Analyse af Solens Nedgang af Emil Aarestrup

Solens Nedgang

Digtet Solens Nedgang af Emil Aarestrup fra digtesamlingen Digte (1838) handler om en mand der er tiltrukket af en kvinde.

Emil Aarestrup (1800-56) var en æstetiker, hvilket er en person, der lever og ånder for øjeblikkets skønhed og forsøger at indfange den og give den skikkelse og pointe, uden at være belærende og moraliserende. ’For Aarestrup er det ikke i den fysiske realisering at den største lyst ligger, men i den æstetiske fastholdelse af det erotiske motiv. ’ Aarestrup var en atypisk digter i forhold til sin samtid, fordi han forholdte sig mere fysisk til kærligheden, i modsætningen til samtidens andre romantikere der dyrkede kærlighedens åndelige side. Dette kan ses i digtet Solens Nedgang, da Aarestrup ikke beskriver nogen følelser, men kun hvad der fysisk sker og hans konkrete overvejelser. I modsætning til romantikkens nyplatonisme og universal romantik inddrages det gejstlige ikke i digtet, eftersom Aarestrup fokuserer mere på det verdslige i sine digte. Digtet er skrevet i romantismen, hvilket var en periode fra ca. 1830 til 1850 i romantikken.

I modsætning til den traditionelle romantik () søgte man i romantismen ikke længere harmoni og sammenhæng, men derimod et øjeblik af svimlende lykke. Romantismen handler om, hvad der egentligt er at leve for, svaret er i de fleste tilfælde den intensitet, fylde og skønhed man kan fravriste livet. I forhold til den traditionelle romantik, der dyrker skønhed i dens rene form ,dyrker romantismen sammenspillet mellem det grusomme og skønheden. ’Splittelsen er grundmotivet i al romantisme, skønheden målet’ I romantismen var datidens modeord det interessante, hvilket indebar det dæmoniske, det der overskrider normen, menneskets skyggeside og det forbudte. Beskrivelserne af omgivelserne i Solens Nedgang skaber en idyllisk og på overfladen smuk ramme om den handling der foregår. Beskrivelserne af naturen bruges til at understrege idyllen og til at sammenligne og beskrive. Fx vestens bøgeskove og solen der synker i bølgerne, der fra første strofe skaber et billede af hvor vi er og straks herefter introduceres vi til kvinden, der sidder og ser mod himlen. Igennem digtet bruges naturen til at beskrive, ”ved hver en nytændt stjerne/Fik jeg en raadvild tanke” (str.3 v. 3og4), som stjernerne kommer frem på himlen, får Jeg’et tanker i sit hoved.

Side 148 i litteraturens veje Når Jeg’et sammenligner sig selv med solen i strofe 4, kan man tænke, at han overvejer, om han ligesom solen burde falde for kvindens fødder, eller om han hellere …