Durkheims karakteristik af det moderne samfund

Side 1

STX 3.g

Eksamensopgave, 18. december 2009

Obligatorisk problemformulering:

Gør rede for hvordan Durkheim karakteriserede sin samtid (det moderne samfund) med særlig henblik på hvad han betragtede som problematiske eller patologiske udviklingstendenser. Diskuter relevansen af hele eller dele af Durkheims samfundsanalyse i forhold til samfundet i dag.

Valgfri problemformulering:

Gør rede for hvordan to eller tre sociologiske teorier/teoretikere tematiserer menneskets muligheder

for at handle som aktører i det sociale liv. Sammenlign og diskuter styrker og svagheder ved de udvalgte teorier.

Antal tegn i brødtekst: 23.726

Antal tegn i fodnoter: 1.871

Indholdsfortegnelse

Del 1 - obligatorisk

Indledning s.2

Side 2

2

Émile Durkheim – fortiden og samtiden s.3

Den sociale arbejdsdeling og social tvang s.4

Individualitet og solidaritet s.4

Problematiske og patologiske udviklingstendenser s.5

Opsummering s.6

Diskussion s.6

Del 2 - valgfri

Indledning s.8

Max Weber s.8

Émile Durkheim s.9

Værdifrihedsprincippet s.10

Sammenligning s.10

Diskussion – styrker og svagheder ved de to teorier s.11

Konklusion s.12

Litteraturliste s.13

Indledning

Det moderne samfunds udvikling er relevant både i sig selv men også i forhold til andre samfund på globalt plan, som ikke har udviklet sig ligeså eksplosivt som i den vestlige verden. Den vestlige verden har udviklet sig teknologisk og ideologisk på mange områder mere dynamisk end mange andre samfund i resten af verden – men problemfrit og ikke uden radikale ændringer i samfundstypen; samfund og individ i forhold til i hinanden.

Émile Durkheim er én af de teoretikere, som levede i det 19. århundrede, hvor de teknologiske udviklingstendenser var stærkt fremherskende. Durkheim karakteriserer sin samtid og de konsekvenser, han mener, at det moderne samfunds udvikling har for det sociale liv og for individerne i dette.

Émile Durkheim – fortiden og samtiden

Émile Durkheim () blev født i Frankrig og var meget inspireret af sin samtid, og karakteriserede i sine værker fremvæksten af ’det moderne samfund’. Han beskæftigede med samfundsdiagnostik, dvs. han forsøgte at diagnosticere såkaldte sygdomstegn, som han mente at

Side 3

3 kunne betragte i moderniseringsprocessen. Durkheims generelle mål var at beskrive betingelserne for et stabilt, velfungerende, moderne samfund. Han mente altså at kunne formulere ”rigtige” og videnskabeligt baserede løsninger på tidens alvorligste problemer – sygdomstegn.

Durkheim har det, som man kalder en normativ synsvinkel; det der i en given sammenhæng, er det mest hyppigt forekommende, vil også være det, som er det sundeste i det pågældende sammenhæng. Hvis noget usundt, var det hyppigste, ville den sammenhæng være død for længst.

Sociologien kan derfor iflg. Durkheim sige noget som, hvad der i en given sammenhæng er normalt

(Jeff: d.30.09.09). Durkheim argumenterer for, at moralsk rigtige ting i det moderne samfund er ikke nødvendigvis rigtige i et andet samfund, som er indrettet anderledes. I Durkheims optik er samfundsværdier således kontekstafhængige

                                                                   1
Durkheim befinder sig i den retningen indenfor sociologien som kaldes positivisme ; en retning

baseret på naturvidenskabelige principper, som anvender objektive fakta. Han delte denne retning med mange andre samfundsteoretikere som eksempelvis Karl Marx og Max Weber samt den vigtigste forløber for Durkheim: Auguste Comte (). Comte siges at være grundlæggeren af positivismen samt den første til at bruge termen sociologi om den nye samfundsvidenskab

(Guneriussen 2007:71) (Østerberg 2002:11).

