Ifølge loven af Solvej Balle

Side 1

- 1 -

Indledning

Ifølge loven består af fire noveller. Hver novelle indledes af en lovparagraf og fortæller derefter i lovtekniske gloser om hver af de fire hovedpersoners søgen. Nicolas S. søger efter stoffet, der fårsager menneskets oprejste færden, Tanja L. søger efter smerten, René G. søger efter eksistensens nulpunkt og Alette V. forsøger at gøre sig selv til en ting. De fire noveller fremstår umiddelbart som fire paragraffer i en lov, men sproget knækker væk fra det lovtekniske sprog og afslører et ironisk syn på de fire menneskers søgen. I min opgave vil jeg finde knækket og knække det kryptiske i den anden af de fire noveller.

Novellen følger Tanja L’s søgen efter smerte, undervejs møder hun forskellige mennesker og ender med at finde ”det menneskelige fald”. Sporet samles op i den næste novelle, der indledes med Galileis Faldlov.

De fire noveller bliver kædet sammen af overlap i geografi og persongalleri, men de fire noveller holdes sammen af mere, de supplerer hinanden og fortæller sammen om menneskets evige søgen.

Jeg vil i min opgave forsøge at vise, hvor og hvordan novellerne spiller sammen, hvordan og hvorfor de overlapper hinanden, og hvad de fire noveller siger om menneskets evige søgen efter eksistentielle sandheder.

Lovens perspektiv

Lovparagraffen, der indleder novellen, vil de fleste forstå som en lov om hævn, men Tanja L. søger ikke hævn. Hendes søgen startes af en absurd form for nysgerrighed, hun vil ikke opnå hævn eller komme af med sin skyld (s43,l19). Hun vil vide, hvad hun har gjort ved personen på perronen, fornemme og forstå den følelse, hun mener, han har oplevet, i modsætning til at blive udsat for den.

Nysgerrigheden rummer mere end bare nysgerrighed, Tanja føler sig forpligtet til at lære den følelse, hun har udsat manden på perronen for. Det afspejler sig bl.a., da hun tror, at hun møder manden fra perronen igen uskadt (s64,l14). Forpligtelsen forsvinder for et øjeblik, fordi han er uskadt.

Tanja føler sig uskyldig overfor loven, så forpligtelsen er ikke en forpligtelse overfor retssystemet, nærmere en forpligtelse overfor sig selv. En nysgerrighed der strækker sig længere end bare smerte.

Da Tanja evaluerer på sin søgen, tager hun også i betragtning, at hun har lært noget om menneskets skrøbelighed og skadende kraft (s65,l13), hendes søgen handler om mere end bare at forstå smerte.

Tanja vil forstå livet, hun møder en reaktion på perronen, som hun ikke forstår, og straks går hun i gang med sin søgen. Hendes målbevidsthed får hende til at fremstå som en, der ikke kan acceptere

Side 2

- 2 - åbne svar og løse fortolkninger, som en der tror på, at der én forklaring på alting, dermed også på følelser.

Den ironiske søgen

Fortælleren beskriver Tanjas søgen som en målrettet bevægelse i modsætning til den

endeløse/målløse vandring som hører tiden til

Efter Copernicus rejste mennesket ikke længere mod bestemte mål, men fra sted til sted. Det søgte ikke længere efter steder, men efter passager og stræder. Det mimede jordens bevægelse, en endeløs vandring. (s45)

Hendes holdning er set i nutidens lys forældet og tåbelig. Ud fra tidens begreber kan man ikke finde nogen forklaring på smerte kun kendetegn. Tanjas opdagelser passer godt med tidens tro, hun finder ikke smerten kun smerte. En smerte relateret til fald, den kliniske smerte, smerten man tager hovedpinepiller for at dæmpe.

