SRP: Barack Obama og Mellemøsten i Samfundsfag og Engelsk

Side 1

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 1 af 24

Indhold

Abstract ................................................................................................................................................... 2 Indledning ............................................................................................................................................... 3 Redegørelse for udviklingen i den amerikanske mellemøstpolitik 3

USA’s situation som eneste supermagt .............................................................................................. 3 Neokonservatisme under Bush ........................................................................................................... 4 Bush doktrinen .................................................................................................................................... 4

USA’s forhold til Israel/Palæstina konflikten ...................................................................................... 5

USA og krigen i Irak. ............................................................................................................................ 7 USA’s forhold til Iran ........................................................................................................................... 8 Bushs Grand Strategy i mellemøsten .................................................................................................. 9 Analyse .................................................................................................................................................... 9 George W. Bush, State of the Union, 29. januar 2002 ........................................................................ 9 George W. Bush, State of the Union, 28. januar 2008 ...................................................................... 12 Barack Obamas Address at Cairo University, 4. juni 2009 ................................................................ 15 Sammenligning mellem talerne ........................................................................................................ 19 Diskussion og vurdering af Obamas nye retning i mellemøsten. ......................................................... 20 Konklusion ............................................................................................................................................. 22 Litteraturliste ........................................................................................................................................ 24

Side 2

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 2 af 24

Abstract

The project deals with the influence of the new Middle East Policy introduced by President Barack Hussein Obama, and whether or not he will make a difference. The project will look at the policy at the time of former President George Walker Bush, with the intention of making an account of the development of Middle East Policy from 2001 to 2008. This is followed by analyses and interpretations of two speeches held by George Bush, and one by Barack Obama. The purpose of this is to show the differences in the foreign policies that are given away in the speeches. At the end of this the project will discuss the reaction to Obamas policy in both the Middle East and in the US. At last end of this, there will be evaluation regarding Obamas ability to stay true to his policy.

The account showed that George Bush made use of a unilateral foreign policy to reach his administrations goals in the Middle East. In his eight years as president, the policy changed from invasions to the making of a barrier of allies around its rival, Iran. This policy was confirmed by the findings in the speeches. Barack Obamas speech showed that he would use a different approach. In the discussion it was revealed that both the Israeli and Palestinian people were suspicious of Obama and his new policy, and that he lack support in the US for this. At the very end, it was concluded that Obama did not have a good chance of making peace between the Israelis and the Palestinians.

Side 3

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 3 af 24

Indledning

Jeg har valgt, at arbejde med Obamas mulige indflydelse på den igangværende mellemøstkonflikt.

Det er interessant at se på, hvilken betydning det kan have, at der er kommet en anden tilgang til løsningen af konflikten. Min problemformulering er følgende:

Redegør for udviklingen i den amerikanske mellemøstpolitik i perioden fra 2001 til 2008

- Til min redegørelse har jeg, udover at redegøre for udviklingen i mellemøstpolitkken, set på hvad der har skabt denne udvikling.

Giv en retorisk analyse og fortolkning af mindst to selvvalgte præsidenttaler, der tematiserer mellemøstkonflikten, med særligt fokus på det figurative sprog og de politiske tilhørsforhold.

- Jeg valgte at bruge tre taler her. Min begrundelse er, at jeg ville se på tale ved begyndelse af Bushs embedsperiode og en i slutningen. Jeg følte at dette ville være det bedste, for at vise udviklingen i Bushs politik, der så skulle sammenlignes med Obamas.

Diskuter modtagelsen af Barack Obamas nye retning i mellemøstkonflikten i USA og i mellemøsten, og vurder hvorvidt han kan indfri sine løfter.

- Her har jeg taget udgangspunkt i løsningen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Det har jeg gjort, da jeg mener at løsningen af netop denne konflikt, kan være vejen frem til en mere stabilitet i regionen.

Redegørelse for udviklingen i den amerikanske mellemøstpolitik

USA’s situation som eneste supermagt

For at kunne forstå USA's udenrigspolitik under George W. Bush, er man nødt til at se på tiden der kom før: USA kom ud af Den Kolde Krig som eneste tilbageværende supermagt.

Den magt situation kom til at spille en stor rolle, for den kommende udenrigspolitik. Under både George Bush senior og Bill Clinton, så man et fokus på at sikre amerikanske interesser uden for USA. Især i og omkring mellemøsten. Derfor så man i udenrigspolitikken en kamp mellem det unilaterale og det multilaterale [1]. Skulle USA føre sig frem som en unilateral magt i dets forsvar af amerikanske interesser, eller skulle der inddrages allierede til samarbejde i multilaterale aktioner. Under begge præsident så man flere eksempler på multilaterale

1

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 4

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 4 af 24 aktioner. Hos Bush var der ”Operation Desert Storm” ledet af USA, men som bestod af en koalition på 34 lande, der var godkendt af FN. I Clinton tiden var der krigen på Balkan hvor man så NATO ledet af USA, bombe mål i Balkan. Under begge præsidenter var der også eksempler på det unilaterale. Et eksempel kan være den amerikanske indgriben i borgerkrigen i Somalia i 1993. Begge har ikke desto mindre, haft fokusset på samarbejde med det internationale samfund.

Neokonservatisme under Bush

Da George W. Bush vandt præsidentvalget i 2001, forventede mange at han ville følge den samme udenrigspolitik, som hans far havde gjort ti år tidligere. Forventningen byggede på, at mange af de folk der fik toppost i den nye Bush-regering, var gamle kending fra faderens tid.

Richard Cheney fik posten som vicepræsident. Han havde i Bush senior tiden været forsvarsminister under Golfkrigen. Der var den tidligere rådgiver i sikkerhedsspørgsmål Condoleezza Rice. Hun kom til at spille en stor rolle under Bush junior. Den kommende udenrigsminister, var også kendt fra den tidligere Bush-regering, Colin Powell. Under Golfkrigen havde han været forsvarschef, og var kendt for at prioritere internationalt

samarbejde.^{2}

Forskellen fra den gamle Bush-administrationen, kom med de folk Bush satte i det Nationale Sikkerhedsråd, i Pentagon samt i udenrigsministeriet. De ledende kræfter i forsvarsministeriet var Donald Rumsfeld og Paul Dundes Wolfowitz. En mindre folkevandring fulgte de to ind i

                                                                    3
samme ministerium fra den neokonservative tænketank American Enterprise Institute

Med folkene der fuglte Rumsfeld og Wolfowitz, blev det klart at den siddende Bush-administration ville have en anden tilgang til udenrigspolitik, end den der havde siddet i slutning af 1980erne.

