Nietzsche og Løgstrup

Side 1

1

Etik – Noter/Pensumtekster

Om etik og moral:

■ Etik: græsk; ethikos ≈ det, der vedrører moralen. Ethos ≈ morallære (grundbetydning; hjem, bolig, tilvant opholdssted).

Etikken: moralfilosofi, abstraktioner. Et sammenhængende tankesystem vedr. etik.

■ Moral: latin; Moralis ≈ det, der vedrører sæd og skik. Mos ≈ sæd og skik. (sæd; den måde, man plejer at handle på).

Moralen: Den konkrete praksis og de konkrete doktriner, f.eks. De 10 Bud. Konkrete eksisterende normer om, hvordan man skal forholde sig.

Lidt om nogle filosoffer

■ Sokrates: Dyd ≈ viden, via fornuft og erfaring ≈ rette handlemåder. Individet skal handle i Polis’

(samfundet) interesse – kosmisk princip for den rette levemåde. Og derved et opgør mod ”sofisterne” som tog etisk udgangspunkt i mennesket, jf. ”mennesket er altings målestok”, og altså er alting relativt (skal ses ift. noget).

■ Platon: Mennesket er potentielt/latent godt, men lader sig forblænde af lidenskaber

(hmm…Buddhisme). Filosofiens opgave er at finde det gode, og selve det gode findes kun i ideernes verden. Det jordiske liv er relativt. Man bør stræbe efter at fatte det godes idé. Erkendelse kommer gennem tænkning, og ikke sansning.

■ Aristoteles: Areté ≈ dyd, godhed, hvilket er relativt ift. brugen (ikke det godes idé jf. Platons opfattelse). Ved at gøre det fornuftige, gør mennesket det gode, for menneskets formål er at være godt. Mennesket stræber efter lykken. Menneskesyn: mennesket er fornuftigt og et socialt væsen.

Etik – i forhold til nordisk mytologi, kristendom og Buddhisme

■ Nordisk mytologi: Slægtssamfundets etik. Ikke individualistisk, men kollektivistisk. En konsekvensetik, jf. ”Balders Død”. Det er ligegyldigt om Høder har dræbt Balder med vilje eller ej, og om han var blind! Han må straffes alligevel. Den nordiske mytologi opererer med en skæbnetro, som underminerer idéen om egne valg. Man vælger, hvordan man vil bære sin skæbne. Lykke er ikke noget, man selv kan skabe, det er en egenskab nogen har, og andre ikke har.

■ Kristendom:

Side 2

2

■ Buddhisme: I Den Ædle 8-ledede vej udgør de 3 midterste led den buddhistiske etik:

• Ret tale

• Ret handlemåde

• Ret levevis

At leve et moralsk rigtigt liv svarer til at leve i overensstemmelse med dharma (Buddhas lære).

Moralen er ikke kun underlagt mennesket, men også guderne. Samsara er i høj grad resultatet af moralen. Det er dog mere centralt at tænke på handlingens udgangspunkt i denne kontekst ≈ intentionalitet! Dvs. det rigtige sindelag eller den rigtige holdning er afgørende, hvor respekten for ”liv” betyder allermest. Dette skyldes at tilværelsen opfattes som en lang værenskæde, hvori dyr, mennesker og guder indgår på lige fod. Derfor ofrer man heller ikke dyr, men derimod blomster, frugt og røgelse. Inden for Mahayana-buddhismen mener man at alle er i besiddelse af en ”buddha-natur”, hvilket antyder, at alle er ligeværdige! Derfor støtter man ikke det såkaldte kaste-system. Og af sammen grund, skal man ikke anse samsaras forskellige verdner som inddeling i forskellige klasser, men derimod som værende et resultat af ens karma (gode og dårlige handlinger).

■ Kristendom: Vi så fx en del på bjergprædikenen, Matthæus 5-7. Her bruger Jesus en del krudt på at sætte farisæernes overholdelse af moseloven op over for det, han mener er Guds vilje. Han siger at han ikke er kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem. Så giver han adskillige eksempler på hvad ”de gamle” har lært og hvad han nu vil lære folk.

De gamle lærer folk at overholde moseloven, som en hellig lov, man skal tilstræbe at overholde den minutiøst kultisk lovtolkning (legalistisk)

Jesus siger at dette ikke er godt nok. Han siger ”men jeg siger jer...”, dvs. han udfordrer de gamles fortolkning og mener at tale med autoritet. Hvem der giver ham denne autoritet, er et hovedomdrejningspunkt i evangelierne. Pointen er selvfølgelig at han har autoriteten fra Gud.

