Et eksempel fra STX 3.g

De røde sko af Charlotte Weitze

Brug materialet til at undersøge opbygning, metode og faglige valg.

Dansk A 4 sider

Lær af eksemplet på 15 minutter

Læs med de tre spørgsmål herunder, og skriv et kort svar på hvert, gerne med et sidetal. Så har du noget konkret at tage med over i din egen opgave.

  1. 4 min

    Find stedet, hvor genfortællingen stopper, og analysen begynder. Hvor langt inde i opgaven sker det?

  2. 4 min

    Find tre citater. Bliver hvert citat fulgt af en forklaring på, hvad det viser?

  3. 4 min

    Find fortolkningen til sidst. Hvilke iagttagelser fra analysen bygger den på?

  4. 3 min

    Din egen opgave: Hvad er den ene påstand om din tekst, du vil overbevise læseren om, og hvilke to citater beviser den?

Skal du selv analysere en tekst? Metoden står her: Ned i teksten: metoden trin for trin

Om opgaven

Ophavet er ikke dokumenteret for denne post. Katalogoplysninger: STX 3.g, Dansk A, 4 sider. Brug materialet til at se, hvordan teksten er bygget op, og hvilke faglige valg der er truffet.

Læs, hvilke metoder dansk giver dig, og hvad du kan skrive en stor opgave om: Dansk i gymnasiet.

Hele opgavens tekst

Se originaldokumentet

Læs teksten direkte her på siden. Figurer og den præcise opsætning af tabeller og formler finder du i originaldokumentet.

Gå til en side

Side 1

1

De Røde Sko

STX 3.g

”De Røde Sko” af er en intertekstuel reference. Det er en slags moderne fortolkning af H.C. Andersens eventyr De Røde Sko. Fortællingen blev udgivet i novellesamlingen ”Mørkets Egne” i 2005, og er en ulykkelig historie om pigen Karen, som så gerne vil købe nogle røde sko, som hun ikke kan passe, da hun har alt for store fødder. Hun stræber efter selvtilfredshed, og vil gøre alt for at opnå dette mål, hvilket også ender ud i hendes død. laver en blanding mellem eventyr og realisme, og bruger humoren til at kritisere det moderne samfund, hvor selvværd er blevet en seriøs problemstilling for nutidens samfund. Vi vil så gerne være perfekte, men når vi opnår det, vi mener gør os fejlfrie, bliver vi så overhovedet lykkelige?

Novellen er skrevet af en 3.personsfortæller med en kombination af indre og ydresyn. Fortælleren er mest bundet til hovedpersonen Karen, hvilket vil sige, at vi får alt af vide om hovedpersonens følelser og tanker. På et tidspunkt i teksten ved fortælleren dog også, hvad mændene tænker: ”Men egentlig var Karens skikkelse rank, hun var velformet og havde de dejligste store blå øjne. Det var

derfor mændene på cafeerne kiggede på hende og blinkede til hende.”^{1} Dette skal vise os læsere, at

det egentlig kun er Karen, som ser sig selv som grim og uværdig. Denne indre syns

3.personsfortæller giver os indblik i Karens tanker, og hvor lavt selvværd hun har på grund af hendes store fødder. Det er en vigtig detalje, at også hurtigt giver os indblik i, hvad mændene på gaden egentlig tænker om Karen, da det bekræfter os i, at det kun er Karen, som har dette synspunkt på hende selv. Fortællertypen bruges altså til at vise, hvordan Karen selv holder hendes selvværd nede, og at der egentlig ikke er nogle grund til at være utilfreds med hende selv.

bruger forskellige slags fremstillingsformer. Den, der dominerer mest, er beskrivelsen. Fortællingen bliver ofte sat i stå, for at beskrive Karens ulykkelige liv, og sørgelige situationer hun står i. Det er allerede sådan, novellen starter ud: ”Hvis hun i det mindste havde haft

lige så store fødder, som man normalt havde i hendes familie.”^{2} Man får allerede det indtryk i

starten, at denne fortælling handler om en pige, som ikke føler sig sikker på sig selv. Alle beskrivelserne får tonen i historien til at lyde så bedrøvet og ulykkelig. En anden fremstillingsform, som også har en væsentlig virkning på fortællingen, er måden, dialogen bliver brugt på. Overordnet set virker hele fortællingen meget beskrivende, hvor selve den refererende fremstilling er meget undertonet. Den direkte dialog har den virkning, at det er som om, man kommer tilbage til

1

s. 110 l. 14-17

2

s. 109 l. 1-2

Side 2

2

”virkeligheden” imellem de mange beskrivelser. Dialogerne er meget mere korte og kontante i kontrast til resten. Det skaber en slags mur mellem Karens dybeste følelser, og hendes fremtoning i forhold til andre mennesker, hvilket også skaber et meget overfladisk forhold til omverdenen.

