SRP om Cubakrisen og Spilteori i Historie og Matematik

Side 1

Studieretningsprojekt

Spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

Historie A –

Matematik A –

Side 2

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

2

Abstract

The paper examines relevant mechanisms, which contributed to the culmination of the conflict in Cuba.

The project is particularly focused on the decision-making during the Cuba-crisis in order to make a game theoretic game analysis. The analysis provides greater understanding of the potential dispositions, which the political leaders had to face, and it infer counterfactual conclusions on a real basis. It means that the analysis gives a foundation for evaluating various outcomes and consequences of the crisis, even though it has not occurred in reality. Thereby the real outcome can be assessed and compared with the results of the game theoretic analysis, which brings up the question whether the optimal strategy was chosen. In this context any discrepancies between theory and reality can be explained and the game theory’s overall usability can be considered. Which elements of the conflict cannot be elucidated, and which consequences do they have for the design of the game? An extensive analysis clearly shows the mistaken beliefs of the game theory, but it also shows its practical function as an analytical tool in conflicts as the Cuba-crisis.

Especially in the creation of a comprehensive picture of the situation, game theory is to propose, and in addition it is simple to use. Game theory is therefore an uncomplicated way to give a complex situation like the Cuba-crisis a broader and more understandable perspective.

Side 3

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

3

Indholdsfortegnelse

ABSTRACT ..................................................................................................................................................... 2 INDLEDNING ................................................................................................................................................. 4 OPTAKT TIL KRISE ..................................................................................................................................... 5 USA og Cuba ............................................................................................................................................................... 5 John F. Kennedy til magten ......................................................................................................................................... 6 USA og Sovjetunionen ................................................................................................................................................ 7 Kulmination ender i krise ............................................................................................................................................ 8 SPILTEORI: DEFINITION OG BEGREBER .............................................................................................. 9 Spilteoriens form ........................................................................................................................................................ 9 Nul-sum-spil ..............................................................................................................................................................10 Fangernes dilemma ...................................................................................................................................................11 BESLUTNINGSPROCESSERNE ............................................................................................................... 12 Kennedy og krise-staben ...........................................................................................................................................12 Sovjetisk hemmelighedskræmmeri............................................................................................................................15 Cuba-krisens spil ........................................................................................................................................................17 Det virkelige spil ........................................................................................................................................................21 Spilteoriens anvendelighed .......................................................................................................................................22 KONKLUSION ............................................................................................................................................. 24 LITTERATURLISTE .................................................................................................................................. 25

Side 4

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

4

Indledning

Cuba-krisen er formentlig det tætteste vi nogensinde har været på endnu en verdenskrig siden 1945, og den er derfor stadig af stor betydning i dag. Mange har forsket i de mekanismer, der næsten pressede de to supermagter under Den Kolde krig, USA og Sovjetunionen, ud i en omfattende atomkrig. Den gensidige mistillid endte med et voldsomt rustningskapløb, hvor det konstant gjaldt om at forskubbe magtbalancen til egen fordel for de to supermagter. Ligeledes var konflikten et spil om politisk prestige, og den amerikanske præsident John F. Kennedy og den sovjetiske ministerpræsident Nikita S. Khrusjtjov kunne derfor på ingen måde tillade sig selv at bukke under for modstanderens evindelige pres. Da krisen på Cuba endeligt var ved at eskalere, skulle de nævnte hovedaktører træffe et afgørende valg, der enten kunne sikre verdensfreden eller iværksætte en krig af hidtil ukendt omfang.

I studieretningsprojektet har jeg valgt at arbejde med beslutningsprocesserne under Cuba-krisen, hvor jeg strukturerer konfliktens dispositioner matematisk med spilteori. Derved får jeg også belyst alle de mulige udfald til konflikten udover det egentlige resultat samt konsekvenser dertil, og jeg kan derfor belyse Cuba-krisen i et mere omfattende perspektiv. Desuden kan det give en mere åbenlys begrundelse for de to supermagters anvendte strategier under Cuba-krisen, og jeg kan efterfølgende vurdere om situationen kunne være blevet udformet anderledes for et eventuelt bedre resultat til henholdsvis USA og Sovjetunionen. Under arbejdet vil jeg anvende modellering som matematisk arbejdsmetode, som tydeligt demonstreres i den matematiske gennemgang af konflikten, hvor matricer og spiltræer er nødvendige for overskueligheden af situationen. Desuden anvender jeg kildekritik på alle de historiske kilder og forhold jeg arbejder med, da de udgør grundlaget for projektets oprigtighed.

Side 5

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

5

Optakt til krise

For at definere årsagerne til Cuba-krisen, er det nødvendigt at kigge nærmere på to meget væsentlige politiske forhold: USA og Sovjetunionen samt USA og Cuba. Sovjetunionen og Cuba udviklede sig i årene frem til Cuba-krisen som fjendtlige proportioner til den amerikanske ledelse, hvilket hovedsageligt skyldtes landenes vidt forskellige tankegang og samfundsopfattelser. USA var tilhængere af den kapitalistiske tankegang, hvor frihed og ejendomsret er centrale begreber, mens Sovjetunionen og det nyligt omvendte Cuba var tilhængere af kommunismen, som fokuserer på fællesskabets bedste interesse gennem statslig omfordeling. Disse modsætninger resulterede i en omfattende konflikt, hvor USA og Sovjet konstant prøvede at forskubbe magtbalancen til egen fordel gennem politisk forhånelse og drastisk militær oprustning. Desuden var USA og Sovjetunionen to dominerende supermagter i verdensbilledet på dette tidspunkt, og det er klart, at stridighederne mellem dem berørte hele verden. Ingen af parterne ville derfor tabe ansigt, og konflikten udviklede sig til en skrue uden ende, som til sidst kulminerede og endte med Cuba-krisen.

USA og Cuba

Cuba var fra et amerikansk perspektiv en naturlig forlængelse af USA, hvilket også var hovedårsagen til at USA havde vældig stor interesse i Cuba frem til krisen. Siden den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor amerikanerne overtog de spanske besiddelser i Cuba, Filippinerne, Guam og Puerto Rico, har USA reelt domineret den cubanske økonomi. Selvom Cuba opnåede selvstændighed efter krigen, var Cuba fortsat under stærk påvirkning af USA, fordi øen blev en meget populær destination i amerikanernes øjne. Næsten

90 procent af mineindustrien og 80 procent af offentlige tilgængelige aktier blev kontrolleret af

amerikanere gennem 1950’erne.^{1} Ligeledes afsatte Cuba størstedelen af sin sukkeproduktion, som

udgjorde cirka 90 procent af landets eksport, i USA, hvilket gjorde den cubanske økonomi yderst sårbar for

                  2
udsving i sukkerprisen. Denne uberettigede indflydelse fra USA var ofte grundlag til stridigheder mellem

lande i Latinamerika og USA og især fordi, at USA konsekvent undertrykkede kommunistiske rødder i Latinamerika, som var blevet et betragteligt alternativ her.

