Alle tiders karneval af Svend Åge Madsen | Analyse

Side 1

1

Alle tiders karneval

Svend Åge Madsen er født i 1939, er opvokset og har altid boet i Århus, hvor stort set alle hans værker også finder sted. Det, der er det mest karakteristiske for hans forfatterskab er dels de gennemgående temaer som liv - død, løgn - sandhed og tid - intet, og derudover prøver han i mange af sine værker at gøre op med den traditionelle romanform, som fx i bogen ”Dage med Diam eller livet om natten”, der består af 63 novellestykker, som læseren har mulighed for at kombinere på kryds og tværs, så læseren på den måde bruger sin egen kreativitet, til at sammensætte en ny novelle fra gang til gang. Svend Åge Madsen er sprogfilosof, han leger med sproget, giver det nye dimensioner, og hans værker har ofte en ironisk drejning, med henblik på at udfordre læserens blik på os selv, men også på den verden vi lever i.

Novellen ”Alle tiders karneval” findes i digtsamlingen ”Mellem himmel og jord” fra 1990, og her befinder vi os ligeledes i Århus, Smilets by. På mange måder er det en karakteristisk novelle i forhold til Svend Åge Madsens forfatterskab, da den tager hul på op til flere af hans traditionelle temaer, og tanker omkring vores samfund, og vores blik på os selv og hinanden, som individer.

Mere konkret handler teksten om Karl, som morgenen efter han har været til et stort karneval i Århus, vågner op til at finde ud af, at den sminke han har båret i de tre dage, som karnevallet varede, har sat sig fast, og er ikke til at få af med selv de stærkeste rengørings-midler. Karl beslutter sig efter mange overvejelser for, at tage på arbejde i banken Sparekassen, på trods af at han ligner en blodtørstig sørøver fra 1700-tallet - han dækker blot sit ansigt med en ny maske af sminke, så han ligner sig selv igen.

Karl arbejder i en bank, ledet af bestyreren K. Laveran (som også går under navnet ”Varanen”), I banken arbejder også Karls bedste ven, Arne, som første dag på arbejdet efter karnevallet er nødt til at tage hjem, da det er ham, som festlighederne tydeligst har sat sine spor på.

Da karnevallet stod på, mødte Karl en pige, som han som aftalte at mødes en dag, og for at de kunne kende hinanden, fik de hver en halvdel af et karnevalsblad. Da Karl træder ind på restauranten, hvor de skal mødes, er den person, der sidder med den anden halvdel af bladet én stor skuffelse, i forhold til hvordan hun så ud under karnevallet, og alt tyder på, at hun har det på samme måde med Karl.

Side 2

2

Den næste dag da Karl møder på arbejde, er de fleste andre mødt, undtagen Arne. Varanen, som de kalder deres bestyrer, sidder ved sit skrivebord og arbejder. Pludselig står der en person i bankens indgang, der ligner Varanen på en prik, og der opstår da stor forvirring om, hvem der er den virkelige Varan, og hvem der er en svindler. Konfrontationen munder ud i, at Karl, efter at have revet sin sminke af og dermed blottet den blodtørstige sørøver, løber ud af banken, sammen med Arne, der også har blottet sig.

Samme dag passerer Karl en folk mennesker, der står samlet om en udgravning, hvor arkæologer går og finder genstande fra fortiden, som egentlig er genstande, vi bruger i vores samfund i dag. Det bliver hurtigt vedtaget, at hullet skal graves til, og at udgravningen helt skal glemmes, da Århusianerne ikke vil indse, at de lever i en by, der ligger i en by, som blev bygget i en by, og på den måde er en museumsby. Karl opdager, at han står ved siden af pigen, han mødte til karnevallet. Hun får også øje på ham, og næste øjeblik, holder de hinanden i hånden, og om aftenen elsker de med hinanden i mørket.

