Ekspeditionen til verdens ende | Analyse

Side 1

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 22. maj 2015

1

Ekspeditionen til verdens ende

Moder Jord har været her meget længere end os alle sammen til sammen. I dag mener vi, at hun er 4,6 milliarder år gammel. Istider går og kommer, og for knap 12.000 år siden sluttede den sidste. Mennesket er kun en brøkdel af historien, men i denne tid er der alligevel noget der tyder på, at vi selv påvirker naturen og vores forhold til den. Daniel Denciks dokumentarfilm ”Ekspeditionen til verdens ende” fra 2013 viser et møde mellem mennesket og noget af jordens mest barske og storslåede natur. Vi følger skibet Activs rejse til det nordøstlige Grønland med forskere og kunstnere ombord. I et uddrag af filmens begyndelse ser vi besætningen ankomme og gå i gang med arbejdet. Det bliver et møde, der viser store kontraster mellem mennesket og naturen, og som skaber rum for en tanke eller to hos seeren. Er mennesket ubetydeligt i forholdet til naturen?

Filmens hovedplot er, at en gruppe forskere og kunstnere ankommer til Grønland som en del af et projekt.

Hovedplottet er bygget kronologisk op, men filmen indeholder også interviews med nogle af forskerne. Et sejlskib bryder gennem isen på havet for at komme ind til land. Man ser i den første del af filmen besætningsmedlemmerne på skibet, mens de arbejder og hører musik (00:00-02:12). De sejler det sidste stykke ind til land i mindre gummibåde, og da de går på land affyrer kunstneren ved en fejl et skud med sit våben. Man ser nu gruppen hente og undersøge et stort fossil, som de fragter væk (03:31-04:59). I den næste del af filmen klippes der mellem interviews med to af forskerne og en dykker, som henter noget op fra havet (04:59-06:28). Der klippes herefter til en af forskerne, som er i gang med at undersøge en fisk. I den sidste del af filmen ser man en af mændene forsøge at komme til at flyve som fuglene ved hjælp af en drage.

Filmen indledes med smukke billeder i beskæringen supertotal af isbjerge og den rå natur. Der er en stor kontrast mellem de mørke bjerge i baggrunden og det lyse isbjerg i forgrunden. På lydsiden høres allerførst den voldsomme lyd af, at store isflager knækker af et isbjerg og styrter i havet. Så begynder toner af klassisk musik, der i høj grad er med til at sætte stemningen og gøre den dyster. Musikken er nemlig toner fra Mozarts ”Requiem”, som er kendt som en dødsmesse. Der er er klip af en af mændene i gruppen. Han ser alvorlig ud, nærmest bekymret (00:18), og det stemmer godt overens med den dramatiske musik. Det bevirker tilsammen, at naturen i filmens intro fremstilles som noget ærefrygtigt og stort. Men der sendes også signaler om teamet. Isflagerne falder larmende i vandet, og det forbinder seeren med det samme med klimaforandringer. Mennesket fremstilles underdanigt i mødet med naturen, men efter godt halvandet minut skifter filmen spor. Først skifter musikken karakter. Der spilles dele af Metallica-hittet ”Blackened”

Side 2

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 22. maj 2015

2 fra 1988. Først tror man som seer, at der er tale om ekstern lyd, men et af gruppemedlemmerne sidder helt tydeligt og rocker med til musikken, og det endelige bevis kommer, da man ser højtaleren, som lyden kommer ud af. Billederne bliver mere dynamiske, og kliplængden bliver kortere. Det giver et indtryk af, at der er gang i den på skibet, og man får nu et klart bilede af, at skibet er en arbejdsplads. Hvor naturen før var altdominerende i forholdet mellem menneske og natur, spiller mennesket nu pludselig en større og mere aktiv rolle.

Da gruppen går på land, falder kunstneren og affyrer i den forbindelse ved en fejl et skud med sit gevær, hvorefter han svarer ”Whatever” til en kommentar, måske på grønlandsk, fra en af de andre. Igen fremstilles menneskets forhold til naturen helt anderledes end i filmens indledning. For det første er der noget symbolsk forbundet med det at gå i land et nyt sted. Det kan betyde en helt ny begyndelse eller et helt nyt eventyr. Det affyrede skud viser en uforsigtighed, og det er i høj grad med til at skabe det indtryk, som seeren får af mødet mellem natur og menneske i filmen. Forskergruppen indtager området, selvom naturen fortsat fremstilles som barsk. Den fremstilling sker bl.a. ved hjælp af billedbeskæringen. En af mændene i filmen udtaler kort efter skudepisoden: ”First man on this part of the world” (03:20).

