Pladegrænser og Wilson Cyklus | Naturgeografi C

Side 1

Pladetektonik, jordskælv og vulkaner

1. Beskriv det mønster, som fremgår af figuren. Hvilken type pladegrænse, jordskælv og vulkanisme er der tale om? Kan man sige noget om pladebevægelserne i området?

Figuren viser forskellige ting, den nederste del af figuren viser to konstruktive oceanbundsplader Man taler om en konstruktiv pladerand, som jo består af to plader, og den øverste del af figuren viser en graf over jordens magnetfelts varierende styrke.

Vi kan se at oceanbunden er blevet løftet op i en bule. Dette sker, da smeltet klippemateriale, magma, bevæger sig op gennem jordens skorpe og skubber oceanbundspladerne fra hinanden.

Magmaet stiger opad fordi at dets massefylde er lavere end de omgivende bjergarters. Det materiale, som magmaet møder på sin vej op gennem skorpen vil udsættes for en massiv opvarmning, smelte, og selv danne magma. Massefylden for magma er lavere end moderbjergartens massefylde og derfor vil den nye magma også stige opad. Til sidst vil oceanbundspladen sprække og gå i to dele, da den ikke kan modstå mere pres. Dette vil ske på samme måde, som når vi bøjer en pind mere og mere, og den til sidst brækker i to.

Når de to oceanbundsplader, som nu er skabt, går fra hinanden, vil der strømme lava op. Lavaen indeholder små magnetiske korn, der orienterer sig efter jordens magnetfelt på samme måde som en kompasnål. Når lavaen størkner, bliver magnetkornene låst fast i bjergarten, og disse vil danne et symmetrisk mønster omkring spredningsryggen.

Dette kan vi på figuren se som nogle mørke og lyse områder. Disse områder er zoner af positive og negative anomalier. De mørke områder er en zone med en positiv anomali, som betyder, at lavaens magnetiske korn har lagt sig således, at den magnetiske nordpol ligger nær den geografiske nordpol. De lyse områder er en zone med en negativ anomali, som betyder, at lavaens magnetiske korn har lagt sig således, at den magnetiske nordpol ligger nær den geografiske sydpol.

Da magnetkornene har låst sig fast i bjergarten, kan vi altså se at den magnetiske nordpol har byttet plads med den magnetiske sydpol igennem tiden. Dette fænomen kaldes polvendinger, og sker fordi at strømmene i ”jernhavet” i den ydre kerne ændres.

Side 2

Vi kan af grafen på den øverste del af figuren se, at der har forekommet polvendinger, og at jordens magnetfelts styrke har ændret sig igennem tiden. Man mener at styrken af jordens magnetfelt vil falde fremover, og dette er alvorligt, da det er magnetfeltet der beskytter os mod elektrisk ladede partikler fra rummet. Hvis jorden ikke var omgivet af et magnetfelt, ville partikelstråling fra rummet og solen bombardere os.

Når oceanbundspladen ikke kan klare mere pres fra magmaet, sprækker den som sagt i to dele, og dette giver jordskælv nær jordoverfladen.

Når to oceanbundsplader glider fra hinanden, opstår der spaltevulkanisme. Dette sker ved oceanryggene, hvor basaltisk lava strømmer ud på havbunden. Udbrud af lava på havbunden fører til dannelse af pudelava.

Sådan en oceanryg, som vi ser på figuren, kan fx ses ved den midt-atlantiske ryg, hvor Den Eurasiske Plade og Den Nordamerikanske Plade bevæger sig fra hinanden. Den midt-atlantiske ryg går gennem Island – her dannes også skjoldvulkaner, og dette betyder, at Island vokser 2-3 cm. i bredden hvert år, da basaltisk smelte dannes ved delvis opsmeltning af kappen under ryggen og derefter størkner til ny oceanbundsskorpe.

Fint og grundigt!

2. Beskriv det mønster, som fremgår af figuren. Hvilken type pladegrænse, jordskælv og vulkanisme er der tale om? Kan man sige noget om pladebevægelserne i området?

Figuren viser et udsnit af verdenskortet ovenfor. Udsnittet viser et område omkring Japan. Der er tre symboler på kortet, en cirkel der viser hvor der er observeret overfladiske og middeldybe jordskælv, en trekant på hovedet, der viser dybe jordskælv, og en stjerne der viser vulkaner i området.

Pladegrænserne i området er destruktive, hvilket betyder at to plader støder mod hinanden. Der er tre typer af destruktive pladegrænse, 1: når to oceanbundsplader glider mod hinanden. Da de er lige tunge, er d et den med størst hældning, der dykker under den anden. Pladen der dykker ned under den anden vil opsmelte og det opsmeltede materiale, magma, vil stige op mod oceanbunden.

2: når to kontinentalplader støder sammen. De bliver mast sammen og da de er lige tunge, vil de stige i højden. Det er sådan at Himalaya-bjergene er blevet dannet.

