"Drøm og virkelighed" af Thomasine Gyllembourg

Side 1

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

1

Drøm og virkelighed

To tidsaldre

Virkelighedens kvindelighed skal stemme overens med mandens drømmebillede af kvinden, og mandens drømmebillede af kvinden skal svare til en virkelig, dannet kvinde. Idealkvinden er mandens drømmebillede, den kvinde som besidder omsorg, intelligens, handlekraft, og som er ydmyg, beskeden og tålmodig, er hvad manden søger. Disse kvaliteter får kvinden gennem sin dannelse og opdragelse. Er det så de sociale omstændigheder, som styrer et menneske i kærligheden? Eller kan kvinder og mænd fra forskellige sociale miljø indgå lykkelige forhold, hvis bare følelserne er der?

1

Novellen er skrevet af Thomasine Gyllembourg, og i 1833 udgav hendes søn, Johan Ludvig Heiberg, i tre bind ”noveller af Thomasine Gyllembourg”, hvorfra denne

novelle stammer. Genren er prosa/epik, idet det er en novelle, og det var specielt

noveller, som hun arbejdede med, og gav sin personlige udformning.

2

Thomasine Christine Gyllembourg (), voksede op i det københavnske borgerskab, nærmere Nyhavn. Hun var gift to gange, første gang med Peter Andreas Heiberg, hvor de fik sønnen Johan Ludvig Heiberg, og efter skilsmissen giftede hun sig med en svensk emigrant, Gyllembourg. Skilsmisser var højst udsædvanlige på denne tid, men det lod ikke til, at påvirke Thomasine.

Hendes skrivestil kom til at omhandle hverdagshistorierne, hvor familieforholdet er det vigtigste grundelement, dvs. det nære og det trygge. Det er det, som afgør, om et menneske er lykkeligt eller ulykkeligt. Kvindeproblematikken er endnu et emne, som hun tager op. Det er kvinderollen som skildres, og idealkvinden som man stræber efter. Det er kvindens erfaringsverden som udgangspunkt, især kærlighedens konflikter. Det er kvinden, som ved hjælp af sin dannelse og ånd, skal holde hånden over familien, og samtidig hjælpe manden ud af de sociale og psykologiske konflikter, de må gennemgå. Disse temaer Thomasine Gyllembourg tager op, hverdagshistorierne og kvindens rolle, er hentet både fra hendes eget liv, og de iagttagelser hun gjorde sig i sin omverden, bl.a. gennem venner og familie.

1

Efterskrift af Anne-Marie Mai

2

Litteraturhåndbogen 2 - s.55-56

Side 2

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

2

Periodens træk ses tydeligt i Thomasines skrivestil. Biedermeier er en borgerkultur, som inddrager borgernes hverdagsproblemer, og på den måde større dele af virkeligheden, men man fastholder dog stadig det idealistiske syn. Det er det harmoniske og moralske som dyrkes, dette ses i det hjemmelige og kendte miljø.

Idyllen og familien er det, som spiller den store rolle. Temaerne som er gennemgående i denne periode, er den borgerlige familie, individets dannelse, kærlighedens muligheder eller måske snarer umulige vilkår.

Novellen omhandler Julius, hvis begge forældre er døde, og som onklen har taget til sig. Julius bærer på en hemmelighed, nemlig at han har et forhold til en kvinde, Lise, og at han har gjort hende gravid. Da onklen hører dette, bliver han rasende, og skriver Julius et brev, hvori han giver ham nogle vilkår, enten skal han gå fra Lise

(onklen mener, at hans datter, Laura, bør være Julius’ kommende hustru) eller skal han flytte. Julius vælger, pga. sin store kærlighed, at forlade onklens hus, og påtage sig Lise og barnets forsørgelse. Efterhånden som tiden går, og Julius hver aften besøger Lise, og de nu to børn, Frederik og Johannes, forandres Julius’ opfattelse af Lise også. Til sidst er han kun hos Lise, pga. hans medlidenhed med hende (hun er syg), og hans kærlighed til hans sønner. En aften møder Julius Vilhelm S, Frue W og Laura, og han forelsker sig hurtigt i Laura. Dette forhold udvikler sig, og han genforenes med sin onkel. Laura og Julius skal giftes, og dette indfinder Lise sig med. En tid er Julius syg, og i et febersyn, hvor drøm og virkelighed blandes i hans bevidsthed, fortæller han Laura, om hans fortid med Lise og sønnerne. Julius betragter det som en drøm, og tror derfor ikke, at Laura ved noget om Lise og hans sønner, men i al hemmelighed, har Vilhelm S fortalt hende det længe før, og han har ligeledes fortalt hvor Lise bor. Dette udløser sig i, at Julius, onklen og Vilhelm S.

overværer, at Laura, forklædt som mand, læser for den døende Lise og drengene.

