SRP om Tyrkiet i Samfundsfag A og Dansk A

Side 1

1

Abstract

This study investigates the republic of Turkey that borders on, regularly interacts with, and actively seeks to define itself. Revolution in Turkey began with Mustafa Kemal Atatürk's organization of resistance movement in Turkey after it had been proclaimed as a nation in 1923. The Turkish revolution comprised the period of national struggle and the ensuing period of reforms which were aimed at complete transformation of Turkish society.

Kemalism represented the ideological basis of this revolution. This study surveys and analyzes the constructs and dynamics of regionalism that are shaping the Turkish nation and state, contributing to varieties of nationalism, and reconstituting the scales at which Turkey is located. The separation between religion and state in Turkey, and the political role of Islam are examined in detail linked to virtually all aspects of the novel by Orhan Pam”snow” As such, it provides a significant example of how are not only affected by the military but also deeply involved in contributing to the related processes of regionalization and

(re)definition.

Side 2

2

Indholdsfortegnelse

Indledning…………………………………………………………………s.3

Fra imperium til nationalstat………………………………………………s.4

Den kemalistiske ideologi…………………………………………………s.5

Islams rolle i Tyrkiet………………………………………………………s.7

Bag om romanen ”sne”…………………………………………………….s.9

Miljø og omstændigheder………………………………………………….s.9

Hovedpersonen, Ka………………………………………………………..s.10

Sammenfatning…………………………………………………………….s.13

Identitet…………………………………………………………………….s.13

Konklusion………………………………………………………………....s.17

Litteraturliste……………………………………………………………….s.18

Bilag 1……………………………………………………………………...s.19

Bilag 2………………………………………………………………………s.20

Bilag 3………………………………………………………………………s.21

Side 3

3

Indledning

Tyrkiet er på mange måder så et sammensat land, at mange europæere har vanskeligt ved at danne sig et overblik. En øst og vest problematik har floret siden republikkens dannelse, og er det grundlæggende emne, jeg har beskæftiget mig med i denne opgave.

I den tyrkiske forfatning, kommer det til udtryk hvordan staten skal være sekulær, og det er et ansvar militæret påtager sig alvorligt. Via en redegørelse med kendskab til samfundsfaglig metode, vil jeg prøve at belyse militærets fremtræden i samfundet og Islams udfoldelse hos befolkningen.

Ligeledes er det vigtigt at understrege det kultursammenstød, der kommer til udtryk, via det uddrag taget fra Orhan Pamuks roman ”sne”. Hovedpersonens karakter bliver udmalet med en analyse, som forklarer det spændingsfelt, han er udsat for.

Til slut, med henblik på at udlede en brugbar konklusion, vil jeg sætte fokus på redegørelsen, og diskuterer identiteten, der egentlig er med til at fortælle det kompleks, Tyrkiet oplever som nation..

Side 4

4

Fra imperium til nationalstat

Tyrkiet blev dannet ved ruinerne af Det Osmanniske Rige [1] i 1923, på baggrund af underskrivelsen af Lausanne-traktaten. Dette var en kulmination på en hård magtkamp mellem den lille ydmygende hær, med Mustafa Kemal [2] i front – senere kendt som Atatürk, og de allierede sejrsherrer fra

1.verdenskrig. Resultatet blev en anerkendelse af republikken Tyrkiet, der nu var en territorial afgrænset stat, med hele Europa som forbillede.

                                                               3
”Der er ikke nogen anden civilisation – civilisation betyder vestlig civilisation” udtalte landets

første præsident Atatürk. Heri indikerede han en direkte afstand til det tidligere imperium, der vægtede islam højt og var altså på lige fod med de øvrige arabiske lande. Med henblik på streng sekularisme udformede han en række radikale reformer, der kom til at præge Tyrkiet for altid.

Hans nationalistiske bagland havde centrum i den lille anatolske by, Ankara. Mustafa Kemal besluttede at gøre den til hovedstad. Til dels var flytningen i sig selv et stærkt symbol på overgangen til noget nyt, da Istanbul i århundreder havde været osmannerrigets hovedstad. Dels var flytningen et udtryk for Mustafa Kemals militære pragmatisme: Ankara på den anatolske højslette ville være ulig lettere at forsvare, end Istanbul ved besværlige stræder og tæt på de mangeårige europæiske fjender. Et parlament i Ankara blev derfor hurtigt valgt, og det betød at oprettelsen af Det republikanske folkeparti (CHP), der de følgende 27 år skulle blive det eneste lovlige samt

                             4
altdominerende parti i republikken.

Der skulle renses ud. Det gamle feudale diktatur havde spillet fallit, uden evne til at tilpasse sig udviklingen nationalt og internationalt. For Mustafa Kemal syntes det indlysende, at det netop var styrets multikulturelle karakter og dets respekt for islamisk tradition, der havde forhindret Osmannerrigets overlevelse. [5] Derfor tøvede han ikke, da han afskaffede kalifatet i 1924. Med hans forkærlighed for Vesten, hentede han borgerlige rettigheder fra Schweiz, mens straffeloven næsten uden ændringer blev overført fra det fascistiske Italien. Men alt dette blev overskygget, da båndet med den

1

Et stort rige grundlagt af Osman d. 1() var monarkisk med en sultan som statsoverhoved. Riget bredte sig over den vestlige del af Asien, den sydøstlige del af Europa samt Nordafrika. Efter år 1453 også hersker for Balkan og

Anatolien.
2

Mustafa Kemal Pasha() født i det nuværende Makedonien. Var officer og vandt hæder i Gallipolislaget. Da han i 1934 indførte tvungne efternavne for alle tyrkere valgte han at give sig selv efternavnet Atatürk – Tyrkiets fader.