Side 3

3: når en kontinentalplade støder mod en oceanbundsplade. Oceanbundspladen er tungest og vil derfor dykke ned under kontinentalpladen. Materiale fra havbunden, fx sand, vil opsmelte og det opsmeltede materiale vil stige op mod kontinentalpladen og danne vulkaner.

I vores tilfælde er det to oceanbundsplader der støder sammen. Dette giver jordskælv når pladerne mødes, og vil forsat give jordskælv når den ene plade, den der hælder mest, dykker ned under den anden oceanbundsplade. Da jordskælvet bliver dannet i oceanet, vil det kunne udvikle sig til en tsunami, som det skete i 2004, da et jordskælv med epicenter vest for øen Sumatra i Indonesien udviklede sig til kraftige tsunamier langs med kysten af de fleste landstrækninger, der grænser til det Det Indiske ocean. Tsunamierne dræbte mere end 225.000 mennesker i elleve lande og oversvømmede kystområder med bølger der var op til 30 meter høje.

Den oceanbundsplade der glider ned under den anden, vil opsmelte, og da sandet fra havbunden har et højt indhold af SiO

2, bliver der dannet en tyk magma, der kan stige op til oceanbunden, og give meget voldsomme og eksplosive vulkaner. Der vil på den måde med tiden blive dannet ø-buer, som fx Japan.

Figuren er et udsnit af den såkaldte ”Ring of Fire”, som er et område rundt om hele Stillehavsregionen der danner en ring, med jordskælv og vulkaner.

Fint og grundigt!

Side 4

3. En Wilson Cyklus er teorien om, at en pladegrænse gennemgår en udvikling fra åbningsfasen over flere faser til lukningsfasen igen omkring 500 mio. år senere! Beskriv og forklar det pladetektoniske forløb med fokus på overgangen til og dannelsen af de efterfølgende pladerande i de næste faser i Wilson Cyklusen. Hvor i processen befinder figurerne til hhv. spm. 1 og spm. 2 sig?

For at forstå Wilsons cyklus må man først forstå, at arealet af jordens overflade er konstant. Dette vil sige, at når to plader mødes i en destruktiv pladegrænse og der forsvinder materiale fra oceanbundsplader eller kontinentalplader, så må der nødvendigvis skabes noget nyt materiale andre steder ved konstruktive pladegrænser.

Den første fase, åbningsfasen, viser en konstruktive pladegrænse. I første fase (A) sprækker to kontinentalplader og bevæger sig væk fra hinanden, og der skabes et ocean i mellem pladerne. I anden fase (B) bevæger pladerne sig længere fra hinanden, og oceanet bliver større.

I anden fase, stagnationsfasen, støder oceanbundspladerne mod kontinentplader. Hvorfor er der pludselig dannet subduktionszoner: Til højre på figuren: Oceanbundspladen brækker op langs en svaghedszone og den med størst hældning dykker ned under den anden – og så har vi en oceanbund-oceanbundspladegrænse og får dannet øbuer. Til den anden side knækker oceanbundspladen helt inde ved kontinentet, og så dykker den tungere oceanbundsplade ned under den lettere kontinentplade – og vi en anden type destruktiv pladegrænse.

Oceanbundspladerne bliver presset ned, da disse er lettest – hvis det er oceanbund mod oceanbund – så er de jo lige lette, og den med størst hældning vil presses ned. Oceanbundspladen bliver smeltet op, og da sandet fra havbunden indeholder meget SiO

2

, vil dette give sejt flydende magma, der vil give kraftige vulkaner på land, eller vulkanske ø-buer.

I den tredje fase, lukningsfasen, er det meste af oceanbunden sunket ned og blevet opsmeltet, og de to kontinenter, der mødte oceanbunden i stagnationsfasen, vil glide tættere og tættere på hinanden. Dette kan ses i fase D. Vigtigt: Spredningszonen er gået stå, se der er ikke længere et modtryk mod kontinternes bevægelsesretningm

I fase E mødes de to kontinentalplader i en detruktiv pladegrænse. Da de to kontinentalplader er lige tunge, vil de vokse op i højden, ligesom Himalaya-bjergene.

Side 5

Wilsons cyklus kan også læses som en illustration af hvordan et oprindeligt 'superkontinent', Pangea, opsplittes i enkelte kontinenter, og til sidst mødes igen i et nyt 'superkontinent'.

Figuren i spørgsmål 1 befinder sig i åbningsfasen af Wilsons cyklus, hvor oceanbundspladen sprækker og deler sig i to plader, der glider væk fra hinanden.

Figuren i spørgsmål 2 befinder sig i stagnationsfasen af Wilsons cyklus, hvor oceanbundspladen dykker ned og opsmelter.

Hej

En fin grundig opgave med mange fine detaljer. Du mangler at forklare noget mere detaljeret om de forskellige skift i pladegrænser, men jeg har angivet nogle ting. Ellers fint.

10