Det af Inger Christensen | Analyse

Side 1

1

Inger Christensen: Det (1969)

Mange danske forfattere har i forskellige retninger sat deres præg på den nyere tids litteratur.

Litteraturen siden 1950 har især været påvirket af de økonomiske forhold i samfundet. Hvor store faktorer har været efterkrigstidens opbyggelse af velfærden og fokus på samfundets velstand i 1950-65, oprøret mod de etablerede værdier og det materielle fokus i slutningen af

1960’erne samt den økonomiske krise i 1970’erne. Til at belyse opgangsperioden 1966-73, hvor det danske samfund gik fra velfærds- og velstandsdrømme til økonomisk krise, kan man tage udgangspunkt i systemmodernismen. Inger Christensen er en af de mere skelsættende STX 3.g opbrudslitteratur.

Værket Det er udgivet i 1969. Det er opdelt i tre overordnede dele Prologos, Logos og Epilogos. Her tages der udgangspunkt i et uddrag af Prologos. I Prologos beskrives jordens skabelse af en observerende fortæller. Jorden skabes af kaos, hvor der efterhånden kommer lys og mørke, dag og nat, hav, land, dyr, mennesker og byer. Hele beskrivelsen udpringer af ordet ”det” som gradvist bruges i længere og længere sætninger og sammenhænge. Det udvalgte uddrag er trykt i periodeantologien Nyeste tid af forlaget Systime s. 130-135.

Uddraget består af elve strofer af seks vers, toogtyve strofer af tre vers samt ti strofer af to vers. Digtet bevæger sig gradvist fra lange strofer til korte strofer. Digtets mangel på rim og symmetrisk opbygning adskiller det fra den traditionelle digtning. Det står klart, at digtet hører under genren systemdigtning, hvor kompositionen er styret af talrækker og systematiske konstruktioner. I dette digt ses den systematiske struktur, bl.a. når Inger Christensen gennem hele digtet igen og igen fordeler seksogtres vers ud på strofer der fortløbende bliver kortere og kortere. Uddraget er dog beskåret, så det ikke tydeligt fremgår, at der i det oprindelige digt er treogtredive strofer af to vers, så det stemmer overens med resten af systemet. Den ydre komposition er nøje overvejet. Den spiller i mindst lige så høj grad som den indre komposition, en rolle i forståelsen af digtet.

Digtuddraget er en lang beskrivelse af en by eller et samfund. Beskrivelsen starter med nedenstående sætning.

Side 2

2

”En verden er kommet til verden inde i verden” s.130 l.5

Observatøren iagttager altså dannelsen af dette samfund eller denne verden. Herefter konkretiseres beskrivelserne. Byens ydre konstruktion beskrives med ord som betonfundamenter, stålkonstruktioner, blokmassiver og kolosformationer. Hvorefter byens indre konstruktion beskrives som en porøs masse fyldt af hulrum, slugter, huller og kamre. I de første elve strofer lægges der især vægt på, at samfundet og byen fastholder en slags fiktion.

”Et standardiseret kaos, med fiktionen i orden” s.130 l.10

”Den midlertidigt fungerende fiktion holdes i midlertidig orden af midlertidigt fingerede kontorer o.s.v. o.s.v. til fiktionen fungerer” s.130 l.36-38

”Ved dette dobbelte forbrug holdes fiktionen i orden hvilket igen holder indbyggerne i orden så de kan leve logisk” s.131 l.12-13

Inger Christensen lader beskueren zoome længere ind på byen. Efter de første elve strofer skifter observatørens fokus fra byen til menneskene, som indtil nu kun har været omtalt som indbyggere. Beskrivelsen bliver altså mere konkret og personlig. Dette skift ses også i den ydre komposition, hvor strofernes antal af verslinjer halveres og det personlige pronomen skifter fra det(byen) til de(menneskene). Menneskenes fordeling, liv og død i byen beskrives som tilfældige og tilsyneladende tilfældige. I størstedelen af stroferne beskrives menneskene som ventende. Skildringen omfatter, kun hvor de venter, og ikke direkte hvad de venter på.

Igen falder fokusset på fiktionen. Nu er det blot, hvordan menneskene gennem deres fordeling, deres funktioner og deres evige fingeren fastholder fiktionen. I digtet kommer der en del begrundelser for, hvorfor menneskene fungerer og fingerer. Menneskene fingere, bl.a.

for at holde orden på livet, for at føle sig frie, og fordi alle andre gør det. De opdigter altså denne fiktion, fordi det gør livet nemmere at leve.

