Professor Hieronimus af Amalie Skram

Side 1

1

Indholdsfortegnels͏e͏

PROFESSOR HIERONILIE SKRAM (1895)IPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPPIEf Indledning͏ og A͏m͏alie S͏kra͏m͏ ....... 2

Psykiatridebatten .... 3͏

Romanens handling 3

Komposition ....... 4

Dagen inden indlæggelsen (kapitel 1) .... 4

Dagen, hvor hun bliver indlagt (Kapitel 2-4) ....... 5

Opholdet på hospitalet (Kapitel 4-35) .... 6

Elses forhold til Hieronimus ......................................................................................................................................................... 6 Sygeplejerskerne ............................................................................................................................................................................... 7 Elses Sindstilstand ............................................................................................................................................................................ 9 Overflytning til Sankt Jørgen (kapital 36) .. 10

Konklusion .............................................................................................................................. 10 Perspektivering ...................................................................................................................... 11 Hensigten og samtiden ....... 11

Andet sidestillet litteratur 11

Den videre anvendelse ....... 11

Litteraturlisten ....................................................................................................................... 11

Side 2

2

PROFESSOR HIERONILIE SKRAM (1895)

Indledning og Amalie Skra͏m

Romanen Professor Hieronimus er en psykologisk roman, der skildrer en kvindes ophold på en psykiatrisk afdeling på et hospital. Amalie Skram har selv været indlagt på et psykiatrisk hos-pital, og derfor er romanen også, på mange måder, en selvbiografi af hendes egne oplevelser og følelser i forbindelse med det.

Amalie Skram (1846-1905), betragtes som en vigtig nøgleperson i den naturalistiske litteratur og for det moderne gennembrud. Hende fokus, for flere er hendes romaner, er kvinderne, og hun ønsker at skabe en debat omkring kvindernes livsbetingelser i de patriarkalske familier, hvor det er manden der bestemmer. Amalie Skram har på mange måder adopteret den natu-ralistiske skrivemåde i sine værker, især i romanen Professor Hieronimus. Hendes beskrivel-ser ͏af ͏den ͏kvindelige ͏psyke, ͏bliver ͏detaljeret ͏beskrevet ͏som ͏var ͏det ͏et ͏sociolo-

gisk/videnskabeligt studie jf. senere. Hun er meget optaget af den kvindelige seksualitet, den

kvindelige løsrivelse, magtstrukturens uretfærdighed og sædelighedsfejden.

Hun ͏ønsker, ͏med ͏sine ͏romaner ͏at ͏sætte ͏problemer ͏og ͏samfundsnormer ͏under ͏debat

(Mortensen & Schack, 2009).

Som tidligere beskrevet, kan hendes roman professor Hieronimus ses som et selvbiografisk værk. Hovedpersonen Else Kant, kan i overført betydning, repræsentere Amalie Skrams eget liv.͏Amalie Skram havde selv en datter, og i sit ægteskab med Erik Skram følte hun sig splittet mellem sit virke ͏som forfatterinde, pligterne ͏i hjemmet og ͏omsorgen for sit ͏barn. Hun blev psykisk nedbrudt. Hun lod sig derfor selv indlægge på ͏en psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital 1894. Herefter blev hun overført mod sin vilje til det psykiatriske hospital Sankt ͏Hans ͏i ͏Roskilde. ͏Amalie ͏Skram ͏bliver ͏skilt ͏med ͏Erik ͏Skram ͏i ͏1899 ͏og ͏dør ͏i ͏1905

(Mortensen & Schack, 2009).

Side 3

3

Psykiatridebatten

Romanerne skal ses som en kritik af det psykiatriske system, og får en væsentlig betydning for den antipsykiatriske offentlige debat. Professor Hieronimus er identisk med psykiateren og ͏overlægen ͏ved ͏Kommunehospitalets ͏6. ͏afdeling, ͏Knud ͏Pontoppidan, ͏som ͏blev ͏debattens hovedskydeskive. ͏Indta͏l ͏1800 ͏tallet ͏blev ͏sindssyge ͏behandlet ͏og ͏betragtet ͏på ͏lige ͏fod ͏med forbrydere i fængslerne. Sindslidelser blev kun betragtet videnskabeligt som en fysiologisk

sygdom. ͏Det ͏betød ͏altså, ͏at ͏patienterne ͏blev ͏set ͏på ͏som ͏objekter/passive, ͏de ͏blev ͏umyn-

diggjort og sandheden fandtes udelukkende hos lægerne. Det er denne umyndiggørelse, Ama-lie Skram forsøger at skildre med sine bøger. Synsvinklen i hendes romaner er hos den kvin-delige patient Else, der føler sig umyndiggjort og undertrykt, både af mændene og af viden-skaben - tvangsindlagt af sin mand og "behandlet" af en mand, der bruger videnskaben som dække for undertrykkelsen (Skram, 1974, s. 167-175).