Beskæringen er total, og man ser ham altså sammen med omgivelserne og i forhold til omgivelserne, mens han siger det. Han snubler, men fortsætter sin færd op ad skråningen. Effekten er, at der ikke længere er ærefrygt og distance i forholdet mellem naturen og mennesket. Den efterfølgende scene viser en af forskerne i gang med at hugge et stykke af et af bjergene. Det virker som om, de er gået direkte i gang med arbejdet lige efter ankomsten, og det er med til at understøtte det indtryk, man får, af at de effektivt indtager naturen og bruger den som arbejdsplads. Men deres arbejde fremstilles også en smule ustruktureret og tilfældigt. I tre scener efterfulgt af hinanden ser man forskerne være i gang med arbejdet

(03:31-03:53). Kameraføringen er håndholdt, og der er ikke nogen replikker. Det gør, at seeren opfatter klippene som autentiske og uplanlagte. Dermed underbygger det også, hvad formålet med ekspeditionen ifølge geolog Minik Rosing er: ”I stedet for at have et projekt, som har et klart defineret forskningsmæssigt eller formidlingsmæssigt eller et eller andet andet mål, så er det et projekt, som, kan man sige, starter med muligheden, og så se, hvad der kommer ud af det” (02:22). Det tilsyneladende tilfældige arbejde passer altså godt ind i formålet med turen.

De to forskere, som interviewes i filmen, en geolog og en biolog, deler en grundholdning om, at mennesket og det levende spiller en rolle i naturen. Geologens synspunkter får vi indblik i, i forbindelse med at forskerholdet finder en algemåtte: ”Det er de levende organismer, som er hovedmaskinen i Jordens måde at fungere på, og vi hører jo bl.a. til de her levende organismer, vi er dem, der faktisk er de dominerende af dem nu” (05:14). Biologen udtaler sig i sit interview om menneskets rolle i masseuddøen: ”Selvfølgelig er

Side 3

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 22. maj 2015

3 det skræmmende, at vi lige nu måske er en del af en af de helt store masseuddøener. Og det er da også rigtig ærgerligt, at vi selv er med til at generere den. Det er jo aldrig nogensinde sket før, at en enkelt art har formået at skabe så stor en masseuddøen” (05:58). Disse udtalelser er en vigtig del af det, som er Denciks intention med filmen. Han sætter med filmen menneskets forhold til naturen i relief.

Forskerholdets møde med naturen fremstilles ved at opstille en kontrast mellem menneske og natur. Men mennesket er en del af naturen, uanset om vi genererer klimaforandringer og masseuddøener eller ej. Lige nu er naturen ved at blive taberen i kampen med mennesket. Denne fortolkning understøttes af filmens titel. ”Verdens ende” henviser ikke kun til det, at ekspeditionen drager langt væk hjemmefra. I billedlig forstand er titlen forbundet til klimakrisen og antyder, at mennesket er grund til det, som kan blive enden på verden. Valget af Mozarts ”Requiem” er ikke tilfældigt. Stykket bruges til at overbevise om, at der måske er tale om en dødsmesse over verden, som vi kender den.

En anden film, som tager temaet klimaforandringer op til debat er den britiske ”The Age of Stupid” fra

2009, som er instrueret af Franny Armstrong. Filmen blander i endnu højere grad fiktion og fakta end det er tilfældet i ”Ekspeditionen til verdens ende”. Den foregår i 2055. Her lever hovedpersonen alene i en verden ødelagt af klimaforandringer og ser faktiske, dokumentariske klip af naturen i 00’erne. Genren er en alternativ blanding af dokumentar, drama og animation, og der lægges ikke skjul på, at der er tale om en blanding af fakta og fiktion. I Denciks film kan man føle sig vildledt. Hvad er sandt, og hvad er falsk? Vores følelser påvirkes i bestemte retninger, hvilket er meningen med filmen. Den har et vigtigt budskab, og dokumentargenren overbeviser os om, at det, vi ser, er sandt. ”The Age of Stupid” formår med en anden genre også at påvirke os. Dencik er ikke alene om at finde temaet interessant og bekymrende.

Moder Jord er vant til lidt af hvert. I Daniel Denciks film ”Ekspeditionen til verdens ende” følger vi forskere og kunstnere på en ekspedition til det nordøstlige Grønland, og filmen formår virkelig at undersøge menneskets forhold til naturen. Ved ankomsten markeres kontrasterne mellem menneske og natur især ved en vellykket brug af lydeffekter og billedbeskæring. Fronterne trækkes op, og mennesket indtager naturen. Men der er noget, der ligger og ulmer. Allerede fra start skabes der associationer til klimaforandringerne, som mange mener er menneskeskabte. Vi følger forskernes arbejde, og vi må forholde os til, at mennesket nok nærmere er en del af naturen end en modsætning til den.