Naturforskeren | Analyse

Naturforskeren

STX 2.g

Digtet ”Naturforskeren” er skrevet af i 1819. udtrykker i digtet et natursyn og bruger nogle sproglige virkemidler, der skal ses i lyset af de tanker, der gjorde sig gældende i romantikken.

Romantikken er en periode indenfor kulturhistorien. I Danmark varede periode fra ca. 1800 til ca. 1870. Udgangspunktet for Romantikken var ideen om en almen verdensorden, hvori det enkelte menneske kunne forene sig. Den enkelte individ skulle gøre det væsentlige i den alment menneskelige kultur til sit eget, og dermed blive et billede på ”det sandt menneskelige”. Romantikerne påpegede bagsiden ved ’den sejrrige oplysning’ og rettede kritik mod fornuftens negativitet. Ifølge Romantikken ødelægger og opløser den videnskabelige og analytiske fornuft muligheden for at opretholde et sammenhængende verdensbillede. Videnskaben vil analysere og dissekere alting, for dem er intet helligt, og det gode og naturlige i mennesket ødelægges. Det blev igennem kunsten, at man kunne opnå den højeste form for erkendelse - nemlig indsigten i ”det frie valg”, indsigten i, at det er muligt at handle moralsk. Mennesket kan i kunsten ane og føle den Gud, som ikke kan erkendes med rationelle midler. Ideen var, at kunsten er i stand til at hele de sår, som rationalitetens analytiske fornuft har forårsaget – nemlig at udrydde forestillingen om et sammenhængende verdensbillede. Synspunktet var, at rationalitet og poesi ikke var forenelige, og at poesi ikke kunne reduceres til rationalitetens love og regler, men med sin originalitet bidrage til dannelse af det sande naturlige menneske og dets verdensskabende fantasi.

Alt er udsprunget af verdensåndens kreativitet. Naturen er den synlige ånd, ånden den usynlig natur. Naturen tilbedes, ikke fordi Gud har skabt den, men fordi Gud er i den. Naturen er en mystisk åbenbaring af verdens sjæl. Verden er blevet et under, og holdningen til den er religiøs. Verdensånden manifesterer sig ubevidst i naturen, mens den i mennesket bliver sig selv bevidst. Hele universet er til for, at verdensånden i mennesket skal blive sig selv bevidst. Ånden identificeres med Gud. Ved skabelsen har Gud derfor ikke andre midler end sig selv, og verden må følgelig være skabt af ånd. Dette indebærer, at ånden indgår i den skabte verden, dog med den forskel, at den nu er begrænset i materien. Men da absolut frihed og uendelighed hører til åndens væsen, vil den søge tilbage til sin frie tilstand. Således bølger ånden gennem hele universet fra den rene fuldkommenhed til det uorganiske og tilbage igen.