I sine psykologiske romaner Professor Hieronimus og På St. Jørgen (1895) beskriver hun net-op, hvad det vil sige at blive psykisk ude af sig selv. I romaneren professor Hieronimus (Den roman, jeg har valgt at lægge fokus på) beskrives en kvinde, der bryder sammen under pres-set fra de forskellige krav, som stilles til hende som kunstner, hustru og mor. Amalie Skram giver i disse bøger ͏en skarp kritik af den autoritære behandlingsform i de ͏psykiatriske institu-tioner, og umyndiggørelsen af de sindssyge.

Romanens handling

Romanen handler om kvinden Else Kant, der med sin mand Knut Kant har sønnen Tage. Else, føler sig ikke psykisk veltilpas. Else er kunstmaler, og bryder sammen en aften, da hun ikke kan få sit malerig ͏til at harmonere. Hun ønsker at male, de følelser hun har, hvilket er en umu-lig opgave. Desuden føler hun sig ikke tilstrækkelig som mor og hustru. I samråd med sin hus-læge Tvede og hendes mand Knut, indlægges hun på psykiatrisk afdeling under professor Hie-ronimus. Her ͏oplever hun undertrykkelse, ͏mangelende forståelse ͏for hendes ͏følelser, magt-løshed og ͏fortvivlelse som ͏fx ͏at ͏forhindre besøg ͏fra ͏hendes ͏mand. Ydermere ͏beskriver ͏den også de magtbeføjelser professor Hieronimus har, og de utallige kontroverser, der op͏st͏år mel-lem Else og Hieronimus. Hun har det godt med sygeplejerskerne på hospitalet, men ikke med den anderkendte Professor Hieronimus. Hieronimus beslutter, til slut i romanen, at Else skal

Side 4

4 indlægges på Skt. Jørgens hospital, fordi han mener (som den eneste), at Else b͏ør indlægges på et psykiatrisk hospital. Else mener ikke, at hun er sindssyg. Hun vil, når hun engang bliver

ʼløsladtʼ, fortælle om sine pinsler på hospitalet, og kritisere den måde professor Hieronimus behandler sine patienter.

Komposition

Kompositionsmæssigt er romanen inddelt i 36 kapitler, med varierende længder. De har in-gen titel, men kun romertal. Fort͏æ͏l͏l͏eren er en tredjepersonsfortæller, med overvejende in-dresyn (psykologisk syn) på Elses egne ͏følelser, tanker og oplevelser. Fx ”Hun følte en rykning gennem baghovedet, og rettede seg opp med et sæt. Så strøg hun haanden sparsomt fra nakken opover , og kneb øjnene sammen” (s.6). I enkelte kapitler som 2, 15, 26 og 35 skildres K͏nuts tanker og fortvivleler over dels ikke at må se Else, dels ͏at hun skal fortsætte sit ͏ophold og dels professor Hieronimus (jf. senere). Fx ”Hvorfor tager den mand ikke ordet, tænkte knut. Hvorfor kan han ikke en gang for alle vise meg, at han har e opfattelse af patienten, som gjør min snak overflødelig”. (s.126). Det er en roman med medsyn, og den sproglige formidling er overvejen-de datid, ved nogle beretninger fortælles der i nutid. Romanen er domineret af adskillige dia-loger ͏og naturalistiske beskrivelser, hvilket præger mange litterære værker for denne tid (det moderne gennembrud), jf. senere,

Den fortalte tid er kronologisk, og varer 26 dage. Dagen inden indl͏æ͏ggelse (kapitel 1) , dagen, hvor hun bliver indlagt (kapitel 2-4), Opholdet på hospitalet (Kapitel 4-36) og dagen, hvor hun køres ͏til Sankt Jørgen (kapital 36) ”25 døgn havde hun været der oppe (ref. hospitalet)”. Jeg har valgt at dele rapporten op i de afsnit, anført ovenfor, med undertemaer.

