Analyserende artikel: struktur og hvordan du undgår referat

Ja, og til eksamen er den givet på forhånd. Opgavesættene i dansk A skriver: “Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse” (fx stx, maj 2022). Du skal altså ikke finde på din egen. Din vinkel viser du i indledningen. Til en almindelig aflevering kan din lærer bede om noget andet.

Opgavesættets beskrivelse af genren siger, at artiklen “kan eventuelt rumme underoverskrifter”. Bruger du dem, så lad dem sige noget om indholdet; en mellemrubrik som “Indledning” eller “Analyse” fortæller læseren ingenting. Skriv i hele afsnit uden punktopstilling og spalter. Det er overgangene mellem afsnittene, der skal føre læseren videre.

En normalside er 2.400 anslag med mellemrum, så tre-fire sider er 7.200-9.600 anslag. I Word finder du tallet under fanen Gennemse og knappen Ordoptælling, i linjen med tegn med mellemrum. I Google Docs hedder det Værktøjer og Ordoptælling. Er du langt under, så se efter, om hvert analyseafsnit har både citat, forklaring og fortolkning. Er du langt over, så find de afsnit, der siger det samme to gange.

Hold opsætningen enkel, så censor kan læse uden at blive forstyrret: én almindelig skrifttype, afsnit med luft imellem og sidetal. Et langt citat kan stå som blokcitat med indrykning. Spalter, faktabokse og billeder uden forklaring hører til avisen, ikke til genren.

Til eksamen skriver du hverken navn, klasse eller skole i besvarelsen. Skriftlige stedprøver i Netprøver er anonymiseret for censorerne, og ministeriet beder skolerne sige til eleverne, at de ikke må skrive navn, skolens navn eller andet, der kan afsløre, hvem de er, i besvarelsen eller i titlen på dokumentet (Undervisningsministeriet: Anonymisering af skriftlige prøver). Til en almindelig aflevering står navnet, hvor din lærer beder om det.

Nytårstalen som ritual. Præsentation: Dronning Margrethe, 31.12.2023, Christian IX’s Palæ. Spørgsmål: hvordan siger man farvel i en genre, alle kender? Vinkel: talen siger farvel ved at sige tak.

Tragt fra verden til Danmark til familien til hende selv. Citat: “Om 14 dage har jeg været Danmarks dronning i 52 år.”

Tallene for vi og jeg. Citat om dårligdommene (selvironi, etos). Rygoperation til beslutning (logos).

10 gange, alle i sidste tredjedel. “Alle kender det lille ord”. Anaforen efter meddelelsen. Tre funktioner.

Fire udråbstegn, alle i sidste tredjedel. “mange, mange”. Metaforen “en række af perler”. Anaforen “Det fortjener de! Det fortjener Danmark!”

Kontinuitet og ritual. “min sidste nytårstale”: ét nyt ord. Prins Christian, håndens arbejde og fem generationer. Tema og budskab.

Kong Frederik 14.1.2024: bøn i stedet for tak, anafor, tretrinsraket, ekkoet “ikke står alene”. Vurdering: nyheden til sidst, gevinst og pris; Kongens løfte og rytme.

Saml de tre greb. Nuance: en tak lukker for spørgsmål. Den samlende konge. Tilbage til ritualet. Sidste ord: sidste.

Begreberne: fortæller (jegfortæller, personbunden, alvidende), synsvinkel (ydre og indre syn), fortællerkommentarer, komposition (kronologisk, in medias res, rammefortælling, tilbageblik), tid og miljø, personkarakteristik, dialog, motiv og symbol, vendepunkt og klimaks, åben eller lukket slutning.

Fortælleren styrer, hvor tæt du kommer på personerne. Spørg, om fortælleren kun viser, hvad de gør, eller også fortæller, hvad de tænker, og om fortælleren blander sig med egne kommentarer. I sætningen med viskestykket længere oppe ser vi kun farens hænder, så tavsheden bliver vist, ikke forklaret, og læseren må selv udfylde den.

Dialogen viser magten. Se på, hvem der stiller spørgsmålene, og hvem der må svare, hvem der bruger kælenavne, og hvem der får det sidste ord. I første akt af Henrik Ibsens “Et dukkehjem” (1879) spørger Torvald, om Nora har “gnavet en makron eller to”, og hun svarer: “Nej, Torvald, jeg forsikrer dig virkelig” (s. 9). Han kontrollerer, hun forsikrer, og ordet virkelig er ét ord for meget. Scenen viser magtforholdet, før nogen siger det. Kropssproget i regibemærkningerne hører med: da han kalder, står der, at hun “putter makronposen i lommen og visker sig om munden” (s. 5).