Var ophavsmand til de kemalistiske principper
3

Tyrkiet – en del af Europa s. 11

4

Andet afsnit s. 28 i Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje

5

Tyrkiet – en del af Europa? S. 26. 2.7 fra imperium til nationalstat

Side 5

5 muslimske verden blev brudt, ved indførslen af det latinske alfabet. Heri lå tanken om, at indbyggerne ville i praksis have det svære ved at holde kontakt med nabolandende, plus et yderligere element, der skulle fungere som identitetsskabende for det tyrkiske folk, eftersom en del af befolkningen bestod af analfabeter. Ved denne reform rådede hans embedsmænd ham til at gøre det over en længere periode, måske 20 år. Men det blev indført med et pennestrøg.

Disse reformer legitimerede den sekulære ideologi, der går under betegnelsen for kemalisme. Den blev officielt formuleret i 1931 og har siden 1937 været indskrevet i den tyrkiske grundlov. [6] Den kemalistiske ideologi

I kraft af at nå sit ønskede mål, nemlig at tilhøre den mest udviklede civilisation, gjorde Atatürk det til sit daglige levebrød, at videreføre den ideologi, der særligt kun omtales i Tyrkiet, og kan derfor ikke sammenlignes med andre politiske – ismer som socialisme eller liberalisme. Godt nok fremlagde han aldrig, de ”seks pile”, som en forkromet teori og kaldte den kemalismen, men derimod betragtedes den i den forstand, som et sammenhængende sæt af værdier, leveregler og principper, der skulle være med til at opretholde den tyrkiske stats rolle [7]. Se bilag 1 Trods sine mere end 80 års funktion som statsideologi, nyder kemalismen i høj grad stor opbakning blandt det tyrkiske folk. Det står da også plantet i forfatningen, at den parlamentariske republik fortsat skal være sekulær. En opgave som militæret tager virkelig bogstaveligt. Et begreb der bunder i dette, er, betegnelsen for den dybe stat. Det bruges om en alliance bestående af nationalister og konservative ved militæret, ved domstolene og i andre statsinstitutioner. Den dybe stat er en form for hemmelig klub af folk, der opfatter sig selv som vogtere af den sekulære stat, som Atatürk grundlagde. Så snart de mener, at samfundets sekulære karakter og Atatürks principper er truet, mobiliserer de alle kræfter og sætter ind med lovlige og ulovlige midler, for at besvare den

              8
kemalistiske stat.

6

Tyrkiet – en del af Europa? S. 28.

7

Moderne traditionalister? Politisk Islam i Tyrkiet efter 1980. S. 12

8

Parlamentarisk demokrati: Lovgivende magt forekommer Nationalforsamlingen, der med dens 550 pladser vælges direkte for en periode á 5 år. Den udøvende magt ligger hos Præsidenten, Premierministeren samt regeringen.

Præsidenten vælges ved direkte valg og har en embedsperiode på 5 år med mulighed for genvalg én gang.

Premierministeren der traditionelt præsenterer det største parti, bliver udvalgt af Præsidenten.

Præsidenten udpeger også universitetsrektorer, dommere og nøgleembedsmænd, ligesom han er øverstbefalende for den tyrkiske hær. Dette er især vigtigt, fordi militæret, domstolene og universiteterne traditionelt er bastioner for sekularismen i Tyrkiet - altså adskillelsen mellem stat og islam.

Side 6

6

I Tyrkiets samfundssystem [9] består den dømmende magt uafhængig af den lovgivende og udøvende, hvor forfatningsdomstolen har til opgave at sørge for, at landets love og dekreter er i overensstemmelse med forfatningen. I en specifik paragraf, fremgår det tydeligt hvordan de kemalistiske principper i høj grad anvendes:

Tyrkiet er en udelelig nationalstat, hvis befolkningen uden undtagelse er tyrkere (republikanisme) – ethvert forsøg på at opdele staten(sekularisme) eller nationen ud fra sproglige eller etniske kriterier

                            10
er forfatningsstridig(nationalisme).

Det er blandt andet på baggrund af denne paragraf, der i historien har givet anledning til militærets indgriben over for de civile politikere, og dermed resulterede i en afsættelse af regeringen. Det organ, som militæret har udnyttet for at træffe beslutninger, Det Nationale Sikkerhedsråd, er typisk brugt som eksempel fra europæisk vinkel til at påpege, at det i virkeligheden er generalerne – og ikke politikkerne der trækker i de politiske tråde, når alt kommer til alt. Det har nemlig den tyrkiske befolkning og omverden været vidne til hele 4 gange – i 1960, 1971 og 1980. Der er i nyere tid været tale om det postmoderne kup, eller med andre ord det indirekte kup, der i 1997 gjorde at hærledelsen fra sin plads i Det Nationale Sikkerhedsråd, gennemtvang et forbud mod det proislamiske, ultrakonservative Velfærdsparti (Refah).

En opinionsundersøgelse, der blev offentliggjort i august 2003, viste at 88 procent af de udvalgte personer anså de væbnede styrker for den mest tillidsværdige institution i landet. Det var det højeste tal for nogen hær i de lande, som ansøgte om EU-medlemskab. Samme måned ændrede parlamentet i Ankara forfatningen for at reducere det nationale sikkerhedsråds rolle, som nu i teorien blev rent

rådgivende organ^{11}.

Gennem hele Tyrkiets moderne historie er hæren gået i spidsen for moderniseringen, der førte til indførelse og senere udvidelse af det demokratiske styr. De væbnede styrker kan i det mindste gøre krav på en del af æren for denne bedrift. De ser sig selv ikke som demokratiets fjende, men snarere, som det er defineret i den forfatning, der oprindelig blev udarbejdet på deres befaling, som demokratiets vogtere. De bliver bekymrede, når teksten ændres, men såfremt principperne hos

9

S. 36 – DEN DYBE STAT. Tyrkiet en del af Europa?

10

Udenrigsministeriets hjemmeside – landefakta Tyrkiet

11

S. 154 1. Afsnit. Tyrkerne – arven efter Atatürk

Side 7

7 republikkens grundlægger respekteres, accepterer de ændringen, hvis den bringer Tyrkiet nærmere

                              12
på den ”samtlige civilisations” niveau .