Ved den cubanske revolution i 1959 frygtede amerikanerne også straks indførelsen af en kommunistisk styreform på trods af Fidel Castros forsikringer om, at han ville etablere demokratiske tilstande på øen.

Amerikanernes mistanke skulle dog også vise sig korrekt, da Castros hensigter alligevel ikke var så demokratiske, som de fremstod. Straks efter han kom til magten, gennemførte Castro-styret et blodigt

1

Dobbs, Michael: Cubakrisen – side 37

2

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 10

Side 6

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

6 opgør mod den tidligere cubanske diktator Fulgencio Batistas tilhængere. Det betød, at mange måtte flygte til USA, og den amerikanske regering fik derved informationer om forholdene på Cuba. Derudover lovede Castro cubanerne social retfærdighed, selvom al jorden og produktion var ejet af et fåtal kapitalistiske amerikanere. Det kunne altså kun realiseres gennem en kommunistisk omlægning af omstændighederne på

                                                       3
Cuba, som betød at man blev nødt til at tage fra de rige kapitalister.

Det skabte stor utilfredshed blandt de amerikanske kapitalister i Cuba, men Castro lovede at genoprette skaderne gennem erstatninger. Eftersom erstatningerne udeblev, fastslog USA Cuba som værende kommunistisk. Derfor gennemførte den amerikanske regering først en delvis boykot af Cuba i for at presse Castro-styret i juli 1960 og senere en fuldstændig nedlæggelse af importen af cubanske varer i marts 1961.

                                                                           4
Dette skyldtes især, at den daværende amerikanske regering var særdeles antikommunistisk , og der var

derfor allerede fjendske spændinger mellem USA og Cuba inden, inden de Sovjetiske myndigheder fik interesse for Cuba.

John F. Kennedy til magten

Under den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower, som var ved magten fra 1953 frem til 1961, var udenrigspolitikken meget firkantet, og den kunne kort beskrives med ordene »massiv gengæld«. Politikken var til dels konservativ og bundet op på fordomme fra Den Kolde Krig. Dog ændredes den politiske situation i USA, da John F. Kennedy, Eisenhowers absolutte kontrast, kom til magten. Kennedy var ung og dynamisk, og han havde helt nye tilgange til bekæmpelsen af kommunismen rundt om i verdenen. Ligesom som sin forgænger var Kennedy også vældig antikommunistisk, men han var imod den konservative måde at bekæmpe kommunistiske initiativer på i forskellige lande på den vestlige halvkugle. Hans ideer til undertrykkelsen af kommunismen blev sammenfattet som »flexible response«, som gik ud på, at USA kun skulle modsvare kommunistiske initiativer med en begrænset modstand. Derved fremstod USA ikke som fordømmende og barbarisk, og det var vigtigt fordi, at Kennedy mente, at det blot gav grobund og skabte modtagelighed for kommunismen, hvilket ville fører til en forskubbelse i magtbalancen til Sovjetunionens

fordel.^{5}

Efter den endelige fastlæggelse af Castro-styrets kommunistiske hensigter, var det klart for den amerikanske ledelse, at de blev nødt til at gribe ind. Det var faretruende at have kommunistiske stater så tæt på USA, og det var derfor vigtigt at få skaffet den revolutionære Fidel Castro af vejen. Til det formål

3

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 10

4

5 www.leksikon.org: Cubakrisen – side 1

Side 7

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

7 iværksatte Kennedy en række sabotage-planer, der skulle eliminere al kommunistisk opbakning i Cuba. Den første store operation, som var udarbejdet af CIA under Eisenhowers embede, endte dog i en katastrofal fiasko og fik enorme konsekvenser for Kennedys politiske image. Operationen var tilrettelagt således, at

1500 eksilcubanere, som alle var tilhængere af Batista, skulle landsættes ved Svinebugten på Cuba og starte væbnet oprør mod Castro-styret. Dog var operationen stærkt præget af fejlbedømmelser om forholdene på øen, og der gik kun få dage før, eksilcubanerne var dræbt eller taget til fange. Desuden imødegik eksilcubanerne ikke nogen form for folkelig rejsning imod Castro-styret, og det var derfor umuligt at etablere et tilstrækkeligt oprør til at vælte Fidel Castro. Operationen blev kendt som ”Svinebugtsaffæren”,

                                              6
og den skabte omfattende mistillid til USA i Latinamerika.

Derudover tydeliggjorde fiaskoen også, at USA reelt havde ganske lidt råderum udenrigspolitisk foran resten af verdenen og især i Sovjetunionen. Senere prøvede man at gennemføre mange lignende sabotage-planer, men ingen af dem blev nogensinde for alvor realiseret. Det faktum iscenesatte blot det amerikanske bureaukrati som værende slapt og ineffektivt, og

                                                       7
direkte invasionsplaner på Cuba blev derfor taget op til overvejelse.

Selvom det hele forblev en papirrevolution, hvor intet blev praktiseret, var det en ubehagelig problemstilling Kennedy mødte i sin første tid som præsident, fordi det ødelagde al den goodwill og respekt, han havde opnået i sin valgkamp.

USA og Sovjetunionen

Svinebugtsaffæren stillede USA i et meget dårligt lys i Sovjetunionen, og den amerikanske ledelse blev nu betragtet som svage af den sovjetiske ministerpræsident Nikita Khrusjtjov og de øvrige sovjetiske ledere.

Samtidig skærpede det den sovjetiske interesse for Cuba, idet USA nu havde afskåret forbindelsen. Derfor indledte Sovjetunionen et tættere samarbejde med Cuba ved at optage store dele af den cubanske eksport samtidig med, at Sovjetunionen forsynede øen med våben og maskiner. Desuden finansierede

Sovjetunionen store lån til Cuba, eftersom den cubanske økonomi var hårdt ramt af den amerikanske

boykot.^{8} Det var naturligvis ildeset af den amerikanske ledelse, fordi det forskubbede magtbalancen til

Sovjetunionens fordel, og de amerikanske myndigheder intensiverede derfor planlægningen af mulige sabotager på Cuba. USA var hurtigst muligt nødt til at vende situationen til egen fordel.

Magtkampen mellem USA og Sovjetunionen havde eksisteret siden anden verdenskrig, og den blev drevet af en gennemgående mistillid mellem de to parter. De prøvede konstant på at overgå hinanden gennem politisk prestige og en meget omfattende militær oprustning, hvor der især var fokus på udvikling og