Klassikernes teorier i det 19. århundrede er meget påvirket af de politiske og moralske konflikter samt de økonomiske og ideologiske strømninger, som i høj grad prægede denne tid. Durkheim er placeret historisk samtidig med revolutionerne i Frankrig (Pariserkommunen) [2]. En situation hvor der havde været konflikter mellem samfundsklasserne. Det franske borgerskab var svækket efter nederlaget til den tyske militærmagt, og dette gjorde, at Frankrig på dette tidspunkt blev nødt til at tænke den sociale orden på en anden måde. Durkheim lod sig inspirere af en politisk strømning

                3
kaldet solidarismen (Guneriussen 2007:71)

Den sociale arbejdsdeling og ”social tvang”

Durkheims synspunkt gennem hele hans arbejde med sociologien må siges at være: at når mennesker holder sammen, opstår der noget nyt. Et speciel kræft som må forstås på en speciel måde

1

Positivismen repræsenterer den filosofiske grundholdning, at al viden er begrænset til sansedata, at denne viden kun kan nås gennem metodisk videnskabelig observation af virkeligheden, og at der kun findes én form for videnskabelig

erkendelse - nemlig den naturvidenskabelig (http://www.leksikon.org/art.php?n=2059).
2

Pariserkommunen var det revolutionære folkestyre som blev oprettet i Paris i protest mod den nationale regering i slutningen af Den fransk-preussiske krig. Kommunen blev oprettet den 18. marts og eksisterede i 72 dage frem til den

28. maj 1871. Pariserkommunen af 1871 byggede blandt andet på anarkistiske og socialistiske ideer

(http://da.wikipedia.org/wiki/Pariserkommunen)
3

Solidarismen bygger på, at ulighed altid vil eksistere, og netop derfor er solidaritet nødvendig.

Side 4

4

(Østerberg 2002:11). Durkheim karakteriserer sin samtid som en proces, hvor nye sammenhold gør sig gældende, nye regler og normer, og nye måder at tænke solidaritet og individualitet på.

Durkheim argumenterer i sin teori for, at individet i højere grad i det moderne samfund vil blive underkastet forskellige former for tvang. Durkheim siger, at når antallet af mennesker stiger

(volumen) og omfanget af kontant mellem dem øges (tæthed) skaber det pres på individerne. Denne mekanisme bruger Durkheim til at forklare den arbejdsdeling og den erhvervsmæssige specialisering, som begyndte at vinde fremgang på hans tid. Ydermere mener han, at den teknologiske udvikling havde indflydelse på individernes handlinger – uden at det nødvendigvis var aktørens hensigt. Han kalder denne form social tvang.

Endvidere taler han om strukturel tvang, for den tvungen indpasning af adfærd som individet underligges, når man indgår i forskellige hierarkiske mønstre og sociale grupper. Individet tvinges til at tage hensyn til gruppens normer og regler og tilpasse sin adfærd for at undgå sanktioner

(Gunerissen 2007:76).

En anden type tvang: normativ tvang skabes igennem aktørens følelser, forståelse og motivation.

Han mener, at vi tvinges i kraft af at vi føler respekt for andre mennesker. Dette fænomen mener Durkheim er opstået i forlængelse af det moderne samfunds stigende socialisering (ibid.:77).

Kravene, valgene og forventningerne er steget i det moderne samfunds udvikling, og normer og værdier fra omgivelserne er i højere grad blevet internaliseret i personligheden.

Endelig taler Durkheim om det, han betegner som kulturel tvang, hvor individets virkelighedsopfattelse opstår som følge af social eller kulturel udvikling. Vi udvikler os til at tænke og handle på den måde, som vores omgivelser gør. I denne forbindelse kan man udlede, at tvangen ikke primært må opfattes som begrænsende på individerne, men at det sociale og kollektive tankemønster også er mulighedsgivende for individet (Månson 2007:77). Det er en del af Durkheims karakteristik af det moderne samfund, at i takt med, at vi indgår i flere institutioner, vil kunne skabe os et større rum for mulighed for handling og strukturering af virkelighedsopfattelsen.

Individualisme og solidaritet

Durkheim karakteriserer den nye form for individualisme som opstået af de stigende uligheder mellem mennesker på arbejdsmarkedet og i det sociale liv. Den kollektive bevidsthed bliver svækket, og dette præger iflg. Durkheim individualismen, som kan virke ødelæggende på fællesskabet og sammenholdet, hvis den bliver for stærk. Durkheim mener, at nye institutionelle bånd må oprettes mellem mennesker i det moderne samfund (Månson 2007:82f)

Side 5

5

Solidaritetsbegreb er centralt, når Durkheim karakteriserer samfundet, og når han beskriver arbejdsdelingen i samfundet har han fokus på forholdet mellem individ og samfund, mellem individualiteten og solidaritet. Mange samfundsforskere mente, at de mere ”primitive” samfund i højere grad var i stand til at integrere, idet de generelt var meget stabile og harmoniske.