Bush doktrinen

Terrorist angrebet på USA den 11. september 2001, blev en skelsættende dato for amerikansk udenrigspolitik. Angrebet fik stor betydning for den udenrigspolitik, som senere kom til at hedde Bush-doktrinen. I amerikansk historie, er en skelsættende udenrigspolitik altid kaldet for en doktrin. Bush-doktrinen var involveret i hele George W. Bushs regeringstid. Første gang den blev nævnt, var ved Bushs tale til den amerikanske kongres den 20. september

2

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

3

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 5

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 5 af 24

2001. I talen sagde han: enten holder I med os, eller også holder I med terroristerne [4] Udtalelsen, der henvendt sig til Europa og resten af verden, viste at den nye administration, at gik ind for en kraftig unilateral politik. Spørgsmålet var så, om det ville blive en bred unilateral politik, hvor USA ville inddrage sine allierede som rådgivere men uden nogen bestemmelser. Det kunne også blive en udenrigspolitik, hvor USA ville være afvisende overfor dets allierede.

Under Bush-doktrinen så man også, en markant indførelse i forsvarspolitikken af offensive strategier, der satsede på ”preemptive-” (foregribende) og ”preventive strikes”

(forebyggende). I det første tilfælde er der tale om reaktion på en uomtvistelig og umiddelbart forestående agrebstrussel. Det har karakter af selvforsvar og er tilladt iflg.

folkeretten. Med forebyggelse tænkes derimod på militære aktioner der foretages ud fra en tro på at en trussel, der endnu ikke er overhængende, vil opstå på et senere tidspunkt, og at det vil medføre større risiko for at vente med at handle. [5]

Et andet punkt der var nyt i forhold til George W. Bushs forgængere, var bestræbelserne på at fraråde fremtidig militær konkurrence [6]. Dette byggede på USA’s dominans af det militære område. Det grundlæggende i dette punkt er, en egentlig afskrækkelse af andre stater, som prøver at opnå en dominerende rolle, i et område med amerikansk interessere. Det kunne være i form af opbyggelse af militære styrker, eller ved besiddelse af

                     7
masseødelæggelsesvåben.

USA’s forhold til Israel/Palæstina konflikten

En vælgerundersøgelse der blev foretaget under præsidentvalget i 2000, viste at over 40 % af vælgerne, mente at den amerikanske regering utvetydigt skulle bakke Israel op i konflikten, mens at kun 20 % ville have Washington til mere aktivt at støtte palæstinensernes sag. De

resterende 40 % havde ingen mening om problemet.^{8}

Israel har siden dets oprindelse haft en særlig plads i amerikansk politik i mellemøsten. Det begyndte med præsident Harry Truman, der i 1948 anerkendte Israel som værende en lovlig

4

USA som militærmagt

5

Global Politik

6

USA som militærmagt

7

USA som militærmagt

8

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 6

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 6 af 24 stat. [9] Begrundelsen for hans anerkendelse, findes ikke kun i bevidstheden om de forfærdelige ting som Nazi Tyskland udsatte jøderne for, men i ligeså høj grad i de mange tusind af jøder og efterkommere, som bor i USA. USA er det land i verden, hvor der bor flest jøder uden for Israels grænser.

I 1960’erne blev forholdet mellem Israel og USA tættere. Forbedringen i forholdet kom efter, at John F. Kennedy startede en våbenleverance til Israel. Under senere amerikanske præsidenter, blev der lavet et egentlig militærstrategisk samarbejde. Israel er således den

                                                       10
største modtager i verden af amerikansk militær og økonomisk støtte.

Jøderne i USA fik også enorm indflydelse i Washington. Det fik de igennem den jødiske lobby-organisation AIPAC (American-Israel Public Affairs Commitee). Organisationen regnes i dag for den mest magtfulde lobby i amerikansk politik, og råder over hundredvis af millioner af dollars. Dens strategi kører på at støtte valgkampe for kandidater til Den Amerikanske Kongres. Hvis personen bliver valgt ind, mindes denne om den finansielle

                                     11
støtte som han/hun modtog af organisationen. På den måde får Israel en enorm indflydelse

på de ting der bliver stemt om i Kongressen.

Udover AIPAC’s indflydelse, der mest har forbindelse til Demokraterne, findes der også stærke pro-israelske kræfter på højre fløjen. Her findes de i form af kristne zionister. De kristne zionister mener at det er vigtigt, at jøderne opnår den fulde kontrol over Jerusalem.

Når jøderne har det, vil de genopbygge templet i Jerusalem, hvilket zionisterne mener, skulle føre til Messias’ anden genkomst.

Fra denne gren af det Republikanske Parti, kom den tidligere viceforsvarsminister fra Reagan tiden, Ricard Perle. Richard Perle blev hos George W. Bush, formand for Pentagons politiske udvalg. Han har tætte forbindelser til den israelske højrefløj. [12]

Perle var en af hovedkræfterne bag den nye amerikanske mellemøst-politik. En af grundstenene i den nye politik var en stærk opbakning til den israelske ministerpræsident Ariel Sharon, og dennes militante politik

9

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

10

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

11

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

12

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 7

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 7 af 24 over for palæstinenserne. [13] Perle og de folk han bragte med sig, alle fra samme neokonservative miljø, så Oslo-processen, samt Clintons tilgang med forhandlinger i Israel- Palæstina konflikten, som et problem. Han mente at den amerikanske mellemøstpolitik skulle være helt anderledes: Hvis Israel overhovedet skulle forhandle med palæstinenserne, skulle det være ud fra en absolut styrkeposition. [14]

USA skulle ifølge den nye politik, opretholde en stærk militær alliance med Israel. De skulle sammen sikre sig, en militær dominans af regionen. Derudover skulle USA ikke blande sig i konflikten mellem Israel og Palæstina. USA under Bush, havde ingen interesse i en fredsproces her. Det ville kun svække Israel, hvis at en palæstinensisk stat blev oprettet.

USA og krigen i Irak.

I 2000 udgav Laurie Mylroie, en forsker for den neokonservative tænketank AEI (American Enterprise Institute) bogen ”Study of Revenge”. [15]

I bogen anklagede Mylroie Irak, for at stå bag terrorangrebet på World Trade Center tilbage i 1993. Det blev også påstået at Saddam Hussein og Osama Bin Laden, sammen planlagde terrorisme mod USA. Bogen blev hurtigt genudgivet efter den 11. september 2001, hvor den blev en stor succes. Laurie Mylroie var en af de folk Richard Perle bragte med ind.

Med de folk den nye Bush-adminstration satte på poster, blev det klart at man ville komme til at se en hårdere politik i forhold til Irak. Allerede en måned efter at Bush var trådt til som præsident, beordrede han en bombning af Baghdad. Begrundelsen var at de fly der skulle overvåge Irak, var truede af et avanceret radar-system, som Saddam Hussein havde stillet op.

I 2002 kom Richard Perle med følgende anbefaling, ved en høring i det amerikanske Senat:

Slyngelstater udgør en egentlig trussel mod USA. Den amerikanske politiks første prioritet må derfor være enten at få gennemført regimeændringer eller at ødelægge disse

          16
slyngelstater Det blev gjort tydeligt at Bush og hans folk, ønskede et mere amerikansk

venligt regime i Irak. Det med begrundelse i at Irak, var en slyngelstat der støttede terrorisme mod USA og dets allierede, samt at Hussein truede USA dominans og interesser i regionen.

