Tyrken af Niels Hav | Analyse

Side 1

Mødet mellem det kendte og det fremmede

Analyse og fortolkning RiG

1

”Tyrken”

STX 1.g

Novellen Tyrken er skrevet af Niels Hav i 1981. I 60’erne oplevede Danmark en kæmpe økonomisk fremgang, og den højkonjunktur der oplevedes resulterede i mangel på arbejdskraft, og mange gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet blev hentet til Danmark. Her fik de arbejde som grønthandlere, kioskejere og fabriksarbejdere. Mange af disse gæstearbejdere havde ikke til hensigt at slå sig ned i Danmark for stedse. De ville arbejde for at spare sammen til et bedre liv derhjemme, og derefter drage syd på igen til familie og venner. Men årene gik og med den voksende boble af fremgang, kom også gæstearbejdernes familier herop; de skulle også opleve dette fremskridtets land. Men boblen springer med et brag i starten STX 1.g gæstearbejderne uden arbejde eller penge til at rejse hjem.

Men det er ikke kun gæstearbejderne, der pludselig ser sig om efter arbejde. Mange danskere og især arbejderklassen mærker også krisen trykke, dette skaber naturligvis en stor utilfredshed i 70’erne-

80’ernes Danmark. Denne frustration bliver projiceret over på gæstearbejderne. Skylden ligger på de fremmede; ”De tager vores arbejde og vores kvinder!”. Ord som ”Perker, negersvin og tyrken” bliver dagligdagsopfattelser af de gæstearbejdere, vi for blot 10-20 år siden selv så ihærdigt fik hentet herop.

Dronningen selv føler sig endda nødsaget til at give danskerne en reprimande i sin nytårstale i 1984:

” Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt.”

Novellen er kronologisk opbygget og har en personbundet 3.personfortæller, da der hele vejen igennem teksten står ”hun” eller ”Vita”. Fortælleren er kun bundet til Vita, eftersom man kun får indblik i Vitas tanker og følelser: ”Med hovedet fyldt af gamle drømme […]”.

Sproget er varieret, sætningerne er lange. Læseren får en fornemmelse af, at der ligger noget dybere bag ordene f.eks.: ”Med hovedet fyldt af gamle drømme […]” – hvilke drømme, om hvad? Intet bliver uddybet og alt er op til læseren selv, da hovedpersonen, Vita, hverken reflekterer eller forklarer sine tanker. Dette får læseren til automatisk at reflektere og analysere mens vedkommende læser novellen.

Sproget er neutralt og letlæseligt og alle overflødige ord er skåret fra. Dette understøtter fornemmelsen af, at hvert ord har stor betydning. Der er ikke en overvægt af én ordklasse. Niels Havs bruger mange ”hverdagsord” som f.eks. BT, Cecil og brugsen, hvilket gør teksten vedkommende. I novellen skriver

Side 2

Mødet mellem det kendte og det fremmede

Analyse og fortolkning RiG

2

Niels Havs om gøremål fra dagligdagen som f.eks. det at bringe sin datter i børnehave. Dog bruger han et mere abstrakt sprog, han finder det ukendte i det kendte: ”I børnehaven tager pigerne imod i varme trøjer, uden smil som en tavs bebrejdelse”. Læseren får ikke serveret den forventede scene, hvori hjertevarme pædagoger står i døren og glæder sig til en ny dag med børnene, nej her er de sure og trætte og bebrejder næsten Vita, at hun kommer og besværer dem med endnu en skrigende rolling.

Vita bor sammen med sin mand, Kai, og deres treårige datter Katrin. Det fremgår af teksten, at hun bor i en lejlighed i en større by: ”Eftermiddagen tilbringer hun i gården med Alice og Liz”, ”Hun går gennem gågaden” og ”Hun forlader butikkerne og går gennem de snævre gader […]”. Jeg gætter på, at byen er København og kvarteret Vesterbro eller lign.

Vita og hendes familie tilhører arbejderklassen, dette ses i form af, bopæl og hendes opfattelse af, at alle mænd har en bajer i hånden: ”Hun bemærker, at han ikke engang har en øl i hånden”.