Dagen inden indlæggelsen (kapitel 1)

Romanen begynder in media ras med ˮAa Gud nej – hun fik det ikke til – Hun fik det ikke til!”.

Vi bliver, om man så må sige, kastet direkte ind i Elses sindstilstand vedr. hendes frustrationer over ͏sit ͏malerig. ͏Denne ͏frustration ͏bliver ͏hovedårsagen ͏til ͏hendes ͏psykiske ͏sammenbrud.

Hun kan ikke slip͏pe sit kunstneriske arbejde, og arbejdet kommer til at overskygge hendes virke ͏om ͏mor ͏og ͏hustru. ͏Hun ͏er ͏selvbebrejdende ͏for ͏elendighederne, ͏ˮOg ͏havde ͏hun ͏endda bare havt dette ene, kunne hun git seg ganske hen til sit arbejde, og i alle andre forhold ladt fem være lige. Men naar ikke alle i huset med baret og maden og stellet og pigerne gik som det skue,

Side 5

5 led hun forfærdeligt, og anklagede seg selv som den, der var forsømmelig og efterladende.” (s.5).

disse ͏selvbebrejdelser ͏kommer ͏til ͏udtryk ͏ved ͏søvnbesvær, ͏selvmordstanker, ͏depression ͏og indre uro. Hendes mand belastes af hendes psykiske ustabilitet, og det er svært for hende at tilkendegive, at hun er syg, og projekterer sine symptomer som spise- og søvnbesvær over på sin søn Tage ”[…] Jeg er forresten slett ikke syk. Det er mye verre med Tage, som hverken spiser eller sover.” Herefter svarer Knut forpint ˮ[…] Barnet fejler jo ingenting” (s.11). Knut er en høj, bredskuldrede mand med mørkt, skaldet hoved (s. 9).

Han har skæg (s.10). Han vil gerne være en god mand overfor Else, og en god far for Tage (s.

10-11).

De høre til det pænere borgerskab, i det de har råd til at have en kokkepige og barnepige

(kapitel 1).

Dagen, hvor hun bliver indlagt (Kapitel 2-4)

Det er Knut, der taler med Elses huslæge Tvede. Knut er manden, og dermed er det også ham der er overhovedet i familien. Familieforholdende på det tidspunkt var meget patriarkalske, og samfundet ligeledes mandsdomineret og hierarkisk til mandens fordel.

Tage og Tvede taler om at få Else indlagt på hospitalet under Hieronimus. Der oplyses her, at Else godt kender Hieronimus, og har læst hans afhandlinger. Dermed fortælles der implicit, at Else anderkender og respekterer denne mand.

Venteværelset ͏beskrives ͏som ͏et ͏aflangt ͏skummelt ͏rum, ͏med ͏bart ͏gulv, ͏gule ͏bænker ͏langs væggene og en stor spyttebakke fremme paa gulvet. (s.20). Adjektiverne er ikke positive.

Da hun møder Hieronimus første gang, sammenligner hun ham med ͏en teolog, ”Ja nu havde hun det! ͏Den unge ͏teolog. […] ͏Gudskelov for det ikke var et usympatisk menneske, Hieronimus minde om, siden ͏han nu slet ikke ͏lignede, hva hun havde ͏tænkt seg.” (s.21). Men ͏der ͏kommer hun til at tage hel fejl. Han er ikke så human, som Else først har antaget. (jf. senere).

Med Elses sammenstykke indlægges hun på hospitalet. Hun er forventningsfuld, men Knut er betænksom: ˮuf ja, sagde Knut og sukkede, da de gik over gaardsrummene. – bare det er det er ͏det ͏rette, ͏vi ͏gør. ͏- ͏Hvorfor ͏skulle ͏det ͏ikke ͏være ͏det ͏rette? ͏ ͏Svarte ͏Else ͏frejdigt, ͏men ͏ble idetsamme underlig benauet over sin mands tvivlraadigforpinte mine. - ja, vi faar haabe det, sa knut og sukkede atter.”