Generalerne har udgjort ballasten i Tyrkiets statsskude, hvor kaptajnerne har været civilister, og har således været opmærksomme på de ændrede normer i de udviklede lande. De er ligeså bevidste om forandringens uundgåelighed, som de er om dens farer. Hvis AKP’s ledere er ”konservative demokrater”, som de hævder, så er generalerne konservative tilhængere af modernisering. Det er ikke nødvendigt at forklare det tyrkiske militær behovet for at indhente navnlig Vesten, når det gælder god praksis. Ligesom resten af samfundet forsøger de konstant at tilpasse god praksis til

            13
lokale forhold.

Islams rolle i Tyrkiet

AKP, der sidder i regeringen, har siden 2002 i de efterfølgende år, gennemført reformer i det tyrkiske samfund med demokrati, modernisering og menneskerettigheder i centrum. Men er AKP ulve i fåreklæder? På trods af partiets rødder i politisk islam og hvis koner og døtre der bærer det forbudte slør ved offentlige institutioner, ledes dette hen på den (evige)kulturkamp om de traditionelle poler, der endnu engang er sat skarpt over for hinanden.

Man kunne spørge om årsagen til Tyrkiets problemer findes hos islam, eller om det skyldes landets specielle form for sekularisme. Eller måske skyldes problemet egentlig en bestemt indstilling til religionsfrihed som findes både hos praktiserende muslimer og hos dem der støtter sekularismen?

Begge parter er utrygge ved religionsfrihed: De religiøse føler at religionsfrihed for liberale muslimer vil stride imod islamisk lov. De liberale er sikre på at fuld religionsfrihed vil betyde et dødsstød for demokratiet. Man taler om religiøs og politisk fanatisme [14]. Men måske er det mere korrekt at kalde det frygt end fanatisme: På den ene side frygt for at opgive traditionen, og på den anden, frygt for at opgive moderniteten.

Frygten begrundes ofte ved at påstå at "tarikat" grupperne, de religiøse bevægelser og mange af de radikale muslimer praktiserer "takiye", det vil sige at de med vilje udtrykker sig på en måde der skjuler deres virkelige mening og hensigt. Sekulære muslimer beskylder med andre ord muslimske aktivister for at være latent upålidelige: Mange af dem påstår nok at de går ind for demokrati og

12

Tyrkerne – Arven efter Atatürk s. 158

13

Tyrkerne – Arven efter Atatürk s. 158

14

Moderne traditionalister? S. 124

Side 8

8 religionsfrihed, men man kan ikke regne med dem. Denne mistillid har automatisk udviklet sig til at blive gensidig og har resulteret i antipati parterne imellem. [15]

Problemet omkring de sekulære muslimers skræk for islamisk lov ligger til dels i den traditionelle opfattelse at "içtihat"s dør er lukket. Denne vending betyder at den juridiske fortolkning af de islamiske primærkilder er afsluttet og endelig, og dette binder de troende til en traditionel fortolkning af islamisk jura der er mere end tusinde år gammel. Nok har intellektuelle muslimer argumenteret for at 'fortolkningens dør' skulle genåbnes, men hovedparten af Tyrkiets praktiserende sunni muslimer er traditionalister, så intet tyder på at der er en reformation om hjørnet. En anden årsag til bekymring er de muslimske broderskaber, de såkaldte "tarikat". Disse broderskaber, der som regel har baggrund i sufismen, har et stærkt tag i den troende del af befolkningen, og selvom de påstår ikke at have politiske ambitioner, frygter sekulære muslimer at disse broderskaber er medvirkende til at landet langsomt glider i fundamentalistisk retning.

Mange praktiserende muslimer har det imidlertid dårligt med at deres religion er blevet 'lukket inde i moskeen'. De ville ønske at islam kunne spille en langt større rolle i Tyrkiets sociale og politiske liv. Men hver gang de prøver at gennemføre noget i den retning, bliver de standset - som regel af militæret og til de liberale muslimers store tilfredshed. Dette har fået dem til at sige at kemalismen og sekularismen er Tyrkiets nye religion, og de beklager sig over at deres religionsfrihed krænkes, for eksempel ved forbuddet mod at bære hovedtørklæde på universiteterne. Ifølge har situationen medført en spaltning af samfundet med to slags tyrkisk, to slags historieskrivning og to slags islam idet den officielle islam ikke svarer til folkets religion. [16]

Delkonklusion

Atatürk reformerede Tyrkiet efter vestlige værdier, og etablerede kemalismens principper som ideologi. De militære institutioner forbliver en vigtig pressionsgruppe, hvis magt bygger på den støtte, samfundet giver dem, snarere end på lovgivningen. Det tyrkiske militær tjener staten, og deres tjeneste værdsættes af borgerne.

Religionen fører til en væsentlig vigtig skillelinje i dagens religiøse Tyrkiet, som ikke går særlig mellem forskellige typer af islam, men mellem moderate og ekstremistiske muslimer.

15

http://www.moderatemuslimer.com/Artikler/Islam%20og%20sekularisme%20p%C3%A5%20tyrkisk.pdf

16

http://www.moderatemuslimer.com/Artikler/Islam%20og%20sekularisme%20p%C3%A5%20tyrkisk.pdf

Side 9

9

Bag om romanen ”Sne”.