6

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 11-12

7

Dobbs, Michael: Cubakrisen - side 26

8

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 10-11

Side 8

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

8 produktion af kernevåben. Det handlede altså hele tiden om at forskubbe magtbalancen til egen fordel for de to stridende nationer, og Fra 1957 til 1961 så det ud til, at Sovjetunionen havde overhalet USA i det våbentekniske kapløb. De havde blandt andet gennemført prøvesprængninger af en helt ny og større kaliber atombomber samtidig med, at de var de første til at sende et levende menneske i kredsløb om

jorden.^{9} Det var alt sammen PR-fremstød, der blev brugt som skræmmefaktorer i den internationale politik,

men som egentlig også dækkede over Sovjets svagheder. Khrusjtjov var meget selvsikker og brutal udenrigspolitisk, selvom han reelt udmærket kendte situationens virkelighed i Sovjetunionen. USA var langt stærkere våbenteknisk samtidig med, at de havde omringet Sovjetunionen med militærbaser fra Tyrkiet til Japan, heriblandt Jupiter-projektet i Tyrkiet, som var en opstilling af mellemdistance-raketter med atomsprænghoveder. Samlet set stod USA altså stærkere end Sovjet unionen i den omfattende

magtkamp.^{10}

Kulmination ender i krise

Resultatet af disse to forhold blev, at Sovjetunionen i forlængelse af det indledte samarbejde med Cuba, aftalte at opstille kernevåben på øen i løbet af august og september 1962. Til forskel fra amerikanernes Jupiter-projekt foregik dette i al fortrolighed, idet Khrusjtjov ikke ville indgå i en officiel forsvarstraktat med

Cuba.^{11} Selvom Sovjetunionen ville beskytte Cuba imod enhver form fra amerikansk invasion, ville en

forsvarstraktat blot føre til en endeløs debat og strid mellem nationerne. Med deployeringen af kernevåbnene blev omdrejningspunktet til Den Kolde Krig pludselig flyttet fra Berlin til Cuba, og en reel atomkrig kom tættere på end nogensinde før. Magthaverne i henholdsvis USA og Sovjetunionen blev tvunget til at træffe et valg mellem et hav af mulige dispositioner, og beslutningsprocesserne frem til det endelige valg blev et politisk drama. Hvorledes kunne man opnå det bedste individuelle resultat og samtidig undgå en atomkrig?

9

Dobbs, Michael: Cubakrisen – side 58 og Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 5-6

10

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 26

11

Dobbs, Michael: Cubakrisen – side 56

Side 9

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

9

Spilteori: Definition og begreber

Spilteori er en forholdsvis simpel matematisk disciplin, der kan bruges til at gennemskue løsninger på forskellige konflikter. Ideen med spilteori er at strukturere en konflikt efter spillere, strategier samt payoff, således den bedste løsning på spillet kan identificeres. Dette kan dog kun lade sig gøre gennem en rationalisering af konflikten, således den bedste løsning altid er i spillernes interesse. Spilteorien er i dag blevet udviklet fra at være en metode til at definere løsninger på gængse selskabsspil i 1930’erne til at være et teoretisk apparat, der kan klarlægge forskellige strategiers udfald i både økonomiske og politiske

                                                   12
konflikter. Desuden er der udviklet mange spiltyper i 1960’erne

, så samme konflikt kan struktureres på forskellige måder alt efter konfliktens grundlag. Derfor er det interessant, at bruge spilteorien som analyseredskab på Cuba-krisen, fordi det giver en langt større forståelse af beslutningstagernes dispositioner samt deres udfald. Desuden er det også muligt, at vurdere konsekvenserne, hvis krisen havde udviklet sig på anden vis.

Spilteoriens form

Konflikternes spil bliver normalt udformet i en matrix, som viser spillerne og deres strategier samt udbyttet for begge parter. Ud fra hver række, som repræsenterer den ene spillers strategier, er der en eller flere tilsvarende søjler. Disse søjler repræsenterer den anden spillers strategier, og for hver kollision mellem række og søjle, er der angivet et payoff.

Eksempel 1,1:

Udbyttematrix for to spillere, hvor payoff er angivet efter farve.

Spil på normalform er typisk simultane, hvilket vil sige, at spillerne vælger strategi samtidigt. Dog behøver spillerne i det simultane trækspil ikke at træffe deres afgørelse samtidigt, så længe spilleren, der trækker sidst, er uvidende om foregående handlinger.

12 www.denstoredanske.dk: Spilteori – side 2

Spiller 2 Spiller 2

Strategi 1 Strategi 2

Spiller 1

Strategi 1

2,3 -1,4

Spiller 1

Strategi 2

0,0 3,2

Side 10

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

10

Derudover findes også en udvidet spilform, som typisk gengives ved et matematisk træ, hvor rækkefølgen for valg af strategi blandt spillerne er væsentlig. Hver knudepunkt på træet angiver et valg af strategi for en spiller, og payoff er angivet i bunden af træet.

Eksempel 1,2:

Matematisk træ for samme konflikt i eksempel 1,1, hvor payoff er angivet i bunden af træet. Først vælger spiller 1 en af de to tilgængelige strategier, hvorefter spiller 2 kan vælge den dertilhørende strategi, der giver det bedste payoff.

Spil på udvidet form er typisk sekventielle trækspil, som betyder, at spillet forløber dynamisk, og spillerne er bevidste om foregående handlinger. Det vil sige, at en af spillerne vælger en strategi først, hvorefter den næste spiller får mulighed for at vælge strategi med udgangspunkt i en viden om foregående træk. Dog kan mængden af information omkring gennemførte handlinger være variabel, og her tales der om perfekt- og imperfekt information. Ved perfekt information fremgår alle spillernes strategier og payoff samt foregående handlinger inden næste spiller foretager sit valg. Spil med perfekt information opleves i blandt andet skak og kalaha. Imperfekt information er når informationen om foregående handlinger kun er delvis, og derfor er størstedelen af studerede spil med imperfekt information, da det både kan indbefatte sekventielle- og simultane trækspil.

Nul-sum-spil

En anden type spil er nul-sum-spil, som normalt er baseret på en konflikt mellem to aktører, og hvor den ene spillers gevinst udgør den anden spillers tab. Det betyder, at den optimale løsning på spillet vil være det maksimale af de minimale udbytter, som også benævnes som max-min-strategien.

Eksempel 1,3:

I den opdigtede konflikt er strategi 1 den Strategi 1 Strategi 2 optimale løsning for begge parter. Selvom der er tale om et tab for rød, minimeres tabet mest muligt, da der er risici for større tab ved strategi 2. Ligeledes gælder for spiller 1, at der er risici for mindre gevinst ved strategi 2.

Dette princip hedder Safety-First.

Spiller 2 Spiller 2

Min

Spiller 1

Strategi 1

2,-2 -1,-1 2,-2

Spiller 1

Strategi 2

1,-2 3,-3 1,-3

Max

2,-2 3,-1

Side 11

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

11

Modsat nul-sum-spillet er ikke-nul-sum-spillet, hvor den ene spiller ikke nødvendigvis behøver at vinde på de øvrige spilleres bekostning. Den optimale løsning på et ikke-nul-sum-spil er Nashligevægten, som er en modificeret udgave af max-min-strategien. En Nashligevægt er når aktørerne ikke får noget ud af at vælge en anden strategi, idet en Nashligevægt er et par

( ) yx,

, hvor x er større end alle andre x-værdier i søjlen og y-værdien er større end alle andre y-værdier i rækken.

Eksempel 1,4:

I den opdigtede konflikt er henholdsvis (-1,

1) og (1,-1) Nashligevægter. Spillerne vil ikke optjene nogen form for fordel, ved at skifte 0,0 -1,1 1 strategi, ved disse tilfælde.

