Beths dagbog | Dokumentaranalyse

Side 1

Mariagerfjord Gymnasium 27/11-2016

STX 3.g

3.e dansk

Side 1 af 3

Beths dagbog

Mennesket har et grundlæggende behov for anderkendelse. Det at blive mødt med kærlighed og positiv følelsesmæssig opmærksomhed spiller en stor rolle i udviklingen og vedligeholdel-sen af selvtilliden. Anerkendelsen skal ikke blot komme fra ens nærmeste, men også fra sam-fundet omkring én. For det er oplevelsen af at blive grundlæggende anerkendt for den person man er, der gør, at man bliver i stand til at elske. Og netop det med ”at elske” er svært, for hvornår ved man, om man elsker en anden, og kan man overhovedet elske, når man ikke el-sker sig selv? Sådan lyder det gennemgående spørgsmål i jeg-dokumentaren ”Beths Dagbog” fra 2006.

Gennem et år følger vi den midaldrene Beth, der henvendt til et videokamera fortæller histo-rien om, hvordan hun som barn blev misbrugt og lærte at forsørge sig selv og moderens alko-holmisbrug gennem prostitution. Vi følger Beth i alle livssituationer; når hun vågner efter et mareridt om natten, når hun spiser morgenmad med kæresten, når hun taler med solsorten uden for, og når hun med stor modstand besøger sin mor for første gang i mange år.

Ind i mellem udfoldelser om kærlighed, stofmisbrug og ensomhed vises animerede og tredi-mensionelle stillbilleder fra hendes tidligere liv som prostitueret og narkoman. Vekselvirk-ningen mellem video og stillbilleder er med til at tegne et nuanceret billede af en kvinde, der

”kæmper for at tro på, at hun er værd at elske”^{1}.

Hovedparten af dokumentarfilmen er filmet med håndholdt kamera, hvilket ikke blot er med til at øge troværdigheden, men også styrken i Beths fortælling om sit liv. Denne nærhed, vi som seere føler, understøttes ydermere gennem brugen af nær- og ultranærbilleder, hvilket gør, at vi kommer helt tæt på Beth, ikke kun rent fysisk, men også i høj grad tæt på hendes følelser og frustrationer i forhold til livet og især i forhold til moderen. Flere gange gennem dokumentaren bruger Beth kameraet som direkte talerør til moderen, som hun mener, bærer skylden for den måde, hendes liv og psyke har udformet sig på. For det er tydeligt, at Beth er mærket af fortiden som prostitueret og seksuelt misbrugt. Dette kommer bl.a. til udtryk gen-nem åbenhjertede udtalelser som ”Jeg har ikke ondt af mig, men jeg har ondt i mig” (Beths dagbog) samt de stillbilleder fra fortiden, der vises sideløbende med optagelserne fra nutiden.

1

Filmstriben.dk

Side 2

Mariagerfjord Gymnasium 27/11-2016

3.e dansk

Side 2 af 3

Samtidig er samspillet mellem fortid og nutid med til at skabe et komplekst portræt af Beth, der får seeren til at tro på fortællingen.

Desuden er de animerede stillbilleder med til at gøre fortællingen mere levende og nærvæ-rende, idet man som seer får en følelse af, at man er til stede i den situation, der udspiller sig på fotografiet. Samtidig gør denne fiktionskode seeren opmærksom på, at dokumentaren skal ses som et udtryk for instruktørens bevidste valg. Dette forekommer dog ikke som et forstyr-rende element for dokumentarfilmens troværdighed.

I forbindelse med de sort hvide stillbilleder optræder en asynkron, metallisk og nærmest me-kanisk underlægningsmusik, hvilket understreger den unormalitet, der er forbundet med de misbrugssituationer, der udspiller sig på billederne. Ydermere fremhæver det sort hvide bil-ledets motiv, hvilket sammen med underlægningsmusikken skaber en utilpashed ved fotoets motiver, der i de fleste tilfælde viser diverse misbrugssituationer.

Der bliver dermed ikke lagt skjul på noget i dokumentarfilmen, hvilket i samspil med titlen ”Beths dagbog” understreger, at filmen skal ses som en slags dagbog, hvori forfatteren netop skriver alle tanker ned, uanset hvor vigtige de synes at være. Dagbogen bruges ofte til reflek-sion, hvilket også er, hvad Beth gør i denne dokumentarfilm. Gennem hele dokumentaren re-flekterer hun over alle livets spørgsmål, og det er via disse refleksioner, at vi lærer Beth at kende.

