"Drøm og virkelighed" af Thomasine Gyllembourg

Drøm og virkelighed

To tidsaldre

Virkelighedens kvindelighed skal stemme overens med mandens drømmebillede af kvinden, og mandens drømmebillede af kvinden skal svare til en virkelig, dannet kvinde. Idealkvinden er mandens drømmebillede, den kvinde som besidder omsorg, intelligens, handlekraft, og som er ydmyg, beskeden og tålmodig, er hvad manden søger. Disse kvaliteter får kvinden gennem sin dannelse og opdragelse. Er det så de sociale omstændigheder, som styrer et menneske i kærligheden? Eller kan kvinder og mænd fra forskellige sociale miljø indgå lykkelige forhold, hvis bare følelserne er der?

Novellen er skrevet af Thomasine Gyllembourg, og i 1833 udgav hendes søn, Johan Ludvig Heiberg, i tre bind ”noveller af Thomasine Gyllembourg”, hvorfra denne novelle stammer. Genren er prosa/epik, idet det er en novelle, og det var specielt noveller, som hun arbejdede med, og gav sin personlige udformning. Thomasine Christine Gyllembourg (), voksede op i det københavnske borgerskab, nærmere Nyhavn. Hun var gift to gange, første gang med Peter Andreas Heiberg, hvor de fik sønnen Johan Ludvig Heiberg, og efter skilsmissen giftede hun sig med en svensk emigrant, Gyllembourg. Skilsmisser var højst udsædvanlige på denne tid, men det lod ikke til, at påvirke Thomasine. Hendes skrivestil kom til at omhandle hverdagshistorierne, hvor familieforholdet er det vigtigste grundelement, dvs. det nære og det trygge. Det er det, som afgør, om et menneske er lykkeligt eller ulykkeligt. Kvindeproblematikken er endnu et emne, som hun tager op. Det er kvinderollen som skildres, og idealkvinden som man stræber efter. Det er kvindens erfaringsverden som udgangspunkt, især kærlighedens konflikter. Det er kvinden, som ved hjælp af sin dannelse og ånd, skal holde hånden over familien, og samtidig hjælpe manden ud af de sociale og psykologiske konflikter, de må gennemgå. Disse temaer Thomasine Gyllembourg tager op, hverdagshistorierne og kvindens rolle, er hentet både fra hendes eget liv, og de iagttagelser hun gjorde sig i sin omverden, bl.a. gennem venner og familie.

Periodens træk ses tydeligt i Thomasines skrivestil. Biedermeier er en borgerkultur, som inddrager borgernes hverdagsproblemer, og på den måde større dele af virkeligheden, men man fastholder dog stadig det idealistiske syn. Det er det harmoniske og moralske som dyrkes, dette ses i det hjemmelige og kendte miljø. Idyllen og familien er det, som spiller den store rolle. Temaerne som er gennemgående i denne periode, er den borgerlige familie, individets dannelse, kærlighedens muligheder eller måske snarer umulige vilkår.