Mobiltelefonens mange forbandelser

Side 1

Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 4 – August 2018

Mobiltelefonens mange forbandelser

Er mobiltelefonen en forbandelse, som skaber stress og ødelægger nærvær? Sådan fremstiller forfatter og journalist Peter Olesen det i sin kronik ”Mobiltelefonens mange forbandelser” fra Politiken den 17. marts

2018. Olesens hovedsynspunkt er, at telefonerne styrer vores liv. Det er et synspunkt, som i høj grad er relevant at diskutere i nutiden. Men hvad bygger han sine synspunkter på, og har de gennemslagskraft? Og er det en relevant målgruppe, når Olesen taler til læserne af Politiken? Er det dem, der er ramt af telefonens ”forbandelser”?

Olesen hævder i kronikken, at der var mere nærvær, fordybelse og ro før i tiden. Men i dag forstyrrer telefonerne alle steder. De ødelægger vores samvær og skaber stress, så derfor bør vi bruge dem langt mindre, end vi gør, mener han. Problemet er bare, at de styrer vores liv: ”En nu så vigtig følgesvend, som var det igennem den, vi trækker vejret, og som var det den, der styrer vores normale hjerterytme.” (l. 85-

8). Her sammenligner Olsen telefonerne med medicinsk udstyr, der holder folk i live, og understreger på den måde sit hovedsynspunkt billedligt.

Kronikken er præget af en række små fortællinger. Mange af dem handler om Olesens eget liv og går helt tilbage til hans barndom i 50’erne, hvor telefoner og tv ikke fyldte noget i hverdagen. Han så kun tv ved ”særlige lejligheder” (l. 206), for kun naboen havde tv. Til den historie bemærker han: ”Ellers levede vi udmærket uden” (l.196-209). Han fortæller også om 80’erne 0g 90’erne, hvor han kunne holde fri efter arbejdstid, fordi mobiltelefonerne endnu ikke havde haft deres indtog i alles liv. Som kontrast til fortiden prøver Olesen at vise, hvor galt det står til i dag. I kronikkens første afsnit beder Peter Olesen fx læseren forestille sig en bus- eller togtur:

Sæt Dem ind i en bus og kør en tur gennem byen eller landskabet. Gør det samme i et tog. Kik ud ad vinduet og iagttag alt det, vi passerer. Man læner sig bare tilbage og suger til sig af indtryk. […]

se, hvad de fleste medpassagerer foretager sig. […] de kikker med garanti ikke ud ad vinduet, men ned i deres medbragte små lysende skærme. De er på. De er ikke mentalt til stede… (l. 8-24) Situationen i citat kan stort set alle mennesker genkende. Det er noget, vi ser overalt og måske endda selv gør: vi nyder ikke pausen, men prøver at se travle ud med vores telefoner. Olesen har en række lignende eksempler på, hvordan folk ikke er ”mentalt til stede”. Han giver også et par eksempler på, at folk har højlydte private samtaler på telefonen i det offentlige rum.

Eksemplerne appellerer til vores følelser (patos), da vi sikkert også har følt en irritation over manglende mental tilstedeværelse eller andre folks private samtaler. Samtidigt appellerer eksemplerne til fornuften

(logos), fordi de står i kontrast til beskrivelserne af den mere rolige og næsten idylliske fortid, som Olesen fortæller om. Han bruger også en appel til fornuften, da han nævner mobilen som en fare i trafikken (l.125-

44), som et problem i skolen (l. 211-18) og minder om undersøgelser af stress og fraværende forældre (l.

218-30). Det er imidlertid kun noget, han nævner kort og overfladisk.

Olesen gør til gengæld en del ud af at fremstille sig selv som en person, der lever et godt liv uden mobiltelefon: ”Jeg tillader mig selv den luksus ikke at bære rundt på en mobil.” (l. 185-86). Han tager på ferie ”uden nogen form for teknisk bistand i form af iPhone” (l.189-90), og hans iPad er ”aldrig med uden

Side 2

Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 4 – August 2018 for hjemmet.” (l. 283-4). Han fortæller, at han vil købe skilte til sin lejlighed og sit sommerhus ”med påskriften: ’Mobil forbudt!” (l. 262-4). Selvom det sidste virker en smule ironisk, så bidrager selvfremstillingen til at give ham etos, altså opbygge ham som en troværdig afsender, der lever godt uden mobiltelefonen.

En anden måde at opbygge troværdighed på ser vi i dette eksempel, hvor Olesen gennem et flertalsargument gør sig til talsmand for sine læsere:

Vi ligger på en strand, vi går en tur i skoven, vi sidder på en restaurant eller café, vi går en tur gennem byen, vi står på banegården eller i lufthavnen, vi er i supermarkedet, vi cykler på cykelstien. Alle omkring os taler i medbragt mobiltelefon. (l. 79-86)

Flertalsargumentet opstår ved brugen af stedordet ’vi’, som både inkluderer læserne og Olesen selv. ”Vi” står i modsætning til ”Alle omkring os”, som er er mobilbrugerne. Den anaforiske gentagelse af ”vi” understreger, at mobiltelefonen er alle steder i samfundet. Det er et citat, som siger meget om målgruppen for Olesens kronik. For modsætningen mellem ”Vi” og ”Alle omkring os” gør, at læseren bliver ét af de fornuftige mennesker. Over for læserne står så gruppen ”Alle omkring os”, der ikke defineres direkte, men flere af de negative eksempler hos Olesen handler om børn (fx l. 211-21), unge (fx l. 255-62) og børnefamilier (fx l. 221-30).