Symboler og navne hører til fortolkningen. Torvald kalder Nora lærkefugl og egern, og efter Krogstads brev “en hyklerske, en løgnerske” (s. 83), men få sider senere igen sin “lille forskræmte sangfugl” (s. 85). Navnene følger hans frygt, og det siger mere om ham end om hende. Se hele analysen i guiden til Et dukkehjem.

En slutning, der kan forstås på to måder, er et godt sted at begynde fortolkningen. Skriv begge læsninger frem, og sig, hvilken teksten støtter mest.

Et romanuddrag analyserer du som en novelle, men du har kun et stykke af helheden. Udtal dig derfor om de temaer, uddraget viser, og vær forsigtig med at sige, hvad hele romanens budskab er.

Begreberne: det lyriske jeg, billedsprog (metafor, sammenligning, besjæling), ordvalg og stilleje, semantiske felter, gentagelse, form (vers og strofer, rim som parrim og krydsrim, fri vers og prosadigt), rytme og linjebrud.

Begynd med billedsproget, for et digt siger det meste gennem sine billeder. I “Paa Memphis Station” står den korte sætning “Det regner.” (l. 6) alene i en linje, og senere gentages ordet med eftertryk: “Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.” (l. 25). Den korte konstatering og den insisterende gentagelse er to sider af det samme: et jeg, der ikke kan komme videre.

Saml ordene i semantiske felter: vand, kulde og forfald står over for maskinen, der “staar rolig og syder” (l. 31). To felter, der mødes, er ofte digtets konflikt.

Formen betyder også noget. Fri vers uden rim giver talesprog og uro, faste strofer med enderim giver orden. Sig, hvad formen gør for indholdet; at navngive den er ikke nok.

Har opgaven to digte, kan du analysere dem hver for sig og sammenligne i fortolkningen, eller sammenligne hele vejen. Den første vej er lettest at styre. Vælger du den, så lad fortolkningen pege tilbage på de steder, du har analyseret, så de to digte faktisk mødes. Se analysen af “Paa Memphis Station”.

Begreberne: kommunikationssituationen (afsender, modtager, anledning, tid, sted og medie), appelformer (etos, patos, logos), argumentation, ladede ord, pronominer, retoriske figurer (direkte tiltale, retorisk spørgsmål, anafor, tretrinsraket, allitteration), eksempler og fjendebilleder, stilleje fra det højtidelige til hverdagssprog.

Begynd med situationen. Hvem taler, til hvem, hvornår, hvor og hvorfor netop nu? En tale på en mærkedag, en tale fra en balkon eller en tale i fjernsynet til hele landet stiller forskellige krav. I en reklame skal du ofte selv slutte dig til afsender og målgruppe ud fra, hvem der optræder, og hvordan der bliver talt.

Pronominerne afslører modtageren. Hvem er “vi”, og hvem er “de”? Den, teksten tiltaler, er ikke altid den, den vil flytte. Tæl gerne: i Dronning Margrethes nytårstale 2023 står “vi” 40 gange før talens vending og ikke én gang efter (se det første eksempel).

Appelformerne skal bindes til steder. Det er ikke nok at skrive, at en tekst bruger patos. Skriv, hvilken sætning, hvilket tal eller hvilket billede der rammer følelsen, og hvad det skal få modtageren til at gøre.

Se også på figurerne. Kong Frederik sluttede sin tale fra Christiansborgs balkon den 14. januar 2024 med “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.” Det er en tretrinsraket og en allitteration på én gang: tre led med samme begyndelseslyd, der er lette at huske og lyder som et løfte.

Har du talen som video, så analysér også fremførelsen: tempoet, hvor taleren holder inde, hvor blikket går hen, og hvad hænderne gør. Angiv stederne med tidskoder. Mere om figurerne står under appelformer.

Begreberne: synsvinkel (hvem vi ser med), billedbeskæring (supertotal, total, halvtotal, halvnær, nær, ultranær), kameravinkel (frøperspektiv, fugleperspektiv, normalperspektiv), kamerabevægelse (panorering, tilt, zoom, kørsel), klipning (klipperytme, krydsklipning, montage), lyd (reallyd, underlægningsmusik, voice over og speak), lys og farver, dramaturgi (anslag, point of no return, klimaks), titelgrafik.

