Fra Hytterne af Henrik Pontoppidan | Analyse

Side 1

Side 1 af 5

Det kaldes ironi…

- En litterær artikel om det moderne gennembrud

Indledning

Henrik Pontoppidan er en af det moderne gennembruds største forfatter. Han stammer fra et fattigt præstehjem med en stærkt dominerende far.

Hans barndom, med en livsfjendsk far, afspejler på mange måder hans forfatterskab. Som en slags mønsterbryder starter han på at læse til ingeniør som 16-årig. Han er en stor fortaler for naturvidenskaben, hvilket også ses i den gennemgående kritik af kristendommen i hans værker.

Som et modangreb på den biedermeierske forblindelse, sætter det moderne gennembruds

STX 3.g denne periode spiller en stor rolle.

Igennem ironi og kynisk realisme ødelægger han bondeidyllen. Husmændene, landarbejderne og de fattigste bliver til ofre for den sociale og økonomiske udvikling og ikke mindst for de kyniske autoriteter. Netop af denne grund er den store klasseforskel også under debat i Pontoppidans litteratur.

Jeg har valgt at se nærmere på to noveller af Henrik Pontoppidan, som jeg synes afspejler to gennemgående sider i hans værk Fra Hytterne. Den ene, Knokkelmanden, afspejler kynisk realisme gennem ironi. Den anden, Nådsensbrød, er en hudløs og hårrejsende beskrivelse af, hvad man på denne tid forstår som fattighjælp.

Knokkelmanden

Denne novelle handler om ægteparret Ane og Simon, der bor i et lille hus ned imod et fjordindløb.

Deres hus ligger på en jord, der er ligeså hård som deres kamp mod fattigdommen. Da de endeligt har betalt gælden på deres hus, bliver konen syg. Ingen mennesker i landsbyen kender den rette kur, på trods af, at hun prøver en masse. Hun opsøger endeligt en doktor, der kan stille hendes diagnose. Ingen kur findes og kvinden dør.

Gennem en hyperbolsk beskrivelse bliver Ane og Simons liv, idylliseret og dermed også ironiseret.

Dette kommer blandt andet til udtryk i beskrivelsen af de omgivelser de befinder sig i: ”en tropisk oase, en tusindfarvet blomsterkurv, der spredte sin fine, flygtige vellugt ud imod havets bittersalte ånde.”. Ydermere skaber Pontoppidan nogle kontraster mellem denne idyl og en karakteristik af

Side 2

Side 2 af 5 ægteparret. ”Han var en temmelig lille, sammensunken og forslæbt skikkelse med denne alt for store højre-skulder…hvis liv har været en eneste trældom”. Og om hende: ”Hun var et stort og sundt bondefruentimmer af den art der var ved at dø ud…savn og tidlige lidelse havde hulet hendes kinder, og livet havde lagt en vis forsigtighed i hendes blik”. Det er tydeligt, at Pontoppidan skildrer nogle mennesker, for hvem, livet ikke har været nemt.

Selv da de endeligt bliver frie folk på fri jord og Ane dækker op til en festlig middag, er der ingen appetit. Da dette nævnes i novellen er det efterfulgt af en beskrivelse af hvordan ”…alt omkring dem stod så frodigt, så lykkespående og talte til dem om en overvunden strid, et nyt liv, en rig nåde.”. Her skaber Pontoppidan igen en kontrast mellem omgivelserne og ægteparrets sindstilstand, der på den måde rejser spørgsmålet, var det virkelig det værd?.

Og da ægteparret endeligt ”…har fundet hinanden i en ny og lykkeligere ungdom” igen, en side senere, går der ikke mere end 16 linjer før at Ane føler ”…sig på én gang mindre vel, end hun plejede”. Hun bliver ramt af en sygdom, der, ifølge en doktor, er uhelbredelig. Hos doktoren koster det selvfølgelig penge. Men doktoren får medlidenhed og siger til Simon, der med sine tykke fingre tæller pengene op, at ”Ifald De kun har små midler, så koster det intet”. Her ses det tydeligt, at Pontoppidan sætter naturvidenskaben i et rigtig godt lys. Det har jeg konkluderet ud fra at undersøger, hvorfor dette er vigtigt for teksten. Hvis Pontoppidans udgangspunkt er, at tegne et billede af nogle socialt udsatte mennesker, ville det være forkert, pludseligt at lade dem slippe for betaling, uden et bagvedliggende budskab. Derfor er det tydeligt, at han gerne vil stille naturvidenskaben i et godt lys, hvilket jeg også har nævnt i min indledning.

Dette kommer også til udtryk i ægteparrets trange kår. Selv om deres blik i kirken ”…ufravendt hvilede på præsten” måtte de lide en uretfærdig skæbne. Troen på gud hjælper ikke Simon og Ane.

Udover at sætte problemet om deres sociale skæbne under debat, er der også en anden del, der kommenteres på.

Den sidste nat ægteparret har sammen, har de talt ud om alt. De bliver enige om en kone fra byen, der skal være Anes stedfortræder. Ydermere omhandlede Anes sidste ord, at Simon skulle huske, at deres datters røde bukser ikke må vaskes i sodalud, hvilket også tegner et diskriminerende billede af kvinden. Og da dette er den eneste kvinde vi ”lære at kende”, siger det også noget om kvinders værdier generelt. Dette problem bliver derfor og sat under debat.

Side 3

Side 3 af 5

Da knokkelmanden er et andet ord for manden med leen, medfører ægteparrets knoklen også døden.

