Vejr og klima

Side 1

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

1 | P a g e

Geografi

Rapport nr.: 2

Vejr og klima

HF 1. år

Side 2

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

2 | P a g e

Indhold

Formål side 3

Teori side 3

Resultater side 15

Diskussion/konklusion side 15

Fejlkilder side 16

Side 3

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

3 | P a g e

Formål:

Er at kaste forståelse over det overordnede globale vindsystem, og dettes påvirkning af det danske klima, med udgangspunkt i teorier fra teksten. Herudfra at kunne forklare de danske klimaforhold, set som en del af et globalt system.

Teori:

Det er variationen i solens aktivitet der påvirker klimaet, men dog i et usikkert omfang. Hvad der i særdeleshed påvirker vores klima er solens lys- og varmesråling altså solens energiudsendelse. Mange teorier bygger på at der er sammenhæng mellem solplethyppigheden (solens magnetiske aktivitet) og jordens klimaudsving. Solpletter er, som ordet siger, pletter på solen. Disse pletter optræder som mærke områder på solen der ca. er lavere end solens øvrige overflade. Disse pletter udsender elektromagnetiske udladninger som styrker solens magnetfelt. Dette magnetfelt beskytter Jorden mod kosmisk stråling fra verdensrummet, hvilket vil sige at des stærkere solens magnetfelt er, jo mindre kosmisk stråler når Jordens atmosfære, og da kosmiske stråling fremmer skydannelsen via ionisering af aerosolerne (luftbårne partikler mindre end én mikrometer, såkaldte submikrone partikler, f.eks. sod, dråber og

støv). Der er tale om opløste faste og/eller

flydende bestanddele i en gasart), dvs. høj kosmisk stråling → øget skydannelse. Denne øgede skydannelse resulterer i større refleksion af solens stråler i atmosfæren og

Side 4

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

4 | P a g e

derved lavere temperatur på kloden. Derfor: perioder med få solpletter = lavere temperatur på
Jorden. Endvidere: perioder med mange solpletter = stærkt magnetfelt omkr. Solen = svagere
kosmisk stråling til atmosfæren = mindre skydække = højere global temperatur.

Solens kortbølgestråling opvarmer vores klode, der så (mest om vinteren og om natten hvor temperaturforskellen på land- og vandområder og atmosfæren er størst) afgiver varmen til atmosfæren. Jordens generelle varmeafgivelse desuden henholdsvis langbølget stråling og varmeledning. Denne opvarmning, varmeafgivelse og variation sætter vande og vinde i bevægelse, der så resulterer i vandstrømme og vinde.

Figuren ovenfor viser at solens stråling mindskes mod polerne da den samme mængde indstråling fordeles på et større areal, samt at ved forårs- og efterårsjævndøgn er solens indstråling ved 60° bredde blot halvdelen af vad den er ved ækvator.

Solstrålingen er størst på de områder der vender mod solen, hvilket er derfor indstrålingen ved ækvators områder er klodens mest intense. Hvad der ses af figuren ovenfor, er hvad der bestemmer temperaturen først og fremmest kombinationen af solhøjden og indstrålingstiden

(dagens længde). Solhøjden

(jordoverfladens vinkel i forhold til solen) har en yderst afgørende betydning, og forklarer endvidere hvorfor der er væsentligt varmere ved ækvator, selvom solen er væk hele natten, end der er nær polerne selv når de er midnatssol. Det bør desuden nævnes at vanddamp i atmosfæren giver et betydeligt energibidrag, da der afgives energi (i form af varme) når vanddamp fortættes til regn.

Figuren til højre viser hvorledes årstidsvariationerne opstår og pga. disse er med til at styre vores klimatiske forhold på kloden.

Side 5

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

5 | P a g e

Årstidsvariationerne opstår fordi Jordens omdrejningsakse i forhold til Jordens bane omkring solen, ikke er vinkelret. I vores sommerhalvår er den nordlige halvkugle vendt mod solen, hvorimod den sydlige halvkugle vender væk fra solen på samme tid, og omvendt i vores

vinterhalvår. Den 21/6 (sommersolhverv) står solen i zenit (lodret over os) over 23½° nordlig
bredde (den nordlige vendekreds), og ved vintersolhverv, den 23/9 står solen i zenit over 23½°

sydlig bredde (sydlige vendekreds). Ligeledes har man ved ækvator samme kosmiske fænomen,

nemlig ved forårsjævndøgn den 23/3 og ved efterårsjævndøgn den 23/9. Således sker der både

det, at der forekommer variation af den indstrålede solenergi fordi Jorden er rund, men sågar også en årstidsbestemt ændring i indstrålingsmønsteret pga. Jordens hældning i forhold til solen.