Orhan Pamuk har prøvet lidt af hvert. I år 2006 modtog han den hæderfulde nobelpris i litteratur, den største anerkendelse en forfatter kan få. Året inden blev hans roman sne brændt i store dele af

                                                 17
Tyrkiet og han blev beskyldt for at underminere ”tyrkiskhed”

af selveste højesteretten. En tiltale der frafaldt ham, da EU kritiserede landet for at ikke værne om demokratiets goder, som fx ytringsfrihed. Nu lever han i eksil fra sit hjemland, efter at have sat sindene i kog hos nationalisterne, på baggrund af udtalelser om folkemordet, den tyrkiske stat udrettede på de mere end 1 million armeniere i 1915. Egentlig har han mest lyst til at sætte ord sammen, et ønske der for det meste bliver overskygget af spørgsmål, fra alverdens journalister, hvor emner omkring de såkaldte ”tørklædepiger” og Tyrkiets mulige optagelse i EU er i fokus. Den kontroversielle forfatter fortæller selv at han med sne, i virkeligheden udforsker hemmelige følelser, den sekulære elite skal lære af. Pamuk født i 1952, er uddannet arkitekt og journalist i Istanbul, hvilket har formet ham til en kultiveret herre, der er optaget af at gøre opmærksom på hele den øst-vest problematik. Den tidligere udgivelse, Mit navn er rød, blev hans første internationale gennembrud. Den omhandler, ligesom i sne, splittelsen mellem modernitet og tradition.

Miljø og omstændigheder

Handlingen i romanen, sne, forgår i grænsebyen Kars, et af de østligste områder i Tyrkiet og nærliggende til Armenien. Da et snevejr for alvor tager fat, bliver vejene lukket og byen bliver dermed isoleret i de 4 dage historien strækker sig over. Hovedpersonen Ka, får senere fortalt, at byen har været udsat for en kæmpe omvæltning. Efter kuppet i 1980 bliver byen sunket i dyb armod og fald. De islamorienterede politikere har sat deres præg på byens udseende bl.a. ved at rive de charmerende armenske bygninger ned. Alt hvad der hørte til den tidligere veludviklede infrastruktur er nu væk. Pigerne kunne om sommeren rende rundt i t-shirts og nederdele med bare ben, men

                                                         18
optræder i handlingen med det tildækkede religiøse symbol, tørklædet. Før republikkens

dannelse, havde den russiske tsar, ofte besøgt byen i forbindelse med handelsaftaler. Det havde i den tid gjort Kars til et beundringsværdigt sted, med mange iøjefaldende monumenter. Monumenter som indbyggerne var stolte af. Men lokalpolitikerne havde solgt dem i slutningen af 80’erne.

Indtrykket af Kars er, at byen er præget af fattigdom og elendighed.

17

Paragraf 301 angiver at vanærelse og nedgørelse af den tyrkiske republik, tyrkisk identitet eller statslige

institutioner er gyldig grund for retsforfølgelse og kan straffes med fængsel i op til 3 år.
18

SNE s. 28-29

Side 10

10

Hovedpersonen Ka

I en personbeskrivelse af romanens vigtigste figur skildres der mellem, fysiske, - sociale, -psykiske og kulturelle kendetegn, der er med til at give et helhedssyn over karakteren.

Fysiske: Ka er en mand i starten af 40’erne. Han beskrives som høj af en tyrker at være og har brunt

hår og en bleg hudfarve^{19} Han iføre sig denne bemærkelsesværdige koksgrå frakke, han har købt i

Tyskland. Den er nem at få øje på blandt personerne i byen, og er et stærkt symbol på Ka’s vestlige signaler.

Sociale: Ka er blevet sendt til kars, efter 12 års politisk eksil i Tyskland, Frankfurt. For at dække et lokalvalg, men også for at skrive om de tørklædepiger, der begår selvmord i oprør mod statens lov om nægtet skolegang, for dem der iføre sig det religiøse slør. Han fortæller at han er journalist, men i virkeligheden ved alle at han er digter. Avisen Cumhuriyet, Tyrkiets sekulære avis, repræsenterer hans holdninger og det er også den avis han er udsendt fra, fra Istanbul. Muzaffer Bey der stiller op som borgmesterkandidat fra det proislamiske velfærdspartiet, er hans tidligere universitetskammerat, der giftede sig med den skønne Ipek. Han forelsker sig i hende, da hun er blevet endnu smukkere end han erindrer. Han efterstræber sig på at vinde hendes hjerte, eftersom hun er blevet skilt fra Muzaffer Bey.

Psykiske: Han har i sin periode i Tyskland, oplevet en skriveblokering. Digtene er ikke kommet til ham, som han overraskende nok oplever i Kars. Dette begrundes ved at hans identitet er under massiv påvirkning i Kars. Religiøse og politiske bevægelser stiller spørgsmålstegn ved hans tankegang og opfattelser. Det bliver understøttet med det spændingsfelt, han er udsat for i det uddrag der inddrages senere. Han er sky og nyder at være alene. I sin melankolske tid i Tyskland tænker han meget på Ipek. Hun står for den lykke, han efterspørger, den lykke han ikke kan gøre op med sig selv, har nogensinde fundet sted. Flere beretninger i romanen fortæller Ka om sin barndom i Nisanatasi, Istanbul. Psykisk balancerer han utrolig meget mellem disse flashbacks. Ligesom eksemplet her:

” Eftersom Ka var vokset op i Istanbul, omgivet af Nisantasi midelklassebekvemmeligheder – med en far, der er advokat, en mor, der var hjemmegående, en elsket søster, en hengiven husassistent, radio, værelser fulde af møbler, gardiner – vidste han intet om fattigdom: det var noget uden for huset, i den ydre verden. Indhyllet i et farligt og uigennemtrængeligt mørke fik denne verden en