Fangernes dilemma

En vigtig strategi i ikke-nul-sum-spil er fangernes dilemma, som er et spil mellem to aktører, hvor den optimale løsning paradoksalt nok ikke er Nashligevægten. Her opnår de to spillere det optimale resultat ved at samarbejde, som benævnes koorperativ spilteori. Her er hensigten at opnå størst mulig gevinst for alle aktører, og løsningen på konflikten bør afspejle, hvad spillerne er værd i forhold til hinanden. Hvis parterne derimod ikke samarbejder, vil der foreligge et tab for alle, men den ene spiller vil lide et større tab en den anden. Spørgsmålet er derfor, om spillerne kan stole på hinanden?

Eksempel 1,5:

Ingen af spillerne kan opnå en gevinst i dette spil, og den optimale løsning er derfor det mindst mulige tab for begge parter (-1,-1).

Dette er stadig den optimale løsning på trods af, at (-5,-5) er en

Nashligevægt.

Spiller 2 Spiller 2

Strategi 1 Strategi 2

Max y

Spiller 1

Strategi 1

Spiller 1

Strategi 2

1,-1 -10,-10 -1

Max x

1 -1

Spiller 2 Spiller 2

Strategi 1 Strategi 2

Spiller 1

Strategi 1

-5,-5 0,20

Spiller 1

Strategi 2

20,0 -1,-1

Side 12

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

12

Beslutningsprocesserne

Før spilteorien kan anvendes på beslutningsprocesserne under Cuba-krisen, er det nødvendigt først at definere de konkrete valgmuligheder, som den amerikanske og sovjetiske ledelse stod overfor. Det var afgørende, at det helt rigtige valg blev truffet, for ellers kunne det ende med en totalødelæggende atomkrig. Selvom de to supermagter var i samme situation, stod de hver især overfor nogle vidt forskellige problemstillinger. USA skulle undgå, at sovjet pludselig stod stærkest i den eksisterende magtkamp, og Sovjet skulle sikre en neutralisering af magtbalancen med henblik på USA’s Jupiter-projekt. Desuden var det også et spørgsmål om politisk prestige, og hverken Kennedy eller Khrusjtjov havde i sinde at give efter og vise sig som svag. For lederne handlede det altså om, at vælge den mest effektive strategi i forhold til modstanderens strategi.

Kennedy og krise-staben

Fotografierne af raketramperne på Cuba, som var indsamlet den 14. oktober 1962 gennem en overflyvning med et spionfly på Cuba, blev fremlagt for præsident Kennedy den 16. oktober. Derefter fulgte et intenst politisk drama, hvor Kennedy samlede en smal kreds af amerikanske toppolitikere under dækket ”krise-

                                                                  13
staben”, som sammen skulle tilrettelægge en strategi for USA’s optræden i krisen. Adskillige forslag blev

bragt til diskussion ved Ex-Comm-mødet den 16. oktober, og til sidst nåede de frem til fem mulige strategier:

• Forholde sig passiv

• Etablere dialog med Fidel Castro og Nikita Khrusjtjov

• Luftangreb på missil-opstillingerne

• Militær invasion af Cuba

• Opstilling af blokade på Cuba

På trods af de amerikanske myndigheders mistanke om sovjetiske militære foranstaltninger på Cuba, kom fotografierne alligevel bag på krise-staben:

John F. Kennedy: ”Vi har i hvert fald taget fejl m.h.t. hvad han var i færd med på Cuba. Det er der ingen tvivl om”

14

Selvom rygterne fortalte, at Sovjetunionen bragte nukleare våben til Cuba, valgte præsident Kennedy alligevel at stole på Castros og Khrusjtjovs forsikringer om, at rygterne var usande. Desuden dækkede den

13

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side14-15

14

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 10 – side 8

Side 13

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

13 sovjetiske ledelse over disse rygter ved at proklamere, at det sovjetiske militær var i besiddelse af interkontinentale kernevåben, der kunne ramme USA fra Sovjetunionen. Alligevel udsendte Kennedy allerede den 4. september en officiel advarsel til Sovjet, hvori han fastlagde, at USA var imod enhver form

                                                               15
for sovjetisk militærkraft på Cuba, der kunne true den amerikanske sikkerhed. Efterfølgende blev sagen

ikke nærmere undersøgt, indtil endelige beviser forelå. Fotografierne viste seks affyringspladser for mellemdistance-missiler samt udgravninger til kortdistance-missiler, og det var klart, at deployeringen skred hurtigt fremad. Den amerikanske ledelse skulle derfor hurtigst muligt vælge en strategi, eftersom

nogle af kernevåbenene skønnedes at være kampklare i løbet af fjorten dage.^{16} Dog var det vigtigt, at

beslutningsprocessen foregik i al fortrolighed, således Sovjetunionen ikke fattede mistanke om amerikanske initiativer.

I krise-staben diskuterede man, hvorvidt en passiv indstilling til situationen på Cuba var en reel mulighed, således man kunne nå at indsamle yderligere information før en egentlig aktion. Desuden var der bred enighed om, at Sovjetunionen ikke turde anvende kernevåbenene:

Dean Rusk (udenrigsminister): ”Jeg mener ikke, at de ville anvende et kernevåben med mindre de er indstillet på at starte en atomkrig. Det tror jeg ikke på. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig den mulighed” Ukendt talende: ”Jeg er enig”

McGeorge Bundy (særlig rådgiver): ”Det er jeg også”

17

Dog besluttedes det, at der er for mange risici forbundet med en passiv indstilling til konflikten. Det var både en militær og politisk strid, og hvis USA ikke reagerede, ville det sende tydelige signaler om, at de lod sig underminere af Sovjetunionen. Ligeledes ville passivitet højst sandsynligt medføre, at Sovjetunionen også ville forsøge at presse amerikanske tropper ud af Berlin, hvis ikke USA viste vilje til modstand.

Forslaget blev derfor hurtigt afvist af Kennedy.

En anden strategi om at etablere en dialog med Castro og Khrusjtjov, og derved finde en løsning på konflikten ad diplomatiske veje, blev også hurtigt afvist. Initiativet krævede, at USA blev nødt til at fremlægge al deres viden omkring de sovjetiske raketopstillinger samt deres planer for, hvad de agtede at gøre ved det:

15

16

Dobbs, Michael: Cubakrisen – side 21

17

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 10 – side 7

Side 14

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

14

John F. Kennedy: ”På den anden side, selve det at gøre dette får militæret… Vi mister helt fordelen ved vort luftangreb. Hvis vi nemlig oplyser om, at det vil finde sted, så er det selvfølgelig helt tydeligt for dem, at vi sandsynligvis vil foretage os et eller andet”

[…]

Robert McNamara (forsvarsminister): ”Jeg mener, at før vi kommer med nogle erkæringer, så skal vi have

                                                                                     18
besluttet, hvorvidt vi skal bombe. Hvis vi vælger at bombe, så skal vi ikke komme med nogen erklæringer”

Forudsætningen for at denne strategi ville virke skulle altså være, at Sovjetunionen ville reagere positivt på truslerne og efterleve kravene om at destruere raketopstillingerne. Den kunne også realiseres, hvis amerikanerne kunne få Castro til at indse farerne ved at lade sovjetiske missilramper opføre på øen, og at Khrusjtjov reelt havde plantet en legal årsag til en amerikansk invasion af Cuba i hans hænder. Hvis den sovjetiske ledelse og Castro derimod valgte at ignorere de amerikanske trusler om luftangreb, blokade eller invasion, ville disse operationer miste overraskelsesmomentet samt deres effektivitet, fordi Sovjetunionen ville kunne tilrettelægge egne strategier herefter. Derfor blev også denne strategi afvist af krise-staben.