På figuren ses det ligeledes at solens indstråling i forhold til Jordens hældning ved ækvator, er

12 timer og gør at dag og nat stort set er lige lange hele året rundt, samt at jo længere vi kommer mod polerne, jo større årstidsvariation opleves på dagslængden. Det ses desuden ligeledes på figuren ovenfor, at polarcirklerne (66½° bredde) variere dagslængden og solindstrålingen henholdsvis fra nul timer om vinter til 24 timer om sommeren.

Desuden er varmeafgivelsen (albedoen) meget større end indstrålingen ved polerne, hvorimod det omvendte ses ved ækvator.

Sidestående figur viser at der er et hvis indstrålingsoverskud om dagen fra ækvator og til ca. 38. breddegrad, og at der er underskud i indstrålingen fra 38.

breddegrad til polerne. Dette er imidlertid blot en tommelfingerregel da skydækket er en betydelig faktor for albedoens intensitet, da det forholder sig således, at skyerne fungerer som et tæppe der holder varmen inde i atmosfæren, altså jo tættere skydække, jo mindre varmeafgivelse.

Hvor der i ørkenen er meget tørt og lige sjældent skyer, er varmeafgivelsen meget stor døgnet rundt (dette er samtidig forklaringen på at der om natten i ørkenen, er meget koldt).

Hvis ikke vinde og havstrømme var til, og transporterede energien fra områder med overskud af indstråling, ville temperaturforskellene mellem ækvator og polerne være meget større end den er reelt. Vores atmosfære opvarmning og afkøling påvirker trykforholdende og skaber vinde og

Side 6

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

6 | P a g e mindre grad havstrømme, der transporterer varme fra de varme områder til de koldere, og omvendt.

Endelig kommer vi til noget der vedrører det danske klima, som jo er det såkaldte kystklima.

Hvor det er blevet belyst i rapporten, at solen har en stor del af skylden de geografiske temperaturvariationer, har havet også en del af skylden, hvorfor temperaturerne er som de er i

Danmark. På den nordlige halvkugle hvor solens indstråling er størst, ved sommersolhverv, burde man forvendte de højeste temperaturer, men dette er ikke tilfældet, temperaturen topper dog først ca. 1½ måned senere. Dette tilfælde er det samme i den daglige variation, hvor temperaturen er højest ca. to timer efter solen har stået på sit højeste. Dette fænomen går også baglæns, da man skulle forvendte at det ville være koldest ved

vintersolhverv den 21/12, men i Danmark er det

koldest i januar og februar.

Denne forsinkelse er primært grundet således at det tager tid at varme landjorden, søer og have op om sommeren. Have varmes væsentligt langsommere op end fastlandet. Havet langsommere fordi dets varmekapacitet er 2-3 gange større end jordoverfladens, hvilket betyder at havet er 2-3 gange langsommere om at blive opvarmet end om sommeren, som det tager at opvarme den faste jordoverflade. Tilsvarende er vandet også langsommere om at afkøle, og er derfor også forklaringen på de varmere vintre i Danmark og de isende fisende kolde vintre i f.eks. i Moskva se figuren overfor. Vandets bevægelse fordeler ligeledes den tilførte varme i vandmasserne, hvorimod solens varme på landjorden kun absorberes i et relativt tyndt lag. Således er en lokalitets temperatur afhængig af om man befinder sig tæt ved et havområde eller midt på et kontinent. Når temperaturforskellene er relativt små fra sommer til vinter, er der tale om kystklima, hvilket vi har i Danmark, og er der tale om fastlandsklima, som i Moskva, vil der forekomme store årstidsvariationer. Stiller man Danmark og Moskva i relation til hinanden, da vi ligger på omtrent samme breddegrad, har Danmark tempereret kystklima, og Moskva har tempereret fastlandsklima. Således har vi en årlig temperaturvariation der forøges jo længere man kommer mod polerne (fjerner sig fra ækvatoriale bælte), og en daglig temperaturvariation der primært afhænger af dagslængden.

Begge lokaliteter modificeres så af afstanden til havet.