Næste morgen finder Julius Laura siddende, med begge sønnerne på hvert sit knæ, i deres hjem.

Novellens indre komposition starter ud med 10 linier, som indleder til selve historiens handling og forløb, hvorefter der kommer et langt flashback, hvor Julius’ ungdomsårs kærligheds- og familieliv beskrives. I handlingen (flashbacket) forekommer der også andre flashbacks, f.eks. s.11 hvor G fortæller Julius om onklens kone, og deres forhold. Hele novellen er skrevet i datid, og dette medfører

Side 3

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

3 brugen af bagudsyn, dvs. fortælleren fortæller begivenhederne efter de er sket. Dette gør, at man er tids- og følelsesmæssigt på afstand af begivenheden, man er mere distanceret.

Handlingen strækker sig formodentlig over seks-otte år. Det hele starter en decemberaften (linie 11 s.9), derefter tager handlingen et spring på tre år s.30, hvor Julius fortæller om hvor længe Lise og ham har boet sammen, og s.32 fortæller han at det nu var seks år siden, at han forlod onklens hus. Derefter forløber der ligeledes noget tid.

Handlingen foregår i København (s.9), hvor han færdes gennem hele novellen. I starten flakker han rundt i Nyhavn, hvor Lise bor, men til sidst bosætter han sig tæt på onklens hus med Laura. Dette repræsenterer også de miljøer der er i novellen. Der er det miljø onklen lever i, hvorefter Julius er opdraget. Det er det højere københavnske borgerskab de lever i, dette ses bl.a. ved at onklen besidder en stor formue (s.16), som hans job som advokat har bidraget til. Ligeledes er Laura og Julius fra dette miljø, Julius har læst sprog og han har bestået den juridiske attestats,

med henblik på at overtage onklens velfungerende advokatforretning (s.16/efterskrift

s.237). Modsat dette miljø, er det miljø Lise kommer fra. Hun er en tjenestepige, som kommer fra underklasse miljøet, hvilket ikke passer til en som Julius, som kommer fra overklassen (datidens holdning).

Fortællertypen er en åbenlys fortæller, i form af en jeg-fortæller. Det karakteristiske ved en jeg-fortæller er, at han befinder sig i fortællingens rum, dvs. han kan identificeres. Dog skal man forholde sig kritisk til jeg-fortælleren, da han kan tro en masse om sig selv og ikke altid er til at stole på. Man hører kun hans version, og det kan gøre fortælleren utroværdig. Han kan dog blive afsløret bag sin ryg. Dette ses i novellen, i den måde Julius fremstiller Lise på. I starten er han meget forelsket i Lise, og synes hun er noget af det smukkeste, han har set, men efterhånden forandres hun for hans øjne, til en sjuske og en heks. Synsvinklen, som følge af fortællertypen, er indre 1. person (jeg), dvs. den er knyttet til jeg-personen, ”Den næste dag begyndte jeg, ligesom den foregående, med at gøre udveje for penge (s.42)”.

Fortællemåden i denne novelle består af tre ting, beretning, der hvor der er gengivelse af handlingen, og idet historien er et langt flashback, er hele novellen beretning. Beskrivelse er hvor f.eks. Lauras udseende beskrives på s.18 og Frue W’s

Side 4

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

4 udseende beskrives s.19, ”Hun var høj og rank, hendes ansigt bar kendelige spor af fordums skønhed..”. Dialog forekommer der ligeledes, s.10 føres der er dialog mellem Julius, Vilhelm S og hr. G og s.37 mellem Julius og Frue W.

Hovedpersonen er Julius, han er som nævnt en meget begavet (jurastudie) ung mand på, i starten af novellen, 23 år (s.13). Han er forelsket i Lise, men dette holdes hemmeligt, idet folk ikke ville mene, at en fra hendes miljø, ville passe til ham. Men han går efter sine følelser, og dem tør han vise, og lade sig styre af. Dette er en konflikt, som han må arbejde med, og det er en konflikt, som griber ind i hele hans liv. Han har mange af de karakteregenskaber, der knytter sig til idealmanden. Han besidder dannelse og ånd, han har platonisk kærlighed til Laura, og er en god fader for hans sønner (leger og underviser dem s.47). Han er ligeledes gavmild og handlekraftig, han foretager sine egne valg, og tager følgerne deraf.