Vælg én scene, og gennemgå den i tre spor: det, vi ser (beskæring, vinkel, lys og farver), det, vi hører (replikker, musik og reallyd), og klipningen (hvor længe hver indstilling står). Sig så, hvad sporene gør sammen: arbejder musikken med billedet eller imod det? Tidskoderne fra og til viser læseren, hvilken scene du taler om.

I en dokumentar er de medvirkende virkelige mennesker, så du analyserer dem med sagprosaens begreber: hvem får ordet, hvem bliver talt om, og hvordan stiller klipningen dem op over for hinanden? Også det, der kommer, før nogen siger noget, tæller: titlens grafik, den første indstilling og musikken sætter tonen.

I en reklame eller en kampagnefilm er spørgsmålet, hvad afsenderen vil have seeren til at gøre, og hvordan billede, lyd og ord arbejder sammen om det. Læs sloganet ord for ord. Bruger teksten humor, så sig, hvad humoren gør for budskabet; at den er der, er ikke nok. Det er også det, vurderingen skal vise, se “Vurdering” nedenfor.

Se også filmanalyse og analyse af kortfilm.

Tre greb: (1) Tragten i indledningen går fra en situation, alle kender, over et retorisk spørgsmål til teksten med forfatter, titel, samling og år og til sidst vinklen. (2) Afslutningen samler vinklen og nuancerer med en anden læsning (sejren), som den ikke vender helt om. (3) Cirklen: den sidste sætning vender tilbage til perronen fra første linje.

Opgaveformuleringen er vores egen, bygget som ministeriets eksempel. Den har ikke været stillet til eksamen.

Et særligt ansvar. Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger taler om ansvar. I din artikel skal du analysere og fortolke Dronning Margrethes nytårstale 31. december 2018 (tekst 1) og på baggrund heraf perspektivere til Kong Frederiks tale fra Christiansborgs balkon 14. januar 2024 (tekst 2).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og særligt fokusere på: at analysere og fortolke talens opbygning, dens appelformer og dens måde at kritisere på; at perspektivere til tekst 2 og vurdere, hvordan de to taler hver på sin måde behandler ansvar; og at formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning. Omfang: tre-fire normalsider à 2.400 enheder.

Citaterne er fra Kongehusets skrevne udgave af nytårstalen 2018, som heller ikke har linjetal. Tallene for ord er talt af os i samme udgave.

• Indledning, ca. 600 anslag. Nytårstalen som tradition. Præsentation: Dronning Margrethe, 31.12.2018. Citat: “Det gør mig trist, hvis moralen skrider.” Spørgsmål: hvordan kritiserer man, når man står over de politiske skel? Vinkel: hun peger ikke på nogen.
• Analyse 1, ca. 1.000 anslag: kompositionen. Tre dele: tiden, ærindet og hilsnerne. Trappen: børn, voksne, samfundet, betroede positioner. Godt 300 af knap 1.500 ord.
• Analyse 2, ca. 1.000 anslag: tiden og skærmen. Flere og færre. Indrømmelsen og så “Men”. Fire udtryk i anførselstegn, tre engelske. “fluesværme”: patos. Reglen: et menneske i den anden ende.
• Analyse 3, ca. 900 anslag: spørgsmålene. Fem spørgsmålstegn, alle i første halvdel. Antitesen om at blive rigere. “Er det noget vi genkender fra den senere tid?” Ingen navne.
• Analyse 4, ca. 900 anslag: ordparrene. “klemt og glemt”, “dit og mit”. Seks ord: “Det burde ikke være så svært.” Logos: en regel. Etos: jeg tre gange i første halvdel, og ordet trist.
• Fortolkning, ca. 1.200 anslag. Rødderne og træet. Tid ni gange, hinanden otte. Tema: tillid. Budskab: fremgang og fremskridt. Ringen: eftertanke og omtanke.
• Perspektivering og vurdering, ca. 1.500 anslag. Kong Frederik 14.1.2024: jeg otte gange, vi ingen. Anafor, valgsprog, forpligtet. Vurdering: spørgsmålets gevinst og pris; løftet er abstrakt.
• Afslutning, ca. 700 anslag. Saml de tre greb. Nuance: en dronning, ingen har valgt, og ordet “nogle”. Men “vi har alle et ansvar”. Tilbage til nytårsaften. Sidste ord: omtanke.