Dialogen viser os også, hvilken person Karen er. Det eneste tidspunkt hvor Karen virker sikker på sig selv, er hos kirurgen, inden hun får skåret sine fødder mindre: ”Eller nej, sagde Karen og

smilede, - Du kan lige så godt lave dem om til en størrelse 38.”^{3} Det er det eneste tidspunkt Karen

har håb, og udviser derfor selvsikkerhed. Efter hun har fået skåret sine ben af, på grund af den smerte fodoperationen har kostet hende, mister hun alt håb. Dette ses også i dialogen med præstefamilien, hvor Karen ikke rigtigt svarer mere, men bare nikker.

Kirurgen er et vigtigt symbol i novellen. Han er ligeglad med konsekvenserne for at lave denne ”operation”, som i praksis også lyder meget uprofessionel og forbudt: ”Kirurgen ryddede det

                                              4
værste af opvasken til side og sprittede køkkenbordet af.”

Han er et slags symbol for det impulsive, og det at tage en beslutning uden at tænke på konsekvenserne. Karen tænker ikke videre over omgivelserne, eller at det kan gå grueligt galt med dette kirurgiske indgreb, selv da alt peger på det.

Kirurgen gør det kun, fordi det gavner ham selv, da han tjener penge på det. Han er det ”onde” i novellen, og selvom alt omkring ham virker meget dystert og mørkt, er Karen blændet af sit usikre jeg, og fokuserer blot på, at ville have mindre fødder – koste hvad det vil.

De røde sko er også et vigtigt symbol i fortællingen, da det er genstanden, som Karen hele tiden har længtes efter. Det er et symbol på lykke og lidenskab. Hun tænker ikke på andet end de røde sko, og har prøvet alt for at få dem, men intet held er med hende: ”I sommerferien tog hun til New York og opsøgte transvestitkvartererne, men de røde sko hun fandt her var alt for brede, og Karen havde jo

ganske smalle fødder.”^{5} Alt virker til at være galt med hende, ikke blot er hendes fødder for store,

men de er også for smalle til de røde sko. Skoene er altså noget, hun ikke kan opnå, og alt i hendes liv kommer til at basere på denne længsel. Dette fører til, at hun tager til kirurgen, der bor ude i skoven. Han skærer hendes fødder mindre, og endelig kan hun passe de røde sko. Problemet er bare, at det er mere end smertefuldt at have dem på: ”Det var som at træde på ild. Det brændte,

svedte og kogte. Der var intet andet at gøre end at danse.”^{6} Hun starter altså med at længes efter

denne lykke og accept, og da hun endelig får den, er det på ingen måde som hun havde forventet.

Karen vil gerne være som hun var før, men dette kan ikke lade sig gøre, og hun vælger derfor at få

3

s. 113 l. 1-3

4

s. 112 l. 17-18

5

s. 109-110 l. 17-3

6

s. 116 l. 3-4

Side 3

3 hugget sine fødder af. ”Der var kun ét at gøre. Hvis hun blev invalid, kunne hun få noget kommunal

støtte til et par håndsyes røde sko…”^{7} Karen tænker stadig på de røde sko – længslen efter den

lykke, hun ikke kan opnå.

Hele fortællingen er tydeligt en intertekstuel reference til H.C. Andersens eventyr ”De Røde Sko”.

Først og fremmest har beholdt titlen, og valgt at kalde hovedpersonen det samme som H.C. Andersen. Der er en tydelig lighed mellem handlingen, hvor har moderniseret fortællingen og tilpasset den til det senmoderne samfund. Karen i H.C. Andersens eventyr får hugget sine fødder af, fordi de får Karen til at danse uafbrudt, mens hun i Charlotte Weitzes novelle får hugget sine fødder af, på grund af den smerte hun har fået af det kirurgiske indgreb. I begge fortællinger handler det altså om at blive smukkere. Slutningen i begge fortællinger er også relativt ens, Karen finder fred hos Gud, og dør en fredelig død. Det er dog vigtigt at lægge mærke til, at hun ikke har opnået det hun ville i starten (de røde sko), men nu har fundet noget dybere. Det er altså de materielle værdier overfor de ikke-materielle værdier. De eventyrlige træk findes specielt hos H.C. Andersen, da det overnaturlige og lidt magiske finder sted:

Karens røde sko får hende til at danse uafbrudt. De eventyrlige træk hos kan være lidt mere gemt, idet hun også har moderniseret værket, og vil gøre den så realistisk som muligt.