Med luftangrebet på de sovjetiske missilopstillinger fulgte også en skarp problematik, som måttes tages i forbehold inden en egentlig aktion. Problemet var, at der kunne foreligge fejlinformationer omkring placeringen og antallet af raketramperne, og luftvåbnet kunne derfor ikke garantere, at alle missilerne ville være ude af drift efter et luftangreb:

Robert McNamara (forsvarsminister): ”Risikoen bekymrer mig; den er for stor i forhold til risikoen ved ikke at vide, om vi får ram på dem alle”

19

Desuden ville en komplet bombning af de bekendte missil-opstillinger kræve flere fly-togter, hvilket gav Sovjet rig mulighed for at angribe amerikanske bombefly med egne kampfly. Derfor krævede initiativet også, at alle sovjetiske flybaser på og omkring Cuba skulle bombes. Denne strategi behøvede altså en stor og omfattende amerikansk indsats. Derudover ville der formentlig også blive brug for amerikanske invasionsstyrker til at begrænse efterfølgende oprør og optøjer samtidig med, at en invasion ville kunne tilbageholde eller eliminere ubekendte militære offensiver på landjorden. Et luftangreb og en militær invasion var altså to initiativer, der i virkeligheden udgjorde en enkelt strategi, fordi begge var nødvendige aspekter til en militær aktion imod Cuba. Selvom forslaget udgjorde den mest ekstreme strategi, da den let kunne blive brydningspunktet for en efterfølgende atomkrig, blev forslaget alligevel ikke helt afvist.

18

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 10 – side 7-9

19

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 10 – side 18

Side 15

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

15

Krisestaben mente, at man kunne anvende den militære strategi som backup-strategi, hvis ikke Sovjetunionen reagerede på en blokade af Cuba.

Den sidste mulige strategi, blokaden, var en mere begrænset løsning på konflikten, idet ikke et eneste skud behøvede at blive affyret. Blokaden skulle være en flådeblokade, hvor amerikanske krigsskibe sikrede, at ingen sovjetiske skibe med kernevåben ombord, kunne komme ind til Cubas havneanlæg. Hvis de sovjetiske skibe ignorerede blokaden, ville de amerikanske krigsskibe være bemyndigede til at affyre skud, hvilket også kunne få et drastisk militært efterspil. Alligevel var der bredest enighed om at gennemføre en flådeblokade af Cuba, eftersom det umiddelbart virkede bedst, at ligge ud med en begrænset aktion.

”Enkelt udtrykt, hr. præsident, er dette et valg mellem en begrænset aktion og en ubegrænset aktion, og de fleste af os mener, at det er bedst at begynde med en begrænset aktion”

20

Problemet med flådeblokaden af Cuba var tiden, fordi USA var tvunget til at offentliggøre planerne for aktionen inden den fandt sted, hvilket gav den sovjetiske ledelse tid til at omlægge deres planer og muligvis vende situationen til deres fordel. Dog ville en offentliggørelse af planerne også give dem en mulighed for at trække sig, og derfor fremstod en flådeblokade mest tiltalende for Kennedy. Efter vedtagelsen af en flådeblokade i krise-staben, offentliggjorde præsident Kennedy strategien den 22. oktober, hvor han først underrettede hans kollegaer i Det Hvide Hus og efterfølgende den amerikanske befolkning og resten af

verden gennem en tv-transmission.^{21}

Sovjetisk hemmelighedskræmmeri

Efter udmeldingen fra den amerikanske præsident, skulle den sovjetiske ledelse nu beslutte, hvordan de skulle reagere på USA’s flådeblokade. Ligesom USA var også Sovjetunionen presset af tiden, fordi skibet med nukleare sprænghoveder ombord var allerede på vej til Cuba, og der skulle derfor hurtigt træffes en beslutning om, hvorvidt skibet skulle vende om eller ej. Beslutningsprocesserne blev et hemmelighedskræmmeri, og kun en meget begrænset mængde information slap ud, hvilket betyder, at ingen konkrete overvejelser blev offentliggjort.

Sovjet havde i lang tid været presset af USA under Den Kolde Krig, og på trods af Sovjetunionens adskillige PR-fremstød var magtbalancen mellem de to supermagter meget ujævn og med klar fordel til amerikanerne. Ligeledes var Sovjet blevet vældig upopulære ved opførelsen af blokaden i Berlin, hvor de

20

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 17

21

Dobbs, Michael: Cubakrisen – side 65

Side 16

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

16 prøvede at begrænse flygtningestrømningen ved at spærre østberlinerne inde bag en mur. Økonomisk var Sovjetunionen også fortabt på grund af skaderne helt tilbage fra den Russiske Revolution og Anden Verdenskrig, og det økonomiske skæl mellem USA og Sovjet blev mere og mere tydeligt i Berlin. Alle disse kendsgerninger kunne sovjetisk propaganda ikke skjule, og Sovjetunionen blev stemplet som en

                                22
kommunistisk undertrykkelsesmaskine. Det var hovedårsagen til, at Sovjetunionen havde etableret

mellemdistance-missiler på Cuba idet den sovjetiske ledelse prøvede at neutralisere magtbalancen og genoprette politisk prestige. Deployeringen havde da også den ønskede politisk provokerende effekt, idet omstændighederne satte præsident Kennedy i en meget ubekvem situation:

John F. Kennedy: ”Jeg har ikke tilstrækkeligt kendskab til russerne, men er der nogen der kan fortælle mig

om noget andet tidspunkt siden Berlin-blokaden, hvor russerne har provokeret os så åbenlyst?”^{23}

Dette var et vældig gennemtænkt træk fra Sovjetunionen, eftersom midtvejsvalget i USA var lige om hjørnet, og Cuba-krisen var et stort nederlag i præsident Kennedys valgkamp. Desuden opnåede Sovjetunionen også en positiv iscenesættelse ved samarbejdet med Cuba, idet cubansk økonomi var plaget af lavkonjunktur efter USA’s boykot, men med hjælp fra sovjetiske midler fik Cuba generhvervet en rimelig økonomi. Derved fremstod Sovjetunionen som Cubas hellige beskytter samtidig med, at det kapitalistiske USA blev iscenesat som gemen og ubarmhjertig, hvilket udelukkende fremhævede de positive elementer i

kommunismen.^{24} Flådeblokaden lagde dog imidlertid op til, at Sovjetunionen skulle give afkald på den

nyvundne prestige ved at efterleve USA’s krav og vise sig svag som nation overfor resten af verden. Der var altså meget at vinde for Sovjetunionen, hvis det lykkedes at fastholde kommunismen i på Cuba og bevare raketopstillingerne, men var det værd at risikere en atomkrig på denne bekostning?

