Pladetektonik, Vulkanisme og Jordskælv

Pladetektonik og vulkanisme

Pladetektonik Vores jord er mere levende end blot rotationen. Langt inde i jorden findes der stærke naturkræfter som er med til at skabe jordens overflade. Magma (varm stenmasse) vælter op fra flere tusinde kilometers dybde og skubber til lithosfærepladerne. Der vil opstå nedsynkning de steder hvor pladerne er tunge og kolde. Når lithosfærepladerne er i bevægelse vil der opstå nogle spændinger som til sidst vil blive udløst i form af energi, lidt ligesom at trække en elastik fra hinanden. Den energi der bliver udløst vil føre til bl.a. jordskælv og vulkanisme, men samtidigt er lithosfærepladernes bevægelse nødvendig idet de bl.a. vedligeholder bjergkæderne. Vedligeholdelsen består i at pladebevægelserne skubber bjergkæderne et stykke opad når vinden har slebet toppen af. Hvis ikke lithosfærepladerne var i bevægelse ville alle bjerge blive slebet ned af vinden og resultatet bliver en glat jord. Hvis vi havde en glat jord uden niveauforskelle, ville der ikke være noget til at holde vandet tilbage fra oceanerne, hvilket vil resultere i at jorden vil være dækket af 2,5km vand.

På fig. 1.1 er de 10 største lithosfæreplader, navngivet og pilene angiver pladernes bevægelsesretning. Pladerne bevæger sig typisk kun få centimeter om året, nogle mere end andre. Pladerne er 200-300km tykke under kontinenterne og kun 5-100km under oceanerne. Den meste geologiske aktivitet sker ved pladerandene, dvs. der hvor pladerne mødes (de orange linjer på fig. 1.1). Fig. 1.2 på næste side, vises et eksempel på jordens opdeling samt dens materialer, temperatur, subduktionszoner, oceanryg, densiteten og de forskellige lags navne (terminologi). Kontinent og oceanbund udgør tilsammen skorpen og skorpen sidder fast på lithosfærepladerne. Pladerne glider på et delvis smeltet og blødt lag kaldet ashenosfæren. Pladerne dannes ved vulkanske rygge i oceanerne og destrueres andre steder hvilket resulterer i bjergkædedannelse.

Hele teorien om pladetektonik startede i 1915 da metrologen Alfred Wegener havde den teori at alle kontinenter engang hang sammen i et superkontinent ”Pangæa” (fig. 1.4). Alfred Wegener byggede bl.a. sin teori på at Sydamerikas og Afrikas kystlinjer passer utroligt godt sammen, ligesom to brikker i et puslespil (fig. 1.3).

Alfred Wegener mente at disse to kontinenter er blevet skilt fra hinanden pga. kontinentaldriften. Der var bare det problem at Alfred Wegener ikke havde nogen overbevisende forklaring på dette så teorien blev vraget af datidens geologer.

Senere har det vist sig at være sandt idet man har fundet identiske fossiler på forskellige kontinenter samt skurestriber efter moræneaflejringer (fig.