Rejsekammeraten af H.C. Andersen

Side 1

Indholdsfortegnelse:

1.0 Indledning............................................................................................ s. 2

2.0 Analyse og fortolkning af Rejsekammeraten.................................... s. 2 - 9

2.1 Eventyrsymbolisme......................................................................... s. 5 - 6

2.2 Indflydelsen på Johannes, samt historiens morale........................ s. 6 - 8

2.3 Religion kontra dæmoni................................................................ s. 8 - 9

3.0 Konklusion......................................................................................... s. 9

4.0 Litteraturliste..............................................................…………….. s. 10

Side 2

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 2 af 10

1.0 Indledning:

Jeg vil gerne analysere og fortolke Rejsekammeraten af H.C. Andersen med henblik på eventyrgenren. Jeg vil argumentere for, at det både er et folke- og kunsteventyr.

Endvidere ønsker jeg kort at perspektivere til H.C. Andersen og hans liv gennem historien Rejsekammeraten. Jeg vil undersøge en smule om, hvilken betydning de forskellige væsner og ting har haft for ham. I Rejsekammeraten er der en konflikt mellem religion og dæmoni. Denne konflikt vil jeg komme nærmere ind på med analyse af symboler og andet. Til sidst laves en kort perspektivering til perioden og dens ideologier. Der er ingen tydelige tegn på, at eventyret er fra romantikken, som der er i andre af H.C. Andersens eventyr. Der skal derfor diskuteres og argumenteres for den valgte periode gennem opgaven.

2.0 Analyse og fortolkning af Rejsekammeraten:

Rejsekammeraten er skrevet i 1835 af H.C. Andersen, og var med i hans første udgivelser af eventyr [1]. Den er en blanding af et folkeeventyr og et kunsteventyr.

Rejsekammeraten er et folkeeventyr på den måde, at den er blevet genfortalt fra gamle historier og er blevet nedskrevet af H.C. Andersen i hans egen version. Folkeeventyr blev primært nedskrevet under Romantikken [2], som gik fra Midt i denne periode blev Rejsekammeraten skrevet. De nedskrevne versioner bærer præg af indholdet og budskabet fra de oprindelige fortalte versioner. Rejsekammeraten er en

gendigtning af H.C. Andersens tidligere historie Dødningen^{3} fra 1829, som var et

folkeeventyr. Rejsekammeraten er en beretning om den fattige lykkejæger, der får prinsessen. En ofte brugt slutformel i folkeeventyr kan være ”....og de levede lykkeligt til deres dages ende”, hvor eventyret slutter med lykke og harmoni. Rejsekammeraten slutter med:

”Brylluppet varede en heel maaned. Johannes og Prindsensen holdt saa meget af hinanden, og den gamle Konge levede mange fornøiede Dage og lod deres smaa bitte Børn ride Ranke paa sit Knæ og lege med sit Scepter; men Johannes

var Konge over hele Riget.”^{4}

1

H.C. Andersen s. 187

2

Eventyrleksikon s. 15

3

H.C. Andersen s. 187

4

Rejsekammeraten s. 110

Side 3

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 3 af 10

Denne slutning minder meget om slutformlen og er derfor en typisk slutning på et folkeeventyr. Kunsteventyr er ”farvet” af en bestemt ideologi. H.C. Andersens eventyr bar præg af idealer om blandt andet naturens og kulturens åndelige forening og fantasiens frihed, som blev dyrket i romantikken. Det er naturens kalden, der lader drengen bryde op og sige hjemstavnen farvel. Naturen træder kraftigt frem som noget poetisk den første nat, hvor Johannes sover ude i naturen. Denne natur bliver beskrevet som et værelse, hvor naturen og kulturen åndelig forenes som en helhed. I kunsteventyr følger der normalt 3 faser. Romantikkens tredelte forløb kan være beskrevet som en rejse med følgende stationer: Hjemme(i kulturen) → ude(i naturen)→ (nyt)hjem.