Selvom der generelt var stor uenighed, begyndte kendsgerningerne dog efterhånden at presse enhver anden overbevisning i den sovjetiske ledelse. Det var klart for enhver, at deployeringen af kernevåben var baseret på et fatalt fejlskøn. Ministerpræsident Khrusjtjov havde været hurtig til at fordømme sin modstander præsident Kennedy som værende ung, svag og naiv, hvilket jo viste sig at være et indlysende falsum. Desuden havde han også overvurderet sovjetiske ressourcer, som jo slet ikke var tilstrækkeligt til at

vinde en atomkrig mod USA^{25}. Det stod klart, at hvis Sovjetunionen ignorerede flådeblokaden, ville de ikke

være rustet til det eventuelle efterspil, fordi de var USA underlegen. Den eneste udvej på konflikten var derfor diplomati:

22

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 - side 26

23

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 10 – side 16

24

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 - side 27

25

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 27

Side 17

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

17

”Amerikanerne siger, at raketaffyringsramperne på Cuba skal demonteres. Måske bør det finde sted. Dette

er ikke en kapitulation for vores vedkommende. Hvis vi skyder, vil de skyde igen”^{26}

Sovjetunionen var fast besluttet på, at initiativet om at indlede en dialog med USA, ikke skulle fremstå som en kapitulation fra sovjetisk side. Det var vigtigt at understrege, at Sovjet var villig til at trodse enhver trussel fra USA, og dette fremhævede de ved at stille modkrav til USA, før de selv ville imødegå det stillede ultimatum. De forlangte først og fremmest, at Cuba ikke ville blive udsat for en amerikansk invasion samtidig med, at det efterhånden forældede amerikanske Jupiter-projekt i Tyrkiet blev annulleret. Dog var dette reelt Sovjetunionens sidste forsøg på at hævde sig som supermagt i Cuba-konflikten, for havde der virkelig været et ønske om at forhandle, var Berlin-blokaden blevet bragt på dagsordenen.

Cuba-krisens spil

Før spilteorien kan anvendes direkte på beslutningsprocesserne, skal situationen først simplificeres. Spillet skal altså reduceres fra ekstensiv form til en normal spilform ved at indføre underspils-perfekthed, som er når alle former for irrationalitet udelukkes. Det betyder, at visse elementer af spillet kan blive overset såsom Nashligevægte, der ikke umiddelbart svarer til intuitionen. Dog har jeg begrænset sandsynligheden for sådanne tilfælde ved først at studere spillet på ekstensiv form. Cuba-krisen kan ved en grov simplificering dreje sig om to strategier for både USA og Sovjet:

• Strategi 1: Ignorere

• Strategi 2: Reagere

Begge parter havde grundlæggende ovenstående muligheder i deres valg af strategi. USA kunne vælge at ignorere de sovjetiske raketopstillinger på Cuba, eller de kunne vælge at reagere, hvor selve reaktionen reelt er underordnet i normal spilform. Ligeledes kunne Sovjetunionen vælge at ignorere USA’s reaktion i den forstand, at de overholder amerikanernes eventuelle ultimatum om en tilbagetrækning af missilerne, eller de kunne reagere. Hvis begge parter reagerer, vil udfaldet formentlig blive en atomkrig – altså det værste resultat for både USA og Sovjetunionen. Derudover er spillet et ikke-koorperativt- og ikke-nul-sum-spil baseret på imperfekt information, fordi hverken USA eller Sovjetunionen var fuldstændig bekendt med hinandens dispositioner for valg af strategi. De havde kun en delvis viden om foregående handlinger, hvilket ikke er relevant i normal spilform, da antagelsen er, at begge parter trækker simultant. Cuba-krisen som normal spilform ser altså således ud:

26

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 8 – side 2

Sovjetunionen Sovjetunionen Min

Side 18

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

18

Udbyttematrix for Cuba-krisen på normal spilform, hvor spillerne har to mulige strategier: Ignorere og reagere. 0,0 -2,2 5

Spillet er inspireret af Allan Baktofts

fremgangsmåde.^{27}

Payoff ved Reagere/Reagere har fået værdien ( ) 5,5 −−, fordi resultatet hertil vil formentlig være en

atomkrig, som er det værst tænkelige udfald på konflikten. Selvom supermagternes ledere begge gav en antydning af, at en potentiel atomkrig kunne blive nødvendig, ønskede hverken Kennedy eller Khrusjtjov at dette skulle blive løsningen på konflikten.

Desuden forekommer to Nashligevægte i spillet ved Reagere/Ignorere ( ) 2,2 − og ved Ignorere/Reagere
( ) 2,2−, som har fået de angivet værdier, fordi den ene spiller udelukkende kan vinde på den anden spillers

bekostning. Hvis USA reagerer og Sovjet ignorerer, så vil USA’s gevinst opveje det sovjetiske prestigetab, og det samme gælder omvendt. Spilteorien kan derfor ikke angive en enkelt optimal løsning på konflikten.

Dog kan man med udgangspunkt i Safety-First-princippet vurdere, at den bedste strategi for den enkelte spiller er Ignorere, fordi der er færrest risici for stort nederlag forbundet med denne strategi. Hvis både USA og Sovjetunionen vælger strategi efter Safety-First-princippet bliver løsningen på spillet altså

Ignorere/Ignorere ( ) 0,0.

Cuba-krisen kan også konstrueres med udvidet spilform, hvor spillerne trækker sekventielt. Derved skal spillerne først tage stilling til valg af strategi efter første træk er afviklet, og payoff-værdierne bliver derfor anderledes i forhold til spillet på normalform. Ligeledes vil den optimale løsning på konflikten også ændres, fordi spilleren kun skal forholde sig til en strategi. Dog er elementerne om ikke-koorperativt spil samt imperfekt information bevaret med den forskel, at den imperfekte information har betydning for spillernes efterfølgende valg af strategi. Det sekventielle spil kommer til at se således ud:

27

Baktoft, Allan: Spilteori – side 7

Ignorere Reagere

USA

Ignorere

USA

Reagere

2,-2 -5,-5 -5

Max

5 -5

Side 19

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

19

Spiltræ for Cuba-krisen på udvidet spilform, hvor aktøren er angivet ved knudepunkterne strategierne er angivet ved forgreningerne.

                                           28
Spillet er inspireret af Allan Baktofts fremgangsmåde.

USA har ved opdagelsen af missilerne på Cuba valget mellem to mulige strategier: De kan true Sovjet, hvor selve truslen er underordnet, eller de kan forholde sig passive. Sovjetunionen kan dernæst vælge mellem at ignorere eller adlyde truslen, hvilket indebærer muligheden for at vælge den strategi med størst fordel til dem selv. Det betyder også, at en atomkrig udelukkende er USA’s beslutning.