19

SNE s. 10

Side 11

11 metafysisk dimension i Kas barnlige forestillinger. Selv om den blev ved med at bjergtage ham senere i livet, er det stadig svært at tro på, at Kas pludselige beslutning om at rejse til Kars var bare delvist motiveret af et ønske om at vende tilbage til barndommen”

Kulturelle kendetegn: Ka er opvokset i det sekulære miljø, hvilket har betydet at religionen, ikke rigtig har haft sin plads. I sin universitetstid har han fundet ro og forståelse i vestlige forfatteres litteratur. Det har medført til et moderne og europæiserende livssyn. I romanen fremstår han som ateist, eller rettere sagt folk i Kars, synes at han er ikke-troende, men egentlig er han agnostiker, da han ikke benægter guds eksistens, han har bare ikke opnået spirituel viden endnu, men det ændre sig drastisk, allerede 2. besøgsdag. For et eller andet sted ligger gud og lurer på ham. Han er i hvert fald overbevist om at det er guds indblanding, at digte kommer til ham. En bevægelse, der har resulteret til det første fremkaldte digt, sne. Han forklarer hvordan det har påvirket ham på s. 146: ” Når jeg mærker et digt komme til mig, bliver mit hjerte fyldt med taknemmelighed mod afsenderen, fordi jeg føler mig lykkelig.” ”Er det den samme person, der gør Deres digte mere intense? Hvem er den person?” spørger Hande. ”Jeg kan ikke være sikker på det, men jeg tror, det er Ham der sender mig digtene.” ”Betyder de, at De ikke kan være sikker på Gud, eller bare at De ikke kan være sikker på, om det er Gud, der sender dem?” spørger Hande ” ” Det er Gud, der sender mig digtene,” sagde Ka

            20
lidenskabeligt.

Han er ikke religiøs, men opfatter stadig guds kraft som en værende drift til at skrive digte. Han ved ikke særlig meget om gud i islam, da religionsundervisning ikke blev praktiseret i Kas opdragelse. Han befinder sig i den del af Tyrkiet, hvor man traditionelt er muslim. Og hvor det ikke forventes at have andre alternativer til hvordan islam skal fortolkes. I Kars, kan han ikke både betegnes som moderat og muslim. Så i sin stræben efter at undersøge hvad han egentlig er, besøger han den indflydelsesrige sheik, der paradoksalt nok bor i et af de tidligere smukke armenske huse.

I det vedhæftede uddrag (bilag 3) fremgår det hvordan Ka prøver, at bekræfte Gud over for sheiken, men trods hans vestlige sjæl, vil han ikke være blandt de konservative og primitive mænd, med bedekæder i hænderne. Det er et spændingsfelt der optræder, i og for sig, da han godt ved at det er et farligt område han har bevæget sig ind i. Han påpeger for sheiken, at hans ensomhed har været en hindring for troen på gud. Ka synes at han er bedrevidende en Kars’ indbyggere og han har denne stolthed der gør, at han ikke kan identificere sig med disse folk der tilbeder gud, hvilket er forståeligt, når han fra sin opvækst har nogle specifikke værdier og normer. Dele af romanens tema

20

S. 146

Side 12

12 er, at forstå den gud, som lader den smukke sne dale ned fra himlen. Det er denne sne der har fortryllet eller fascineret ham, og det er denne sne, der fra afsenderen(gud) splitter ham mellem øst og vest.

For at analyserer den situation Ka, befinder sig i, finder jeg det nødvendigt at inddele personerne efter deres fremtræden i romanen.

Protagonisten, er jo den primære hovedperson Ka, eller med andre ord også kaldt for ”helten”., Protagonisten vil være den, der i højest grad igennem teksten anspores til at udvikle sig. Og det er

der ingen tvivl om Ka gør. ”Jeg er meget lykkelig lige nu. Jeg har ikke brug for religion”^{21} Ved

romanens ende, hvor Ka får at vide at hans elskede Ipek har indledt et forhold til den politiske islamist, Blå(antagonisten), udtaler han følgende: ”jeg ønsker at dø” [22]. Historien i sne minder om en tragedie, og i en tragedie går protagonisten fra lykke og velstand til ulykke og elendighed.

Antagonisten, som betegner en skurk, er Blå. Ka får ramt på Blå, via at offentliggøre for politiet, hvor han befinder sig. Blå har været med til at dræbe direktøren fra uddannelsesinstituttet. Han fortæller selv til Ka, at han ikke er kommet til Kars af politiske grunde, men at han gerne vil blande sig i selvmordsepidemien. Han er dog en fundamentalist, og hans mission er at gøre oprør mod staten, der efter hans mening tilegner sig for meget Vesten: ” Men fordi vi er tryllebundne til

                                     23
Vesten, har vi nu glemt vores egne historier.” .

Rådgiveren, der har den funktion at hjælp helten med at løse opgaver, at klare en prøve eller finde vej. Det er passende at Turgut Bey (ipeks far) går ind under som denne person, da han selv ikke er religiøs, og har i en årrække boet i Istanbul. Han opfordre Ka til at læse sit digt op i Nationalteatret, for at undgå stridheder med Grænsebyens Avis, og han siger også til ham at han skal flygte ud fra Kars, ligeså snart vejene åbner. Faktisk er Ipek en alternativ rådgiver, da hun er med til at indstille ham på at finde lykke sammen med hende, og hun er samtidig også med til at vejlede ham inden hans besøg hos sheiken.

Igangsætteren, er den person der direkte eller indirekte årsag til at der opstår konflikt. Sunay bey, der er arrangøren bag de revolutionerende stykker, der opføres ved Nationalteatret, tilegner sig denne status. Hans teater er inspireret bl.a. af Brecht, der gør at han krænker tørklædet som

21

S.110 sne

22

S. 416 i sne

23

S. 96 i sne

Side 13

13 medfører til lokalkup, og lader Kadife som er pigen der er fortaler for tildækkede kvinder, til at spotte sit hoved.

