Snart kommer tiden og Louises hus

Side 1

Mand og kvinde i forskellige teatergenrer

Kønsroller og samliv er evigt omdebatterede temaer. 1970’erne var bl.a. præget af tv-teatret som en ny, stor underholdningskilde. Herunder også begyndelsen på det mere politiske teater. Leif Panduro stiller skarpt på parforholdsproblematikken i tv-spillet ”Louises hus” fra 1977 om kvindens desperate jagt efter indhold i tilværelsen. Ligeledes gør Line Knutzon i skuespillet fra

1998, ”Så kommer tiden” med gamle kønsroller hevet frem i en ny tid hvor kvinder gør oprør mod kønsrollemønstret.

Begge er samfundskritiske skuespil med fokus på det stramme klassiske kønsrollemønster fra samfundet før ligestillingen.

Leif Panduro skrev i 1977 sit tv-spil ”Louises hus”, som er en skildring af et typisk parforhold fra

70’erne. Stykket handler om manden Henry, og hans kone Louise, som netop er blevet udskrevet fra hospitalet efter et psykisk sammenbrud. Spillet udvikler sig i adskillige samtaler hen ad aftenen om penge, huset og forretning. Senere på aftenen får Louise drejet samtalen hen på sit anfald og sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig skete. Her lykkedes det Henry at flytte emnet hen på andre emner, som ironisk nok ender i et foredrag om at se sandheden i øjnene. Men det er ikke usandsynligt, at Louises sygdom skyldes dels hendes liv bag låste døre og manglende kontakt med omverdenen, og dels dette kvindeundertrykkende kønsrollemønster. Henry fratager hende, på denne måde, alt hvad hun skulle kunne have af formål i sin tilværelse. Dette medfører, at hun bevæger sig ud i et alkoholmisbrug i forsøg på at finde en mening med sit liv, som sandsynligvis bare forværrer hendes tilstand og skubber hende endnu længere ud. På samme måde gør han hende anonym og betydningsløs, ved at lade hende blive liggende i sengen mens han selv tager ud af huset, går på arbejde og ordner alle de andre ting, som er sat uden for konens indflydelse.

Louises afhængighed af Henry og hans evne til at tilsidesætte hende gør, at deres forhold bliver kringlet, og de taler konstant forbi hinanden. Det kan både være uvidenhed og manglende interesse fra Henrys side. Da Henry, ligesom sin kone, befinder sig i en tid hvor samlivet er fanget af kønsrollemønstret, er hans måde at gøre tingene på ikke udelukkende hans fejl. Så denne beretning er måske mere ment som en kritik af kønsrolle-dilemmaet fra den aktuelle tid, end en kritik af selve karakteren Henry. Man kunne forestille sig, at Panduros formål med stykket var at problematisere dette kvinde-kend-din-plads-syndrom, og sætte det under debat. Med henblik på det, har han givet

Side 2

Louise visse mandlige træk, så som en tur i køleskabet for at drikke cognac af flasken, for at antyde nogle forsigtige brud på kønsrollemønsteret fra hendes side.

At stykket er skrevet til tv er et åbenlyst virkemiddel, og blev uden tvivl brugt for at skabe et realistisk billede. For at komme så tæt på parforholdets kerne så muligt. Panduros brug af hverdagsting som karamelrand, en telefon der ringer og kaffebakker gør spillet mere realistisk, og giver en følelse af at udspionere et fremmed ægtepar midt inde i deres egen stue. Alt dette måske med hensigten om at få parforhold rundt om i Danmark til at føle sig en anelse fremstillet.

I ”Snart kommer tiden” møder vi parret Hilbert og Rebekka, som fumler rundt i et ægteskab, de bare ikke kan få til at fungere. Begge er de fanget i egne sysler og individuelle verdener, som mere eller mindre har mistet kontakten til hinanden. Rebekka sidder hjemme, hæklende på en ulden æggevarmer og forsøger at lære navnene på alle grønsager og frugter, mens Hilbert går til jobsamtale og forsøger at få et arbejde som han egentlig ikke vil have.

De har begge en kønsrollepligt hængende over hovedet som de ikke kan leve op til hvilket gør, at man mærker en vis håbløshed i dem begge. Hilbert bliver ved og ved med at banke på sin egen dør, mens Rebekka tydeligvis er nervøs og stresset over de pligter hun har, så som at lave mad, når hun dårligt nok kan huske navnene på ingredienserne. Line Knutzon overdriver Rebekkas uvidenhed, måske for at understrege, at kvindens plads hjemme er fordummende og understimulerende. Dette er også en benyttelse af træk fra det absurde teater; gentagelser, gnaveben og en fuldvoksen kvinde, der ikke kender navnene på grøntsagerne.

Der er også en tidsforvirring i stykket, som Line Knutzon har skabt, ved at placere kønsroller fra gamle dage i et nutidigt miljø. Det er humor, for dette forvirrer åbenbart også karaktererne. Hvad sker der hvis man bringer et ægtepar fra 60’erne frem i en tid hvor kvinder har deres egne meninger? De bliver selvfølgelig helt rundt på gulvet. Manden er ikke nogen mand, og kvinden ikke nogen kvinde, hvilket Hilbert selv pointerer. Dette er underforstået det mand-og-kvinde-forhold de selv troede de havde. Disse virkemidler gør skuespillet absurd og syret, og publikum bliver præsenteret for deres eget nutidige miljø, perspektiveret med et samliv fra fortiden.

Mangel på identitet er et væsentligt emne i teksten. Parret må indse at det ikke er hinanden der er noget galt med, men dem selv. Da deres identitet er svækket pga. dette overfladiske forhold, vil det gå op for dem, at hvis de går fra hinanden vil ægteskabs-dilemmaet forsvinde, men til gengæld efterlade dem begge med intet.

Side 3

Disse to stykker ligner meget hinanden da de berører samme emner, og i sidste ende vil frem med de samme pointer. Fælles for disse stykker er, at de begge berører temaer som kønsroller, samliv, samvær, identitet, ægteskab, fangenskab, ensomhed osv.. Forfatterne anskuer dog emnerne på forskellige måder, og formoder på vær deres måde at formidle budskaber, som ligner hinanden. Ser vi på ”Louises hus” indeholder skuespillet et realistisk bud på et tidstypisk ægteskab, og måtte, i

1970’erne være blevet betragtet som en aktuel fremstilling af det karakteristiske mand-og-kvinde-forhold. Da Danmark i år 2008 er et helt andet samfund vil reaktionerne på stykket selvfølgelig være noget anderledes. Da begreber som ligestilling og kvinderettigheder er trådt enormt frem, bliver vi nærmest forargede over de manglende aspekter som kærlighed, forståelse og samtale i stykket. I nogles øjne vil temaerne måske endda være så indiskutable at det vil blive betragtet som komik.

Line Knutzon derimod vælger i 1998 at tage et nutidigt samfundsbillede op og smelte det sammen med gamle kønsroller. Her har hun overvejet temaerne i forhold til et publikum i 1998, og vurderet, at disse nok egentlig stadig er relevante emner for Danmark. Dels for at perspektivere nutidens opfattelse af mand og kvinde med 70’ernes, og dels for at få danskere til at værdsætte ligestillingens udvikling.

Vi kan konkludere, at de to skuespil indeholder temaer, som i dag stadig indeholder fundamentet for hele vores tilværelse. Ensomhed findes i Danmark i år 2008, ligesom manglen på identitet gør. Kan et parforhold bestå, hvis man ikke har noget at snakke om? Og hvad med kærligheden?

I princippet bør temaerne først være forældet den dag begrebet samliv ikke længere eksisterer.