Analyse af Decameron

Dekameron, tredje bog, anden fortælling

Novellesamlingen Dekameron af Giovanni Boccaccio anses af mange for at være ét af de største hovedværk i både middelalderen og renæssancen, da den ofte bliver antaget som starten på renæssancen rent litterært.

De mange historier i Dekameron er meget forskellige i stil og tema, men tilsammen væver de et samlet billede af livets mangfoldighed og skaber derved en essentiel kontrast til pestens død og ødelæggelse.

Denne artikel vil dog ikke se på alle historierne i Dekameron, som er en samling af 100 historier, men mere gå i dybden med nogle tidstypiske træk for renæssancen i Dekameron, tredje bog, anden fortælling. Denne historie er en del af en rammefortælling, idet Dekameron egentlig er en historie om 10 unge, der flygter fra Firenze i pestens storhedstid. De beslutter sig for at fortælle en historie hver i 10 dage, hvilket altså ender ud i 100 historier. I denne kronologisk opbyggede fortælling fremhæves vigtigheden af at udleve sin drøm, idet hestepasseren, der nærer en stor lidenskab for dronningen, trodser sin simple stand og ligger med hende. Individets styrke vises hermed, da hestepasseren undgår straf med kløgt. Dette er et tidstræk, der er typisk for renæssancen, da der i denne tid er opstået en nyt syn på menneskets værdi. En af mine fortolkningshypoteser lyder på, at der i denne periode foregår en overgang i litteraturen fra at have fokus på slægt, tradition og ære, til at gå over til et nyt fokus på individets styrker, hvilket vil vise sig i form af nogle individuelle handlinger.

Grunden til dette er, at der i renæssancen er kommet en ny tanke frem; humanismen. Dette kan ses i Dekameron (side 1, linje 12), da hestepasseren bliver sammenlignet med kongen. Her ville man førhen have gjort forskellen mellem de to slægter meget større (”end hans ringe stand kunne lade formode, og dertil høj og smuk som kongen selv”). Dette er med til at fremhæve ét af hovedaspekterne ved humanismen; ethvert individ rummer et enormt udviklingspotentiale. Samtidig bruges der mange tillægsord i beskrivelsen af både kongen og hestepasseren. Vi får en direkte karakteristik af kongen ved at få en del fysiske kendetegn præsenteret, som fx at han er høj og smuk. Læseren får bl.a. også at vide, at han anses for at være en konge med ”kraft og klogskab i opblomstring”, hvilket kan tyde på, at det er en ung konge, vi har med at gøre.