Rejsekammeraten er delt op i 3 afsnit. I den første fase er der normalt harmoni mellem helt og verden, men i Rejsekammeraten er det anderledes. Johannes mister sin far og føler derefter, at han ikke har nogen i verden. Dette gør Rejsekammeraten anderledes end den traditionelle formel med harmoni(hjem) → splittelse(ude)→ harmoni(hjem). Der er oprindelig ikke en indledning. Man bliver kastet ind i historien med at Johannes far dør. Indtroduktionen til handlingen virker derfor meget brat. Dette kaldes in medias res. Denne form for start skaber medfølelse med Johannes og drama for Johannes’ vandring i livet fremover. Denne start viser, hvor hengiven en søn Johannes er. Johannes ønsker at forlade sit hjem(kulturen) for at finde et nyt hjem. Det er naturen, der trækker i ham, og får ham til at forlade sin fortid for at møde sin fremtid.

Johannes rejser ud for at udvikle sig som menneske og for at blive voksen. Den egentlige handling indtræffer først, når Johannes drager hjemmefra og konfronteres med naturen og alt det dæmoniske, gennem rejsekammeraten, på godt og ondt. Dette er anden fase, den såkaldte ude fase, hvor der er disharmoni og kaos. Johannes bliver stillet op mod diverse prøvelser, før han kan få lykken. Johannes får dog hjælp af sin skygge; rejsekammeraten. I tredje fase harmoniseres disse konflikter, og Johannes får sin drømmeprinsesse. Johannes har hermed fundet sit nye hjem.

Tidsforløbet i Rejsekammeraten er kronologisk. Der er dog en slags forudsigelse, et kig ind i fremtiden, med Johannes’ drøm om prinsessen. Handlingen fortælles i den rækkefølge de er forgået i. Rejsekammeraten starter med at Johannes tager af sted for at finde lykken. På vejen til lykken møder Johannes og rejsekammeraten modstand, men de overlever denne modstand ved hjælp af deres godhed. Johannes får prinsessen, og hans rejse mod lykken er slut. Denne handling er skrevet i kronologisk rækkefølge. Indholdsmæssigt er teksten lineær. Alle brikkerne falder på plads i slutningen, da rejsekammeraten afslører, hvem han er, og hvorfor han har hjulpet Johannes. Det har en bedre effekt, at afsløringen kommer til sidst. Et af

Side 4

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 4 af 10 budskaberne kommer også tydeligere frem ved denne afslutning. Johannes har fundet sit nye hjem, og læseren falder til ro. Johannes’ udvikling til at blive voksen er slut.

Personerne træder frem som en han/hun for læseren. Historien er skrevet i en

personbunden 3.personfortæller med kombineret synsvinkel. Hovedpersonen i denne historie er i virkeligheden en han, som H.C. Andersen giver stemme ved hjælp af direkte tale. Hovedfiguren, Johannes, føler ikke, han har nogen i verdenen efter hans far dør. Hovedfiguren er et typisk individ i romantikperioden, hvor der blev skrevet mere om de psykologiske forhold. Fortælleren er personbunden, idet han fortæller, hvad personerne i historien, primært Johannes og rejsekammeraten, tænker og føler.

Eventyret handler om Johannes, men man følger flere personer og gør dem til et ”jeg”, mens Johannes er hovedpersonen. Der er mange replikker personerne imellem og er derfor scenisk fremstillet.

Rejsekammeraten er fremstillet scenisk. Man følger, hvad der foregår på et sted af gangen, for eksempel knyttet til en person. I Rejsekammeraten er disse personer primært Johannes og rejsekammeraten, men for eksempel prinsessen og kongefaderen træder også frem med få replikker og med beskrivelser af deres følelser. ”Den gode gamle Konge var saa bedrøvet, han kunne slet ikke spise Noget, og Pebernødderne vare

ham ogsaa for haarde”^{5}. Eventyret er scenisk, men der er dog blevet flettet en

panoramisk fremstilling med ind i historien med få detaljer og et højt tempo. I starten af teksten bliver faderens død fremstillet panoramisk. Episoden bliver skildret med få detaljer, og dette gør at fortælletempoet bliver højt. En scenisk fremstilling er detaljeret, og fortælletempoet er moderat. I Rejsekammeraten bliver fortælletempoet langsommere i dele af historien. Forfatteren har fortalt meget beskrivende, og dette gør, at historien bliver langsommere at læse, men mere spændende. Det giver en effekt med, at vi føler, at vi selv er til stede som den berømte flue på væggen.

