forfærdeligt og uhyggeligt, at farmoderen sidder og snakker og griner, når hun lige har mistet sin søn. Men efterhånden indser han, at hun nok også har brug for det, og at det egentlig er meget befriende at glemme det lidt. Det er derfor ikke bare en kamp om at overkomme døden, når den rammer ens nærmeste, men det er en kamp om at mestre livet i dets svære stunder. Bogen er derved også en slags mental udrenselse, efter at hans fars død har efterladt et stort hul i livet.

Faderens alkoholisme har også senere påvirket Knausgård, som i det første uddrag beskriver, at han normalt ellers er en fredelig og stille mand, men når han drikker, får han blackouts, mister kontrollen af sine handlinger og han bliver derved en hel anden, hvilket han ikke bryder sig om.

Derfor drikker han ikke længere og man kan derfor sige, at han har brudt den sociale arv. På den ene side har han giftet sig og stiftet familie. På den anden side virker det som om, at hans rastløshed ikke kan finde plads i det almindelige middelklasseliv i Malmø. Mange af os vil nok kunne se den samme version af dobbelthed i vores eget liv.

Bogen har, pga. stærke selvbiografiske træk, vakt stor debat i Norge, for hvor går grænsen mellem virkelighed og fiktion? På bogens forside står der tydeligt og klart ”roman”, men når man læser historien, får man et tydeligt indtryk at handlingen er selvbiografisk, da både forfatter og hovedperson deler navn og familie. 14 medlemmer af Forfatterens familie har derfor valgt at lægge sag an for injurier, hvor de i et åbent brev til den norske avis Klassekampen, kaldte den for Judaslitteratur (Judas der forrådte Jesus). De påstod, at bogen var fuld af usandheder og fejlagtige beskrivelser af personerne. At forfatteren dog har valgt at kalde bogen for en roman, er derfor en stor fordel for forfatteren, hvis han skulle komme i retten. I fiktionstekster står forfatteren nemlig ikke til ansvar for, om teksten er sand.

Titlen ”Min kamp” kan også let give associationer til Adolf Hitlers selvbiografi ”Mein Kampf”, som derved også giver bogen en del opmærksomhed. Bogen kan derved også ses som at være en del af en bevidst mediestrategi, hvor forfatteren gerne vil fremstille sig selv på en bestemt måde. I dette tilfælde bliver Karl Ove Knausgård kritiseret af den norske forfatterkollega Jan Kjærstad, for blot at ville lave myter om sig selv. Han undrer sig i høj grad, at de gode anmeldelser alle er ens i opbygningen, sprog og hyldest og, hvorfor hans egen bog ikke har fået samme modtagelse. Han

Side 3

3 finder, sammen med anmelder Ane Farsethås, det mistænkeligt, at så mange anmeldere kan lide bogen. Den store opmærksomhed har dog også gjort, at forfatteren allerede har tjent over tre millioner kroner på bøgerne. Alt imens har Karl Ove Knausgård lukket sig inde i sit hjem i Malmø og forsøger så vidt muligt at undgå at læse de mange artikler og internet-bloggere, der kommentere hans bog. Alt imens kan man spørge sig selv, om det er det hele værd, nu når han har størstedelen af familien imod sig. Om bogen derfor har gjort mere skade end gavn for Knausgård, ved vi ikke. Man skal dog huske på, at selvbiografier er subjektive og fortalt fra forfatterens synsvinkel. Andre fra familien har sikkert oplevet familien anderledes, end hvad der beskrives i bogen.

På samme måde oplever Knud Romer i sin selvbiografiske roman ”Den som blinker er bange for døden” det anderledes end fx sin barndomsven Georg Græsholt. ”Den som blinker er bange for døden” handler om forfatterens barndom i Nykøbing Falster. Særligt vigtig i bogen er den tyske moder , der betyder, at familien bliver isoleret og gjort til grin af det lille samfund. Tiden er nemlig efter 2. verdenskrig. Moderen lader sig dog ikke kue så let, og hun reagerer på omgivelsernes fordømmelse ved at opføre sig endnu mere tysk, stædig og stolt. Dette gør, at Knus bliver isoleret og mobbet i skolen. Til hans fødselsdag tvinger moderen ham til at invitere nogle fra klassen med hjem, heriblandt Georg, som kun kommer for at få et billigt grin. Desuden var det en fast tradition, at festen flyttede ud på gaden med hans mor på harmonika, hvorefter de rykkede ind på en lang række til et optag med fødselsdagsang. Her oplever Knud, at folk kom ud og stod foran husene og fulgte optoget med højre arm strakt op til Hitlerhilsen. Historien er bygget op af erindringsstykker, der danner et billede af en slægt og det barn, der er et resultat af denne slægt.

I et brev til Knud Romer i Weekendavisen skriver Georg Græsholt, at han har efter eget udsagn været bedste venner med Knud Romer fra begyndelsen af folkeskolen og helt op til udgangen af Gymnasiet og mindes ikke, at folk omkring ham har heilet eller mobbet ham. Igen kan man derfor snakke om, at Knud Romer måske overdriver sine barndomsminder. Dette har han dog fuld ret til, da der også her på forsiden står ”roman” ligesom ved Min kamp. Måske vil Knud Romer fremstille sig selv som en stakkels dreng for at få en bedre bog ud af det, eller også har de to barndomsvenner haft to forskellige opfattelser af deres skoleforløb.

Det kan altså være svært at afgøre, hvor grænsen mellem fiktion og fakta går, når det gælder selvbiografier. Fælles for dem alle er dog, at de er private og det er forfatterens egen gengivelse af erindringer. Det er svært at gennemskue forfatterens intentioner med bogen, men når blot den god,

Side 4

4 er det så ikke lige meget med dig som læser? Debatterne kan blive ved og hver person vil have en mening om bogen, nogle gode og andre dårlige.