SRP om Santerías indflydelse på cubansk musik og identitet

INDLEDNING

Den afro-cubanske musik er et produkt af forskellige kultures sammensmeltning. På kolonitidens Cuba mødte afrikanske slaver spanske immigranter, og en gensidig påvirkning af religionsdyrkelse og musikpraksis fandt sted. I denne opgave vil denne kulturelle sammensmeltnings betydning for cubansk musik og identitet blive undersøgt nærmere. Først vil der følge en redegørelse for hvilke historiske begivenheder, der stimulerede santerías opståen, og hvilke musikalske og religiøse træk, som kendetegner den. Dernæst følger en musikalsk- og religionsfaglig analyse, som har til formål at undersøge i hvilken grad musik og religiøsitet spiller sammen, i santerías årlige ritual toque de santo. Derefter følger en musikalsk analyse af son-nummeret El Cuarto de Tula, der har til formål at adskille og belyse genrens rødder. Endelig diskuteres det i hvilket omfang, santería og den afrikanske kultur har påvirket den cubanske musik og identitet.

AFRIKANERNES VEJ TIL CUBA

I kolonitiden var Cuba underlagt Spanien. Spanierne havde siden 1500-tallet importeret afrikansk arbejdskraft, men forholdene ændrede sig imidlertid da den haitianske revolution (1792) brød ud i den franske koloni Saint-Dominique.

Saint-Dominique havde indtil revolutionen været den største eksportør af sukker i Vestindien, men da slaverne gjorde oprør, blev produktionen afbrudt. Cuba var også sukkerproducent, men efter Den Haitianske Revolution, kunne den store efterspørgsel på sukker ikke efterleves, da der var begrænset med arbejdskraft på Cuba. Derfor importerede de spanske kolonialister, de følgende 30 år mellem 1790 og 1811, omkring 250.000 slaver til deres sukkerplantager på Cuba. Det anslås at 80-90 % af alle Cubas slaver blev importeret i årene efter På Cuba var magthaverne imidlertid nervøse for, at de cubanske slaver skulle lave et lignende oprør som det på Haiti. Derfor arrangerede de spanske autoriteter de såkaldte Cabildós. Cabildos de naicón eller cabildos de negros var sociale fælleskaber organiseret for slaverne. Dannelsen af disse slavesamfund var essentiel for den afrikanske kulturs overlevelse. Etableringen af cabildoerne resulterede i en dyrkelse af de nyankommne slavers fælles religion og kultur.

Karakteristisk for meget afrikansk kultur er, at musikken er drivkraften i den kulturelle samtale. Cabildoerne blev socialkulturelt mødested for afroer (det vil sige cubanske slaver af afrikansk afstamning), og i disse cabildoer udviklede man en ekspressiv kultur med musik, dans og religion i centrum.

Man kan forestille sig at denne kulturelle interaktion forskellige etniske grupper imellem, har ført til en form for konstruktion af kulturel enhed.