(Guneriussen 2007:80f.).

Durkheim bruger to former for solidaritet til at beskrive samfundsudviklingen; mekanisk og organisk solidaritet. Det at mennesker tiltrækkes af hinanden afhængigt af fællesinteresser kaldes mekanisk solidaritet og er iflg. Durkheim det grundlæggende for sammenholdet. Sådanne samfund er præget af kollektivisme (ibi.:81f.). I det moderne samfund er arbejdsdelingen meget fremtræden og individet deltager i mange flere sammenhænge end før. Durkheim karakteriserede sin samtid med fokus på, at der i mindre grad dannedes gruppe med homogenitet indadtil. Dette betyder, at individerne i det moderne samfund udvikler sig med meget større forskellighed end før. Flere teoretikere frygtede et højere konfliktniveau end før som resultat af dette. Durkheim udviklede hertil begrebet om organisk solidaritet som argument for, at disse grupper kan fungere: der opstår en gensidig afhængighed (ibi.:82).

Durkheim peger dog på, at der er sygdomstegn i det fremherskende samfund. Han argumenterede for at den udviklingen ikke havde været ”normal”.

Problematiske og patologiske udviklingstendenser

Når Durkheim taler om arbejdsdelingen var det ikke for at bevise, at den var god, men derimod at strukturen i arbejdsdelingen i Frankrig på hans tid var anormal (Østerberg 2002:76f.). Durkheim

bruger begrebet anomi^{4} om den tilstand, som indfandt sig, når et samfund var sygt. Et anomisk

samfund kendetegnes således ved opbrud mod normerne, og at individerne måtte genfinde sin plads og sig selv i dette opbrud (Durkheim 1993:39).

Begreber som integration og regulering står centralt hos Durkheim. Regulering handler om, at der findes normer i de sammenhænge, individet fungere i, som det lever efter. Når der er krise i et samfund skyldes det iflg. Durkheim at integrationen og de typer af normer, som sikrer reguleringen, er ikke gode nok. Her kan igen refereres til Durkheims mest kendte statistiske undersøgelse om selvmordet. Durkheim foretager denne undersøgelse af bekymring for samfundet. Durkheim ønsker at undersøge de overindividuelle kræfter, han mener, ligger bag selvmords-handling (Durkheim

1993:35ff.) Han bruger undersøgelsen til at lokaliserer generelle sociale strømninger som hos indikerer, at der er noget sygt i samfundet. Durkheim kan konkludere på sin undersøgelse, at

4

Anomi kan løseligt oversættes med lovløshed eller normløshed (Østerberg 2002:77).

Side 6

6 stigningen af selvmord i samfundet ikke er normal men syg. Årsagerne er f.eks. for ringe integration, mangel på sociale fællesskaber, som ikke er blevet erstattet af andre samt mangel på regulering (Durkheim 1993:50ff.). Integration handler om, at individerne har en type af fællesskab, som det hører til i. Når der ikke eksisterer sociale sammenhænge i samfundet, som individet kan være en del af, bliver de henvist til at agerer egoistisk.

Durkheim siger, at der altid vil være et vist antal selvmord i et samfund, før det er normalt

(Durkheim 1993:43ff.) Det er ud fra denne diagnose, at Durkheim tænker i reformer, for at ændre samfundsstrukturen i det moderne samfund.

Opsummering

Durkheim karakteriserer sin samtid som proces, hvor han kan iagttage problematiske udviklingstendenser. På baggrund af den stigende specialisering af arbejdskraften dannes nye grupper og nye krav til individets integration i gruppen. Det skaber iflg. Durkheim ikke dette høje konfliktniveau, men danner en særegen form for integration, et mulighedsrum for handlen for aktøren. Solidariteten blev i højere grad blev baseret på en gensidig afhængighed: skomageren var afhængig af ham, som producerede læderet, som igen er afhængig af ham, som slagter koen etc.

Durkheim mente stadig at kunne se nogle problematiske udviklingstendenser: individet mangler holdepunkter, at strukturere sin hverdag ud fra. Endvidere er manglen på integration og mangel på sociale fællesskaber nogle af de fænomener, som kan betragtes.