I teksten er der blevet gjort brug af farvet sprog. Der er mange detaljer, som lader læseren leve sig ind i historien.

”Det hele Mark med Aaen, Høstakken og saa den blaa Himmel oven over, var just et smukt Sovekammer. Det grønne Græs med smaa røde og hvide Blomster var Gulvtæppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhækker vare

Blomsterbouquetter, og som Vandfad havde han hele Aaen med det klare, friske Vand, hvor Sivene neiede, og sagde baade god Aften og god Morgen. Maanen

5

Rejsekammeraten s. 102

Side 5

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 5 af 10 var en rigtig stor Natlampe, høit oppe under det blaae Loft, og den stak ikke Ild i

Gardinerne”^{6}.

Dette er en beskrivelse af naturen som et værelse. Vi befinder os her i en ”hjemme”- situation, hvor Johannes identificerer sig med sine omgivelser. Det er en hel og sammenhængende verden, der her fremstilles, og som betragtes ud fra Johannes perspektiv. Først udefra, derefter indeni. Der er blevet brugt mange adjektiver, som gør beskrivelsen mere farvet og virkelig. Ordbruget er bestemt til børn. Det er et sprog som fanger det indre barn i en. Denne beskrivelse af naturen passer til sin samtid; romantikken, hvor der blev brugt besjælinger, symboler og personifikationer. Man oplever naturen som et organisk hele, som mennesket har del i. I en underdel af romantikken, nemlig Universalromantikken [7] kommer dannelsestanken til udtryk. Alt er dybest set et, og alt hænger sammen. Dette citat er et godt eksempel på dannelsestanken.

Man kan heller ikke lade vær med at få associationer til Dannebrog, når man læser ”Det grønne Græs med røde og hvide Blomster var Gulvtæppe” [8]. Disse blomster symboliserer Dannebrog, som igen symboliserer Danmark. Fædrelandsfølelsen kommer kort frem i os, og pejler os en lille smule hen mod en anden underdel af romantikken, nemlig nationalromantikken. Det, at Rejsekammeraten primært er et folkeeventyr, gør det svært at perspektivere til perioden. Folkeeventyr foregår uden for geografisk rum og historisk tid. Da historien også er et kunsteventyr, kan vi pejle os lidt ind på hvilken periode, den skal perspektiveres til. Hvad der derimod har stor plads i historie, i stedet for de geografiske rum og den historiske tid, er den type lokaliteter, der bliver brugt.

Disse lokaliteter er typiske eventyrsteder, miljøer og eventyrmotiver.

2.1 Eventyrsymbolisme

Skoven er et typisk eventyrsted. Johannes gik igennem skoven, da han mødte sin kammerat. I eventyrsammenhænge er skove ofte beskrevet som områder, hvor nye bekendtskaber gøres og steder, hvor alt er farefuldt, og magiske ting kan ske. I skoven møder Johannes de magiske små væsner; alfer, som kun viser sig for gode uskyldige

mennesker. ”De gyngede på store dugdråber”^{9}, hvor duggen symboliserer fred [10].

Skoven bliver beskrevet positiv med disse lysende alfer og den klare dug, som passer på Johannes den nat.

