Gåseurten | Analyse

Side 1

Side 1 af 3 Dansk 7.9.15

Gåseurten

Det gode, det sande og det skønne. Sådan lød idealet i tidsperioden der strakte sig fra omkring star-ten af 1800 og nogle årtier frem, nemlig romantikken. Det var perioden der blev forbundet med følelse, anelse, intuition og kærlighed samt perioden hvori der blev skrevet og digtet meget aner-kendt litteratur. Det var også i denne periode den verdensberømte Hans Christian Andersen blev født og indledte sin karriere. Andersens opvækst har haft betydelig virkning på hans forfatterskab, hvilket især ses i hans fremstilling af fattige miljøer og karakterer, hvor det oftest er den fattige, som er udstødt af det omgivende samfund, der ender som helten i eventyret. Der ligger markante selvbiografiske motiver og kritiske budskaber bag Andersens idylliske eventyrer, som ofte markeres med ironi. Gåseurten er et eventyr skrevet af Hans Christian Andersen i 1838, som i den grad af-spejler denne kritik.

Andersens eventyr Gåseurten er et kunsteventyr, da det er skrevet ned og har en kon-kret forfatter. I dette eventyr er et af eventyrtrækkene delvist brugen af kontraktmodellen med ud-gangspunkt i gåseurtens udvikling. Gåseurten står i begyndelsen i den nydelig natur hvor den hører til. Senere bliver den skåret op af græsset og ender i buret med lærken, for til sidst at blive smidt ud STX 3.g ikke med en harmonisk genetablering. Dette kan understrege Andersens mål om at skjule sin kritik bag eventyrets uskyldige form. En kritik af, at ikke alt er nydeligt og ender godt. Et andet eventyr-træk er det tydelige modsætningsforhold af naturen kontra buret, altså friheden modsat fangeskabet.

Både gåseurten og lærken befinder sig i begyndelsen i naturen. Gåseurten ”sad på sin lille grønne stilk og lærte også at den varme sol og alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at den lille lærke sang så tydeligt og smukt, alt hvad den i stilhed følte” (s. 1, l. 14-16) Morgenen efter er lærken blevet sat i bur, som er udtryk for fangeskabet forårsaget af borgerligheden, og friheden der er blevet frataget lærken: ”Næste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide blade ligesom små arme ud mod luft og lys, kendte den fuglens stemme, men det var sørgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels lærke havde god grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et bur” (s. 2, l.

46-48). Modsætningsforholdet er med til tydeliggøre kritikken af det kunstige og borgerskabet.

Andersen bruger læserhenvendelse som et sprogligt virkemiddel i hans eventyr, idet han indleder med ”Nu skal du høre!” og ”Du har bestemt selv engang set det!” (s.1, l. 5). Det gør at

Side 2

Side 2 af 3 Dansk 7.9.15 han etablerer en kontakt mellem tekst og læser, der gør stemningen nærværende og fængende. Sam-tidig bruger han i begyndelsen mange positive ord og vendinger, som skaber en tillid og tryghed til fortælleren. Disse positive ord er primært beskrivende adjektiver og handlingsverber, som ses i føl-gende citat: ”Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små skinnende hvis blade, der sidder som stråler rundt om de lille gule sol indeni” (s. 1, l. 7-9). Adjekti-verne er med til at danne et sanseligt billede for læseren, mens handlingsverberne gør fortællingen episk og levende og dermed også mere fængende for læseren. Endvidere er hans brug af adverbier ret betydelig i værket, hvilket gør fortællingen mere mundtlig og mere kvalificeret til højtlæsning.

Sætningsopbygningen er præget af lange sætninger med kommatering, som citatet understreger:

”Mens de sad på deres bænke og lærte noget, sad den på sin lille grønne stilk og lærte også af den varme sol og alt rundt omkring, hvor god gud er, og den syntes ret at den lille lærke sang så tydeligt og smukt alt, hvad den i stilhed følte, og gåseurten så med en slags ærbødighed op til den lykkelige fugl, der kunne syne og flyve, men var slet ikke bedrøvet, fordi den selv ikke kunne det” (s. 1, l. 14-

17). Sætningen kunne sagtens have været adskilt af flere punktummer, men da eventyret skal være egnet til højtlæsning, er de lange sætninger en god egenskab for fortællingen at have, da den da bli-ver mere teatralsk og pompøs og dermed nemmere at læse højt.