Hvad er det så han siger? Jo han radikaliserer fortolkningen af loven, til at skulle gælde ikke kun den ydre handlemåde, men også det indre, tankerne. Fx så siger de gamle at man ikke må dræbe, men Jesus siger at man ikke engang må blive vred på sin broder.

Altså ikke alene kræver han at ens ydre handlinger skal være mere perfekte, men også at ens sind skal være med i det. Dette kalder man en etisk lovtolkning. Når sindet er det afgørende, kan vi specificere etikken som en sindelagsetik. Men det er ikke sådan at handlemåden er ligegyldig.

Side 3

3

Dette er et tema gennem hele NT (ny testamente). Farisæernes kultiske/legalistiske lovtolkning

overfor Jesu etiske lovtolkning.

Men skal man så bare gøre som Jesus siger i bjergprædikenen? Det er ikke nemt at leve op til, for så skal man være fuldkommen som Gud. Man kan ikke selv komme hele vejen, men det betyder ikke, at man ikke skal prøve. Det betyder bare, at man ikke kan sørge for sin egen frelse. Man har brug for Gud. Og Jesus død på korset soner alles synder, så hvis man tror på ham som Guds søn, så har man mulighed for at få del i Guds nåde. Men troen er altså heller ikke noget, man selv kan præstere, som en slags gerning ”se hvor pænt jeg tror, nu må jeg da være sikker på frelsen”. Man kan ikke noget selv, men Gud kan alt. Så man skal sætte sin lid til ham, anerkende ham som ophavet til alt godt i livet. (Denne udlægning følger den gængse Lutherske, som er generelt udbredt i DK i dag) .

Der kan argumenteres for masser af forskellige etikker udfra det, der står i bibelen, så det kan være svært at tale om ”kristen etik”, og så kun mene én ting.

Etik – kritik; Nietzsche og Løgstrup

■ Nietzsche: moralen og etikkens ombringer

Indtil Nietzsche havde selv de mest uenige (vestlige) filosoffer set sig som forenelige med en kristen etik. Om man var tilhænger af pligt-etik eller konsekvens-etik, så forholdt man sig positivt til kristen næstekærligheds-etik, selvom man måske sækulariserede den til at være medmenneskelighed. Man forudsætter også at mennesket som etisk subjekt er frit, rationelt, ansvarligt etc. af væsen.

Dette sætter Nietzsche spørgsmåls tegn ved. Han sætter fokus på værdiernes relativitet, siger at alle moraler er et produkt af deres tid, den menneskelige natur er ikke den vi tror den er. han mener ikke man tale om moralfilosofi i den forstand, at man kan føre etiske og moralske normer tilbage på, og begrunde dem i, almengyldige principper.

Moralen har en ”genealogi”, en tilblivelseshistorie, og den vil han afsløre. Han problematiserer alle moralske værdiers værdi. Han sætter sig for at lave et værdiopgør med den kristne kultur, for den kristne moral har sat tingene på hovedet. Den er en ”slaveopstand i moralen”.

Side 4

4

Herremoral:

Det naturlige menneske siger ja til sig selv og udfolder sit liv uspoleret og naturligt. Det opdeler

verden i stærk og svag, livsduelig og mindre livsduelig, god og dårlig. Modsætningen god/dårlig

præger de livsduelige, ”fornemme” eller ”aristokratiskes” moral. Vi så at eksempler på sådanne fornemme mennesker kunne være ”det blonde bestie”, en viking, en homerisk helt, en samurai.

Slavemoral:

Men fra det svage menneskes synsvinkel ser det anderledes ud. Når man er afmægtig kan man ikke uden videre sige ja til livet. De fælder en værdidom: de fornemme er onde, hvilket giver dem mulighed for at se sig selv som gode. Grundlaget for denne moral er alle de følelser, der udtrykker den indeklemte afmægtighed, det som Nietzsche kalder ressentiment.

I den kristne moral siger man nej til mennesket og livet, det kalder Nietzsche for nihilisme. Ang.

den kristne moral, så har Nietzsche en svaghed for Jesus selv, mens de virkelige skurke er hans disciple og hele den senere kirke, som han mener er styret af hævngerrighed og oprør mod det bestående etablissement, nemlig den herskende jødedom. De hæver Jesus op og kalder ham for den eneste Guds eneste søn, hvilket for Nietzsche er en konstruktion, som er ude af trit med Jesus selv og hans egentlige lære. Så det er kristendommen, der står for slavemoralen og at sige nej til livet.