Hydrotermfigur for København og Moskva

Side 7

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

7 | P a g e

Endvidere bør det siges at jordoverfladens farve, har en betydelig indvirken i hvor meget varme Jorden ”opsuger”. Vi kender det fra den daglige sommerdag, hvor man føler det meget varmere, hvis man er iklædt sort frem for hvidt. Det samme princip er for jordoverfladen: jo mørkere overflade jo mere varmeabsorberende er jorden. Fordi lyse overflader reflekterer lyset.

Termiske tryk

Varm luft er en yderst vigtig årsag til mange af de processer der sker i atmosfæren. Når en luftmasse opvarmes, udvides den og stiger til vejrs, da den samtidig bliver lettere. Luften ved jordoverfladen vil opvarmes pga.

albedoen, hvorefter den som sagt vil udvide sig, og stige til vejrs. I første omgang når luften af steget til vejrs vil trykket være uændret ved jordoverfladen, da luftrykket blot er et mål for vægten af luftsøjlen over målestædet. Trykket i højden vil blive større end omgivelserne da noget af luften er flyttet højere op i atmosfæren til følge af denne opstigning. Hvilket vil resultere i en vindbevægelse væk fra toppen af luftsøjlen, hvilket der vil medfølge et fald i lufttrykket ved jordoverfladen, og dette kaldes for termisk lavtryk, og dette vil ved jordoverfladen skabe en cirkulær vindbevægelse mod lavtrykket.

Ligeledes kan den modsatte situation opstå, når luftmassen trækker sig sammen efter afkøling. I højden over afkølingsstedet vil der skabes et lavtryk når luften bliver tungere og synker nedad. Luftmasserne vil forsøge at udligne trykforskellene i samme højde, og der strømmer derfor luft til toppen af luftsøjlen, og trykket ved jordoverfladen vil

Side 8

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

8 | P a g e derfor stige. Dette kaldes termisk højtryk (figuren ovenfor).

I områder omkring havet kan man ofte om sommeren opleve det man kalder sø- og landbise. Tidligt om morgenen er der vindstille og havblik, og op af dagen vil man opleve pålandsvind – søbrise. Vinden løjer da af om aftenen til vindstille tilstand, hvorefter ca. en time efter solens nedgang, vil man opleve fralandvind – landbrise.

Forklaringen på dette ligger i forskellen på opvarmningen af land og vand. Som udgangspunkt siger man at landområdet skal være mindst 5-10°c varmere end havet. Denne temperaturforskel vil op af dagen ligge til grund for et termisk lavtryk over land, højere tryk ude over havet og som følge deraf skabes søbrisen (pålandsvind). Denne kolde luft fra havet påvirker luften langt ind i landet.

Søbrisen pacificeres om aftenen da landopvarmningen indstilles og lavtrykket fyldes ud. I løbet af natten skabes der landbrise (fralandsvind), da luften over land afkøles, og trykket over land bliver højere end trykket over havet. Mens søbrisen kan komme op på vindstyrker mod 10 sekundmeter, er landbrisen sjældent mere end få sekundmeter, og der midt imellem disse situationer er vindstille.

Til at beskrive den globale vindcirkulation, vil jeg benytte mig bl.a. af ovenstående eksempler.

Solens opvarmning er størst mellem vendekredsene (23½° bredde nord og syd for ækvator), og der her vil opstå et højtryk i højden og et lavtryk ved jordoverfladen, omvendt er det ved polerne, da solindstrålingen her er relativt ringe (lavtryk i højden og højtryk ved jordoverfladen).

Således vil der stige varm luft til vejrs omkring ækvator, denne varme luft vil strømme mod lavtrykkene i nord og syd, afkøles og synke ned over polerne, hvorfra den igen vil strømme mod de ækvatoriale lavtryk, og cirkulationen starter forfra. Denne beskrivelse er naturligvis forenklet, men giver et godt billede af hvorledes lavtryk og højtryk forholder sig til hinanden, og dermed er de vigtigste principper i det globale vindsystem fastlagt.

En anden vigtig faktor i dette globale system er corioliskraften.

Side 9

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

9 | P a g e

Hvad der er med til at komplicere den ovenfor stilte model er jordens rotation, der bevirker at vinde, og alt andet der bevæger sig på kloden afbøjes mod højre. Det er denne kraft man kalder corioliskraften.