Andersen beskriver miljøet som værende umådelig yndigt og fredsfyldt. Man får en fornemmelse af en smuk lille frodig have, blomstrende i alverdens farver, som giver et billede af et varmt og trygt sted. Der er en splittelse mellem det lukkede miljø, som er haven der er indrammet at det yndige stakit og den omkringliggende natur. Der dannes et billede af, at den omkringliggende natur synes mere åndelig og ren, hvilket skyldes det fattige blomsts beskrivelse og tilfredshed. Den indrammede have kan nærmest virke som et biedermeiermiljø, hvor det ubehagelige og konflikt-fyldte er fortrængt og alt er idyllisk. I dette lukkede miljø gemmes der dog på snobberi og negative værdier, hvilket ses i pragtblomsternes fremstilling: ”Tulipanerne havde de allersmukkeste kulører, og det vidste de nok og holdt sig så ranke, at man endnu bedre skulle se det. De lagde slet ikke mærke til den lille gåseurt udenfor” (s. 1, l. 22-23). Som handlingen forløber og konflikten opstår, ændrer det idylliske miljø sig, og tulipanerne må lade livet og lærken får frataget sin frihed. Almin-deligvis ville naturren biedermeier litteratur fortrænge al konflikt, hvilket gør dette værk en smule atypisk for biedermeier litteratur. Dette er sandsynligvis et udtryk for Andersens kritik af bieder-meierkulturen og det er dermed skrevet med en ironisk undertone. Det er altså et kunstigt og kritisk billede af miljøet, som understreger Andersens kritik af borgerskabet.

Side 3

Side 3 af 3 Dansk 7.9.15

Et underforstået tema i eventyret er især spændingsforholdet mellem natur og kultur, herunder kritikken af borgerskabet og også biedermeierkulturen som tidligere nævnt. Naturen er stedet hvor det åndelige og naturlige falder ind, men da lærken og gåseurten bliver sat i bur, udgør kulturen og borgerskabet en hindring i at opnå det naturlige og åndelige. Andersens intentioner har formentlig været at skrive eventyret med en indirekte opfordring til modtagerne om, at blive bevid-ste om behandlingen af under- og overklassen og udligne de skel og magtforhold der adskiller de sociale klasser, hvilket disse tematikker understreger. Det ses også, at Gåseurten bærer præg af uni-versalromantiske træk, hvilket blandt andet kommer til udtryk i naturen som det ophøjede og gud-dommelige, mens buret, i spænd med mennesker, kan ses som det kunstige og jordiske. Her temati-seres altså naturen som det skønne og gode modsat det humane. Derudover optræder både gåseurten og lærken som to ydmyge karakterer og det er netop disse, der symboliserer det ophøjede. Disse repræsenterer det naturlige og det åndelige, hvilket undertrykkes da de bliver sat i bur. Borgerskabet og det humane optræder som det kunstige og de har glemt hvordan man behandler naturen og det rene, i deres søgen efter materielle goder og magt. Dette er ofte et typisk træk for romantiske tek-ster, hvor de rige og magtfulde glemmer det naturlige og rene, mens de fattige - der stiller sig til takke for selve tilværelsen - kan opretholde kontakten med det naturlige og åndelige. De kan se det guddommelige, fordi de ikke bliver forblændet af det materielle og magt.

Et andet eventyr af H.C. Andersen som har mange af de samme karaktertræk som Gå-seurten, er hans eventyr Nattergalen skrevet i 1843. Det er især temaet med naturen og frihed mod-sat buret og fangeskabet, der er blandt de mest markante fællestræk i begge eventyr. På samme må-de er det også kritikken af borgerskabet og deres tanker om dem selv, der kritiseres og det, at der i begge eventyr bruges ironiske undertoner til at fremhæve denne kritik.