Den grundlæggende vilje og trang i alt levende er viljen til udfolde liv, viljen til magt. Den findes over alt i naturen, også hos mennesket. De har dog via fornuften fundet ud af at skjule deres motiver for sig selv. Viljen til magt er bogstavelig talt a-moralsk, den er forud for skellet mellem godt og ondt. Det er den der ytrer sig både i slavernes ressentiment og i de fornemmes livsudfoldelse.

Næstekærligheden, siger Nietzsche, er en måde, hvorpå mennesket opnår glæde ved at glæde.

Man oplever lykken ved den ”lille overlegenhed”, der er knyttet til al velgørenhed. Og denne glæde er hele humlen for Nietzsche. Her får man nemlig afløb, på en kontrolleret og afmålt måde for viljen til magt.

Nietzsche glemmer, at hans egen idealisering af herremoralen, som det naturlige menneskes selvudfoldelse, også er et produkt at hans tid, bl.a. tanken om ”den ædle vilde”.

Side 5

5

Nietzsche ønsker ikke bare en moralreform, for han kan ikke rigtig se noget alternativ til den kristne kultur i sin samtid. Det grundlæggende problem er for ham at selve forudsætningerne i den europæiske etiks menneskeopfattelse er illusoriske. Det frie etiske subjekt er en konstruktion, for man skal ikke skelne mellem subjekt og handling. I den sande livsudfoldelse er den handlende et med sin handling.

Og hvad med ”Gud er død”? Jo, at Gud er død er ikke Nietzsches originale ide, det er der mange, der siger i hans samtid. Men hans pointe er, at så må man også tage konsekvensen, og afskaffe den borgerlige moral, som lever videre, på trods af, at dens legitimerende ophav (altså Gud), ikke er der mere.

■ Løgstrup: Interdependens-etik

(Bemærk i øvrigt at i ”Kristendom i nutid” side 31-32 er der noget om Løgstrup.)

Interdependens betyder gensidig afhængighed. At man kalder Løgstups etik for en interdependens –etik kommer sig af, at Løgstrup går ud fra relationen mellem mennesker som det grundlæggende i tilværelsen. Han nedtoner den menneskelige eksistens i forhold til den menneskelige relation, for man eksisterer ikke uden relationer.

Dette viser, at han er en del af den fænomenologiske tradition indenfor filosofien.

Fænomenologerne mener, at det er en falsk problemstilling at søge etikkens grundlag enten i en objektivt eksisterende virkelighed udenfor mennesket eller i en forestilling om en uforanderlig og almen menneskelig natur. Det er en falsk opdeling at søge enten i menneske (erkendende subjekt) eller verden (objektiv virkelighed). Vi erkender verden gennem vores brug, praktiske omgang og sansning af verden. Ikke først og fremmest gennem intellektuel analyse. Etikkens opgave er at klarlægge arten af denne involverethed i verden. Det er det Løgstrup prøver på. Løgstrups etik er altså socialt orienteret. Sætter man filosofiske begreber på er det en kommunikativ, pligtorienteret

(deontologisk) situationsetik. Situationsetik (også kaldet handlingsetik) er en etik, som vurderer hver enkelte moralske handling efter, om den i hver enkelt situation er foretaget ud fra den rette holdning (mens regel-etikere ser på om handlingerne understøtter eller undergraver en moralsk regel).

Side 6

6

For Løgstrup er det etiske livs grundfænomen, at menneskelig kommunikation altid består i ”at vove sig frem, for at blive imødekommet”. Han kritiserer eksistens-filosofiens, fx Kierkegaard og Satre, menneskesyn og etik. Mennesket, set fra deres synsvinkel, er et enkelstående, isoleret individ, der gennem sine frie valg ”skaber sig selv” og giver verden mening og betydning. For Løgstrup er forholdet omvendt: verden indeholder mening, værdi og betydning i sig selv, ”vi er hinandens verden og hinandens skæbne”.

Løgstrup - Begreber:

■ Etisk fordring (fordring; at kræve noget, krav): Når to mennesker står foran hinanden og vil i kontakt, så er de i et eller andet omfang i hinandens magt. Man kan ikke have menneskelige forhold og kommunikationer uden at sætte noget på spil, som kan misbruges eller imødekommes. Når nogen på denne måde kommer i ens magt, kan man vælge ”omsorg eller ødelæggelse” (sat på spidsen). Det, at der er et alternativ, gør, at der i mødet ligger en fordring, et krav om at tage vare på den andens liv – og denne fordring er universel.

I følge Løgstrup gælder den etiske fordring i alle kulturer og til alle tider. Det er en tavs fordring.

Men Jesus sætter i evangelierne, gennem næstekærlighedsbuddet, navn på den ellers ”anonyme” etiske fordring. Men man behøver altså ikke at tro på Jesus, for at ligge under for fordringen. Den er alment menneskelig.