Der hvor corioliskraften har størst betydning, er på langvarige processer og ting der bevæger sig i høj fart. Corioliskraften har endvidere stor indvirken på strømningen omkring lavtryk, der udvikles over lang tid over store afstande, men for at aflive rygtet om vandet i håndvasken, har corioliskraften ingen betydning for, hvilken vej vandet roterer ved tømning.

Grunden til at lavtryk ikke med det samme udfyldes af den tilstrømmende luft, er corioliskraften formentlig også skyld i, da denne kraft bevirker at luften cirkulerer rundt om lavtrykket i stedet for at udfylde det og dermed udligne trykforskellen.

(tillad mig at benytte grundbogens forstående eksemplificering af corioliskraften)

Side 10

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

10 | P a g e

Figurerne til venstre viser henholdsvis den globale cirkulation, og polarfronten samt dennes tilhørende jetstrøms dynamiske struktur.

Det øverste billede viser bl.a. at den globale vindcirkulation består af hele tre vejrbælter på hver halvkugle. I det tropiske bælte, nær ækvator, opvarmes luften og stiger til vejrs, hvorefter den så i omtrend 8-10 km højde blæser mod polerne. Denne vind vil på grund af corioliskraften afbøjes mod højre til en kraftig vestenvind, der så kaldes den subtropiske jetstrøm.

I højden sker der så en voldsom ophobning af luft, at store mængder afkølet luft synker ned omkring 30° bredde, der så skaber de subtropiske højtryk i form af en række højtryksceller, hvilke er dynamiske højtryk, da disse er skabt af dynamikken i vindende i højere luftlag.

Fra de subtropiske højtryk, blæser der så henholdsvis vinde mod polerne og ækvator. Disse vinde mod ækvator afbøjes til højre og på den nordlige halvkugle til NØ-passaten, og tilsvarende på den sydlige halvkugle til SØ-passaten. ITK-zonen (intertropiske konvergenszone) der figurer på øverste figur, er dér hvor passatvindene mødes.

Ved de polare vindceller skabes der termiske højtryk, da den kraftige afkøling af den relativt varme vindstrøm, får luften til at trække sig sammen og synke ned mod jordoverfladen. Denne kolde polarluft blæser da atter væk fra polerne, og møder den varme tropiske luft, der henholdsvis blæser mod nord og syd fra de subtropiske højtryksceller, og ved polarfronten sker så mødet mellem den kolde polarluft og den

varme tropikluft (front = mødet mellem to

forskelligartede luftmasser, kold og varm luft). Da den varme luft er lettere end den kolde luft, vil den varme luft, glide let og elegant henover den kolde,

Side 11

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

11 | P a g e der så tvinger sig ind under den varme luft. Hvis temperaturen i vindmasserne er meget forskellige, vil den varme luft stige opad yderst hurtigt, med en kraftig hvirveldannelse (storm) til følge.

De store temperaturforskelle bevirker her sammen med trykforskellene mellem kold og varm luft, en kraftig vestenvind i ca. 6-10 km højde, hvilket kaldes den polare jetstrøm. Pga. afbøjning blæser jetstrømmen fra vest mød øst, og sågar ikke direkte, men danner bølger (se figuren ovenfor) – specielt på den nordlige halvkugle.

Der hvor strømmens bølger går mod ækvator, vil luften presses sammen (en såkaldet konvergens), der udspringer sig ved jordoverfladen og skaber en anticyklon – et dynamisk højtryk.

Hvor strømmens bølger søger mod polerne, udtyndes luften (såkaldet divergens), hvilken der ligeså udspringer ved jordoverfladen og skaber et dynamisk lavtryk – en cyklon.

Side 12

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

12 | P a g e

De lavtryk der findes i vindbæltet har stor indvirken på varmetransporten mellem nord og syd, da lavtrykkene laver en opblanding af den varme og kolde luft. Varmetransporten i dette vestenvindsbælte, sker i forbindelsen med de mange vandrende lavtryk langs polarfronten, hvilke der har stor skyld i det danske ustadige vejr.

Når varm og kold luft mødes og den kolde luft glider under den varme, bliver der transporteret store mængder varme, energi og fugt op i atmosfæren, og på den måde er med til at udligne det energioverskud der skabes ved jordoverfladen pga. solens indstråling. Disse dynamiske lav-og højtryk der dannes ved jordoverfladen langs polarfronten, følger følgerne på jetstrømmen, der samlet set løber fra vest mod øst på kloden, men den konkrete vandring af disse dynamiske tryk kan også være nord- og sydgående.