13

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

14

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

15

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

16

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 8

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 8 af 24

Det endte med at USA i 2003, sammen med en koalition af villige lande, angreb og invaderede Irak. Det førte til Saddam Husseins tilfangetagelse og enden på hans diktatur.

USA’s forhold til Iran

I starten af Bushs embedsperiode, viste han større imødekommenhed overfor Iran, end Clinton havde. Der blev sendt signaler om forsonlighed. Bush brød med den strategi Clinton havde lagt, navngivet ”Dual contaiment”. Den byggede på økonomiske sanktioner, samt en stempling af Iran som en dårlig investering for amerikanere. Den iranske regering viste til gengæld samarbejdsvilje med Bushs krig mod terror, men uden at ville hjælpe, direkte i bekæmpelsen af al-Qaida og Taliban. På trods af grundlagene for et godt forhold mellem de to parter, udviklede det sig alligevel, i den negative retning. Dette var der flere grunde til:

USA var overbevist om, at Iran prøvede at udvikle kernevåben. Iran forklarede at dets forskning inden for atomkraft, kun var til brug i det civile. USA mistænkte også Iran for at skjule al-Qaida folk, inden for landets grænser. Det afviste den iranske regering. Det viste sig senere, at der havde opholdt sig al-Qaida folk i Iran. Det kom frem da Iran udleverede en del til Saudi Arabien i 2002.

Der var også beskyldninger fra amerikansk side om, at Iran igennem Hizbollah var involveret i international terrorisme. Denne mistanke blev forstærket, efter at Israel den 3. januar beslaglagde skibet Karin A. Skibet var ejet af det Palæstinensiske Selvstyre. Det var lastet med 50 tons våben, der angiveligt kom fra Iran. Ifølge amerikanske efterretningskilder, havde den palæstinensiske leder Arafat indgået en aftale med Iran, om penge og våben støtte samt militær træning. Hizbollah, palæstinenserne og regeringen i Teheran afviste alle beskyldningerne. [17] De afviste beskyldningerne og sagde at det var et israelsk forsøg på, at skabe mistillid mellem Arafat og USA. For Irans regering betød dette, at de af Bush blev indlemmet i Ondskabens Akse. Dermed var Iran en fjende af USA, på højde med Nord Korea og Irak.

Under Irak Krigen nedtonede Bush, sin kritik af Iran. Det kom så langt, at der blev indgået aftaler om amerikansk og britisk overflyvning af iransk luftrum under krigen.

Irans fortsættelse af atomenergiprogrammet, førte i 2006 til FN sanktioner, med USA i spidsen for gennemførelsen af resolutionen. Det førte kun til at den iranske regering erklærede, at det på ingen måde ville stoppe udviklingen af sit atomprogram, snarere

17

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 9

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 9 af 24 tværtimid. USA regerede ved, at beskylde iranerne for at være dybt involverede i den kaotiske situation i Irak. Der kom også beskyldninger om, at Iran var hovedårsagen til de anti-amerikanske kræfter i Irak. [18] Det anspændte forhold mellem de to lande fortsatte, gennem resten af Bushs embedsperiode.

Bushs Grand Strategy i mellemøsten

Den mellemøstpolitik blev udviklet under Bush-administrationen, byggede på at USA, skulle presse amerikansk venlige regeringer ind i regionen. Det var ikke nødvendigvis det samme som demokratisk valgte regeringer. Et diktatur kunne være ligeså godt, det vigtige var at det dansede efter USA’s pibe. USA skulle være klar til at bruge alle midler for at få planen gennemført. Det inkluderer også invasioner, hvis det var nødvendigt. Efter krigen i Irak, måtte Bush indse, at denne strategi kostede for meget at føre. I stedet gik USA, over til en politik der byggede på inddæmning af Iran samt Syrien, Hizbollah og Hamas. Inddæmningen skulle foregå sammen Israel. USA og Israel skulle lave alliancer med Golfstaterne, Jordan og Ægypten. Sammen skulle de arbejde for, at begrænse Irans indflydelse i området, samt isolere ekstremisterne.

Analyse

George W. Bush, State of the Union, 29. januar 2002

Denne tale blev holdt af George Bush, som hans årlige tale til den Amerikanske Kongres.

Den indeholder præsidents syn på, hvordan nationen klarer sig. Det både internet og i forhold til resten af verden. Da talen blev holdt, havde USA under Bush invaderet Afghanistan, og var i gang med at nedkæmpe Taliban. Talen er ikke kun om udenrigspolitikken, men det er den del sat fokus på.

Bush starter sin tale ud med at sige, at selvom nationen er i krig og i recession, så har USA aldrig været stærkere: ”As we gather tonight, our nation is at war; our economy is in recession; and the civilized world faces unprecedented dangers. Yet, the state of our Union

has never been stronger.”^{19} Et klart budskab om, at selvom at nationen møder modstand, så

er USA, takket være Bushs evner som leder, stadig stærk. Med ham ved roret vil den blive ved med at være det.

18

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

19

State of the Union Address (January 29, 2002),

http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

Side 10

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 10 af 24

Han fortsætter med at beskrive, hvad USA har opnået i Afghanistan siden invasionen:

Han taler om, hvordan USA har ødelagt de terrorist-baser der fandtes i Afghanistan, og at

USA har ”rid the world of thousands of terrorists”^{20}. Sætningen får det til at fremstå, som at

USA har reddet verden, fra en enorm ondskab. Det bibelske budskab bliver klart, hvis at man erstatter ”of thousands of terrorists” med ordet ”evil”. Samtidig gør Bush opmærksom på, at USA har befriet det afghanske folk, fra et undertrykkende og brutalt styre. USA har også reddet befolkningen fra hungersnød. Bush bruger det amerikanske flag som symbol på, at det amerikanske folk og dets værdier har vundet. Det ses i sætningen: ”The American flag flies

again over our embassy in Kabul.”^{21} Han siger også at USA og Afghanistan nu er allierede i

kampen mod terror. Delen omkring krigen i Afghanistan skal vise, at Bushs strategi her og i resten af mellemøsten er en succes. USA er ved at vinde krigen mod terror. Samtidig siger Bush også, at det kun er begyndelsen på krigen mod terror. Han hentyder til, at USA vil være nødt til at gå ind i andre lande, for at forhindre terrorismen i at sprede sig:”What we have found in Afghanistan confirms that, far from ending there, our war against terror is only beginning…Theses enemies view the entire world as a battlefield, and we must pursue them

where ever they are.”^{22}

Bush nævner i sin tale, at der findes terrorist underverden. I denne underverden inkluderer han grupper som Hamas og Hizbollah. Både Hamas og Hizbollah er modstandere af Israel, samt dets besættelse af Libanon og de palæstinensiske områder. Dermed viser George Bush sin støtte til Israel, og Israels politik overfor de to grupper.