Den etiske fordring handler ikke kun om hvordan man skal handle i forhold til et andet menneske.

Det handler også om hvordan man forholder sig til sit eget liv, altså et eksistensfilosofisk træk i tankegangen. Ifølge Løgstrup er der to måder at se på tilværelsen på:

1) som en mængde livsmuligheder, som jeg kun behøver at gribe

2) livet er noget, hvis indhold jeg selv skal frembringe.

Hvis man vælger det første tilværelsessyn, er det vigtigste i livet ikke mig selv, og derfor kan man forholde sig uselvisk til andre mennesker.

Den etiske fordring er karakteriseret ved at være :

1) tavs, den taler kun i kraft af at den er

2) ensidig, man skal altså handle efter den, uden at forvente at få noget igen, det er ikke en handel man kan slå af med hinanden

3) radikal, dvs stiller krav i absolut gennemgribende forstand og kan kun opfyldes helhjertet

4) den er uopfyldelig, fordi den er så ideel og absolut, at man aldrig kan opfylde den godt nok.

Side 7

7

Den etiske fordring lægger ikke op til at man skal gå ind og overtage ansvaret for den andens liv eller at vi skal udlevere os hudløst til hinanden. Man skal respektere hinandens urørlighedszoner.

Løgstrups tanke om en etisk fordring er blevet kritiseret for den filosofiske bommert det er, at slutte fra et ”er” til et ”bør”: Fordi menneskene er udleveret til hinanden i deres relationer, så bør de tage vare på hinanden. Sådan må man vist ikke argumentere, hvis det skal kaldes filosofi, og denne fejl kaldes ”den naturalistiske fejlslutning”.

■ Spontanitet: Løgstrup kritiserer eksistentialisterne, som fx Kierkegaard, for ikke at give spontanitet nogen plads i samværet mellem mennesker. Det hele handler groft sagt om valg, og hvor bliver det spontane så af? Løgstrup mener, at det spontane i høj grad har indflydelse på de menneskelige relationer, ja det er en af hans grundtanker, at der findes de såkaldte suveræne livsytringer, som bl.a. er karakteriseret ved deres spontanitet.

■ Suveræne livsytringer: Dette begreb finder Løgstrup endnu mere fundamentalt end den etisk fordring (selvom han formulerer sine tanker om den etiske fordring først og de suveræne livsytringer siden). De suveræne livsytringer er en forklaring på det godes eksistens i verden, på trods af menneskets tendens til at handle selvisk. Hvis livet kan strømme frit som suveræne livsytringer, er der ingen brug for en korrigerende moral, og den etiske fordring bliver principielt overflødig.

Tillid, barmhjertighed og talens åbenhed er nogen af de vigtigste suveræne livsytringer. Fire træk gælder for suveræne livsytringer:

1) de er spontane, altså at de indfinder sig uden videre. De er ikke et produkt af min vilje

2) de er suveræne, altså de sætter sig igennem, kommer bag på mig. De kan godt være suveræne, selvom de ikke altid vinder i forhold til deres modsætning.

3) de er definitive, altså det er enten/eller, der er ikke nogen mellemformer eller svage udgaver.

Enten viser man tillid eller ikke. Tillid med forbehold bliver mistillid, altså sin egen modsætning.

Side 8

8

4) de hviler i sig selv, behøver ingen forklaring eller undskyldning, mens deres modsætninger gør. Man kunne også tilføje et 5.: de er universelle, gælder for alle mennesker.

De suveræne livsytringer kalder Løgstrup ”mulighedsvedligeholdende muligheder”, fordi de gør livet muligt. Fx må en hver samtale være baseret på tillid for, at samtalen skal have mulighed for at fortsætte. Det er Løgstrups påstand, at en sådan tillid viser man under normale omstændigheder helt spontant og ubetinget. De suveræne livsytringer er altså en slags før-kulturel naturtilstand, som dog nemt kan spoleres af menneskenes magtmisbrug mod hinanden. De er ikke afhængige af individuelle følelser mod hinanden (emotivisme).

ex. på suveræn livsytring:

Talens åbenhed: Løgstrup mener, at vi som udgangspunkt vil tale åbent, det er nærmest en refleks hos os. Det er noget man skal gøre sig umage for ikke at gøre, eller i alle fald blive socialiseret til ikke at gøre (jnf. børns åbenmundethed).

