Dø, løgn, dø af Mette Moestrup | Analyse

Side 1

Søren Agerboe Mortensen 1.H Nr. 32

1

Opgave 1

Analyse af ”DØ, LØGN, DØ”

Hvid er det nye sort og har altid været det. Verden er bygget op med fred. Døden rammer ikke os.

Men det er jo løgn, det fortæller Mette Moestrup i digtet ”DØ, LØGN, DØ” fra 2012. Hvor i hun fortæller om, hvordan verden ser ud, indtil det hele viser sig at være en stor løgn. Ved brug af sproglige figurer fanger hun læseren ind i sit lyriske digt. Hvidheden løber med opmærksomheden, og gør det svært at tænke over digtets egentlige betydning.

Dø, løgn, dø, er et lyriske digt, hvor i Mette Moestrup anvender metaforer og sammenligninger. I digtet skriver Mette Moestrup om sine tanker omkring hvidheden, der er med til at skabe billeder i læserens hoved. Digtet beskriver ikke en handling som hvis, at det havde været et episk digt.

Digtet er bygget op med to usymmetriske strofer, først strofe har 22 vers, anden strofe har 16 vers og i alt er der 38 vers i digtet. Digtet er fortalt i en ydre synsvinkel, det vi får af vide i digtet, er det hun skriver. Enkelte gange får vi indre synsvinkler, f.eks. i strofe 1, vers 14, ” De tilbeder en eklipse, som de kalder Fader”.

Sproget i digtet er skrevet i høj stil med lange sætninger. I starten er digtet præget af lange sætninger på op til 3 vers, hvor der især i strofe 2 er mange korte sætninger, der knap nok fylder et vers. Sætningsopbygningen er overvejende hypotaktisk, da sætningerne er underordnet den forudgående, f.eks. strofe 1, vers 6-7, ” Skosværte i pigefjæset til fastelavn, klædt ud, ikke som sort, som hvid skuespiller, der spiller sort i gammel sort-hvid film”. Det er ofte op til læseren selv at binde sætningerne sammen, da de sjældent er bundet sammen med konjunktioner og adverbialer.

Mette Moestrup anvender både verber og adjektiver til at beskrive hendes substantiver, hvilket gør digtet mere spændende. Især adjektiverne bliver flittigt anvendt i digtet, hvilket er kendetegnet ved et lyrisk digt. Adjektiverne er som en slags glassur på den ellers så kedelige kanelsnegl, der pludselig er blevet spiselig igen.

Side 2

Søren Agerboe Mortensen 1.H Nr. 32

2

Der er flere semantiske felter i digtet, det er hvidheden, der er det største semantiske felt. De fleste vers skaber en sammenhæng til hvidheden, der både bliver beskrevet med mælk, måne og hvidheden selv, det kan ses i strofe 2, vers 37 ”Den hvidhvide måne”.

I digtet er der anvendt meget billedsprog, f.eks. i strofe 1, vers 8 ”spille på følelsesløse tangenter”, som er en besjæling, da tangenter ikke kan have følelser og heller ikke være følelsesløs, da det er en ”død” ting. Ligesom i strofe 1, vers 1 ”munden lækker ond mælk”. Mælken kan ikke være ond, det er derfor en besjæling, da Mette Moestrup tilskriver egenskaber til en konkret genstand. Der findes også enkelte sammenligninger i digtet, i strofe 1, vers 1-3 skriver Mette Moestrup ”

Mandebabystemmen læsper sødligt had, munden lækker ond mælk, der skummer om mundvigene, tørrer ind som porcelænsfarvet pudder i skægstubbene”. Her sammenligner Mette Moestrup, den indtørrede mælk med porcelænsfarvet pudder, der er to vidt forskellige ting.

Hvid er omdrejningspunktet i digtet, hvid symboliserer fred, renhed og fødsel. Mælk er hvidt, mælken i historien symboliserer den hvide farve, og mælk i sig selv betyder genfødsel og renhed.

Mælket i historien har en mere symbolsk betydning end bare mælk som genstand.

I digtet er der ingen direkte enderim, der dog gjort brug af andre rim og rytmer. I strofe 1, vers 21-

22, ”hvid, hvid, hvid over det hele”. Her er der anvendt en epizeuxis, som hun anvender for at understrege sit budskab, der var, at hun var hvid over det hele.

Strofe 2, vers 34-35, ”Båndoptageren i svømmepølens spøgelsesmælk i måneskinnet.

Båndoptageren i blodpølen i måneskinnet”. De to sætninger er bygget op på næsten samme måde, med fælles startord og slutord, det er derfor en anafor.

Temaet i digtet kan siges at være sort og hvid, men det kunne lige så godt liv og død eller fred og krig. Temaet er det modsatte, det skriver hun flere gange indirekte i digtet, f.eks. da hun fortæller om den onde mælk. Mælk der symbolisere det hvide, der symbolisere fred. Freden der er det modsatte af det onde. Hun fortæller i strofe 1, vers 6-7, om den lille hvide pige, med skosvært i hovedet, klædt ud som skuespiller, der er klædt ud som sort. Den hvide pige er igen en kontrast til det sorte.

”DØ, LØGN, DØ", optræder ofte i digtet, man kan dog alligevel læse og forstå digtet ved at springe ”DØ, LØGN, DØ” over. Dog mister digtet den betydning, Mette Moestrup giver digtet ved gentagelsen ”DØ, LØGN, DØ”. Læser man digtet uden gentagelsen, læser man det som, at det hvide er det vigtigste og eneste i verden. Bytter man det hvide ud med eksempel fred, så står der i teksten, at verden er præget af fred og at der ikke findes krig. Men det er jo løgn. ”DØ, LØGN, DØ”

Side 3

Søren Agerboe Mortensen 1.H Nr. 32

3 går ind og gør det klart, at uanset om det er fred eller fødsel det hvide symbolisere, så findes der stadig krig og død. Det perfekte verdens billede uden krig og ødelæggelse eksisterer ikke, det er det Mette Moestrup vil fortælle med dette digt.

En perspektivering til digtet kunne være den gængse dansker, der ikke kan se ud over sin egen næsetip. Den person der ser det manglende dyrekort i samlemappen, som et større problem end det jordskæld der har kostet flere tusinde nepalesere familie og hjem. Den dansker der tager til Thailand, som kun oplever, det ferieparadis de bor i. Dem der ligger ved poolen og synes, at Thailand er et utroligt heldigt land, da der jo har over 30 grader året rundt. Det kan derfor perspektiveres på den måde, at vi her i Danmark lever trygt og ikke har store problemer, medmindre man spørger os selv. Vi glemmer bare nogle at tænke på de folk, der har det hårdere end os, inden vi brokker os over en ligegyldighed.

Når man har læst digtet første gang, har man med høj sandsynlighed ikke forstået temaet i digtet, grundet det høje antal af sproglige billeder. Når man har analyseret de sproglige billeder i digtet, giver digtet lige pludselig mening. Det giver også pludselig mening, hvad meningen var med titlen og de gange den blev gentaget i digtet. Mette Moestrups budskab kan igennem digtet og analysen læses som, at det der giver os den største lykke, modsat kan give os den største smerte.