Side 6

6

Else bliver forskrækket da hun lukkes ind på afdelingen, ”Jeg vil ikke ind. Her er jo laaset, som var det et fængsel, Else traadte uvillige nogle skridt tilbage” (s.23). Og rigtig nok, blev sindsli-

dende/ synssyge betragtet og behandlet som umyndige ligesom forbrydere i et fængsel, så en

hel forkert association er det ikke, som Else får af hospitalet. Og der viser senere at passe ud-mærket. Afdelingen, hvor hun skal indlægges, beskrives som en lang gang, hvis lys oplyses af gasblus (s. 24). Paa den ene side stod der under de høje vinduer gule aflange borde, gule træ-stole, og her og der potteplanter i naturborde. Paa nogle a͏f stolene sad kvindelige skikkelser i løst blåt bomuldstøj […] på den anden side af gangen var der døre med lange mellemrum.

Det første værelse Else tilbydes er rummeligt, halvmørkt med et bredt vindue, med to senge

(s.24). Else ønsker et værelse for hende selv, og kommer på den lukkede afdeling,ˮ Midt i det aflange rum stod en jernseng og ved dens hovedsgjærde et lidten gult natbordskab. Ellers intet.

Vinduet var anbragt højt oppe på vægen” (s.26). Nu beskrives det ikke længere som et værelse, men som et rum. På hospitalet er der meget larm, og Else kan derfor ikke sove.

Opholdet på hospitalet (Kapitel 4-35)

På opholdet møder hun venlighed fra sygeplejerskerne, og hun trives ͏med de øvrige patienter.

Hun bliver frustreret over ikke at må se sin mand. Som tidligere nævnt anderkender hun Hie-ronimus i begyndelsen af sit ophold, og længes nærmest efter, ˮHun fik tåre i øjnene af længsel efter ham, ͏af godhed for ham, denne mand, der var ͏så klog og saa human, hvis liv og kræfter var viet de ulykkeligste blandt hans medmennesker, dem, han ikke vidste, hva godt han ville gjøre.”.

(s.47).

Elses forhold til Hieronimus

Professor Hieronimus karakteriseres som spinkel med et koldt og blegt ansigt uden skæg og glatkæmmet hår (s.21). Jo længere hun er indlagt, des mere beskrives stedet som det Hie-ronimuske helvede. Flere steder fornødnes man til at associerer ham med djævlen, da hans adfærd beskrives som letbenet, vims og hurtig. Besøgstiderne er korte og hurtige. Hans øjne er kolde, blege og hans stemme som tør og tynd. Desuden gav han aldrig et entydigt svar, fx om Knut kommer og besøger Else. Sygeplejerskerne eksplificerer også Hieronimus magt ved:

ˮNaar, man er under professoren, sker kun det med en, som han vil. De ͏skulle heller sætte alt ond paa at være venlig, allerhelst ydmyg mod professoren. Han er vandt til at have det sådan (ds.83).

Side 7

7

Men ͏nogle ͏steder, ͏kan ͏der ͏alligevel ͏antydes en forelskelseslignende situation ͏ˮ[…] ͏Lyset ͏fra den ͏klare ͏februarsol, ͏der ͏titted ͏ind ͏gjennem ͏vinduet, ͏faldt ͏lige ͏paa ͏hans ͏asnsigt, ͏og ͏Else ͏blev slaaet af ͏hans øjnes rene blaa farve. Hun, som havde troet, at han øjne var blege og vandkolde. – og saa mild og indtagende hans mine kunde være. Hun blev betat, næsten fortumlet, som naar man en tidlig ͏vaardag på sin spiseretur gjennem skoven pludselig vejer foraar i luften.” (KILDE).

Her ser vi tydeligt et ambivalensforhold. På den ene side afskyer hun Hieronimus, og på den anden side fascineres hun af ham.

Else har midlertidig et godt forhold til reservelægen, men har ikke den overordnede magt, han kan godt se, at Else ikke fejler en psykisk sygdom, i hvert fald ikke i den grad, at hun be-høver at flyttes til Sankt Jørgen (kapitel 36). Professor Hieronimus er et billede på den gense forståelse af mandens rolle i samfundet. Han ser Else som en forstyrret kvinde, og bruger sin magt til at umyndiggøre stærke, løsrivende kvinder. ”- Deres hustru skal først af alt lære disci-plin”.(s.79), fortæller han Elses mand Knut. Hieronimus udnytter sin position som psykiater og overlæge.

Sygeplejerskerne

Else bryder sig ikke om opholdet og fortryder næsten, at hun ikke tror på Gud ”Bare hun hav-de været troende og kunne ha bedt til sin barndoms og ungdoms Gud” (s.45).

Hun ͏møder ͏venlighed ͏fra ͏sygeplejerskerne, ͏der ͏på ͏mange ͏moder ͏indtager ͏en ͏moderrolle.