Nådsensbrød

Stine-Bødkers er havnet på ”Kassen”. Forinden det var hun en velfungerende enke, der forsørgede sine børn og arbejdede i roe og kartoffelmarkerne og hvor der ellers var noget at bestille. Men hun kvæstede sin hånd i et damptræskeværk, der medførte, at hun måtte ty til ”…fattigfolks store trøster, til brændevinens barmhjertighed”. Af denne grund endte hun som en splittergal fordrukken kælling på ”Kassen”.

I denne novelle beskrives hele den tærskning Stine udsætte for på fattighuset. Om fattighuset står der: ”Helt kongeligt ligger dette på toppen af en kratbevokset banke ud mod fjorden – muret i rødt og gråt, med spir på gavlene og majestætens navneciffer funklende i guld på blå grund over indgangsdøren” . Og om fattighusets beboere står der ”…de forkomne eksistenser fra herredets hytter og huler, der samles forinden imellem disse mure, når hånden bliver for svag og ryggen for kroget til længere at bære livets byrde”. Disse to citater fungerer, i samspil med hinanden, som en ironisk beskrivelse af det nådsensbrød som de fattige modtager. I fængslet er der en inspektør – og ovenstående beskrivelse tegner et billede af hvilke øjne samfundet ser på fattighjemmet med.

I novellen beskrives livet på fattiggården. F. eks hvordan de spiser: ”Til Middag er det vælling og en slid eller grøn søbekål med roer og kartofler – samt duften af inspektørens bøf”. Her skaber den tydelige sarkasme en kritik af klasseforskellen og ikke mindst autoriteterne.

Ydermere består novellen af en beretning om en mønsteranstalt, der opfylder alle majestætens krav.

Beboernes syn på inspektøren er tydeligt: ”...idet hans store Gud-Fader skikkelse viser sig i døren, dukker alle de gamle hoveder dybere ned over måtterne. ”.

På s. 28 l. 3 fra neden, drages læseren tilbage til historien om Stine-Bødker. Et langt afsnit om forholdene på anstalten er her imellem beskrevet. Signe indser, at denne anstalt vil blive hendes sidste asyl og hun ”…slap alle tøjler …og nu gik hun derind som et vildt dyr over gulvet…”. Men da kom sognefogden, som der var stukket bud efter, og sagde: ”Du vil vel ikke lægge hånd på fogden”. Dette skabte en fuldkommen stilhed både ude og inde.

Her kommenterer forfatter scenariet med: ”Det var et grufuldt syn”.

Side 4

Side 4 af 5

Og da en mand siger: ”Å – lad hende være du!” reagerer fogeden ikke og Stine bindes på hænder og fødder og føres helt bort på en hestevogn.

Da provsten derefter kørte igennem byen gjorde han et stop, da nogle skolebørn stod samlede, for at se hvad der var på færde. ”Og som med én mund og med huen i hånden svarede da de små i deres uskyldighed…Det var bare Stine Bødkers, der kom på Kassen!”.

Netop dette citat er det mest centrale i forhold til, hvad Pontoppidan i denne novelle sætter under debat. I modsætningen til Knokkelmanden virker det her som om, at novellen selv erkender indholdet som ironisk ved at tilføje det korte, men ret betydningsfulde, ”…bare…” i det sidste citat.

Når børn siger at noget som bare sker, betyder det, at de mener det.

Dette vil jeg konkluderer på baggrund af en udskiftning mellem børnene og en voksen mand. Hvis dette var tilfældet ville jeg opfatte mandens udtalelse som en løgnagtigt forsøg på ikke at få røven på komedie af provsten. I dette tilfælde ville Signe død betyde noget for samfundet. Men da det kommer fra børn, betyder ordet ”…bare...”, bare, bare.

Konklusion

For at vende tilbage til udsagnet om, at disse to noveller er et eksempel på problematiserende litteratur fra det moderne gennembrud, kan man kun konkludere, at de er et klokkeklart udtryk for strømningerne. Novellerne opererer med hytter som problemernes omdrejningspunkt.

Problemerne kommer Fra hytterne.

Som jeg også nævnte i indledningen adskiller de to noveller sig fra hinanden i måden, hvorpå, de når frem til deres budskab.

I Knokkelmanden sætter Pontoppidan, med en ironisk og kynisk realisme, problemet om landarbejdernes trange kår under debat. Der reflekteres over forholdet mellem arbejdernes evige ihærdighed efter frihed og hvad de konkret for ud af det. Det fremstilles med en hyperbolsk beskrivelse af bondeidyllen, der bliver ødelagt af den alligevel forudbestemt hårde skæbne ægteparret går i møde.

I Nådsensbrød beskrives, den måde samfundet romantiserer forholdet mellem fattig og rig.

Gennem ironi og sommetider sarkasme beskriver Pontoppidan autoriteternes magt og status i forhold til de fattig. I og med, at han skifter inspektøren ud med ”Gud”, kritiserer han også gudsbegrebet og dermed også kristendomme.

Det er vigtig at nævne, at det moderne gennembruds litteratur udtrykker de reelle problemer. I

Side 5

Side 5 af 5 modsætning til romantikken, hvor de udeladte ting i litteraturen siger mere om samfundsforholdene end litteraturen selv. At romantiserer samfundsforholdene må nødvendigvis være et udtryk for, at der eksisterer et ønske om at se bort fra problemerne.

Derfor har det moderne gennembruds tanker også rødder i oplysningstiden. En begyndende samfundskritik og dermed også en start på at sætte problemer under debat.