Olesen bruger også klare sproglige virkemidler, når han taler om nærvær: ”Nærvær er i dag en luksusvare.

Og nærvær er ofte en mangelvare.” (l. 166-7) Her laver Olesen et ordspil på ”luksusvare” og ”mangelvare”.

Ordspillet peger på et paradoks: selvom vi ønsker nærværet, får vi det ikke. En stor del af Olesens argumentation ligger altså i kronikkens sproglige virkemidler.

Vi ser det også, når han bruger en række nye synonymer for mobiltelefonen som ”en tage-med-telefon” (l.

60), ”en medbragt fredsforstyrrer” (l. 236-7) og ”den satan i lommen” (l. 244). Synonymerne fremhæver stærkt negative associationer til mobiltelefoner. Det samme gør han med sit billedsprog, hvor mobiltelefonen omtaltes som en sygdom og forbandelse: ”bacillen har bredt sig, og de fleste synes inficeret af den. Altså har underlagt sig forbandelsen uden egentlig at vide det. Og uden at vågne op og se sig selv udefra. (l. 303-8) Her gør han metaforisk mobilbrugen til en farlig sygdom og giver associationer til eventyrenes sorte trolddom, som river mennesker væk fra virkeligheden.

Olesen har skrevet sin kronik til Politiken, hvis læsergruppe typisk er højtuddannede og samfundsmæssigt engagerede. Derfor behøver han ikke uddybe stressundersøgelser og den type oplysninger, dem kender læseren allerede til. Avislæsere i dag er typisk fra den ældre del af befolkningen. Det er en god målgruppe for Olesens subjektive skrivestil, hvor hans egne oplevelser og erindringer om fortiden står i centrum.

Derfor har kronikken sikkert en god gennemslagskraft overfor læserne, hvor Olesen kan skabe lydhørhed for sine synspunkter og med de sproglige virkemidler skabe et fælles ”vi”.

Kronikkens sproglige virkemidler er generelt effektive, fordi de tvinger os til at stoppe op for at tænke over betydningen. I første omgang for at forstå den, i anden omgang for at overveje den i forhold til os selv. Men sproget kan måske også få os til at se skeptisk på kronikken. Olesen er født i 1946 og er 72 år. Det ses i hans kronolekt, hvor han tiltaler læseren med ”Dem” (l. 8) og bruger ordvalg som ”megen moro.” (l. 122), ”med det vuns!” (l. 176) og ”Fri i kalotten” (l. 193).

Side 3

Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 4 – August 2018

Derfor er gennemslagskraften nok svagere hos den yngre gruppe, som han især retter kritik imod. Her risikerer Olesens erindringer og sprog at få ham til at virke som en ”Sur gammel mand” (l. 248), fremfor en person med noget relevant på hjerte.

Selvom man kan være i tvivl om Olesens gennemslagskraft, peger hans kronik på en vigtig problemstilling.

Stort set alle kan genkende situationer, hvor mennesker gemmer sig bag deres skærme eller er travlt optagede på sociale medier, selvom de faktisk er sammen med andre mennesker. Men var det bedre før i tiden, som Olesen ellers hævder? Var nærværet virkelig større, da 50’ernes forældre tilbragte formiddagen gemt bag avisen, mens børnene passede sig selv? Det bør vi måske nok stille os lidt skeptiske overfor.

Vi kunne også overveje, om der ikke er noget positivt i telefonernes til at skabe fællesskab på tværs af fysiske rum. Og hvorfor skulle en tekstbesked til en ven være mangel på nærvær? Olesen vil næppe kalde en telefonsamtale med en ven for mangel på nærvær, så hvorfor skulle det være det, når vi skriver med hinanden?

Det betyder dog ikke, at vi bør ignorere Olesens opfordringer og advarsler. Der er nemlig mange eksempler på de negative sider ved mobiltelefonen. I DR3’s programserie FOMO følger vi fx en flok unge, som går gennem store psykiske og sociale prøvelser, fordi de har valgt at slette Snapchat og Instagram på deres telefoner.

Det viser os, at Olesen kan have ret i sit synspunkt om afhængigheden. Vi kan godt blive så knyttede til vores telefoner, at det påvirker vores liv. Heldigvis er der tendenser til, at flere og flere bliver bevidste om, at de bør begrænse deres mobilbrug. Unge dropper i stort omfang Facebook, og firmaer som Apple gør det nu synligt for brugerne, hvor meget tid mobilerne sluger. Det giver håb om, at vi med tiden bliver mere bevidste om, hvordan vi bruger telefonerne.

Olsens kronik har bestemt pointer, som er værd at lytte til. Hvis vi ikke passer på, risikerer vi et liv med stress og ødelagt nærvær. Men vi kan stille nogle ret store spørgsmålstegn ved kronikkens gennemslagskraft. Den når måske Politikens læsere, men næppe den målgruppe, Olesen kritiserer. Her kommer både sproget og hans fortællinger i vejen. Og det er synd. For måske burde vi lige lægge mobilen et øjeblik og lytte lidt til rådene fra en ”Sur gammel mand” (l. 248). Der er faktisk både nærvær, fordybelse og gode oplevelser at hente i verden uden for vores ”små lysende skærme” (l. 23).