Novellen er nærmest ét stort maskebal. Først tror man, at Karl er den eneste, der må sminke sig, for at skjule sin maske. Efterhånden bliver det tydeliggjort, at alle skjuler noget bag deres facader udadtil; først får vi at vide, at Arne har samme problem; at der bag hans normale ansigt, er et andet ansigt, der forestiller en spidshaget gavtyv. Herefter afsløres det, at Varanen heller ikke er den, man umiddelbart tror, han er, da der bag hans lag af sminke gemmer sig en karikeret Jeronimus. Til sidst i novellen slås det helt fast, at alle har en maske, de ikke kan slippe af med igen, så alle har været nødt til at sminke sig, for at gemme deres masker.

Man kan egentlig aldrig helt være sikker på, om det er ansigtet udadtil, eller masken bag de tykke lag af sminke, der er skyld i de handlinger, som personerne i novellen foretager sig – for er det Karl, der er forklædt som sørøveren, eller sørøveren, der er forklædt som Karl? Hvem er den virkelige Karl? Men det, der er pointen med novellen er netop, at alle går og gemmer deres ansigt væk, dét ansigt de har påtaget sig under karnevallet, og som ingen kan slippe af med igen, på trods af at de alle jo bærer på det samme problem. Karl skjuler den side af sig selv, som han ikke bare kan løbe fra, når han er i byen eller i det hele taget bare sammen med andre folk, men når han er alene, fjerner han sminken, og lader det skjulte ansigt være fremme i dagslyset. I starten tager han det ikke så tungt, at han ser ud som en blodtørstig pirat. Men efterhånden som han mere og mere ihærdigt forsøger på at få sminken fjernet, og det ikke lykkedes, bliver han mere og mere desperat, indtil han til sidst indser, at der ikke er noget at

Side 3

3 gøre; den maske sidder fast, og er så godt som umulig at fjerne. Han bliver nødt til at smøre sig ind i sminke, hvis han fortsat vil ligne den gamle Karl. Karl oplever dog en stigende trang til at

’flå huden af’, til at vise nogen den side af ham selv, som sørøveren repræsenterer. Men han tør ikke at betro nogen den hemmelighed, som det er for ham. (Side 119, ”En dag, hvor de køksede noget sammen i Karls lejlighed, fik Karl trang til at lade masken falde. Men han greb sig i det.”)

Der hersker hele tiden en usikkerhed om, hvem der i virkeligheden er hvem i novellen, ligesom der gør til et karneval, hvor alle bærer masker, og skjuler deres sande jeg. Derfor kan man let gå fejl af personerne, hvilket Karl bl.a. gør, da han mødes med Vera Knal, som til hans store skuffelse ikke er den frodige og frække Pernille, han mødte til karnevallet, men i stedet en ”klat dej med et par ubestemmelige tingester raslende rundt i blusen”. Som Karl siger på side 118, ”til karneval er alle katte spraglede” (som kommer af ordsproget ”I mørket er alle katte grå”), så kan selv de mest grå og kedelige mennesker blive festlige og farverige i de rigtige omgivelser.

Man falder så at sige i med omgivelserne.

Folk omkring Karl lukker øjnene for sandheden, da hullet fra udgravningen fyldes op igen, på side 125. De lukker øjnene for hvad der er inderst inde, bagved laget af sminke. For de masker der har klæbet sig fast til alles ansigter, er et billede på sider af dem selv, som de inderst inde ikke vil stå ved, eller i hvert fald ikke vil vise overfor andre. Tag fx Pernille, hvis navn i virkelig-heden er Vera Knal – uden d, vel og mærke! Hendes ’sande jeg’ virker meget frækt og frodigt, da hun til karnevallet er klædt ud som en fræk tjenestepige, men ellers fremstår som en kedelig klat dej. Det er ikke et rent tilfælde, at hun har fået tildelt efternavnet Knal - uden d. For det første, fordi hun umiddelbart ikke virker som en person med meget ’knald’ i, men åbenlyst også fordi det er hendes seksualitet, hun prøver at fortrænge. Hun har travlt med at gøre opmærk-som på, at hendes efternavn ikke er ”knald”, da mange sikkert ville associere til sex, og det vil hendes blufærdige side ikke tillade, at folk tænker om hende. Til sidst i novellen tager Vera og Karl hinanden i hænderne, i forbindelse med udgravningen, der bliver gravet til igen, med det formål, at man helt skal glemme, at den har været der. Imens hullet fyldes op, lukker alle øjnene, men ikke Karl. Karl lukker ikke øjnene for den sandhed, der jo gemmer sig nede i den udgravning. Ligeledes lukker han heller ikke øjnene for Vera. Han husker Pernille, som han ved gemmer sig inde bag Veras facade udadtil. Han ved, at hun inderst inde er den Pernille, han