Bush antyder også en sammenhæng mellem USA’s krig mod terror, og lande eller regimer som han kalder dem, der prøver at opnå masseødelæggelsesvåben. I denne sætningen ser man det:”… we must prevent the terrorists and regimes who seek chemical, biological, or nuclear weapons from threatening the United States and the world.” [23]

Bush vil have til det at fremstå som at regimerne og terroristerne, ikke kun truer amerikanske interesser, men faktisk hele verden. Det gør i Bushs øjne USA til de gode, og terroristerne og regimerne til de onde. Et klart billede, af den idealisme der blev ført i Bush-administrationen

20

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

21

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

22

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

23

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

Side 11

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 11 af 24

Bush kommer ind på, at USA ikke vil undlade at involvere sig militært i lande. Det sker hvis regeringer ikke vil slå ned på terrorisme og anti-amerikanske kræfter, der findes i deres lande.

Han viser dermed, at han er villig til at gøre brug af ”preemptive-” og ”preventive strikes” som en metode til, at forhindre terror i at ramme USA. Regimer der ifølge Bush støtter terrorisme samt prøver at opnå masseødelæggelse våben, er et gennemgående tema i talen.

Han siger at regimerne og deres terrorist allierede, indgår i en ”… axis of evil, arming to

threaten the peace of the world.”^{24} Dermed har George W. Bush kridtet banen op. På den ene

side står USA og den fredelige verden. Imod dem finder man på den anden side, ondskaben selv, her i form af den ”axis of evil” som Bush nævner. Igen en måde at vise, at USA er de gode, der bekæmper de onde, terroristerne. Hvis USA er de gode, legitimere det alt hvad USA gør, da det må være det gode. Måden med at tegne det hele op i ondt og godt, er en

retorik som Bush gentagne gange gør brug af: ”They were wrong as they are evil”^{25}, ”None

of us would ever wish the evil that was done on September 11.” Det skal appellere til de religiøse og fanatiske masser i USA.

Da Bush nævner ondskabens alliance, inkludere han tre lande i den; Nord Korea, et kommunistisk diktatur, som USA har haft et dårligt forhold til siden Korea Krigen. Iran som USA beskylder for at udvikle atom våben, og for at støtte international terrorisme. Irak der udviser modvilje mod USA, og som også beskyldes for at støtte terrorisme. Ved nævnelsen af Irak, kommer han også ind på de mord på befolkningen, som Saddam Husseins regime har begået. Bush bruger de stærke billeder af mødre, der døde ligger over deres børn, til at understrege hvor forfærdeligt det er. Det giver USA en ret og moralsk forpligtelse til at fjerne regimet. Ordet regime, hvilket han bruger igen og igen, er valgt med henblik på, at få regeringer som arbejder imod Bush, til at fremstå negativt. Det sker ved at det henleder tankerne på diktaturer og terror, frem for demokratisk valgte regeringer.

I den sidste del af talen, hvor George Bush snakker om USA’s krig mod terror, argumenterer han for at USA skal lede verden frem til værdier, der kan lede verden mod en varende fred.

Hans argument for dette er, at man skal kigge på Afghanistan:”… look to Afghanistan, where the Islamic ”street” greeted the fall of tyranny with song and celebration.” Han fremhæver at USA har fordrevet tyranniet fra Afghanistan. Dermed har han retfærdiggjort krigen. Igen vælger han at bruge et ord som tyranni, til at still USA i lyset som den gode, der frelser det

24

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

25

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

Side 12

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 12 af 24 afghanske folk fra et undertrykkende regime. Det fører hen til at Bush siger, at USA skal beskytte frihed og retfærdighed overalt på jorden, fordi det er det rigtige, altså de amerikanske værdier. USA indflydelse og politik i den mellemøstlige og muslimske verden, bliver her retfærdig gjort. Det sker ved at Bush siger, at Amerika vil støtte dem der kæmper for disse værdier over hele kloden, også i den muslimske del. Valget af at beskytte de amerikanske værdier er USA blevet kaldet til, af en højere magt og det har aldrig været mere klart. Det fremgår i Bushs tale:”… that we’ve been called to a unique role in human events.

Rarely has the world faced a choice more clear or consequential.” [26]

Med det vil han fremhæve, at det altså ikke er hans egen og administrations ide at kæmpe for de værdier rundt om i verden. Det er Guds vilje. På den måde, bliver det fremlagt som et korstog mod terrorisme, velsignet af Gud. Det er et tydeligt spil på de kristne konservative kræfter i USA.

En konklusion på talen er altså, at USA ifølge George Bush, har ført og fører en retfærdig krig i Afghanistan. Amerika skal være, og er klar til at føre krig imod ”ondskabens akse” hvis landene der går under denne betegnelse, ikke indordner sig. Bushs brug af det gode mod det onde, viser tydeligt Bush tilgang til, at krigen mod terrorisme bygger på det ideologiske: vores værdier mod deres. Han taler tydeligvis til de religiøse og konservative dele af den amerikanske befolkning. I talen bygger han desuden op til den kommende invasion af Irak i

2003, der skal fjerne Saddam Hussein. Den plan har Bush-administrationen havde i længere tid.

George W. Bush, State of the Union, 28. januar 2008

George Walker Bush holdte denne tale til Kongressen, ved starten af hans ottende og sidste år, i embedet som præsident af De Amerikanske Forenede Stater. USA har nu været i gang med krigen Afghanistan i syv år, og i Irak siden 2003. Talen handler om både indenrigs- og udenrigspolitik, men jeg fokuserer igen kun på den del der omhandler USA’s udenrigspolitik, og fokusset er her på politikken i mellemøsten.

Da Bush begynder at tale om udenrigspolitik, nævner han første de positive ting, han mener verden har været vidne til medhensyn på krigen for frihed. Det sætter Bush så op i mod de billeder, verden har set af forfærdelige ting som terroristerne har udført, gennem de år hvor

26

State of the Union Address (January 29, 2002), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540

Side 13

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 13 af 24 han har været præsident. Allerede her ser man, at Bush gøre brug af det ideologiske, i kampen mellem det gode og det onde. Bush får selvfølgelige USA til at fremstå, som det gode der bekæmper de onde terrorister, der vil undertvinge verden et styre bygget på tyranni og vold. Et styre der hader frihed og USA. ”The advance of liberty is opposed by terrorists and extremists, evil men who despise freedom, despise America, and aim to subject millions

                  27
to their violent rule.” Han skaber her en forbindelse mellem USA og frihed. Ved først at

sige at terroristerne hader frihed, og at de dermed hader USA, får han USA til at være et symbol på menneskets frihed.