Nytårsaften kl. 18 venter de fleste danskere en tale, der ser tilbage på året og ønsker godt nytår. Sådan sluttede Dronning Margrethes nytårstale den 31. december 2018 også, med hilsner til Grønland, Færøerne og Sydslesvig og til dem, der var på arbejde den aften. Men midt i talen sagde hun noget, man sjældent hører fra en regent: “Det gør mig trist, hvis moralen skrider.” Hvordan kritiserer man, når ens rolle er at stå over de politiske skel? Svaret ligger i talens form. Dronningen peger ikke på nogen. Hun stiller spørgsmål, bruger ord, som et barn kan forstå, og lader seerne selv finde ud af, hvem der er ment.

Vores kommentar: Samme tragt som i det første eksempel: først nytårsaften, så teksten med afsender og dato og til sidst vinklen. Det nye er citatet. Det står allerede i indledningen og viser med det samme, hvorfor talen passer til opgavens emne, ansvar. Vinklen (“Dronningen peger ikke på nogen”) er igen en påstand, som artiklen kan undersøge.

Talen falder i tre dele. Den første handler om tiden. Klokken slår tolv, tempoet stiger, og den nye teknologi gør kontakten “mere upersonlig”. Den sidste del er nytårstalens faste hilsner: Grønland, Færøerne, Sydslesvig, de udsendte soldater, dem, der er på vagt, og familien. Imellem de to dele ligger talens egentlige ærinde, og det er bygget som en trappe. Først taler Dronningen til børnene. Så siger hun: “Det gælder ikke bare for børn; det skal vi voksne også lægge mærke til.” Lidt efter: “Det gælder overalt i vores samfund.” Til sidst står hun ved dem, der har “betroede positioner”. For hvert trin bliver kredsen større og ansvaret tungere, og hele trappen fylder kun godt 300 af talens knap 1.500 ord. Formen gør, at kritikken af de magtfulde ikke kommer ud af det blå. Seeren har allerede sagt ja til reglen, mens den gjaldt børnene, og så er det svært at sige nej, når den gælder de voksne. Først derefter vender talen sig mod klimaet og de unge og videre til hilsnerne.

Vores kommentar: Også her begynder analysen med helheden, fordi opgaven beder om talens opbygning. I det første eksempel var billedet en tragt, her er det en trappe. Formen skal findes i den tekst, du har foran dig. Tallet viser, hvor lidt plads kritikken fylder, og de sidste sætninger siger, hvad formen gør ved modtageren.

Talens første kritik gælder tiden: ifølge talen siger flere “se på mig”, mens “færre har øje for andre”. Antitesen mellem flere og færre siger det kort: opmærksomheden flytter fra de andre til en selv. Dronningen begynder med en indrømmelse. Den nye teknologi giver kontakt til børn og børnebørn “på den anden side af Jorden”, og det er “til stor glæde for alle parter”. Først derefter kommer “Men”: man glemmer, “at der faktisk er et menneske i den anden ende”. Indrømmelsen gør kritikken rimelig, for hun roser det nye, før hun peger på, hvad det kan gøre ved os. Fire udtryk står i anførselstegn, og tre af dem er engelske: “facetime”, “online” og “cyber-space”. Anførselstegnene holder ordene ud i strakt arm, som ord, hun låner. Og billedet af krænkende kommentarer, der “spreder sig som fluesværme”, gør dem til noget beskidt, som ingen kan fange igen. Her ligger talens patos. Den regel, trappen senere bygger på, står allerede her: se det menneske, der er i den anden ende.

Vores kommentar: Afsnittet går tæt på talens første del og analyserer patos gennem et billede (sammenligningen med fluesværme) og en optælling (fire udtryk i anførselstegn). I det første eksempel talte artiklen pronominer, her tæller den anførselstegn. Grebet er det samme: tæl noget i teksten, og sig, hvad tallet viser. Den sidste sætning binder afsnittet til trappen, så analysen hænger sammen.