Side 4

4 forestillede sig, derfor kalder han hende også Pernille, da de ligger i mørket og elsker med hinanden til sidst.

Det er ikke altid helt let for personerne i novellen, at bevare deres sminke så godt, at deres indvendige maske ikke bliver afsløret. Der nævnes fx flere gange, at Varanens hængemule, ser ud som om, at den er ved at falde af. Dette prøver Varanen at skjule, ved at ’dykke ned i nogle uskyldige opstillinger’. Han vil ikke afsløre, at han gemmer på et ansigt, på en identitet i skikkelse af en Jeronimusfigur, da han på den måde ville afsløre, hvem han inderst inde er. En konservativ, forstokket mand, der forklæder sig som den strenge chef, K. Laveran.

Ligeledes er det med Arne. Karl beskriver Arne som det vittige hoved i banken, hvilket derfor passer perfekt sammen med, at hans maske forestiller en gavtyv. Arne og Karl har siddet og drukket sammen under karnevallet, iført deres masker, og derfor ved Karl, at det er Arne, da Arne får revet sin Varan-maske af, og gavtyven dukker op indenunder. Men i og med at der inde under Varan-masken gemmer sig gavtyve-ansigtet, vil det sige at gavtyven, Arne, må have sminket sig som Varanen, og ikke Arne ham selv. Det kunne tyde på, at vi her har med en person at gøre, der eksperimenterer med forskellige personligheder; den vittige medarbejder, eller den alvorlige bestyrer. Arne er en af dem, der ikke ved, hvem han egentlig er. På side 119, står der at ”Arne var bestemt ikke blevet sig selv efter karnevallet”; Til karnevallet prøvede Karl at være en anden person, han fik muligheden for at glemme hvem han i virkeligheden var. Efter den begivenhed er han kommet i tvivl om hvem, han egentlig har lyst til at være, og prøver derfor flere personligheder af

Egentlig fortælles der generelt ikke så meget om Arne, hvilket der også senere viser sig at være en forklaring på, nemlig at Arne er ham, der fortæller historien, og derfor sætter fokus på sin ven, Karl, og jo ikke sig selv. Egentlig bliver Karl egentlig kun introduceret kort, med sætningen på side 115; ”Arne, derimod, var Karls bedste ven og sparekassens vittige hoved”.

I forhold til selve sproget i novellen, så er der detaljer i teksten, som ikke bare er overladt til tilfældighederne. Fx hvis man kigger en ekstra gang på de 4 navne; Karl Neva, Arne Kval, Vera Knal og K. Laveran vil man kunne se, at de 4 navne har en stor ting til fælles; hvis man bytter om på bogstaverne, hedder de alle ”Karneval”. Når man har lagt mærke til den detalje, giver de enkelte navne mening i en større sammenhæng. Alle personerne er jo del af et karneval, som vil blive alle tiders karneval, da det er et karneval, der nok aldrig slipper sit tag på personerne – personerne vil aldrig kunne flygte fra det karneval igen.