Han påtager sig forsørgerpligten for Lise og sønnerne, så godt som han formår, han sørger for, at Lise har penge til mad og klæder (s.43). Den gode hensigt han har med, at være sammen med Lise, er ikke let at gøre ud i livet, og det er en usædvanlig adfærd, for en fra overklassen. Dette medfører også, at han til sidst svigter Lise, og forsømmer hende følelsesmæssigt. Dette kommer af, at han aldrig helt frariver sig onklen, og det højere borgerskabs holdninger, og på den måde kommer Lise og Julius aldrig, til at gå helt på kompromis. Dette er en væsentlig grund til gnidningerne i forholdet.

Julius gennemgår en markant udvikling, den ene dag er han en ung mand, som bliver opvartet af onklen og lever af hans indkomst, den anden dag er han far, og selv skal til, at forsørge sin familie og påbegynde arbejde (dog med penge fra onklen). Som han selv beskriver det på s.20, ”Jeg er ikke længere en yngling, men en mand og fader, som det pålægger at beskytte sin arne”.

Onklen har taget forsørgerollen overfor Julius (s.13), og da hans ekskone dør, får han også kontakt med sin datter. Han har oplevet en skilsmisse, da hans kone bedrog ham

(s.12), dette har medført et slags ”had” til flotte kvinder, som ikke tilhører overklassen. Det virker som om, at hans syn på kvinder har ændret sig, pga.

hændelserne med ekskonen. Han virker meget dømmende overfor kvinder, og han mener, at man kan danne dem som man vil, ”du derimod skal danne hende efter dit eget ønske, efter det ideal, du gør dig om din tilkommende hustru (s.17)”. Dette

Side 5

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

5 uddrag viser, hvordan han opfatter kvindens rettigheder, og deres plads i hjemmet.

Onklen er også streng på et punkt, nemlig kærlighedssager (s.13).

Onklen tør ikke rigtig vise sine følelser, og hvis han gør, så ses det som et svaghedstegn (Onklen har grædt ved brevet om den fraskilte kones død s.11). Han prøver i stedet, at skjule sine inderste følelser, for at dække over hans mislykkede kærligheds- og familieliv. På dette område er onklen ikke et moralsk forbillede for Julius. Onklen besidder dog, ligesom Julius, dannelse og er en gavmild forsørger overfor Julius, ligeledes er han også beskyttende overfor Laura og Julius.

Lise bor i Nyhavn, hvor hun er tjenestepige, dette arbejde fyres hun dog fra, da hun bliver gravid. Lise får et værelse på fødselsstiftelsen (s.14), som Julius og Vilhelm skaffer hende. Julius indretter en lejlighed til Lise, med alt det fornødne. Forholdet mellem disse to går i starten godt, men efterhånden som årene går, begynder Lises manglende dannelse, og det sociale tomrum hun lever i, afskåret fra sit eget miljø og uden adgang til Julius’ miljø, at beskadigede hende moralsk og personligt. Lise udvikler sig derfor ikke imod det positive, hun ligger også syg, og får alvorlige anfald. Denne uheldige udvikling, fører til en del konflikter mellem Lise og Julius.

Lise bebrejder Julius, for at have bragt hende i elendighed, og mener ikke længere, at han er god nok til hende (s.42). Dette ændrer Julius’ billede af hende, og hans kærlighed til hende forsvinder.

Et eksempel på den manglende dannelse Lise ikke besidder, og som Laura netop besidder, er de handlemåder og reaktioner på boligindretning. S.26 synes den huslige indretning ikke at glæde Lise, som andre ting i huset gør, hvorimod s.46 tager Laura med glæde del i bolig indretningen.

Laura er onklens datter, som før moderens død boede hos hende, og ikke den store kontakt havde med sin far. Hun beskrives direkte på s.18, hvor Julius første gang møder hende som lille, hun har lange smalle arme, et bleggult ansigt, glat, mørkt hår, en opstående næse, sorte aflange øjne og smalle sorte øjenbryn. Alt dette står i modsætning til den blonde, blomstrende Lise (s.18). Hun er bosat hos hendes tante, Frue W, som giver hende en god opvækst. Laura vokser sig dog til en smuk, ung kvinde, og bliver løsningen for Julius, som er gået i stå i hans tilværelse.