6

Rejsekammeraten s. 93

7

Litteraturens veje s. 457

8

Rejsekammeraten s. 93

9

Rejsekammeraten s. 95

10

Politikens symbolbog s. 87

Side 6

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 6 af 10

Talsymbolik har meget stor betydning i især folkeeventyr. Johannes gennemgår, i løbet af eventyret, et gigantisk spring op ad den sociale rangstige. Han kommer fra små kår næsten direkte til magtens tinde. Kravet for at klare denne opstigning er overvindelsen af djævelske, magiske kræfter, problemer og et bjerg. Bjerget symboliserer også en stigning på rangstigen og en stigning op til Gud [11]. På vejen konfronteres han flere gange med det ”magiske” tal tre. Tretallet går igen ved de ting prinsessen tænker på, og ved de tre gange selv samme person skal dyppes i baljen med vand for at ophæve fortryllelsen. Johannes bliver udsat for tre prøvelser. Tretallet kan symbolisere legeme, sjæl og ånd, og de forenes til selvet. De tre ting, Johannes skal gætte, repræsenterer hver en af disse tre ting. Den første ting, Johannes skal gætte, er en sko. Sko symboliserer menneskets standpunkt eller vor vandring gennem livet til et højere kulturtrin. Ved at gætte skoen tager helten det første skridt til at bryde troldens og prinsessens magt. Johannes’ legeme tager første skridt mod drømmens opfyldelse.

Skoen er hermed legemet. Den anden ting, han skal gætte, er en handske. Handsken symboliserer renhed i hjertet. Hjertet symbolisere sjælen. Handsken er derfor sjælen.

Den tredje og sidste ting, han skal gætte, er troldehovedet. Et hoved betragtes sammen med hjertet som en væsentlig del af legemet. De symboliserer visdom, sjæl og magt.

Hovedet symboliserer ånden i legemet og er den sidste del af tretallets symbolik. Skoen er legemet, handsken er sjælen, og hovedet er ånden og udgør foreningen af selvet, og at Johannes får sin drømmeprinsesse og søgen mod lykken er endt.

2.2 Indflydelsen på Johannes, samt historiens morale

Rejsekammeraten er god og følger det samme mål som Johannes; at få Johannes gift med prinsessen. Rejsekammeraten er den aktive del af Johannes, hvorimod Johannes er den passive del af jeget. Kammeraten er Johannes modpol og repræsenterer et stykke ulevet liv i ham. Han er det, som helten også er uden at vide det. Han står over naturlovene, og er Johannes’ skygge. Han er genopstået fra de døde for at hjælpe Johannes på vej som en engel. Englen er Guds budbringer. Den er formidler mellem Gud og mennesket. De hvide vinger fra svanen, som rejsekammeraten tager, symbolisere englens hvide vinger. Engle har ofte overnaturlige kræfter for eksempel ved at kunne heale folk. Rejsekammeraten hjælper den gamle dame, der brækker benet, med en overnaturlig salve, som får konen til at blive raskere, end hun var før. Han gør sig usynlig for prinsessen og trolden, ved deres møder inde i bjerget, og det er endnu en ledetråd, som fører os hen mod, at han er en engel.

11

Eventyrleksikon s. 60

Side 7

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 7 af 10

Den modsatte person af englen er prinsessen. Hun beskrives som en sort svane, altså en modsætning af rejsekammeraten. Valget af en sort svane til prinsessen illustrere, at hun har to sider. Det sorte illustrerer sorg og skyld, mens svanen, som normalt er hvid, illustrerer uskyld. Denne splittelse, som kvinden her er underlagt, minder påfaldende om det delte kvindebillede, man havde op til 1890 [12], og som slog stærkt igennem i 1890’erne. Kvinden er på samme tid skøge og madonna, hun er prostitueret(skyldig og dæmonisk) og hellig(uskyldig og ren). Hendes dæmoniske side skyldes trolden. Trolden bor under et bjerg, som kan associeres, til at han er Djævlen.

Gud betegnes ofte at være på toppen af et bjerg, mens Djævlen er i den anden ende; under bjerget eller ved bjergets fod. Trolden er herved dæmonisk, da den bor under bjerget. Johannes begær til hende ligger i, at hun svarer til hans drømmebillede. Hun er beskrevet som en svane. En svane symboliserer Jomfru Maria. Svanen er den anden grund til at Johannes begærer hende. I Johannes drøm giver faderen sin accept af prinsessen, og Johannes tror, at Gud mener, det er hans skæbne. For at Prinsessen kan blive fri fra sin binding til trolddommen og dæmonien, skal hun besejres med sine egne midler. De fjer, Johannes har fået fra den døde svane, er beslægtet med hendes eget væsen. Hun bliver dyppet i en balje med vand og fjer fra den døde svane. Vandet, som symboliserer det ubevidste, dæmoniske og genfødelsen, lader hende blive menneske igen. Dåbsmotivet bliver her brugt. ”Johannes bad fromt til vor Herre, og lod Vandet

tredje Gang spille over Fuglen”^{13}. De tre gange hun bliver dyppet ned i vandet står for

Faderen, Sønnen og Helligånden, og forvandlingen er hermed religiøs.

