Analyse af Decameron

Side 1

Side 1 af 3

Dekameron, tredje bog, anden fortælling

Novellesamlingen Dekameron af Giovanni Boccaccio anses af mange for at være ét af de største hovedværk i både middelalderen og renæssancen, da den ofte bliver antaget som starten på renæssancen rent litterært.

De mange historier i Dekameron er meget forskellige i stil og tema, men tilsammen væver de et samlet billede af livets mangfoldighed og skaber derved en essentiel kontrast til pestens død og ødelæggelse.

Denne artikel vil dog ikke se på alle historierne i Dekameron, som er en samling af 100 historier, men mere gå i dybden med nogle tidstypiske træk for renæssancen i Dekameron, tredje bog, anden fortælling. Denne historie er en del af en rammefortælling, idet Dekameron egentlig er en historie om 10 unge, der flygter fra Firenze i pestens storhedstid. De beslutter sig for at fortælle en historie hver i 10 dage, hvilket altså ender ud i 100 historier.

I denne kronologisk opbyggede fortælling fremhæves vigtigheden af at udleve sin drøm, idet hestepasseren, der nærer en stor lidenskab for dronningen, trodser sin simple stand og ligger med hende. Individets styrke vises hermed, da hestepasseren undgår straf med kløgt. Dette er et tidstræk, der er typisk for renæssancen, da der i denne tid er opstået en nyt syn på menneskets værdi.

En af mine fortolkningshypoteser lyder på, at der i denne periode foregår en overgang i litteraturen fra at have fokus på slægt, tradition og ære, til at gå over til et nyt fokus på individets styrker, hvilket vil vise sig i form af nogle individuelle handlinger.

Grunden til dette er, at der i renæssancen er kommet en ny tanke frem; humanismen. Dette kan ses i Dekameron (side 1, linje 12), da hestepasseren bliver sammenlignet med kongen. Her ville man førhen have gjort forskellen mellem de to slægter meget større (”end hans ringe stand kunne lade formode, og dertil høj og smuk som kongen selv”). Dette er med til at fremhæve ét af hovedaspekterne ved humanismen; ethvert individ rummer et enormt udviklingspotentiale. Samtidig bruges der mange tillægsord i beskrivelsen af både kongen og hestepasseren. Vi får en direkte karakteristik af kongen ved at få en del fysiske kendetegn præsenteret, som fx at han er høj og smuk. Læseren får bl.a. også at vide, at han anses for at være en konge med ”kraft og klogskab i opblomstring”, hvilket kan tyde på, at det er en ung konge, vi har med at gøre. Et stykke inde i historien bliver det også afsløret, at han er en meget betænksom konge, idet vi får en indirekte karakteristik af ham, hvilket ses på side 3, linje 3 (”men som en fornuftig mand besluttede han ikke

Side 2

Side 2 af 3 at lade sig mærke med noget, siden jo hverken hun eller nogen anden havde opdaget bedrageriet.

Havde han derimod været en af de tosser, som det vrimler med her på jorden, ville han have båret sig helt anderledes ad”).

Denne handling fortæller os altså, at han er en forsigtig og varsom konge, der godt kan lide at se tingene an, før han drager forhastede konklusioner.

Historiens komposition er opbygget som en kronologisk fortælling, idet man følger historien fra starten af problemstillingen til slutningen på problemstillingen. Miljøet for denne fortælling er overvejende et adeligt miljø. Fortællingen foregår i en almindelig landsby, men historien udspiller sig mere inden for det royale miljø.

Endnu et renæssancetræk ses i og med, at fortælleren er en alvidende fortæller, hvorimod læseren førhen kun ville have fået indblik i fortællingen gennem direkte tale og handling. I denne historie

ser vi en indre synsvinkel for både kongen og hestepasseren, på side 1, linje 22 + side 3, linje 14

(”hvilket han altid så for en oversættes nåde”) (”Indvendig højlig opbragt og fortørnet, men desuagtet i en tone, der intet røbede af den storm, der rasede i hans hjerte, svarede kongen”).

Endnu engang bliver de sat på lige niveau, hvilket er grundtanken i humanismen, som er det helt nye i renæssancens tid.

Man er i renæssancen også begyndt at se forholdet mellem Gud og mennesket som noget personligt.

Det skal altså ikke længere være påtvunget at gå i kirke for at få tilgivelse for sine synder. Individet begynder altså at bryde med autoriteterne, hvilket kommer til udtryk ved hestehjælperen, der vælger at trodse autoriteterne, selvom han er bevidst om de mulige konsekvenser. Han er altså klar over, at en handling, der tilsidesætter autoriteten, kan medføre døden. Dette var også den generelle opfattelse hos befolkningen, der var bange for styrken af dommen fra Gud, hvis man skubbede ham i baggrunden. Men i kontrast til truslen fra pestens død kan det ses som en klog beslutning at følge sin drøm, da man nok ikke ville kunne gøre det i morgen.

Alle handlinger, der udøves i denne fortælling, har sin begrundelse i kærlighed, hvilket gør dette til en overordnet tematik. Hestepasseren vil ligge med dronningen af ren og skær forelskelse.

Dronningen ligger med, hvem hun tror er kongen, også af kærlighed til denne. Og kongen beslutter ikke at lave et større nummer ud af hele episoden for ikke at ydmyge dronningen i det offentlige.

Altså igen en kærlighedshandling.

Side 3

Side 3 af 3

Som det fremgår af analysen foroven, vises der mange tidstypiske træk fra renæssancen. Især tekststeder, der tyder på en indflydelse fra humanismen, fremgår hyppigt i fortællingen. Fokuset på individet bliver desuden underbygget af den gavmilde brug af adjektiver i de direkte personbeskrivelser.

Eftersom denne fortælling er skrevet under en kæmpe indflydelse af pestens død og ødelæggelse, kan det tænkes, at hestepasserens mod til at udleve sin drøm er styret af frygten for ikke at få chancen igen i morgen. Han forbereder sig også på at dø i historien, hvis han bliver opdaget, men har fået det klarsyn, at han lige så godt prøve at få noget ud af det, inden han skal dø.

Hvis man skulle udlede én sætning af denne fortælling, ville det kunne være carpe diem. Hvis du ikke lever dagen og livet til det fuldeste i dag, er det ikke sikkert, at det er en mulighed dagen efter.

Derfor styres hestepasserens mod til at ligge med dronningen af netop denne dødsangst.