Noter til Wienerklassicismen, Mozart og Beethoven

Wiener-klassicismen: Wiener-klassicismen var et opgør med baroktidens hang til massivitet, overpyntning, store kor, massive klange og indviklede slyngninger af stemmerne. Folk begyndte at længes efter enklere og naturligere toner – Som Rousseau formulerede: ”Tilbage til naturen!”. Dette førte til en let og yndefuld stil kaldet rokoko. Den byggede på at skulle være iørefaldende og let at nynne med på. Rokokoen gled dog hurtigt over i en af musikhistoriens største og rigeste perioder: Wienerklassicismen.

Det var i denne periode også normalt at fyrster og rige adelsmænd havde et hold musikere som en slags tjenere, med det formål at spille med ved aftensmaden. På denne måde blev der brug for en mængde musik af en lys, venlig og livsglad karakter. Det er her sonaten og kammermusikken havde hjemme – bl.a. Mozart var tilknyttet et fyrstehof, hvor han skrev en stor mængde musik på bestilling.

Overgangen fra Barok til Wiener-klassicismen: Overgangen fra Barok til Wiener-klassicismen var meget skarp, den forekom mere som en brat forandring end en jævn udvikling. Dette skete på en del forskellige faktorer: Tema: Mens baroktidens temaer ikke har nogen fast afgrænsning, falder Wiener-klassicismens temaer i tydeligt adskilte korte motiver, hvilket var med til at gøre musikken lettere opfattelig. Flerstemmighed: Der er vidt forskellige formål med flerstemmigheden i barokken og Wiener-klassicismen. I barokken havde hver stemme sin egen selvstændighed og melodiske gang, hvilket med et fint ord kaldes polyfon musik (ikke at forveksle med polytonalitet!). I Wiener-klassicismen var flerstemmigheden derimod til for at understøtte og fremhæve melodien (som for øvrigt hos Mozart typisk er den øverste), denne fremhævelse af den absolutte førende stemme kaldes homofon musik. Rytme: Barokkens rytme strømmer af sted uden særlig tydelige rytmiske betoninger. Den Wiener-klassiske rytme er derimod langt mere spændstig, tit danseagtige, med kraftige betoninger, hvilket også hjælper med til at gøre musikken lettere at opfatte.

Dynamik: Baroktidens klaver, cembaloet, kunne ikke lave flydende dynamiske udsving i musikken. Man var nødt til at spille med en bestemt styrkegrad i nogen tid, og derefter at skifte brat til en anden. Dette ”smittede” af til andre instrumenter, således at f.eks. korsang og orkestermusik fik sammen måde at disponere dynamikken på.

Wiener-klassikerne brugte derimod i meget høj grad dynamikken, både ved lange crescendo/decrescendo og pludselige, uventede, fortissimo og pianissimo. Orkester: I baroktiden havde en stor del af instrumenterne dårligt nok fundet deres endelige form, og som konsekvens af dette var det meget skiftende hvad man rådede over.