Sammenfatning:

Det er militære kræfter der trænger ind hos lokalsamfundet i Kars. De forskellige grupperinger, med hver især deres agendaer, får ikke lov til regerer mod de love der kommer oppe fra( Ankara), Militærkuppet bliver udført af en fordrukken officer, og en afdanket skuespiller, der vil medfører til en reducering af politiske bevægelser som indebærer PKK guerillaer og fundamentalister af islam.

Trods alt er Ka agtpågivende, når han får muligheden for at møde en af disse islamistiske fanatikere. Man kan udlede den konklusion, at han med sin beskaffenhed, er med til at fange Blå, hans modstander, og det bunder jo nok i at han er tilhænger af militærets indgriben. Han støtter agenternes kamp, om at udrydde disse de sabotører, der gør det til deres mission at stride sig mod staten. Det er her hans identitet, for alvor for sit udspil.

Identitet

Da tyrkerne ikke er ét folk, men en blanding af alle mulige forskellige folkeslag fra området mellem Balkan og Vestkina har man været nødt til at konstruere en fælles identitet. Det vil i praksis sige, at mange tyrkere mener, at for at være en rigtig tyrker, så skal man være sunnimuslim, tale tyrkisk og sige, man er tyrker. Hvis man ikke kan svare ja til alle tre, er man ikke en rigtig tyrker og i princippet en trussel mod nationens fundament. Det skaber naturligvis problemer for kurdere, alevier, kristne, jøder, etc. Fordi nationen i sig selv også er en konstruktion er mange bekymrede for, at hvis grupper der ikke kan sige ja til alle tre punkter får for meget fodfæste, så vil Tyrkiet gå i

        24
opløsning.

På baggrund af dette dikterer kemalismens indhold det afgørende for tyrkernes selvopfattelse,

(identitet). Det er netop derfor, der regeres særdeles skarpt ved angreb på de principper som kemalismen består af. Når ens identitet bliver angrebet, føler man sig truet – ofte anvendes vendingen, trusler mod vores eksistens, i den situation. I sådanne tilfælde bliver det i de ”truedes” øjne legitimt, at der anvendes ”ekstraordinære” midler, herunder militære, for at forsvare sig selv.

Særligt kurders anfægtelse af den tyrkiske enhedsidentitet og krav om selvstændighed, der i øvrigt berører de to grundelementer, nationalisme og republikanisme, samt islamisters protester imod statens ret til at regulere religion, har givet anledning til skarpe reaktioner fra den tyrkiske stats

24

På baggrund af e-mail fra Istanbul korrespondent Martin Selsøe Sørensen

Side 14

14 forskellige institutioner, og herunder selvfølgelig militæret. En sådan tilgang giver med ét en langt bedre indsigt i baggrunden for, at det tyrkiske militær 3 gange (1960, 1971 og 1980) fratog de civilvalgte politikere magten. Med andre ord havde mange tyrkere i disse situationer en opfattelse af, at vores identitet – kemalismens principper – var truet. Det forklarer samtidig, hvorfor disse indgreb har nydt generel opbakning i befolkningen, men interessant nok også, hvorfor befolkningen har ønsket, at militæret hurtigst muligt skulle give magten tilbage til de civile. [25] Militæret som den stærke politiske institution, er en faktor der kan ligestilles med fællesskriftsprog og illustreres som en plausibel variabel for dannelsen af nation i Tyrkiet. Se venligst bilag 2.

Essensen af kemalismen udgør en nationalistiske tendens. Flere sociologer der har beskæftiget sig med nationalisme hentyder til, at det er en nødvendighed at forholde sig til begrebet national identitet. Derfor er det relevant at inddrage sociologisk forklaring og dermed diskuterer Tyrkiets identitet som nation.

Benedict Anderson taler en om nationen som et forestillet politisk samfund. Det er den fordi medlemmer af denne nation har en ide om fællesskabet, og kun en ide, for selv for den mindste nation gælder det, at de aldrig vil komme til at kende eller møde flertallet af medlemmerne af fællesskabet. [26] I Andersons ide om nationen gælder det ligeledes, at den er en afgrænset størrelse, i og med, at bestemte karakteristika som er tillagt nationen har den funktion at vise, hvem der er medlem og hvem der ikke hører til i nationen. I ideen om nation ligger også, at nationen bliver anset som suveræn, det vil sige, at i begrebet nation ligger ideen om, at enhver nation skal have en stat. [27] Ved Benedict Andersons tese er hans ide om, at nationstanken er det, det enkelte medlem af nationen forestiller sig. I den forestillede nation er der stadig visse fælles særtegn for nationens medlemmer, altså karakteristika som indlæres gennem skolesystemet og som, ifølge Anderson,

definere dem fra andre.^{28}

Anderson operer med et andet begreb han finder centralt for nationalismen, og spredningen af nationalisme er trykkekunsten. Anderson påpeger at gennem trykning af skriftligt materiale, spredes

25

Tyrkiet – på vej gennem EU's nåleøje s. 42

26

Forestillede fællesskaber - refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse s 6.

27

Forestillede fællesskaber - refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse s side 7.

28

Forestillede fællesskaber - refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse s side 6.

Side 15

15 den nationale ideologi til masserne. Det er vigtigt, at digte og lignende bliver trykt på det nationale skriftsprog, da det er med til at dyrke nationale følelser. [29]

Med Andersons teorier kan der nemt trækkes parallel til den identitet der er i Tyrkiet. Her kunne det tænkes at ideen om nationen inkluderer specifikke kendetegn, som er med til at vise hvem der er deltager og hvem der ikke kan kalde sig participant. Disse kendetegn, er jo også påkrævet via Kemalismen vedr. princippet om nationalisme. Andersons formulering af national identitet går hånd i hånd med statsideologien.

