Romananalyse af Aminas breve

Side 1

STX 3.g

1

Aminas breve

Aminas breve omhandler den 21-årige paranoid skizofrene dreng Janus. Janus’ eneste mål er at blive udskrevet fra den psykiatriske afdeling for at finde sin tyrkiske veninde Amina. Hun har under hans ophold sendt ham breve men har pludselig afbrudt korrespondancen et halvt år før hans udskrivelse. Da Janus bliver udskrevet og er ude i samfundet, opdager han hurtigt at Amina ikke er nem at finde. Hun bor nemlig i skjul, eftersom hendes familie ville tvangsgifte hende væk. Janus skal nu rundt i Københavns barske miljøer for at finde Amina. Han møder bl.a. kriminelle, narkomaner, hashklubgæsterne og drankerne. Janus får endelig Aminas adresse efter en grov omgang tortur på Mahmud, Aminas’ mands fætter, men efter at have besøgt Amina indlægger Janus sig selv på den lukkede, da han får det værst tænkelige svar fra Amina; at han skal glemme alt om hende. Dette er umuligt for Janus, og han stikker derfor af for at tage direkte hjem til Amina. Aminas mand Erkan kommer overraskende ind af døren og møder Janus. Sammenstødet ender med at Janus stikker en kniv i Erkan, som dør. Dette gjorde han til dels grundet en forsvarsmekanisme men også af vrede, da Erkan er voldelig overfor Amina. Janus ender tilbage på den lukkede, men nu får han i det mindste hans længe ventede breve fra Amina igen.

Romanen, Aminas breve, kommer igennem forskellige sider af samfundet. Da Janus bliver udskrevet, låner han sin brors luksuslejlighed, som ligger i kernen af København. Derinde findes alt det, der nu engang koster kassen. Derfra kommer vi helt ned til samfundets bund i indre Nørrebro, hvor problemerne eksploderer. Narkomanerne er trængende, de hjemløse tigger, drankerne er voldelige og de psykisk syge skaber sig. Her er det ikke dagens fodboldkamp, der er i tankerne, men i stedet hvem der er i knibe, hvor man kan finde det bedste tjald og hvordan man skal skaffe penge. Vi hører altså verden gennem forskellige miljøer, og vi ser hvordan synet på verden ændres, alt efter hvad man har været igennem som barn, og hvor man er nu.

Janus er paranoid skizofren, og det er tydeligt at se hvordan Janus’ tanker, handlinger og beslutninger bærer præg af hans sygdom. Helt konkret ser vi sygdommen tage over i form af en ikke eksisterende gammel, skummel og skræmmende mand, der taler til Janus og irriterer ham.

Janus bliver samtidig nærmest blottet for følelser, hvilket gør fortælling meget barsk. Vi hører alt, der går gennem hans hoved, selv når det er værst. Efter hans samtale med Amina hvor Janus for at vide, han skal glemme hende, reagerer Janus således: ”Jeg lukker døren efter mig, sætter mig på

Side 2

2 toilettet og glor ud i luften. Mit ansigt bliver vådt. Først ved jeg ikke hvad det er, så kan jeg mærke at det kommer fra øjnene. Jeg kan ikke føle noget indeni, men tårerne løber ned af mit ansigt”.

Janus’ familie har aldrig rigtig været der for ham. Hans far forlod hans mor, før han blev født, og hans bror lever sit eget luksuriøse liv med et godt job og en masse rejser. Hans mor kunne ikke rigtig håndtere Janus’ sygdom, og derfor ender han med at forlade hende. Da han kommer på den lukkede afdeling, beder han hende om ikke at besøge ham, da han ikke kan bære at se på hendes sorg over, at han er endt sådan her.

Det, der får Janus til at glemme lidt sin sygdom og problemer, er når han er i selskab med andre mennesker. Han vandrer derfor ud hver dag for at tale med en ny person, der på den ene eller anden måde kan have informationer om Amina. Så snart han kommer hjem om aftenen, ser han den gamle mand for sig igen, og hvis ikke han sluger en masse sovepiller, ved han, at han ikke kan sige fra for skikkelsen, og den vil langsomt tage over ham.

Janus beslutter sig på et tidspunkt for at tilbringe et par dage med Anna, som også er skizofren og før indlagt samme sted som Janus. Disse dage ser ud til at være hans lykkeligste dage gennem hele bogen. De griner, har sex og spiser sammen og Janus udskyder i disse dage søgen efter Amina. For Janus kunne Anna måske være en erstatning for Amina. Dette kan være med til at forstå Janus’ egentlige grund til at længtes efter Amina. Måske er det ikke Amina i sig selv, han vil finde, men rettere sagt lykken i sig selv. Endnu mere interessant er det at kigge på Janus’ reaktion efter han blev afvist af Amina. Janus’ verden bliver helt sort, og det er svært for ham at se grunden til at leve mere. Han indlægger sig selv på den lukkede og får konstant selvmordstanker. Da Amina, som er det eneste Janus har i sit liv, beder ham om at glemme hende, er meningen med livet svær at finde for Janus. Han har altså brug for Amina for at overleve, og dette er netop grunden til, at han går ud til det ekstreme for at finde hende. Måske er Janus’ underbevidste hensigt egentlig ikke at redde Amina men rettere at redde sig selv.