I følgende citat ser man, at George Bush berettiger USA’s krig mod terror, idet at han siger at USA vil bringe retfærdighed til terroristerne: ”We will stay on the offense; we will keep up the pressure; and we will deliver justice to our enemies.” [28]

Sætningen er desuden også et godt eksempel på en anafor, idet at Bush bruger ”we” i begyndelse af hver sætning. Det er med til at understrege, at det er USA som helhed, der vil føre krigen mod terror. Hans retfærdiggørelse af USA’s politik i mellemøsten fortsættes:”And that is why the terrorists are fighting to deny this choice to people in Lebanon, Iraq, Afghanistan, Pakistan and the Palestinian Territories. And that is why, for the security of America and the peace of the world, we are spreading the hope of freedom.” [29]

Igen gøres der brug af en anafor. Her bruges den til at vise, at kun gennem USA’s indgriben i disse lande kan USA blive trygt.

Verden kan, ifølge George Bush, ikke få fred før at USA er sikkert. Bush antyder desuden, at uden terroristerne i de nævnte lande, ville verden være et fredeligt sted. Det er igen en legalisering af USA’s invasion af Irak og Afghanistan. Det samme gør han direkte i følgende

citat:”Defeating the Taliban and the Al Qaeda is critical to our security…”^{30} Altså uden

invasionen af Afghanistan, ville USA være langt dårligere stillet overfor terrorismen.

Bush spiller også det ideologiske kort, idet at han referer til krigen mod terror, som en krig om ideologier og værdier. Roden til denne terrorisme findes i, at terroristerne har en anden ideologi end amerikanerne. Det gør det til en kamp mellem dem og os. Et fokus på forskellen mellem kristne og muslimer.

27

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

28

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

29

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

30

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

Side 14

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 14 af 24

Bush inddrager krigen i Irak i sin tale for at vise, at hans krig mod terror virker. Han fortæller her, om hvordan USA’s og koalitionens soldater arbejder tæt sammen med irakiske soldater.

Den irakiske befolkning har også vendt sig mod Al-Qaida for at prøve, sammen med de udenlandske soldater, at smide dem ud af landet. Han referere til, at terrorist angrebene skulle være på vej ned. Det sammen gælder de civile dødstal. Alt dette skal overbevise amerikanerne om, at George Bush og hans parti gjorde, og gør det rigtige i Irak. Det skal vise at den lokale befolkning støtter dem. Bush siger endda:”Al Qaeda is on the run in Iraq, and

this enemy will be defeated.”^{31} USA vinder altså krigen mod terror ifølge Bush.

Med denne sejr i Irak, antyder Bush at demokratiet vil sprede sig til resten af mellemøsten, og at det vil skabe stabilitet i regionen.”A free Iraq will show millions across the Middle East that a future of liberty is possible. A free Iraq will be a friend of America, a partner in fighting terror, and a source of stability in a dangerous part of the world” [32] Bush hentyder til at det Irak som USA skaber, vil være en allierede af USA. Dermed vil det nye Irak indgå i Bush-administrationens plan om, at inddæmme og svække USA’s rival i mellemøsten, Iran.

Iran beskylder af Bush for, at støtte de militante ekstremister som bekæmper koalitionen i Irak. George Bush siger også at hvis USA fejler i Irak, vil det medføre at ekstremisterne og Iran vil blive stærkere: ”By contrast, a failed Iraq would embolden the extremists, strengthen Iran…” [33] Det er tydeligt at se, at Bush vil skabe en direkte sammenhæng mellem ekstremisterne der kæmper mod USA og så Iran. Det sætter også Iran på toppen af listen over USA’s fjender, og dermed kravet om at Iran skal inddæmmes og isoleres. Det begrundes yderligere med, at Iran overalt i mellemøsten bekæmper den frihed, som amerikanerne prøver at få gennemført. Det gør den iranske regering gennem sponsering og træning af grupper, der er sat på listen over terrororganisationer. Irans atomprogram hentydes af Bush til, at være en del af trusselen mod sikkerheden i hele regionen, foruden en trussel mod USA. Bush siger at USA ikke vil forhandle med Iran før dets atomprogram stoppes: ”Our message to the leaders of Iran is also clear: Verifiably suspend your nuclear enrichment so negotiations can

begin.”^{34} Han beskylder også Iran for, at stå bag problemerne mellem israelerne og

palæstinenserne. Beskyldningen skal appellere til de kristne zionister, og får det til at fremstå, som at alle problemerne i regionen skyldes regeringen i Tehran.

31

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

32

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

33

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

34

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

Side 15

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 15 af 24

I samme sætning som han beskylder Iran for alt ondt, får han også fremsat det sådan, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne udelukkende er på grund af det palæstinensisk Hamas. Hvis bare Hamas fordrives kan en fredsaftale opnås. ”Iran is funding and traning milita groups in Iraq, supporting Hizballah terrorists in Lebanon, and backing Hamas efforts

to undermine peace in the Holy Land.”^{35} Her ses tydeligt et spil på de konservative kristne

kræfter i USA. Både ved beskyldningen om at det er palæstinenserne der er problemet, samt

referencen til Israel/Palæstina som det Hellige Land, appellerer sætningen til dem.

Bush skift fra hans tidligere politik om, at blande sig uden om Israel/Palæstina konflikten ses

tydeligt: ”…I assured leaders from both sides that America will do…everything we can to help them achieve a peace agreement that defines a Palestinian state…The time has come for a Holy Land where a democratic Isreal and a democratic Palestine live side by side in

peace.”^{36} Hans nye politik om at USA skal inddæmme Iran, spiller ind her. Han undgår at

nævne, at Hamas som Bush gerne ser smidt ud af de palæstinensiske områder, er en del af den regering, som blev valgt ved et demokratisk valg af den palæstinensiske befolkning.

Konklusion på analysen af denne tale er altså, at George W. Bush spiller på de kristne kræfter, som er til stede både hos Demokraterne og Republikanerne. Især appellere han til de kristne konservativ som mener, at USA skal støtte Israel mod de arabiske stater. Hans mål er at skabe støtte til hans politik om at få inddæmmet Iran og dets allieredes indflydelse i området, sådan at USA og Israel fortsat kan dominere regionen. Han prøver at opnå støtten ved at skabe frygt, for hvad Iran kan finde på med det atomprogram, som de er ved at udvikle.

Barack Hussein Obama, Address at Cairo University, 4. juni 2009

Denne tale blev holdt af Barack Hussein Obama i Cairo, og er adresseret til den muslimske verden. Talen blev holdt i begyndelse af Obamas embedsperiode, og er ment som et middel til, at skabe forsoning mellem USA og de arabiske lande. Hele talen omhandler forholdet mellem Amerika og de muslimske lande, og jeg har derfor set mig nødsaget til, kun at fokusere på de dele jeg mener, er relevante for at kunne udlede Obama-administrationens politik i mellemøsten.