Talen rummer fem spørgsmålstegn, og alle fem står i dens første halvdel. Det første kommer tidligt: “Bliver fremgang også omsat til fremskridt?” Lige efter følger en antitese, hvor samme ord får to betydninger: “Vores land bliver rigere. Men bliver vores liv rigere?” Første gang handler “rigere” om penge, anden gang om det, penge ikke kan købe. Kritikken selv står på trappens øverste trin, og også den er et spørgsmål. Dronningen siger, at det er alvorligt, hvis “nogle” tager for let på deres ansvar, og spørger så: “Er det noget vi genkender fra den senere tid?” Hun nævner hverken navne, sager eller institutioner. Det gør seeren selv, og netop det er grebet. Et spørgsmål kan ikke modsiges, som en påstand kan, og den, der svarer ja, har selv fældet dommen. Efter spørgsmålet om “almindelig anstændighed” kommer der ikke flere. Resten af talen konstaterer, ønsker og takker.

Vores kommentar: Afsnittet svarer på opgavens første punkt om talens måde at kritisere på og bruger fagbegreber (retorisk spørgsmål, antitese) med belæg. Den sidste del løfter sig fra analyse mod fortolkning: hvorfor virker et spørgsmål stærkere end en anklage? Det er samme bevægelse som i afsnittet om ordet “tak” i det første eksempel: først stederne i teksten, så virkningen på seeren.

Lige så vigtigt er, hvordan kritikken lyder. Talen er fuld af ordpar, der rimer eller står over for hinanden: eftertanken og omtanken, der bliver “klemt og glemt”, “dit og mit”, “rigtigt og forkert”, “sorger og glæder”. Ordparrene lyder som noget, man har lært som barn, og det er pointen. Når moralen kommer, er den formuleret som en regel, alle kender: “Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert.” Så følger en sætning på seks ord: “Det burde ikke være så svært.” Underdrivelsen gør kritikken hårdere. De, der svigter, har glemt noget enkelt, som et barn kan forstå. Det er talens logos: en regel, som ingen kan være uenig i. Etos kommer fra de få steder, hvor hun taler om sig selv. I talens første halvdel står “jeg” kun tre gange: hun frygter, hun synes, og hun vil sige et par ord til børnene. Om moralen siger hun, at den gør hende trist. En bedrøvet dronning er sværere at afvise end en vred.

Vores kommentar: Afsnittet binder logos og etos til hver sin sætning, og fagbegreberne (ordpar, rim, underdrivelse) står med citater. I det første eksempel stod etos og logos i afsnittet om “vi” og “jeg”. Appelformerne får altså ikke et afsnit for sig selv i nogen af artiklerne. De står dér, hvor teksten bruger dem.

Hvad vil talen så sige? Et bud er, at den handler om tillid, og at tillid tager tid. Talens centrale billede står lige før kritikken: respekten og tilliden er “selve vort samfunds rødder”, og “Hvis rødderne er syge, kan træet ikke stå, og det vil tage mange år for et nyt træ at vokse sig stærkt.” Metaforen gør tillid til noget levende, der kan dø, og som ikke kan købes tilbage, selv om landet bliver rigere. Dermed hænger billedet sammen med talens begyndelse. Kritikken af tempoet handler også om tid: ordet “tid” står ni gange i talen, og otte af dem står i første halvdel. Ordet “hinanden” står otte gange, og syv af dem står i den femtedel af talen, der går forud for kritikken. Talens tema er altså tilliden mellem mennesker, og dens budskab er, at fremgang først bliver til fremskridt, når der er tid til omtanke. Det viser også slutningen. Eftertanken og omtanken, som i begyndelsen blev “klemt og glemt”, kommer igen i den sidste opfordring: “Lad os møde det nye år med eftertanke og med omtanke.” Også “gode som mindre gode” og tanken om at tage erfaringerne med sig står både i begyndelsen og i slutningen. Talen ender, hvor den begyndte, men nu som et “Lad os”.

Vores kommentar: Fortolkningen har færre citater end analysen og bruger dem til at samle trådene, som i det første eksempel. Begge artikler skriver “Et bud er”, fordi en fortolkning er én læsning blandt flere. Her kommer to tal til, og de gør fortolkningen til mere end et indtryk.