Det kliniske er ofte forbundet med naturvidenskab og forsøg, men i denne sammenhæng har det mere relation til fysik. Fysik er baseret på undersøgelser og iagttagelser, man kan se, hvordan ting sker og beskrive dem, men ikke altid forklare hvorfor. Naturlovene sætter grænser for, hvor dybt vi kan nå i vores erkendelser. En naturlov kan ikke bevises eller forklares, man må acceptere at sådan er det. Den gamle opfattelse var, at der fandtes en endegyldig forklaring på alt. Tiden ændrede folks opfattelse, nye erkendelser gjorde livet mere absurd, og ideen om en sandhed og svar på al søgen forsvandt i sandsynlighedens svimlende tal. Kirkens og lovenes dikterede form for moral mistede sin betydning, efterhånden som opfattelsen spredte sig, at det der ikke kan bevises, er modbevist.

Novellen er præget af selvmodsigelser, alt hvad Tanja hurtigt og skråsikkert påstår ændres gennem novellen. Hun ved, hun er uskyldig i mandens fald (s43,l6), men senere bliver hun overrasket og glad over at møde en person, som hun tror er ham og overraskes af sin uskyld. Først påstås det, at alle ved at smerten hører til i Barcelona (s43,l27), senere bliver det nedtonet til at være et rygte.

Hun ved straks, at bevægelsen på perronen skyldes smerte, men senere sætter hun igen spørgsmålstegn ved om det virkelig var smerte (s66,15). Hun begynder sin søgen efter smerte uden at tvivle på, om hun kan finde den. På trods af mislykkede forsøg på at lære smerten at kende, tvivler hun ikke. Hun har set den, hun ved den findes, og derfor er hun sikker på, at hun kan lære

Side 3

- 3 - den at kende. Hendes søgen bringer hende vidt omkring, men hun når aldrig sit mål, i stedet bliver hendes erkendelse grundlaget til den næste novelle.

Fortælleren lader bevidst læseren følge de fire personers vildspor, og den enkeltes mislykkede forsøg danner baggrunden for den næste novelle osv. Tanja finder ikke smerten men derimod ud af, at mennesket udover at færdes oprejst også falder. Hendes erkendelse bliver udgangspunktet for den næste fortælling som indledes af Galileis faldlov.

Under sin søgen erkender hun også, at hendes oprindelige intention om en lineær bevægelse er en umulighed.

Den stigende målløshed

Tanja starter beslutsomt sin søgen som et enstrenget væsen med et bestemt mål.

..Hendes bevægelse havde et mål, og hun befandt sig i en næsten nøgen enkelthed.

Hun var et individ med en egen natur, som hun måtte følge, til hun havde fundet, hvad hun søgte. Tanja L. var nu at betragte som et énstrenget væsen. Hun havde én søgen.

Hun bevægede sig i én retning. (s45)

Men allerede ved hendes afrejse blegner beslutsomheden, og hun følger slavisk andres spor i stedet for at følge sin egen vej, ved at følge rygtet om, at smerten holder til i Spanien. Så snart hun når til Barcelona, daler beslutsomheden yderligere, målet, der ved afrejsen var klart afgrænset til at være i Spanien, er ikke åbenlyst at finde, og hendes søgen bliver mere målløs og styret af tilfældigheder, idet hun begynder at følge efter tilfældige mennesker på gaden for at opleve smerten igennem dem.

Da hun indser, at hun ikke kan finde smerten igennem dem, kaster hun sig over kunsten, som viser sig at være endnu et vildspor. Hendes i starten beslutsomme og målfaste søgen bliver en rejse ledet af tilfældigheder, og hun begynder at dyrke planløse vandringer gennem byen og betragter alle former for fald, og indtrykkene begynder at forplante sig som baggrund for en lovformelig generalisering

Dag for dag blev hendes skarpe erindring opsuget af disse billeder, blev til en almindelig hændelse, en lovmæssighed for genstandes bevægelse i rum.(s58).

Side 4

- 4 -

Lovmæssigheden falder dog hurtigt til jorden. Allerede ved det næste fald er hendes tanker igen gået tilbage til faldet på perronen.