Efter linje 35 på side 134 fortsættes digtet i strofer af to vers. Her bevæger beskrivelsen fra menneskets individuelle ageren i byen til interaktionen mellem flere mennesker. Observatøren zoomer altså længere ind. Når menneskene lever op og ned af hinanden i en by, kan de ikke undgå komme i berøring med hinanden. Stroferne beskriver, hvordan menneskene har fastlagt deres egen individuelle retning og udvikling. Hvordan menneskene hver især prøver at tilpasse andre mennesker til deres egen inerti.

Side 3

3

”Eller de søger at ændre hinandens karakter og behov f.eks. for at undgå at ændre deres egen karakter og deklassere deres egne behov” s. 135 l. 6-7

Mennesket fremstilles meget egoistiske og begrænsende overfor hinanden. Relationen mellem menneskene er kun overfladisk til for at opretholde fiktionen. Deres rolle i samfundet sættes ikke på spil for kærlighedens skyld. I sidste strofe i uddraget understreges relationernes mangel på dybde og engagement.

”De fordyber sig i hinandens overflade forstummer i hinandens lyde og fungerer som hinandens død, i en hvileløs verden af bedøvelser” s.135 l. 25-26

Digtet kredser overordnet om temaet kaos og orden. I uddraget er det primært menneskets forsøg på at skabe orden og mening i en kaotisk tilværelse. Det gøres, bl.a. ved at skabe byer, og samfund som digtet indledes med; en verden inde i verden. Derudover skabes der konstruktioner og fundamenter, så menneskene kan fastholde en eller anden form for orden.

Fiktionen, som har en helt central rolle i uddraget, er altså en af menneskets løsninger på et eksistentielt problem. Fiktionen substituerer den mening med livet, som mennesket har behov for. Mennesket finder en mening gennem det materielle. Meningen findes ved at sætte alt i systemer og kasser med bestemte og uforanderlige begreber og definitioner.

Med den observerende 3.personsfortæller skabes der en hvis distance til menneskenes ageren og eksistentielle problem. Selvom fortælleren blot er observerende, bliver digtet en kritisk fremstilling af den materielle by og menneskene i den. Det hele fremstår som tomme skaller og facader der forsøger at skjule et tilfældigt og ustyrligt kaos. Fortælleren kommer dog ikke med et svar på det eksistentielle problem da det stadig kun er en observerende fortæller.

Kritikken er rettet mod materialismen i samfundet. En kritik af at mennesket jagter mening i det materielle frem for hinanden. Det er en kritik af, at vi har fastlagt en mening, vores perspektiv er forstenet.

”En sammentrængt verden, et forstenet perspektiv, en ufremkommelig fastlagt mening, så velunderbygget, med betonfundamenter, stålkonstruktioner, med sammensvejsede blokmassiver, kolosformationer, fæstnet i et blændværk af vidtdrevne udtryk, er kommet til verden, har ordnet sig sat sig fundet sted, en by. ” s.130 l. 5-10

Side 4

4

Overstående sætning er et godt eksempel på, hvordan Inger Christensen via sin ordsammensætning lader billed- og realplanet smelte sammen. Billedet af en urokkelig beton by dukker hurtigt op på vores nethinde. Men samtidig hentyder sætningen til, at vi sammen med byen har grundlagt en urokkelig mening. Byens beton-, stål- og blokkonstruktioner bliver et udtryk for, at mennesket er gået i stå. Menneskets perspektiv, begreber og mening fastholdes i betonklodser. Vores sprog og mening må udvikles og udfordres i takt med verden for ikke at forstene. Dette understreges af Inger Christensens indledning, hvor hele verden udfolder sig ud fra et enkelt ord. Verden udvikler sig altså i takt med sproget. Kombineret med dette apokalyptiske budskab er digtet en samfundskritik af materialismen og ensomheden, den har til følge. Inger Christensen giver med værket Det sit besyv med i den samfundsomvæltende, materialistiske debat i overgangsperioden mellem velstand og økonomiskrise. Vi skal som mennesker løsrive os fra materielle fiktion og engagere os mere i hinanden.