Modsat ses Hieronimus som en faderfigur. Institutionen skal ses som et familiært system med samme ͏patriarkalske ͏familieforhold. ͏Her ͏ses ͏en ͏typisk ͏kommunikation ͏mellem ͏sygeplejer-skerne og Else: ”Kjære, lille frue, vi vil alle saa gjerne gjøre det bedst muligt for dem, Tro meg, det er sant – hun bøjede seg helt ned til Else og saa kjærligt på hende”

- Aa, men jeg er saa forfærdelig forpint, saa Else med øjnene fulde af taarer.- At ligge her og vide, hvor haarrejsende forkjert det hele er. Og være magtestløs.

- ͏Ja, det kan jeg saa godt forstå, Men lad ͏Dem ikke mærke med det. Alting her bliver udtydet som sindssygdom. De skal være rolig, rolig og god (s. 48). Flere gange antydes det også fra sygeple-jerskerne, at hvis Else er god, vil Hieronimus også være god ved hende. Flere gange fortæller de Else: ˮDe må aldrig sige nej til noget her. Det er det bedste for Dem selv.” (s.44).

På et tidspunkt spørger Else, en af sygeplejerskerne om de holder ag professor Hieronimus:

Side 8

8

”- Holer De f.eks. af ham, frøken Suenson?

- Holder af ham, frøken Suenson gjentog forskrækket spørgsmaalet, som var den tanke, det inde-holdt, altfor formasteligt. – holder af ham? Jeg har saaden umaadelig respekt for ham, ja ære-frygt.

- Men tror De ikke, han kunne være ond mod dem, han ikke kan lide?

- ͏Ond ͏mod ͏dem, ͏han ͏ikke ͏kan lide? Hun ͏vendte ͏og ͏drejede ͏paa ͏ordene. ͏– Nej, ͏men ͏han ͏er ͏saa streng, aa saa ͏streng, saa streng. Jeg ͏skjælver af angst, naar ͏han viser seg paa ͏gangen, ja, jeg skælver en hel time i forvejen, for jeg er saa bange for, at ikke alt er , som det skal være.

[…]

- For reservelægen er De ikke saa bange. Er de vel?

- Nej, ͏reservelægen, frøken ͏Suenson, hvis ansigt, mens hun talte om ͏professoren, havde havt et ængsteligt udtryk, smilte lettet, - han er jo saa elskværdigt.”. (s.61)

Her ses det tydeligt, hvilken respekt og angst sygeplejerskerne har for professoren og syste-met. Det ses også med følgende passage: ”Gudskelov for sygeplejerskerne. Tænk, om de havde været som Hieronimus” Hun havde for øvrigt fornemmelsen af, at de instinktmæssigt ikke ville røbe den gode forstaaelse, der var mellem dem og hende. Saasnart Hieronimus kom tilbage, ble de stive og strenge at se til. Det var i det hele tat, som om atmosfæren frøs til is, straks han bare viste seg (s.54).

Sygeplejerskerne har indsigt i systemet, de kan give omsorg, end også ud over det tilladelige

(hvis ͏de ͏tør), ͏men ͏have ͏medbestemmelse ͏for ͏patienternes ͏behandling, ͏det ͏er ͏udelukkende lægernes ansvar (mændene). ”Man må jo tro ͏på Lægerne, ikke sandt fru Kant? ͏Dannede menne-sker er opdraget til det” ”- og saa udsætter man sine nærmeste for at gå til grunde af bare dan-nelse! ͏Raabte ͏Else ͏forbitret”. ͏Det ͏er ͏denne ͏forståelse ͏af ͏behandlingssystemet ͏Amalie ͏Skram forsøger ͏at ͏kritisere. ͏Else ͏er ͏kommet ͏på ͏hospitalet ͏for ͏at ͏bliver ͏ʼopdragetʼ ͏og ͏subordineret som Hieronimus fortæller Else (KILDE). Desuden ønskede Amalie Skram at stille spørgsmåls-tegn til lægernes ret til, dels at erklære folk for sindssyge, og dels at tvangsindlægge dem.

Sygeplejerskerne skal i overført betydning, symbolisere den undertrykte kvinde i samfun-det. Hospitalet skal ses som det patriarkalske familiesystem, hvor manden er overhovedet.