Durkheims undersøgelse om selvmordet handler netop om de udviklingstendenser, som kan iagttages i det moderne samfund, og som han mener, i mange tilfælde han forklares ud fra overindividuelle handlinger.

Diskussion

Rent metodologisk har Durkheims haft en stor betydning for samfundsforskningen i dag. Durkheim var en af det første sociologiske samfundsforskere, som brugte den statistiske metodik i sine undersøgelser. På den anden side har hans metodik også har mødt kritik, idet han har brugt offentlige statistikker uden at undersøge disse helt. Dette kan som bekendt medfører en række fejlkilder.

Mange af Durkheims antagelser er blevet videreudviklet og han har overordnet set haft en stor betydning for sociologiens udvikling. Durkheims tænkning var den dominerende i det 20.

århundredes Frankrig, men er på flere punkter blevet afvist af individualistiske retninger fordi han er så struktur-orienteret. Durkheim var en af de første til at formulere tankerne om det stigende antal sammenhænge, som det er en kendsgerning, at det moderne menneske i dag indgår i. Man snakker

Side 7

7 eksempelvis om, at opdragelsen i høj grad er flyttet fra at være forældrenes ansvar til at det i dag i højere grad hviler på institutionerne.

Det moderne menneske siges at være ”stresset” over det væld af muligheder, som det har, og det stemmer overens med Durkheims antagelse om, at den sociale tvang ikke begrænser men giver individet mulighed for handlen. Vi har i dag de samme muligheder som mennesket uafhængigt af social baggrund, socialt miljø etc., og vi taler i dag ikke i lige så høj grad om de ”overindividuelle kræfter”, som Durkheim forsøgte i sine værker at beskrive. Hans teorier har også relevans for samfundet i dag på den måde, at integration er et punkt højst på den politiske dagsorden, og selvom Durkheim i høj grad snakkede om integration grupper imellem i samfundet, mener jeg, at hans teorier om mekanisk solidaritet, hvor indvandrere i Danmark søger hinanden i såkaldte ”ghettoer”, og hvor det kan være svært at reguleres i forhold til danske normer og regler.

Indledning

Jeg har valgt at gøre rede for hvordan Durkheim og Weber tematiserer menneskets muligheder for at handle som aktører i det sociale liv. Derefter følger en sammenligning og en diskussion af styrker

og svagheder ved teorierne. Jeg valgt dette spørgsmål aktør/struktur dualismen og herunder

aktørens mulighed for at handle i det sociale liv allerede blev relevant i takt med det modernes

Side 8

8 samfunds udvikling og til stadighed har stor relevans i den moderne sociologi. Der findes mange

modstridende holdninger omkring aktør/struktur opdelingen i samfundet, og netop når teoretikeren

tager stilling til denne dualisme, dannes grundlag for den videre teori.

Jeg har valgt at fokusere på Émile Durkheim og Max Webers teorier idet disse to teoretikere tilhører den samme tid historisk og den samme retning: positivisme, men på samme tid er modpolerne indenfor netop emnet omkring denne dualisme.

Max Weber

Max Weber () levede på samme tid som Durkheim, men blev født og opvoksede i et optimistisk Tyskland –hvorimod det Tyskland, som han døde i lige var blevet besejret i

1.verdenskrig, og var langt fra positivt på dette tidspunkt. Weber undersøgte ligesom Durkheim den samtid, han levede i, og interesserede sig for fremvæksten af det moderne samfund. (Månson

2007:90ff.). Weber beskriver sociologien således: ”sociologien er en videnskab, som vil give en fortolkende forståelse af en social handlen, og dermed en årsagsforklaring af denne handlen”

(Mikkelsen: d.30.09.09). Her refereres til en menneskelig handlen, hvoraf mennesket forbinder en subjektiv mening med den. Han tager udgangspunkt i det enkelte individ, som handler. Det er ikke partier eller stater, der handler. Instanser som staten og myndighederne er en ”forestilling” i mennesket hovedet – enten noget, som de identificerer sig med, eller ikke identificerer sig med. Det er mennesket, som handler (Bruun: d.21.09.09).

                                                                              5
Weber mener, at vi skal forstå den mening, som tillægges en handlen. Dette kalder han Verstehen ,

og skelner herunder mellem den aktuelle forståelse og den forklarende forståelse. Aktuel forståelse er en konstatering af hvad, hvad aktøren gør, mens den forklarende er hvorfor gør de, som de gør.

