Fra minimalstat til vasalstat af Villy Søvndal

Side 1

Sofie Berg 1.u retorisk analyse

1

Retorisk analyse

Politiske taler har stor set altid til hensigt at påvirke tilhørerne til at være enige i politikerens synspunkter og holdninger. Derfor er det meget vigtigt, at disse taler er velskrevne og passer til omstændighederne. Ellers kan det ende med misforståelser og miskommunikation.

Personer der skriver sådanne taler bliver derfor nødt til at være gode retorikere, som kan bruge de rette virkemidler på de rette tidspunkter.

Eksempler på dette ses i Villy Søvndals tale ”Fra minimalstat til vasalstat. Tanker fra det andet Danmark” fra 2005. Talen blev holdt i København for tilstedeværende tilhørere, og talen blev holdt i forbindelse med, at Danmark fik besøg af den amerikanske præsident G. W. Bush. I talen diskuteres Amerikas udenrigspolitik, deres deltagelse i Irakkrigen, og hvorvidt dette er noget Danmark skal støtte.

Slyngelpolitik

Et af hovedsynspunkterne i talen er, at G. W. Bush ikke udnytter sin magt som præsident korrekt og udfører en forkert udenrigspolitik. Dette er tydeligt at se allerede i starten af talen, hvor der udtales: ”Jeg er ikke anti-amerikansk. Jeg kan bare ikke lide præsident Bush.” Her udtaler Søvndal direkte, at han ikke bryder sig om præsidenten. Et andet eksempel, på at Søvndal er meget imod Bush og hans politik, ses i slutningen af talen, hvor der bliver udtalt, at verdens mest magtfulde person forvalter sin magt farligt og dumt, og at det er en trussel mod fred, sundhed osv. Det udtales også, at han bruger rå magt, manipulation og bomber, hvilket, de færreste mennesker vil mene, er gode ting. Derfor ses det her tydeligt, hvor meget Søvndal er imod Bush og hans politik.

Et andet vigtigt hovedsynspunkt er, at USA’s og Danmarks deltagelse i Irak-krigen ikke er til nogen gavn. Det udtales direkte i talen: ”Jeg bryder mig bare ikke om den forbandede krig i Irak.” I talen opfordrer Søvndal også til, at vi sender en hilsen til alle de amerikanere, som ønsker deres tropper hjem fra Irak, og lige efter udtaler han, at vi skal sende en hilsen til de amerikanere, som kritiserer deres egen regering og dermed yder et bidrag til en bedre verden.

Her understreges det altså, at han mener det godt, når han bruger udtrykket at sende en hilsen. Han er på samme side som de amerikanere, der ønsker deres tropper hjem.

Søvndal er også meget imod, at Danmark allierer sig så meget med USA. Det kan man se, da han bruger ord som Slyngelpolitik om Bushs politik, og han udtaler, at Anders Fogh leger Bush-wannabe og dermed gør Danmark til en del af den slyngelpolitik. Da ord som Slyngel og Wannabe normalt bliver opfattet som negative ord, er det her tydeligt, at Anders Foghs støtte STX 1.g

Side 2

Sofie Berg 1.u retorisk analyse

2

De stærke følelser

Hensigten med talen er at få tilhørerne til at være enige i Villy Søvndals hovedsynspunkter og måske tænde en ild hos dem, så de sammen kan føre en ”kamp” mod G. W. Bush og hans indflydelse på Danmark.

Gennem talen benytter Villy Søvndal de forskellige appelformer. Den mest tydelige er appelformen Pathos. Der bliver gjort brug af denne allerede fra start, hvor Søvndal fortæller, at betjente er blevet kaldt ind på deres feriedag for at beskytte præsident Bush. Dette fortæller han helt klart for at vække lytterens følelser. Det får os til at føle medlidenhed med betjentene, og får os til at føle, at det er da også for dårligt, at de sådan bliver indkaldt på deres feriedag. Også brugen af ord som Anders Foghs store western-idol er med til at vække disse følelser, da dette virker nedladende på Anders Fogh og Bush.

Det er også tydeligt, at Søvndal appellerer til lytterens følelser, hvor han udtaler: ”og det gør de ved den verden mine og jeres børn skal vokse op i.” Dette gør han, for at inddrage lytterne, og få lytterne til at føle, at de selv er berørte, af det Bush og hans folk gør ved verden. Folks egne børn er jo noget af det, der ligger meget nært rent følelsesmæssigt hos folk.

Han benytter også appelformen Logos, fx siger han, at 59% amerikanere ønsker deres tropper hjem fra Irak. Her appellerer han til lytternes fornuft ved at bruge procenter. Når 59%, altså over halvdelen af Amerika ønsker deres tropper hjem, fortæller vores fornuft os, at så må der jo nok være noget om sagen. Også senere hvor Søvndal nævner, at han står med en liste på 27 internationale aftaler og konventioner, som USA forsømmer eller ikke vil implementere, benytter han logos. Han nævner herefter nogle af konventionerne som fx FN’s børneretskonvention og torturkonventionen. Her fortæller vores fornuft os, at når USA ikke vil implementere sådanne konventioner, må det være rigtigt, at de fører en vanvittig udenrigspolitik.

