En reportage om en rejse

Side 1

Et smut til Tyrkiet, i bil? Det STX 2.g kan da umuligt være så måde. Kropsvæsker og slemt. Sandheden er at 48-56 timer kan virker længere sit præg på os og bilens lugt.

end som så, bare ikke nok til Fra den ene frastødende at takke ’nej tak’ til denne fantastiske oplevelse. man hvordan processen fra

Destination: Tyrkiet _____ | med mindst 5-meter lang
En gennemsnits biltur til | selvfølge af rejsen.

Tyrkiet tager i hvert fald de 48

timer. Min familie har | Stemningen vedligeholdes

igennem mange år kørt til

hjemlandet. Først og fremmest | de tyske motorveje, men

på grund af de økonomiske fordele. For en person over 13 søvnen stille overmander

koster turen, i sæsonen, | én, mærkes manglen på
gennemsnitligt | plads øjeblikkeligt. Tit

kroner og da vi er 4 voksne og to mindreårige, som koster alle de tunge åndedræt og

halvdelen, kan feriepengene let | ruderne bliver helt dugget

slippe op. For det andet er følelsen en helt anden ting når man krydser grænsen og efter skruer ned for varmen

3100 km, er glæden stor ved begynder man langsomt at

mållinjen. | koldsvede. Dette bliver

De første 3 timer til Tyskland, dunst af forskellige lugte.

føles som en fantastisk god Håret bliver klamt og start på den næsten endeløse rejse. Stemningen er god, og tanken om varme, sol og genkendte ansigter giver en rar faktisk sveder eller fryser?

mave-fornemmelse. Alle 6 Når natten stilner af og familiemedlemmer skråler solen igen er på vej op, med på tyrkiske sange, mens føles strålerne som en det danske land flyver forbi gigantisk lampe der river vores vinduer. Vi kører tre biler, alle samlet mod et fælles men nødvendige, søvn.

mål. Færge turen er også altid Pladsen virker også mindre rigtig god, vi sidder og får en bid mad mens mændene får sig en velfortjent smøg. Snakken eller en albue i ryggen.

går, hos især min mor om hvilken slags guldsmykker hun skal have med hjem i år og hvad vi nu vil foretage os de næste 5 uger, vi er af sted. Alt forekommer så behageligt og selv de udelikate færge-toiletter, kø, er som en elskværdig altid godt et par timer ind i som natten sætter ind og bliver det for varmt, med til. Mens far, som er chauffør det meste af vejen, hurtigt omdannet til en klistrer sig fast på huden og man kan aldrig vide sig sikker på om man rent dig ud af den ubehagelige, i dette lys og gang på gang får man en fod i hovedet

Tyskland, Østrig og starten manglen på bad og toilet sætter rasteplads til den næste, ser rejse-klar - til hærget gradvis sætter ind. En rastløs trætheden overmander også én, da man konstant ligger, sidder stille eller sover.

Bulgarien føles som en befrielse fra de fugtige og våde lande. Det tørre terræn smitter

STX 2.g forekommer, lidt mere

’hjemmeligt’ da det er det sidste land inden Tyrkiet. Men med dette følger myggene og paskontrollerne med. Da vi ikke længere er inden for EU, kan man vente ved en grænse i over 8 timer. Enten i nattens ly, med myg sværmene omkring dig, parate til at sætte deres tænder i dit blodige kød. Eller om dagen hvor den stegende sol, ikke værdier dig den mindste form for brise eller skygge.

Bulgarske grænsekontrollører er hvad min far kalder for, opsnapningsbetjente.

De gennemsøger vores bil fra motorhjelm til bagagerum. Og tager hvad de kan få fingre i, dåse colaer købt i færgen, de kan bede om penge til en bid mad og flere pakker cigaretter.

Så lige meget hvad, formår de altid at opsnappe noget, vi har betalt for!

Side 2

Langsomt begynder man at vækkes til live igen. Selvom resten af turen forekommer håbefulde blikke. Jeg kan man ligner en flok vagabonder på benzin-stoppende, er målet rare mennesker ved havnen træk da jeg mest af alt ligner indenfor rækkevidde og gør hele oplevelsen meget min far. Genkendelsen skylder børnene begynder igen, med al den energi, at fise rundt med shorts og is i hænderne.

Maden som er pakket stakke gør hele atmosfæren bordene med mad som venter begynder så småt også at blive overflødig, da alle vil vente til der er mulighed for noget godt tyrkisk mad. Mens vi ihærdigt jagter grænsen. enorm stor. Den mere evighed og man vil ikke vente Det blafrende flag, dér var det. En ubeskrivelig følelse ruller henover mig, glæden ved at se dette syn er så speciel, at jeg på ingen måde kan sætte sit folk. højtalerne i alle moskeers ord på. Det røde flag, farvet af vores forfædres blod, som prydes af nattehimlen med sin meget nemmere, for når muligheder, for at gennemleve måne og stjerne. Hele mit man krydser grænsen, kører denne stund.

legeme bliver dækket af vores tre biler i næsten hver gåsehud, og følelsen af sin retning, da landet er så hjemkomst slår mig så hårdt, at jeg kan mærke tårerne inde forskellige egne kan man bag de smilende øjne, på mit opad kiggende ansigt. Her kan resterende vej. Vores ingen sige, jeg ikke hører til – hjemby ligger ved den nej! Her kan ingen sige, at du vestlige bred, ved Izmir, kan blive sendt hjem hvor du Marmaris og Bodrum. De hører til. Det her er mit, mit modersmål og mit blod. man er så døsig efter færge Endelig Tyrkiet jubler alle, den anden at man sover hele og sejren er frembrusende i alles øjne. Nu er der igen tid til sjov og pjat mens man nær meget overvældende og havnen, hele tiden har en brise sveden drypper bogstaveligt i håret – så det hverken er for koldt, eller for varmt. Vi sætter to langborde sammen, bestiller kørsel kan bare ikke blive alle sammen vores traditionelle bedre.

the, i de fine små glas. Smagen overvælder altid én, og alle Da vi endelige ankommer sidder i stilhed mens man i til min fars barndomsby, baggrunden kan høre børnenes står hele familien; farmor, pjatten og latter. Idyllen er der ikke noget at sige til, og så let som ingenting. De bedre, de små boder med friske figener og vandmeloner stablet i store uimodståelig.

Grønthandlerne der er så varmhjertede og åbne af sind, gør kultur forskellen indelukkede facade man har et sekund mere med at i Danmark, bliver lagt langt væk på hylden, og man griner og joker med folk af ren og skær glæde for at se

10 timers kørsel er nu stort og da man er fra ikke følges så meget af den

10 timer flyver af sted, og turen fra den ene bred til vejen. Her er det dog varmen går ind og bliver talt ned af panden på dig. Et koldt bad, efter 56 timers farfar, tanter, onkler, mostre og deres børn og venter med kende mig selv i deres øjne og indover mig, og igen får jeg følelsen af et inderligt savn der er endt. Aftenluften og synet af på os, selvom man for alt i verden trænger til et rigtigt bad og en ordentlig seng, får bare

11 måneder til at virke som en absorbere hele forandringen i sig. Og når jeg indånder det, i lige det øjeblik med maden og aften luften, og vores bøn over tårne, takker jeg min gud for at jeg er så beriget med