De dynamiske højtryk har tendens til at ligge stille over et område i længere tid, og disse har, sammen med de vandrende lavtryk, stor indflydelse på det danske vejr. Hvis højtrykket om sommeren lægger sig over England, vil der strømme kold luft ned over os fra nord, på højtrykkets østside. Men derimod hvis højtrykket lægger sig over Østeuropa, vil der trække varme vinde fra syden ind over Danmark på højtrykkets vestside.

Når den varme luft bliver afkølet, vil det begynde at regne, fordi den kolde luft ikke kan indeholde samme mængde vanddamp som den varme luft. Når luften afgiver fugtighed i form af regn, sne eller hagl, er det fordi luftmassen har nået det punkt, hvor den er 100 % mættet med vanddamp og endvidere fortsat afkøles. Det vil altså sige at: mængden af vand en luftmasse kan indeholde, afhænger af luftens

temperatur = jo højere temperatur, jo mere vanddamp kan

luften indeholde, før den mættes. Figuren til højre illustrerer luftens mætningskurve.

Side 13

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

13 | P a g e

Når nedbør dannes sker det således at den varme, udvidede luft stiger til vejrs fordi den bliver lettere pr. rumfangsenhed end den kolde luft. Når luften stiger op, vil den afkøles ca. 1° pr. 100 meter højde, til den når sit dugpunkt. Så fremdeles at luften ved yderligere opstigning og afkøling til under dugpunktstemperaturen, vil vanddampen fortættes til vanddråber eller iskrystaller, og i sidste ende danne nedbør.

For at få vand til at fordampe, må vandet tilføres energi (her i form af varme). Denne energi lagres i vanddampen, hvilket vil sige, at når vandet atter afkøles og fortætter, vil denne energi blive frigivet ud i atmosfæren, og opvarme denne.

Mængden af nedbør af således afhængig af afkølingsgraden, luftmassen aktuelle mængde vanddamp, hvilken der er afhængig af luftens temperatur og af den luftmængde der er tale om.

På vores breddegrader er det det vandrende lavtryk, der skaber mest nedbør (figuren ovenfor viser udviklingen af vandrende lavtryk), og kaldes frontnedbør. Den lune subtropiske luft, møder den kolde polarluft, og presser en lille ”bule” på polarfronten. Når den varme luft stiger op, dannes der et lavtryk, og på grund af corioliskraften vil luften cirkulere rundt om lavtrykket.

På bagsiden af lavtrykket, der hvor den varme luft stiger op, vil den kolde luft presse sig ind under den varme luft, og danne en koldfront. Under lavtrykkets vandring mod øst, vil den kolde luft indhente den varme luft, da den kolde luft lettere fortrænger den varme luft, end den varme luft ved varmfronten kan fortrænge den kolde luft, og koldfront og varmfront vil ”smelte sammen” – og kaldet: fronterne okkluderer.

Side 14

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

14 | P a g e

Hvad der er karakteristisk ved vandrende lavtryk, er at varm- og koldfronten har hvert sit nedbørsmønster: varmfronten giver et langvarigt, stille silende regnvejr, hvorimod koldfronten giver mere kortvarigt, intenst

regn, ofte ledsaget af torden og-/eller hagl. Når den varme

luft glider op over den kolde luft, og afkøles, vil luften danne et sammenhængende skydække, der vil afgive regn, på betingelse af at luftfugtigheden af tilstrækkeligt stor. På bagsiden af varmfronten følger normalt opklaring og varm luft fra syd.

Passagen af varmfronten efterfølges af koldfronten, der viser sig i et pludseligt temperaturfald og spredte byer, ofte samt voldsomme vindstød. Når den kolde luft presser sig derunder den varme luft, sker der en voldsom opstigning af varm og fugtig luft med torden til følge.

Som det ses i figuren til højre, har de vandrende stor betydning for vejrudviklingen, og har stor skyld i det ustadige vejr vi har i Danmark. Når et lavtryk passerer nord for os, vil vejres gå fra klart og koldt over regn, til varmt og klart, og videre over regn til kold luft fra nord igen. Om sommeren bør polarfronten og dens lavtryk, trække nordpå, og lade

Danmark ligge tilbage i varmluftsektoren, der teoretisk vil give varm luft fra syd. Om vinteren skulle polarfronten gå syd om Danmark, og give os den kolde luft fra nord.