Johannes er den gode og unge mand, der forelsker sig i den smukke og uopnåelige prinsesse. Han er troende og giver ikke op. Johannes bliver fremstillet positivt gennem hele historien. Han viser tegn på at være den gode samt hengiven søn i sin afsked med sin fader. ”Du var en god Søn, Johannes! sagde den syge Fader, vor

Herre vil nok hjælpe Dig frem i Verden!”^{14} Han afskyer mishandlingen af de døde og

griber ind i sagen, og stilles herved i godt lys. Johannes er dog naiv. Det kommer specielt til udtryk, da han satser på at kunne drømme sig til, hvad prinsessen tænker på.

Et andet eksempel er, at han tror på overtroen med, at man blive belønnet og straffet for sin behandling af de døde. Denne naivitet tilgives Johannes på grund af sin unge alder.

Kammeraten er tydeligvis den intelligente person, der optræder i historien. ”Johannes mærkede nok, at den Fremmede var meget klogere end han, han havde været næsten

12

Den danske eventyrtradition s. 90

13

Rejsekammeraten s 110

14

Rejsekammeraten s. 91

Side 8

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 8 af 10 hele Verden rundt, og vidste at fortælle om alt det Muelige, der er til” [15]. Hans kloghed kommer fra hans tidligere liv, og at han nu er over naturlovene som en engel. Mens rejsekammeraten bliver fremstillet som den aktive del, bliver Johannes fremstillet som den passive del af jeget. Denne passive del af jeget passer til forfatteren selv. H.C.

Andersen var genert over for kvinder og havde det svært omkring dem. Han turde ikke at handle. Johannes er en del af H.C. Andersen selv. H.C. Andersen kom fra fattige kår, ligesom Johannes. Johannes rejste væk fra sit hjem i en ung alder, omkring de 16 år.

H.C. Andersen selv rejste til København i en alder af 14 år. I København tog han et spring op ad ranglisten. En af grundene til dette var hans tro på sig selv. I 1935 var han dog ikke kommet højt op ad rangstigen. Han skrev primært eventyr for at tjene penge.

H.C. Andersen var en drømmer ligesom Johannes. Johannes opnår sine naive drøm, ved at tro på sin religion og ved at være god

Den overfladiske morale i eventyret er at hjælpe mennesker, hvor man kan, og man bliver senere rigt belønnet for sine gode gerninger. Denne morale knytter sig til overtroen om belønning og straf for levende og efter deres behandling af de døde.

Johannes’ drøm bliver hans belønning. H.C. Andersen mente, at ethvert menneske havde sin mindre eller større mission. Den dødes mission var at betale sin gæld tilbage til Johannes. Eventyret handler også om overvindelsen af den dæmoniske side, der hersker over og fortryller bevidstheden. Rejsekammeraten er således et eventyr, der handler om at blive et helt menneske og at blive forløst. Splittelsen som livsbetingelse og den dæmoniske eksistens ligger bag hjørnet og lurer. Denne splittelse fører til afsluttende harmoni og passer derved til eventyrformen, hvor den sidste fase og slutningen er harmonisk og lykkelig.

2.3 Religion kontra dæmoni

De ideologier og sfærer, der er blevet benyttet i Rejsekammeraten, er den dæmoniske, det religiøse og naturen. De to mest interessante sfære er det religiøse og det dæmoniske. Flere steder i historien er der tegn på, at der er blevet gjort brug af den religiøse sfære. Hovedpersonens navn leder os, som læsere, over mod det religiøse.