Man finder dog stadig eventyrlige træk, da f.eks. kirurgen bor dybt inde i skoven: ”Hun skulle bare følge grusstien, der gik ind under mørke træer. Her var mudret og mange myg. Grusstien blev til en

                                                    8
jordsti, der blev til en dyreveksel og fortsatte ind i en granskov.”

Vi bevæger os på en måde væk fra den rigtige verden, og ind i skoven som ligger langt fra alt andet. I eventyr er det også typisk her, der sker farlige ting, og at hovedpersonen udsættes for en prøve, hvilket Karen på en måde også gør. har bevidst taget H.C. Andersens eventyr og moderniseret det, så vi læsere kan relatere til det samme budskab, som H.C. Andersen også ville ud med. Derudover har hun også drysset realisme udover novellen, og brugt humoren til at gøre historien endnu mere tragisk.

Realismens træk ses tydeligt i novellen. prøver ikke blot at gengive virkeligheden, men også at kritisere det moderne samfund, hvor skønhed er blevet et hovedemne. Det er ikke nok med at være sig selv mere. Pludselig er det vigtigt, også at skulle leve op til andres standarder: ”Du skal vide, at der kommer folk her, der har meget imod sådanne kirurgiske indgreb. De mener, at

Gud har skabt vores kroppe og at man ikke skal ændre på dem. De smider sten ind ad mit vindue”^{9}

Det er ikke det naturlige, som er det smukke mere, i stedet er det alt det, vi kan få lavet om. Vi kan

7

s. 117 l. 21-23

8

s. 111-112 l. 26-1

9

s. 112 l. 21-24

Side 4

4 pludselige blive perfekte, eller kan vi det? Ikke ifølge . Selvom Karen kan passe en størrelse 38 efter det kirurgiske indgreb, er hun ikke blevet tilfreds. Dette er en kritik af vores samfund, hvor vi i kampen om at blive perfekte, glemmer det smukke i os selv. Vi bliver aldrig fuldt ud tilfredse, og vil altid kræve mere. Det er en realitet, at nutidens mennesker ser op til skønhedsidealer, og gerne gennemgår kirurgiske indgreb for at opnå denne tilfredshed, men er det svaret på lykke? Karen ender med at miste begge sine ben, og dør en tragisk død, da hun endelig indser at det ikke er mændene ude på gaden, hun skal leve op til, men egentlig er hende selv.

bruger også en strejf af humor for ligesom at latterliggøre nogle værdier, som kun gør ulykke. Hele novellen er meget absurd, og den virker egentlig meget urealistisk. Men i realiteten kunne hændelsen sagtens være sket.

Dette er en måde at gengive den moderne ungdomskultur på, hvor man pludselig er blevet opmærksom på andres tanker om en. Lever man op til skønhedsidealerne? Er vi nu for tykke?

bruger denne sarkastiske 3.personsfortæller til at sige, at vi er alt for kritiske overfor os selv. Andre personer ser slet ikke på vores fejl og mangler, som vi selv gør, og dette kan være selvdestruerende. Hun omskriver H.C. Andersens eventyr til en moderne udgave af en ung pige, som stræber efter mindre fødder, så hun kan finde sig en kæreste. Problemet ligger bare i, at andre mænd i forvejen ser hende som smuk og yndig, og den eneste som ikke kan se dette, er Karen selv. Selv da Karen får sine længe ønskede små, føler hun nu en endnu større smerte – hendes ønske om at blive perfekt, er ikke opfyldt. Vi mennesker stræber efter perfektion og anerkendelse, men så snart vi får opfyldt det første ønske, vil vi bare have noget andet. Vi er aldrig smukke nok – ingen af os.

Se opgaven i originaldokumentet eller gå til tekstens begyndelse.

Materialet

Fuld skærm

Opgaven åbner, når du ruller ned til den.