Weber bruger begrebet evidens til at understøtte sin tese: at en person handler ud fra et motiv, og man ved, at denne handlen er den bedste måde at nå dertil på. Weber forsøger at undersøge årsagsforklaringer på, hvorfor individer handler, som de gør (Weber 2009:17ff.).

Derudover er Weber meget kendt for sine idealtyper^{6}, som han bruger til at afvise ideen om, at

videnskaben kan beskrive virkeligheden præcist som ”den virkelig er”. Herunder omhandler en stor del af Webers teori magtfordelingen indenfor et fællesskab. (Weber 2003:29ff).

5

Forståelse af individets handling, for at kunne forklare samfundets dynamik

(http://www.google.com/search?hl=da&client=safari&rls=en&q=verstehen+weber&btnG=Søg&lr=lang_da&aq=f&oq)
6

En idealtype er en metal konstruktion som forskeren anvender til at nærme sig den komplekse virkelighed. Idealtypen har intet med ”ideal” at gøre, men den er udelukkende ideel i rent logisk forstand. Weber skelner mellem fire sociologiske idealtyper: den traditionelle, den affektive, den værdirationelle og den målrationelle. Idealtyperne findes aldrig i ”ren form” i virkeligheden (Månson 2007:93ff.).

Side 9

9

Émile Durkheim

Durkheim er af en helt anden overbevisning end Weber, og formulerer sociologiens tankegange således: ”Man skal betragte sociale fakta som ting, der eksisterer uden for eller uafhængigt af individerne, og som udøver tvang over dem” (Guneriussen 2007:74). Dette er Durkheims

                 7
ontologiske antagelse .

Durkheim forsøger i sin teori at argumentere for, at sociale mønstre og institutioner ikke alene kan forklares ud fra egenskaber i enkeltindividerne, men at der derimod findes overindividuelle kræfter, som påvirker menneskers handlinger. Durkheim mener, at man for at finde årsagssammenhænge kun bør studere kollektive sociale fakta; altså at samfundet skal studeres ”udefra” som et objekt og ikke ”indefra” med udgangspunkt i individernes subjektive perspektiv (Guneriussen 2007:73f.).

Durkheim mener, at det sociale er konstitueret gennem samhandlen mellem aktører, men at dette samvirke over tid vil resultere i sin egen objektive orden, som følger sine egne overindividuelle principper.

Durkheim argumenterer i sin teori for, at individet i højere grad i det moderne samfund og i det sociale liv vil komme til at underligge forskellige former for tvang. Durkheim opstiller fire former for tvang, som han mener, at individet underligger i sociale liv: social, strukturel, normativ og kulturel tvang. Hans typer af tvang er noget, som individet er underlagt i det sociale liv. De fire former for tvang dækker hhv. over tvang i form af ydre betingelser som individerne må indpasse sig, tvungen indpasning af adfærd som individet underligges, når han indgår i forskellige hierarkiske mønstre og sociale grupper i samfundet, tvang i kraft af at vi føler respekt for andre mennesker, autoriteter, institutioner etc. og til sidst den kulturelle tvang, som Durkheim mener opstår som følge af en social eller kulturel udvikling. Vi udvikler os til at tænke og handle på den måde, som vores givne omgivelser gør.

Det er dog vigtigt at understreger, at tvangen er i højere grad mulighedsgivende og ikke begrænsende. Durkheims teori om social tvang er dog stadig et klart bevis for, at han tænker det sociale liv som noget, der er styret af strukturen frem for aktøren. Iflg. Durkheims teori kan mange af disse handlinger ske helt uden aktørens bevidsthed om, at han handler ud fra disse tvangsaspekter

(Månson 2007:75ff.).

Værdifrihedsprincippet

7

Man skal betragte sociale fakta som ting, som om de har en tingslig karakter.

Side 10

10

Weber lægger i sin tilgang stor vægt på, at selvom den positivistiske tilgang er samfundsvidenskabelige og betragter sanselige fakta, skal det også være værdineutral. Weber mener, at der bør være en klar skelnen mellem det der er og det der bør være. Han bestræber sig på at være så værdifri som muligt og mener, at man skal se et fænomen ud fra menneskets bevidsthed.