En anden sociolog, nemlig Anthony D. Smith opstiller fem punkter som, ifølge ham, er fundamentale træk ved national identitet. For det første skal der være et historisk territorium, det vil sige, det territorium hvor den pågældende nationale gruppe har levet i mange generationer og derfor bliver betragtet som værende deres. For det andet skal der være fælles myter og en kollektiv historisk hukommelse. [30] Den historiske hukommelse, skal ifølge Smith, bruges til at de enkelte medlemmer kan identificere sig med nationen. Selv om det er en kollektiv identitet der opbygges, er det ligeledes den enkelte person der får en form for fornyet identitet og personen bliver medlem af en politisk super familie som har den fælles historiske hukommelse og ved at trække den historiske fortid frem, giver den nationen en form for kontinuitet, eller udødelighed og en fremtid, i og med, at der bliver dannet et grundlag, hvorfra nationens karakteristika defineres, samt forbilleder for hvordan medlemmerne af nationen skal agere i bestemte situationer. [31]

For det tredje skal der være en massekultur, med dette menes elementer der binder befolkningen sammen kulturelt. Der skal samtidig og for det fjerde være fælles rettigheder og pligter for alle nationens medlemmer, og for det sidste skal der være en fælles økonomi med fælles territorial mobilitet, med dette menes en national økonomi, der beskytter de fælles interesser. [32]

Der er ifølge Smith to måder ved at skabe en national identitet, en ekstern og en intern. Med den eksterne definerer man sig selv i forhold til omkringliggende grupper ved at definere det sociale rum hvor medlemmerne lever, samt er med til at legitimere de fælles rettigheder og den sociale orden. Den interne funktion er, at nationalisere medlemmerne, få dem til at føle, at de er del af et fællesskab, der skabes et socialt og kulturelt bånd mellem individer og på tværs af klasser. [33]

29

Forestillede fællesskaber - refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse s side 44-46.

30

“ Nationalisme” side 14.

31

“ Nationalisme”, side 161.

32

“Nationalisme”, side 14.

33

“ Nationalisme” side 16-17.

Side 16

16

Det interessante ved Smiths forskellige punkter, er at Tyrkiet til dels opfylder nogen af dem. En stærk massekultur, hvor elementer som en islam, er med til at knytte den tyrkiske befolkning til hinanden. Til gengæld er punkt nr. 4 overhovedet ikke opfyldt. Selv om den tyrkiske stat kalder sig sekulær er den ikke det. Sekulær betyder jo, at staten har lige distance til alle religioner, men i Tyrkiets tilfælde favoriserer den klart sunniislam (lige som Danmark favoriserer protestantisme, men den danske stat påstår jo heller ikke at være sekulær). Det ser man i uddannelsessystemet og i al statens ageren i forhold til religion (hvem der kan bygge moskeer, kirker, andre religiøse institutioner, etc.)..

Tyrkiet har nok taget skridt til at bedre situationen for kurderne i Tyrkiet, men der synes fortsat at være et langt stykke at gå. Så længe kurderne kun identificerer sig som tyrkere, har de samme rettigheder som alle andre tyrkere. Men når kurderne kræver respekt for deres etniske identitet, konfronteres de af historiske grunde med forhindringer. [34]

Jeg tror ikke, der er noget i vejen for, at befolkningsgrupperne i Tyrkiet med tiden kommer til at leve sammen i relativ harmoni. Hvis kurderne, og de andre mindretal, får de samme muligheder og den samme positive opmærksomhed fra staten som dem vi kan kalde tyrkerne, så vil meget ændre sig til det bedre. Livet derude i øst vil blive bedre, de vil få flere penge, flere muligheder og bedre integration med Vesttyrkiet og så, med tiden, vil det være mere underordnet om man er det ene eller det andet.

Det kan lyde utopisk, særligt når det prokurdiske DTP lige er lukket, men jeg ser ikke noget i vejen for, at det kan ske. Det kræver først og fremmest vilje og tålmodighed, og Tyrkiet har ingen af delene i tilstrækkelig grad lige nu.

34

Tyrkiet – på vej gennem EU's nåleøje s. 161

Side 17

17

Konklusion

Den arv Kemal Atatürk efterlod sig, ved sin død, hersker stadig i Tyrkiet. Også selvom at republikken ikke har en officiel statsideologi, bruges kemalismens principper i høj grad som skelet, for at opretholde den tyrkiske form for sekularismen. Selv om den tyrkiske stat kalder sig sekulær er den det ikke. Sekulær betyder jo, at staten har lige distance til alle religioner, men i Tyrkiets tilfælde har den udvalgt sunniilam, til at være et vigtig variabel, der med til at bestemme om man er tyrker eller ej.

Militæret gør det til sin opgave at forsvare disse værdier, der netop kommer til udtryk hos forfatningen. Det volder problemer for Tyrkiets, religiøse troende der, anser kemalismen og sekularismen som, den nye religion. De religiøse føler at religionsfrihed for liberale muslimer vil stride imod islamisk lov. De liberale er sikre på at fuld religionsfrihed vil betyde et dødsstød for demokratiet.

Disse forskellige holdninger leder til en opdeling af øst og vest. Et sammenstød hovedpersonen, Ka, oplever. Stridhederne medfører til militærkup, hvilket også den tyrkiske befolkning har været vidne til 4 gange. Disse kup, nyder generel folkelig opbakning, og så længe, militæret giver magten tilbage til de civilvalgte politikere, skal der ikke være nogen forhindring i at støtte denne institution.