Igennem talen ser man, at Obama fokuserer på de ting den muslimske verden og USA har tilfælles, deres fælles mål samt de ting som de kan arbejde sammen om, at opnå. Hans forsøg

35

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

36

State of the Union Address (January 28, 2008), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454

Side 16

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 16 af 24 på forsoning ser man tidligt i hans tale: ”I’ve come here to Cairo to seek a new beginning between the United States and Muslims around the world, one based on mutual interest and mutual respect and one based upon the truth that America and Islam are not exclusive and need not be in competition. Instead, they overlap and share common principles, principles of

                                                        37
justice and progress, tolerance and the dignity of all human beings.”

Obama er kendt for at hans brug tale om “a new beginning”. Han brugte de samme ord under hans valgkampagne.

Denne nye begyndelse skal mere forstå, som en ny begyndelse fra Amerikas side end fra den muslimske verden. Den skal understrege den nye og anderledes udenrigspolitik, som Obama vil føre i forhold til forgængeren George W. Bush. I citatet ser man Obamas brug af retoriske figurer, hvor han både gør brug af anafor og epanastrofe. Anaforen bruges til at slå fast hvad denne nye begyndelse skal bygge på, mens at epanastrofen bruges til at vise, at de to kulturer deler mange af de samme grundlæggende principper.

Igennem talen gør Barack Obama også meget brug af religion, og han citerer flere gange Koranen. Det er for at give hans ord troværdighed, overfor hans muslimske tilhørere: ”As the

Holy Koran tells us: ”Be conscious of God and speak always the truth.””^{38}

Obama taler meget om, hvordan Islam har påvirket verden på en positiv måde gennem historien. Han kommer her med eksempler på, at Islam og muslimerne har været med til at skabe det USA er i dag. Det gør han for, at skabe en relation mellem den muslimske verden og USA. I talen forbinder han endda, USA’s oprindelse med Islam i flere omgange:”The first nation to recognize my country was Morocco… the same Holy Koran that one of our

Founding Fathers, Thomas Jefferson, kept in his personal library.” [39]

Obama slår det fast, at USA ikke er i krig med Islam. Derimod er det de ekstremister, der

truer USA der føres krig mod. Han vælger at bruge ordne ”violent ekstremist”^{40} (voldelige

ekstremister) igennem hele talen, i stedet for ordet terrorister, til at betegne de folk USA bekæmper. Det kan begrundes med, at ordene voldelig ekstremist er mindre negativt, end ordet terrorist.

Om situationen i Afghanistan siger han, at invasionen ikke var et valg USA havde, det var en nødvendighed. Det var en nødvendighed efter den 11. september. Han understreger at USA

37

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

38

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

39

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

40

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

Side 17

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 17 af 24 ikke er ude efter en base i Afghanistan, men kun er der for at bekæmpe de voldelige ekstremister. For at de muslimske tilhører kan få en forståelse, af denne nødvendighed fremhæver Barack Obama, at det især er muslimer, som ekstremisterne har slået ihjel, og at det har fundet sted i hele verden: ”They have killed in many countries. They have killed

people of different faiths, but more than any other, they have killed Muslims.”^{41} Igen et

eksempel på Obamas brug af en anafor. Den skal understrege at det er dem, ekstremisterne, der er de onde, ikke den almene muslim. Han siger det for at vise, at det ikke kun er USA der er truet af terrorisme og ekstremisme, men derimod hele verden. Det er Obamas begrundelse for, hvorfor USA skal arbejde sammen med den arabiske verden, ikke imod den. Sammen skal de bekæmpe terroristerne. Obama siger også: Islam is not part of the problem in combating violent extremism, it is an important part of promoting peace.” [42] Han siger dermed at islam som religion, ikke er en del af problemet, men derimod kan være en del af løsningen.

Omkring krigen i Irak siger han, at denne i modsætning til krigen i Afghanistan, ikke var en nødvendig krig. Han tager dermed indirekte afstand fra krigen, selvom at han mener at, i enden er det irakiske folk tjent bedre uden Saddam Hussein. På den måde undgår Obama at støde amerikanske soldater, og familie til soldater, der har kæmpet i Irak, men stadig holder sig kritisk overfor invasionen.

Han får i den følgende sætning understreget, at han mener at løsninger på problemer ikke bør være militaristiske og unilaterale, men bør løses sammen af det internationale samfund gennem diplomati. ”… that events in Iraq have reminded America of the need to use diplomacy and build international consensus to resolve our problems whenever possible,” [43] Han lægger altså her vægt på, at brugen af blød magt er at foretrække, i stedet for at bruge hård magt. Han understreger denne mening, med et citat af Thomas Jefferson, en af USA grundlæggere og præsidenter. Han bruger citatet i denne sammenhæng for at vise, at det ikke er en uamerikansk tankegang. Det ville han måske kunne beskyldes for, af de mere konservative i USA.

Obama gør også opmærksom på, sin støtte til den irakiske regering, idet han siger: ”… we will honor our agreement with Iraq’s democratically elected Government…” Det er altså en

41

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

42

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

43

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

Side 18

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 18 af 24 legitimering af den irakiske regering, da den i USA’s og Obamas øjne er en demokratisk valgt regering.

I konflikten mellem palæstinenserne og israelerne stiller Obama sig, overraskende for en amerikansk præsident, mere på den palæstinensiske side, end hos israelerne. Det ses ved at Obama tilkendegiver, palæstinensernes krav på deres egen stat. Det ses også hos hans fordømmelse af de israelske bebyggelser, på de palæstinensiske områder. Barack Obama anerkender også, at Hamas har støtte blandt befolkningen og at hvis de stoppe deres voldelige adfærd, kan de få indflydelse på en kommende palæstinensisk stat.

Barack Obama erklærer dog samtidig, at Israel også har en legitim ret til en stat i området.

Det er i begges interesse, at nå frem til en fredelig løsning gennem forhandlinger. For at redde i land over for de pro-israelske vælger i USA, påpeger Obama at de arabiske stater er nødt til, at anerkende Israels ret til eksistens.

I Obamas forsøg på, at finde en fredelig løsning på Israel/Palæstina konflikten, spiller han på

det religiøse. Han skaber et billede af en verden hvor jøder, muslimer og kristne kan leve sammen i fred. Til det bruger han religionernes fælles nævner, Abraham, for at vise at de tre religioner har meget tilfælles: ”… when Jerusalem is a secure and lasting home for Jews and Christians and Muslims and a place for all of the children of Abraham to mingle peacefully together as in the story of Isra, when Moses, Jesus, and Muhammed, peace be upon them,

              44
joined in prayer.”

Præsidentens holdning til Iran formidles også I talen: ”Rather than remain trapped in the past, I’ve made it clear to Iran’s leaders and people that my country is prepared to move forward. [45] Obama er klar til at forhandle med Iran. Han erkender at USA har haft dets del skylden i henhold til det dårlige forhold mellem dem. Han gør det dog stadig klart, at USA ikke ser med milde øjne på stater, der prøver at opnå atomvåben. Enhver nation har dog retten til at anvende atomkraft, til fredelige formål. Dermed har Obama lagt en grobund for en dialog mellem Iran og USA, der kan føre til et bedre forhold.