Fire korte eller en lang

De fire noveller hænger sammen på flere måder. Tanja rejser fra Basel iført en sort kjole (s42,l5), i den næste (3.) novelle ender René sin rejse i Basel, hvor han møder en kvinde iført en sort kjole

(s85,l12). De to beskrivelser af kvinderne er forbavsende ens, og giver en klar fornemmelse af, at der er tale om samme person. På samme måde optræder Alette, hovedpersonen i den 4. novelle, som biperson i den 1. novelle. Begge noveller foregår i Québec og detaljerne omkring Alettes død er beskrevet nøje i begge noveller.

Udover de tydelige sammenhænge i persongalleri og geografi er de fire noveller sat i en form for kronologisk rækkefølge, som lader den søgendes erkendelser i en novelle være udgangspunkt for den næste novelle.

Nicholas undrer sig i den første novelle over, hvorfor mennesket færdes oprejst. I den næste novelle ved Tanja, at mennesket færdes oprejst, men undrer sig over at det falder. I sin søgen erkender hun, at menneskets bevægelser er blevet målløse.

I den tredje novelle ved René, at livet i sig selv har mistet mål, og prøver derfor bevidst ikke at søge nogle mål for derved at blive ingen. I sin søgen erkender han, at det er umuligt at nå sine mål på den måde, og han opdager balancen gennem kærligheden. I den fjerde novelle kender Alette tings balancepunkt men ønsker at overgå til tingenes verden. Ironisk nok bliver Alettes lig beviset i Nicholas forsøg på at bevise, at mennesket adskiller sig fra tingene.

De fire beretninger modspiller hinanden parvist. Nicolas påstår, at mennesket umuligt kan være en ting, mens Alette påstår at mennesket kan være en ting. Hver især er de sikre på sit, men da fortælleren sætter dem sammen, får ingen af dem endegyldigt ret. Ingen af de to konklusioner får lov til at hvile, historiens cirkelform kæder dem sammen og viser, at ingen af dem har ret. Fjernes sammenhængen mellem de to, fjerner man samtidigt det spørgsmålstegn, som de hver især sætter ved hinanden.

Temaet gentager sig i beretningerne om Tanja og René. Tanja forsøger at finde svaret på menneskets handlinger, mens René forsøger at komme væk fra det.

Tanja forsøger at forstå smerten der får skikkelsen på perronen til at falde. Den gådefulde afslutning på novellen afslutter ikke Tanjas søgen positivt.

Side 5

- 5 -

Tanja når erkendelsen at hendes regler, for hvordan verden fungerer, ikke er nutidige, og at smerten derfor er uden for hendes rækkevidde.

Man kan ikke vinde et spil uden regler, for at nå et mål må man have regler.

For dog at få et resultat trækker hun smerten over i sin verden i form af skakspillet. Skak er et spil styret af regler og logik, men rummer også tilfældighed repræsenteret i modspilleren. Ved at acceptere faldet som en reaktion på et uventet træk falder det ind i spillets og der med reglernes verden. Hendes søgen giver hende ikke et tilfredsstillende svar, og for at kunne forlige sig med det forklejner hun smerten til en ubetydelighed.

René må i sin beretning også indgå et kompromis. Hans søgen viser sig at være forgæves, da den bliver afbrudt af en gammel mand, som anklager ham for tyveri (s81,l20), og hans søgen bliver sat til side, han forbryder sig mod sin søgen og foretager en viljeshandling ved at tage kontakt til en kvinde (Tanja) (s85,l15). René når ligesom Tanja ikke sit oprindelige mål, men ved at forklejne sit mål, når han det alligevel. Det lykkedes ham at blive ingen på et sprogligt plan idet han ”går op i” kvinden, og i novellens slutning forsvinder han helt i en sproglig tvetydighed.

Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind over bordet. Det rette sig op og ser gennem ruden. Det regner.

Idet ”det regner” kan forstås som om René regner, og som en konstatering af vejret udenfor, kan man ikke skelne om René virkelig er der eller ej. Han har formået en grad af den gennemsigtighed han ønskede.

På samme måde, som Alette optræder i den første novelle, kan personen på perronen meget vel være René. Flere ting tyder på det bl.a. Tanjas påklædning, som er den samme, som da de to mødes

(i §3), og det indledende afsnit i §2.