En gribende fortælling (anmeldelse af ”Beths dagbog”)

Med jeg-dokumentaren ”Beths dagbog” tegnes et enestående billede af en kvinde fra et miljø langt væk fra det, de fleste danskere kender til. Med samtidens øvrige egocentriske dokumen-tarfilm skulle man tro, at denne ville følge i slipstrømmen på disse, men dette er dog langt fra tilfældet - tværtimod. For selvom filmen fortæller historien om én kvinde, lægges fokus også i høj grad på det miljø, som denne kvinde, Beth, er vokset op i.

Samspillet mellem video og sort hvide stillbilleder skaber et helstøbt og nuanceret billede af en tydeligt arret kvinde, der kæmper med en følelse af utilstrækkelighed, der kan spores helt tilbage til barndommen, som var præget af seksuelt og følelsesmæssigt misbrug.

Der er intet filter mellem afsender og modtager, og det er netop dette, som gør dokumentar-filmen unik. Fotografierne er nøgtern og undgår dermed at udstille Beths følelser. På denne måde bliver man som seer ikke presset til at føle medlidenhed med Beth, hvilket føles nær-mest befriende i en tid, hvor dette synes at være alles mål. Og det er da heller ikke en direkte

Side 3

Mariagerfjord Gymnasium 27/11-2016

3.e dansk

Side 3 af 3 medlidenhedsfølelse, der vækkes hos modtageren, men mere en kærlig medfølelse for en mo-dig, kærlig og stærk kvinde, der voksede op i det forkerte miljø, men på trods af en enorm tvivl om egen eksistensberettigelse finder mod til at elske et andet menneske. Det største vi her i livet kan opnå.

Hvorfor jeg-dokumentaren?

Det senmoderne samfund har medført et stigende fokus på individet. Opløsningen af traditio-nelle normer og værdier gør, at der ikke længere er noget, der binder det enkelte menneske, hvorfor det nu i højere grad end tidligere er nødvendigt at forme sit eget liv for at finde me-ningen med tilværelsen. I forlængelse af dette er der opstået en individualisering og subjekti-vering af individet, hvilket øger behovet for anderkendelse og bekræftelse af ”hvem jeg er”.

Dette behov opfyldes især gennem sociale medier som f.eks. Facebook og Instagram. Her har individet rig mulighed for at iscenesætte sig selv. Det senmoderne samfund er således med til at fremme en udpræget selvoptagethed, hvilket har medført en nærmest umætteligt sult efter anderkendelse fra omverdenen. Endeløse strømme af statusopdateringer, selfies og likes er blevet en vant del af hverdagen, hvor kameraet er konstant vendt mod individet, og det er succeshistorierne, der er i fokus.

Det er netop som følge af denne ekstreme narcissistiske tendens, at jeg-dokumentaren har fået sit gennembrud. Her retter instruktøren kameraet mod sig selv og sin person. Denne do-kumentargenre kan have flere forskellige udtryk. Den kan være konfronterende, kritisk og med uslørede politiske budskaber, men den kan også være poetisk, intim, personlig og søgen-de. I dette sidste tilfælde bliver kameraet ofte brugt som en fortrolig ven, og genren nærmer sig derved en videodagbog. Denne form for jeg-dokumentar dyrker åbenlyst det personlige og subjektive og tager ofte modtageren med på helt private indre opdagelser. Det er altså i denne genre ikke nødvendigvis succeshistorierne, der belyses, men i høj grad skyggesiderne af til-værelsen, hvilket kan være grundet tv-stationernes konkurrence om seerne, og her vinder historien om den hjemløse stofmisbruger over den succesrige virksomhedsejer. Dette afhol-der dog ikke tusindvis af mennesker fra at lægge utallige videoer og billeder ud på nettet til alles skue, for at vise netop deres fantastiske liv i en konstant søgen efter omverdenens aner-kendelse. Dermed kan jeg-dokumentaren altså i høj grad ses som et udtryk for samfundets selvforgudende tendenser.