Side 15

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

15 | P a g e

Resultater (taget af prognose)

Vejrobservationer

Diskussion/konklusion

Tager man resultaterne i forhold til teorien, kan man med god tilnærmelse sige, at der muligvis

har passeret et vandrende lavtryk nord for Danmark, i perioden fra den 3/2-10 til den 7/2-10,

da temperaturen i denne korte periode pludseligt stiger, og blot en dag senere temperaturen toppede, faldt til -2,5 °C. Endvidere stemmer resultaterne også overens med teorien i vandrende lavtryk med vindretningen. Hvis et vandrende lavtryk passerede nord for Danmark i denne periode skulle vindretningen (jf. teorien) komme fra syd, hvilket også figurer af resultaterne. I resultaterne ses det dog at vindretningen i nævnte periode, udlægger sig hovedsageligt fra SØ, men denne versatile vindretning, kan forklares med corioliskraften.

Det ses i øvrigt i resultaterne at vindretningen den 9/2-10 og 10/2-10, slog over i NØ-N, og

temperaturen er lav (-2,5), hvilket også stemmer også ens med teorien om vandrende lavtryk.

Her har lavtrykket passeret Danmark, og har efterladt os i koldluftsektoren (s.13). Resultater der imidlertid afviger fra teorien, er nedbøren. Jf. teorien burde været være klart, varm og tørt, i den periode hvor lavtrykket ligger nord for Danmark, og har lagt os i vamluftsektoren.

Et andet stort klima spørgsmål er selvfølgelig diskussionen om den globale opvarmning, hvilken i denne vinter 2010 har været helt grin, da vi i januar og februar, har oplevet temperaturer helt

ned mod -20 °C. Den gennemsnitlige temperatur i januar/februar måned ligger blot på 0 °C.

Dato Temperatur Vindretning Vindhastighed Nedbør Skydække

                       m
(°C)                   ( / )        (mm.)      af himlen i
                         s

%

4/2-10 Ca. 0-1 SØ 5 1 90
5/2-10 2 SØ 7 2,4?
6/2-10 -2 Ø 7-8 1?
7/2-10 -2,5 SØ 3 2,6?
8/2-10 -1,5 Ø 4 3?
9/2-10 -2,5 NØ 2 2,5?
10/2-10 -2,5 N 8 2,2?

Kilde: DMI

Side 16

March 4, 2010

[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]

16 | P a g e selvfølgelig kan der da være tale om et enkelttilfælde her i landet. Bare fordi vi i Danmark har haft isvinter, kan den globale gennemsnitstemperatur, godt være varmere som følge af global opvarmning. Endvidere må man sige at denne isvinter har været ubelejlig med henblik på Danmarks værtskab ved COP15 i København, hvor denne vinter 2010 ikke har været et rimeligt eksempel på global opvarmning.

Som sagt er global opvarmning et yderst omdiskuteret emne, da mange forskere har forskellige teorier, men hvad alle er enige om er at Jorden BLIVER varmere, men konsekvenserne heraf er alle ikke enige i. Nogen forskere mener at polerne smelter og vil oversvømme store landområder, og andre mener, at selv hvis gennemsnitstemperaturen stiger med 6 °C vil dette ikke betyde det store for polerne, da blot seks grader mere varme ikke vil bringe polerne til smeltepunktet. En anden (forenklet) teori bygger på at opvarmningen, vil skabe større fordampning. Store dele af denne fordampning, vil via det globale vindsystem, drive ind over de kolde områder (f.eks. polerne) og atter falde som sne, og dernæst lægge sig som is. Der findes altså endnu ingen entydige teorier vedr. den globale opvarmning.

Fejlkilder

• I tilfældet af at mine resultater ikke stemmer overens med de virkelige hændelser, kan forklares med, at disse er taget af en vejrprognose (vejrforudsigelse), der som alle andre prognoser aldrig er 100 % sikker.

• Anden fejlkilde kunne være selve den benyttede teori. Teorier er blot formodninger om, hvorledes tingene hænger sammen, på baggrund af empiriske undersøgelser og observationer, derfor foreligger der naturligvis muligheden af teorien kan indeholde enkelte fejlslutninger, da teorier som sagt ikke er entydige naturlove.