Løgstrup argumenterer for at fx. barmhjertighed er en suveræn livsytring ved at sige, at barmhjertigheden ikke skal undskyldes eller forklares, den hviler i sig selv. Modsat mener han at modsætningen ubarmhjertighed ”snylter” på barmhjertighed. Den kræver begrundelse og legitimering, fordi den ikke har egenstatus og kun kan forstås udfra vores erfaring med de suveræne livsytringer. (Som indvending mod et sådant argument kunne man sige, at selvfølgelig skal det der opfattes som positivt i vores kultur ikke undskyldes eller forklares, mens det kræver gode argumenter at gå mod normerne.)

Teologisk set er livsytringerne er muligheder for handling, vi har fået i og med vi er skabt (af Gud).

Derfor er de både grundlæggende og gode etiske fænomener.

■ Dyder: kan ligne de suveræne livsytringer, men er det ikke. De er tillærte handlemåder, som kan erhverves og trænes, og er ikke spontane som livsytringerne. Når man er når man er barmhjertig af dyd er man optaget af, om man selv handler etisk rigtigt, ikke af, om man hjælper andre.

■ Etiske normer: Normer for handling er afledt af livsytringerne, mener Løgstrup. Både livsytringer og karaktertræk er mere grundlæggende end moralregler og principper, som fx ”den

Side 9

9 gyldne regel”. Normer og almengyldige etiske regler kan være formuleringer af livsytringerne, som er nødvendige når disse udebliver.

■ Reaktive følelser: de følelser, der netop ikke er spontane, men reaktioner på noget. Løgstrup nævner selv fx had, mistillid, misundelse, og kalder dem mulighedsophævende muligheder.

■ Menneskesyn: Løgstrup opfatter mennesket som tenderende mod det selviske. Men de suveræne livsytringer gør, at det gode alligevel har en plads i verden. Men sådan en menneskeopfattelse er det svært at lure om man er naturlig, når de suveræne livsytringer sætter sig igennem eller når man handler selvisk.

Verdenssyn: det er ikke mennesket som giver verden mening eller betydning, men verden har værdi og betydning i sig selv. Her kommer vi ind på noget centralt hos Løgstrup, nemlig opfattelsen af verden som skabt.

Løgstrup og kristendom: skabelsesteologi

Det er så fikst, at Løgstrup også er teolog, og det gør at hans tænkning hænger sammen med kristendommen. Så der er altså sammenhæng, selvom Løgstrup gør sig megen umage for at argumentere rent filosofisk, så man ikke behøver at æde nogle kristne dogmer, for at følge hans argumentation. Men der er dog ét kristent dogme, som han lægger til grund for hele sin tænkning, nemlig at verden er skabt (af Gud). Det er nemmere at forstå ham, hvis man husker på dette.

Verden er skabt og opretholdes til stadighed (af Gud). Livet er en gave, ikke noget man selv kan gribe. Naturen er menneskets ophav, derfor er vi ikke alene forpligtet til at vise den respekt som noget gudsskabt, vi må også betragte os selv som en del af den. Mennesket er ikke en ø, det står i relation til andre mennesker og til naturen, og den etiske fordring gælder både om at tage vare på medmennesker og natur. Skabelsesteologien tror optimistisk på at livet til sidst nok skal sejre over døden, den opretholder troen på en endelig dom og oprettelse af Gudsriget.

Ved at Løgstrup sætter skabelsen som det vigtigste fokuspunkt får han også mulighed for at være universalistisk. Han kan godt tale om skabelse uden at tale om Gud, men om en ”skabende magt”.

Alle mennesker er skabte. Livet er skabt. De grundlæggende vilkår for menneskelig eksistens er de samme. Vi er alle gensidigt afhængige af at indgå i relationer med hinanden, og den etiske fordring gælder for alle. Kristne er bare så heldige at have Jesus til at udtale den ellers tavse fordring.

Side 10

10

Løgstrup gør et stort nummer ud af, at der ikke findes en særlig kristen etik, og forsøger at argumentere på en måde som er filosofisk holdbar, også uden at forudsætte noget særligt kristent.

Han mener, at etikken udspringer af selve livet og ikke af troen på Gud. Her er han på kollisionskurs med bl.a. Tidehvervs-bevægelsen (fx Søren Krarup), som betoner troen på Gud (det så vi fx i tekst 50 i ”kristendom i nutid).

Løgstrup mener ikke kristentroen kan ikke være grundlag for konkrete handlingsanvisninger eller normer. Dens etiske indhold kan kun være kravet om uselvisk næstekærlighed. Derfor har de resterende normer i Ny Testamente ikke nogen aktuel gyldighed. Vi kan ikke i bibelen læse os til, hvordan vi skal handle, det må vi selv hitte ud af ved at forholde os til den etiske fordring.