Verdensbilleder og deres forandring - Rapport

STX 2.g

Verdensbilleder

Ægypternes verdensbillede

Omkring 4000 år f. Kr. blev det første forsøg gjort på at beskrive verdens opbyggelse, dette blev gjort af egypterne. Deres opfattelse gik i det store og hele ud fra at jorden er flad, og at himlen er en hvælving, som stjernerne sidder fast på, og som solen, månen og planeterne bevæger sig henover De forestillede sig at der var de tre guder: Himmelgudinden Nut som hvælvede sig over jordguden Geb båret oppe af luftguden Shu (dette kan ses på billedet til venstre). Hver morgen fødes solen af Nuts skød, og bliver om aftenen bliver den slugt igen af hendes mund.

Egypternes kalender, byggede på følgende:

Babyloniernes verdensbillede

Babylonierne troede ligesom egypterne at jorden var flad… men efter at have studeret planeterne ivrigt over lange perioder, opdagede de at planeternes bevægelser kunne forudses med stor præcision. De kunne hermed også forudsige sol – og måneformørkelser. Man troede på at planeternes positioner havde stor betydning for begivenhederne på jorden, og man identificerede planeterne med deres hovedguder. Derfor var de babyloniske astronomer kongens embedsmænd, som bl.a. skulle forsøge at læse gudernes vilje i planeternes stilling i forhold til stjernerne og give kongen varsler på det grundlag. Astrologi er altså et levn fra babyloniernes verdensopfattelse.

Vores time –og minut opfattelse stammer også fra babylonierne… det var dem der fandt ud af at opdele et minut i 60 sekunder, og en time i 60 minutter! Ca. 1800 f.kr. udarbejder babylonierne en liste over guddommelige stjerner.

Aristoteles’ verdensopfattelse

Aristoteles levede ca. 350 år f.kr., og han opfattes som grundlægger af op til flere ting såsom logikken, fysikken og biologien m.v.. Han skrev en bog hvor han redegjorde for sit syn på verdens indretning. I bogen prøvede han at give en fysisk forklaring på de fænomener han iagttog, dog var bogen af mere spekulativ karakter. Men hans opfattelse kom til at danne grundlaget for den fysiske og astronomiske videnskab i det 1000 år.

Han opfattede verden således at der var fire elementer vand, jord, ild og luft. Han mente at jorden var verdens centrum, og at jorden var ”alle tings naturlige sted”. De tunge elementer søger mod dette naturlige sted (fx jord og vand) helt af sig selv. Mens at lette elementer (fx luft og ild) søger opad, bort fra det naturlige sted. Disse kaldte Aristoteles for ”elementernes naturlige bevægelse”.