Hvis USA vælger at udstede en trussel, og Sovjet beslutter sig for at ignorere truslen, vil resultatet hertil formentlig blive en atomkrig. Dog er Sovjet bevidst om konsekvensen ved at ignorere USA’s trussel, og atomkrigen kan derfor siges at være til Sovjetunionens fordel. Derfor tildeler jeg dette payoff værdien

( ) 4,5 −−.

Derimod hvis Sovjet beslutter at imødekomme USA’s trussel og adlyde, vil resultatet hertil være en opgang i politisk prestige for amerikanernes vedkommende samt en nedgang i politisk prestige for Sovjets

vedkommende. Derfor tildeler jeg dette payoff værdien ( ) 2,1−.

Den sidste mulighed er, at USA fravælger en trussel og forholder sig passive, hvortil Sovjets eneste rationelle strategi er, at fortsætte deployeringen af missilerne. Derved vil Sovjetunionen vinde politisk

prestige, og amerikanerne vil tabe politisk prestige. Derfor tildeles payoff værdien ( ) 1,2−, som svarer til

værdierne i ovenstående tilfælde, situationen er bare omvendt. Dette aspekt kan ikke belyses ved den normale spilform.

Spillet kan dog udvides, således at Sovjetunionen skal vælge strategi først. Det kan gøres ved, at lade Sovjet træffe en beslutning om, hvorvidt de er stædige eller eftergivende i deres udenrigspolitik. Derved kan

28

Baktoft, Allan: Spilteori – side 14

Side 20

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

20 værdierne i payoff være mere svingende, fordi den politiske prestige er særligt udsat. Det sekventielle spil kommer til at se således ud:

En udvidet version af forrige sekvientielle spil. Forrige spil er bevaret som forgrening til en eftergivende strategi for Sovjet.

Spillet er inspireret af Allan

Baktofts fremgangsmåde.^{29}

Når Sovjetunionen satser højt og vælger en stædig strategi, betyder det, at de negative gevinster er større sammenlignet med den eftergivende strategi. Værdierne til payoff ved den eftergivende strategi er identiske med værdierne fra forrige model for det sekventielle spil.

Hvis Sovjetunionen er stædige, og USA vælger at udstede en trussel, kan den sovjetiske ledelse vælge at ignorere truslen. Dette vil formentlig resultere i en atomkrig, men på baggrund af Sovjetunionens stædige

tilgang til konflikten, foreligger der en sovjetisk fordel. Derfor bliver payoff værdierne ( ) 3,5 −−.

Hvis Sovjetunionen derimod er stædige, og vælger at adlyde og imødekomme USA’s trussel, forekommer der et større tab for Sovjet. Gevinsten for USA forbliver den samme, men fordi Sovjet lagde ud med en stædig tilgang til konflikten og efterfølgende bryder med dette, vil nedgangen i politisk prestige være større i forhold til en eftergivende strategi. Derfor tillægges payoff værdierne ( ) 4,2 −

29

Baktoft, Allan: Spilteori – side 15

Side 21

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

21

Eftersom det udelukkende er den amerikanske ledelse, som kan iværksætte en atomkrig i dette

                                                        30
sekventielle spil, er det muligt at beregne sandsynligheden for dette.

Ved at se nærmere på USA’s mulige tab i situationen, hvor Sovjet vælger en eftergivende strategi, kan gennemsnits-gevinsten for USA beregnes:

Gennemsnits-gevinst USA: ( ) 14125 −−=−−− ppp

- p er sandsynligheden for, at amerikanerne starter atomkrig

Hvis Sovjetunionen vælger en eftergivende strategi, forekommer det bedste udfald, hvis de vælger at

adlyde USA’s trussel. Payoff er i dette tilfælde 2− for Sovjetunionen, og før USA’s trussel kan siges at være

effektiv, skal gennemsnitsgevinsten for USA være mindre end payoff. Sandsynligheden for at USA iværksætter en atomkrig skal altså være følgende:

142 >⇔>⇔−−>− ppp 25,0

4

1

Der skal altså være 25% sandsynlighed for at USA iværksætter en atomkrig mod Sovjetunionen, før truslen er så effektiv, at Sovjet bør adlyde og imødekomme USA’s krav.

Det virkelige spil

Efter Kennedys udmelding den 22. oktober 1962, hvor han fremlagde planerne for flådeblokaden, herskede der uvished om Sovjetunionens reaktion frem til den 25. oktober. Her indvilligede Khrusjtjov i at forhandle, og den 26. oktober modtog præsident Kennedy et brev fra ministerpræsident Khrusjtjov, hvori han redegøre for sit modkrav til USA for at overholde flådeblokaden. Han forlangte, at USA skulle udstede et løfte om ikke at gennemføre en militær invasion på Cuba, og som følge heraf ville Khrusjtjov beordrer

                        31
sovjetiske tropper ud af Cuba.

Allerede dagen efter, den 27. oktober, modtog Kennedy endnu et brev fra den sovjetiske leder, hvori han fremlagde et tillæg til sit modkrav. Han forlangte yderligere, at USA gennem FN skulle forpligte sig til at destruere de amerikanske raketbaser i Tyrkiet samtidig med, at han lagde op til en konference med nedrustning af kernevåben på dagsordenen:

”Derfor stiller jeg dette forslag: Vi går ind på at fjerne de våben fra Cuba, som De anser for at være offensive. Vi går ind på at dette og på at vedstå denne forpligtelse i De Forenede Nationer. Deres repræsentant fremsætter en erklæring om, at De Forenede Stater på deres side vil fjerne deres tilsvarende

30

Baktoft, Allan: Spilteori – side 16 (inspiration til fremgangsmåde)

31

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 22

Side 22

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

22 våben i Tyrkiet. Lad os nå frem til en forståelse om, hvor lang tid De og vi behøver for at gennemføre

dette”^{32}

Umiddelbart var budskabet klart: Sovjetunionen ville løse konflikten ad diplomatiske veje. Dog ville de som tidligere nævnt undgå, at initiativet om diplomati fremstod som en sovjetisk kapitulation, og de udarbejdede derfor en række modkrav til USA. Reaktionerne i Det Hvide Hus på kravene har senere vist sig at være ganske spredte, selvom meldingen lød, at USA var villig til at imødekomme kravene med

                                           33
undtagelse i destrueringen af raketbaserne i Tyrkiet.

Den 28. oktober modtog den amerikanske ledelse endnu et brev, som officielt blev afslutningen på Cuba-krisen. I brevet gav Khrusjtjov udtryk for sin tilfredshed med USA’s realitetssans samtidig med, at han accepterede meldingen fra Det Hvide Hus. Han forsikrede den amerikanske ledelse om, at der allerede var blevet udstedt ordrer om, at fjerne alle de militære foranstaltninger på Cuba, som USA fandt faretruende.

Raketbaserne i Tyrkiet blev dog overhovedet ikke nævnt denne gang, men med Khrusjtjovs positive tilbagemelding var verdensfreden endnu bevaret. Med en antagelse om, at Sovjetunionen valgte den bedst mulige gevinst, kan man altså sige, at den anvendte strategi fra sovjetisk side blev en eftergivende strategi, eftersom de valgte at adlyde og imødekomme USA’s ultimatum.