Hvad Tanja L. kendte til den mandlige anatomi, kærlighedens væsen og lovene for legemers bevægelse i rum, skyldtes den mand, der netop havde trukket sig ind i skyggerne fra stationsbygningen på Basels centrale banegård.

At lovene for legemers bevægelse i rum er nævnt, giver en åbenlys association til §3, der netop indledes med en sådan lov, men flere ting taler for, at det er René. Vi får i §3 fortalt at de to har sex, og da det ligger i formuleringen, at Tanja ikke ved andet end, hvad hun har lært pga. manden, er det

Side 6

- 6 - en åbenlys slutning, at drage at manden er René, og da faldet medfører hans død er parallellen til Alettes optræden i §1 fuldendt.

De fire noveller er altså kædet sammen parvist som hinandens modsætninger, men har også fælles træk og tema. Alle fire noveller er med til at definere mennesket. §1 og §4 viser at mennesket ikke er en ting men alligevel ikke endegyldigt forskellig fra tingene. §2 og §3 viser at mennesket ikke er styret udelukkende af regler men også af egne valg, og at man ikke kan vælge ikke at tage nogle valg.

Novellesamlingen består altså af sammenhængende noveller, ikke fire korte men heller ikke en lang. De gængse genrebegreber roman og novelle slår ikke til, og jeg vil derfor nøjes med at kalde samlingen for sammenhængende noveller.

Den kloge fortæller

Både i form af begreber og beskrivelser færdes fortælleren kyndigt både i biokemikerens Nicolas verden og i matematikeren Renés. Fortælleren beretter detaljeret og nøjagtigt uden at tage sig kunstneriske friheder. Alt, hvad der virker relevant for hovedpersonernes tanker, kommer med. For en ulært læser virker de faglige sidespring vildledende, fordi man fristes til at tro, at der ligger mere bag end der egentlig gør. De faglige sidespring er ikke direkte sidespring men har dog ikke nogen direkte betydning for novellernes handling. Indtrykket af en klog fortæller fjerner tvivlen omkring fortællerens oprigtighed og opfordrer til blind tillid.

Fortælleren holder sig til regelrette og ufortolkelige formuleringer, som hele tiden følger hovedpersonernes tanker uden at sætte spørgsmål ved disse. Små hop frem og tilbage i tiden giver fortællingerne en tankstrøms præg ligeledes de ligegyldige indtryk fra hovedpersonerne.

De skøre mennesker

På grund af det specielle sprog i Ifølge Loven er det svært at se, om personerne i novellerne virkelig er skøre, eller om det er måden, de bliver præsenteret på, der får dem til at se sådan ud. Ved umiddelbar læsning virker Nicolas som den mest normale af de fire personer, om end han også virker lettere excentrisk (s25,l22). Fortælleren lader kun omverdenens syn på de skøre hovedpersoner skinne igennem i korte glimt.

Manden havde hurtigt opdaget, at hun fulgte efter ham, men han lod sig sjældent mærke med det. Ind i mellem bemærkede han hende med en skræmt virren med hovedet.. (s49)

Side 7

- 7 -

..han betragtede hende med tilbageholdt skræk og medlidenhed, som var hun en syg, en gal, en vanskabning..(s98)

Ingen forstår, hvorfor hovedpersonerne (med undtagelse af Nicolas) handler besynderligt, ingen

kender til/eller forstår deres søgen, og hvis de gjorde, ville det ikke være nok til, at forklare deres

handlinger.

I §2 og §3 træder yderligere to skøre personer ind i novellerne, i form af manden der overfalder Tanja (s65,l19), og den gamle mand der melder René til politiet. De skæve personligheder giver fortælleren større frihed, og i kraft af novellernes sprog hæmmer det ikke læserens opfattelse af dem som tænkende personer. De skøre kan begynde at søge efter smerten eller beslutte sig for, at de vil være ingen, uden at nogen tænker over hvorfor eller slår det hen med en bemærkning om, at de er gale, og samtidigt behøver fortælleren ikke at fortælle om personernes familie, venner, oplevelser, osv., fordi beretningerne er præget af tankestrømmen, som er styret af deres galskab og derfor er fokuseret på deres søgen.