Obama bryder i sin tale også med den tidligere amerikanske udenrigspolitik i området, da han siger: ”No system of government can or should be imposed by any one nation by any

44

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

45

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

Side 19

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 19 af 24

other.”^{46} Dermed går han væk fra den amerikanske ideologi der bygger på, at USA er udvalgt

til at sprede demokrati i verden, også med militære midler.

En konklusion på Obamas tale i Cairo er altså, at Obama søger at tage afstand fra den tidligere amerikanske udenrigspolitik, hvor USA dikterer adfærden i de arabiske lande. I stedet snakker Obama om gensidig respekt mellem Amerika og den muslimske verden. For at få dette budskab frem, gør han meget brug af empati. Det ses når han snakker om forståelse mellem kulturerne. Obama vælger i sin tale, at distancerer sig fra pro-israelske og zionistiske kræfter i USA. Det viser at det ikke er her, at Obama skal finde sine vælgere. I stedet taler han til de vælgere, der er trætte af at se amerikanske soldater blive dræbt i krigene i Afghanistan og Irak, idet at han viser at han er kritisk overfor formålet med krigen i Irak. Han appellerer også til de religiøse kræfter i landet, dog ikke de zionistiske, idet at han igennem talen bruger religiøse idiomer.

Sammenligning mellem talerne

George Bush udenrigspolitik kommer klart til udtryk, i hans to taler til Den Amerikanske Kongres: USA har retten til, at blande sig i lande der ikke bekæmper, og muligvis hjælper, terrororganisationer der operer ud fra disse lande. For at retfærdiggøre denne politik skaber Bush et billede, af terroristerne som onde personer, der kun er blevet sat på jorden for at dræbe uskyldige amerikanere. Han gør altså brug af en retorik, der appellerer til de meget religiøse kræfter i det amerikanske samfund. Han viser sin støtte til de israelske angreb på palæstinenserne, mens at han dømmer Israels modstandere som terrorister. Dermed giver han israelerne frie hænder overfor palæstinenserne. Man ser et lille skift mellem den politik, George Bush fører i starten af hans embedsperiode, og den han fører i slutningen. Til at starte bygger hans mellemøstpolitik på, krigsførelse og hård politik overfor de lande der ikke vil, som USA vil. Skiftet kommer med USA’s fortsatte tilstedeværelse i Irak. Her ser Bush at det ikke kan betale sig at invadere de arabiske lande. Det koster for mange amerikanske liv.

Derfor går han over til en politik der bygger på inddæmning af USA’s største rival i regionen, Iran. Det skal gøres sammen med, de arabiske stater som USA nogenlunde kan kontrollere.

Til forskel fra de to Bush taler, så bygger Barack Obamas Cairo tale ikke på, amerikanernes frygt for muslimske ekstremister. Obama taler ikke om hævn, men om forsoning. Han strækker endda en hånd frem mod Iran, tidligere USA’s fjende nummer et. Man ser en

46

Address at Cairo University (June 4, 2009), http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502

Side 20

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 20 af 24 markant forskel, mellem den politik Obama vil føre og så den politik Bush førte. Obama vil i stedet for at diktere, hvad de arabiske stater skal gøre, arbejde sammen med dem. Barack Obama mener, i modsætning til Bush, ikke at det er USA ret, at fortælle hvordan andre lande skal styres. Obama vil ikke påtvinge dem et demokratisk styre. Han siger ikke des mindre, at han vil støtte demokratisk valgte regeringer.

Et andet skel mellem Barack Obama og George Bush er, at Obama forholder sig kritisk over

for Israel. Hvor Bush lod israelerne gøre som de ville i Israel/Palæstina konflikten, gør

Obama det helt modsatte. Han vælger at fordømme de israelske bosættelser, og anerkender endda Hamas.

Altså er det en helt anden mellemøstpolitik, der følger Obamas indtræden i embedet som præsident af USA, end den Bush førte.

Diskussion og vurdering af Obamas nye retning i mellemøsten.

Den nye linje som Barack Obama lagde i sin politik i mellemøsten, blev offentlig gjort i hans tale i Cairo. Talen var ment, som en forsoning mellem den muslimske verden og USA. Den blev hørt af ikke kun muslimer, men også af israelerne og de amerikanske borgere.

Hos den arabiske verden var modtagelsen af Obamas ny mellemøstpolitik delt. På den ene side havde man optimisterne, der tror på Obamas ord om samarbejde og forståelse mellem USA og den muslimske verden. De ser også positivt på, præsidents kritik af de israelske bebyggelser på palæstinensiske områder. Obamas anerkendelse af, at palæstinenserne lider under den nuværende situation, blev også positivt modtaget. På arabcomment.com skrives der blandt andet: “The focus of the US administration on putting pressure on Israel to stop all settlement activity, as well as the language on how resolution of this conflict is the key to

                                               47
other conflicts in the region, was refreshingly empathetic.”

Samtidig findes der hos også araberne, en pessimisme overfor Obamas tale. Mange arabere

mener, at præsident Obama reelt ikke vil ændre på noget i forhold til Israel/Palæstina

konflikten. Han vil være tvunget til, at fortsætte den slappe line overfor israelerne, som Bush førte. Det begrundes med, at de pro-israelske lobby-organisationer har for stor indflydelse på amerikansk politik.

47

http://arabcomment.com/2009/arab-reaction-to-obamas-middle-east-policy/

Side 21

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 21 af 24

Hos israelerne så man også, en splittelse i form af reaktioner på Obamas tale i Cairo. Den israelske regerings offentlige reaktion, var meget positiv. Den israelske præsident sagde, at han deler Obamas håb, om en ny begyndelse og en ende på konflikten mellem hans land og palæstinenserne. Alligevel var der også en stor modstand mod Obama i Israel. Flere aviser fordømte præsident Obamas tale, og mente at hans ord byggede på arabiske løgne. En meningsundersøgelse viste, at de fleste israelere ikke stoler på Obama. Det var især udbredt hos de israelske besættere, og her kunne man spore vrede. [48]

I USA var der også meget vrede at spore. Det især hos de amerikanske jøder og de kristne konservative, der mener at Obama forledte dem, i hans tidligere udtalelser om, at være en ven af Israel. Der er også dem der støtter op om Obamas kritik af Israel. De mener at det er på tide, at der bliver gjort noget for at få oprettet en palæstinensisk stat.

Spørgsmålet er så, om Obama kan indfri de løfter han gav i sin tale.