Den tyrkiske identitet, er med til at klargøre hvorfor, man er tilhænger af denne magt. Når ens identitet bliver angrebet, føler man sig truet – ofte anvendes vendingen, trusler mod vores eksistens, i den situation. I sådanne tilfælde bliver det i de ”truedes” øjne legitimt, at der anvendes ”ekstraordinære” midler, herunder militære, for at forsvare sig selv.

Så når kurderne prøver at minde staten om deres etnicitet, rammer de i virkeligheden et dybt punkt, der er for længst er plantet ind hos den nationalistiske tendens hos tyrkerne. Et punkt, som først rigtig, kan opløses via et brud af de kemalistiske principper.

Side 18

18

Litteraturliste

Mogens Ø. Christoffersen Assistance :

Moderne traditionalister? – Politisk islam i Tyrkiet efter 1980 Martin Selsøe Sørensen

Forlaget Politiske Studier Istanbul korrespondent Politiken

2003 og Information.

Malene Fenger- Grøndahl Internet:

Tyrkiet – en del af Europa? www.moderatemuslimer.dk

Informations forlag www.samfundsfag.com

2007

Jørgen Vestergård Jacobsen

Anette Jensen

Bente Kirsten Sørensen

Kultur –og samfundsfagsbogen

Columbus

2008

Benedict Anderson

Forestillede fællesskaber – refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse

Roskilde universitetsforlag

2001

Jesper Møller Sørensen

Erik Boel

Tyrkiet – på vej gennem EU's nåleøje

Gyldendal

2005

Carsten Svane Hansen , P. Qvist, C.S og Peter Nørbæk Hansen

Samfundslex

Gyldendahl

2006

Orhan Pamuk Anthony D. Smith

Sne Nationalisme teori, ideologi og historie

Gyldendahl bogklubber Hans Reitzel

Politikkens synonym Ordbog Andrew Mango

2001 Tyrkerne – Arven efter Atatürk

Roskilde universitetsforlag, 2003

Side 19

19

Bilag 1

De Kemalistiske principper

Nationalisme danner rammen for efterstræbelsen af at skabe et fælles folk. Denne opfattelse betød samtidig, at det ikke var alle inden for de tyrkiske grænser, der kunne komme med i betragtningen som tyrkere. For at kvalificere sig til at være en del af den tyrkiske nation, skulle man være muslim bosiddende i den tyrkiske republik. Alle muslimer inden for Tyrkiets grænser blev dermed defineret som værende en del af det tyrkiske land. Begrebet minoritet blev derimod forbeholdt ikke-muslimer. I modsætning til senere generations politikere erkendte Atatürk ganske vist eksistensen af forskellige etniske grupper, herunder kurdere osv. Men for Atatürk var de fælles tyrkiske træk dominerende over andre etniske fællestræk. Den fælles historie, det tyrkiske sprog osv. overgik i betydningen de karakteristika, som de enkelte etniske grupper måtte have. Senere hen er begrebet, etniske minoritet, blevet fremstillet i et særligt negativt lys. Alle bestræbelser på at tilegne sig en identitet, der ligger uden for den tyrkiske, er blevet anset som forræderiske. [35]

Republikanisme værner om Tyrkiets geopolitiske stabilitet. Alt det der går for Tyrkiets grænser, skal forsvares militært.

                                                 36
Sekularisme fungerer som en adskillelse mellem islam og stat

. Inden for redegørelsen af Atatürks reformer, gik mange af de første års forandringer med, at sikre det sekulære princips udmøntning i statsinstitutioner og administration. Sekulariseringen betød, at religiøse symboler (bl.a. tørklæde) må stadig ikke bæres i offentlige bygninger.

Populisme betyder at en ledende klasse skulle på folkets vegne sørge for, at føre republikken i retning af stadig flere vestlige værdier. Folket skal herigennem anses for at være én organisk masse uden nogen klasseskel, i modsætning til Det Osmanniske Rige, hvor kulturelle og religiøse forskelle

var afgørende.^{37}

Etatisme angiver at den tyrkiske republik, måtte have en stærk stat til at regulere den overordnede økonomiske aktivitet. Hertil lå det naturligt for staten, at skulle prioritere en naturvidenskabelig tilgang, hvilket lå meget ind for Atatürks interesse. Statens stærke rolle skal ses i lyset af Atatürks vægt, på den nationale solidaritet på tværs af klasseskel. I 1920’erne var et af de vigtigste midler, hertil et omfattende statsligt engagement i landets økonomi. Der blev sat fokus på økonomiske

35

Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje S. 39.

36

Sekularisme kan variere stærkt fra land til land. For en systematisering kan man eventuelt sondre mellem negativ og positiv sekularisme. I denne kategorisering er amerikansk sekularisme negativ. Dvs. staten blander sig ikke i private og organisationers udøvelse af religion. Heroverfor står den positive sekularisme i Frankrig og – i særdeleshed – i Tyrkiet, hvor staten traditionelt har blandet sig for at sikre en sekulær orden, hvor religion ikke spiller en rolle i det offentlige rum, men udelukkende forbliver et privat anliggende. Med Tayip Erdogan i spidsen har AKP argumenteret for en positiv sekularisme, hvor det er op til den enkelte persons eget valg at definere sin religion. ( opslag taget fra

samfundslex 2006)
37

Kemalismen fig. 2.4 Tyrkiet – Tyrkiet en del af Europa?

Side 20

20 lærersætninger om statsreguleret indblanding. I denne forbindelse, kunne kemalisterne pege fingre af det osmanniske riges mangel på økonomisk styring og teknologisk udvikling. [38]

Revolutionisme skulle i den grad komme til udtryk via statens ansvar. Den Tyrkiske republik skal til enhver en tid være omstillingsparat, til at gennemføre yderliggående reformer baseret på at fremme sekulariseringen.

Bilag 2

Disse fire faktorer kan hver især eller tilsammen bidrage til at der skabes en nation.

38

S.40-41 Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje

Side 21

21