Johannes er et bibelsk navn, og betyder ”Gud er nådig”. Dette navn viser også, at den nådighed, den døde kommer med, er religiøs. Rejsekammeraten optræder som en skytsengel for hovedpersonen Johannes, dette leder læserne over mod den religiøse sfære. Den tydeligere sfære i historien er den dæmoniske. Prinsessen er styret af en dæmonisk magt, men religionen overvinder denne dæmoni. Den dæmoniske sfære er

15

Rejsekammeraten s. 96

Side 9

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 9 af 10 det modsatte af den religiøse sfære. Gennem historien er der en konflikt mellem religion og dæmoni, mellem Johannes og Prinsessen. Religionen bliver skildret positiv, hvorimod dæmonien bliver skildret negativ. Religionen vinder over dæmonien til sidst med dåbsmotivet.

Der er ingen tydelige tegn på at Rejsekammeraten er fra romantikken, men små tegn i historien giver os små hentydninger til de forskellige underperioder i selve romantikperioden. Den religiøse sfære er fra hele romantikperioden. I den efterfølgende periode; Det Moderne Gennembrud, var religion opium for folket. Den dæmoniske sfære stammer fra romantismen. I denne periode blev der sat fokus på livets og menneskets skyggesider, for eksempel dæmoni. Citatet med naturen som et soveværelse stammer fra universalromantikken. Naturen bliver beskrevet som en helhed. I universalromantikken blev dannelsestanken udformet. Alt er dybest set et, og alt hænger sammen. Omkring 1830’erne ramler de forskellige underdele af romantikken sammen, og dette ses i Rejsekammeraten.

3.0 Konklusion

Rejsekammeraten er nedskrevet fra gammel historie, men er skrevet i H.C.

Andersens egen version. Der er ofte ikke religion med i folkeeventyr, men H.C.

Andersen er en meget religiøs mand og flettede det ind i sit eventyr. Det blev derved også et kunsteventyr, da det indeholdt først en forfatter, men vigtigst indeholdt eventyret ideologier fra romantikperioden; sin samtid. H.C. Andersen skrev en del af sig selv ind i mange af sine eventyr. I Rejsekammeraten er han klædt ud som Johannes.

Konflikten mellem religion og dæmoni skildrer to sider af et menneske. Det er bindingen til trolddommen og dæmonien, der gør et menneske skyldigt, mens bindingen til religionen gør mennesket uskyldigt og rent. Eventyret viser, at naivitet, fantasi og godhed vinder accept og anerkendelse i samfundet, hvilket passer godt til sin samtid.

Det har dog ikke meget relevans til vores samfund i dag. Det er en historie, som kan vække det indre barn inden i os, med fantasi og naive forestillinger om verden. Den er god at læse, hvis man vil væk fra verdens uretfærdigheder og ind i en fantasiverden. I vores samfund virker den ikke realistisk med al den godhed, lykke og passivitet. Man bør selv kæmpe for at opnå noget. I vores samfund i dag opnår man ikke meget ved passivitet.

Side 10

[navn fjernet], 1z11, [navn fjernet] Gymnasium, Danskopgave, afleveret den 09/05/03

Side 10 af 10

4.0 Litteraturliste

Primærlitteratur

Andersen, H.C. Rejsekammeraten. Dansklærerforeningen, 1997

(redigeret af Anders Thyrring Andersen)

Sekundærlitteratur

Høgh, Carsten | Eventyrleksikon | Munksgaard-Rosinante,

1996

Udarbejdet af [navn fjernet], 1z [navn fjernet] Gymnasium

Christensen, Ivy York | Den danske eventyrtradition | Odense Universitetsforlag,

Møller. 1998

Cooper, J.C. | Politikens symbol leksikon | Politikkens forlag, 2001
Fibiger, Johannes og Gerd | Litteraturens veje | Gads forlag, 1996

Lütken

Grønbech, Bo | H.C. Andersen (Levnedsløb- | Nyt Nordisk Forlag Arnold

digtning- personlighed) Busck, 1971