Godt fem år senere talte hendes søn om ansvar på en helt anden måde. Den 14. januar 2024 stod Kong Frederik på balkonen på Christiansborg Slot, efter at han var blevet udråbt som konge, og holdt en tale på godt 150 ord. Hvor Dronningen i 2018 talte om de andres ansvar med ord som “nogle” og “man”, taler Kongen om sit eget: “Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde.” Ordet “jeg” står otte gange i hans korte tale, og “vi” står der ikke. Begge taler bruger korte, rytmiske ordgrupper, der er lette at huske. Hos Dronningen er det ordparrene. Hos Kongen er det tre sætninger, der begynder ens, “Det er en opgave … Det er et ansvar … Det er en gerning”, og slutningen, hans valgsprog: “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.” “Forpligtet” hører sammen med det ord, Dronningen brugte om dem, der svigter “deres forpligtelser”. Hun formaner, han lover, og han håber at blive “en samlende konge”.

Vurderer man de to taler som måder at tale om ansvar på, har de hver deres gevinst og pris. Dronningens spørgsmål holder hende inden for den rolle, Lex beskriver som “hævet over politiske skel”, og de lader alle seere være enige. Prisen er, at de, der var ment, kan gemme sig bag ordet “nogle”, og at nogle seere kan høre en formaning fra en, ingen har valgt. Kongens løfte bygger etos i jeg-form og er let at huske, men det er også abstrakt. Talen siger, at han vil gøre sig umage, men ikke hvordan. En kort tale fra en balkon kan ikke meget mere, og dens styrke er, at den ikke prøver.

Vores kommentar: Perspektivteksten er den samme som i det første eksempel, men stederne er nye, fordi opgaven nu spørger om ansvar. Perspektiveringen viser både ligheder og forskelle med belæg, også et tal. Vurderingen vejer gevinsten mod prisen i stedet for at give skribentens mening om kongehuset, og viden om samtiden (Lex om regentens rolle) forklarer, hvorfor Dronningen taler, som hun gør.

Dronning Margrethes nytårstale 2018 kritiserede uden at anklage. Trappen førte seeren fra børnene til dem med betroede positioner, spørgsmålene lod seeren selv pege, og ordparrene gjorde moralen så enkel, at ingen kunne sige imod. Man kan læse det mere nøgternt: en regent, ingen har valgt, formaner et helt land, og ordet “nogle” lader de skyldige gå fri. Men talen lægger selv ansvaret bredere ud: “vi har alle et ansvar for fællesskabet.” Kritikken gælder altså også den, der nikker i sofaen. Da sønnen fem år senere tog ansvaret på sig, gjorde han det i jeg-form. Talen ønskede godt nytår som alle de andre, men den bad også seerne om at tage noget med ind i det nye år, som tempoet havde klemt: eftertanke og omtanke.

Vores kommentar: Afslutningen gør det samme som i det første eksempel: den samler vinklen i tre korte led, nuancerer med en anden læsning og vender tilbage til nytårsaftenen fra første linje. Også her er det sidste ord hentet fra talen selv. Der kommer ingen nye pointer og ingen smagsdom.

Et fagbegreb skal gøre din iagttagelse mere præcis. “Fortælleren skifter perspektiv” siger mere end “der står noget andet senere i teksten”, men kun hvis du også viser, hvor skiftet sker, og forklarer dets betydning.

Citater, linjehenvisninger og præcise beskrivelser forankrer analysen i materialet. Et citat er dog ikke en forklaring i sig selv. Du skal vise, hvad læseren skal lægge mærke til, og hvorfor det er relevant for opgaven.

Et kort referat kan orientere læseren, men derefter skal du undersøge, hvordan teksten er udformet, og hvad det betyder. Kontrollér hvert afsnit: Kan du finde både et tekststed, en faglig forklaring og en fortolkning?

Undgå en samling af løsrevne observationer. Lad hvert afsnit føre undersøgelsen videre, og gør det tydeligt, hvordan delpointerne bidrager til den samlede fortolkning.

Hvis du fortæller handlingen eller indholdet side for side, mister opgaven sit analytiske fokus. Behold kun det referat, læseren skal bruge for at forstå dit tekststed, og gå derefter videre til virkemiddel, funktion og fortolkning.

Fortælleteknik, kontrast, symboler og appelformer er ikke resultater i sig selv. Vælg de begreber, der belyser opgavens fokus, og brug pladsen på at forklare, hvad de gør i netop dit materiale.

En fortolkning skal vokse ud af analysen. Hvis du ikke kan pege på det tekststed og den forklaring, der bærer påstanden, skal du enten finde belægget eller justere påstanden.