Jeg mener endvidere, at sygeplejerskerne er et billede på det blød og humane perspektiv på psykisk syge, og skal ses som en ͏kontrast til den fysiologiske og medicinske forståelse, som er repræsenteret ved Hieronimus.

Side 9

9

Elses Sindstilstand

”En stor dosk flue surred ustanseligt henne over dørkarmen, og søgte forgjæves at trænge gjem-men staalstraadburet om det slukte gasblus, hvor en smal solstribe spilled i tegnbuefarver. Else fulgte den bevægelser med sine trætte øjne og tænkte paa, hvor dum den var, som ikke ganske roligt satte seg et sted og vented, til vinduet ble lukket opp. Saa kunne den jo flyve ud og ha sin frihed. – Frihed aldrig var det faldet hende ind, for en verden af lykke det ord rummede” (s. 49).

Denne rigide flue kan sammenlignes med Else. Else er også lukket inde. Til sidst dræber hun fluen, hvilket også et billede på den dødsangst, hun oplever og gennemlever. Else ønsker ikke at leve længere, hvilket kan ses i følgende passage: ”Hun sank ned paa stolen, ved det gule bord.

Hænderne laa løst i hendes skjød, og hun følte den kolde sved springe frem paa næsen og pande.

Det var, som havde hun om seg et uendeligt øde, et øde, hvis forfærdelige tomhed suste ind i hen-des hjerne, ͏ned gjennem hendes legeme – suste og suste og ville gjøre hende selv til tomhed, til en del af dette grufulde ødes nøgne intet. – saa maa du alligevel dø, sa det stille inde i hende. Inat altsaa. Det sønderevne lommetørklæde havde hun puttet indenfor sit pudebetræk. Gudskelov, at hun ikke havde kastet det ned i klosettet, som havde tænkt paa. […] I morgen paa denne tid ville de bringe liget bort senest 6 timer efter døden. Hvor min de ville bringe hende hen – hjem? Nej, de havde jo et lighus her på hospitalet, hvor de døde ble lagt. Hun saa seg selv ligge paa en lang træbriks side om side med andre lig. Havde de mon fælles lighus for mænd og kvinder? Ja, hva gjorde det … I døden var alle lige […] ” (s. 102)

Denne passage er meget naturalistisk skrevet. Måden hendes psykiske tilstand næsten viden-skabeligt ͏b͏ehandles, og hvert et psykisk t͏ræ͏k͏ beskrives så nøjagtigt at det næsten k͏unne være en lærebog. Hendes ønske om ikke at leve længere ændres til et stærk lyst til at leve, en lyst til at leve for sin søn Tage. ”Hun glemte alt sin egen nød og sansede kun den ene, at hun stod foran livets uigjenkaldeligeste: Døden. Døden for egen haand. Og ikke om verden brast, eller om ͏truen-de mennesker ville gi sit liv for at kjøbe hende tilbage, kunne dette menneske bli gjengit de le-vendes tal. Uigjenkaldeligt – evigt forbi. Døden, døden for egen haand. Saadan saa den ud. Med ét overraskedes hun af at mærke, at hun ikke alene følte medlidenhed, men ogsaa afsky. Mest af-sky. […] Og her, foran denne rallende selvmordeske med det blyfarvede ansigt og det blaa hvide mundskum lovede Else seg selv, at hun ikke ville ta livet af seg. Ikke om hun saa ble holdt inde-spærret her resten af sit liv.”. (s.105).

Side 10

10

Og hun får også en indædt trang til at ville gøre en forskel, og mener derfor at hun må holde sig i live: ”Selvom hun døde, ville jo anstalten leve. Mange mennesker i samme tilstand som hun ville kanske komme herind og faa med Hieronimus at gjøre. Hvis hun ͏slap ͏levende ͏herfra, ͏saa kunne hun fortælle og advare og kanske redde om det blot var et eneste medmenneske fra det, hun her havde oplevet” (s.94). Amalie Skram, som på mange leder og kanter, kan ses som en parallelperson til hovedpersonen Else Kant, kommer netop til at præge, den videre diskussion om kvinder rettigheder og synet på psykiatrien.