Laura er et modstykke til Lise, Laura besidder mange af de egenskaber, som Lise ikke gør. Laura besidder nemlig mange af de karakteregenskaber, som knytter sig til

Side 6

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

6 idealkvinden. Hun er huslig, hvilket ses i hendes aktivitet i hjemmet, og indretningen af det. Hun har evnen til at behage andre, og være stærk i sindet, bl.a. da hun hjælper den lille drenge, fra at hans kæledyr skal dø (s.33), og da hun sidder ved Lises side, og læser for hende (s.63). Hun påskønner åndelighed og ægte menneskelig værdier, hvilket kommer gennem hendes opdragelse. Hendes loyalitet til Julius, er ligeledes beundringsværdi, idet hun ved, at hun ”bedrages” af ham. Noget af det vigtigste hun besidder, er hendes dannelse og hendes intelligens, og det er også dette, som behager både Julius og Vilhelm S. Det er specielt den egenskab, som gør, at hun befrier Julius fra de driftsmæssige og sociale konflikter, han arbejder med. Hendes dannelse er det åndelige eksistensgrundlag, for den borgerlige familie hun lever i.

Vilhelm S er Løjtnant, og Julius’ gode barndomsven, selvom han er nogle år ældre, og mere bekendt med livet. Det er ham som Julius betror sig til, og får råd og meninger fra. Vilhelm og Julius er forelsket i de samme kvinder på samme tid, først Lise og derefter Laura. Han er et mellemled for mange af hændelserne i novellen, bl.a. da han ved at Julius, har to sønner med Lise, og dette vælger han, at bekendtgøre Laura med. Han gennemgår ikke, som sådan en udvikling, idet han stadig besøger onklen og Laura dagligt, som han startede med for seks år siden.

Novellens særlige træk, ses tydeligt i periodens særlige træk. Det er en hverdagshistorie, om en ung mands færden i kærlighedslivet. Det nære og det trygge lægges der stor vægt på, og alligevel vover Julius at lave et oprør. Han går efter de grundlæggende livsforhold i livet, nemlig kærlighed og seksualitet. Det er det han betegner, som det åndelige, for når han er forelsket, så glemmer han de jordiske sorger (s.36). Dette er hans drivkraft, til frigørelsen fra onklen og det nære og trygge.

Gennem hans kærlighedsliv dannes han, som et selvstændigt individ. Han lærer verdenen at kende, samt dens muligheder og umuligheder. Han lærer sit eget jeg at kende på godt og ondt, og finder ud af, hvilke egenskaber og værdier han oprigtigt værdsætter. Dette er et af de væsentlige temaer i perioden, og i novellen.

Manden overfor kvinden er det, der tillægges den største vægt, for den som ikke tager hensyn til sine følelser og kærlighed, kommer galt af sted. Her kommer mandeidealet og kvindeidealet ind i billedet, for de havde specielle egenskaber, som man skulle leve op til. Dannelsen er den vigtigste egenskab, og det er, som nævnt

Side 7

[navn fjernet] HHX 302 Hovedværk

7 ovenfor, hvad Julius og Laura besidder. Hverken mandens eller kvindens dannelse er medfødt eller naturgivet, det er noget de må leve sig til. De udvikler dannelse gennem en god opdragelse, og en gunstig kulturel påvirkning. Det er det højere borgerskab, som specielt besidder disse idealforestillingsegenskaber, da de bl.a. har de fornødne ressourcer dertil. Det er også dette, som er afgørende for Lise og Julius’ videre skæbne. Efter forelskelsen og kærlighedsrusen har lagt sig, begynder deres

forskellige baggrunde/miljøer, at skille dem ad.

Drøm overfor virkelighed kommer også til udtryk i novellens forløb. Virkeligheden præges af det realistiske og fornuftbetonede i novellen, hvorimod drømmen præges af en stræben efter perfekthed og det ideelle. Disse to elementer kan dog til tider være svære, at få til at gå op i en større enhed. Drømmeverdenen befinder Julius sig i, i starten, hvor han er forelsket i Lise, senere er han der igen, da han forelsker dig i Laura. F.eks. viser et uddrag på s.36 dette, ”Ser jeg hende ikke hver nat i drømme?

Hvad vil jeg mere? Det værste var, at jeg også om dagen gik som i drømme”.

Drømmen han lever i med Lise, overtages hurtig af virkeligheden, og den manglende dannelse og morale, adskiller de to ad. Men med Laura, er det som om, at drømmen og virkeligheden forenes og bliver til et. Han opnår alt det, som han har søgt i sine drømme.

Denne problemdebat og realisme novellen indeholder, minder til dels om træk fra Det moderne Gennembrud (perioden efter romantikken), men alligevel har

Thomasine en tendens til at idealisere, hvilket præges af periodens biedermeierske skrivemåde. Dette kaldes for poetisk realisme, hun er realistisk, men dog poetisk.

Som udgangspunkt er det lykkeligt og harmonisk.

Det ses ved, at hun tør antyde lidt af grimheden og det ubehagelige (Lises forandring, og Julius’ stiltiende bedragen af Laura), men alligevel får novellen en drejning, så det ender godt, med en smuk afslutning.