Mennesket har iflg. Weber sine egne værdier og valget af disse værdier er altid subjektivt (Månson

2007:93). Den store modsætning mellem Weber og Durkheim, når man tager begrebet om værdifrihed i betragtning er, at Weber bestræber sig på at være så værdifri som muligt hvorimod Durkheim betegnes som en konsensus tænker og en organisme tænker, som ser samfundet som en helhed, der enten kan være sundt eller sygt (Weber 2009:92ff.)

Sammenligning

Både Durkheim og Weber fokuserer på forskellige typer af forandringsprocesser, som fandt sted i deres samtid – her med særligt henblik på den sociale orden og den sociale struktur. Deres

          8
epistemologi er forskellige idet Weber opstillede teorier mens der var en differentiering til stede i

samfundet og revolutionerne var på sit højeste, mens Durkheims teorier blev formuleret mens det moderne samfund havde fæstnet sig mere i samfundet.

Weber mener, at man skal se på individets bevidsthed, for at kunne forstå samfundet, hvorimod Durkheim mener, at man skal se på samfundet, for at kunne forstå mennesket; man må iflg.

Durkheim undersøge sociale fænomener, ved at se på et andet socialt fænomen. Durkheim er rent sociologisk interesseret i, hvad individet tænker, men mener, at det i særdeleshed handler om, hvilke normer og sociale sammenhæng, som mennesket er født ind i. Durkheim interesserer sig ikke for den enkelte persons liv, men kigger på de store ting som f.eks. grupperinger af selvmord

(Durkheim 1993:76).

Forskellene i Webers og Durkheims ontologi [9] er, at Weber tager udgangspunkt i hvordan individerne handler og agerer, som skaber samfundet og omvendt mener Durkheim, at det sociale og samfundet påvirker individet og skaber det.

Durkheims begreber om social tvang står i kontrast til Weber forståelse af verden som summen af individers handlinger. Når Durkheim forsøger at lokalisere sygdomstegn i samfundet fokuserede han på, hvad får der et moderne samfund til at fungere. Weber har derimod mere fokus på præcist hvad der er på spil, når man taler modernitet. Arbejdsdelingsbegreb står ikke ligeså central for

8

Epistemologi: den metodiske tilgang, hvordan undersøger vi den sociale virkelighed.

9

Ontologi: forståelsen af det sociale virkelighed.

Side 11

11

Weber som hos Durkheim, men derimod en bestemt type af rationalitet. Weber mener at kunne se problemer i den nye type samfund, som han karakteriserer som et slags frihedstab og meningstab.

Den type af rationalitet, som bliver dominerende, kommer til at virke på en måde, så individerne tvinges til at underligge sig krav i det sociale liv. Værdierne begynder at smuldre, bliver til private anliggender, trækkes ud i periferien af det sociale og giver det, som Weber altså karakteriserer som et meningstab. Måske bliver vi effektive i det moderne samfund, men den effektivitet mister mening.Vi får ikke længere overlagt værdier, som vi kan trække på, men kommer i en situation, hvor vi selv må opfinde værdier ud fra, hvordan vi vil leve vores liv. Her er aktørens muligheder for at handle på spil, idet det ikke længere står klart for individet, hvilke værdier, det skal trække på.

Denne situation kan sammenlignes med Durkheims tanker om anomi, hvor normer og regler splittes op.

Diskussion – svagheder og styrker ved teorierne

Ud fra Webers teori, hvor individernes handlinger er i centrum, kan individerne også komme i en situation, hvor de tvinges til at agerer af det sociale systemet. For at forstå individernes bevidsthed, må man også tage i betragtning, at bevidstheden uden tvivl også påvirkes af strukturen. Nyere samfundsteori bygger på tanken om, at menneskets grundlag for udvikling hviler på omgivelserne.

Det er unægtelig, at der er en sammenhæng mellem omgivelsernes omstændigheder og individets udvikling. En af svaghederne ved Webers teori om, at aktøren former strukturen er derfor, at dannelse af ens virkelighedsopfattelse og mulighederne samt begrænsningerne for udviklingen af denne på mange områder må afhænge af omgivelserne. Webers begreb om Verstehen giver problemer indenfor sociologien, idet der er så mange faktorer, som spiller ind.