Side 5

5

I teksten er der brugt flere metaforer. Alle de her masker, som sætter sig fast på folk, så folkene ser sig nødsagede til at dække maskerne til, er en metafor for at vi mennesker tit ser os selv nødsagede til, at påtage os forskellige roller, som måske i bund og grund ikke stemmer over ens med vores sande jeg – og vores sande jeg har vi ikke altid lyst, til at vise overfor andre end os selv, og selv det kan være svært.

I teksten er også mange ironiske og lidt humoristiske vendinger – vendinger såsom ”Da sørøveren havde forklædt sig som Karl”(Side 112), hvor fortælleren vender vores opfattelse af historien indtil videre på hovedet, ”Et øjeblik var alle lammede, længe nok til at både sørøver og gavtyv fik lejlighed til at benytte udgangene, til det udgange nu er bedst til”(side 122) som et lille humoristisk og ironisk citat, og ”(…) det er trods alt ikke hver dag man opdager, at man lever for nogle hundrede år siden”(side 124), som er en mere filosofisk vending, der får læseren til at tænke dybere over historiens mening. Sætninger som disse gør historien mere interessant og sjov at læse, fordi de tvinger læseren til at forholde sig til historien, i stedet for at ’læse passivt med’.

Svend Åge Madsen skaber i novellen en tvivl hos læseren om, hvem der egentlig er fortælleren i teksten; om det er en af personerne i selve fortællingen, en person, der står ude og betragter fortællingen, eller en man næsten skulle tro var Gud, som ved alt hvad der sker, og hvorfor.

Lige fra starten henvender fortælleren sig direkte til læseren, og gør det flere gange, efter-hånden som historien skrider frem. Man får under læsningen kastet spørgsmål i hovedet, som om fortælleren stod og læste den op foran én, og dermed kunne iagttage læserens reaktioner på de ting, der sker i novellen. Da fortælleren på side 114 fortæller om Århus, som i virkeligheden bare er den inderste æske, i et helt æskesystem, siger han, at vi er nødt til at have den viden om Århus, for at forstå fortællingen – at vi da altid kan prøve at forstå fortællingen. Han indrømmer overfor læseren, at historien umiddelbart nok syntes svær at forstå, men hvis vi forstår den historie, han fortæller om Århus, har vi kortet til, at resten af kabalen går op.

Helt konkret møder vi i starten en 1. personsfortæller, da historien indledes med ”Fortællingen om den gennemgribende forvandling, som jeg har kaldt Alle tiders karneval(...)”. Det er en alvidende fortæller, da han ved alt om, hvad Karl gør, og tænker på. Fortælleren har et overblik over historien, som om han kiggede ned ovenfra.

Side 6

6

Til slut får man som læser at vide, at fortælleren er Arne Kval, altså Karls bedste ven og kollega.

Ind i mellem i novellen kommer der små udsagn fra fortælleren, som gør det tydeligere for læseren, at det er en af Karls bekendte, der må være fortælleren. Fx siger fortælleren i starten ”Arne, derimod, var Karls ven og sparekassens vittige hoved – det kan jeg stå inde for” – som i:

”Arne er sparekassens vittige hoved, det ved jeg, for det er mig!”.

Rent tematisk tager novellen hul på temaer som fortrængsel, at skjule sit sande jeg, modsætningsforholdet i mellem løgn og sandhed – hele den konflikt der kan opstå i os selv med, om vi er sande overfor os selv og andre, med hvem vi er, men også det, at finde frem til sandheden. Vi mennesker skal finde sandheden om os selv bag vores facader udadtil, og finde ud af hvilken maske, der i virkeligheden er den, der matcher os bedst. Hele fortællingen om udgravningen, der bliver dækket til igen, tager også hul på et tema om at skjule sandheden, at fortrænge sandheden, fordi man måske inderst inde er bange for, at se den i øjnene. I novellen er Århusianerne bange for, at de skal se sandheden i øjnene om, at de lever i en museumsby, uden at vide, hvor mange af den slags byer, der egentlig har fandtes før den, de lever i nu.