Overflytning til Sankt Jørgen (kapital 36)

Uden hensyn og seriøsitet beslutter professor Hieronimus sig for, at Else skal flyttes til Sankt Jørgen. Han har overbevist Elses mand, der har respekt ͏for lægerne (der er de vise), og hendes huslæge Tvede. Hun forsikrer sig ͏om, at ͏hvis hun flyttes ͏til Sank ͏Jørgen, vil ͏hun afslutte ͏sit samarbejde ͏med ͏Tvede, ͏men ͏ingen ͏tør ͏udtrykke ͏tvivl ͏om ͏Hieronimusʼ ͏afgørelse ͏om ͏Elses skæbne, selvom de ikke mener at Else er syndssyg (s.164). Den sidste dag skriver Else et brev til Hieronimus: ˮhvori hun gav al sin foragt og uvilje luft, og punkt for punkt stillede opp sin an-klager. Til sidst lovede hun professoren, saaanart hun kom ud fra sank Jørgen, skulle bli draget til ansvar for sin færd mod hende og underskrev: Deres oprigtige fiende Else Kant” (s.164). Her ser vi en stærk kvinde, der ønsker at give sit biddrag til psykiatridebatten, sædelighedsfejden og stille spørgsmålstegn til rollefordelingen mellem kvinder og mænd.

Konklusion

Elses ͏frustrationer ͏udvikler ͏sig ͏gennem ͏romanen. ͏I ͏starten ͏er ͏Else ͏frustreret ͏over ͏sin ͏util-strækkelighedsfølelser over sig selv som kunster, hustru og mor, til at være frustreret over den samfundsmæssige forståelse af psykisksyge, kvinden og videnskaben.

Det er også en psyk͏ol͏ogisk skildring af, hvordan vanvidet kan udvikle sig, når patienterne be-handles som objekter, og ikke som subjektive tænkende individer. Det er ikke alene en roman om en kvinde, der behandles uretfærdigt. Det er i lige så høj grad, en roman om en professor, der ͏udnytter ͏sin ͏magtposition ͏og ͏køn ͏til ͏at ͏undertrygge ͏de ͏svage ͏individer, ͏herunder ͏især kvinden. Det er bemærkelsesværdigt at lægge mærke til, den måde sygeplejerskerne beskri-ves med positivt ladede adjektiver, mens Hieronimusʼ beskrivelser udvikles fra positiv til ne-

Side 11

11 gativt. I begyndelsen ͏ses ͏han ͏som teologen (guddommelig), ͏og ͏senere ͏til ͏det Hieronomiske helvede (djævlen). Men på en sær måde, kan Hieronimus godt sammenlignes med Gud. Han bestemmer ͏over ͏menneskets ͏skæbne ͏med ͏hård ͏hånd, ͏kvinderne ͏og ͏de ͏ansatte ͏under ͏ham frygter ham og han er en ͏højst anderkendt person i samfundet. Men Else truer ham til sidst, og forsikrer sig selv og andre om, at hun vil gøre en forskel, og at de læger, der har behandlet hende, vil stå til regnskab for hendes ophold på hospitalet.

Perspektivering

Hensigten og samtiden

Hensigten med denne roman er, at skabe en debat om rettigheder for hhv. de psykisksyge og j kvinderne. Amalie Skram vil ligeledes gerne stille spørgsmålstegn til den patriarkalske for-ståelse af institutioner samt familien. Hun har selv oplevet de ting hun skildrer i romanen, og Professor Hieronimusʼ adfærd er gengivet meget nøjagtigt, det har flere patienter kunne be-kræfte (bogens efterskrift). De psykologiske romanerne Professor Hieronimus og Paa Sankt Jørgen er interessante, fordi det er personlige og autentiske beskrivelser af oplevelser på et sindssygehospital. Det gør romanerne mere valide og egnede til at anvende som bevismateria-le i debatterne. Hun er saglig, og forsøger at beskrive oplevel͏sern͏e videnskabeligt ved at an-vende den naturalistiske skrivemetode. Amalie Skram pakker sine egne subjektive budskaber ind i sygeplejerskernes opførsel. Men det er svært at læse Amalie Skram objektiv, da hun er så peronligt involveret.

Andet sidestillet litteratur

Man kunne sammenligne den med IP. Jacobsens novelle et skud i tågen (1875).

Den videre anvendelse

Romanens anvendelse fx samtidens debat, kvindebevægelser og 1970ʼerne

Litteraturlisten

Mortensen, K. P., & Schack, M. (2009). Kvindelige Naturalisme. I Dansk litteraturhistorie

1879-1920 (Årg. 3). København: Gyldendal. (opslagsværk)

Skram, A. (1974). Professor Hieronimus. Oslo: Pax Forlag. (Roman)