Kvinderne læser BT; ”Og mens hun samler, sololie, BT, cigaretter og termokande […]” hvilket understøtter opfattelsen af, at vi følger et arbejdermiljø, da BT ofte er blevet beskyldt for at være en populistisk tabloid avis - useriøs og overfladisk journalistik for den jævne befolkning.

Vita er hjemmegående husmor i 30’erne. Hun har et lavt selvværd og er utilfreds, ikke kun med sin krop, men med sit liv generelt ”Opgivende smider hun sig i en stol og tager med begge hænder fat om folderne, der samler sig over maven. Så meget kunne være anderledes”. Vita har meget tid for sig selv, hun keder sig og sidder fast i livet. Hun dasker rundt hjemme, glor sig selv i spejlet, spiser lidt kanelsnegle, handler ind og frem for alt; holder øje med tyrkeren i porten.

Vita er meget selvcentreret og også lidt indbildsk. Da hun ligger i gården og taler med de andre kvinder, vil hun gerne være samtalens midtpunkt, og hun fortæller om hendes tid som rengøringsdame på en klinik. Her påstår hun, at en massør havde et godt øje til hende. Hun gør sig også bemærket ved at snakke om ”tyrken”, der glor efter hende ”Ærlig talt er jeg bange, siger hun. Man ved sgu aldrig, hvad de kan finde på. Man hører jo så meget. er han der igen, siger jeg det godt nok til Kai, det gør jeg altså”. Da fortælleren er en personbundet hører man kun historien fra Vita, og derfor kan man ikke vide, hvor meget af dét hun fortæller, der er sandt. Læseren ved dog, at hun kun siger at hun er bange for ham, for at få opmærksomhed, for da han senere ikke står og venter, bliver hun træt og udmattet og usikker på sig selv:

”Hjemme igen på anden sal kigger hun frem bag gardinet og ser, at porten nu er tom. Hun mærker en træthed i kroppen og stiller det lille entréspejl på en stol. Hun prøver at se sig selv fra alle vinkler” og ”Da hun kommer hjem for at lave middag, og han dennegang ikke er i porten, mærker hun, hvordan dette udmatter hende”.

Vita nyder at være feteret. Tyrken der står i porten bliver et symbol på noget nyt og spændende, en forandring. Porten symboliserer en ny chance. At Ömer står i porten kan betyde, at chancen findes med

Side 3

Mødet mellem det kendte og det fremmede

Analyse og fortolkning RiG

3 ham: ”Denne frimodige skamløshed, at han bare står der, fylder hende med undren og flytter hans tilstedeværelse over i en anden verden, hvor sære ting kan ske”. Ömer kommer til at repræsentere det Vita mangler fra Kai, interesse, spænding og opmærksomhed.

Man hører ikke på noget tidspunkt om fysisk kontakt mellem Vita og Kai. Kai er en brovtende alphahan og tonen mellem Vita og Kai er ikke kærlig men vulgær: ”Hej kællinger, griner han, hvad skal vi have?” og Vita svarer: ”Lav selv noget, blegfis”, hvorefter hun pakker sammen og går op og laver mad.

En dag, da Vita er ude og gå, smutter hun forbi sin mor for at fortælle om tyrken. Hun har behov for at få sine tanker vendt hos en, der kender hende godt: ”Selvfølgelig må hun fortælle det til sin mor, det er det naturligste”. Måske ville hun have snakket med sin mor om tyrken på en mere ærlig måde end med veninderne fra gården. Hun ville måske have luftet tanken om at løbe væk med Tyrken og sætte sig selv ud af hverdagens meningsløse trummerum med Kai. Men Vita når aldrig dertil.

Vi fornemmer med det samme, hun træder ind i moderens boligblok, at her ved Vita, at der foregår eller foregik noget engang: ”[…] hvor trinene ét for ét minder hende om noget […] hun bringer ansigtet i ro”. Vi finder senere ud af at moderen er blevet slået, og at Vita har oplevet dette før. Samtidig får vi også den information, at Vita ikke snakker så ofte med sin mor, siden hun spørger: ”Slår han dig endnu?”. På baggrund af alle de relationer Vita har til forskellige mennesker i sit liv, ses det tydeligere og tydeligere, at Vita er isoleret, for selvom hun snakker med Kai og med kvinderne i gården, så deler hun aldrig nogle af de inderste tanker med dem. Hun hjælper moderen ved at give hende en stesolid, hvilket er den samme måde hun behandler sig selv på; hun bedøver sig selv med en tom hverdag uden lidenskab for hverken sin familie, veninder eller noget andet.