Amina er af anden etnisk baggrund, men hun har et meget anderledes syn på verden end hendes familie. Amina er en modig og stærk pige, der tør kæmpe for hendes rettigheder, og derfor stikker hun også af, da hendes familie ønsker at tvangsgifte hende. Amina og Janus minder derfor om hinanden, da de begge ønsker at komme væk fra deres familie. Hun bliver efterfølgende gift med en kurdisk dreng Erkan, men hun lever lidt i et ulykkeligt forhold grundet vold fra hans side.

Side 3

3

Man kan sige, at romanen i høj grad handler om en mand, der forsøger at finde sin egen identitet.

Efter et besøg i Zoologisk Have hører vi Janus’ tanker: ”Det slår mig at det er helt utroligt, hvor meget de er sig selv de her dyr. Giraffen er meget giraf, den er ikke en god eller en dårlig giraf, den er bare helt utroligt meget giraf”. Janus ved, at hvis han er fuldstændig sig selv, så vil sygdommen vise sine tegn, og folk vil kigge mærkeligt på ham og tage afstand fra ham. Han er derfor nød til at opstille et skuespil for at tilpasse sig samfundet.

Den eneste grund til, at Janus faktisk bevæger sig ud i samfundet, er hans søgen efter at få Amina.

Romanen kommer altså ind på, hvor langt mennesker er villige til at gå for at opnå det, der betyder mest for dem. Janus havde allerede inden, han blev udskrevet sat sig for, at han bogstavelig talt vil gøre alt for at finde Amina. Hun er den eneste, som har betydning i hans liv, eftersom hans familie og venner ikke har været der for ham. Hun har været den eneste kontakt med omverdenen, Janus har haft, i mens han var lukket inde.

At både Janus og Amina kommer fra en minoritetsgruppe er også et gennemgående tema. Vi får nemlig historien fortalt fra deres synsvinkel. Dette giver en forståelse for hvordan disse to minoritetsgrupper tænker og føler, og hvordan de ser samfundet. Forfatteren Jonas Bengtson udtaler selv i et interview:

”Og måden, vi i dag omtaler minoriteter på i offentligheden, er altid set udefra. Vi taler om, hvordan vi bedst kan løse et bestemt problem: det kan være integrationsproblemer eller problemer med psykisk syge. Vi finder dernæst den løsning, der er billigst for samfundet og mener så, at det må være den bedste. Men vi prøver yderst sjældent at se verden gennem øjnene på den minoritet, vi beskæftiger os med.”

Vi hører jo fortællingen gennem Janus’ øjne, og der ser samfundet ikke specielt lyst ud. Gennem hele romanen mærker vi kritikken af samfundet, og det er sjældent, der opleves en hjælpende hånd. Fx hører vi, hvordan folk åbenlyst ignorerer Janus, efter han er blevet gennemtæsket. Han er blodig og kan knap nok gå men ingen giver det mindste tegn på hjælpsomhed. Tværtimod skifter de togkupé, da de synes, han ser klam ud. Jonas Bengtson beskriver altså, hvilket egoistisk samfund vi lever i. Generelt ser folk ned på dem, der lever på kanten af samfundet, og disse mennesker bliver mere anset som en byrde for samfundet end en del af fælleskabet.

Side 4

4

Alt dette kendetegner også socialrealismen som er en genre, der generelt tager samfundets sociale lag til debat. Dem der på den ene eller anden måde er endt på samfundets bund, bliver skildret med empati og sympati i Aminas breve, og samtidig bliver skylden givet til samfundet generelt som ikke tager sig nok af de svage. De realistiske træk kommer derfor tydeligt til syne i romanen, eftersom den gengiver virkeligheden i alle dens aspekter og bygger på den størst mulige grad af sandsynlighed.

For at slutte af med bogens budskab, så handler det om, at samfundet generelt skal være mere opmærksomme på de svage; om de er psykisk syge, indvandrere, alkoholikere eller narkomaner.

Janus er et eksempel på, hvor hårdt det er at være ude på kanten af samfundet, hvor det at overleve er en kamp i sig selv. At man til dels vender ryggen til sådanne problemer, som man gør i dag, gør ikke verden et bedre sted at leve i – tværtimod.