Det skal siges, at Villy Søvndal fra start har rimelig mange point på Ethos-kontoen, da han på daværende tidspunkt var formand for SF. Dermed må han regnes for at være troværdig.

Brugen af Ethos i talen ses, da han nævner en indisk-amerikansk forfatter, der blev kritiseret for at være anti-amerikansk, da han havde kritiseret Irak-krigen. Derefter satte forfatteren spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være anti-amerikansk. Søvndal bruger her en anden persons Ethos for at fremhæve, at disse beskyldninger kun er til for at lukke munden på folk, der kritiserer USA. Ved at bruge en person, der selv har oplevet det, virker det mere troværdigt. Et andet sted Søvndal prøver at score point på Ethos-kontoen er, hvor han udtaler: ” Jeg er vokset op med, at man skal udvise almindelig høflighed overfor fremmede. Så tillykke med fødselsdagen, George Bush. Trods alt.” Her viser han, at det er ham, der er den gode. Han gør nemlig lige netop det, de andre ikke gør, dem som han fremstiller som onde. På den måde kommer han selv til at lyde mere troværdig.

Men alt i alt er det de stærke følelser, Søvndal appellerer mest til.

Side 3

Sofie Berg 1.u retorisk analyse

3

Dem og os

Gennem talen argumenterer Villy Søvndal. Den første påstand i hans tale er, at det i dag er en af de helt store dage i Anders Foghs regeringstid. Hans belæg for dette er, at han får besøg af sit store western-idol George W. Bush. Herefter kommer der også et underbelæg, der fortæller os, at han har indkaldt politi fra hele landet, selv nogle på deres fridag, til at passe på præsidenten. Man kommer dermed til at tænke, at når han har indkaldt politi fra hele landet, så må det jo være rigtigt, at det er en af Anderes Foghs helt store dage, og så må George Bush også betyde meget for ham. Han bruger også ordet: ”store,” som er en styrkemarkør.

Gennem talen bruger Søvndal også forskellige argumenttyper og virkemidler. Et meget vigtigt virkemiddel er det inkluderende vi. Dette gør Søvndal rigtig meget brug af i talen, fx hvor han siger: ” Men vi vil ikke lade dem lukke munden på os.” Dette gør han for at inkludere lytterne, for at vise at han er på deres side, og at talens emne vedrører dem.

Nogle steder i talen bliver der også gjort brug af en anafor. Fx hvor han siger: ”Jeg er ikke anti-amerikansk.” Tre gange i træk i starten af sætningen, hvilket også gør dette til en tretrinsraket.

Dette gør han for at fremhæve netop dette, og da det påvirker folks følelser, husker lytterne netop dette som et af talens højdepunkter.

Der bliver også gjort brug af en epifor, hvor han siger Amerika fire gange i træk i slutningen af sætningen. Dette virker på samme måde som anaforen.

Der bliver også lavet en sammenligning af G. W. Bush og Dalai Lama. Dalai Lama er symbolet på frihed og kærlighed. Han bruger dette for at understrege, at Bush er det modsatte, af hvad Dalai Lama står for.

Senere er der også en metafor. Søvndal beskriver den kurs Danmark er på vej mod rent politisk som en tur på motorcykel, hvor det ikke er køretøjet, men vejen man vælger, der har betydning. Dette betyder, at selvom USA har meget mere magt end Danmark, behøver vi ikke følge dem, for det er ikke størrelsen på magten, men hvordan man vælger at bruge den, der har betydning. Metaforen gør en mere indviklet ting lettere at forstå.

I talen er der tale om en slutning med manérer. Her bruger han også anaforer, og han får rundet af med det mest centrale i talen: ”Rej hjem, Bush. Hjem fra Danmark og hjem fra Irak.

Rejs hjem.

En stjernestund?

Afsenderen er i talen Villy Søvndal. Han forholder sig fint til modtageren gennem situationen og sproget. Da emnet i talen er noget, der vedrører alle i Danmark, skal valget af sprog også passe til alle i denne målgruppe. Det gør han godt, da han gennem hele talen bruger et sprog, som den almindelige dansker kan forstå. Også de forskellige virkemidler og appelformer jeg har nævnt tidligere er med til at sende budskabet ud til folk. Som nævnt tidligere inkluderer han lytterne, hvilket gør det nemmere at påvirke dem. Situationen passer også godt til talens emne, da det er på dette tidspunkt Bush kommer på besøg i Danmark, og Irak-krigen er også et aktuelt emne. På denne måde kan man altså godt sige, at der er tale om en stjernestund.

Alle elementerne i de retoriske pentagram passer sammen, og på den måde går det hele op i en højere enhed.