Durkheim mener, at det er strukturen der former aktøren og her kan modargumentet være, at der bliver nødt til at være mennesker, for at skabe struktur. En af styrkerne ved Webers teori som dertil er en svaghed ved Durkheims teori er, at mennesket må have en forudsætning og en forudgående forståelse for den givne sammenhæng, som individet indgår i. Man bliver nødt til at have en Verstehen; en forståelse af individets motivation, for at handle, og dette opnås ved en forståelse af individets bevidsthed. Det er vigtigt at inddrage bagvedliggende faktorer og unikke karaktertræk ved aktørernes for at kunne forklare deres handlinger. Individet må have andre forudsætninger for samhandlen end de tvangsmæssige aspekter, som Durkheim beskriver. Den overindividuelle kraft og den kollektivisme som Durkheim hviler sine argumenter på har i nogle tilfælde mødt den kritik, at den er overdrevet (Østerberg 2002:55).

Side 12

12

Styrken ved Webers teori er, at hans værdifrihed og Verstehen gør ham i stand til at antage menneskers handling uden fortolkning, hvilket giver en sandfærdig fremstilling af aktørernes handlinger. Samtidig er en af svaghederne, at dannelse af virkelighedsopfattelsen og for udviklingen af denne på mange områder også må afhænge af omgivelserne. Bevidstheden bliver uden tvivl også påvirket af strukturen. Sidstnævnte er en af styrkerne ved Durkheims teorier: han tager udgangspunkt i moderniseringsprocessen, og beskriver de bagvedliggende strømninger i det sociale liv, som er vigtige at tage i betragtning for at forstå eksempelvis handlinger som selvmord, som ellers siges at være en individuel handling, men som Durkheim argumentere for at være et resultat af et dårligt velfungerende socialt liv.

Svagheden ved Durkheims teori er mangel på forståelse for, at der bliver nødt til at være individer, for at skabe en struktur.

Konklusion

Weber og Durkheim kan ses som modpoler overfor de centrale, sociologiske spørgsmål. Individets handlinger står meget centralt hos Weber, mens det afgørende hos Durkheim er, at individerne må betragtes ud fra sociale former. Iflg. Durkheim gør det sociale sig gældende som noget selvstændigt eksternt fra individerne, som udøver tvang over individerne. Det sociale kan være institutionerne.

Hos Durkheim er det ikke individerne, der former samfundet, men det sociale, som former individerne.

Weber mener det modsatte; hvis vi vil forstå sociale sammenhænge skal vi forstå individets handlinger. Vi må forstå det ud fra, hvad individer gør i forhold til hinanden. Det kan eksemplificeres ved påstanden om, at institutionerne ville ikke være gældende, hvis individerne ikke mødte op og brugte institutionerne. Dertil mener Durkheim, at individerne bliver formet igennem de sociale vilkår. Individet handler derefter, og bliver formet af de sociale sammenhænge.

Denne konstellation kræver, at der er en stabilitet i det sociale. Hvis tingene i det sociale gennemgår en forandring, er der ikke længere noget socialt, der kan forme individerne.

Litteraturliste

Bøger

Durkheim, Émile (1993): Selvmordet, Oslo: Gyldendal Norsk Forlag: 23-62.

Durkheim, Émile (2000): Om den sociale arbejdsdeling, København: Hans Reitzels Forlag: 67-73,

195-218.

Guneriussen, Willy (2007): Émile Durkheim i Klassisk og moderne samfundsteori, Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen red., København: Hans Reitzels Forlag.

Side 13

13

Månson, Per (2007): Max Weber i Klassisk og moderne samfundsteori, Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen red., København: Hans Reitzels Forlag.

Weber, Max (2009): Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, København: Nansensgade Antikvariat.

Weber, Max (2003): Udvalgte tekster, bd. 2., København: Hans Reitzels Forlag: 27-43, 172-188.

Østerberg, Dag (2002): Émile Durkheim, København: Hans Reitzels Forlag.

Links

http://da.wikipedia.org/wiki/Pariserkommunen - besøgt d.15.12.09 kl.16.55
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Forfatningsforhold_i_andre_lan
de/kollektivisme - besøgt d.15.12.09 kl.18.07
http://www.leksikon.org/art.php?n=2059 - besøgt d.15.12.09 kl.18.16
http://www.google.com/search?hl=da&client=safari&rls=en&q=verstehen+weber&btnG=Søg&lr=l
ang_da&aq=f&oq= - besøgt d.17.12.09 kl.14.55