Spilteoriens anvendelighed

Når man anvender spilteorien på konflikter som Cuba-krisen, skal man tage en række forbehold, når man betragter resultatet. Det er vigtigt at pointere, at situationen er blevet underlagt underspils-perfekthed, altså en rationalisering af konflikten. Det betyder, at man arbejder med antagelsen om, at aktørerne altid vil vælge strategien, som giver det maksimale payoff i situationen, selvom dette umiddelbart kan være et falsum. Denne tilgang til spilteorien kaldes deskriptiv analyse. Det er klart, at den virkelige situation er langt mere kompleks end den fremgår i de forskellige spilformer, og der kan derfor foreligge en række faktorer, som ikke er muligt at belyse med spilteorien. Et eksempel kunne være, hvis Sovjetunionen havde valgt en stædig strategi, og USA udstedte en trussel, ville den sovjetiske ledelse formentlig adlyde truslen, fordi ingen af parterne reelt ønskede en atomkrig. Det er en irrationel handling, idet den maksimale gevinst for Sovjet forekommer ved en atomkrig i dette tilfælde. Det skyldes at mennesker både kan handle rationelt og irrationelt for at opnå den maksimale gevinst for en større gruppe personer. I eksemplet er en nedgang i politisk prestige klart at foretrække frem for en atomkrig, der jo har konsekvenser for en større gruppe personer. Ligeledes anvendes spilteorien også til at forudsige menneskers adfærd i bestemte situationer,

32

Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen: Kilder til belysning af Cubakrisen 1962 – side 70

33

Jensen, Svend Arne: Cubakrisen 1962 – side 23

Side 23

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

23 for at kunne opsætte rammer for, hvorledes de bør opføre sig, Denne tilgang til spilteori kaldes normativ analyse. Her arbejdes med antagelsen om, at spilleren altid vil vælge en Nashligevægt, fordi det umiddelbart er den optimale løsning til den maksimale gevinst. Dette kan også vise sig være et falsum, idet spil som fangernes dilemma indeholder Nashligevægte, men dette er imidlertid ikke den optimale løsning.

Hvis hver spiller bestræber den individuelle maksimale gevinst, vil gevinsten ikke være optimal, hvilket betyder, at man ikke altid bør handle ud fra egen vinding.

Derudover er det også vigtigt at fremhæve det kontrafaktiske element, som er uundgåeligt ved konstruktionen af Cuba-krisens spil. Eftersom resultatet kun er bekendt ved en af strategierne, som svarer til den virkelige hændelse, bliver man nødt til forudsige konsekvenserne for de øvrige strategier. Dette er både en subjektiv og kontrafaktisk vurdering, og værdierne for payoff kan derfor sagtens variere i forskellige spil på samme konflikt. Naturligvis er værdierne nødt til at forholde sig til fakta i så vid udstrækning som muligt, men så længe der er tale om en forudsigelse, er det problematisk at bestemme, hvad der er korrekt. Det er selvfølgelig essentielt, at kilderne er troværdige, da det forudsætter at spillet bliver mest realistisk, og efterfølgende må man forsøge at kreere forudsigelser ud fra oplysningerne i kilderne. Eksempelvis antager jeg i min spilkonstruktion, at en atomkrig vil forekomme, når hverken USA eller Sovjetunionen giver efter. Denne antagelse er ikke nødvendigvis korrekt, eftersom ingen af supermagterne reelt ønskede en atomkrig, og spørgsmålet forbliver, om atomkrigen nogensinde var en oprigtig løsning til konflikten?

Side 24

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

24

Konklusion

Når man analyserer konflikter som Cuba-krisen er det vigtigt, at man ikke fastsætter rammer for konfliktens udvikling. En konflikt på ekstensiv form er typisk påvirket af flere faktorer end man kan inddrage ved konstruktionen af matematisk modeller, og man kan derfor let udelade vigtige delelementer af en konflikt.

En ekstensiv analyse af konflikten er derfor af høj relevans, når man foretager matematiske analyser til konfliktløsning. Det betyder dog ikke, at resultaterne ved en matematisk analyse er ugyldige, men det er vigtigt at man anvender dem med forbehold.

Ud fra min analyse af Cuba-krisens spil, kan jeg konkludere, at virkeligheden faktisk stemmer overens med spilteoriens anbefalede resultat. I virkelighedens spil besluttede den sovjetiske ledelse at acceptere USA’s ultimatum og påbegynde en forhandling som løsning på krisen, hvilket svarer til løsningen med maksimal gevinst i Sovjetunionens situation. Ingen af de øvrige strategier kunne have sørget for et bedre resultat til Sovjetunionen, eftersom de ville lide nederlag i alle tilfælde medmindre, at USA valgte en passiv holdning til deployeringen af kernevåben på Cuba som strategi. Derved bekræfter dette tilfælde spilteoriens antagelse om, at mennesket altid vælger strategi efter maksimal gevinst.

Side 25

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

25

Litteraturliste

Bøger:

Dobbs, Michael: Cuba-krisen – Informations Forlag, 2009

Jensen, Svend Arne: Verden på randen af atomkrig – Nordisk Forlag, 1992

Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen: Kilder til belysning af Cubakrisen 1962 – Nordisk Forlag, 1971 Reinicke, Heinrik og Jesper Jespersen: Introduktion til: Mikroøkonomic - Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007

Molsgaard, Pernille og Leif Nordberg: Cuba – utopi og virkelighed – Forlaget Columbus og forfatterne, 2008 Blæsild, Preben og Lars Bo Kristensen: Matematiske emner: Spil matematik – Matematiklærerforeningen,

2005

Gaus, Gerald F.: Philosophy, Politics and Economics – University of Arizona, 2008

Baktoft, Allan: Spilteori – 2008

Føllesdal, Dagfinn m.fl.: FILOSOFI: Politikens bog om moderne videnskabsteori – Universitetsforlaget, 1990 Madsen, Finn: Nye tekster til Cuba-krisen 1962, Bind 1 – Forlaget Lee, 2004

Madsen, Finn: Nye tekster til Cuba-krisen 1962, Bind 2 – Forlaget Lee, 2004

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv – Forlaget Lee, 1997

Web-adresser:

Den Store Danske: Spilteori

http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Matematik_og_statistik/Beslutningsteori,_s
pilteori_og_kybernetik/spilteori

Leksikon: Spilteori

http://www.leksikon.org/art.php?n=2414

Leksikon: Cubakrisen

http://www.leksikon.org/print.php?n=500

Side 26

Studieretningsprojekt – spilteoretisk analyse af Cuba-krisen

26

Wikipedia: Spilteori

http://da.wikipedia.org/wiki/Spilteori

Johnsen, Erik: Spilteoretiske problemer

http://www.tidsskrift.dk/print.jsp?id=81696

Bilag:

Tre historiske kilder er vedlagt opgaven som bilag

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 6 – Forlaget Lee, 1997

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 8 – Forlaget Lee, 1997

Madsen, Finn: Cuba-krisen 1962 – i perspektiv, tekst 10 – Forlaget Lee, 1997

Samlet antal skrevet sider: 19,8