Da Vita kommer hjem finder hun et brev fra Ömer. I det står der:

”Kærlig hilsen

Jeg ser, set

Møde, møder, mødte

Ved kirken klokken 21-22.

Elsk/elsker

At blive forelsket.

Ömer Yalsin”

Ömer taler ikke dansk og brevet bærer præg af at være blevet slået op i en ordbog. Ömer prøver at række ud til Vita ved at skrive på hendes sprog. Mødestedet, foran kirken, er også betydningsfuldt.

Kirken bliver et symbol på hans hengivenhed og accept af hende og hendes kultur. Han bliver både enormt sårbar idet, han erklærer sin kærlighed, og samtidig ikke kan formulere sig på korrekt dansk. Dette bliver senere også understøttet ved mødet ved kirken, hvor han taler til hende på et fremmed sprog: ”Han siger noget hun ikke forstår, men stemmen er hæs og blød”. Kommunikationen i mellem Vita og Ömer

Side 4

Mødet mellem det kendte og det fremmede

Analyse og fortolkning RiG

4 bliver enormt usikker, og der er store chancer for misforståelser. Her viser forfatteren meget tydeligt, hvordan noget så simpelt som sprog og kommunikation kan ligge til grund for misforståelser og senere racisme og fordomme. Vitas tanker om brevet er ”Dernede er de vant til bare at tage kvinderne” og i virkeligheden er dette jo udelukkende en fordom. Hvis det havde været en brev fra uddeleren i brugsen, så havde hun ikke tænk sådan. Senere reagerer Vita endnu mere på brevet, hun græder, tager piller og sladrer til sin mand. Hun fralægger sig alt ansvar ved ikke selv at tage stilling, hun er naiv nok til med det samme Kai kommer hjem at aflevere brevet. Så er sagen givet videre og Vita behøver ikke reflektere mere over den sag. Kai mærker, at hans territorium, Vita, er udsat og bliver både højrøstet og aggressiv. Sammen med hans ven Svend beslutter de sig for at bruge Vita som lokkedue, for så derefter slev at straffe Ömer med tæsk.

Vita bliver konfronteret med Ömer og det fremmede. Hun bliver nød til at tage stilling, ikke kun til brevet men til sidst sit liv generelt. Uanset om Vita vælger at mødes og måske starte en affære, eller til slet ikke at reagere på brevet har hun handlet, for det ikke at handle, er også en handling.

Ved opgøret ved kirken sker der dog en reaktion: ”Med ét forekommer alt hende helt forkert” Men nu er det for sent, lavinen er sat i gang. Kai og Svend gennemtæsker Ömer. Vita går derfra og tænker: ”Lige hvad han havde godt af”. Derefter bryder hun ud i gråd. Hun er ikke kun ked af, at hun svigter Ömer. Vita er også ked af, at hun inderst inde også svigtede sig selv. Hun fravælger at ændre sin tilværelse, og med det svigter hun også sig selv. Vita stikker hovedet i jorden og putter sig bag Kai og fortsætter sin enfoldige, indholdsløse tilværelse som husmor på Vesterbro. Først vil hun nyde opmærksomheden, når hun fortæller om Kais kamp for hende, og den første tid vil de nok være forenet om tanken, at de stod sammen med tyrken i porten, men senere hen vil alt blive det samme. Vita kommer til at gennemleve det samme liv som sin mor; en små voldelig ægtemand, passiv stillingtagen og bedøvelse med stesolid.

Novellen tager en del problemstillinger op i form af stærke modsætninger:

Tolerance ↔ Intolerance

At handle aktivt ↔ At handle passivt

Fordomme og misforståelser ↔ Dialog og gensidig accept.

Tryghed og ligegyldighed ↔ Kærlighed og utryghed/spænding

Det kendte ↔ Det fremmede

Alle disse modsætninger går igen gennem hele teksten, og selvom problemstillingerne er mange og alvorlige, formår Niels Havs at undgå at overdramatisere.

Novellen fortæller om et møde mellem det kendte og det fremmede, og om at tage nogle valg og hvordan vi må leve med de valg i livet.