Analyse af Solens Nedgang af Emil Aarestrup

Side 1

1

Solens Nedgang

Digtet Solens Nedgang af Emil Aarestrup fra digtesamlingen Digte (1838) handler om en mand der er tiltrukket af en kvinde.

Emil Aarestrup (1800-56) var en æstetiker, hvilket er en person, der lever og ånder for øjeblikkets skønhed og forsøger at indfange den og give den skikkelse og pointe, uden at være belærende og moraliserende. ’For Aarestrup er det ikke i den fysiske realisering at den største lyst ligger, men i

                                        1
den æstetiske fastholdelse af det erotiske motiv. ’

Aarestrup var en atypisk digter i forhold til sin samtid, fordi han forholdte sig mere fysisk til kærligheden, i modsætningen til samtidens andre romantikere der dyrkede kærlighedens åndelige side. Dette kan ses i digtet Solens Nedgang, da Aarestrup ikke beskriver nogen følelser, men kun hvad der fysisk sker og hans konkrete overvejelser. I modsætning til romantikkens nyplatonisme og universal romantik inddrages det gejstlige ikke i digtet, eftersom Aarestrup fokuserer mere på det verdslige i sine digte.

Digtet er skrevet i romantismen, hvilket var en periode fra ca. 1830 til 1850 i romantikken.

I modsætning til den traditionelle romantik () søgte man i romantismen ikke længere harmoni og sammenhæng, men derimod et øjeblik af svimlende lykke. Romantismen handler om, hvad der egentligt er at leve for, svaret er i de fleste tilfælde den intensitet, fylde og skønhed man kan fravriste livet. I forhold til den traditionelle romantik, der dyrker skønhed i dens rene form

,dyrker romantismen sammenspillet mellem det grusomme og skønheden. ’Splittelsen er

                                       2
grundmotivet i al romantisme, skønheden målet’

I romantismen var datidens modeord det interessante, hvilket indebar det dæmoniske, det der overskrider normen, menneskets skyggeside og det forbudte.

Beskrivelserne af omgivelserne i Solens Nedgang skaber en idyllisk og på overfladen smuk ramme om den handling der foregår. Beskrivelserne af naturen bruges til at understrege idyllen og til at sammenligne og beskrive. Fx vestens bøgeskove og solen der synker i bølgerne, der fra første strofe skaber et billede af hvor vi er og straks herefter introduceres vi til kvinden, der sidder og ser

mod himlen. Igennem digtet bruges naturen til at beskrive, ”ved hver en nytændt stjerne/Fik jeg en

raadvild tanke” (str.3 v. 3og4), som stjernerne kommer frem på himlen, får Jeg’et tanker i sit hoved.

1

Side 151 i litteraturens veje

2

Side 148 i litteraturens veje

Side 2

2

Når Jeg’et sammenligner sig selv med solen i strofe 4, kan man tænke, at han overvejer, om han ligesom solen burde falde for kvindens fødder, eller om han hellere burde lukke sine øjne som havens blomster lukker deres blade når det bliver nat, hvilket er brug af en metafor.

Når vi dykker ned i handlingen, kan vi se at der er seksuelle undertoner;

I vers to males et billede af kvindens nakke, med håret der er ved at slippe ud af frisuren og de slanke og feminine fingre der sætter det på plads. Håret der slipper ud af Nakkehårets knude kan tolkes som, at håret prøver at slippe fri og være udslået. Kvinder på den tid havde kun udslået hår hvis de var der hjemme i soveværelset. Man kan efter Freuds principper sige, at det er kvindens drifter, der vil slippe fri, men at hendes hænder, hendes Jeg, holder hende tilbage. Aphrodite symboliserer kærlighed, skønhed og seksualitet. Det, at kvindens hænder er som en græsk kærligheds gud, kan igen symbolisere, at kvinden er et seksuelt væsen. At der fokuseres på kvindens hænder og nakke er meget tidstypisk, eftersom det var nogle af de steder på kvinden, hvor der var bar hud og hvor manden ugenert kunne betragte kvinden.

Også i vers 3, hvor Jeg’et får hjertebanken og raadvilde tanker, kan dette tolkes som seksuelle

tanker Jeg’et får, mens han står og iagttager kvinden. ”Da saae jeg først, hvor Halsen/ Sig strakte
langt og farligt - / At støtte var nødvendigt, / Alt andet uforsvarligt” Jeg’et er i tvivl, om han skal

gå hen til kvinden, men beslutter, at han må gøre det. Igen nævnes kvindens hals, der kan være et symbol på seksualitet. Han skaber en situation, hvor han gør det nødvendigt for sig selv at gå hen til kvinden, andet ville være uforsvarligt. Dette er et eksempel på Aarestrups brug af humor og ironi. Jeg’et beslutter sig altså for at støtte kvinden, selvom hun har en lang og farlig hals. Dette kan tolkes som, at det farlige er det interessante og derfor bør opsøges.

Titlen Solens Nedgang beskriver på den ene side den reelle handling i digtet, hvor solen går ned.

Solen nævnes yderligere to gange både, ”Om jeg, som Solen, skulde/ for hendes Fødder falde”
(str.4 v.1og2) og ”O’hvis den runde nakke/ som solen nu sig sænkte” (str. 6 v. 1og2). På den

anden side sammenlignes både Jeg’et og kvinden med solen og det at hun sænker nakken, kan betyde, at han er faldet for hende. ”Det skete som jeg tænkte” (str.6 v. 1og2) kan være de raadvilde (erotiske) tanker som, Jeg’et tænkte. Disse tanker bliver realiseret, da Jeg’et åbner sine arme og der sker et møde mellem manden og kvinden.

Digtet er opbygget på en måde, der kendetegner Emil Aarestrup, nemlig Aarestrup-strofen, der består af fire verselinier med enderim i vers 2 og 4.

Digtet skifter efter 2 vers fra at være en iagttagende fortæller ,til at blive jeg fortæller med tanker.

Side 3

3

Begge digte, Paa Sneen og Solens Nedgang, handler om en mand, der iagttager en kvinde bagfra.

Begge mænd er optagede, af kvinden de iagttager og ønsker at komme tættere på denne kvinde, I Solens Nedgang i form af, at falde for hendes fødder og i Paa Sneen ved at blande skygger.

Omgivelserne er beskrevet i begge digte og begge digte foregår om aftenen/natten. Det skaber en

dyster stemning i Paa Sneen og giver kant til digtene, det giver en illusion om en forbudt, interessant natside. Begge digte fører til mødet mellem mand og kvinde, men hvor Solens Nedgang er indirekte seksuelt, er Paa Sneen mere direkte erotisk, fordi det beskriver agten mellem skyggerne mere direkte.

Aarestrup skriver Solens Nedgang som æstetikker og indfanger skønheden i mødet mellem mand og kvinde i øjeblikket, hans tvivl og deres skjulte lyster og naturens samspil med dem. Splittelsen træder frem i form af modstridende tanker og samspillet mellem kvinde og mand. Modsat den traditionelle romantik er naturen ikke længere kun idyllisk, for efter solen går ned kommer nattens mørke frem.