Sammy Benoit fra americanthinker.com mener, at dette ikke er tilfældet. Han skriver, at Obama har vendt den israelske befolkning imod sig. At han i stedet har styrket premiereminister Netanyahu. Det gjorde Obama gennem hans tale, da han fordømte Israels byggeri på palæstinensisk område. Beniot mener også, at Obamas kritik har forværret chancen, for at opnå en fredsaftale. Kritikken har gjort, at araberne og palæstinenserne forventer, at Israel skal opgive mere nu end før, nu da de har USA på deres side. [49] Kunne Obama og USA så ikke bruge sin militære magt, til at true Israel til at give ind på kravene? I teorien kunne de godt. USA kunne true med en invasion af Israel. Problemet med dette er, at Israel i dag er et land der er i besiddelse af atomvåben, og det med hjælp fra USA.

Det giver Israel en sikkerheden, om at en trussel fra USA om invasion, ville være en tom trussel. Hvis USA invaderede, ville Israel blot svare igen med et atom-angreb.

Obama kunne også true med, at stoppe for den økonomiske og militære bistand, som USA sender Israel. Det kunne måske virke, da Israel ikke ville kunne gøre meget ved det, da Israel ikke ville have mulighed for at svare igen: Israel er ikke besiddelse af nogen ressourcer, der har interesse for amerikanerne. Israel har altså her ingen magtmidler overfor USA. Problemet skal ikke findes i Israel, men i præsident Obamas hjemland. Obama ville ikke turde, at stoppe for bistanden til Israel. Det ville give ham problemer hos hans vælgere. Han ville også få

48

http://www.cnn.com/2009/POLITICS/06/04/obama.mideast.reactions/index.html

49

http://www.americanthinker.com/2009/11/obamas_middle_east_policy_fall.html

Side 22

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 22 af 24 problemer med, at få vedtaget stoppelsen af støtte til Israel. Det er grundet indflydelsen fra den jødiske lobby organisation AIPAC. AIPAC’s indflydelse på amerikansk politik er utrolig stor, selvom den hovedsagligt er hos Demokraterne. Demokraterne der er Obamas parti, og som danner flertal, både i kongressen og i senatet. Der til kommer så de pro-israelske kræfter der i Det Republikanske Party, i form af zionister og kristne konservative. Man så under Cliton at AIPAC’s indflydelse var så stor, at den begrænsede hans handlingsmuligheder i

                      50
Israel/Palæstina konflikten.

Reaktionerne i mellemøsten, hjælper ikke meget på Obamas påtaget opgave, om at skabe fred mellem palæstinenserne og israelerne. Hos israelerne var der officielt, en positiv tilgang til Obamas tale, om en fredsplan mellem de to parter. Den samme respons så man ikke hos den almene israeler. Derfor må man konkludere, at selvom at regering i Tel Aviv siger, at de vil arbejde sammen med Obama om en fredsplan, vil den ikke gøre det. Det kan begrundes med, at regeringen ikke ville kunne beholde folkets støtte.

Hos araberne så man den samme skepsis, overfor Obamas forsøg på at skabe fred. Derfor vil det blive svært for Obama, at overbevise palæstinenserne om, at gå med på en fredsplan, eftersom at de ikke tror at Obama vil være konsekvent overfor Israel. Obama har her problemet, at han ikke kan være konsekvent overfor Israel. Indflydelsen fra de pro-israelske er for markant i amerikansk politik.

Obama skal altså overkomme nogle store forhindringer, hvis det skal lykkes ham, at bringe fred i mellemøstregionen. Især mellem arabere og israelere. Hvis det skal lykkes for ham, bliver han nødt til at lægge mere pres på Israel, hvilket vil koste ham en stor del af vælgerne til næste valg. Det kan koste ham hans næste periode, og derfor ser jeg ikke det sker. Det kan først blive en realitet hvis at han bliver genvalgt. Hvis det sker, har han næsten frie hænder, men han skal stadig kæmpe med AIPAC’s indflydelse i Washington.

Konklusion

Mellemøstpolitikken under Bush, var en politik der byggede på USA’s dominante position, som supermagt i en unipolær verden. Han formulerede en politik, der byggede på foregribende og forebyggende militære aktioner, til beskyttelse af USA og dets interesser.

Hertil hører bekæmpelsen af terrorisme i verden.

50

Den Amerikanske Orden – USA og det moderne mellemøsten.

Side 23

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 23 af 24

I den første periode under Bush, baserede han politikken på, at vælte anti-amerikanske regeringer i mellemøsten, og indsætte styrer, som USA kunne arbejde sammen med. Ideen bag politikken var, at USA og Israel skulle sikre sig militær dominans af regionen. Efter krigen i Irak, skete der et skift ved mellemøstpolitikken. Bush fokuserede mere på, at inddæmme Iran og dets ekstremistiske allierede. Det sker i samarbejde med andre arabiske regeringer.

Ud fra analysen af talerne kan man se, at den politik Barack Obama vil føre i mellemøsten, er betydelig anderledes, end det man så hos George Bush. Obama forholder sig kritisk overfor Israel. Han vil gå aktivt ind i forsøget på, at få oprettet en palæstinensisk stat, samt skabe fred mellem palæstinenserne og Israel. Obama forsøger, at skabe et forhold mellem USA og de arabiske lande, hvor der kan forhandles. Han ønsker, at komme på talefod med Iran, og tager afstand fra Bushs indlemmelse af Iran, som en del af Ondskabens Akse.

Modstanden mod Obama virker til at være for stor til, at Obama kan skabe den ønskede fred.

I USA skal han kæmpe med de kristne zionister, samt det jødiske AIPAC. I mellemøsten er der skepsissen hos både israelere og arabere. Det ser derfor ikke ud til, at det er realistisk, at forvente at der kommer fred mellem israelere og palæstinenser i Barack Obamas regeringstid.

Obama er trods alt præsident af de Forende Amerikanske Stater, og hans første job er, at varetage de amerikanske borgeres interesse. Hvis de borgere ikke interesserer sig for en varig fred, mellem israelere og palæstinenser, er der ikke meget Obama kan gøre.

Side 24

[navn fjernet] indflydelse på mellemøst-konflikten Aalborghus Gymnasium

Side 24 af 24

Litteraturliste

- Den amerikanske orden – USA og det moderne mellemøsten. Af Lars Erslev

Andersen. 2003 af Aschehoug Dansk Forlag A/S

- Nye kolde krige i mellemøsten – USA’s mellemøststrategi, situationen i Golfen og forandringer i den arabiske offentlighed. 2007 af Syddansk Universitetsforlag.

- USA som militærmagt af Bertel Heurlin. 2005 af Gullanders Bogtrykkeri A/S.
- http://arabcomment.com/2009/arab-reaction-to-obamas-middle-east-policy/
- http://www.cnn.com/2009/POLITICS/06/04/obama.mideast.reactions/index.html
- http://www.americanthinker.com/2009/11/obamas_middle_east_policy_fall.html
- http://zionism-israel.com/israel_news/2009/07/can-obamas-middle-east-policy-work.html
- http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/5502
- http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4454
- http://millercenter.org/scripps/archive/speeches/detail/4540